Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige/48

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag Kristiania - København


Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu/1 492-501

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1949. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1925.

XLVIII.
EN LILLE HERREGAARD.

Torsdag 6. Oktober.

Vildgæssene fulgte Klarelven saa langt som til den store Fabrik ved Munkfors. Derefter drejede de mod Vest, ad Fryksdalen til. Inden de endnu havde naaet Søen Fryken, begyndte det at mørkne, og de slog da ned i en sid Mose oppe i en Bjergskov. Mosen var et ganske godt Nattekvarter for Vildgæs, men Niels Holgersen syntes, at der var koldt og uhyggeligt, og vilde gerne have en bedre Soveplads. Mens de endnu var oppe i Luften, havde han set, at der laa nogle Gaarde nedenfor Aasen, og han begav sig skyndsomst afsted for at opsøge dem.

Vejen var længere, end han havde troet, og han var flere Gange fristet til at vende om igen. Men endelig blev Skoven mere aaben, og han kom ud paa en Landevej, der løb langs Skovbrynet. Fra Vejen førte en smuk Birkeallé op til en Gaard, og han styrede straks sine Skridt imod den.

Først kom han ind paa en Gaardsplads, der var ligesaa stor som et Torv og omgivet af lange, røde Huslænger. Da han var gaaet over den, kom han ind i en anden Gaard, og der saa' han Hovedbygningen med sin Sidefløj, med en Grusgang og en stor Plæne foran sig og en Have fuld af Træer bagved. Selve Hovedbygningen var lille og uanselig, men Plænen var kantet med en Række vældige Rønnetræer, der stod saa tæt, at de dannede en hel Væg omkring den, og Drengen syntes, det var, som om han var kommen ind i en prægtig, hvælvet Sal. Den blegblaa Himmel hvælvede sig over det hele, Rønnetræerne var gule med store, røde Klaser, Græsset var vel endnu grønt, men det var stærkt, klart Maaneskin, og det kastede en saadan Glans over Græsset, at dette skinnede hvidt som Sølv.

Der var ikke et Menneske at se, saa Drengen kunde gaa frit omkring, hvor han vilde, og da han kom ind i Haven, opdagede han noget, der straks satte ham i godt Humør. Han var klavret op i et lille Rønnetræ for at plukke sig et Par Bær, men inden han endnu havde plukket en Klase, fik han Øje paa et Hæggebærtræ, der ogsaa var fuldt af Bær. Han lod sig straks glide ned af Rønnen og klatrede op i Hæggebærtræet, men næppe sad han der, før han saa' en Ribsbusk, hvor der endnu hang lange, røde Klaser. Og nu saa han, at hele Haven var fuld af Stikkelsbær, Hindbær og Hyben. I Køkkenhaven var der fuldt af Roer og Kaalrabi, der var Bær paa hver eneste Busk, Frø paa alle Urter, og smaa Aks fulde af Korn paa Græsstraaene. Og der paa Gangen — han saa' da vel ikke fejl? — nej, der laa virkelig et stort, rødt Æble og skinnede!

Niels Holgersens vidunderlige Rejse side 493 - En lille Herregaard.png

En lille Herregaard

Drengen satte sig ned paa en Græskant og gav sig til at skære smaaa Stykker ud af Æblet med sin Kniv. „Kunde man bare altid komme saa let til god Mad som her paa Gaarden, saa kunde det endda gaa an at være Nisse!“ tænkte han.

Han sad og spekulerede hele Tiden, mens han spiste, og tilsidst spurgte han sig selv, om det ikke var ligesaa godt, at han blev her med det samme og lod Vildgæssene rejse syd paa uden ham. „Jeg ved slet ikke, hvordan jeg skal forklare Morten Gase, at jeg ikke kan rejse hjem,” tænkte han. „Det er bedre, at jeg helt skiller mig fra ham. Jeg kunde jo da bære mig ad ligesom de smaa Egern, samle mig et Vinterforraad, saa jeg ikke behøvede at sulte ihjel, og jeg kunde vel nok finde mig en lun Krog i Kostalden eller Hestestalden, saa jeg ikke kunde fryse ihjel.”

Som han sad og tænkte paa dette, hørte han en let Susen over sit Hoved og straks efter stod der noget, der lignede en lille Birkestub, ved Siden af ham. Stubben vendte og drejede sig, og to lyse Punkter oppe i Toppen skinnede som et Par Gløder. Det saa' ud som det værste Spøgeri, men Drengen opdagede snart, at Stubben havde kroget Næb og et Par store Fjerkranse om de gloende Øjne, og saa blev han rolig igen.

„Det var da rigtig rart at træffe paa et levende Væsen!” sagde han. „Maaske De, Fru Natugle, kunde fortælle mig, hvad dette Sted hedder, og hvad det er for Folk, der bor her?“

Natuglen havde denne Aften som alle forrige Aftener siddet paa et Trin af den store Stige, der stod stillet op imod Taget, og havde kigget ned paa Grusgange og Græsplæner for at spejde efter Mus. Men til hendes Forbavselse havde der ikke vist sig saa meget som Halen af en Mus. I Stedet derfor saa' hun noget, der lignede et Menneske, skønt det var meget mindre, bevæge sig nede i Haven. „Der har vi nok den, der skræmmer Musene bort,” tænkte da Natuglen. „Hvad i al Verden kan det dog være for en?”

„Det er ikke et Egern, og det er ikke en Kattekilling, og det er ikke en Væsel,” tænkte hun videre. „Jeg troede dog, at en Fugl, der har boet saa længe som jeg paa en gammel Herregaard, maatte vide Besked med alt, hvad der findes i Verden. Men dette gaar over min Forstand.”

Og hun blev ved at stirre paa den Ting, der bevægede sig dernede paa Grusgangen, til hendes Øjne glødede. Tilsidst havde dog Nysgerrigheden faaet Overhaand, saa hun fløj ned paa Jorden for at tage den fremmede nærmere i Øjesyn.

Da Niels Holgersen begyndte at tale, bøjede Uglen sig frem og betragtede ham nøje. „Han har hverken Kløer eller Pigge,” tænkte hun, „men hvem kan vide, om han ikke har en Gifttand eller et andet Vaaben, der er endnu farligere? Det er bedst, jeg først ser at faa lidt mer at vide om ham, inden jeg giver mig i Kast med ham.”

„Gaarden hedder Mårbacka,” svarede Uglen, „og her har boet Godtfolk i gamle Dage. Men hvad er du for en?” — „Jeg har tænkt paa at flytte hertil,” sagde Drengen, uden at svare ligefrem paa Uglens Spørgsmaal. „Tror De, det kan lade sig gøre?” — „Aa ja, der er for Resten ikke meget ved Gaarden nu, imod hvad der har været,” svarede Uglen, „men man kan jo altid nok leve her. Det kommer jo mest an paa, hvad du har tænkt at leve af. Har du i Sinde at lægge dig efter Musejagt?“ — „Nej, Vorherre bevare mig!” svarede Drengen. „Der er nok mere Fare for, at Musene skal æde mig, end at jeg skal gøre dem nogen Fortræd.”

„Mon han virkelig skulde være saa lidt farlig, som han siger?” tænkte Natuglen. „Jeg tror dog, jeg vil gøre et Forsøg.” Hun svang sig op i Luften, og et Øjeblik efter havde hun slaaet Kløerne i Niels Holgersens Skulder og huggede efter hans Øjne. Niels holdt den ene Haand for Øjnene og søgte at gøre sig fri med den anden. Samtidig gav han sig til at raabe om Hjælp af alle Kræfter. Han mærkede, at han var i virkelig Livsfare, og han sagde til sig selv, at denne Gang var det vist ude med ham.

*

Men nu maa jeg fortælle, hvor mærkeligt det traf sig, at netop samme Aar, som Niels Holgersen rejste om med Vildgæssene, var der en, der gik og tænkte paa at skrive en Bog om Sverige, der skulde være saadan, at Børn skulde kunne læse den i Skolerne. Det havde hun nu tænkt paa fra Julen lige til Efteraaret, men hun havde ikke faaet en eneste Linie af Bogen skrevet, og tilsidst var hun bleven saa træt af det hele, at hun sagde til sig selv: „Dette duer du ikke til. Sæt du dig hellere ned og digt Historier og Eventyr, som du plejer, og lad en anden skrive den Bog, for den skal være lærerig og alvorlig, og der maa ikke være et usandt Ord i den!”

Det var saa godt som bestemt, at hun vilde opgive sit Forehavende, men hun syntes jo, at det havde været fornøjeligt at skrive noget kønt om Sverige, og hun havde ondt ved at slaa det helt af Tankerne. Tilsidst faldt det hende ind, at det maaske var, fordi hun sad i en By og ikke havde andet at se paa end Gader og Mure, at hun ikke kunde komme i Gang med Skriveriet. Rejste hun ud paa Landet, hvor hun kunde se paa Skove og Marker, vilde det maaske gaa bedre.

Hun var fra Värmland, og hun var ganske klar over, at hun vilde begynde Bogen med det Landskab. Og først og fremmest vilde hun fortælle om den Gaard, hvor hun var vokset op. Det var en gammeldags Gaard, der laa langt af Vejen, og hvor mange gammeldags Sæder og Skikke havde holdt sig. Hun tænkte, det vilde være fornøjeligt for Børn at høre om de mange forskellige Sysler, der havde fulgt paa hinanden Aaret rundt. Hun vilde fortælle dem, hvordan de havde holdt Jul og Nytaar og Paaske og Sankt Hansfest i hendes Hjem, hvad for Møbler og Husgeraad de havde haft, hvordan der havde set ud i Køkken og Fadebur, i Lo og Lade, i Stald og Badstue. Men da hun skulde til at skrive om det, kunde hun ikke faa. Pennen af Stedet. Hun kunde ikke begribe, hvad det kom af, men saadan var det nu.

Det stod jo nu rigtignok altsammen ligesaa tydeligt for hende, som om hun endnu levede iblandt det. Men hun sagde til sig selv, at siden hun alligevel maatte tage ud paa, Landet, kunde hun ligesaa gerne rejse hjem til den gamle Gaard og se paa den endnu en Gang, inden hun skrev om den. Hun havde ikke været der i mange Aar, og hun havde ikke noget imod at have en Anledning til at rejse derhen. Egentlig længtes hun altid efter den, hvor i Verden hun saa var. Hun saa' godt, at der var andre Steder, der var baade smukkere og bedre, men ingen Steder fandt hun den Fred og Hygge, som hun havde følt i sit Barndomshjem.

Det var nu imidlertid ikke saa let en Sag for hende at rejse hjem, som man skulde tro, for Gaarden var solgt til Folk, hun ikke kendte. Hun troede jo nok, de vilde tage godt imod hende, men hun kom ikke til den gamle Gaard for at sidde og snakke med fremmede Mennesker, men for rigtig at fordybe sig i, hvordan der havde været i gamle Dage. Derfor indrettede hun det saadan, at hun kom dertil sent en Aften, da Arbejdet var til Ende, og Folkene var inden Døre.

Hun havde aldrig tænkt sig, at det kunde være saa underligt at komme hjem. Mens hun sad i Vognen og var paa Vejen til den gamle Gaard, syntes hun, at hun blev yngre og yngre for hvert Minut, og snart var hun ikke mere et gammelt Menneske med Haar, der begyndte at graane, men en lille Pige med korte Skørter og en lang, hørgul Pisk ned ad Nakken. Som hun sad der og kendte hver eneste Gaard, hun kørte forbi, var det, som om. alt derhjemme maatte være ganske som i gamle Dage. Hendes Fader og Moder og Søskende vilde staa paa Trappen og tage imod hende, den gamle Husholderske vilde løbe til Vinduet for at se, hvem det var, der kom kørende, og Nero og Freja og nok et Par Hunde vilde komme farende og springe op ad hende.

Jo nærmere hun kom Gaarden, jo gladere blev hun. Det var Efteraar nu, og der forestod en travl Tid med en Masse Arbejde, men det var netop de mange forskellige Slags Arbejde, der gjorde, at der aldrig blev kedeligt eller ensformigt derhjemme. Paa Vejen derhen havde hun set, at Folk var ved at tage Kartofler op, og det gjorde de nok ogsaa hjemme, saa nu skulde de først rive Kartofler og lave Kartoffelmel. Det havde været et mildt Efteraar. Hun gad vidst, om alt fra Haven allerede var i Hus. Kaalen stod da ialtfald nok ude endnu. Og mon Humlen var plukket og alle Æblerne taget ned?

Naar der nu bare ikke var Hovedrengøring derhjemme, for der var ikke længe til Efteraarsmarkedet. Til Markedet skulde der være fint og pænt alle Vegne. Det blev regnet for en stor Højtid, især da af Tjenestefolkene. Det var ogsaa altid en Fornøjelse Aftenen før Markedet at komme ud i Køkkenet og se det nyskurede Gulv, strøet med Enebærris, de hvidkalkede Vægge og det blanke Kobbertøj oppe under Loftet.

Men naar Markedet var overstaaet, blev der heller ikke megen Ro. Da skulde man jo til at bryde Hør. Hørren havde i Hundedagene ligget udbredt paa en Eng for at skørne. Nu blev den lagt ind i den gamle Badstue, og der blev fyret i den store Badstueovn, for at den skulde tørre. Og naar den var tør nok, gik der en Dag Bud til alle Nabokonerne. De tog Plads udenfor Badstuen og gav sig til at „bryde“ Hørren. De slog løs paa den med Skætter for at faa de fine, hvide Taver ud af det tørre Straa. Mens de arbejdede, blev Kvinderne helt graa af Støv. Deres Haar og Klæder blev fulde af Skæver, men lige glade var de endda. Hele Dagen larmede Skætterne, og Snakken gik, saa naar man kom i Nærheden af den gamle Badstue, lød det, som om en susende Storm havde til Huse der.

Efter Hørbrydningen kom den store Knækkebrødsbagning, Faareklipningen og Skiftedagen. I November forestod der travle Slagtedage, hvor der blev saltet Kød ned og stoppet Pølser og lavet Blodbrød og støbt Lys. Sypigen, der syede deres hjemmevævede, uldne Kjoler, kom vel ogsaa ved den Tid, og det var et Par fornøjelige Uger, naar alle Husets Folk sad sammen og syede. Skomageren, der lavede Sko til hele Huset, sad paa samme Tid ovre i Karlekammeret og arbejdede, og man kunde aldrig blive træt af at se paa, hvordan han skar Læderet til og forsaalede og bagflikkede og slog Ringe i Snørehullerne.

Men den største Travlhed kom dog henimod Jul. Lucie-Dag, da Stuepigen gik om i hvid Kjole, med Lys i Haaret, og bød hele Huset til Kaffe Klokken fem om Morgenen, kom netop som et Tegn paa, at de næste to Uger kunde de ikke gøre Regning paa megen Søvn. Nu skulde de brygge Juleøl og bløde Fisk ud og have Julebagning og Julerengøring.

Hun stod netop midt i Bagningen med Pebernødder og Julekager omkring sig, da Skydskarlen holdt Hestene an ved Indkørslen til Alleen, som hun havde bedt ham om. Hun fo'r op som af Drømme. Det var uhyggeligt for hende at sidde der alene i den silde Aften; hun havde nylig troet sig omgiven af alle sine Kære. Da hun steg af Vognen og begyndte at gaa op ad Alleen for at komme ubemærket til sit gamle Hjem, følte hun saa bittert Forskellen mellem før og nu, at hun havde mest Lyst til at vende om. „Hvad kan det nytte, jeg kommer her? Her kan jo alligevel ikke være som i gamle Dage,” tænkte hun.

Men da hun nu var kommen saa langt, syntes hun dog, hun maatte se Gaarden, og hun gik videre, skønt hun blev mere og mere tung om Hjertet for hvert Skridt.

Hun havde hørt, at Gaarden skulde være meget forfalden og forandret, og det var den sagtens ogsaa. Men det kunde hun ikke se nu ved Aftentid. Hun syntes snarere, alt var ganske som før. Her var Dammen, der i hendes unge Dage havde været fuld af Karudser, som ingen maatte Fiske, fordi hendes Fader vilde have, at de Karudser skulde have Lov at gaa i Fred, hvor de gik. Der var Længen med Folkestuen og Fadeburet og Stalden med „Vællingklokken” paa den ene Gavl og Vejrfløjen paa den anden. Og Gaardspladsen udenfor Stuehuset var endnu som et indelukket Rum uden Udsigt til nogen af Siderne, ganske som den var i hendes Faders Tid, for han nænnede aldrig at hugge saa meget som en Busk.

Hun var bleven staaende i Skyggen under den store Ahorn ved Indkørslen til Gaarden og saa' sig om. Og som hun stod der, hændte der det mærkelige, at en Flok Duer kom og slog ned ved Siden af hende.

Hun kunde knap tro, at det var virkelige Fugle, for Duer plejer aldrig at flyve ud efter Solnedgang. Det maatte vel være det stærke Maaneskin, der havde vækket dem. De havde troet, det var Dag, og var fløjet ud af Dueslaget, men saa var de vel bleven forvirrede og havde ikke kunnet Finde hjem igen. Da de fik Øje paa et Menneske, fløj de hen til det som for at bede om Hjælp.

Der havde altid været en Mængde Duer paa Gaarden i hendes Forældres Tid, for Duerne havde ogsaa været nogle af de Dyr, hendes Fader havde taget under sin særlige Beskyttelse. Blot der var Tale om at slagte en Due, blev han i daarligt Humør. Hun var saa glad over, at de smukke Fugle kom og tog imod hende i det gamle Hjem. Hvem kunde sige, om ikke Duerne var fløjet ud ved Nattetid for at vise hende, at de ikke havde glemt, de en Gang havde haft et godt Hjem her?

Eller var det maaske hendes Fader, der havde sendt sine Fugle med en Hilsen til hende, for at hun ikke skulde føle sig saa uhyggelig og ensom til Mode, naar hun kom til sit fordums Hjem?

Idet hun tænkte dette, blev Længslen efter de gamle Dage saa stærk hos hende, at hun fik Taarer i Øjnene. Det var et godt Liv, de havde ført her paa Gaarden. De havde haft Arbejdsuger, men de havde ogsaa haft Højtider, de havde haft meget at gøre Dagen igennem, men om Aftenen havde de siddet samlet om Lampen og læst Tegnér og Runeberg, Fru Lenngren og Fredrika Bremer. De havde dyrket Korn, men ogsaa Roser og Jasminer; de havde spundet Hør, men de havde sunget Folkeviser, mens de spandt. De havde slidt i det med Historie og Grammatik, men de havde ogsaa spillet Komedie og skrevet Vers; de havde staaet ved Skorstenen og lavet Mad, men de havde ogsaa lært at spille Klaver og Fløjte og Guitar og Violin. De havde plantet Kaal og Roer og Ærter og Bønner i een Have, men de havde haft en anden, der var fuld af Æbler og Pærer og alle mulige Bær. De havde levet ensomt, men netop derfor havde de levet saa meget med Eventyr og Historier. De havde gaaet i hjemmegjort Tøj, men saa havde de ogsaa kunnet leve sorgfrit og uafhængigt.

„Ingen Steder i Verden forstaar de at leve saa godt et Liv, som de levede paa saadan en lille Herregaard i mine unge Dage,” tænkte hun. „Der var Arbejde til sin Tid og Fornøjelse til sin Tid og Glæde til alle Tinder. Hvor gerne jeg dog vilde tilbage hertil!” sagde hun. „Nu, da jeg har set Gaarden, er det tungt at rejse herfra.”

Og saa vendte hun sig om til Dueflokken og sagde til den, idet hun lo af sig selv, mens hun sagde det: „Vil I ikke flyve tilbage til min Fader og sige ham, at jeg længes hjem? Nu har jeg længe nok rejst om paa fremmede Steder. Spørg ham, om han ikke vil sørge for, at jeg snart kan flytte herhjem igen?”

Næppe var Ordene sagt, før hele Dueflokken svang sig til Vejrs og fløj bort. Hun søgte at følge den med Øjnene, men den forsvandt straks. Det var, som om hele den hvide Flok havde opløst sig i den maanelyse Luft.

Aldrig saasnart var Duerne forsvundne, før hun hørte høje Skrig fra Haven, og da hun hurtig løb derned, saa hun noget meget mærkeligt. Der stod en bitte lille Fyr, der ikke kunde være stort mere end en Haandsbred høj, og sloges med en Natugle. Først blev hun saa overrasket, at hun ikke kunde røre sig. Men da den lille skreg ynkeligere og ynkeligere, lagde hun sig hurtig imellem og skilte de kæmpende ad. Uglen svang sig op i et Træ, men den lille Mand blev staaende paa Grusgangen uden at gemme sig eller løbe sin Vej. „De skal have Tak for Hjælpen!” sagde han. „Men det var dumt, De lod Uglen slippe bort. Jeg kan ikke komme af Stedet, for hun sidder lige heroppe i Træet og lurer paa mig.”

„Ja, det var tankeløst af mig, at jeg lod den flyve. Men kan jeg ikke i Stedet for følge dig derhen, hvor du hører til?” sagde hun, der plejede at digte Eventyr, og var ikke lidt forbavset over uforvarende at være kommen i Samtale med en af de Smaa. Men i Grunden var hun ikke saa forbavset endda. Det var, som om hun hele Tiden, mens hun gik der i Maaneskinnet udenfor sit gamle Hjem, havde ventet, at hun skulde komme til at opleve noget mærkeligt.

„Egentlig havde jeg tænkt at blive her paa Gaarden Natten over,” sagde den lille. „Dersom De kun vilde vise mig en sikker Soveplads, vil jeg ikke vende tilbage til Skoven før Daggry.” — „Skal jeg vise dig en soveplads? Bor du da ikke her?” — „Jeg kan tænke, De tror, jeg er en Nisse!“ sagde Mandslingen nu, „men jeg er et Menneske ligesom De; jeg er kun bleven forvandlet af en Nisse.” — „Det var det mærkeligste, jeg har hørt. Kan du ikke fortælle mig, hvordan du er kommen saadan afsted?“

Niels Holgersen havde ikke noget imod at fortælle sine Eventyr, og hun, der hørte paa ham, blev mere og mere forundret og glad, altsom Fortællingen skred frem. „Nej, det var da en Lykke at træffe en, der har rejst hele Sverige igennem paa en Gaaseryg!” tænkte hun. „Alt det, som han fortæller, kan jeg jo skrive i min Bog. Nu behøver jeg ikke mere at være bekymret for den Sags Skyld. Det var rigtignok godt, jeg rejste hjem! Tænk, at Hjælpen var der, ligesaa snart jeg kom til den gamle Gaard!” sagde hun ved sig selv.

I det samme slog en Tanke ned i hende, som hun knap havde Mod til at tænke til Ende. Hun havde sendt sin Fader Bud med Duerne, at hun længtes hjem, og straks efter havde hun faaet Hjælp til det, hun saa længe havde grublet over. Kunde det være hendes Faders Svar paa det, hun havde bedt om?