Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige/49

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag Kristiania - København


Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu/1 502-509

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1949. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1925.

XLIX.
GULDET PAA SKÆRET.

PAA VEJ TIL HAVET.

Fredag 7. Oktober.

Lige fra Vildgæssene havde begyndt deres Efteraarsrejse, havde de fløjet stik imod Syd, men da de forlod Fryksdalen, slog de ind i en anden Retning og fløj over det vestlige Värmland og Dalsland ad Bohuslän til. Det blev en fornøjelig Rejse. Gæslingerne havde nu faaet saa god Øvelse i at flyve, at de ikke mere klagede over Træthed, og Niels Holgersen begyndte at faa sit gode Humør igen. Han var glad over, at han var kommen til at tale med et Menneske, for det havde opmuntret ham, at hun havde sagt, at blev han kun ved ligesom hidtil at være god imod alle, han traf, saa kunde det ikke gaa ham ilde. Hvordan han skulde faa sin rette Skikkelse igen, det kunde hun ikke sige ham, men hun havde givet ham noget af hans gamle Haab og Tillid tilbage, og det var sikkert det, der gjorde, at han nu havde fundet paa, hvordan han skulde afholde den store, hvide fra at rejse hjem.

„Véd du hvad, Morten Gase,“ sagde han, allerbedst som de fløj afsted højt oppe i Luften, „det bliver dog vist lovlig ensformigt for os at blive hjemme hele Vinteren, nu vi har været med paa saadan en Rejse. Jeg sidder og tænker paa, om vi ikke skulde følge med Vildgæssene til Udlandet.” — „Det kan da ikke være dit Alvor?” sagde Gasen og blev helt forskrækket, for nu, da han havde vist, at han var i Stand til at følge med Vildgæssene helt op til Lapland. havde han ikke noget imod at slaa sig til Ro igen i Gaasestien i Holger Nielsens Kostald.

Drengen sad en Tid stille og saa' ned paa Värmland, hvor alle Birkeskove og Lunde og Haver straalede i høstlig gule og røde Farver, og hvor de lange Søer laa mørkeblaa mellem de gule Bredder. „Jeg tror aldrig, jeg har set Jorden ligge saa skøn under os som i Dag,“ sagde han. „Søerne er som lyseblaa Silke og Bredderne som brede Guldbaand. Synes du ikke, det er Synd at slaa sig ned i Vester Vemmenhög og ikke faa mere at se af Verden?“ — „Jeg troede, du vilde hjem til din Fader og Moder og vise dem, hvad for en flink Dreng du er bleven,“ sagde Gasen. Hele Sommeren havde han gaaet og drømt om, hvad det vilde være for et stolt Øjeblik, naar han slog ned paa Gaardspladsen udenfor Holger Nielsens Hus og viste Dunfin og de seks Unger frem for Gæssene og Hønsene og Køerne og Katten og Mor Nielsen selv, saa han var ikke synderlig glad over Drengens Forslag.

Niels Holgersens vidunderlige Rejse side 503 - Dalsland ved Lakssøen.png

Dalsland ved Lakssøen

Vildgæssene holdt den Dag flere lange Hvil, for alle Vegne traf de saa prægtige Stubmarker, at de næppe kunde overvinde sig til at forlade dem, og de naaede ikke ind i Dalsland før henad Solnedgang. De fløj over den nordvestlige Del af Landskabet, og dér var endnu smukkere end i Värmland. Der var saa fuldt af Søer, at Landet gik ind imellem dem som smalle, toppede Bakker. Jorden duede ikke til at dyrke Korn paa, men saa meget bedre trivedes Træerne, og Dalens bratte Sider laa som de skønneste Haver. Der maatte være noget i Luften eller i Vandet, der holdt fast paa Sollyset, ogsaa efter at Solen var sunket ned bag Aasene. Guldstriber spillede hen over de mørke, blanke vandspejl, og over Jorden dirrede et lyst, blegrødt Skær, hvorfra gulhvide Birke, lyserøde Espetræer og rødgule Rønnetræer stak op.

„Synes du ikke ogsaa selv, Morten Gase, at det bliver kedeligt aldrig mere at faa noget saa kønt at se?” sagde Drengen. — „Jeg holder mere af at se paa de fede, flade Marker i Skaane end paa disse magre Skovbakker,” svarede Gasen. „Men du kan nok tænke, at vil du endelig fortsætte Rejsen, saa kan jeg ikke skilles fra dig.“ — „Det Svar ventede jeg mig af dig,” svarede Drengen, og man kunde tydelig høre paa hans Stemme, at der faldt en tung Sten fra hans Hjerte.

Da de derpaa fløj over Bohuslän, saa' Drengen, at Fjeldvidderne blev mere sammenhængende, Dalene laa som smalle Kløfter, der var sprængt ned i Bjergets Grund, og de lange Søer i Dalbunden var saa sorte, som om de korn fra Jordens Dyb. Det var ogsaa et herligt Landskab, og som Drengen nu saa' det, snart med en lille Solstribe over sig, snart i Skygge, syntes han, der var noget vildt og ejendommeligt over det. Han vidste ikke, hvad det kom af, men det faldt ham ind, at her maatte der i gamle Dage have levet stærke og tapre Kæmper, der havde fristet mange farlige og kække Eventyr i disse hemmelighedsfulde Egne. Den gamle Lyst til at opleve mærkelige Begivenheder vaagnede hos ham. „Det er ikke umuligt, at jeg kommer til at savne Spændingen ved hver eller hveranden Dag at være i Livsfare,“ tænkte han. „Det er bedst at være tilfreds med det, som det er.“

Det sagde han nu ingenting om til den store, hvide, for Gæssene fløj over Bohuslän med den største Fart, der var dem mulig, og Gasen var saa forpustet, at han ikke kunde faa et Ord frem. Solen stod nede ved Synskredsen, og engang imellem forsvandt den bag en Top, men Vildgæssene fo'r saa hastigt afsted, at de atter og atter fik den at se.

Endelig saa' de i Vest en blank Stribe, der voksede og blev bredere for hvert Vingeslag, de tog. Det var Havet, der laa mælkehvidt, med rosenrøde og himmelblaa Striber, og idet de svingede forbi Klipperne ved Stranden, fik de igen Øje paa Solen, der hang ved Himmelranden, stor og rød og rede til at dukke ned i Bølgerne.

Men da Drengen saa' det fri, uendelige Hav og den røde Aftensol, der skinnede med saa mild en Glans, at han kunde se lige ind i den, fyldtes han Sjæl med Fred og Tryghed. „Det er aldrig værd at være bedrøvet, Niels Holgersen,” sagde Solen. „Verden er herlig at leve i baade for store og smaa. Det er ogsaa godt at være fri og frank og have hele Himmelrummet at tumle sig i.”

VILDGÆSSENES GAVE.

Vildtgæssene havde stillet sig hen at sove paa et lille Skær udenfor Fjällbacka. Men da det lakkede ad Midnat og Maanen stod højt paa Himlen, gned gamle Akka Søvnen af Øjnene og gik om og vækkede Yksi og Kaksi, Kolme og Neljä, Viisi og Kuusi. Allersidst puffede hun med Næbbet til Tommeltot, saa han vaagnede. „Hvad er der paa Færde, Mor Akka?” sagde han og fo'r helt forskrækket op. — „Ikke noget videre,” svarede Førergaasen. „Det er ikke andet, end at vi syv, der er gamle i Flokken, har i Sinde at flyve et Stykke ud over Havet i Nat, og nu vilde vi gerne spørge, om du har Lyst til at følge med.”

Drengen forstod øjeblikkelig, at Akka ikke vilde være kommen med et saadant Forslag, dersom der ikke var noget vigtigt paa Færde, og han satte sig straks op paa hendes Ryg. De satte Kursen stik imod Vest. Først fløj de over en Række store og smaa Øer, der laa nærved Kysten, derpaa over et bredt Stykke aabent Vand, og omsider naaede de Väderøernes store Øgruppe, der laa helt ude ved det aabne Hav. Alle Øerne var lave og klippefulde, og i Maanelyset kunde man tydeligt se, at de paa Vestsiden var slebet blanke af Bølgerne. Nogle af dem var temmelig store, og paa disse saa' Drengen et Par Huse. Akka opsøgte et af de mindste Skær og slog ned dér. Det bestod kun, af en ujævn Graastensflade, der paa Midten havde en bred Revne, hvor Havet havde opskyllet fint, hvidt Strandsand og nogle Muslingskaller.

Da Niels Holgersen stod ned fra Gaasens Ryg, saa han lige ved Siden af sig noget, der lignede en høj, spids Sten. Men næsten i samme Øjeblik saa' han, at der var en stor Rovfugl, der havde valgt Skæret til Nattekvarter. Men han fik næppe Tid til at undre sig over Vildgæssene, der saa uforsigtig var slaaet ned ved Siden af en farlig Fjende, før Fuglen med et langt Hop kom hen til dem, og han genkendte Gorgo, Ørnen.

Det viste sig, at Akka og Gorgo havde sat hinanden Stævne herude. Ingen af dem blev forbavset over at se den anden. „Det var godt gjort, Gorgo!“ sagde Akka. „Jeg havde egentlig ikke troet, at du kunde naa Mødestedet før vi. Har du ventet længe?” — „Jeg kom i Aften,” svarede Gorgo. „Men jeg er bange for, at det eneste, du kan rose mig for, er, at jeg har passet saa godt paa jer. Det Ærinde, du gav mig at udføre, er det gaaet daarligt med.” — „Jeg er vis paa, du har gjort mere Gavn, Gorgo, end du vil lade dig mærke med,” sagde Akka. „Men inden du fortæller, hvad der er hændt dig paa Rejsen, vil jeg bede Tommeltot hjælpe mig at finde noget, der maa ligge gemt her paa Skæret.”

Niels Holgersen havde staaet og set paa nogle kønne Sneglehuse, men da Akka nævnede hans Navn, saa' han op. „Du har vel ikke kunnet forstaa, Tommeltot, hvorfor vi ikke har holdt den lige Kurs, men er fløjet herud til Kattegat.“ sagde Akka. — „Jeg syntes jo nok, det var lidt underligt,” svarede Drengen. „Men jeg véd jo, at I plejer at have gode Grunde for, hvad I gør.” — „Du har god Tro til mig.” sagde Akka, „men jeg er næsten bange for, at du nu sætter den til, for det er højst sandsynligt, at der ikke kommer noget ud af denne Rejse.”

„Det er mange Aar siden,” vedblev Akka, „at jeg og et Par til af dem, der nu er gamle i Flokken, blev overfaldet af Storm paa en Foraarsrejse og blev forslaaet til disse Skær. Da vi saa', at vi kun havde det aabne Hav for os, var vi bange for at blive drevet saa langt ud, at vi aldrig vilde finde tilbage til Land, og lagde os derfor ned paa Bølgerne. Stormen tvang os til at blive mellem disse nøgne Klipper i flere Dage. Vi led meget af Sult, og en Dag gik vi herop til Revnen paa Skæret og ledte efter Føde. Vi fandt ikke et eneste Græsstraa, men vi saa' nogle Poser, der var tæt tilbundne, og som stod halvt begravet i Sandet. Vi haabede, at der var Korn i Poserne, og rev og sled i dem, til vi fik Tøjet i Stykker, men da var det ikke Korn, der strømmede ud, men blanke Guldstykker. Dem havde vi Vildgæs ingen Brug for, og vi lod dem blive, hvor de var. I alle disse Aar har vi slet ikke tænkt paa vort Fund, men nu i Efteraaret er der hændet os noget, som gør, at vi ønsker os Guld. Vi véd nok, at det er meget usandsynligt, at Skatten er her endnu, men vi er alligevel fløjet herover for at bede dig se efter, hvordan Sagerne staar.”

Drengen sprang ned i Kløften, tog en Muslingskal i hver Haand, og gav sig til at kaste Sandet til Side. Poser fandt han ingen af, men da han havde gravet et temmelig dybt Hul, hørte han en Klingren som af Metal og saa', at der laa en Guldmønt. Han følte sig for med Hænderne, mærkede, at der laa mange runde Mønter i Sandet, og skyndte sig op til Akka. „Poserne er raadnet op og smuldret hen,” sagde han, „saa Pengene ligger strøet omkring i Sandet, men alt Guldet er der vist.” — „Det er godt,” sagde Akka. „Fyld nu Hullet igen og læg Sandet til Rette, saa ingen kan se, der har været rørt ved det!“

Drengen gjorde, som hun sagde, men da han derpaa kom ud paa Klippen, blev han overrasket ved at se, at Akka havde stillet sig i Spidsen for de seks Vildgæs, og at de alle med stor Højtidelighed kom gaaende henimod ham. De blev staaende foran ham, nejede mange Gange med Halsene og saa' saa fornemme ud, at han ikke kunde andet end tage Huen af og bukke for dem.

„Vi har noget at sige dig,“ sagde Akka. „Alle vi, der er gamle, har sagt til hinanden, at havde du haft Tjeneste hos Mennesker, Tommeltot, og været til lige saa stor Hjælp for dem, som du har været for os, saa vilde de ganske vist ikke skilles fra dig uden at give dig en god Løn.” — „Det er ikke mig, der har hjulpet jer, men det er jer, der har taget jer af mig,” sagde Tommeltot. — „Vi mener ogsaa,“ vedblev Akka, „at naar et Menneske har fulgt os paa hele Rejsen, burde han ikke gaa fra os lige saa fattig, som han kom.“ — „Jeg véd, at det, jeg har lært hos jer i dette Aar, er mere værd end Gods og Guld,” sagde Drengen.

„Da disse Guldmønter er bleven liggende her i Kløften i saa mange Aar, er det vel sikkert nok, at der ikke er nogen, der ejer dem,” sagde Førergaasen, „og jeg synes, du kan tage dem til dig.” — „Var det ikke jer selv, der havde Brug for Skatten, Mor Akka?” spurgte Drengen. — „Jo, vi har Brug for den for at være i Stand til at give dig en saadan Løn, at din Fader og Moder kan se, du har tjent som Gaasedreng hos ordentlige Folk.”

Drengen vendte sig nu halvt om, kastede et Blik ud over Havet og saa' derpaa Akka lige ind i de blanke Øjne. „Det undrer mig, Mor Akka, at I afskediger mig fra jeres Tjeneste og giver mig min Løn, inden jeg har sagt op,” sagde han. — „Saa længe vi Vildgæs bliver i Sverige, tror jeg jo nok, du bliver hos os.” sagde Akka. „Men jeg vilde vise dig, hvor Skatten var at finde, nu da vi kunde komme til den uden at gøre altfor stor en Omvej.” — „Det er alligevel, som jeg siger, at I vil skille jer af med mig, før jeg selv har Lyst.” sagde Tommeltot. „Efter den lange Tid, vi nu har haft det saa godt sammen, synes jeg ikke, det var for meget, om jeg ogsaa fik Lov at følge med jer til Udlandet.“

Da Drengen sagde dette, strakte Akka og de andre deres Halse lige op i Vejret og stod lidt og sugede Luft ind med halvaabne Næb. „Det er noget, jeg ikke har tænkt paa,” sagde Akka, da hun havde fattet sig. „Men inden du tager nogen Bestemmelse herom, er det bedst, vi hører, hvad Gorgo har at fortælle. Jeg skal sige dig, inden vi forlod Lapland, blev Gorgo og jeg enige om, at han skulde flyve til dit Hjem i Skaane og prøve at udvirke bedre Betingelser for dig.“

„Ja, det er rigtigt nok,” sagde Gorgo. „Men som jeg allerede har sagt dig, har jeg ikke haft Held med mig. Det gik let nok at finde Holger Nielsens Hus, og da jeg havde svævet frem og tilbage over Gaarden et Par Timer, fik jeg Øje paa Nissen, der listede om imellem Husene. Jeg slog straks ned paa ham og fløj med ham hen paa en Mark, for at vi kunde tale sammen i Ro. Jeg sagde, at jeg var sendt til ham af Akka fra Kebnekajse for at spørge, om han ikke kunde skaffe Niels Holgersen bedre Betingelser. „Jeg vilde ønske, jeg kunde,” svarede han, „for jeg har hørt, at han har skikket sig godt paa Rejsen. Men det staar ikke i min Magt.” — Da blev jeg vred og sagde, at jeg vilde ikke holde mig for god til at hakke hans Øjne ud, hvis han ikke gav efter. „Du kan gøre med mig, hvad du vil,” sagde han. „Men med Niels Holgersen maa det blive, som jeg har sagt. Du kan dog hilse ham og sige, at han gjorde bedst i snart at komme hjem med sin Gaas, for det staar kun daarligt til herhjemme. Holger Nielsen var gaaet i Kaution for en Broder, han havde stor Tillid til, og de Penge er han kommen til at betale. En Hest har han købt for laante Penge, men Hesten blev halt den første Dag, han kørte med den, og siden den Tid har han ingen Nytte haft af den. Ja, fortæl Niels Holgersen, at hans Forældre allerede har været nødt til at sælge to Køer, og at de kommer til at gaa fra Huset, hvis de ikke faar Hjælp fra nogen Kant.””

Da Drengen hørte dette, trak han Øjenbrynene sammen, og hans Hænder knyttede sig, saa Knoerne blev hvide. „Det er grusomt af Nissen,” sagde han. „at han har stillet saadan en Betingelse, at jeg ikke kan komme hjem og hjælpe mine Forældre. Men det skal ikke lykkes ham at gøre mig til en troløs Ven. Fader og Moder er hæderlige Folk, og jeg véd, at de hellere vil undvære min Hjælp, end at jeg skulde komme tilbage til dem med en daarlig Samvittighed.”