Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige/50

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag Kristiania - København


Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu/1 510-515

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1949. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1925.

L.
SØLVET I HAVET.

Lørdag 8. Oktober.

Havet er, som vi alle véd, vildt og anmassende, og den Del af Sverige, som er udsat for dets Angreb, har derfor i mange, lange Tider været beskyttet af en lang, bred Stenmur, der hedder Bohuslän.

Muren er saa bred, at den dækker hele Landet mellem Dalsland og Havet, men som det plejer at være Tilfældet med Stendiger og Bølgebrydere, er den ikke videre høj. Den er bygget af mægtige Klippeblokke, og paa sine Steder ligger der hele, lange Aase i den. Det kunde heller ikke nytte at bygge af Smaasten, naar det gjaldt at rejse et Værn mod Havet; det skulde naa lige fra Iddefjord til Götaelv.

Den Slags store Byggeforetagender udfører vi jo ikke mer i vore Dage, og det er sikkert nok, at Muren er uhyre gammel. Det er heller ikke frit for, at den er noget medtaget af Tiden. De store Klippeblokke ligger ikke længer saa tæt ved hinanden, som de rimeligvis har gjort fra Begyndelsen. Der har dannet sig Revner imellem dem saa brede og dybe, at der er Plads baade til Marker og Huse paa Bunden af dem. Men Klippeblokkene ligger alligevel ikke længere fra hinanden, end at man tydelig kan se, at de engang har hørt til samme Mur.

Den store Mur er bedst vedligeholdt ind imod Land. Der strækker den sig lange Stykker ad Gangen hel og uafbrudt. Ned langs Midten løber lange, dybe Revner med Søer paa Bunden, og ud imod Kysten er den faldet saadan sammen, at hver enkelt Stenblok ligger som et lille Bjerg for sig.

Først naar man ser den store Mur nede ved Kysten, forstaar man rigtig, at den ikke staar der, hvor den staar, bare for sin Fornøjelse. Hvor stærk den end fra Begyndelsen maa have været, er Havet paa en seks, syv Steder brudt igennem den og har indskaaret Fjorde, der er flere Mil lange. Den yderste Del af den staar ovenikøbet under Vand, saa kun den øverste Del af Klippeblokkene er synlig. Paa den Maade er der fremkommet en Mængde store og smaa Øer, der danner en Skærgaard, og denne tager imod de værste Angreb af Stormen og Havet.

Nu tror man maaske, at et Landskab, der egentlig kun bestaar af en stor Stenmur, maa være ganske ufrugtbart, saa ingen Mennesker kan finde Føden der. Men dermed er det nu alligevel ikke saa daarligt bevendt, for skønt der er nøgent og bart paa Klipper og Fjeldvidder i Bohuslän, har der til Gengæld samlet sig megen god og frugtbar Muldjord i alle Sprækker, og der kan særdeles godt drives Jordbrug, selv om Markerne ikke er saa meget store. Vintrene er i Reglen heller ikke saa kolde ved Kysten som inde i Landet, og paa Steder, der er beskyttede mod Vinden, kan der vokse kuldskære Træer og andre Planter, der ellers knap naar saa langt mod Nord som til Skaane.

Man maa heller ikke glemme, at Bohuslän ligger paa Grænsen af den store Fælled, som alle Folk paa Jorden er lige gode om. Bohuslänerne kan færdes ad Veje, som de ikke behøver at bygge eller istandsætte. De kan fange Hjorder, som de ikke behøver at vogte eller røgte, og deres Befordringsmidler bliver trukket af Trækdyr, som de ikke behøver at give Foder og Staldrum. Derfor er de ikke saa afhængige af Jordbrug og Kvægavl som andre. De er ikke bange for at nedsætte sig paa stormpiskede Skær, hvor der ikke vokser et Græsstraa, eller paa den smalle Strimmel Land under Kystbjergene, hvor der næppe er Plads til en Kartoffelmark, for de véd, at det store, rige Hav kan give dem alt, hvad de behøver.

Det er sandt, at Havet er rigt, men det er ligesaa vist, at det er vanskeligt at have at gøre med. Den, der vil have Udbytte af Havet, han maa kende alle dets Fjorde og Vige, alle dets Grunde og Strømme, han maa vide Besked noget nær med hver Sten paa Havsens Bund. Han maa kunne føre sin Baad i Storm og Taage og finde Vej i den sorteste Nat. Han maa forstaa at tyde de Tegn i Luften, der varsler haardt Vejr, og han maa kunne taale Kulde og Væde. Han maa vide, hvor Fiskene færdes og Hummeren kryber, og han maa kunne passe tunge Net og sætte sine Garn ud i urolig Sø. Og først og fremmest maa han have et modigt Hjerte i Bryster, saa han ikke ænser, at han hver Dag sætter Livet paa Spil i Kampen mod Havet.

Niels Holgersens vidunderlige Rejse side 512 - Fjällbacka Fiskerleje.png

Fjällbacka Fiskerleje

Om Morgenen, da Vildgæssene fløj ned over Bohuslän, var der stille i Skærgaarden. De saa' flere smaa Fiskelejer, men der var intet Liv i de snævre Gader, ingen gik ud og ind i de smaa, pynteligt malede Huse. De brune Fiskergarn hang i god Ro paa Tørrepladsen, de tunge, grønne eller blaa Fiskerbaade laa langs Stranden med Sejlene vundet op. Ingen Kvinder var beskæftiget ved de lange Borde, hvor de plejede at rense Torsk og Helleflynder.

Vildgæssene fløj ogsaa henover flere Lodsstationer. Lodshusets Vægge var sort- og hvidmalede. Signalmasten stod ved Siden af, og Lodskutteren laa fortøjet ved Bryggen. Alt var stille rundt omkring, ingen Damper, der trængte til Hjælp i det snævre Farvand, var i Sigte.

De smaa Kystbyer, som Vildgæssene fløj henover, havde lukket deres store Badehuse, taget deres Flag ind og sat Skodder for de fine Villaer. Der var ikke andre at se end nogle gamle Skibskaptajner, der gik frem og tilbage paa Bryggerne og stirrede længselsfuldt ud over Havet.

Inde ved Fjordene paa Fastlandet og paa Østsiden af Øerne saa' Vildgæssene nogle Bøndergaarde, og der laa Husbaaden stille ved Broen. Bonden og hans Karle gravede Kartofler op eller saa efter, om Bønnerne, der hang paa høje Stilladser, var bleven tørre.

I de store Stenbrud og i Baadebyggerierne var der mange Arbejdere. De brugte deres Forhammere og Økser flinkt nok, men atter og atter drejede de Hovedet ud mod Havet, som om de haabede paa en Afbrydelse.

Og Skærgaardsfuglene var ligesaa rolige som Menneskene. Nogle Aalekrager, der havde siddet og sovet paa en stejl Klippevæg, forlod den ene efter den anden de smalle Klippeafsatser og drog i langsom Flugt hen til deres Fiskepladser. Maagerne var kommen ind fra Havet og gik og spaserede paa Land ligesom Krager.

Men pludselig blev alt forandret. Lige med eet fløj en Flok Maager op fra en Mark og susede afsted sydpaa i en saadan Fart, at Vildgæssene knap kunde faa spurgt, hvor de skulde hen, og Maagerne gav sig ikke Tid til at svare. Aalekragerne kom op af Vandet og fulgte Maagerne i tung Flugt. Delfiner skød gennem Vandet som lange, sorte Tene, og en Stime Sæler lod sig glide ned fra et fladt Skær og drog mod Syd.

„Hvad er der paa Færde? Hvad er der paa Færde?” spurgte Vildgæssene og fik omsider Svar af en Isand. „Det er Silden, der er kommen til Marstrand. Det er Silden, der er kommen til Marstrand.”

Men det var ikke alene Fugle og Havdyr, der kom i Bevægelse; nu havde Menneskene aabenbart ogsaa faaet Bud om, at de første store Sildestimer havde vist sig i Skærgaarden. Folk løb om imellem hverandre paa Fiskerlejernes glatte Stene. Fiskerbaadene gjordes rede. De lange Sildegarn bragtes forsigtig om Bord. Kvinderne stuvede Proviantern og Olieklæderne i Baadene. Mændene kom ud af Husene i saadan en Fart, at de ikke kunde naa at faa Frakken paa, før de var ude paa Gaden. Snart var alle Sunde fulde af brune og graa Sejl, og muntre Tilraab og Spørgsmaal fløj frem og tilbage mellem Baadene. Unge Piger var klatret op paa Klipperne bagved Husene og vinkede til de bortdragende. Lodserne stod og holdt Udkig og var saa sikre paa, at der snart vilde komme Bud efter dem, at de havde trukket i de lange Søstøvler og gjort Kutteren klar. Ud fra Fjordene kom smaa Dampskibe ladede med tomme Tønder og Kasser. Bønderne smed Kartoffelhakken, og Baadebyggerne forlod Værftet. De gamle Skibskaptajner med de vejrbidte Ansigter kunde ikke sidde hjemme, men fulgte med Dampskibene sydpaa for idetmindste at se paa Sildefiskeriet.

Niels Holgersens vidunderlige Rejse side 514 - Baade paa Sildefiskeri.png

Baade paa Sildefiskeri

Det varede ikke længe, før Vildgæssene naaede Marstrand. Sildestimerne kom vestfra og gik forbi Hamneskärs Fyr ind imod Land. I den brede Fjord mellem Marstrandsøen og Pater-Noster-Skærene kom Fiskerbaadene sejlende tre og tre sammen. Hvor Søen var mørk og krusede sig med smaa, korte Bølger, vidste Fiskerne, at der var Sild, og der satte de forsigtig lange Garn ud, samlede dem i en Rundkreds, snærede dem sammen ved Bunden, saa Silden laa som i en uhyre Sæk, trak og snærede sammen igen, saa der blev snævrere og snævrere Plads, og Voddet tilsidst kunde drages op fuldt af blinkende Fisk.

Nogle Baadelag var allerede naaet saa vidt med Fiskeriet, at de havde deres Baade fulde af Sild op til Rælingen. Fiskerne stod i Sild til Knæene og skinnede af Sildeskæl fra Sydvesten til den nederste Kant af den gule Oliefrakke.

Saa var der nyankomne Fiskelag, der f-o'r om og loddede og søgte efter Sild, og andre, som med stort Besvær havde faaet Garnet sat ud, men drog det tomt op igen. Naar Baadene var fulde, sejlede nogle af Fiskerne ud til de store Dampskibe, der laa paa Fjorden, og solgte deres Fangst, andre sejlede ind til Marstrand og lossede Fangsten ved Kajen. Dér var allerede Sildekonerne i fuldt Arbejde ved lange Borde, Sildene pakkedes i Tønder og Kasser, og hele Gaden var fuld af Sildeskæl.

Ja, der var Liv og Bevægelse. Menneskene var helt tummelumske af Glæde over alt dette Sølv, som de øste op af Havets Bølger, og Vildgæssene fløj mange Gange rundt om Marstrandsøen, for at Drengen rigtig skulde faa det hele at se.

Men han bad dem dog snart flyve videre. Han sagde ikke, hvorfor han vilde bort derfra, men det var maaske ikke saa svært at gætte. Der var mange smukke og stovte Folk blandt Fiskerne. Flere af dem var statelige Mænd med kække Ansigter under Sydvesten, og de saa' saa forvovne og djærve ud, som enhver rask Dreng ønsker, at han selv maa komme til at se ud, naar han bliver voksen. Det var nok ikke saa morsomt at sidde og se paa saadanne Karle for en, der selv aldrig kunde blive større end en Sild.