Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige/51

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag Kristiania - København


Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu/1 516-534

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1949. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1925.

LI.
EN STOR HERREGAARD.

DEN GAMLE HERRE OG DEN UNGE HERRE.

For nogle Aar siden levede der i et Sogn i Västergötland en mageløs rar, lille Folkeskolelærerinde. Hun var baade flink til at undervise og dygtig til at holde Disciplin, og Børnene holdt saa meget af hende, at de aldrig kom i Skole uden at kunne deres Lektier. Forældrene var ogsaa meget glade for hende. Der var kun en eneste, der ikke vidste, hvor meget hun var værd, og det var hende selv. Hun syntes, at alle andre var klogere og dygtigere end hun, og hun sørgede over, at hun ikke kunde blive som de.

Da Lærerinden havde været ved Skolen i nogle Aar, foreslog Skoleraadet, at hun skulde gennemgaa et Kursus paa Nääs Sløjdsemrinarium, for at hun derefter ikke blot kunde lære Børnene at arbejde med Hovedet, men ogsaa med Hænderne. Ingen kan tænke sig, hvor hun blev forskrækket, da hun fik denne Opfordring. Nääs laa ikke langt fra hendes Skole. Hun havde flere Gange gaaet forbi den store, smukke Gaard, og hun havde hørt mange Lovtaler over de Sløjdkursus, der blev holdt paa den gamle Herregaard. Der samledes Lærere og Lærerinder fra hele Landet for at lære at bruge deres Hænder, ja der kom endogsaa Folk fra Udlandet. Hun vidste i Forvejen, hvor forfærdelig forknyt hun vilde føle sig der blandt saa mange udmærkede Mennesker. Hun syntes, det var mer, end hun kunde udholde.

Dog turde hun ikke sige Nej til Skoleraadet, men indgav sin Ansøgning. Hun blev antaget som Elev, og en smuk Juniaften, Dagen inden Sommerkursus'et skulde begynde, pakkede hun sit Tøj i en lille Vadsæk og gik til Nääs. Og hvor tit hun end stod stille paa Vejen, og hvor meget hun end ønskede sig langt bort, saa naaede hun dog derhen tilsidst.

Paa Nääs var der Liv og Røre. Alle Kursusdeltagerne, der kom fra hver sin Kant, skulde have deres Værelser anvist i Villaer og Huse, der hørte til den store Ejendom. Alle følte sig lidt underlig til Mode i de uvante Omgivelser, men den lille Lærerinde syntes som sædvanlig, at der ikke var andre end hende, der bar sig tosset og kejtet ad. Hun havde skræmt sig selv saadan, at hun hverken kunde høre eller se. Det var ogsaa haardt nok, alt hvad hun maatte gaa igennem. Der blev anvist hende Værelse i en smuk Villa, hvor hun skulde bo sammen med nogle unge Piger, som hun slet ikke kendte, og hun maatte spise til Aften sammen med halvfjerdsindstyve fremmede Mennesker. Paa den ene Side af hende sad der en lille Herre, som var gul i Ansigtet, og som de sagde var fra Japan, og paa den anden en Skolelærer fra Jockmock oppe i Lapland. Og lige fra Begyndelsen var der en Snakken og Munterhed ved de lange Borde! Alle talte og gjorde Bekendtskaber. Hun var den eneste, der ikke havde Mod til at sige noget.

Næste Morgen gik man i Gang med Arbejdet. Dagen begyndte her som i en anden Skole med. Morgenbøn og Sang, derpaa talte Forstanderen for Seminariet lidt om Sløjd og gav nogle korte Anvisninger, og saa, uden at hun rigtig vidste, hvordan det var gaaet til, stod hun ved en Høvlebænk med et Stykke Træ i den ene Haand og en Kniv i den anden, mens en gammel Sløjdlærer var i Færd med at vise hende, hvordan hun skulde snitte en Blomsterpind. Den Slags Arbejde havde hun aldrig før prøvet. Hun kunde ikke Haandgrebene. Og saa forvirret som hun var i det Øjeblik, kunde hun ingenting forstaa. Da Læreren var gaaet fra hende, lagde hun Kniven og Træet paa Høvlebænken og stod og stirrede lige ud i Luften.

Rundt om i Salen stod der Høvlebænke, og ved dem alle saa hun Mennesker, der med frisk Mod tog fat paa Arbejdet. Et Par af dem, der allerede var lidt bevandret i Kunsten, kom hen og vilde hjælpe hende til Rette. Men hun kunde ikke tage imod nogen Vejledning. Hun stod og tænkte paa, at de allesammen lagde Mærke til, hvor kejtet hun bar sig ad, og det gjorde hende saa ulykkelig, at hun blev som lammet.

Det blev Frokosttid, og efter Frokosten arbejdedes der igen. Forstanderen holdt et Foredrag, saa var der en Gymnastiktime, og saa begyndte Sløjdundervisningen paany. Derpaa holdtes der Middagshvil med Middag og Kaffe i den store, lyse Forsamlingssal, og saa om Eftermiddagen igen Sløjd, Sangøvelser og tilsidst Lege i det Fri. Lærerinden var i Bevægelse den hele, lange Dag, var sammen med de andre, men følte sig stadig lige ulykkelig.

Naar hun senere tænkte tilbage paa de første Dage, hun tilbragte paa Nääs, syntes hnn, hun havde gaaet ligesom i en Taage. Alt havde været mørkt og tilsløret, og hun havde slet ikke set og forstaaet, hvad der foregik omkring hende. Det varede i to Dage, men den anden Dag om Aftenen begyndte det pludselig at lysne om hende.

Da de havde spist til Aften, gav en gammel Folkeskolelærer, der havde været paa Nääs flere Gange før, sig til at fortælle et Par ny Elever, hvordan Sløjdseminariet var blevet til, og da hun sad lige i Nærheden, havde hun ikke kunnet lade være at høre efter.

Han fortalte, at Nääs var en meget gammel Gaard, men det havde aldrig været andet end en stor, smuk Herregaard som saa mange andre, før den gamle Herre, der nu ejede det, var kommen til at bo der. Han var en rig Mand, og de første Aar, han boede der, havde han anvendt til at forskønne Slottet og Parken og forbedre Husene omkring paa Godset.

Men saa døde hans Hustru, og da han ingen Børn havde, følte han sig mangen Gang ensom paa sin store Gaard. Han overtalte da en ung Søstersøn, som han holdt meget af, til at komme ud og bo hos sig paa Nääs.

Fra Begyndelsen havde det været Meningen, at den unge Herre skulde hjælpe til med Gaardens Drift, men da han i den Anledning gik om til Godsets Folk og saa, hvordan Livet levedes i de fattige Huse, kom han paa underlige Tanker. Han lagde Mærke til, at de fleste Steder gav hverken Mændene eller Børnene, ja, tit ikke engang Kvinderne, sig af med Haandarbejde i de lange Vinteraftener. I gamle Dage var Folk nødt til at bruge deres Hænder flittig for at tilvirke Klæder og Bohave og Redskaber, men nu kunde man jo faa alle saadanne Ting at købe, og derfor havde de holdt op med den Slags Arbejde. Og nu forekom det den unge Herre, at i det Hus, hvor man havde lagt Hjemmearbejdet til Side, der var ogsaa Hyggen og Velstanden gaaet sin Vej.

En enkelt Gang kunde han komme til et Hus, hvor Manden tømrede Stole og Borde sammen og Konen vævede, og det var ikke til at tage fejl af, at der var Folkene ikke blot mere velstaaende, men ogsaa lykkeligere end de andre Steder.

Han talte med sin Morbroder om dette, og den gamle indsaa, at det vilde være en stor Lykke, hvis Folk i ledige Timer vilde beskæftige sig med Haandgerning. Men for at naa saa vidt var det aabenbart nødvendigt, at de fra Barndommen lærte at bruge deres Hænder. De to Herrer syntes ikke, de kunde gøre noget bedre for at fremme den Sag end at oprette en Sløjdskole for Børn. De vilde lære dem at lave simple Ting af Træ, for de mente, at den Slags Arbejde var det, der faldt bedst i Haanden for alle og enhver. De var sikre paa, at den, der engang havde faaet sin Haand opøvet til at bruge Kniven godt, han vilde let kunne lære at føre Smedens store Hammer og Skomagerens lille. Men den, der ikke fra Ungdommen havde faaet sin Haand vænnet til Arbejde, vilde maaske aldrig komme under Vejr med, at han i den ejede et Redskab, der er mere værd end alle andre.

De begyndte altsaa at undervise Børn i Haandsløjd paa Nääs, og de saa snart, at det var saa nyttigt og godt for de smaa, at de ønskede, at alle Børn i Sverige kunde faa en lignende Undervisning.

Men hvordan kunde det lade sig gøre! Der voksede jo Børn op i Sverige i Hundredtusendvis. Man kunde da ikke samle dem allesammen paa Nääs og give dem Sløjdundervisning. Det var jo aldeles umuligt.

Da kom den unge Herre med et nyt Forslag. Hvad om de, i Stedet for at give Børnene Undervisning, indrettede et Sløjdseminarium for deres Lærere? Hvad om Lærere og Lærerinder fra hele Landet kom til Nääs og lærte at sløjde og saa bagefter drev Sløjd med alle de Børn, de havde i deres Skoler? Paa den Maade kunde maaske alle Børn i Sverige faa deres Haand opøvet ligesaa vel som deres Hjerne.

Da den Tanke først havde grebet dem, kunde de ikke slippe den igen, men søgte at bringe den til Udførelse.

De to Herrer hjalp trofast hinanden. Den gamle Herre lod bygge Sløjdsale, Forsamlingshus, Gymnastiksal, og sørgede for Mad og Bolig til dem, der kom paa Skolen. Den unge blev Seminariets Forstander. Han lagde Planen for Undervisningen, ledede Arbejdet og holdt Foredrag. Og ikke nok med det. Han levede bestandig sammen med Eleverne, gjorde sig bekendt med hver enkelts Forhold og blev dem en oprigtig og trofast Ven.

Og saa mange Elever, som der strømmede til lige fra Begyndelsen! Hvert Aar blev der holdt fire Kursus, og til dem alle meldte der sig flere Elever, end de kunde tage imod. Skolen blev ogsaa snart bekendt i Udlandet, og Lærere og Lærerinder fra alle Verdens Lande kom til Nääs for at lære, hvordan de skulde bære sig ad med at opdrage Haanden. Der var ikke det Sted i Sverige saa kendt i Udlandet som Nääs, og ingen Svensk havde saa mange Venner hele Verden over som Forstanderen for Nääs Sløjdlærerseminarium.

Den lille, undselige Lærerinde sad og hørte paa alt dette, og jo mere hun hørte, jo mere lysnede det omkring hende. Hun havde ikke før vidst, hvorfor Sløjdskolen var paa Nääs, havde ikke vidst, at den var skabt af to Mænd, der vilde gavne deres Land, havde ikke haft nogen Anelse om, at de gjorde dette Arbejde uden Løn, at de ofrede alt, hvad de kunde ofre for at hjælpe deres Medmennesker til at blive lykkeligere og bedre.

Naar hun nu tænkte paa den store Godhed og Menneskekærlighed, der laa bagved alt dette, greb det hende saa stærkt, at hun var lige ved at græde. Noget saadant havde hun aldrig før oplevet.

Næste Dag tog hun fat paa Arbejdet med et andet Sind. Naar alt blev givet af Godhed, saa burde hun jo tage imod det paa en bedre Maade end før. Hun glemte at tænke paa sig selv og blev helt optaget af Sløjden og det store Maal, der skulde naas ved dem. Og fra det Øjeblik gjorde hun sine Sager udmærket, for hun havde let ved at lære alt, naar blot ikke Undseelsen lammede hende.

Nu da Skællene var faldet fra hendes Øjne, saa hun den store, vidunderlige Godhed alle Vegne. Nu saa hun, hvor omhyggeligt alt var lagt til Rette for dem, der gennemgik Seminariet. Kursusdeltagerne fik meget mere end Undervisning i Haandgerning. Forstanderen holdt Foredrag om Opdragelse for dem, de gjorde Gymnastik, dannede en Sangforening, og næsten hver Aften havde de Sammenkomster med Musik og Oplæsning. Og desuden var der Bøger, Badehuse og Fortepiano, alt for deres Skyld. Det var Meningen, at de skulde have det godt og befinde sig vel og være glade.

Det gik lidt efter Lidt op for hende, hvor uvurderligt det var at faa Lov at tilbringe Sommerens skønne Dage paa en stor, svensk Herregaard. Slottet, hvor den gamle Herre boede, laa paa en Høj, der var næsten helt omgiven af en Sø og kun ved en smuk Stenbro forbunden med Land. Hun havde aldrig set noget saa smukt som Blomstergrupperne paa Terrasserne udenfor Slottet, som de gamle Egetræer i Parken, som Vejen langs Søen, hvor Træerne hang ud over Vandet, eller som Udsigtspavillonen paa Klippen over Søen. Skolebygningerne naa lige overfor Slottet paa grønne, skyggefulde Enge, men det stod hende frit for at gaa om i Slotsparken, naarsomhelst hun havde Tid og Lyst. Hun syntes aldrig, hun havde vidst, hvor skøn Sommeren var, før hun havde nydt den paa et saa dejligt Sted.

Det var ikke, fordi der foregik nogen stor Forandring med hende. Modig og sikker paa sig selv blev hun ikke, men hun følte sig glad og lykkelig. Hun gik og blev gennemvarmet af al denne Godhed. Hun kunde jo ikke føle sig ulykkelig paa et Sted, hvor alle ønskede hende det godt og alle søgte at hjælpe hende. Da Kursus'et var forbi og Eleverne skulde forlade Nääs, var hun helt misundelig paa alle dem, der kunde sige den gamle og den unge Herre rigtig Tak og med smukke Ord kunde udtrykke, hvad de følte. Saa vidt vilde hun aldrig komme.

Hun vendte hjem, tog fat paa Skolearbejdet som før og var lige saa glad over det, som hun plejede. Hun boede ikke længere fra Nääs, end at hun kunde gaa derover, naar hun havde en Eftermiddag fri, og det gjorde hun ogsaa temmelig ofte i den første Tid. Men der var altid ny Kursus, ny Ansigter, hendes Undseelse kom igen, og hun blev en sjældnere og sjældnere Gæst paa Sløjdskolen. Men den Tid, da hun selv havde været Elev paa Nääs, blev stadig ved at staa for hende som den bedste, hun havde oplevet.

En Foraarsdag hørte hun, at den gamle Herre paa Nääs var død. Da tænkte hun paa den skønne Sommer, hun havde tilbragt paa hans Gods, og hun blev bedrøvet over, at hun aldrig havde faaet takket ham rigtigt. Han havde sagtens faaet Taksigelser nok baade fra høje og lave, men hun vilde have følt sig lykkeligere, hvis hun med et Par Ord kunde have fortalt ham, hvor meget han havde gjort for hende.

Paa Nääs fortsattes Undervisningen paa samme Maade som inden den gamle Herres Død. Han havde nemlig skænket hele den skønne Gaard til Skolen, og hans Søstersøn blev ved at være Forstander og styrede det hele.

Hver Gang Lærerinden kom derover, var der noget nyt at se. Nu var der ikke alene Sløjdkursus, men Forstanderen vilde ogsaa gerne kalde Folkets gamle Skikke og gamle Forlystelser til Live igen, og han oprettede derfor Kursus i Sanglege og i mange andre Slags Lege. Men i een Henseende blev alt ved det gamle, nu som før gik Menneskene og blev gennemvarmede af Godhed og følte, hvordan alt var indrettet og ordnet, for at de skulde være glade og ikke blot tage Kundskaber, men ogsaa Arbejdsglæde med sig derfra, naar de vendte tilbage til de smaa Skolebørn rundt om i Landet.

Det var kun faa Aar efter den gamle Herres Død, at Lærerinden en Søndag ved Kirken hørte, at Forstanderen paa Nääs var syg. Hun vidste, at han flere Gange i den sidste Tid havde haft slemme Anfald af et Hjerteonde, men hun havde ikke tænkt sig, at der var Fare paa Færde. Det sagde man, der var denne Gang.

Fra det Øjeblik hun hørte dette, kunde hun ikke tænke paa andet, end at nu døde maaske Forstanderen ligesom den gamle Herre, inden hun havde faaet takket ham. Og hun tænkte frem og tilbage paa, hvordan hun skulde bære sig ad med at naa ham med sin Tak.

Søndag Eftermiddag gik Lærerinden om til Naboerne og bad, om deres Børn maatte følge med til Nääs. Hun havde hørt, at Forstanderen var syg, og hun troede, det vilde glæde ham, om Børnene kom og sang et Par Sange for ham. Det var jo allerede temmelig sent paa Dagen, men det var saa stærkt og klart Maaneskin i de Aftener, at man sagtens kunde gaa. Lærerinden havde en Fornemmelse af, at hun maatte til Nääs netop den Aften. Hun var bange, det kunde være for sent næste Dag.

SAGNET OM VESTERGÖTLAND.

Søndag 9. Oktober.

Vildgæssene havde forladt Bohuslän og stod og sov i et Kær i den vestlige Del af Vestergötland. Lille Niels Holgersen var krøben op paa en Grøftevold, der løb tværs over den side Eng, for at være paa det Tørre. Han var netop i Færd med at lede sig en soveplads op, da han saa en lille Flok Mennesker komme henad Landevejen. Det var en ung Lærerinde med en tolv, tretten Børn om sig. De kom gaaende i en tæt Klynge med Lærerinden i Midten og Børnene rundt om hende. De talte saa muntert og fortroligt, at Drengen fik Lyst til at følge med et Stykke Vej og høre, hvad de sagde til hverandre.

Det var en let Sag, for naar han holdt sig i Skyggen ved Kanten af Vejen, var det næsten umuligt for nogen at se ham. Og hvor femten Mennesker gik henad en Vej, var der saadan en Larm af Fodtrin, at ingen kunde høre Gruset knirke under hans smaa Træsko.

For at holde Børnene i godt Humør paa Turen havde Lærerinden gaaet og fortalt dem gamle Sagn. Hun var lige færdig med et, da Drengen sluttede sig til Skaren, men Børnene bad hende straks fortælle et til. „Har I hørt Sagnet om den gamle Kæmpe fra Vestergötland, der drog til en Ø højt oppe i Nordhavet?” spurgte Lærerinden. Nej, det havde Børnene ikke, og Lærerinden begyndte:

„Det hændte en Gang en mørk og stormfuld Nat, at et Skib forliste ved et lille Skær højt oppe i Nordhavet. Fartøjet splintredes mod Klipperne, og af hele Besætningen var der kun to Mand, der reddede sig op paa Land. Der stod de paa Skæret drivvaade og stivfrosne, og de blev naturligvis meget glade, da de saa et stort Baal blusse paa Strandbredden. De skyndte sig hen til Ilden uden at tænke paa nogen Fare. Først da de var helt henne ved den, saa de, at der ved Ilden sad en frygtelig gammel Kæmpe, saa stor og sværlemmet, at de ikke kunde tvivle om, at det var en Mand af Jætteslægten, de stod lige overfor.

De blev staaende og betænkte sig, men Nordenvinden fo'r hvinende hen over Skæret med sin forfærdelige Kulde. De vilde snart fryse ihjel, hvis de ikke fik Lov at varme sig ved Kæmpens Baal, og de besluttede at vove sig hen til ham. „God Aften, Far,” sagde den ældste af dem. „Vil I give to forliste Sømænd Lov til at varme sig ved jeres Ild?“ Kæmpen fo'r op af sine Tanker, rejste sig halvt og drog Sværdet af Skeden. „Hvad er I for nogle?“ spurgte han, for han var gammel og saa' daarligt og vidste ikke, hvad det var for nogle Væsener, der talte til ham.

„Vi er Vestgöter begge to, hvis I bryder jer om at vide det,” svarede den ældste af de to Sømænd. „Vort Skib er forlist i Havet her udenfor, og vi har naaet Land forfrosne og halvnøgne.“

„Jeg plejer ellers ikke at taale Mennesker paa mit Skær, men naar I er Vestgöter, er det en anden Sag,“ sagde Kæmpen og stak sit Sværd i Skeden. „Saa maa I have Lov til at sætte jer ned og varme jer, for jeg er selv fra Vestergötland og har boet i den store Kæmpehøj ved Skalunda i mange Aar.”

Sømændene tog nu Plads paa nogle Stene. De turde ikke tale til Kæmpen, men sad stille og stirrede paa ham. Og jo længere de betragtede ham, jo større syntes de, han blev, og jo mindre og svagere blev de selv.

„Mine Øjne er ikke saa gode, som de har været,” sagde Kæmpen. „Jeg kan næppe nok skimte jer. Ellers kunde det nok more mig at vide, hvordan en Vestgöte ser ud nu til Dags. Men ræk mig idetmindste Haanden, en af jer, saa jeg kan føle, om der endnu er varmt Blod i Sverige!”

Mændene saa først paa Kæmpens Næver og saa paa deres egne. Ingen af dem havde Lyst til at lære hans Haandtryk at kende. Men saa Fik de Øje paa en Jernstang, som Kæmpen brugte til at rage op i Baalet med; den var bleven liggende i Ilden og var glorød i den ene Ende. De løftede den ved fælles Kræfter og rakte den til Kæmpen. Han tog fat om Stangen og krystede den, saa Jernet flød ned imellem Fingrene paa ham. „Jo, jeg kan nok mærke, der er varmt Blod i Sverige endnu,” sagde han helt fornøjet til de forbløffede Sømænd.

Saa blev der igen stille om Baalet, men dette Møde med Landsmænd førte Kæmpens Tanker tilbage til Vestergötland. Den ene Erindring efter den anden dukkede op hos ham.

„Jeg gad vidst, hvordan det staar til med Skalunda Høj nu for Tiden?” spurgte han Sømændene.

Ingen af Mændene vidste Besked med den Høj, som Kæmpen spurgte om. „Den maa være sunken ikke saa lidt sammen,” svarede den ene ligesom prøvende. Han havde en Fornemmelse af, at det ikke kunde lade sig gøre at blive saadan en Spørger Svar skyldig. „Ja vist, ja vist, det tænkte jeg nok,“ sagde Kæmpen og nikkede samtykkende. „Der var ikke andet at vente, for den Høj bar min Kone og Datter Jord sammen til i deres Forklæde paa en Morgenstund.”

Igen sad han og grublede og søgte at kalde Minderne frem. Det var jo ikke ganske nylig, han havde boet i Vestergötland, og det varede noget, inden han kunde trænge dybt nok ned i sine Erindringer.

„Men Kinnekulle og Billingen og de andre Smaabjerge, der laa strøet ud over den store Slette, de staar der da endnu?“ sagde Kæmpen. „Ja, det gør de!” svarede Vestgöten, og for at vise Kæmpen, at han forstod, han havde at gøre med en dygtig Mand, tilføjede han: „I var maaske med at bygge nogle af de Bjerge?”

„Aa, ikke netop det,” sagde Kæmpen, „men jeg kan fortælle dig, at du kan takke min Fader for, at de Bjerge staar der. Da jeg var en lille Knægt, var der ingen stor Slette i Vestergötland, men der, hvor Sletten nu breder sig, laa der en Fjeldvidde, der strakte sig fra Vättern til Götaelv. Men saa var der nogle Elve, der satte sig for, at de vilde smuldre Bjerget op og føre det ned til Vättern. Det var ikke noget rigtigt Granitbjerg, det bestod mest af Kalksten og Skifer, saa Elvene havde let ved at faa Bugt med det. Jeg kan huske, at de gjorde deres Flodsenge og Dale bredere og bredere, og tilsidst bredte de dem ud til Sletter. Min Fader og jeg gik somme Tider ud og saa paa Elvenes Arbejde, og Fader syntes ikke rigtig om, at de ødelagde hele Bjerget. „De kunde da idetmindste lade os beholde nogle Hvilesteder,” sagde han, og med det samme tog han sine Stensko af og stillede den ene langt mod Vest og den anden langt mod Øst. Sin Stenhat lagde han paa en Bjergpynt ved Vänern, min Stenhue slyngede han længere ned mod Syd, og sin Stenkølle kastede han i samme Retning. Hvad vi ellers havde hos os af god, haard Sten, lagde han paa forskellige Steder. Derpaa gik det saadan, at Elvene skyllede næsten hele Bjerget væk. Men de Steder, som min Fader havde dækket med sine Stensager, dem turde de ikke røre; de blev staaende. Der hvor Fader havde sat sin ene Sko, der blev Halleberg staaende under Hælen og Hunneberg under Saalen. Under den anden Sko var Billingen gemt, Faders Hat havde bevaret Kinnekulle, under min Hue laa Mösseberg, og under Stenkøllen laa Alleberg. Alle de andre Smaabjerge paa Vestgötasletten blev ogsaa sparede for Faders Skyld, og jeg gad nok vidst, om der er mange Mænd i Vestergötland nu, som Folk har saa megen Respekt for.”

„Det er ikke saa let at svare paa den Ting,” sagde Sømanden, „men jeg vil dog sige, at har Elve og Kæmper været saa mægtige i deres Tid, saa faar jeg ligesom større Agtelse for Menneskene, for nu er det alligevel dem, der har gjort sig til Herrer baade over Sletten og Bjergene.”

Kæmpen trak lidt paa Næsen. Det lod ikke til, han var videre tilfreds med Svaret, men han tog snart Samtalen op igen. „Hvordan staar det til med Trollhättan nu for Tiden?“ sagde han. — „Den bruser og tordner, som den altid har gjort,” sagde Sømanden. „I var maaske med til at sætte de store Vandfald i Gang, ligesom I var med til at spare Vestgötabjergene?“ — „Aa, ikke netop det,“ sagde Kæmpen, „men jeg kan huske, at da jeg var en lille Knægt, brugte mine Brødre og jeg dem gerne til Rutschbane. Vi stillede os paa en Tømmerstok, og saa gik det afsted ned ad Gullöfaldet og Toppöfaldet og de andre tre Fald. Vi kom farende saa rask, at vi var nær ved at rutsche helt ned i Havet. Jeg gad vidst,om der nutildags er nogen i Vestergötland, der morer sig paa den Maade.” — „Det er ikke godt at vide,” sagde sømanden. „Men jeg synes næsten, det er en endnu mærkeligere Bedrift, at vi Mennesker har været i Stand til at lave en Kanal langs med Faldene, saa vi ikke alene kan fare ned ad Trollhättan, som I gjorde i jeres unge Dage, men ogsaa kan fare op ad den i Baade og Dampskibe.”

„Det var mærkeligt at høre,“ sagde Kæmpen, og det var, som om Svaret gjorde ham lidt gnaven. „Kan du nu ogsaa sige mig, hvordan det staar til med den Egn henne ved Mjörn-Søen, som de kaldte for Sulteröd?” — „Ja, den har voldt os mange Bekymringer,” sagde Vestgöten. „Det er maaske jer, der har været med til at lægge den der saa mager og trøstesløs?“ — „Aa, ikke netop det,” sagde Kæmpen, „i min Tid voksede der prægtig Skov paa det Sted. Men saa skete det, da jeg holdt en af mine Døtres Bryllup, at vi trængte til meget Brænde at fyre i Bagerovnen med, og saa tog jeg et langt Tov, slog det om hele Skoven i Sulteröd, rev den om med et eneste Ryk og bar den hjem. Jeg gad vidst, om der nutildags er nogen, der kan rive saa megen Skov om paa een Gang?” — „Det er mere, end jeg tør svare paa,” sagde Vestgöten, „men det ved jeg, at i mine unge Dage laa Sulteröd nøgen og ufrugtbar, og nu har Folk plantet Skov over det hele. Det kalder jeg ogsaa for Mandsdaad.”

„Naa, men nede i det sydlige Vestergötland, der kan vel ingen Mennesker brødføde sig?” sagde Kæmpen. — „Har I ogsaa været med at indrette det Land?“ spurgte Vestgöten. — „Ikke netop det,“ sagde Kæmpen, „men jeg kan huske, at da vi Jættebørn gik og vogtede vore Hjorder dernede, byggede vi os saa mange Stenhuse og gjorde Jorden saa uhandlelig med alle de Sten, vi sloges med, at jeg synes, det maa være svært at faa Jorden bearbejdet paa de Kanter.“ — „Ja, det er vist og sandt, det betaler sig ikke synderlig at drive Agerbrug dernede,” sagde Vestgöten, „men Befolkningen der har slaaet sig paa at væve og lave Trætøj, og jeg synes, der skal mere Dygtighed til at skaffe sig Føden i en saa fattig Egn end til at være med at ødelægge den.“

Niels Holgersens vidunderlige Rejse side 527 - Gøteborgs Havn.png

Gøteborgs Havn

„Nu har jeg kun een Ting til at spørge om,“ sagde Kæmpen. „Hvordan har I indrettet jer nede ved Kysten, hvor Götaelven falder ud i Havet?” — „Har I ogsaa haft en Finger med i Spillet der?” spurgte Sømanden. — „Ikke netop det,” sagde Kæmpen, „men jeg kan huske, at vi tit gik ned til Stranden, lokkede en Hval hen til os og red paa dens Ryg gennem Fjorde og Vige i Skærgaarden. Jeg gad vidst, om I kender nogen, der bærer sig ad paa den Vis endnu?“ „Det skal jeg lade være usagt,” svarede Sømanden, „men jeg regner det for ligesaa stor en Bedrift, at vi Mennesker har bygget en By nede ved Götaelvens Munding, hvorfra der gaar Skibe til alle Verdens Have.“ Det svarede Kæmpen ikke noget paa, og Sømanden, der selv hørte hjemme i Göteborg, gav sig til at beskrive ham den rige Handelsstad med dens store Havn, med dens Broer og Kanaler og lange, lige Gader, og fortalte, at der boede saa mange driftige Købmænd og kække Søfolk, at det ikke var umuligt, de kunde gøre den til den ypperste By i Norden.

Ved hvert nyt Svar, Kæmpen fik, blev Rynkerne i hans Pande dybere og dybere, og det var let nok at se, at han han var meget misfornøjet med, at Menneskene havde gjort sig til Herre over Naturen. „Jeg kan nok mærke, der er meget forandret i Vestergötland,” sagde han, „og jeg kunde lide at komme derned igen og bringe et og andet i Lave.” — Da sømanden hørte dette, blev han lidt forskrækket. Han troede ikke, Kæmpen vilde komme til Vestergötland for det gode, men det turde han naturligvis ikke lade sig mærke med. „I kan være vis paa, I skal faa en god Modtagelse,“ sagde han, „vi skal lade ringe for jer med alle Kirkeklokker.” — „Naa, saa der er endnu Kirkeklokker i Vestergötland? sagde Kæmpen og lod lidt betænkelig. „Er de endnu ikke ringet i Stykker, de store Klingreværker i Husaby, Skara og Varnhem?” — „Nej, de er der stadig, og de har faaet mange Søstre siden jeres Tid. Nu er der ikke det Sted i Vestergötland, hvor man ikke hører Kirkeklokker.” — „Nej, saa maa jeg vist hellere blive, hvor jeg er,” sagde Kæmpen, „for det var de Klokker, der var Skyld i, at jeg flyttede hjemmefra.”

Saa faldt han i Tanker, men snart vendte han sig igen til Sømændene. „Nu kan I ganske rolig lægge jer til at sove ved Ilden,” sagde han. „I Morgen tidlig skal jeg sørge for, at der kommer et Skib sejlende her forbi, som tager jer med og bringer jer til jeres Hjemland. Men til Gengæld for det Gæstevenskab, som jeg har vist jer, kræver jeg kun den Tjeneste af jer, at I, saasnart I kommer hjem, gaar til den bedste Mand, der er i Vestergötland, og giver ham denne Ring. Hils ham fra mig og sig ham, at hvis han vil sætte den paa sin Finger, saa bliver han til meget mere, end han er!“

Saasnart Sømændene var kommen hjem, gik de til den bedste Mand i Vestergötland og gav ham Ringen. Men han var for klog til straks at sætte den paa sin Finger. I Stedet for hængte han den paa en lille Eg, der stod i hans Gaard. I det samme begyndte Egen at vokse saa stærkt, at alle kunde se det. Den skød ny Skud og sendte Grene ud, Stammen blev tykkere, Barken haardere og haardere. Træet fik ny Blade og mistede dem igen, satte Blomst og Frugt og blev i kort Tid saa stort, at ingen havde set en vældigere Eg. Men næppe var den udvokset, før den ligesaa hurtig begyndte at visne, Grenene faldt af, Stammen blev hul, og Træet trøskede hen, saa der snart ikke var andet tilbage af det end en Stub.

Da tog han, der var den bedste Mand i Vestergötland, Ringen og kastede den langt bort. „Denne Kæmpegave har den Magt, at den kan give en Mand store Kræfter og for en kort Tid gøre ham mere udmærket end alle andre,” sagde han. „Men den vil bringe ham til at forløfte sig, saa at det snart vil være forbi med hans Dygtighed og hans Lykke. Jeg vil ikke have noget med den at gøre, og jeg vil haabe, ingen maa finde den, for den er ikke sendt os i en god Mening.”

Men det er ikke umuligt, at nogen har fundet Ringen. Hver Gang en god Mand anstrenger sig over Evne for at gøre Gavn, kan man ikke lade være at tænke paa, om han maaske har fundet Ringen, og om det er den, der tvinger ham til at arbejde saadan, at han slider sig op før Tiden og maa forlade sit Værk ufuldendt.”

SANGEN.

Den lille Lærerinde havde gaaet hurtig henad Vejen hele Tiden, mens hun fortalte, og da hun havde endt sin Historie, saa hun, at hun næsten var ved Maalet. Hun kunde allerede se de store Udhuse, der, ligesom alt andet der paa Stedet, laa i Skygge af smukke Træer. Og endnu inden hun var naaet forbi dem, saa hun Slottet titte frem højt oppe paa Terrassen.

Lige til nu havde hun været glad over sin Plan og ikke haft nogen Betænkelighed, men nu, da hun saa Gaarden, begyndte hendes Mod at synke. Sæt nu, det var helt forkert, det hun havde for! Hun var jo saa ringe og ubetydelig, der var vel ingen, der brød sig om hendes Taknemmelighed! Maaske de kun vilde le af hende, naar hun kom farende med sine Skolebørn i den sene Aftenstund. De sang jo heller ikke saa kønt, at nogen kunde bryde sig om det.

Niels Holgersens vidunderlige Rejse side 530 - En stor Herregaard.png

En stor Herregaard

Hun sagtnede sin Gang, og da hun kom til Trappen, der førte op til Slotsterrassen, bøjede hun af fra Vejen og gik op ad Trappen. Hun vidste godt, at den store Slotsbygning stod tom siden den gamle Herres Død. Hun gik kun derop for at faa Tid til at tænke paa, om hun skulde gaa videre, eller om hun skulde vende om. Da hun kom op paa Terrassen og saa Slottet, der laa skinnende hvidt i Maaneskinnet, da hun saa Hækkene og Blomstergrupperne og Balustraden med Urnerne og den statelige Trappe, blev hun endnu mere modfalden. Hun syntes, det altsammen saa' saa fornemt og pragtfuldt ud, at det stod klart for hende, at der havde hun ikke noget at bestille. „Kom mig ikke nær!” syntes hun, det fine, hvide Slot sagde til hende. „Du bilder dig da ikke ind, at du og dine Skolebørn kan have nogen Glæde at byde den, der er vant til at bo paa et saadant Sted?”

For at jage den Tvivlraadighed paa Flugt, der lidt efter lidt sneg sig over hende, fortalte Lærerinden nu sine Skolebørn alt det om den gamle og den unge Herre, som hun selv havde hørt, da hun var Elev paa Nääs. Og det gav hende lidt mere Mod. Det var jo dog sandt, aat Slottet og hele Stedet var skænket til Sløjdseminariet. Det var skænket dertil, for at Lærere og Lærerinder skulde tilbringe en lykkelig Tid paa en smuk Herregaard og derefter bringe Kundskaber og Glæde hjem med til deres Skolebørn. Men her, hvor de havde givet en Skole en saadan Gave, her havde de da vist, at de satte Pris paa Skolefolk. Her havde de lagt for Dagen, at de ansaa de svenske Børns Opdragelse for vigtigere end alt andet. Her havde hun mindst af alle Steder Lov at føle sig forkuyt.

Disse Tanker trøstede hende lidt, saa hun syntes, hun dog vilde udføre sin Plan. Og for at styrke sit Mod drejede hun ned gennem Parken, der dækkede Skraaningen mellem Slotsbakken og Søen. Da hun gik under de skønne Træer, der stod mørke og hemmelighedsfulde i Maaneskinnet, vaagnede saa mange glade Minder hos hende. Hun fortalte Børnene, hvordan der havde været paa Nääs i hendes Tid, og hvor lykkelig hun havde været, da hun var her som Elev og hver Dag kunde gaa og spasere i den smukke Park. Hun fortalte om Fester og Lege og Arbejde, men først og fremmest fortalte hun om den store Godhed, der havde aabnet denne stolte Herregaard for hende som for saa mange andre.

Paa den Maade holdt Lærerinden Modet oppe, saa hun kom igennem Parken og over den gamle Stenbro og naaede Engene nede ved Søen, hvor Forstanderens Villa laa midt imellem Skolebygningerne.

Lige ved Broen laa den grønne Legeplads, og da hun gik forbi den, beskrev hun Børnene, hvor kønt her var i Sommeraftenerne, naar Plænen var fuld af lysklædte Mennesker, og sanglege og Boldspil afløste hinanden. Hun viste Børnene Vänhem, hvor Forsamlingssalen var, Seminariet, hvor Foredragene blev holdt, Villaerne, hvor Sløjdsalene og Gymnastiksalen havde Plads. Hun gik hurtig og talte ustandselig, som for ikke at give sig Tid til at blive ængstelig. Men da hun tilsidst naaede saa langt, at hun kunde se Forstanderens Villa, stod hun pludselig stille.

„Ved I hvad, Børn, jeg tror ikke, vi skal gaa længer,” sagde hun. „Det er ikke faldet mig ind før, men maaske Forstanderen er saa syg, at vi kunde forstyrre ham med vor Sang. Det vilde jo være forfærdeligt, hvis vi gjorde ham sygere.”

Lille Niels Holgersen havde været med hele Tiden og havde hørt alt, hvad Lærerinden havde fortalt. Han vidste altsaa, at de var gaaet ud for at synge for en, der laa syg derhenne i Villaen, og han forstod nu, at der ikke vilde blive noget af Sangen, fordi de var bange for at forstyrre og forurolige den syge.

„Det er da Synd, de gaar deres Vej udlen at synge,” tænkte han. „Det var jo en let Sag at faa at vide, om han derinde ikke kan taale at høre dem. Hvorfor gaar Lærerinden ikke hen til Villaen og spørger sig for?”

Men dette lod slet ikke til at falde Lærerinden ind; hun vendte tværtimod om og gik stille hjemad. Skolebørnene gjorde nogle indvendinger, men hun bragte dem til Tavshed. „Nej, nej,“ sagde hun. „Det var dumt af mig at Finde paa at gaa herhen og synge, nu da det er blevet mørkt. Vi kunde let forstyrre.”

Da syntes Niels Holgersen, at naar ingen andre gjorde det, saa maatte han se at faa at vide, om den syge virkelig var for svag til at høre lidt Sang. Han løb fra de andre hen til Huset. Der holdt en Vogn udenfor Villaen, og ved Siden af Hestene stod en gammel Kusk og ventede. Drengen var knap naaet hen til Indgangen, da Døren gik op, og en Pige kom ud med en Bakke. „De kommer nok til at vente lidt endnu paa Doktoren, Larsen,” sagde hun. „Fruen bad mig bringe Dem lidt varmt.”

„Hvordan gaar det med Herren?” spurgte Kusken.

„Der er ingen Smerter mere, men det er, som om Hjertet er standset. Forstanderen har ligget i en hel Time uden at røre sig. Vi ved knap, om han er død eller levende.”

„Har Doktoren sagt, der ikke er noget Haab?”

„Det kan blive til, hvad det skal være, Larsen, det kan blive til, hvad det skal være. Det er, som Forstanderen laa og lyttede efter noget. Kommer der Bud efter ham deroppefra, saa er han rede til at følge det.“

Niels Holgersen løb rask ned ad Vejen for at indhente Lærerinden og Børnene. Han tænkte paa, hvordan det var, da hans Morfader døde. Han havde været Sømand, og da han laa paa sit Yderste, bad han dem lukke Vinduet op, saa han endnu en Gang kunde høre Vinden suse. Og hvis nu han, der laa syg, havde elsket at være omgiven af Ungdom og høre paa deres Sange og Lege…?

Lærerinden gik tøvende ned ad Alleen. Nu da hun gik bort fra Nääs, følte hun Trang til at vende om, og da hun før var paa Vejen derhen, var hun ogsaa nær ved at vende om. Hun var stadig lige urolig og usikker.

Hun talte ikke længer med Børnene, men gik ganske tavs. I Alleen, hvor hun gik, var Skyggen saa dyb, at hun ingenting kunde se. Hun syntes, hun hørte en Mængde Mennesker og Stemmer omkring sig. Hun syntes, der lød angstfulde Raab fra tusinde forskellige Sider. „Vi er saa langt borte, alle vi andre,” sagde stemmerne. „Men du er nær. Gaa og syng ud, hvad vi alle føler!”

Og hun mindedes den ene efter den anden, som Forstanderen havde hjulpet og taget sig af. Det var overmenneskeligt, som han havde anstrengt sig for at hjælpe alle, der var i Nød. „Gaa og syng for ham!” hviskede det omkring hende. „Lad ham ikke dø uden at have faaet en Hilsen fra sin Skole! Tænk ikke paa, at du er ringe og ubetydelig! Tænk paa den store Skare, der staar bag dig! Lad ham, inden han gaar bort fra os, forstaa, hvor højt vi alle elsker ham!“

Lærerinden gik langsommere og langsommere. Da hørte hun noget, som ikke alene var Stemmer og manende Raab i hendes egen Sjæl, men som kom fra Verden udenfor hende. Det var ingen almindelig Menneskestemme. Det var som en Fugls Kvidren eller en Græshoppes Spil. Men det raabte alligevel ganske tydeligt, at hun skulde vende om.

Og mere skulde der ikke til for at give hende Mod til at gøre det. — — —

Lærerinden og Børnene havde sunget et Par Sange udenfor Forstanderens Vindue. Hun syntes selv, at deres Sang havde lydt saa mærkelig smukt i denne Aftenstund. Det var, som om ukendte Stemmer havde sunget med. Rummet havde ligesom været fuldt af Toner og Lyd. De havde ikke behøvet andet end istemme Sangen, saa havde deres Stemmer faaet en Klang og en Styrke, som de ellers ikke havde.

Da gik Døren pludselig op, og en kom hurtig ud. „Nu kommer de for at sige mig, at jeg ikke maa synge mer,“ tænkte Lærerinden. „Blot jeg dog ikke har gjort Fortræd!” — Men det var ikke saadan. Det var Bud, om hun vilde komme ind i Huset og hvile sig og saa synge et Par Sange til.

Derinde kom Doktoren hende i Møde. „Faren er overstaaet for denne Gang,” sagde han. „Han laa som i Dvale, og Hjertet slog svagere og svagere. Men da De begyndte at synge, var det, som om han Fik Bud fra alle dem, der trænger til ham! Han følte, at det endnu ikke var Tid for ham at søge Hvile. Syng mere for ham! Syng, og vær glad, for jeg tror, det er Deres Sang, der har kaldt ham tilbage til Livet! Nu faar vi maaske Lov til at beholde ham et Par Aar endnu!“