Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige/5
V.
DEN STORE TRANEDANS PAA KULLABERG.
Tirsdag 29. Marts.
Man maa indrømme, at skønt der er opført mange pragtfulde Bygninger i Skaane, er der ingen af dem alle, der har saa smukke Mure som det gamle Kullaberg[1].
Kullaberg er lavt og langstrakt. Det er ingenlunde noget stort eller vældigt Bjerg. Paa den brede Bjergryg ligger der Skove og Marker og nu og da en Lynghede. Hist og her hæver der sig runde Lyngbakker og nøgne Bjergkuller. Deroppe er der ikke særlig smukt; der ser ud som paa alle andre højtliggende Steder i Skaane.
Den, der gaar ad Landevejen, som løber midt over Bjerget, kan ikke undgaa at føle sig lidt skuffet.
Men saa bøjer han maaske tilfældigvis af fra Vejen og gaar ud til Bjergets Sider og ser ned ad Skraaningen, og da opdager han pludselig saa meget, der er værd at se, at han knap ved, hvordan han skal faa Tid til at se det altsammen.
Thi Sagen er, at Kullaberg ligger ikke paa Landjorden med Sletter og Dale rundt om sig som andre Bjerge, men det har styrtet sig ud i Havet, saa langt det kunde komme. Ikke den mindste Strimmel Land ligger nedenfor Bjerget og beskytter det imod Havets Bølger, nej, de naar helt op til Bjergvæggene og kan slide dem til og forme dem efter Forgodtbefindende.
Derfor staar Bjergvæggene dér saa rigt smykkede, som Havet og dets Hjælper, Vinden, har formaaet. Der er bratte Kløfter, som er skaaret dybt ind i Bjergets Sider, og sorte Klippehammere, som er slidt blanke af Vindens stadige Piskeslag. Der er ensomme Stensøjler, som hæver sig rankt lige op af Vandet, og mørke Grotter med snæver Indgang. Der er lodrette, nøgne Fjeldsider og Skrænter med venlige Løvskove. Der er smaa Odder og smaa Bugter og smaa Rullestene, der raslende skylles op og ned med hvert Bølgeslag. Der er statelige Klippeporte, som hvælver sig over Vand; der er spidse Stene, som ustandselig bliver oversprøjtet af hvidt Skum, og andre, der spejler sig i sortegrønt, uforanderligt stille Vand. Der er Jættegryder, som er gravet ud i Klippen, og vældige Revner, der frister Vandringsmanden til at vove sig ind i Bjergets Dyb, helt ind til Kullemandens Hule.
 Fra Kullaberg |
Op og ned ad alle disse Kløfter og Klipper kravler og kryber Ranker og Slyngplanter. Træer vokser der ogsaa, men Vindens Magt er saa stor, at selv Træerne maa forvandle sig til Slyngplanter for at kunne holde sig fast ude paa Skrænterne. Egene ligger og kryber henad Jorden, mens Løvet staar over dem som en trang Hvælving, og lavstammede Bøge staar i Kløfterne som store Løvtelte.
Det er disse mærkelige Bjergvægge i Forening med det brede blaa Hav udenfor dem og den soldirrende, stærke Luft over dem, der gør Kullaberg saa kært for Menneskene, at store Skarer af dem drager derop hver Dag, saalænge Sommeren varer. Vanskeligere bliver det vel at sige, hvad det er, der gør Bjerget saa tiltrækkende for Dyrene, at de hvert Aar samles der til et stort Legestævne. Men det er en Skik, som de har fulgt fra Arilds Tid, og man maatte have været med, allerede da den første Bølge knustes til Skum imod Kullaberg, for at være i Stand til at forklare, hvorfor netop det blev valgt til Mødeplads fremfor ethvert andet Sted.
Naar Tiden til Mødet er inde, gør Kronhjortene, Raadyrene, Harerne, Rævene og de andre vilde, firføddede Dyr allerede om Natten Rejsen til Kullaberg for ikke at blive set af Menneskene. Lige inden Solen staar op, drager de alle ind paa Legepladsen, der er en Lynghede til venstre for Vejen, ikke langt fra Bjergets yderste Odde.
Legepladsen er paa alle Sider omgivet af runde Klippekuller, der skjuler den for enhver, som ikke tilfældigvis kommer helt ind paa den. Og i Marts Maaned er det ikke sandsynligt, at en Vandringsmand forvilder sig derhen. Alle de fremmede, der ellers plejer at strejfe om paa Kullerne og klatre opad Bjergsiderne, er jaget paa Flugt af Efteraarsstormene allerede for mange Maaneder siden. Og Fyrmesteren ude paa Pynten, den gamle Frue i Kullagaarden og Kullabonden og hans Folk, de gaar deres vante Veje og løber ikke om paa de ensomme Lyngmarker.
Naar Dyrene er kommen hen paa Legepladsen, slaar de sig ned paa de runde Bjergkuller. Hver Dyreart holder sig for sig selv, skønt det jo er givet, at der paa en saadan Dag hersker almindelig Fred, saa ingen behøver at frygte for at blive overfaldet. Den Dag kunde en lille Hareunge gaa over Rævenes Kulle uden at miste saa meget som et af sine lange Øren. Men alligevel stiller Dyrene sig op i adskilte Flokke. Det er gammel Skik.
Naar de alle har indtaget deres Pladser, begynder de at se sig om efter Fuglene. Det plejer altid at være godt Vejr den Dag. Tranerne er gode Vejrprofeter og vilde ikke kalde Dyrene sammen, dersom de ventede Regn. Men skønt Luften er klar, og der ikke er noget, der spærrer for Udsigten, ser de firføddede Dyr ingen Fugle. Det er meget underligt. Solen staar højt paa Himlen, og Fuglene skulde allerede være paa Vej.
Men hvad Dyrene paa Kullaberg lægger Mærke til, er en og anden lille mørk Sky, der glider langsomt hen over Sletten. Og se! En af disse Skyer styrer nu pludselig langs med Kysten af Øresund op imod Kullaberg. Da Skyen er kommen lige over Legepladsen, bliver den staaende, og i samme Øjeblik begynder hele Skyen at klinge og kvidre, som om den kun bestod af Toner. Den stiger og synker, stiger og synker, men hele Tiden klinger og kvidrer den. Tilsidst falder hele Skyen ned paa en Kulle, hele Skyen paa een Gang, og et Øjeblik efter er Kullen helt skjult af graa Lærker, smukke rød-graa-hvide Bogfinker, metalglinsende Stære og gulgrønne Mejser.
Straks efter kommer een Sky til drivende hen over Sletten. Den standser over hver Gaard, over Husmandshuse og Herregaarde, over smaa Byer og store Byer, over Bøndergaarde og Jernbanestationer, over Fiskerlejer og Sukkerfabrikker. Hver Gang den standser, opsuger den fra Gaardene nede paa Jorden en lille opadhvirvlende Søjle af smaa, graa Støvgran. Paa den Maade vokser og vokser den, og da den omsider er samlet og styrer op imod Kullaberg, er den ikke længere en enkelt Sky, men et helt Skydække, der er saa stort, at det kaster Skygge paa Jorden ligefra Höganäs til Mølle. Naar den standser over Legepladsen, skjuler den Solen, og længe maa der regne Graaspurve ned paa en af Kullerne, inden de, der fløj inderst inde i Skydækket, igen faar et Glimt af Dagslyset at se.
Men den største af disse Fugleskyer er dog den, der nu kommer til Syne. Den er dannet af Flokke, som er kommen flyvende alle Vegne fra og har sluttet sig til den. Den er tung blaagraa, og ikke en Solstraale kan trænge igennem den. Den nærmer sig mørk og skrækindjagende som en Tordensky. Den er fuld af den fæleste Støj, den uhyggeligste Skrigen, den haanligste Latter og den mest ulykkevarslende Skogren. Alle nede paa Legepladsen bliver glade, da den omsider opløser sig i en Regn af Basken og Skratten, af Krager og Ravne og Alliker og Raager.
Derpaa viser der sig paa Himlen ikke Skyer alene, men en Mængde forskellige Streger og Tegn. Der viser sig lige, punkterede Linier i Øst og Nordost. Det er Skovfugle fra Göinge Herreder: Urfugle og Tjurer, der kommer flyvende i lange Rækker i en to tre Alens Afstand fra hinanden. Og Svømmefuglene, der holder til paa Måkläppen udenfor Falsterbo, kommer nu svævende hen over Øresund i mange underlige Flyveordener: i Trekanter og lange Kroge, i skæve Hager og i Halvcirkler.
Til det store Møde, der fandt Sted det Aar, da Niels Holgersen fløj om med Vildgæssene, kom Akka og hendes Flok senere end alle andre, og det kunde man ikke undre sig over, for Akka havde fløjet over hele Skaane for at komme til Kullaberg, Desuden havde hun været nødt til, saasnart hun var vaagnet den Morgen, at flyve ud og lede efter Tommeltot, der i mange Timer havde gaaet og spillet for Graarotterne og lokket dem langt bort fra Glimmingehus. Uglefar var kommen tilbage med det Bud, at Sortrotterne skulde være hjemme igen straks efter solopgang, og der var altsaa ikke mere nogen Fare ved at lade Taarnuglens Fløjte tie og give Graarotterne Lov at gaa, hvorhen de lystede.
Men det var ikke Akka, der opdagede Drengen, som han gik der med sit store Følge, og hurtig dalede ned over ham, tog ham i Næbbet og svævede op i Luften med ham, nej, det var Hr. Langeben, Storken. For Hr. Langeben havde ogsaa begivet sig ud at lede efter ham, og bagefter, da han havde bragt ham op i Storkereden, bad han ham om Forladelse, fordi han om Aftenen havde behandlet ham med Ringeagt.
Det blev Drengen meget glad over, og Storken og han blev gode Venner. Akka var ogsaa meget venlig imod ham, strøg sit gamle Hoved flere Gange imod hans Arm og roste ham, fordi han havde hjulpet dem, der var i Nød.
Men det maa man sige til Drengens Ære, at han ikke tog imod Ros, som han ikke havde fortjent. „Nej, Mor Akka,“ sagde han, „De maa ikke tro, at jeg lokkede de graa væk for at hjælpe de sorte. Jeg vilde kun vise Hr. Langeben, hvad jeg duede til.”
Næppe havde han sagt disse Ord, før Akka henvendte sig til Storken og spurgte, om han troede, det gik an at tage Tommeltot med til Kullaberg. „Jeg synes, vi kan stole paa ham som paa os selv,” sagde hun. Storken raadede straks meget ivrig til at tage Tommeltot med. „Vist skal De tage Tommeltot med til Kullaberg, Mor Akka,“ sagde han. „Det er et stort Held for os, at vi kan belønne ham for alt, hvad han i Nat har udstaaet for vor Skyld. Og da det endnu nager mig, at jeg i Aftes ikke opførte mig pænt imod ham, saa skal det være mig der bærer ham paa min Ryg helt til Mødestedet.”
Der er ikke meget, der smager bedre end at faa Ros af dem, der selv er kloge og dygtige, og Drengen havde aldrig været saa glad, som da Vildgaasen og Storken talte saadan om ham.
Drengen gjorde altsaa Rejsen op til Kullaberg sidende paa en Storkeryg. Skønt han vidste, at det var en stor Ære, voldte det ham dog megen Angst; thi Hr. Langeben var en Mester i at flyve og satte afsted med en helt anden Fart end Vildgæssene. Mens Akka fløj den lige Vej med jævne Vingeslag, morede Storken sig med at gøre en Mængde Flyvekunster. Snart laa han stille i en umaadelig Højde og flød paa Luften uden at bevæge Vingerne, snart kastede han sig nedad med saa stærk Fart, at det føltes, som om han skulde falde til Jorden som en Sten, snart morede han sig med at svinge sig rundt om Akka i store og smaa Kredse som en Hvirvelvind. Drengen havde aldrig før været med til noget lignende, og skønt han sad i en stadig Skræk, maatte han tilstaa for sig selv, at han aldrig før havde vidst, hvad en ordentlig Flyvetur vilde sige.
De gjorde kun et eneste Ophold paa Rejsen, og det var, da Akka paa Vombsøen sluttede sig til Rejsekammeraterne og raabte til dem, at Graarotterne var overvundne. Derpaa fløj de vejfarende den lige Vej til Kullaberg.
Der slog de ned paa det øverste af den Kulle, der var forbeholdt Vildgæssene, og da nu Drengen lod Blikket vandre fra Kulle til Kulle, saa han, at over en af dem hævede Kronhjortenes mangetakkede Horn sig og over en anden de graa Hejrers Nakkefjer. En Kulle var rød af Ræve, en var sort og hvid af Strandfugle, en var graa af Rotter. En var dækket af sorte Ravne, der skreg ustandseligt, en af Lærker, der ikke var i Stand til at holde sig stille, men uafladelig svang sig op i Luften og sang af Glæde.
Som det altid plejer at gaa til paa Kullaberg, var det Kragerne, der aabnede Dagens Lege og Morskab med deres Flyvedans. De delte sig i to Flokke, der fløj imod hinanden, mødtes, vendte om og begyndte forfra. Denne Dans havde mange Ture og forekom Tilskuerne, der ikke var inde i Dansens Regler, altfor ensformig. Kragerne var meget stolte af deres Dans, men alle andre var glade, da den var forbi. Dyrene fandt den lige saa trist og meningsløs som Vinterstormens Leg med Snefnuggene. De blev i daarligt Humør af at se paa den og ventede spændt paa noget, der kunde fornøje dem lidt.
De kom heller ikke til at vente forgæves, thi saasnart Kragerne havde endt deres Dans, kom Harerne løbende. De mylrede frem i en lang Række uden synderlig Orden. I nogle Rækker gik der kun een, i andre løb der tre eller fire ved Siden af hinanden. Alle havde de rejst sig op paa to Ben, og de kom susende i saadan en Fart, at de lange Øren svingede til alle Sider. Mens de løb, snurrede de rundt, gjorde høje Hop og dunkede Forpoterne mod Ribbenene, saa det smældede. Nogle slog en lang Række Kolbøtter, andre bukkede sig sammen og rullede henad Jorden som Hjul, en stod paa eet Ben og drejede rundt, en gik paa Forbenene. Der var slet ingen Orden, men der var godt Humør over Harernes Leg, og de mange Dyr, der stod og saa paa dem, begyndte at trække Vejret hurtigere. Nu var det Foraar, Lyst og Glæde var i Anmarch. Vinteren var endt. Sommeren nærmede sig. Snart var det kun en Leg at leve.
Da Harerne havde raset ud, kom Turen til de store Skovfugle at optræde. Hundrede Tjurhaner i glinsende sort Fjerham og med skinnende røde Øjenbryn svang sig op i en stor Eg, der stod midt paa Legepladsen. Den, der sad paa den øverste Gren, pustede Fjerene op, sænkede Vingerne og slog Halen ud, saa de hvide Dækfjer kom til Syne. Derpaa strakte han Halsen frem og udsendte fra sin svulmende Strube et Par dybe Halstoner. „Tjæk, tjæk, tjæk,“ lød det. Mere kunde han ikke faa frem, det klukkede kun et Par Gange dybt nede i Struben. Saa lukkede han Øjnene og hviskede: „Sis, sis, sis. Hør, hvor det er skønt! Sis, sis, sis.” Og i det samme faldt han i en saadan Henrykkelse, at han ikke længer vidste, hvad der foregik omkring ham.
Mens den første Tjurhane endnu hviskede „Sis, sis,” begyndte de tre, der sad nærmest under ham, at synge, og inden de var kommen igennem hele Visen, begyndte de ti, der sad længere nede, og saadan blev det ved fra. Gren til Gren, lige til alle de hundrede Tjurhaner sang og klukkede og hvislede. De faldt alle i samme Henrykkelse under deres Sang, og netop dette virkede paa de andre Dyr som en smitsom Rus. Blodet randt for lidt siden lystigt og let, nu begyndte det at strømme tungt og hedt. „Ja, sandelig er det Foraar,” tænkte de mange Dyrefolk, „Vinterens Kulde er svunden. Vaarens Ild brænder over Jorden.”
Da Urfuglene mærkede, at Tjurerne gjorde saa megen Lykke, kunde de ikke forholde sig rolige længer. Da der ikke var noget Træ, de kunde sætte sig i, susede de ned paa Legepladsen, hvor Lyngen stod saa høj, at man ikke kunde se andet end deres smukke, svajede Halefjer og deres tykke Næb, og gav sig til at synge: „Orr, orr, orr.“
Lige da Urfuglene begyndte at synge omkap med Tjurerne, skete der noget, som aldrig før var sket. Mens alle Dyrene var helt optagne af Tjurernes Leg, sneg en Ræv sig ganske stille hen til Vildgæssenes Kulle. Han gik meget forsigtigt og kom et godt Stykke opad Kullen, før nogen lagde Mærke til ham. Pludselig fik dog en Gaas Øje paa ham, og da den ikke kunde tænke sig, at en Ræv sneg sig ind imellem Gæssene i en god Hensigt, gav den sig til at raabe: „Tag jer i Agt, Vildgæs! Tag jer i Agt! Ræven snappede efter den, maaske mest for at den skulde tie, men Vildgæssene havde allerede hørt Raabet og hævede sig alle op i Luften. Og da de var fløjet deres Vej, saa' Dyrene Mikkel Ræv staa paa Vildgæssenes Kulle med en død Gaas i Gabet.
Men fordi Mikkel saaledes havde brudt Legedagens Fred. Fik han saa haard en Straf, at han alle sine Dage kom til at fortryde, at han ikke havde formaaet at lægge Baand paa sin Hævnlyst, men søgt paa denne Maade dog engang at komme Akka og hendes Flok til Livs. Han blev straks omringet af en Flok Ræve og dømt i Overensstemmelse med den gamle Vedtægt, der lyder, at hvemsomhelst, der forstyrrer Freden paa den store Legedag, skal gaa i Landflygtighed. Der var ikke een Ræv, som vilde formilde Dommen, for de vidste alle, at i samme Øjeblik de prøvede derpaa, vilde de blive jaget bort fra Legepladsen og aldrig mere faa Lov at sætte deres Fod der. Altsaa blev der afsagt Landsforvisningsdom over Mikkel, uden at nogen tog til Genmæle. Det blev ham forbudt at opholde sig i Skaane. Han blev forvist fra Hustru og Slægt, fra Jagtmark og Bolig, fra de Hvilesteder og Smuthuller, som hidtil havde været hans, og maatte friste Lykken i fremmed Land. Og for at alle Ræve i Skaane skulde vide, at Mikkel var fredløs der i Landet, bed den ældste af Rævene den højre Øreflip af ham. Saasnart det var gjort, gav alle de unge Ræve sig til at hyle af Blodtørst og kastede sig over Mikkel. For ham var der ikke andet tilbage end at flygte, og med alle de unge Ræve i Hælene paa sig ilede han bort fra Kullaberg.
Alt dette foregik, mens Urfugle og Tjurer holdt deres Sangerkamp. Men disse Fugle gaar i den Grad op i deres Sang, at de hverken hører eller ser. De havde heller ikke ladet sig forstyrre.
Knap var Skovfuglenes Væddestrid endt, før Kronhjortene fra Häckeberge traadte frem for at vise deres Kampleg. Der var flere Par Kronhjorte, der kæmpede paa samme Tid. De styrtede med stor Kraft imod hverandre, slog Takkerne drønende sammen, saa de flettede sig ind i hinanden og søgte at tvinge hverandre bagover. De rev Lyngtuerne op med deres Klove, deres Aande stod som en Røg om dem, fra deres Struber lød frygtelige Brøl, og Skummet flød dem nedad Bovene.
 Kullaberg |
Rundt om paa Kullerne herskede aandeløs Stilhed, mens de stridsvante Hjorte kæmpede. Og hos alle Dyrene vaktes der ny Følelser. De følte sig alle som een modige og stærke, oplivede af tilbagevendende Kraft, genfødt af Foraaret, raske og redebonne til al Slags Eventyr. De følte ingen Vrede imod hinanden, men dog hævedes alle Vinger, Nakkefjerene rejste sig, Kløerne hvæssedes. Havde Häckebergerne blevet ved et Øjeblik til, vilde der være opstaaet en vild Kamp paa Kullerne, fordi de alle var grebne af en brændende Trang til at vise, at ogsaa de var fulde af Liv, at Vinterens Afmagt var forbi, at deres Legemer glødede af Kraft.
Men Kronhjortene endte deres Kamp i rette Øjeblik, og straks løb der en Hvisken fra Kulle til Kulle: „Nu kommer Tranerne.“
Og saa kom de graa, skumringsklædte Fugle med Fjerbuske paa Vingerne og rødt Fjersmykke i Nakken. De store Fugle med deres høje Ben, deres slanke Halse og deres smaa Hoveder kom glidende nedad Kullerne i mystisk Betagethed. Mens de gled fremad, drejede de sig rundt, halvt flyvende, halvt dansende. Med Vingerne yndefuldt løftede bevægede de sig med ubegribelig Hurtighed. Der var noget sælsomt og fremmed over deres Dans. Det var, som om graa Skygger legede en Leg, som Øjet næppe mægtede at følge. Det var, som om de havde lært den af Taagerne, der svæver henover de ensomme Moser. Der var Trolddom i den; alle, der ikke tidligere havde været paa Kullaberg, forstod, hvorfor hele Mødet havde Navn efter Tranernes Dans. Der var Vildhed over den, men den Følelse, den vakte, var alligevel en blid Længsel. Ingen tænkte nu mere paa at kæmpe. Men istedetfor følte de alle, baade de vingede og de, der ingen Vinger havde, Længsel efter at stige uendelig højt, hæve sig op over Skyerne, søge det, der var bag dem, afkaste det tyngende Legeme, der drog nedad mod Jorden, og svæve op imod det overjordiske.
En saadan Længsel efter det uopnaaelige, efter det, der skjuler sig bagved Livet, følte Dyrene kun een Gang om Aaret, og det var den Dag, da de saa den store Tranedans.
- ↑ Kullaberg kaldes i Danmark Kullen.