Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige/6

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag Kristiania - København


Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu/1 75-80

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1949. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1925.

VI.
I REGNVEJR.

Onsdag 30. Marts.

Det var den første Regnvejrsdag paa Rejsen. I al den Tid Vildgæssene havde opholdt sig i Omegnen af Vombsøen, havde de haft godt Vejr, men samme Dag som de tiltraadte Rejsen nordpaa, begyndte det at regne, og Drengen maatte i flere Timer sidde paa Gaaseryggen gennemvaad og med Tænderne klaprende af Kulde.

Om Morgenen, da de drog afsted, var det stille og klart. Vildgæssene fløj højt oppe i Luften, jævnt og uden Hast, i streng Orden med Akka i Spidsen og de øvrige i to skraa Rækker bag hende. De gav sig ikke Tid til at drille Dyrene paa Marken, men da de ikke var i Stand til at forholde sig helt rolige, sang de hele Tiden i Takt med Vingeslagene deres sædvanlige Lokkeraab: „Hvor er du? Her er jeg. Hvor er du? Her er jeg.”

De var alle lige ivrige til at raabe, og de holdt kun inde nu og da for at vise den hvide Gase de Vejmærker, de satte Kursen efter. Paa denne Rejse var Mærkerne Linderödsaasens nøgne Bakker, Herregaarden Ovesholm, Kristianstads Kirketaarn, Bäckaskogs Kongsgaard paa det smalle Næs imellem Opmannasøen og Ivösøen og Ryssbjergets stejle Brink.

Det var en ensformig Rejse, og da Regnskyerne trak sammen, syntes Drengen ligefrem, det var en Adspredelse. I gamle Dage, da han kun havde set Regnskyerne nedefra, syntes han, de var graa og kedelige, men det var noget helt andet at være oppe imellem dem. Nu kunde han tydelig se, at Skyerne var vældige Fragtvogne, der kørte henad Himlen med skyhøje Læs: nogle af dem var læssede med mægtige graa Sække, andre med Tønder, der var saa store, at de kunde rumme en hel Sø, og andre igen med store Kar og Flasker, der var stablede op til en vældig Højde. Og da der var kommet saa mange Vogne kørende, at de fyldte hele Himmelrummet, var det, som om en gav et Tegn, for paa een Gang begyndte der fra Kar, Tønder, Flasker og Sække at strømme Vand ned over Jorden.

I samme Øjeblik som de første Foraarsbyger slog imod Jorden, istemte alle smaa Fugle i Lunde og Krat saadanne Glædesskrig, at hele Luften genlød af dem, og det gav et Sæt i Drengen. „Nu faar vi Regn, Regnen giver os Foraar, Foraaret giver os Blomster og grønne Blade, grønne Blade og Blomster giver os Larver og Insekter, Larver og Insekter giver os Mad; meget Mad og god Mad er det bedste, der er til,“ sang de smaa Fugle.

Vildgæssene blev ogsaa glade over Regnen, der kom for at vække Planterne af deres Søvn og slaa Hul paa Søernes Istag. De kunde ikke blive ved at holde sig saa alvorlige som før, men begyndte at lade lystige Raab lyde ned over Egnen.

Da de fløj over de store Kartoffelmarker, der er saa mange af i Omegnen af Kristianstad, og som endnu laa nøgne og sorte, raabte de: „Vaagn op og gør Nytte! Nu kommer der noget og vækker jer. Nu har I drevet længe nok.“

Naar de saa Folk, som skyndte sig at komme i Hus, irettesatte de dem og sagde: „Hvad har I saa travlt for? Ser I ikke, at det regner Surbrød og Spidkage, Surbrød og Spidkage?”[1]

Der var en stor, tæt Sky, der bevægede sig hurtigt imod Nord og fulgte lige bagefter Gæssene. De var nærved at mene, at de trak Skyen med sig, og da de netop nu saa store Haver under sig, raabte de helt stolte: „Her kommer vi med Anemoner, her kommer vi med Roser, her kommer vi med Æbleblomst og Kirsebærknop, her kommer vi med Ærter og Bønner og Roer og Kaal. Tag imod det, hvem der vil! Tag imod det, hvem der vil!“

Paa den Melodi gik det, mens de første Byger faldt, da alle endnu var glade over Regnen. Men da den blev ved at falde hele Eftermiddagen, blev Gæssene utaalmodige og raabte til de tørstige Skove omkring Ivösøen: „Har I ikke snart faaet nok? Har I ikke snart faaet nok?“

Himlen blev mere og mere graa over det hele, og Solen gemte sig saa godt, at ingen kunde begribe, hvor den var henne. Regnen faldt tættere, piskede haardt imod Vingerne og banede sig Vej ind imellem de trannede Yderfjer og helt ind til Kroppen. Jorden var skjult af Regntykning; Søer, Bjerge og Skove flød sammen i et utydeligt Virvar, og man kunde ikke skelne Vejmærkerne. Farten blev langsommere og langsommere,” de muntre Raab forstummede, og Drengen følte Kulden bitrere og bitrere.

Men han holdt dog Modet oppe, saa længe han red afsted gennem Luften. Og om Eftermiddagen, da de var slaaet ned under en lille forkrøblet Fyr midt ude i en stor Mose, hvor alt var vaadt og alt var koldt, hvor nogle Tuer var dækkede af Sne og andre stak nøgne op af en Pøl halvsmeltet Isvand, da følte han sig heller ikke forknyt, men løb om i godt Humør og ledte efter Tranebær og frosne Tyttebær. Men saa kom Aftenen, og Mørket sænkede sig saa tæt, at ikke engang saadanne Øjne som Drengens kunde se igennem det, og Vildmarken blev saa underlig fæl og uhyggelig. Drengen laa stoppet ind under Gasens Vinge, men kunde ikke sove, kold og vaad som han var. Og han hørte saadan en Puslen og Raslen og listende Trin og truende Stemmer, han følte sig saa angst, at han ikke vidste, hvor han skulde gøre af sig selv. Han maatte hen, hvor der var Ild og Lys, hvis han ikke skulde dø af Angst.

„Mon jeg skulde vove mig hen til Menneskene for denne ene Nat?“ tænkte Drengen. „Blot saa jeg kunde sidde lidt ved Ilden og faa mig lidt Mad. Jeg kunde jo vende tilbage til Vildgæssene før Solopgang.”

Han krøb frem under Vingen og lod sig glide ned paa Jorden. Han vækkede hverken Gasen eller nogen af de andre Gæs, men sneg sig stille og ubemærket bort over Mosen.

Han havde ikke Rede paa, hvor han var i Verden, om det var i Skaane, i Smaaland eller i Bleking. Men lige inden de var fløjet ned i Mosen, havde han set et Glimt af en By, og derhen vendte han nu sine Fjed. Det varede heller ikke længe, før han opdagede en Vej, og snart var han inde paa Landsbygaden, der var lang og beplantet med Træer og havde Huse paa begge Sider.

Drengen var kommen til en af de store Kirkebyer, som der er saa mange af oppe i Landet, men som man slet ikke træffer nede paa Sletten.

Husene var af Træ og meget pynteligt byggede. De fleste havde Gavle og Frontespicer med en Kant af udskaarne Trælister, og Glasverandaer med en kulørt Rude hist og her. De var malede med lys Oljefarve, Døre og Vinduesposter skinnede grønne og blaa, ja endog røde. Mens Drengen gik og saa paa Husene, kunde han høre helt ud paa Vejen, hvordan Folk, der sad inde i de varme Stuer, snakkede og lo. Ordene kunde han ikke skelne, men han syntes, det var rart at høre Menneskestemmer. „Jeg gad vidst, hvad de vilde sige, hvis jeg bankede paa og bad om at komme ind,” tænkte han.

Det var jo det, han havde haft i Sinde at gøre, men nu da han saa de oplyste Vinduer, var Mørkerædslen gaaet over. Derimod følte han paany den Skyhed, der altid kom over ham i Nærheden af Mennesker. „Jeg vil se mig lidt mere om i Byen,” tænkte han, „inden jeg beder nogen, om jeg maa komme ind.”

Paa et af Husene var der en Altan. Og lige idet Drengen gik forbi, blev Altandørene slaaet op, og et gult Lysskær strømmede ud igennem line, lette Gardiner. Saa kom der en smuk ung Kone ud paa Altanen og bøjede sig ud over Rækværket. „Det regner, nu faar vi snart Foraar,” sagde hun. Da Drengen saa hende, blev han underlig beklemt. Han var nærved at give sig til at græde. For første Gang blev han lidt uhyggelig til Mode ved, at han havde lukket sig ude fra Menneskene.

Kort efter kom han forbi en Købmandshandel. Udenfor Butikken stod en rød Radsaamaskine. Han blev staaende og saa paa den og krøb tilsidst op paa Kuskens Plads og satte sig der. Da han var kommen derop, smækkede han med Tungen og lod, som om han sad og kørte. Han tænkte paa, hvor det vilde være morsomt at køre saadan en fin Maskine henover en Mark. Et Øjeblik havde han glemt, hvordan han var nu, men saa kom han i Tanker om det og sprang hurtigt ned fra Maskinen. Han blev mere og mere urolig. Der var nok mange Ting, den gik glip af, der altid skulde leve ude blandt Dyrene. Mennesker var rigtignok baade mærkelige og dygtige.

Han kom forbi Postkontoret, og da tænkte han paa alle de Aviser, der hver Dag kom med Nyheder fra alle Verdens Hjørner. Han saa Apoteket og Doktorboligen, og han tænkte paa, at Menneskenes Magt var saa stor, at de kunde kæmpe med Sygdom og Død. Han kom til Kirken og tænkte paa, at den havde Menneskene bygget, for at de der kunde høre Tale om en Verden foruden den, de levede i, om Gud og Opstandelse og et evigt Liv. Og jo længere han gik der, jo mere kom han til at holde af Menneskene.

Børn er nu engang saadan, at de ikke tænker længer end fra Næse til Mund. Det, der ligger lige for deres Øjne, vil de have straks uden at bryde sig om, hvad det kan komme til at koste dem. Niels Holgersen havde ingen Forstand haft paa, hvad han mistede, da han valgte at blive ved at være Nisse, men nu blev han frygtelig bange for, at han maaske aldrig mere kunde faa sin rette Skikkelse igen.

Hvordan i Alverden skulde han bære sig ad for at blive Menneske? Det vilde han rigtignok gerne vide.

Han kravlede op paa en Trappe og satte sig til at spekulere midt i den øsende Regn. Han sad der i een Time, i to Timer, og han tænkte, saa han fik Rynker i Panden. Men lige klog blev han. Det var, som om Tankerne kun løb rundt i Hovedet paa ham. Jo længere han sad der, jo umuligere syntes han, det var at finde en Løsning.

„Dette her er vist altfor svært for en, der har lært saa lidt som jeg,” tænkte han tilsidst. „Jeg bliver nok alligevel nødt til at gaa tilbage til Menneskene. Jeg kommer til at spørge Præsten og Doktoren og Skolelæreren og andre lærde Folk, der ved, hvad der hjælper for den Slags Ting.“

Ja, det besluttede han, at han straks vilde gøre, og han rejste sig op og rystede sig, for han var saa vaad som en druknet Mus.

Lige i det samme saa han en stor Ugle komme flyvende og slaa ned i et af de Træer, der stod langs med Gaden. Straks efter begyndte en Hornugle, der sad under Tagskægget, at røre sig og raabte: „Kivitt, kivitt! Er du hjemme igen, Sumpugle? Hvordan har du haft det udenlands?“

„Tak skal du have, Hornugle! Jeg har haft det godt,“ sagde Sumpuglen. „Er der sket noget mærkeligt herhjemme, mens jeg har været borte?”

„Ikke her i Bleking, Sumpugle, men i Skaane er der sket det, at en Dreng er bleven forhekset af en Nisse og gjort saa lille som et Egern, og saa er han rejst til Lapland med en tam Gaas.”

„Det var en mærkelig Nyhed, en mærkelig Nyhed. Kan han aldrig blive Menneske igen, Hornugle? Kan han aldrig blive Menneske igen?”

„Det er en Hemmelighed, Sumpugle, men jeg skal alligevel betro dig den. Nissen har sagt, at dersom Drengen passer godt paa den tamme Gase, saa den kommer velbeholden hjem og …”

„Hvad mere, Hornugle? Hvad mere? Hvad mere?“

„Flyv med mig op i Kirketaarnet, Sumpugle, saa skal jeg fortælle dig det altsammen! Jeg er bange for, der kan være nogen, der lytter her midt paa Gaden.”

Dermed fløj Uglerne deres Vej, men Drengen kastede sin Hue højt op i Vejret. „Naar jeg blot passer paa Gasen, saa han kommer velbeholden hjem, saa bliver jeg Menneske. Hurra! Hurra! Saa bliver jeg Menneske!“

Han raabte Hurra, saa det var mærkeligt, de ikke hørte ham helt ind i Husene. Men det gjorde de ikke, og han skyndte sig ud til Vildgæssene i den vaade Mose, saa hurtig som hans Ben kunde bære ham.



  1. Skaansk Yndlingsbagværk.