Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige/7

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag Kristiania - København


Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu/1 81-84

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1949. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1925.

VII.
TRAPPEN MED DE TRE TRIN.

Torsdag 31. Marts.

Næste Dag vilde Vildgæssene drage nordpaa igennem Allbo Herred i Smaaland. De sendte Yksi og Kaksi forud som Spejdere, men da de kom tilbage, sagde de, at alt Vand var frosset og al Jord dækket af Sne. „Lad os saa hellere blive, hvor vi er,” sagde Vildgæssene. „Vi kan ikke flyve hen over et Land, hvor der hverken er Vand eller Græsning.“ — „Hvis vi bliver, hvor vi er, kan I komme til at vente et helt Maaneskifte over,“ sagde Akka. „Det er bedre at flyve østpaa gennem Bleking og prøve, om vi saa ikke kan komme over Smaaland igennem Møre Herred, der ligger ved Kysten, og hvor Foraaret kommer tidligt.”

Den næste Dag fløj Drengen altsaa henover Bleking. Det var temmelig daarligt Vejr, men det var lyst. Han var igen i sit rigtige Humør og kunde ikke begribe, hvad der var gaaet af ham om Aftenen. Nu vilde han sandelig ikke opgive Rejsen og Livet i Vildmarken.

Der laa en tæt Regntaage over Bleking. Drengen kunde ikke se, hvordan det saa ud. „Jeg gad vidst, om det er et godt eller et daarligt Land, jeg rider over,“ tænkte han og prøvede paa at grave op af sin Hukommelse, hvad han i Skolen havde lært om Bleking. Men han vidste egentlig godt, at det ikke kunde nytte noget, for han plejede jo aldrig at læse paa sine Lektier.

I samme Øjeblik saa Drengen hele Skolen for sig. Børnene sad ved de smaa Pulte og rakte Hænderne i Vejret, Læreren sad paa Katederet og saa misfornøjet ud, og selv stod han oppe ved Kortet og skulde svare paa et Spørgsmaal om Bleking, men han kunde ikke et Ord. Lærerens Ansigt blev mørkere for hvert Sekund, der gik, og Drengen tænkte paa, at Læreren var strengere med, at de skulde kunne deres Geografi end med noget andet. Nu gik han ogsaa ned af Katederet, tog Pegepinden fra Drengen og sendte ham tilbage til hans Plads. „Dette her tager en Ende med Forskrækkelse,” tænkte Drengen.

Men Læreren gik hen til et af Vinduerne og stod lidt og saa ud, og saa gav han sig til at fløjte. Derpaa gik han op paa Katederet og sagde, at nu skulde han fortælle dem noget om Bleking. Og det, han saa fortalte, var saa morsomt, at Drengen hørte efter. Saa snart han tænkte sig om, kunde han huske hvert Ord.

„Smaaland er et højt Hus med Grantræer paa Taget,” sagde Læreren, „og foran det ligger der en bred Trappe med tre store Trin, og den Trappe hedder Bleking.

Det er en Trappe, der forslaar noget. Den strækker sig otte Mil langs med Forsiden af Smaalandshuset, og den, der vil gaa ad Trappen helt ned til Østersøen, han har fire Mil at gaa.

Der er ogsaa gaaet et godt Stykke Tid, siden den Trappe blev bygget. Der er gaaet baade Dage og Aar, siden de første Trin blev hugget ud af Graasten og lagt der jævne og glatte som en bekvem Færdselsvej mellem Smaaland og Østersøen.

Da Trappen er saa gammel, kan man nok begribe, at den ikke ser saadan ud nu, som da den var ny. Jeg ved ikke, hvor meget de brød sig om den Slags Ting i de Tider, men den var da altfor stor, til at nogen Kost i Verden kunde overkomme at holde den ren. Efter et Par Aars Forløb begyndte der at vokse Mos og Lav paa den, vissent Græs og visne Blade blæste ned paa den om Efteraaret, og om Foraaret styrtede der Stene og Grus ned over den. Og da alt dette blev liggende, samlede der sig tilsidst saa megen Muldjord paa Trappen, at ikke alene Urter og Græs, men ogsaa Buske og store Træer kunde slaa Rod.

Der er alligevel blevet stor Forskel paa de tre Trappetrin. Det øverste, der ligger Smaaland nærmest, er for Størstedelen dækket af mager Jord og Smaasten, og dér kan der naturligvis ikke vokse andre Træer end Glasbirk og Hæggebær og Gran, som kan taale Kulden deroppe paa Højden og er tilfredse med lidt. Man forstaar allerbedst, hvor usselt og fattigt der er, naar man ser, hvor smaa de dyrkede Pletter er, der er taget ind fra Skoven, og hvor smaa de Huse er, som Folk bygger sig, og hvor langt der er imellem Kirkerne.

Paa det mellemste Trin er der straks bedre Jord, og Kulden binder den heller ikke saa strengt; det ser man let paa, at Træerne baade er højere og af en bedre Art. Der vokser Ahorn og Eg og Lind, Hængebirk og Hassel, men ingen Naaletræer. Og endnu bedre kan man se det paa, at der er en Mængde dyrket Jord, og at Folk har bygget sig smukke, store Huse. Der er mange Kirker paa det mellemste Trin, og de er omgivne af store Landsbyer, og det tager sig i enhver Henseende bedre og smukkere ud end det øverste Trin.

Niels Holgersens vidunderlige Rejse side 83 - Ved Lyckeby Aa.png

Ved Lyckeby Aa

Men det allernederste Trin er dog det bedste. Det er dækket med god og rigelig Muldjord, og som det ligger der og svømmer i Havet, mærker det ikke det mindste til Smaalandskulden. Her nede kan der trives Bøge og Kastanier og Valnøddetræer, og de vokser sig saa store, at de naar op over Kirketagene. Her findes ogsaa de største Marker, men Folk har ikke alene Skovbrug og Jordbrug at leve af, men de driver ogsaa Fiskeri og Handel og Søfart. Derfor træffer man ogsaa her de dyreste Huse og de smukkeste Kirker, og Landsbyerne er vokset til Flækker og Byer.

Men hermed er ikke alting sagt om de tre Trin. For man maa betænke, at naar det regner oppe paa Taget af det store Smaalandshus, eller naar Sneen smelter deroppe, saa er Vandet nødt til at løbe et eller andet Sted hen, og saa styrter naturligvis en hel Masse ned ad den store Trappe. I Begyndelsen flød det sagtens ned ad hele Trappen i dens fulde Bredde, men saa fremkom der Revner i den, og nu har Vandet lidt efter lidt vænnet sig til at flyde ned ad den i nogle godt uddybede Furer. Og Vand er Vand, hvor man saa gør af det. Det er aldrig i Hvile. Et Sted graver og huler det og tager med sig, og et andet Sted lægger det til. De Furer har det gravet ud til Dale. Dalvæggene har det dækket med Jord, og derpaa har Buske og Ranker og Træer klynget sig fast til dem, saa tæt og saa rigt, at de næsten skjuler Strømmen, der gaar nede i Dybet. Men naar Strømmene kommer til Afsatserne mellem Trinnene, er de nødt til at kaste sig hovedkulds ned ad dem, og derved kommer Vandet i saadan en brusende Fart, at det faar Kræfter til at drive Møllehjul og Maskiner, og af dem er der ogsaa vokset mange op ved hver eneste Fos.

Men hermed er dog ikke alting sagt om Landet med de tre Trin. Men det skal ogsaa siges, at deroppe i Smaaland i det store Hus boede en Gang en Jætte, der var bleven gammel. Og det harmede ham, at han i sin høje Alderdom skulde være nødt til at gaa ned ad den lange Trappe for at fiske efter Laks i Havet. Han syntes, det var bekvemmere, om Laksene kom op til ham, der hvor han boede.

Derfor gik han op paa Taget af sit store Hus, og der stod han og kastede store Stene ned i Østersøen. Han kastede dem med saa stor Kraft, at de fløj over hele Bleking og faldt ned i Havet. Og da Stenene faldt, blev Laksen saa forskrækket, at den gik op af Havet, flygtede op ad Strømmen i Bleking, styrtede afsted gennem Fosserne, kastede sig med høje Hop op ad Faldene og først standsede, da den var langt inde i Smaaland hos den gamle Jætte.

At dette er sandt, kan man se paa de mange Øer og Skær, der ligger udenfor Blekings Kyst, og som ikke er andet end de mange store Stene, som Jætten kastede.

Man kan ogsaa se det paa, at Laksen endnu gaar op i Blekingstrømmene og gennem Fosser og stille Vand arbejder sig helt op til Smaaland.

Men Blekingsboerne skylder den Jætte stor Tak og Ære, for Laksefiskeri i Strømmene og Stenhuggeri i Skærgaarden, det er Arbejde, som giver mange af dem deres Føde endnu den Dag i Dag.”