Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige/53

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Gå til: navigering, søg

Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag Kristiania - København


Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu/1 539-547

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1947. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1923.

LIII.
HOS HOLGER NIELSENS.

Tirsdag 8. November.

Det var en Dag med diset, tungt Vejr. Vildgæssene havde gaaet og græsset paa de store Marker ved Skurup Kirke og sad just og holdt Middagshvil, da Akka kom hen til Niels Holgersen. „Det lader til, at vi nu skal have stille Vejr en Tid,“ sagde hun, „og jeg tænker, vi rejser over Østersøen i Morgen.“ — „Ja saa!“ sagde Drengen kort, for hans Strube snørede sig sammen, saa han ikke kunde tale. Han havde nok alligevel haabet, at han skulde blive løst af Trolddommen, mens han var i Skaane.

Nu er vi nok temmelig nær ved Vester Vemmenhög,“ sagde Akka, og jeg tænkte, du maaske havde Lyst at se hjem. Det vil jo vare noget, før du faar nogen af din Familie at se igen.“ — „Det er vist bedst at lade være,“ sagde Drengen, men man kunde høre paa Stemmen, at han blev glad over Forslaget. — „Naar Gasen bliver hos os, kan der jo ingen Ulykke ske,“ sagde Akka. „Jeg synes, du maa vide Besked om, hvordan de har det hjemme hos dig. Maaske du kan hjælpe dem paa en eller anden Maade, selv om du ikke bliver Menneske.“ — „Ja, det har I Ret i, Mor Akka. Det skulde jeg selv have tænkt paa,” sagde Drengen og blev ganske ivrig.

Et Øjeblik efter var Drengen og Førergaasen paa Vej til Holger Nielsens, og det varede ikke længe, før Akka slog ned bag Stengærdet, der indhegnede Husmandslodden. „Det er da underligt, hvor alting ligner sig selv,” sagde Drengen og krøb i en Fart op paa Gærdet for at se sig om. „Jeg synes, det er som i Gaar, at jeg sad her og saa' jer komme flyvende oppe i Luften.”

„Jeg gad vidst, om din Fader har en Bøsse?” sagde Akka pludselig. — „Ja, det skulde jeg mene, han har,” sagde Drengen. „Det var jo for Bøssens Skyld, jeg blev hjemme i Stedet for at gaa i Kirke den Søndag.” — „Saa tør jeg ikke staa her og vente paa dig,” sagde Akka. „Det er bedst, du støder til os ved Smygehuk i Morgen tidlig, saa kan du blive hjemme Natten over.” — „Aa nej, flyv ikke jeres Vej endnu, Mor Akka!“ raabte Drengen og sprang hurtig ned fra Gærdet. Han vidste ikke, hvad det kom af, men han fik ligesom en Anelse om, at der kunde tilstøde ham eller Vildgæssene noget, saa de aldrig mere fik hinanden at se. „I kan jo nok se, jeg er bedrøvet over, at jeg ikke faar min rette Skikkelse tilbage,” vedblev han. „Men jeg vil sige jer, at jeg ikke fortryder, jeg fulgte med jer i Foraaret. Nej, jeg vil hellere aldrig mere blive Menneske igen, end jeg vilde have undværet den Rejse.” Akka sugede Luft til sig et Par Gange, inden hun svarede: „Der er en Ting, jeg vilde have talt med dig om for længe siden, men naar du dog ikke skulde vende tilbage til din Familie, syntes jeg ikke, det hastede. Men det kan jo aldrig skade at have talt om det.” — „I véd, at der ikke er den Ting, jeg ikke gerne vil gøre for jer!” sagde Drengen. — „Har du lært noget godt hos os, Tommeltot, saa synes du maaske ikke længer, at Menneskene alene skal eje Jorden,” sagde Førergaasen højtideligt. „Husk paa, at I har et stort Land, og at I nok kunde have Raad til at overlade nogle nøgne Skær og nogle sumpede Søer og Moser og nogle øde Fjelde og afsides Skove til os stakkels Dyr, saa vi kunde være i Fred! I alle de Aar, jeg har levet, har jeg været jaget og forfulgt. Det vilde være godt at vide, at der var et Fristed ogsaa for en som mig.”

„Jeg vilde sandelig være glad, dersom jeg kunde have hjulpet jer med det,” sagde Drengen, „men jeg faar sagtens aldrig nogen Magt iblandt Mennesker.” — „Men staar vi ikke her og taler, som om vi aldrig mer skulde ses!” sagde Akka, „og vi træffes jo endda i Morgen. Nu flyver jeg tilbage til min Flok.” Hun løftede Vingerne, men kom tilbage, strøg et Par Gange med Næbbet op og ned ad Tommeltot og fløj saa tilsidst sin Vej.

Det var højlys Dag, men der var ikke et Menneske at se i Gaarden, saa Drengen kunde gaa, hvorhen han vilde. Han skyndte sig hen til Kostalden, for hos Køerne vidste han, han kunde faa bedst Besked. Der saa' sørgeligt ud derinde. I Foraaret havde der været tre prægtige Køer, men nu stod der kun en eneste Ko. Det var Majrose, og man kunde se paa hende, hun længtes efter sine Kammerater. Hun hang med Hovedet og havde knap rørt et Straa af det Foder, der laa foran hende.

„God Dag, Majrose!” sagde Drengen og sprang uden Frygt ind i Baasen. „Hvordan staar det til med Moder og Fader? Hvordan har Katten og Gæssene og Hønsene det, og hvor har du gjort af Stjerne og Guldlilje?”

Da Majrose hørte Drengens Stemme, gav det et Sæt i hende, og det saa' ud, som om hun havde Lyst til at støde til ham med Hornene. Men hun var ikke saa ilter nu som før, men gav sig Tid til at se paa Niels Holgersen, inden hun stangede ham. Han var lige saa lille, som da han rejste, og han havde det samme Tøj paa, men han lignede alligevel slet ikke sig selv. Den Niels Holgersen, der var rejst sin Vej om Foraaret, havde en tung og langsom Gang, hans Stemme var slæbende og hans Øjne søvnige, men den, der kom igen, var let og smidig, hurtig i sin Tale, og han havde et Par Øjne, der lyste og skinnede. Hans Holdning var saa kæk, at man ikke kunde andet end faa Respekt for ham, saa lille han var, og skønt han ikke selv saa' glad ud, blev man glad, naar man saa' paa ham.

„Muuh,“ brølede Majrose. „De sagde, han var bleven anderledes, men jeg vilde ikke tro det. Velkommen hjem, Niels Holgersen, velkommen hjem! Det er den første glade Stund, jeg har haft i mange Herrens Tider!” — „Tak skal du have, Majrose!” sagde Drengen og blev glad overrasket ved den venlige Modtagelse. „Fortæl mig nu, hvordan det staar til med Fader og Moder!”

„De har ikke haft andet end Sorger og Ulykker, siden du rejste din Vej,“ sagde Majrose. „Det allerværste var den dyre Hest, der nu har staaet og ikke gjort andet end æde hele Sommeren. Din Fader kan ikke faa sig til at skyde den, og sælge den kan han ikke. Det er Hestens Skyld, at baade Stjerne og Guldlilje maatte sælges.”

Der var noget andet, som egentlig var det, Drengen vilde vide, men han undsaa sig ved at spørge rent ud. Derfor sagde han: „Moder blev vel meget ked af det, da hun saa', at Morten Gase var fløjet sin Vej?”

„Jeg tror ikke, hun havde taget sig det saa nær med Gasen, dersom hun havde vidst, hvordan det gik til, at han fløj sin Vej. Nu sørger hun først og sidst over, at det var hendes egen Søn, der sneg sig hjemmefra og tog Gasen med sig.”

„Naa, saa hun tror, at jeg stjal Gasen?“ sagde Drengen. — „Hvad skulde hun ellers tro?” — „Fader og Moder tror vel, jeg har drevet om i Sommer som en anden Landstryger?“ — „De tænker sig, det staar sørgeligt til med dig,“ sagde Majrose, „og de har sørget over dig, som man sørger, naar man har mistet det kæreste, man ejer.”

Da Drengen hørte dette, gik han hurtig ud af Kostalden og ind i Hestestalden. Den var lille, men pyntelig. Det var tydeligt at se, at Holger Nielsen havde gjort sit Bedste for at indrette det saadan, at den nyankomne skulde befinde sig vel. Der stod en dejlig Hest, som ligefrem skinnede af Velbefindende.

„God Dag i Stalden!” sagde Drengen. „Jeg har hørt, at her skal være en syg Hest. Det kan da aldrig være dig, saa frisk og rask som du ser ud?” Hesten vendte Hovedet og saa' opmærksomt paa Drengen. „Er det dig, der er Sønnen her i Huset?“ sagde han. „Ham har jeg hørt meget ondt om. Men du ser saa god ud, saa vidste jeg ikke, at han var bleven forvandlet til en af de smaa, vilde jeg ikke have troet, at det var dig.” — „Jeg véd nok, jeg har efterladt et daarligt Rygte her paa Stedet,“ sagde Niels Holgersen. „Min egen Moder tror, at jeg listede mig væk som en Tyv, men det er nu lige meget, for jeg bliver ikke længe hjemme. Inden jeg gaar, vil jeg alligevel gerne vide, hvad der er i Vejen med dig.”

„Det er Skade, du ikke bliver,” sagde Hesten, „for jeg er vis paa, at du og jeg vilde være bleven gode Venner. Mig er der ikke andet i Vejen med, end at jeg har faaet noget op i Foden, en Knivspids, eller hvad det nu er. Den sidder saa godt gemt, at Doktoren ikke har kunnet finde den, men den stikker og stikker, saa jeg næsten ikke kan gaa. Naar du bare vilde fortælle Holger Nielsen, hvad der er i Vejen med mig, saa tror jeg, han let kunde hjælpe paa mig. Jeg vilde saa gerne gøre Gavn for Føden. Jeg skammer mig saadan ved at staa og æde uden at bestille noget.“

„Det er da godt, du ikke har nogen rigtig Sygdom,” sagde Niels Holgersen. „Jeg maa se at sørge for, at du kan blive kureret. Det gør vel ikke ondt, at jeg tager og ridser lidt med min Kniv her i din Hov?“

Niels Holgersen var ikke mer end lige bleven færdig med Hesten, da han hørte Stemmer ude i Gaarden, Han lukkede Stalddøren lidt paa Klem og kiggede ud. Det var hans Fader og Moder, der kom gaaende fra Vejen op imod Huset. Det var godt at se, at de var nedtrykte af Bekymringer. Hans Moder havde faaet mange flere Rynker, end hun før havde, og hans Faders Haar var blevet graat. Hans Moder gik og talte med Faderen om, at han skulde se at faa laant nogle Penge af sin Broder. „Nej, jeg vil ikke laane flere Penge,“ sagde hans Fader, lige idet han gik forbi Stalden. „Gæld er det værste af alt. Saa maa vi hellere sælge Huset.” — „Jeg havde heller ikke saa meget imod, at vi skilte os af med det, naar det ikke var for Drengens Skyld. Men hvor skal han gøre af sig selv, hvis han en Dag kommer hjem fattig og ussel, som han naturligvis er, og vi saa ikke er her?“ — „Ja, det har du Ret i,” sagde Faderen, „men vi maatte saa bede dem, der kommer til at bo her, om at tage godt imod ham og fortælle ham, at vi venter ham. Han skal ikke høre et ondt Ord af os, hvordan han saa er. Vel, Mor?” — „Aa, nej, nej! Havde jeg ham bare hjemme igen, saa jeg var vis paa, han ikke gik og sultede og frøs ude paa Landevejen, kunde alt det andet være lige meget!”

Da hans Fader og Moder havde sagt dette, gik de ind, og Niels kunde ikke høre mere af deres Samtale. Han blev meget glad og rørt, da han hørte, de nærede saa stor Kærlighed til ham, skønt de troede, han var gaaet helt i Hundene, og han havde den største Lyst til at løbe hen til dem. „Men de vilde maaske blive endnu mere bedrøvede, hvis de saa' mig, som jeg nu er,” tænkte han.

Mens han stod og betænkte sig, holdt der en Vogn ved Ledet. Drengen havde nær raabt højt af Overraskelse, for de, der steg ud og kom ind i Gaarden, var ingen andre end Aase Gaasepige og hendes Fader. De gik med hinanden i Haanden helt op til Huset; de kom gaaende saa stille og alvorlig, men der var et eget kønt Skær af Lykke i deres Øjne. Da de var omtrent midt i Gaarden, standsede Aase Gaasepige sin Fader og sagde til ham: „Du husker nok, Fader, at du ikke nævner et Ord til dem om Træskoen eller om Gæssene eller om den lille Mandsling, der lignede Niels Holgersen saadan, at om det ikke var ham selv, saa var det en, der havde noget med ham at gøre.” — „Nej, naturligvis.” sagde Jon Assarson. „Jeg siger ikke andet, end at deres Søn var dig til stor Hjælp flere Gange, mens du gik om og ledte efter mig, og at vi kommer for at spørge, om der ikke er noget, vi kan gøre for dem til Gengæld, nu jeg er bleven en velhavende Mand og har mer, end jeg behøver, ved det jeg fandt den Grube deroppe.“ — „Ja, jeg véd jo nok, du kan belægge dine Ord godt,” sagde Aase. „Det var ogsaa kun det, jeg ikke vilde have, du maatte sige.“

De gik ind i Huset, og Drengen vilde gruelig gerne have hørt, hvad de talte om derinde, men han turde ikke vove sig ud paa Gaardspladsen. Det varede ikke ret længe, før de kom ud igen, og da fulgte hans Fader og Moder dem ned til Ledet. Det var mærkværdigt at se, hvor glade de nu var. De saa' ud, som om de havde faaet nyt Liv.

Da de fremmede var borte, blev hans Fader og Moder staaende ved Ledet og saa' efter dem. „Ja, nu vil jeg ikke være bedrøvet længer,“ sagde Moderen, „nu, da jeg har hørt saa meget godt om Niels.“ — „Det var vel egentlig ikke saa meget, de fortalte om ham,” sagde Faderen sindig. — „Var det ikke nok, at de kom rejsende ene og alene for at sige, at de vilde hjælpe os, blot fordi vores Niels havde gjort dem store Tjenester? Jeg synes for Resten, du skulde have taget imod deres Tilbud, Far.“ — „Nej, Mor. Jeg vil ikke tage imod Penge af nogen, hverken som Gave eller Laan. Nu vil jeg først have den Gæld klaret, og saa skal vi se at arbejde os op igen. Vi er jo da ikke saa ældgamle, Mor!” Faderen lo saa hjertelig, da han sagde det. „Jeg tror ligefrem, du synes, det er morsomt at sælge dette Sted, som vi har sat saa meget Arbejde paa,” sagde Moderen. — „Aa, du forstaar jo nok, hvorfor jeg ler,” sagde Faderen. „Det, der trykkede mig, saa jeg hverken kunde det ene eller det andet, det var jo, at Drengen var gaaet i Hundene, men nu, da jeg véd, at han lever og har skikket sig godt, nu skal du se, at Holger Nielsen endnu duer til noget.“

Moderen gik ind i Stuen, men Niels Holgersen fik travlt med at gemme sig i en Krog, for Faderen kom ind i Stalden for at se til Hesten. Han gik ind i Spiltovet til den og løftede, som han plejede, Benet op for at se, om han ikke kunde opdage, hvad der var i Vejen med det. „Men hvad er det?” sagde Faderen, for han saa', der var ridset nogle Bogstaver ind i Hoven. „Tag jernet ud af Hoven!“ læste han og saa' sig undrende og spørgende om til alle Sider. Tilsidst gav han sig til at kigge og føle paa Undersiden af Hoven. „Jeg tror sandelig, der sidder noget skarpt derinde!“ mumlede han lidt efter.

Mens Faderen var optaget af Hesten, og Drengen sad gemt i en Krog af Stalden, kom der flere fremmede til Gaarden. Sagen var den, at da Morten Gase var saa nær ved sit gamle Hjem, var det ham umuligt at modstaa Lysten til at vise Kone og Børn; frem for de gamle Kammerater i Husmandshuset, og uden videre Omsvøb tog han Dunfin og Gæslingerne med og fløj derhen.

Der var ingen Mennesker ude i Gaarden hos Holger Nielsens, da Gasen kom flyvende, saa han kunde ganske rolig slaa ned og i Ro og Mag gaa om og vise Dunfin, hvor mageløst han havde haft det, mens han endnu var en tam Gaas. Da de havde beset hele Gaardspladsen, opdagede han, at Døren til Kostalden stod aaben. „Kig herind et Øjeblik!“ sagde han, „saa skal du se, hvordan jeg boede i gamle Dage! Det var noget andet end at holde til i Kær og Sumpe, som vi nu gør.“

Gasen stod paa Dørtrinnet og saa' ind i Kostalden. „Her er ikke et Mennneske,“ sagde ham. „Kom, Dunfin, saa skal du se Gaasestien! Du skal ikke være bange! Der er ikke den mindste Fare!”

Og saa gik Gasen, Dunfin og alle seks Unger ind i Gaasestien for at se, hvad for en Glans og Herlighed den store, hvide havde levet i, inden han gav sig i Flok med Vildgæs.

„Ja, se saadan havde vi det! Der var min Plads, og der stod Ædetruget, der altid var fuldt af Havne og Vand,” sagde Gasen. „Bi lidt, der er ogsaa Mad i det nu!” Og dermed løb han hen til Truget og gav sig til at slubre Havre i sig.

Men Dunfin var urolig. „Lad os nu gaa ud igen!” sagde hun. — „Blot et Par Korn til!“ sagde Gasen. I det samme udstødte han et Skrig og skyndte sig hen til Udgangen. Men det var for sent. Døren smækkede i, Holger Nielsens Kone stod udenfor og satte Krampen paa, og der var de lukket inde!

Holger Nielsen havde trukket et spidst Stykke Jern ud af Hestens Hov, og stod nu meget fornøjet og klappede Dyret, da hans Kone hurtig kom ind i Stalden. „Kom, skal du se, hvad for en Fangst jeg har gjort!“ sagde hun. — „Nej, bi lidt, Mor, og kig først herhen!“ sagde Manden. „Nu har jeg opdaget, hvad der var i Vejen med Hesten.” — „Jeg tror, Lykken begynder at vende tilbage til os,” sagde Konen. „Vil du tænke dig, den store Gase, der blev borte i Foraaret, han maa have fløjet med Vildgæssene! Han er kommen tilbage og har syv Vildgæs med. De gik ind i Gaasestien, og jeg har lukket dem allesammen inde der.” — „Det var da mærkeligt!” sagde Holger Nielsen. „Men véd du, hvad der er det bedste ved det hele, Mor, det er, at vi saa ikke mere behøver at tro, det var vor Dreng, der tog Gasen med, da han gik hjemmefra.” — „Ja, det haar du Ret i, Far. Men nu skal jeg sige dig noget, jeg tror, jeg er nødt til at slagte dem straks i Aften. Om et Par Dage har vi Mortensaften, saa vi maa skynde os, hvis vi skal naa at faa dem til Byen.” — „Jeg synes næsten, det er Synd at slagte Gasen, naar han er kommen tilbage til os med saadan et stort Selskab,” sagde Holger Nielsen. — „Var Tiderne til det, skulde han nok faa Lov at leve, men naar vi selv skal herfra, kan vi jo ikke beholde Gæssene.” — „Det har du ogsaa Ret i.” — „Kom og hjælp mig at bære dem ind i Huset,” sagde Moderen.

Saa gik de deres Vej, og et Øjeblik efter saa Drengen sin Fader komme bærende med Dunfin og Morten Gase, en under hver Arm, og gaa ind i Huset sammen med Moderen. Gasen raabte: „Tommeltot, kom og hjælp mig!” som han altid plejede, naar han var i Fare, skønt han jo ikke kunde vide, at Drengen var i Nærheden.

Niels Holgersen hørte ham godt, men han blev alligevel staaende i Stalddøren. Naar han tøvede, var det ikke, fordi han vidste, at det var godt for ham selv, at Gasen blev lagt paa Slagtebænken, — det huskede han ikke en Gang i det Øjeblik — men skulde han redde Gasen, var han nødt til at vise sig for sin Fader og Moder, og det kunde han ikke bekvemme sig til. „De har det tungt nok endda!” tænkte han. „Skal jeg virkelig være nødt til at volde dem den Sorg?”

Men da Døren lukkede sig bag Gasen, kom der Liv i Drengen. Han fo'r afsted over Gaardspladsen, hoppede op paa Egeplanken udenfor Husdøren og løb ind i Forstuen. Her skubbede han af gammel Vane Træskoene af og nærmede sig Døren ind til Stuen. Men det var ham stadig saa meget imod at vise sig for sine Forældre, at han ikke mægtede at løfte Haanden for at banke paa. „Husk dog, det er Morten Gase, det gælder,” tænkte han, „han, der har været din bedste Ven, siden du stod her sidst!” Og i samme Øjeblik oplevede han igen alt, hvad han og Gasen havde gaaet igennem sammen paa frosne Søer og stormfulde Have og imellem glubende Rovdyr. Hans Hjerte svulmede af Taknemmelighed og Kærlighed, og han overvandt sig og bankede paa Døren.

„Er der nogen, der vil ind?” sagde hans Fader og lukkede Døren op.

„Moder, du maa ikke røre Gasen!” raabte Drengen, og i det samme lød der et Glædesskrig fra Gasen og Dunfin, der laa bundne paa en Bænk, saa han kunde da høre, at de endnu var i Live.

Men hvem der ogsaa udstødte et Glædesskrig, det var hans Moder. „Nej, hvor du er bleven stor og køn!” raabte hun.

Drengen var ikke gaaet ind i Stuen, men var bleven staaende paa Dørtrinnet som en, der ikke er sikker paa, hvad Modtagelse han vil faa. „Gud være lovet og takket, at jeg har dig igen!“ sagde Moderen. „Kom ind! Kom ind!” — „Velkommen skal du være!” sagde hans Fader; ikke et Ord mere kunde han faa frem.

Men Drengen blev staaende paa Dørtrinnet. Han kunde ikke begribe, at de blev saa glade for ham, saadan som han var. Men saa kom hans Moder hen og slog sine Arme om ham og trak ham ind i Stuen, og saa kunde han mærke, hvordan det hang sammen. „Fader og Moder! Jeg er stor, jeg er Menneske igen!“ raabte han.