Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige/54

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag Kristiania - København


Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu/1 548-550

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1948. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1924.

LIV.
AFSKED MED VILDGÆSSENE.

Onsdag 9. November.

Næste Morgen var Niels Holgersen oppe før Daggry og gik ned ad Stranden til. Indeni det endnu var rigtig lyst, stod han paa Strandbredden et Stykke Øst for Smyge Fiskerleje. Han var ganske alene. Han havde været inde i Gaasestien hos Morten Gase og gjort et Forsøg paa at vække ham. Men den store, hvide Vilde ikke røre sig af Pletten. Han sagde ikke et Ord, stak kun Hovedet under Vingen og satte sig til at sove igen.

Det saa ud til at blive en smuk og klar Dag. Det var næsten lige saa fint Vejr som den Foraarsdag, da Vildgæssene kom til Skaane. Havet laa stille og ubevægeligt. Der rørte sig ikke en Vind, og Drengen tænkte paa, hvad for en dejlig Overrejse Vildgæssene vilde faa.

Han selv gik endnu om som i en Drøm. Snart følte han sig som Nisse og snart som Menneske. Naar han saa et Stengærde ved Vejen, turde han knap gaa videre, inden han havde overbevist sig om, at der ikke laa et Rovdyr paa Lur bagved det. Og straks efter lo han af sig selv og glædede sig over, at han var saa høj og stor og stærk, at han ikke behøvede at være bange for noget.

Da han kom ned til Stranden, stillede han sig, saa stor han var, helt nede ved Strandbredden, for at Vildgæssene skulde se ham. Det var en stor Rejsedag. Uophørlig lød der Lokketoner fra Luften. Han smilede ved sig selv, naar han tænkte paa, at han var den eneste, der forstod, hvad det var, Fuglene raabte til hverandre.

Nu kom der ogsaa Vildgæs flyvende. Den ene store Flok fulgte efter den anden. „Bare det ikke er mine Gæs, der flyver bort uden at sige Farvel til mig!” tænkte han. Han vilde saa gerne fortælle dem, hvordan det hele var gaaet til, og vise dem, at han var Menneske igen.

Der kom en Flok, der fløj hurtigere og skreg højere end de andre, og der var noget, der sagde ham, at denne Flok var det. Men han kendte dem ikke saa sikkert, som han vilde have gjort Dagen i Forvejen.

Flokken sagtnede Farten og fløj frem og tilbage langs Kysten. Da blev Drengen vis paa, det var hans Flok. Han kunde blot ikke begribe, hvorfor Vildgæssene ikke slog ned ved Siden af ham. Det var da umuligt, at de ikke skulde kunne se ham der, hvor han stod.

Drengen prøvede at udstøde en Lokketone, der kunde kalde dem ned til ham. Men hvad var det? Tungen vilde ikke. Han kunde ikke faa den rigtige Lyd frem.

Han hørte Akka raabe oppe i Luften, men han forstod ikke, hvad hun sagde. „Hvad er det? har Vildgæssene skiftet Sprog?” tænkte han.

Han gav sig til at vinke ad dem med sin Hue, og han løb langs Stranden og raabte: „Her er jeg, hvor er du?“

Men det lod til, at det kun gjorde dem bange. De lettede og fløj ud over Havet. Da forstod han det omsider! De vidste ikke, han var Menneske! De kunde ikke kende ham!

Og han kunde ikke kalde dem til sig, fordi et Menneske ikke kan tale Fuglenes Sprog. Han kunde ikke tale det, og han kunde heller ikke forstaa det.

Skønt Niels Holgersen var saa glad over at være løst fra Trolddommen, syntes han, det var bittert, at han saadan var bleven skilt fra sine gode Kammerater. Han satte sig ned i Sandet og holdt Hænderne for Ansigtet. Hvad kunde det hjælpe at se efter dem?

Men lidt efter hørte han Brusen af Vinger. Det havde været svært for den gamle Mor Akka at rejse fra Tommeltot, og hun vendte tilbage endnu engang. Og nu, da Drengen sad stille, dristede hun sig til at flyve nærmere hen til ham. Og lige med eet var det, som hendes Øjne blev opladt for, hvem han var. Hun slog ned paa Pynten ved Siden af ham.

Drengen udstødte et Skrig af Glæde og tog den gamle Akka i sin Favn. De andre Vildgæs strøg deres Næb og ad ham og stimlede sammen om ham. De kaglede og pludrede og ønskede ham til Lykke paa alle mulige Maader, og han talte ogsaa til dem og takkede dem for den vidunderlige Rejse, som han havde gjort i deres Selskab. Men lige paa een Gang blev Vildgæssene saa underlig stille, som om de vilde sige: „Ak, han er jo et Menneske! Han forstaar ikke os; vi forstaar ikke ham.”

Da rejste Drengen sig og gik hen til Akka. Han kærtegnede og klappede hende. Det samme gjorde han med Yksi og Kaksi, Kolme og Neljä, Viisi og Kuusi, alle de gamle, der havde været med fra den første Begyndelse. Derpaa gik han op fra Strandbredden og ind imod Land, for han vidste jo. at Fuglenes Sorg aldrig varer længe, og han vilde helst skilles fra dem, mens de endnu var bedrøvede over, at de havde mistet ham.

Da han var kommen op fra Strandbredden, vendte han sig om og saa paa de mange Fugleflokke, der fløj ud over Havet. Alle raabte de deres Lokketoner, kun en eneste Flok Vildgæs fløj ganske tavse deres Vej, saalænge han kunde følge dem med Øjnene.

Men Fylkingen var regelmæssig og velordnet, Farten god og Vingeslagene stærke og kraftige. Og Drengen følte en saadan Længsel efter de bortflyvende, at han ikke var langt fra at ønske, han igen var Tommeltot og kunde flyve over Land og Hav med en Flok Vildgæs.