Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn 20. årgang, nr. 3

Tilføj links
Fra Wikisource, det frie bibliotek


Nyeste Skilderi af Kjøbenhavn[redigér]

Tyvende Aargang No. 3.

Udgivet, redigeret og forlagt af S. Soldin.

Forsendes, i Følge Kongel. allernaadigst Tilladelse, med Brevposterne.

Løverdagen den 11 Januari 1823.

Blik paa Handel og Søfart.[redigér]

I Historiens ældste Aarbøger findes antegne, at Stæder og Lande, som dreve Handel og Søfart tillige. bleve, frem for andre, rige og mægtige. Gjennem alle Tidsaldere har Erfaringen bekræftet, at den ejendommelige Virkning af Søhandelen, hvor denne opmuntres og dyrkes med Iver og Klogskab, er Velstands kjendelige Udbredelse i alle Stænder, og mangefold forøger Productivkraft, hvilken, uden nogensomhelst kostbar Kraftyring, giver Staten en agtelse bydende Stilling imod andre, der kunne have større Udtrækning og Befolkning, men som enten mangle, eller ikke tilbørlig bruger Søfarten: dette Handelens store Hjul. De uimodsigeligste Beviser afgive Storbrittanien og de forrige Nederlande; selv de Søhandeldrivende Fristæder ere i saa Henseende mærkelige; thi hvad enten man seer hen til den mægtige og mangesidige Indfindelse, de udøve over Jordens fjerneste Egne og Folk, eller til de Rigdomme, de besidde, maa man tilstaae, at ingen af disse Fortrin ere Følger enten af overodentlig Folkemængde, eller af Landenes særegne eller overvætres Frugtbarhed, men allene Virkning af klog Handel og drivtig Søfart, som udvortes Forhold vel kunne svække for en Tid, men aldrig ganske forstyrre. Vore Forfædre pløjede fra de ældste Tider de dem omgivende Have og dyrkede Søfarten, som Vei og Middel til Roes og Magt. De lærte tidligen, i Sømandsskolen, paa Bølgen, uforsagt at møde, snildt at undvige Faren, og at trodse Døden paa deres Træmure, alle Øers og havomgrændsede Landes sande Værn, til hvilket de sloge deres Lid; men de forsømte Jorddyrkningen, og de overlode Handelen, og med den Velstanden, til Fremmed; disse kunde saaledes i ældre Tider, ikke blot i Skandinaviens Have, oprette Frihandelsstæder, men nedsætte sig i dets eget Skjød, og medens Landenes Marv udtæredes lagdes Spiren til den Tvedragtsjæd, som vorende adskilte Rigerne og løfte Broderbaandet imellem Provindserne, saa at Danmark ofte var en Valplads, og længe en Bold for fremmed Handels Interesse. Historien har flere Blade, som man, for de Erindringers Skyld, de vække, maatte ønske, det var ligesaa umueligt at oprulle, som det er, at løfte Sløret, der bedækker Fremtiden.

Naturen nedlagde i Danmarks Jord Kraft til at frembringe Alt, hvad Menneskets virkelige Nødvendigheder kræve, paa Metaller nær; men det store Værk, flere Menneskalderes Digten og Stræben, Befrielsen fra den Afhængighed, at trænge til Fremmede Korn, var det forbeholdent vor Tids Agerdyrknings store Fremskridt, næst Gud, at fuldbringe, saa at vi nu have rige Forraad at kunne sælge. Vi skulle nu ikke, af Trang misunde noget Land dets Jordbunds Frugtbarhed, og, efterdi Naturen omgjærdede alle Danmarks Lande med Have, behøve vi ligesaa lidet at efterstrbe andre Landes og Stæders Handel, naar vi kun ville agte paa vor egen lykkelige Beliggenhed, imellem Nord- og Østersøen, og ved Søhandel drage af disse den Fordeel, som frembyder sig. Benyttes tilbørlig den Vei tillige, som der er aabnet for indenlandske Skibsfart og Handel, ved Anlægget af den slesvig-holsteenske Canal, hvorigjennem Forbindelsen mellem Havene lettes, befordres og sikres, under alle politiske Forviklinger, Staten kunde stedes udi, da kunne vi først erkjende Vigtigheden, og den store Sandhed, dette Værks Varme Talsmand, i sin Tid, forkyndte: at ingen fremmede Love, Navigationsacter og Handelstractater kunne forstyrre dette Fortrin, og ingen Fremmede kan berøve os denne Skibsfarts Fordele, naar ikkun det danske Flag allene skal sees i denne Canal; uden for al Tvivl er det, at ikkun Selvfornægtelse er istand til at forstyrre vore Fortrin, og berøve os Fordelen af Søfarten.

Fastlandsstaterne og Øer af stort Omfang gjennemskjæres i Almindelighed af Floder; disses Forbindelse med hverandre ere høist vigtige for indenlandsk Samfærsel, og til stor Lettelse for Handelen. Anderledes forholder det sig med en af Øer og Halvøer dannet Stat, hvis Gjennemsnit, fra et Hav til det andet, ikke udgjør over 10 til 12 Mile; dens Tarv og Trang er Søfarten; Canaler og konstige Søveje kunne der, anvendte i andet Øjemed end blot til indenlansk Samqvemhandel og indenlandsk Skibsfart, have skadelige Følger, og noget nær samme Virkning paa den egentlige Søfart, som visse Maskiner, der skulle gjøre Menneskekraften undværlig; de yde vel enkelte Fordele for en Tid, men de betage tillige en stor Mængde Mennesker, hvis Arbeidskraft og og Udvikling forhindres, Leilighed til Erhverv og Underholdning, hvoraf Virkningen paa Samfundsvellet bliver ganske det modsatte af hvad man forestilte sig eller ventede af Opfindelsen. En Vandfart af den Natur er for nogen Tid siden projecteret, og et Spørgsmaal nyligen fremsat:

"Om Kjøbenhavn og Danmark overhoved vilde vinde eller tabe derved"?

Dette besvares saaledes: at Projectet skulde være Hovedstadens og Danmarks sande Fordeel; det skulde oplive den standsede Handel, og forhindre, at vi i Henseende til Handelen, ikke allene nu, men ogsaa i Fremtiden, bleve afhængige af vore Naboer, Lübekkerne. Men betragter man det nøjere, da vil den sidste Frygt meget formindskes, om ikke bortfalde, siden Lübek, om det end paa egen Bekostning vilde udvide Stekenissercanalen, dog neppe kunde gjøre dette, uden med Samtykke af og efter saadanne Regler, som Laurenborgs Behersker maatte eragte tjenlige til Undersaatternes Tarv at foreskrive, ligesom de under alle Omstændigheder maatte dele med, om ikke aldeles overlade vore Medbrødre Fordelen af en saadan Fart, Strømtolden ubeskadiget. Beqvemmere end selve Lübek ligger, for Handelen med Rusland, Staden Kiel, som ved den sl. h. Canal staaer i saa nær Forbindelse med Elben, at Handelen paa den letteste Maade af Verden kan drives paa Øster- og Nordsøen, Rusland, Tydskland og Holland, efter Behag, uden at trænge til en ny konstig Vandfart; hvis Handelen ved denne skulde kunne oplives for nogen, da maatte det ufeilbarligt være for Hamborg. Men hvilke fordeelagtige Udsigter skulde det vel aabne for Hovedstaden og Danmarks Handel, om det Øjemed, at aflede Handelen fra Stettin og Lübek, med store Bekostninger opnaaedes, og samme tilvendt Hamborg, satte dette istand til at concurrere og snart at frarive Hovedstaden, saavelsom Kiel og Lübek, Handelen med Østersøen? Til Hamborg gaaer, som bekjendt, meget, og maaskee det bedste, af Holsteens Producter, men hvad Gavn kunde egentligen Hertugdømmet have deraf, at Hamborgs Indvaanere fik dets Producter for lettere Kjøb? Der er ikke Torvet, hvor det egentlige Danmark afsætter sin Agerdyrknings Overflod; til Landets indere Forsyning med tydske Vare, hvoraf kun faa ere Nødvendighedsartikler, behøves ingen ny Canal: Omkostningerne igjennem de sædvanlige Vandveje kunne de nok bære. Neppe ville de, som have Fædrelandets Vel i deres Hænder, finde det Motiv (see Skilderiet No. 97) at Øresunds- eller Strømtolden fordyrer Transporten til og fra Hamborg, overbevisende nok, til at anvende en stor Befolkning i det Øjemed, at skille den danske Krone ved een af dens naturlige ejendommelige og erhvervede Rettigheder, den, at hæve Strømtold af gjennemgaaende Varer, der desuden er yderst moderat, i Sammenligning med andre Landes; man see f. Ex. Hollands nyeste Tarif, hvor mange Artikler ere svært belagte med Afgifter, andre aldeles forbudne at føres igjennem deres Strømme.

Det er bekjendt, at Handelen under, saavelsom efter, og tildeels som følge af, Krigen har undergaaet mærkelige Forandringer; flere Stater ere blevne opmærksomme paa og virksomme i at benytte deres naturlige Fordele; Naboriget har i flere Aar anvendt stor Anstrængelse, for at tilvejebringe en Fart fra Landets Indere til Nordsøen; men dette kan allene, som indenlandsk Forbindelsesvei, have nogen Vigtighed for denne Stat, og har ingen væsentlig Indflydelse paa Fædrelandets Søfart. De Tydske synes nu tilbøjelige til at ville betragte Elbflodens Løb, som en fælleds Færselsvei til Havet, og til egen Fordeel at handle conseqvent; det bør ingen fortryde, og kan kun lidet skade os; men dersom nogen af vore Naboer vilde forlange, at der med stor Bekostning skulde aabnes en ny Vei for dem igjennem Hjertet af Kongens Lande, da ere de vist nok ubillige, og forlange langt mere af Andre, end de have viist at ville gjøre for dem selv, eller nogen tydsk Stat har gjort for egne Undersaatteres Handel. Man tabe sig ikke saa ganske i Ønsker, for at befordre andre Landes Handel, at man derover glemmer, at det egentlige Danmark ogsaa har Krav paa Østersøeshandelen, og at den tilværende, ikke ved egne Midler, bør formindskes. Man erindre tillige, at medens Riget har frembragt en Søfartscanal, til fordeel for Holsteen, findes endnu, paa Sjellands hele Nordkyst, ingen Havn, hvortil Skibe kunde søge Tilflugt og Redning mod Storm og Iis, selv ei, hvor saadant hyppigst behøves, der nemlig, hvor Naturens stærke Haand adksilte Sjelland fra Skaane, og danner ligesom et Grændseskjel imellem Nord- og Østersøen, hvor det herlige Dannevirke hæver sig af Havets dybe Skjød.

Med Ærefrygt bøje alle Folkeslags og Stæders Søskjolde sig for det prægtige Kronborg, der, som en venlig Stjerne, leder og lyser den ængstede Søfarer igjennem det oprørte Havs Bølger, i Nattens Mulm, til Sundet, for at hylde Dannerkongen, som Sundets Herre. End efterat halvtredie Hundrede Aar ere rundne i Tidens Hav, vækker den dristige Tanke, som udkastede, og den kraftige Haand, som udførte Værket, fortjent Beundring. Men en Gjenstand for Fremmedes Forundring, er Byens Søside, som dette stolte Værk behersker, naar de, som her tænkte sig en Skov af kneisende Master smykke Strandbredden, finde denne nøgen, som et Fiskerlejes Strand, bedækket af stinkende Tang og Gruus.

Men at Helsingøer, uagtet en lang og dyb Fred, til Fremmedes Forundring, og Byens saavelsom Landets store Skade, mangler en Havn, der kan svare til de paa Østersøen handlende Kjøbmænds, Skibsejeres og Søfarendes Haab, og de til Clarering i Sundet stoppede Skibes Krav paa Nationen: det er Noget, hvis Grund nok maa søges i saadanne Vanskeligheder, som ofte hindre et fælles Nationalgodes Fremme; deels have visse oeconomiske Skribenter dannet sig en Forestilling om, at en Havn i Sundet kunde gjøre Hovedstadens Handel Afbræk, og muligt saaledes i sin Tid bidraget til at standse Udførelsen. Men at denne Frygt er ligesaa ugrundet, som statsskadelig, vil man let overbevises om, ved at lægge Mærke til, at Hovedstadens Beliggenhed ikke egner sig til det Slags Transithandel, som kunde erhverves, men som, af Mangel paa en Havn i Sundet, gaae Danmark forbi, og til hvilken Helsingøer allene har en beqvem Beliggenhed. Benyttelsen af denne kan paa ingen Maade skade Hovedstadens Handel, hverken ved Colonierne, Rigets Provindser eller Østersøen. Tilflyder ikke nu den største Deel af Omsætningscapitalen i Sundet, Hovedstadens Kjøbmænd, Værftsejere og Haandværksfolk, og gaaer ikke selve Sundstolden igjennem de førstes Hænder? hvormeget maatte da en Forøgelse af Sundets Handel med Fremmede ønskes og befordres af dem, som deres egen Fordeel? de kunde jo paa enhver selvbehagelig Maade tage Deel i samme; eller mon det kan tænkes, at Sundboeren, som saa beredvillig optager Fremmede, ikke med aabne Arme og broderligt Hjertelav vilde modtage den gjeve Hovedstadens Indbygger, som attraaer, for at drive lovligt Erhverv, at bosætte sig iblandt dem og deeltage i de Byen ønskende Fælledsgoder?

Saalænge vi paa en af Naturen saa veldannet Beliggenhed nøies med at være Tilskuere af, at en Mængde fremmede Skibe passere forbi Kysterne eller midt igjennem Landene, og ikke stræbe efter større Samqvem med eller anden Fordeel af Søfarten, end hvad denne er tvungen til at yde os, indseer man lettelig, at dette maa blive lidet, i Sammenligning med, hvad det kunde vorde. Til Exempel: Det er en bekjendt Erfaring, at Kattegattet, endog i strenge Vintre, sjeldent iislægges, og skeer dette end undertiden i Snevringen, da er det kortvarende, efterdi Isen brister snart og bortføres af den rivende Søndenstrøm. Sædvanlig er Skibsfarten til og fra Kattegattet aaben hele Maaneder, medens den faste, eller dog Driv-Iis spærrer Beltet, Drogden og Floderne *). Var der paa saadan Tid, hvor fremmede Skibe ikke tør vove sig til eller fra Østersøen, og danske Skibe kunde være eller frygte for at blive iisbundne, en Havn i Sundet, da skulde mange Skibe, som nu maa flygte til og overvintre i svenske eller norske Havne, hvorfra de vanskeligen kunne komme tilsøes, og ofte ved Forsøget forulykkes, anløbe Havnen i Sundet, og de kande midt i Vinteren fortsætte Reisen til deres Bestemmelse. Var der Oplag i Sundet, da behøvede de Lande, som bleve brødtrængende, ikke, som nu, at oppebie Foraarets Komme og Østersøens Aabning, men de kunde, til næsten enhver Tid, eftersom det ene eller andet, Østersøens eller Danmarks, Produkt fandt Søgning i Udlandet, hente samme i Sundet, og fortrinlig kunne danske Skibe, som laae der, tidligere end nogen anden Nations finde Fragt og Fortjeneste, ved at seile til det fordeelagtigste Marked.

Fra Østersøen afsendes især meget Korn og Staver for egen Regning til vestlige og sydlige Lande. Kjøbmanden lokkes ofte dertil ved indbydende Breve, undertiden ved offentlig bekjendtgjorte Markedspriser; men selv disse kunne være pro forma. Han erfarer maaskee allerede inden Skibet er afseilet Skuffelsen, og forudseer det visse Tab, der forestaaer ham, og han skulde gjerne oplægge sit Gods i Sundet, for at oppebie en gunstigere Leilighed til Afsætning, om han kunde. Mangen Skipper indtager i de sydlige Lande istedet for Ballast en Ladning Salt for egen Reging, og seiler dermed til Østersøen, for at søge Fragt. I Sundet underrettes han om Fragterne i Østersøens Havne, men sættes i Forlegenhed, naar han til de Stæder, hvor Fragter findes, enten aldeles ikke tør bringe sit Salt, eller dette der er belagt med Indførselstold, næsten lige saa høi, som selve Varenes Markedspriis der paa Stædet; han maa da opgive Udsigten, at faae en god Fragt, og er tvungen til at seile til de Havne,hvor Salt kan afsættes, men hvor der maaskee ingen Fragter gives, og han foretrak vist gjerne, at oplægge sin Ladning i Sundet, for at kunne have Frihed til at begive sig did, hvor der findes Fragt. Her er kun nævnt nogle af de mange Fordele, som kunde blive Landet til Deel, og hvorved Handel og Søfart, uden nogens Fornærmelse, kunde opmuntres og fremmes. Flere og vigtige Grunde, som ikke egne sig til offentlig Prøvelse, tale for Nødvendigheden af en Havns Anlæg ved Helsingøer, mod hvilket i det Hele der kun kan gives forudfattede Meninger.

Den 24 December, 1822.

- *) Den 16de d. M. var Eidercanalen belagt med Iis, og den 18de var Elben fuld af Driviis, og Overelben tillagt, medens vi her intet kjendte til Frost.

Maarslettes Piil.[redigér]

Est Du falden gamle Kjæmpeflamme
Alt for Ørens centnertunge Slag?
Hviler end i Arnens lyse Flamme
Beddet under Hyttens ringe Tag?

Skalst Du ei om hannem mere minde,
Han den Ædelmand fra Græve By?
Som saa mangengang har maattet finde
Under Dine Grene venligt Ly?

Skal Du ei ad Bonden mere smile,
Som fra Kjøge Landevei Dig seer?
Og skal ingen mødig Vandrer hvile
Under Dine svale Skygger meer?

Ak! her sad han, denne gamle Gjæve,
Naar fra Arelstad han ilte hjem;
Tænkte paa sit dyrebare Græve,
Tog en Draabe - vandred' vid're frem.

Qvæget var den Oldings trætte Lænder,
Styrket var vor Gamles svage Fod;
Og med Staven i de matte Hænder
Han sit kjære Hvilested forlod.

O! og Du var mig en venlig Stjerne,
Gamle Piil! naar jeg fra Staden tog;
Herfra saae jeg Stedet i det Fjerne,
Hvortil længselfuldt mit Hjerte drog.

Der, hvor jeg saa mangen Sommer Morgen
Henrykt sværmed' i Naturens Favn,
Drømte Glæden, og bortspøgte Sorgen;
Signed' kjærlig Gjæstfrihedens Havn.

Ak! til Støv forlængst er han nu vorden,
Han den Vandringsmand, der bar dit Navn;
Brat blev og Du rykket bort fra Jorden,
Og - kun Barden græder ved Dit Savn.

Ja Børnlille! det er Skjæbnens Følge:
"Alt hvad lever engang skal forgaae",
Og først Tidens underfulde Bølge
Vil i Evighed sin Grændse naae.

Indenlandske Efterretninger.[redigér]

  • Den 9de d. M. døde i Kjøbenhavn Frederik Carl Gutfeld, Sognepræst ved Holmens Menighed og Provst over Holmens Provstie, Ridder af Dannebrog og Dannebrogsmand. Han var født den 9de October 1761 i Bedtofte, under der Tørninglehuske, hvor hans Fader, der døde 1797, som Sognepræst til Skjærbek i Ribe Stift, da var Præst. Han deponerede 1780 fra Latinskolen i Haderslev, tog 1784 theologisk Examen med bedste Characteer, og blev 1790 Sognepræst for Hirschholms Menighed, 1796 Præst i Corsøer og 1800 Slotspræst ved Fredensborg og Sognepræst til Asminderød. 1811 blev han Provst over Holmens Provstie og tillige Ridder af Dannebrogen. Han regnedes, som bekjendt, blandt Danmarks ypperste geistlige Talere, og hans Foredrag, stedse levende og blomstrende, vidnede om hans poetiske Talent, som han ved sine Digte, fuld af Inderlighed, lagde for Dagen. Disse udkom samlede i 1802. Hans "Historiske Skildringer, Scener og Tildragelser af det virkelige Liv, 1805", ere vel tildeels Omarbeidelser efter andre Forfattere, men i det Hele skrevne med Digterfølelse og Aand. Af Selskabet for de skjønne Videnskabers Forfremmelse var han Medlem. Hvad han følte for Venskab, det viste han 1799 i Mindetalen over sin hedengangne værdige Embedsbroder Birchner, og det Minde, han tillige satte ham i Forerindringen til sammes efterladte Skrifter, Kbhavn 1800. Hvad han der til Slutningen siger om hiin Trykkefrihedens gjæve Talsmand, vil uden Tvivl hver Dydens Ven istemme ved hans Baare: "Stille Grav! du, ved hvis Bredde jeg ofte dvælede tungsindig og eensom, og tænkde paa Venskab og Dyd og Evighed; sjeldent, maaskee ingensinde, seer jeg dig igjen; men aldrig - aldrig glemmer mit Hjerte den Ædle, der, Sandheden tro, sank hen i dit rolige Skjød." - Hans sidste Arbeide var: "Andagtsblomster fra Schweiss", der vandt saa meget Bifald, at et andet Oplag gjordes nødvendigt.

Blandede Efterretninger.[redigér]

Om Napoleons Ophold paa St. Helena.[redigér]

(Fortsættelse; see No. 97 forr. A.) Det er ikke sandt, sagde Napoleon, at min Formæling med Maria Louise var een af de hemmelige Artikler i den faa Maaneder i Forveien sluttede Tractat. Neppe var det blevet bekjendt, at Frankrigs Interesse havde bevæget mig til at lade opløse min første Ægteskabsforening, saa fandt andre Sider adskillige Planer Sted, for at forbinde sig ved en Formæling med mig. Ogsaa den - - lod strax kalde Narbonne til sig, og yttrede sin Forundring over, at man endnu ikke havde tænkt paa hans Familie. Den Gang var Talen om en Formæling med en - Prindsesse. Det Wiener Cabinet sendte angaaende denne Gjenstand Instructioner til Fyrsten af S- Gesandt i Paris. Ogsaa den -ste Gesandt fik Depecher fra - -, hvori denne erklærede sin Beredvillighed til at give mig sin Søster til Gemalinde, hvorved imidlertid den Omstændighed, at man forlangte Indretning af et - Capel i Thuillerierne, lagde nogle Hindringer i Veien for. Der blev sammenkaldt et Geheimeraad, og Stemmefleerheden var for en østerrigsk Prindsesse. Jeg overdrog Prinds Eugen at gjøre en Communication, hvorpaa Ægteskabsartiklen, lig den mellem Ludvig XVI. og Maria Antoinette, blev undertegnet. - var utilfreds, at hans Communication var skeet forgjeves, fordi han troede, han var skuffet, og at der havde fundet to Underhandlinger Sted, hvori han dog tog Feil. Der var ydermere ikke tænkt paa en Forbindelse med Østerrige, førend Narbonnes Depeche indtraf, hvilken meddeelte ham Efterretning om det ham af - - givne Vink. Formælingen med Maria Lousie var i Geheimeraadet inden 24 Timers Forløb foredraget, besluttet og undertegnet. Adskillige Medlemmer vare af den Mening, at jeg burde tage en fransk Gemalinde, og Grundene for dette Skridt vare for et Øjeblik i Begreb med at beholde Overvægt; men - - Hoffet lod mig tilkjendegive, at hvis jeg afslog det, at vælge en Prindsesse af eet af Europas regjerende Huse, saa vilde dette være en stiltiende Erklæring angaaende min Hensigt, at styrte disse Huse, saasnart en Leilighed dertil tilbød sig. Da Napoleon erfarede af O'Meara, at Prindsesse Charlotte var død, og Aarsagen til hendes Død, yttrede han sin Uvillie over Accoucheuren, og forundrede sig over, at Pøbelen i London ikke havde stenet dem; han bemærkede, at nogle gamle, gifte Koner, som ofte havde været i Barselseng, burde været i Barnsnød hos hende, og disse vilde snart seet, at det ikke gik rigtig til med Forløsningen. Maria Louise, tilføjede han, vilde ved min Søns Fødsel have død samme Død, havde jeg ikke personligen truffet de fornødne Anstalter. Da hun var i Barnsnød befandt jeg mig i et tilstødende Værelse, og gik op og ned. Efterat hun i adskillige Timer havde havt Veer, kom Accoucheur Dubois til mig i Sideværelset og erklærede mig med alle Kjendemærker paa Bekymring, at Keiserinden var i stor Fare, da Barnet laae paa den urette Side. Jeg spurgte ham, om der ikke ellers var mødt ham noget Lignende? - Vel i enkelte Tilfælde, svarede han, dog neppe i e e t blandt tusinde, og det var ham yderst smerteligt, at dette overordentlige Tilfælde netop fandt Sted hos Keiserinden. Glem, sagde jeg, at hun er Keiserinde, og behandl hende ligesom hun kunde være en Kræmmerkone i St. Denis Gaden. Kun dersom beder jeg Dem indstændigst. Hvem skal jeg redde, spurgte Dubois videre, naar enten Moderen eller Barnet maa opoffres? - Uden Betænkning Moderen, svarede jeg. Derpaa ledsagede jeg ham hen til Sengen, opmuntrede og beroligede Keiserinden, og holdt hende, medens Tangen blev anlagt. Barnet syntes, da det var kommet til Verden, i Begyndelsen at være dødt, men ved Gnidning og andre Midler bragtes det til live igjen.

Min Formæling med Maria Louise frembragte ingen Forandring i min Levemaade; hun forbandedes, da hun efter fuldbyrdet Bilager fandt, hvor faa Forsigtighedsregler jeg brugte, for at betrygge mig mod Angreb paa mit Liv; da hun saae, at der kun stod Skildvagter for de yderste Døre af Palladset, og om Natten ingen Hofcavalier opholdt sig uden for Dørene af de indere Gemakker, ja, at endog Dørene ikke vare lukkede, og ingen Geværer eller Pistoler vare i Værelserne, hvor de sove, spurgte hun, "hvorledes det gik til, at jeg ikke træffer halv saa mange Forsigtighedsregler, som hendes Fader, der dog intet havde at befrygte?" "Jeg er, svarede jeg hende, for meget Fatalist, til at føje Forsigtighedsanstalter mod Mord." I Paris pleiede jeg ofte at gaae ud, uledsaget af min Garde, at blande mig blandt Folket, og modtage Ansøgninger; ogsaa trængte man sig saa tæt omkring mig, at jeg neppe kunde bevæge mig. - Med hvilken Ømhed og Hengivenhed, jeg stedse behandlede Maria Louise, derom maa hun selv tale. Efter hendes tvungne Adskillelse fra mig, tilstod hun i de meest rørende Udtryk for - - hendes inderlige Attraa efter at forene sig med mig i min Landsforvisning, og roste mig og min Adfærd imod hende; - en tilstrækkelig Gjendrivelse af den mod mig udbredte modsatte Beskyldning. (Fortsættes.)

Af de to mærkværdige Mænd, Bolivar og Morillo, leverer George Laval Chesterton i A Narrative of proceedings in Venezuela, in South America,in the years 1819-20, følgende Skildring:

  • B o l i v a r er født i Carraccas, og een af de i Landet Rigeste paa bevægelige og ubebævegelige Ejendomme; han er nu 40 Aar gammel, liden afVæxt, mager, har graa Haar og et ganske hvidt Knebelsbart; med hans store straalende Øine seer han aldrig Nogen lige i Ansigtet; han har intet Forekommende; hans Tale bestaaer af Eenstavelsesord: Ja og Nei. Hans Klædedragt bestod, da Forf. talte med ham, af en kort Trøje, som det brittiske Hestartillerie, Pantalons, besatte med Guld, en Hue med en Fjer, som de brittiske Fodfolk bære, Halskluden omhyggeligen bunden. Han taler godt Fransk, kun faa engelske Ord. Hans Bevægelser ere meget levende; han gaaer med Værdighed og Selvfølelse. Man tiltroer ham kun faa Aandskræfter, men hans Virksomhed og Udholdenhed ere beundringsværdige, saa at Morillo aldrig vidste, hvor han ville møde ham. Paa Fiender blandt Patrioterne mangler der ham ikke; hans tidligere Rigdom virker, som Forf. troer, endnu paa den Agtelse, man bær for ham. Men Paëz er Landets egentlige Yndling, der, hvis han var ærgjerrig, let kunde fortrænge Bolivar. Hevngjerrig og grusom skal han have ladet en colørt Anfører skyde, efter Adskillige, paa Grund af en Sammensværgelse, hvis Hensigt var at myrde de Hvide, efter nogle af Skinsyge. En Anden, der i sine Folks Navn erklærede, at de uden Skoe ikke vilde drage vide, maatte friste samme Skjebne; En, der af Mathed ikke kunde komme videre, skal han have ladet binde ved sin Hests Hale og slæbe afsted. Med Nødvendigheden undskylder han, at han ikke kan holde sit Ord mod de fremmede ankommende Krigere og Kjøbmænd.
  • M o r i l l o, nu henved 50 Aar, er en anseelig Mand, med fyldigt Ansigt, sorte Haar og Øine, af krigerisk, men dog behageligt Udseende; han bærer intet Knebelsbart. Fri i sine Samtaler opvækker han Tillid; sine Følelser kan han i det Udvortes ikke skjule. Uden Stolthed taler han med den Ringeste paa lige saa fri en Maade, som med den Fornemste; i Samtalen er han munter og aandrig; han bliver ubeskrivelig heftig og rasende, men skammer sig siden derover. Han holder ei af Prunk, undviger Æresbevisninger paa Reiser, som han, ledsaget af saare Faa og ubevæbnet, gjør, hvilket vidner om, hvormeget han elskes der i Landet, endskjønt Uafhængigheden ogsaa der har sine Venner, hvilke dog foretrække Ordenen iblandt sig for dens Modstanderes vilde Frihed. Megen Omhyggelighed har han for sine Klæder, bærer stedse to Stjerner og andre Ordener; endog til den Ringeste paa Gaden taler han venligen; aldrig har en Anfører været saa elsket af sine Undergivne, som han; hans Nærværelse begeistrer dem og indgiver dem Tillid. Han gider gjerne tale om sine Feldttoge med Britterne i Spanien; beklager de forførte og mod ham kjæmpende Britter i America, men sin Regjerings Befalinger maa han følge; Uslar blev sildigere ført til Døden. Som Gemeen har Morillo begyndt sin Løbebane; han var Sergeant ved Udbrudet af Tingenes Omvæltning i Spanien og Kampen mod Frankrige; som Fændrik samlede han en Hob Bønder, berendte Vigo, som overgav sig, ved hvilken Lejlighed han selv udnævnte sig til Oberstlieutenant: en Ophøjelse, som Regjeringen siden selv stadfæstede. Han oprettede et Regiment Union (der fulgte ham til America, under Navn af Regimentet Valencai), og har saaledes befæstet hans Hæder, at Kongen bestemte ham som den Dueligste til de vanskeligste Foretagender hiin Side Havet; og Stort har han ydet med de ringeste Midler, forladt af Moderlandet; hans Magt bestod, ved Forfatterens Nærværelse, i det Højeste af 8000 Mand. - I Henseende til Venezuelas politiske Stilling yttrer Forf. sig saaledes: Creolerne ere nu frie. Hvorledes de ville forliges med de andre Folkestammer, og hvorvidt, efter det spanske Aags Afrykkelse, sand Frihed vil kunne grundfæstes i hine vidtløftige Lande, vil Fremtiden lære. Nordamerikanerne, befriede for Engellands Herredømme, havde det lettere; her var ingen Kamp blandt forskjellige Stammer, og Folket havde Sands for brittisk Frihed og længst øvet sig deri; ganske det Modsatte af alt dette er Tilfældet i Sydamerica; ved de bedste Ønsker lader det sig ikke tabe af Sigte, hvilken tung Skole, Indbyggerne i Fremtiden have at gjennemgaae.

---

  • Den berømte Cuvier fremsætter i Indledningen til sit nyeste Værk Recherches sur les ossemens fossiles &c. T. I. Paris 1821 sine geologiske Anskuelser og Historien om hans Palæologiske Studier. Resultatet deraf er, at den store Catastrophe, hvorved Jordlegemet har faaet sin nuværende Skikkelse, ikke kan være over 5-6000 Aar gammel; selv de gamle folkeslags Sagn, og Historien peger hen derpaa. Hvad Palæodyrene (Oldyrene) angaaer, saa kunne de ikke betragtes som Ur-Dyr af de endnu tilværende Slægter og Arter, hvor nær end adskillige af dem ere beslægtede med samme; heller ikke kunne disse være fremstaaede af hine som Afarter i Tiden. I Henseende til Leiene vise de firføddede Æglæggere sig overalt tidligere end Pattedyrene; Sødyrene tidligere end Landdyrene, de til ubekjendte Arter hørende Landdyr kun i Ferskvandslande; ved Siden af dem, endskjøndt sjeldent, adskillige undergangne Arter af tilværende æglæggende Dyr og Fisk, alle, som det synes, fra fersk Vand. De Slægter, der høre til bekjendte Arter, f. Ex. Elephanter, Næshorne, Flodheste, befinde sig aldrig sammen med Dyr, hørende til tidligere Tider, de i Overgangsbjergland snart med Sø- snart med Ferskvandsmuslinger, men ingensinde i regelmæssige Bjerglag. Bekjendte Specier af endnu tilværende Slægter findes kun i nyligen oversvømmet Land, udtørrede Sumpe, Søer og deslige. Anthropoliter (Menneskeforsteninger) gives der ikke; alle dem, man har antaget derfor, er af nyere Oprindelse, eller aldeles tvivlsomme. Det hele Antal af de hidtil bestemte og ordnede Pælotherier af Pattedyrenes og Æglæggernes Classe udgjør 100. Halvfjerdesindstyve deraf danne aldeles nye Slægter; 11-12 have en afgjort Lighed med de Arter, der end ere til, dog har man endnu ikke kunnet sammenligne fuldstændigen. 40 af hine 70 danne nye Slægter; de øvrige lade sig bringe under de samme Slægter og Underslægter.Den Fjerde Deel af hine 100 ere Æglæggere; de øvrige have tilhørt fiirføddede Pattedyr, og over det halve Antal havde Hove, og vare ikke drøvtyggende.
  • I Feodosia i Krim lever en Lastdrager, Soust Oglu, født i Erzerum i Armenien 1702, der er endnu saa rask, at han kan løbe ned ad en Trappe som et ungt menneske og i afvigte Aar endog bar en Sæk Meel op paa et Bjerg. Hans graa Skjæg begynder i Tindingen at blive sort igjen, som Tilfældet ogsaa har været ved andre meget gamle Folk, og efter at han havde fyldt sine 100 Aar fik han tre nye Tænder.
  • En D a n s k er for nogen Tid siden fulgt som Tolk med de Herrer Warrington, Woodnich og Clapperton paa deres Expedition til det indere Africa. De skulle have fundet, at Nigerfloden under 40 Gr. S. og 12 N. V. taber sig i den derværende Ørks Sandhav.
  • Det tagne spanske Skib Yeoman med 400 Negre og 16 engelske Matroser skal være blevet opsluget af en Vandhose, og kun 7 af Matroserne reddede sig i en Baad.
  • I Trondhjem har d. 7de f. M. en over 60 Aar gammel Chirurg, ved Navn Mohlert, begaaet et gyseligt Mord. Han har skaaret Halsen over paa Pigen i det Huus, han logerede, afskaaret hende begge Armene, og Haanden af den ene Arm, givet hende siden nogle Snit i Maven og hakket det dræbte Legeme i smaae Stykker, som han gav sig til at kaste gjennem Vinduet ud paa Gaden. Hans Gjerning var sandsynligviis en Virkning af Aandsforvirring. Han sidder arresteret og har bekjendt at have tilforn begaaet flere skrækkelige Forbrydelser, som man hidtil intet har vidst af.

Kjøbenhavns Børs, d. 10 Januari.[redigér]

Cours. Hamb. 2 M. 244, a vista 247. Amsterdam 2 M. , . London 2 M. 11 11/43 Rbdlr. Spec. 250. - Specier folgtes til 15 Rbmk. Obligationer (med Renter fra 11te Dec. 1822) 77« a 78. Nationalbank-Obligationer (af Laanet d. 2 Febr. 1820) 101« a 102 Rbd. r. S. (uden Renter) ell. 127« Rbd. Sedler pr. 100 Rbd. r. S. - Norske Rigsbanksedler 13«. - Svenske Sedler 59« - Disconto 5 pC.

Kjøbenhavn. Trykt hos I. H. Hvecke.

Hentet fra "https://da.wikisource.org/w/index.php?title=Nyeste_Skilderie_af_Kjøbenhavn_20._årgang,_nr._3&oldid=18403"