Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn 20. årgang, nr. 4

←Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn 20. årgang, nr. 3

Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn 20. årgang, nr. 4
af Salomon Soldin

Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn

Tyvende Aargang No. 4

Udgivet, redigeret og forlagt af S. Soldin

Forsendes, i Følge Kongel. allernaadigst Tilladelse, med Brevposterne.

Tirsdagen den 14 Januari 1823.

Gestern war es nicht, und weder Heute noch Morgen wird es, uns jeder
verspricht Nachbarn und Freunden es Ja, er verspricht es den Feinden. -
So edel gehen wir ins neue Säklum hinüber, und leer bleibet die Hand und der Mund.

- Goethe.

Naar den Lidende, som, betynget af Byrder, og kjæmpende med Livets Møie, seer sin Undergang dagligen nærme sig med langsomme, men sikkre Skridt, offentligen yttrer sin grundede Klage, kan det da vel misbilliges? Vil den retsindige, for hvem Sandhedens Stemme er en Vellyd, ikke antage sig disse Klager som egen Sag, og søge at fremme, hvad der sigter til det Gode og den almindelige Tarv? Kan det være ligegyldigt, at mange flittige og gode Borgere efterhaanden forarmes?

Jeg taler om det asiatiske Compagnie. Hvad der er skrevet og klaget i offentlige Blade, og med Bitterhed yttret i Compagniets Forsamlinger, kunde fylde Folianter, men det har ei hjulpet; hint har skadet den offentlige Opinion, medens hvad enkelte brave, oplyste Sandhedsvenner have sagt, er forbigaaet med Taushed.

Opgaven er den: skulle Interessenterne i Compagniet aldeles gaae til Grunde, ved at see deres Actier falde til Intet, og Compagniet bestaae? eller skal den Ene række den Anden Haanden, og antage et Medium, passende efter Tiden og Conjuncturerne, saaledes at Alle kunne leve?

Jeg for Exempel, og saaledes kunne mange hundrede Interessenter tale, har arvet mine Actier efter mine Fædre. Dengang var Compagniet i højeste Flor; dets Flag vajede paa alle Have, og med hver en ny Ladning, som kom hjem, forægedes dets Velstand og Credit. Hvor kunde Fædrene troe, at sligt et colossalt Etablissement, der stod paa Jernpiller, kunde undergraves? Med hvilken Ro gik de i Graven, da de efterlode deres Børn i Arv en Formue, der var saa vel grundet! Hvor kunde de troe, at andet var mueligt? Med samme Tiltro, som Fædrene efterlode mig Actiebrevene, modtog jeg dem; de første Aar derefter rodfæstedes min Tiltro; jeg forsørgede mig og min Familie, og byggede mit Fremtids Haab paa denne min Formues Tilstand, som skulde værne om mit Livs Ophold og Alderens kommende Dage. Dog, snart svandt disse Blændværker; snart fik jeg kun ringe Udbytte, og omsider udeblev det aldeles. Jeg trøstede mig med Haabet om en bedre Fremtid, og min Tiltro var endnu usvækket; maaskee bedre Tider og heldigere Conjuncturer kunde indtræffe, og udebleve disse, da stolede jeg paa de Mænd, der værnede om mit Vel; sikkert byggede jeg paa det Haab, at de i Tide, naar deres Indsigt bød dem det, vilde udfinde et Middel til at redde enhver Mand Sit, og skulde dette endog skee ved Opofrelse, da er jo Medborgeres Vel, og Bevidstheden at have fremmet dette, den værdigste Erstatning for hver Opoffrelse.

Jeg vil ikke tale om Compagniets Opløsning, og om det er politisk rigtigt, som jeg ei forstaaer at bedømme; men det veed Enhver, at der ved den nuværende Handel intet er at gjøre, og at der intet kan ventes, uden Tab, forenet med Risico. Erfaringen lærer mere end dette, da rige Ladninger ere hjemkomne, der enten sælges med Tab, eller henligge i Pakhusene. Jeg vil altsaa blot foreslaae, hvad der kunde gjøres for Interessenterne, for nogenledes at raade Bod paa deres billige Klager og højeste Misfornøjelse, og at garantere disse for aldeles Tab af deres Formue; thi lidt kan bevirke det; den ubetydeligste gode Villie, viist fra Compagniets Side, til at hæve Actierne, der ved Opinion ere faldne langt under deres Værdie, vilde strax vise den heldigste Indflydelse paa dette nu som Pesten hadede og forskudte Papir, og dette kunde vel neppe bedre iværksættes, end naar enten Compagniet tilkjøbte sig Actier til en vis Priis, eller garanterede dem en vis Værdie og tilsvarende deraf Rente; efter hvad Compagniet har opgivet, eier det endnu Formue, og kan altsaa gjøre det. Det eier for Exempel næsten 1 Million i Kongelige Obligationer; hvorfor ei garantere hver Actie med 2 Obligationer, og lade disse nyde Rente deraf; omendskjønt dette kun er lidt for en Actie, saa kunde det dog være tilstrækkeligt, for at tilfredstille Interessenterne, og Bitterheden blev dog formildet; thi at tabe Noget, kan bæres, men at tabe Alt, kan lede endog det gode Menneske til Fortvivelse; - fandt man det tjenligt, kunde man jo gjerne tumle, handle og expedere saa meget man vilde, med de Midler og Kræfter, man endnu besidder; kun maatte undtages den Fond, som skulde sikkre Interessenterne en Rente og et Hypothek for deres Actiers Værd; under denne Priis kunde de da ei falde, men tvertimod hæves ved Haabet af bedre Conjuncturer, der vilde forøge denne Værd. Paa denne Maade kunde jo dette Etablissement bestaae, og Alle leve; men naar det vedbliver som nu, maa nødvendigen Actierne falde til Intet, og Interessenterne, hvoriblandt mange gode Borgere, forarmes og falde Staten til Byrde med dem eller deres Familier, eller af Mangel ledes til uberegnelige Uheld.

Betragter man nærværende Sag, uden Bihensigter, saaledes som den fremstiller sig for den Upartiskes Øine, saa finder man, at der kun ere to Midler til at frelse Interessenterne fra fuldkomment Tab. Det ene er Opløsning, medens det endnu er Tid; det andet, Compagniets Forvandling til et med Tidsomstændighederne mere overenstemmende Handels-Institut. Mod det første indvende de, der enten ikke ere interesserede i Compagniets sande Tarv, eller som allerede for længe siden have vidst at stille sig ved deres Actier, at et Compagnie, som det asiatiske, Christian den Fjerdes Stiftelse, hvorved saa mange Mennesker sættes i Virksomhed, saa mange Handlende paa forskjellige Maader vinde, aldrig bør opløses. Det bør staae, sige de, urokkelig som en Klippe. Dog, spørger man dem: men Interessenterne? skulde de lide Tab og bringe dagligen Offere, for at vedligeholde hiin Stiftelse? saa svare de: hvo vil bryde sig om Interessenterne! De maa finde sig i deres Skjebne. Men spørger man disse for Compagniet saa ivrige Talsmænd igjen, om de ville kjøbe Actier, endog kun til 70 Rbd., saa betakke de sig for Tilbudet, og man seer da, at deres Patriotisme mere bestaaer i Ord end Daad. Med al den Agtelse jeg har for Christian den Fjerdes Stiftelse, er jeg dog overbevist om, at hvis denne store Konge levede nu, og blev spurgt om han ønskede, at hans Stiftelse skulde vedblive at være til, paa en Tid, da Handelen paa China, ved forandrede Conjuncturer, er forbunden med Tab; medens Enker og Faderløse sukke og græde over, at deres Capital ikke giver mindste Frugt af sig, saa vilde han upaatvivleligen svare: "opløs min Stiftelse, og lad Enkerne og de Faderløse faae hver for sin Deel saa meget som der, ved Realisationen, kan komme ud af det Hele", eller og: "opsøger en anden Handelsplads end China, og stræber, ved den endnu levnede betydelige Capital, at forskaffe mit Compagnies Interessentere var det end kun 2 pCt. Udbytte. Jeg har ikke stiftet noget saadant Handelsselskab, i den Hensigt, at dets Interessenter skulde lide Tab, eller deres indskudte Capital blive til Intet, men jeg vilde forene deres Savn med det Almindeliges." Saaledes vilde Christian, som i saa høi Grad elskede sine Undersaatter, tale; ikke at hans Stiftelse, levende død, skulde fødes paa Interessenternes Bekostning. Alting i Verden er afhængigt af Tiden, følgeligen ogsaa et Handelscompagnie. Nu er eengang Handelsforholdene i Europa saaledes, at der for et dansk asiatisk Compagnie aldeles intet er at vinde, men meget at tabe. Skulde Handelen paa China drives, som en patriotisk Opoffrelse, paa Interessenternes Bekostning, for at sætte en Deel Mennesker i Drivtighed, og fordi Compagniet, som en Stiftelse af Christian den Fjerde, ikke bør ophøre, saa kunde man jo af samme Grund ogsaa gjenoprette Tapetfabriken i Kjøge, som ligeledes var en af denne Monarks Stiftelser. Rigtig nok vilde man blive nødsaget til at lægge Tapeterne fra Kjøge, ligesom nu Theer og andre Varer fra China, paa Pakloftet, men der blev jo derved holdt Liv i en herlig Indretning, og mange Mennesker satte i Arbeid og Virksomhed! Hver upartisk Sandhedsven vil imidlertid indrømme, at et Handelscompagnies Formaal er, at Interessenterne skulle høste F o r d e e l, ikke Tab af dets Foretagender, og at det kun er en ilde Trøst for dem, der see deres Indskud med hver Dag blive mindre, eller deres Actier til Intet, at de af deres sure Sved, af de Penge, hvorved de haabede at kunne forsørge deres Umyndige, sættes en Hob Mennesker i Drivtighed, og holdes en to Hundrede Aars Stiftelse i Live. Der gives igjen et andet Partie, som vel indrømmer det Ubillige i, at Eierne af 4800 Actier skulle roligen være Vidne til, hvorledes der gives et Compagnie, som udsender Skibe til China, holder Vareauctioner og Generalforsamlinger, lønner Betjenter - alt ligesom i de meest blomstrende Tider, uden at de i henved fjorten Aar have seet en eneste Rigsbankskilling i Udbytte. Men dette Partie trøster de lidende og sukkende Actieeiere med det samme, som man trøster den Svindsottige, der ikke har anden Udsigt end den visse Død - med Tid og Taalmodighed. Dog, hvor megen Tid og Taalmodighed vil man da endnu der skal haves? Ere Actiernes Priis ikke allerede sjunkne til 65 Rbd., eller fra 400 Specier til 22? Skal den da synke til Nul? Og hvad troer man Tiden og Taalmodigheden skulle bringe? Kunne de forskaffe os Afsætning paa Varer, som Americanerne, med deres let seilende Skibe og ubekostelige Udredninger kunne sælge til langt billigere Priser? Lad der nu end være for os noget at vinde paa enkelte chinesiske Articler, som Indigo o.s.v.; paa de fleste er der, som Erfaringen lærer, Tab. Havde Compagniet ikke handlet langt visere, om det havde beholdt sine Kongelige Obligationer, end solgt en saa betydelige Sum af disse, og for de indkomne Penge ladet komme fra China Varer, som det deels maa sælge med Tab, deels slet ikke kan blive af med? - Hvad gjør enhver klog Kjøbmand, naar han seer, at den Handel, han længe har drevet, ikke kan drives mere uden Tab? Enten ophæver han den, eller sætter sin Capital i et andet Fag, som der i det mindste intet tabes ved.

Jeg veed, at det her er sagt, maaskee er sagt ganske til Unytte. Men den Lidendes Graad og Sukke er ogsaa som oftest til Unytte; hans Lidelse forandres sjeldent derved; men gjøre de intet andet Gavn, saa give de dog hans beklemte Hjerte Luft.

Ønsker angaaende Theatret

1. En Fredagsabonnent beder, at man dog ogsaa vil have denne Aftens Skuespilbesøgere i Erindring med nogle af de yndede ny Stykker, især Syngespil, og at de ikke saa ofte maatte faae gamle Stykker at see.

2. En Mand, der ikke noksom kan takke Theaterbestyrelsen for de anbragte Aabninger til Luftens Rensning om Foraaret og Efteraaret, beder indstændigt, at disse Aabninger maatte være lukkede om Vinteren, naar det desuden er koldt nok i Skuespilhuset, da de paa saadan Tid af Aaret, uden Nødvendighed, bidrage til at forøge den Trækvind, hvormed man er saa rundeligen forsynet i vort Skuespilhus.

Spørgsmaal.

(Indsendt.)

Man har et saare vittigt Kobber af den berømte Chodowiecki. En rask Rytter paa en rask Hest farer igjennem en Landsbye og har 3 nederdrægtige Kjøtere efter sig. De gjøe ad ham af alle Kræfter, men see ikke engang til et gammelt udslæbt Øg, der staaer ved Siden af et Huus. Underneden findes følgende Indskrift:

"Stürmend bricht der laute Tross
"Auf den raschen Klepper los
"Und verschont die träge Mähre.
"Fällt Dich Schmähsucht wüthend an,
"Sey gewiss, Du bist ein Mann,
"Und ihr Bellen macht Dir Ehre!"

Det Kongelige Steentrykkerie vilde forbinde sig mange bedre Mennesker, ved at foranstalte, som et Nytaarsgave-Billede til Vedkommende, dette Kobber afcopieret og forsynet med dansk Indskrift. I saa Fald staaer det til Tjeneste, naar Steentrykkeriets Foresatte affordre det.

Hjelper end ikke dette paa den overhaandragende slette og uværdige Tone i Literaturen nær saa godt, som hiint i Leipzig udgivne Rescript, der bemyndiger Censorerne til at nægte hver Personlighed i private Klammerier Ret til at trykkes, om den den endog ikke indeholder nogen lovbestemt Injurie, gjør det dog saa meget, at det viser en slet Sag fra dens aldeles rette Side. Allerede derved er en heel Deel vundet. *)

-*) Den ærede Forfatter vil tilgive, at Spørgsmaalet No. 1 ikke er blevet indrykket. Uagtet det indeholder en uomstødelig Sandhed og et billigt Ønske, saa synes dets offentlige Fremsættelse dog let at kunne give Anledning til Mistolkning.

Indenlandske Efterretninger.

I Formiddags Kl. 11 bragtes afdøde Provst Gutfelds jordiske Levninger til deres Hvilested i Holmens Kirkes Capel. Liget bares fra Sørgehuset af Studerende, og blandt det anseelige Følge, der fulgte tilfods, saaes flere af Statens første Embedsmænd og en stor Deel af Geistligheden i Kjøbenhavn.

Digteren Baggesen har i Paris havt den store Sorg, at miste først sin Ægtemage og nu igjen ganske nyeligen en haabefuld Søn. - Hans Kone var en Genserinde, hvis Fader, navnlig Raybaz, i Begyndelsen af den franske Revolution havde havt en diplomatisk Sendelse til Paris, hvor Baggesen havde gjort Bekendtskab med Datteren. Ogsaa hans første Kone, Sophia Haller, en Sønnedatter af den berømte Haller, havde han den Kummer at miste paa en Udenlandsreise i 1798.

Boghandler F. H. Nestler i Hamborg har i Dagen ladet bekjendtjøre, at han i adskillige Skrivelser er blevet anmodet om, at afhjælpe enkelte Manuskripter i den af ham kjøbte A. Kallske Bogsamling, og at han er villig til, ifald et, efter Omstændighederne passende, Bud skeer, at sælge den i det Hele under eet, eller den største Deel deraf, for saavidt den angaaer Danmark. Han ventes her til Kjøbenhavn.

Af det Udtog af Prof. og Ridder Herholdos Observatio de affectibus morbosis virginis havniensis &c., som under Overskrift: En høist mærkværdig Sygehistorie, findes i Skilderiet No. 62 for s.A., læses nu en ordlydende Oversættelse i Morgenblatt für gebildete Stände, No. 221 s.A., under Titel: "Geschichte einer merkwürdigen Krankheit", men uden at Oversætteren nævner sin sande Kilde. Det er en Skik, som adskillige tydske Journaler, især de i Hamborg kommende Originalier, synes at have Hævd paa, at Stykker, endog originale, optages deri, og udgives for tydske Originalier. Dette kunde nu i Grunden være ligegyldigt, da saa mangen Fader maa see sine Børn vandre, under fremmed Navn, ud i Verden, og det eengang er Manges Vedtægt i Literaturen, at pløie med Andres Kalve. Men den vigtigste Skade, der flyder af en saadan Misbrug, er, at saadanne af Dasnke oversatte Stykker ere paa ny blevne oversatte paa Dansk og aftrykte i danske Tidsskrifter.

Dr. Lorenzen, fra Oldeslohe i det Holstenske, og Hr. v. Justi, i Arensburg, have vundet den af det Hamburgske Selskab til Konsters og nyttige Haandteringers Befordring udsatte Prisbelønning for en Afhandling om et nyt Canalanlæg til Østersøens Forbindelse med Elben ved Alster og Trave.

Blandede Efterretninger

Slavehandel.

(Fortsættelse; see No. 2.)

Mange Colonister bestemme i deres Testamente, at deres Børn skulle lade de Slaver, der have udmærket sig ved tro Tjeneste, frit Valgt, hvilken af Arvingerne eller hvilken Kjøber, de ville tilhøre. Men det er og bliver dog altid en egen Sag, at udvide Eiendomsretten i saadan Grad til Mennesker, som vel ere vante til Slaveaaget, men som ofte dog aflægge Prøve paa en Hengivenhed og Troskab, der beskjæmmer deres hvide Herrer. Da for adskillige Aar siden en Dame døde i St. Benoit, kastede een af hendes Negere sig, under Vægten af sin Sorg, over hendes Ligkiste, og det var ikke mueligt, at rive ham løs derfra. Da Ligbærerne vilde løfte Kisten op, fandt de, at han var død. Hr. Joseph Hubert befalede, at han som en Fri skulde begraves ved Siden af sin Beherskerinde, og at hans Børn paa Communens Bekosting, skulde frigives: en Beslutning, som Colonialforsamlingen gav sit Samtykke til. Men det Besynderligste er, at hint Menneskehandlere offte ere ulykkeligere end deres Slaver selv. Da der paa de franske Besiddelser ingen Forpagtere gives, saa har den rigeste Mand netop den største Plage, da han, for stedse at kunne høste, maa bestandig styre og bevogte en Hær af Sorte. Den, som har 100,000 Fr. i Indkomster, maa i det mindste holde 500 Slaver. Dertil kommer, at en eneste Orcan kan i faa Timer tilintetgjøre alle Frugterne tilligemed Træerne. - Først i de nyere Tider have de største Stater, opmuntrede ved Danmarks Exempel, begyndt at ville afskaffe Slavehandelen, men, som det synes, mere paa Papiret end i Virkelighed, thi Smughandlerne vide at tillintetgjøre Regjeringernes bedste Hensigter. Denne Handels Forsvarere anføre til dens Undskyldning, at man ved dens Afskaffelse vel ikke forøger Slavernes, men derimod Slagtoffernes Tal, thi de barbariske Nationer i Africa dræbe uden Barmhjertighed hver Krigsfange, de ikke kunde føde eller sælge. - Dog, hvad betyder nøie betragtet, denne Undskyldning? Er da Døden værre end evigt Slaverie, ynder en fjern Himmel? Har man ikke saa mange Exempler paa at de Ulykkelige, der slæbes fra deres Hjem til America, naar det kun er dem mueligt, skille sig selv ved Livet? Bliver Slavehandleren, der behandler de ulykkelige Neger som Qvæg, et bedre Væsen, end den africanske Høvding, der lader dem dræbe? Fordum bragtes Slaverne først til Lazarether, nu derimod søge Slavehandlerne at landsætte dem om Natten, og at naae med dem til Skovene, hvor, efterat de Ulykkelige ved Overfarten have udholdt store Strabadser, endnu Hungeren kommer til. De Sømænd, der gjøre Slavehandelen til Formaal for deres Reise, have sædvanligen kun skrøbelige Skibe at sætte Spil, og deres Beslutning er gjerne at vove Alt, for med Sikkerhed at kunne bringe deres Slaver i Land. Netop i samme Tid, da man forbød Slavehandelen, forøgede man Coloniernes Paalæg, hvis Producter dog vare blevne formindskede ved Berøvelsen af Arme til deres Dyrkelse. Colonisterne, især paa Bourbon, havde tillige store Forpligtelser at opfylde; de maatte med enhverRisico forskaffe sig Slaver, for at kunne udrede de de nye Afgifter, og, for at tilfredstille deres Creditorer, forøge Sukkersyderierne, og endeligen søge at faae Erstatning for de Slaver, som bleve fordrede til de af Regjeringen foretagne Arbeider, hvorved samme unddroges Plantagerne. Men den Deeltagelse, som Europa synes at vise Slaverne, staaer ganske i Modsigelse med den i Juni 1818 indførte Skik, at de Slaver, der ved Landingen paa Colonien, gribes, istedet for at tilbagegives deres Fædreneland eller sættes i Frihed, indbrændes med et gloende Jern de Ord: Au Roi, for derved at betenge dem som Kongelig Eiendom! - Den Overtrædelse, at indføre Slaver, straffes som Toldsvig med Contrebande. Dommerne paa Colonierne ere af den Mening, at de landede Slaver ikke kunne drives ud over de geometriske Skridt, Regjeringen har forbeholdt sig ved Havkysten, naar de ikke ere blevne forfulgte af Douanen. Forvaltningen derimod troer, at den kan fortsætte sine Efterforskninger i det Indere af Landet, selv om Slaverne ere undgaaede dens Opmærksomhed i de Øieblik, de landede. Saadanne Opsøgelser ere skeete paa Bourbon med den bevæbnede Magts Understøttelse, og paa Isle de France har man seet Slaver, der have angivet deres Herrer, som nyeligen havde kjøbt dem, ja løb omkring med brændene Fakler. Sligt maa nødvendigen udstrøe Sæd til Forvirring og lede til Oprør. Enten burde man overlade Colonierne ganske til sig selv eller paabyde Slavernes almindelige Frigivelse. Forfat. mener, at naar man er fast besluttet at ophæve Slavehandelen, saa udruste man Flaader og krydse overalt paa Kysterne, men saasnart Slaven har sat sin Fod paa Colonien, anmasse man sig ingen Ret mere over ham. Angreb paa Slaveriet er endnu farligere end Angreb paa Friheden. Forf. troer, at Følgerne af Humanitetssystemet er, at Colonisten iler med at benytte sig saa meget som mueligt af en usikker Ejendom, og reddende hvad han endnu kan redde, tilbage til Frankrig. Men man troe ikke, at Slavers Kaar derved forbedres. Skulde de engang blive Herrer over Bourbon, skulde de Hvide vorde forjagede af dem, saa vil Landet, som nu ernærer en arbeidsom Befolkning, udtømme sig, blive alt for lidet og for fattigt for 60 til 80,000 Aaget afrystende Dovnere, der uden Tvivl snart vilde synke tilbage igjen i Barbarie. St. Domingo, en Øe af overordentligt Omfang, kan i ingen Henseende komme her i Sammenligning med Bourbon. (Fortsættes.)

J. J. Rousseau.

(Fortsættelse; see No. 2.) Rousseau erhverved sig et betydeligt Navn i den lærde Verden som Forfatter, men som Borger og Menneske, under et antaget Navn, bandlyst og forfulgt fra eet Tilflugtssted til et andet, og søgte Ro, uden at finde den. Da han under sit Navn fremtraadte i Paris, trængte Nysgjerrige sig omkring ham, og de Caffehuse, han besøgte, vare saa opfyldte med Mennesker, der vilde begabe ham som en vidunderlig Skabning, at man havde Møje ved at kunne komme derind. Han drog sig derfor tilbage i sin Ensomhed, uden at være lykkelig. Allerede dan han først fremtraadte, som Forfatter, spaaede den gamle Fontenelle ham hans Skjebne. "Jeg seer" sagde han, "hvor De vil hen; men husk paa disse Ord. Jeg er eet af de Mennesker, der have meest nydt deres Navnkundighed; den har forskaffet mig Pensioner, Embeder, Æresbevisninger og Anseelse. Med alt det har intet af mine Værker forskaffet mig saa megen Fornøjelse, som det har foraarsaget mig Ærgrelse. Fra det Øjeblik af, De har grebet Pennen, har De mistet Deres Rolighed og Lykke." - Maatte denne Lære af en Veteran i den franske Literatur - siger Recensenten - lægges vel paa Hjerte af alle dem, der ville betræde Forfatterbanen, saa vilde de for Fremtiden spare sig mange mørke Timer! - At Rousseaus Værker saa meget mere maatte berøve ham hans Rolighed og Lykke, siger Skriftets Rec. i Gött. Anz. endvidere, var en uudeblivelig Følge deraft, at han ikke allene skrev mod sin Tids religiøse og politiske Forfatning, men ved den Lykke, han gjorde, vakte sine lærde Medbrødres Misundelse. Han betraadte sin egen Vei, blev uden maaske selv at vide det, Chef for et meget stort Partie. - Hvo kjender ikke Gellerts Dansebjørn: Narren vil være klgere end vi! - Hvor hersker Misundelsen med hel sit forhadte Slæng mere end blandt de Lærde? Naar noget var istand til at forringe den store Høiagtelse, vi bære for udmærkede Mænd, som hellige videnskabernes og Konsternes udvidelse deres Tid og Talenter, og ved deres Skrifter endnu belære og underholde den sildigste Afkom, saa er det den smaalige Misundelse, de qvindagtige Intriguer, som selv de meest udmærkede iblandt dem ikke kunne frikjendes for. (Fortsættes.)

I Müllners Litteratur-Blatt anmeldes Dr. Römers "Ausführliche Darstellung einer höchmerkwürdigen Somnabül, nebst dem Versuche einer philosophischen Würdigung der Somnabüle etc., Stuttgart 1821." "Vi lee, siger Anm., over vore forfædre, at de ganske troskyldigen fortalte os de af Djævelen Besattes Lidelser. Hvor ville Efterkommerne lee over os, naar de læse, hvorlunde vore Somnabüler vandre med Legemt omkring paa Jorden og Aanden i Himlen? Og intet Mindre erfare vi af denne Somnabül. Hun forordner sig, Onklen, Søstrene, Veninderne, alle fornødne Lægemidler, opfinder en meget sammensat Magnetiseermaskine, og spadserer paa samme Tid i Maanen, i hvis Dale hun har de meest henrivende Samtaler med hedengange Venner. Faderen har Taalmodighed nok til at opskrive Alt, og in fidem protocolli giver Hr. Dr. Römer det Publicum til Bedste. Hans Philosophiske Vurderen af magnetismen er en lang Commentar over Hamlets Ord: det gives meget mellem Himmel og Jord, som vor Philosophie intet drømmer om, men hvor rigtig denne Sætning end er, saa let leder den dog til de største Misgreb, naar man derfor vil troe, at Alt, hvad man seer , virkeligen er til.

Den skotske Lord Kennedy indgik nyeligen et Veddemaal, nemlig 20 mod 1, at han vilde inden 24 Timer, ikke allene skyde 40 Par Sumpfugle paa sit eget Jagtdistrict i det nordlige Skotland, men ogsaa ride fra eet af sine Slotte og tilbage. Den 14de Aug. s.A. udførte Lorden sin Heltegjerning. Han brød op om Natten Kl. 12, red til Sumpene, og Kl. 4 1/4 havde han skudt 80 Fugle. Han hvilede sig en Time, skikkede derpaa sine vadde Klæder, red til Slottet opholdt sig der i tre Timer og spiste Middag, og var Kl. 8 om Aftenen igjen paa SLottet, som han havde forladt om Morgenen, efterat han samme Dag havde tilbagelagt 144 engelske Mile. Til andre naragtige Veddemaale hører følgende: Eieren af en Hund veddede, at denne i 12 Minutter skilde fange 100 Rotter - Rotterne bleve slupne ind paa et hvidt farvet Rum, og inden 7½ Minutter havde Hunden nedlagt sine Offere. Man bød Eieren 50 Pund ofr den, men forgjeves.

Lovgivning

Under 31te December 1822 er igjennem General-Toldkammer- og Commerce-Collegiet udfærdiget en Placat, saa lydende:

"Ved Hs. Maj. Kongens allerhøieste Resolution af 4de d.M. er det allernaadigst bestemt, at enhver Reqvirent af Vare- og Løsøre-Auctioner i Kjøbenhavn skal, 4 Dage forinden Auctionen, afgive 2de Exemplarer af Cataloget til den Kongelige Toldinspection." --- Igjennem Directionen for Statsgjelden og den synkende Fond er, under 11te d.M., udfærdiget en Placat af følgende Indhold:

"Hans Kongelige Majestæt har under 10de i denne Maaned allernaadigst befalet: 1) at Renterne af de Laan, der i Kongeriget Danmark ere bevilgede af de i Aarene 1818 og 1819 oprettede extraordinaire Laanefonds, skulle, fra 11te December sidstafvigte Aar at regne, nedsættes: af Laanene af Laanefonden for 1818, fra 6 til 5 Procent, og af Lannene af samme Fond for 1819, fra 5 til 4 Procent; og 2) at ligeledes de 5 Procent Renter, der ere betingede i de Panteobligationer, som vedkommende Ejendomsbesiddere i Danmark have, i Overeensstemmelse med Kongelig Resolution af 3die Juni 1818, udstæde til den Kongelige Kasse for resterende Skatter af deres Landejendomme for Aaret 1817, skulle, af hvad der endnu staaer tilbage paa disse Obligationer, fra 11te December forrige Aar, nedsættes til 4 Procent aarligen." --- Under 10de d.M. er emaneret en Kongel. allernaadigst Placat for Hertugdommene Slesvig og Holsten, saa lydende:

Vi Frederik den Sjette, af Guds Naade Konge til Danmark etc., etc., gjøre vitterligt: Ligesom Vi allerede ved Vor Anordning af 6te Februari 1821 have havt til Formaal, at bevilge dem blandt Vore Undersaater i Vore Hertugdomme Slesvig og Holsteen, hos hvilke der henstaaer uafgjort en Deel af de Bankrenter, de, for Aarene 1813 til 1818 inclusive, have at erlægge af deres Grundeiendomme, en Henstand med disse Restancers Betaling, saaledes have Vi nu taget i allernaadigst Overveielse, hvorledes til end større Lettelse for disse Vore Undersaatter, en længere til Tidsomstændighederne svarende, Dilation med Afdraget af den desuagtet endnu ikke erlagte Deel af bemeldte tilbagestaaende Bankrenter kan bevilges, uden at dog derved den Sikkerhed, som tilkommer Nationalbanken, bliver svækket. - Thi byde og befale Vi allernaadisgt Følgende:

§. 1. Samtlige Restancer af Bankrenter i Vore Hertugdomme Slesvig og Holsteen for Aarenr 1813 til 1818 inclusive, som Nationalbanken har at fordre, blive overtagne af Vor Statsgjeldskasses Regning blive at opkræve hos Debitorerne paa den i §. 3 nærmere bestemte Maade.

§. 2. Til Betryggelse for disse Restancers Betaling af Debitorerne til Vor Statsgjeldskasse, skulle de have samme Fortrinsret, som Vore Skatter og Afgifter.

§. 3. De paa denne Maade af Vor Statsgjeldskasse overtagne Bankrente-Restancer skulle efterhaanden i Terminder igjen tilbagebetales samme salledes, at i de første tre Aar ikkun erlægges 5 pCt. aarligen, men siden hvert Aar, indtil hele Gjelden er afgjort, 10 pCt. af den oprindelige Restancesumme, alt at betale i halvaarige Terminer. Den første Termin af disse Betalinger, da et halvt Aars Afdrag forfalder, fastsættes til 1ste October 1823; og skulle iøvrigt de Betalingstider fremdels følges, der ved Vor Forordning af 9de Juli 1813 ere bestemte til Bankrenternes Erlæggelse.

§. 4. De adelige Godsbesiddere, og i det Hele de Landeiendomsbesiddere, der ere at ansee lige med hine, hvilke af de under dem hørende Selveiere eller Arvefæstere have oppebaaret de Bankrenter, der af disse skulle betales, uden igjen at have afleveret dem, skulle ikkun forsaavidt deeltage i den allernaadigste bevilgede Dilation, som de, enten strax, eller inden en kort Tid, der af Vore Overretter i Slesvig og Glückstadt nærmere bestemmes, udbetale de oppebaarne Summer; og skulle derfor saadanne Eiere af Godser, under hvilke der høre Selveiere og Arvefæstere, inden 4 Uger fra denne Vor Anordnings Bekjendtgjørelse, for vedkommende Overretter, paa Samvittighed angive, om de af saadanne Undergivne allerede have oppebaaret de tilbagestaaende Bankrenter.

§. 5. Den, Eiendomsbesidderne i det Hele herved allernaadigst bevilgede, Begunstigelse, skal ligeldes komme dem tilgode, som høre under Godserne, enten de ere Selveiere eller Arvefæstere.

Hvorefter alle Vedkommende sig allerunderdanigst have at rette.

Under Vor Kongelige Haand og Segl.

Kjøbenhavns Børs, d. 14 Januari.

Cours. Hamb. 2 M. 244, a vista 247. Amsterdam 2 M. - . London 2 M. 11 13/48 Rbdlr. Spec. 250. - Specier solgtes til 15 Rbmk. Obligationer (med Renter fra 11te Dec. 1822) 78. Nationalbank-Obligationer (af Laanet d. 2den Febr. 1820) 102 a 102 ½ Rbdlr. r. S. (uden Renter) ell. 128 Rbdl. Sedler pr. 100 Rbd. r S. - Norske Rigsbanksedler 13 3/4. - Svenske Sedler 59 skilling. - Disconto 5 pC.

Af dette Blad udkomme ugentlig to Numere. I Følge Kgl. allernaadigst Tilladelse, forsendes det med Brevposterne, og kan bestilles paa alle Postcontoirer. Her i Staden modtages Subskriptionen hos Bogtrykker Höecke, i store Helliggeiststrædet No. 144. Enkelte Numere overlades ikke.

Kjøbenhavn. Trykt hos J. H. Höecke.