Oliver Twist/13

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Det Nordiske Forlag Kjøbenhavn


Oliver Twist - Samfundsroman.djvu Oliver Twist - Samfundsroman.djvu/1 59-65

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1948. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1924.

13.
Et nyt Bekendtskab.

Som alt sagt lod Rævetampen og hans Staldbroder Charley sig lede af et meget nydeligt og priseligt Hensyn til dem selv, dengang de istemmede Skraalet om at stoppe Oliver. De pidskede saa i flyvende Fart gennem et helt Net af Gyder og Gaarde, og gjorde endelig — ligesom efter stiltiende Overenskomst — Holdt inde under en lav og skummel Porthvælving. Der stod de og pustede, til de havde faaet Vejret igen, hvorefter unge Hr. Charley pludselig gav et Vræl af Tilfredshed fra sig og brast i en ustyrlig Latter og smed sig ned paa Trappetrinet og væltede sig af Henrykkelse.

»Hvad stikker dig?« spurgte Rævetampen.

»Ho ho ho ho!« bralrede Charley op.

»Hold Kæft!« kommanderede Rævetampen og saa' sig lurende om. »Vil du ha'e, vi skal blive snuppet, din Idiot!«

»Jeg kan ikke — jeg kan ikke la' vær'!« forklarede Charley. »At se ham stejle ned ad Gaden — og dratte over Afviserstenene — og ryge op igen, — og saa jeg med Tørklædet i Lommen bag efter ham og skraalende med — nej! nej! den var for høj!« Og han væltede sig igen og skoggerlo.

Rævetampen afventede det Øjeblik, da hans Staldbroder igen maatte snappe efter Vejr, og indskød saa et Spørgsmaal: »Hvad siger Fagin til det?« spurgte han.

»Hvad?!«

»Tja! — hvad?!«

Charley stoppede noget pludseligt op med Gemytligheden; for der var noget saa udtryksfuldt over Rævetampen. »Ja hvad… hvad kan han sige?« mumlede han.

Rævetampen fløjtede først en Stund, tog saa sin Hat af, kløede sig i Ho'det og nikkede tre Gange.

»Hvad mener du?« spurgte Charley.

»Og tre Gange rundt for en Kuk-Kuk-Kuk, for en Kuk-Kuk-Kuk!« nynnede Rævetampen og vrængede paa sin opvakte Næse.

Dette var jo nok en Forklaring, men ingen fyldestgørende. I al Fald ikke for Charley, der gentog sit Spørgsmaal: »Hvad mener du?«

Rævetampen svarede ikke. Han satte Hatten paa igen, sankede sine lange Frakkeskøder op under Armene, spilede den ene Kind ud med sin Tunge, bankede sig blidt, men udtryksfuldt paa Næsen, drejede sig saa rundt paa Hælen, og slentrede ned ad Gyden. Charley fulgte bag efter, med tankefuld Holdning.

En fem Minuter senere vakte Knirk af Fodtrin ude paa Trappen den rare gamle Jødes Opmærksomhed, mens han sad henne ved Ildstedet med en Stump Pølse og en Skive Brød i venstre Haand, en Tollekniv i højre Haand og et Krus Øl foran sig paa en Skammel. Han bøjede sig tilbage mod Døren og lyttede opmærksomt; Blikket blev skarpt under de tykke, røde Øjenbryn, og hans Ansigt opklaredes af et rigtigt Lurendrejer-Smil.

Men saa blegnede han med èt. »Hvad er dèt?« mumlede han. »Kun to?! Hvor er den tredje? De er da vel aldrig…?! Tys!«

Fodtrinene var kommet nærmere. Døren blev langsomt aabnet, Rævetampen og Charley kom ind og lukkede efter sig.

»Hvor er Oliver?« fo'r Jøden op og saa' truende paa dem. »Hvor har I gjort af ham?«

De to unge Kavalerer skævede uroligt til hinanden, ingen af dem svarede.

»Hvad er der blevet af Oliver?« skreg Jøden og greb Rævetampen i Kraven og bandede og tordnede. »Svar, siger jeg, eller jeg kvæler dig!«

Unge Hr. Charley havde for alle Tilfældes Skyld anset det for klogest at holde sig i Baggrunden. Nu, da Jøden virkelig saa' ud til at ville gøre Alvor af sin Trusel, fandt Charley det rimeligt, at det bag efter kunde blive hans Tur til at blive kvalt: og han udstødte i den Anledning et Vræl, der lød halvt som om det kom fra en Tyr, og halvt som om det kom fra en Skibs-Raaber.

»Kan du svare?!« skreg Jøden igen og ruskede i Rævetampen, saa det var et rent Mirakel, at han ikke rystede ham ud af den altfor store Frakke.

»Der var en Politi, der snuppede ham,« drævede endelig Rævetampen. »Naa! tag saa og slip!« Og med et Sæt smøgede han sig ud af Frakken, som han lod Jøden beholde i Haanden, snappede det store Stegespid og førte mod den gemytlige gamle Herres Vest et Stød, der, hvis det havde ramt, vilde have sluppet en Del mere Gemytlighed ud, end Jøden kunde have overkommet at tage ind igen i en Maanedstid eller to. Jøden sprang imidlertid til Side mere adræt, end man skulde have ventet det af en tilsyneladende saa skrøbelig Mand, og greb Kruset og vilde til at slænge det i Hovedet paa sin Angriber. Men da Charley i det samme vakte hans Opmærksomhed med et ganske forfærdeligt Vræl, skiftede han pludselig Bestemmelse og kylede Kruset, fuldt som det var, hen efter ham.

»Had Satan er dette hersens?!« buldrede en dyb Stemme. »Hvem var det, der kylede efter mig? Havde ikke Øllet, men Kruset ramt mig, saa skulde jeg have drukket En en Skalle, saa han havde glemt at rejse sig igen!… He! ja tænkte jeg ikke nok: ingen anden end saadan en djævelsk rig og nederdrægtig gammel Jødetamp kan da hitte paa at stritte om sig med andet end Vand, og det endda kun, dersom han havde snydt sig Vandet til!… Hvad er der i Vejen, Fagin? Den Onde staa i mig, driver ikke mit Halstørklæde af Øl!… Kom ind, dit beskidte Bæst! hvad staar du og lusker for derude, som om du skammede dig ved din Herre! Vil du herind!«

Manden var en plumpt bygget Fyr paa vel en 35 Aar, i sort Bomuldsfløjls Jakke, plettede Knæbukser, Snøresko og graa Bomuldsstrømper, der omsluttede et Par klodsede Lægge, — saadant et Par Lægge, der altid ser ud, som om de ikke var blevet gjort rigtig færdige, naar de ikke smykkes af et Par Lænker. Han havde paa Hovedet en brun Hat og om Halsen et snavset og broget Silketørklæde, med hvis tjavsede Ender han tørte Øllet af sit Ansigt, mens han snakkede; da han holdt op, saa's et groft, ubarberet Ansigt med et Par skulende Øjne, hvoraf det ene viste forskellige kulørte Tegn paa, at det for nylig havde været i for nær Berøring med en knyttet Næve.

»Vil du herind, siger jeg!« brummede denne indtagende Slubbert. Hvorefter en forpjusket hvid Hund med et overmaade forkradset og forbidt Hoved kom luskende ind i Stuen. — »Hvad kom du ikke straks for? Begynder du at blive for storsnudet til at kendes ved mig i Selskab, hvad du? Læg dig!« og han ledsagede Ordren med et Spark, der ekspederede Dyret hen i den anden Ende af Stuen. Hunden lod dog til at være vant til det; for uden at give en Lyd fra sig krøb den sammen henne i en Krog, hvor den saa laa og missede en Snes Gange i Minutet med sine grimme Øjne, som om den optog et Skøn over Stuen.

»Hvad er der i Vejen med Dem? Piner De Drengene, De gamle, forslugne Tyveknægt?« spurgte Manden og satte sig behageligt til Rette. »Jeg begriber ikke, at Drengene ikke slaar Dem ihjel; havde jeg staaet i Lære hos Dem, saa havde jeg gjort det for længe siden, og saa havde jeg bag efter — nej det er sandt! Deres Kadaver kunde ikke bruges til andet end til at sættes i Glas og Spiritus, fordi det er saa infamt, og der er vel ingen, der laver saa store Glaskrukker.«

»Tys, tys, Hr. Sikes!« sagde Jøden skælvende, »tal ikke saa højt!«

»Maa jeg være fri for Deres Herre-Vrøvl!« brummede Slubberten; »De har altid Gavtyvestreger for, naar De kommer stikkende med det. De kender jo mit Navn, — saa frem med det! Jeg skal nok være Mand for at svare til det.»

»Vel! vel! Bill Sikes«, mumlede Jøden ydmygt. »De er nok i daarligt Humør i Dag, Bill?«

»Aa ja maaske«, svarede Sikes. »Men De er da heller ikke paa Støvlerne, med mindre De kanske ligesaa lidt mener noget ondt med at kyle Krus efter Folk som ved at plapre ud om dem og —

»Er De gal?!« udbrød Jøden og greb ham i Armen og pegede paa Drengene.

Hr. Sikes indskrænkede sig til at lade, som om han slog Knude paa en Strikke oppe under sit venstre Øre, hvorefter han lod Hovedet dejse slapt ned paa højre Skulder, — hvilken Pantomime Jøden aabenbart udmærket vel forstod. Derefter forlangte Bill et Glas Brændevin i den Tyve-Jargon, som han uafbrudt betjente sig af. »Men pas paa, De ikke blander Gift i det!« tilføjede han og satte Hatten fra sig paa Bordet.

Dette blev sagt i Spøg. Dersom Hr. Sikes imidlertid havde kunnet se, hvor Jøden skulede ondskabsfuldt og bed sig i sin blege Læbe, mens han gik hen til Væggeskabet, saa vilde han maaske endda ikke have fundet sin Advarsel helt ubegrundet. I al Fald laa da Ønsket om at komme Brændevinsbrænderens Opfindsomhed til Hjælp næppe milefjernt fra den rare gamle Jødes Hjerte.

Hr. Sikes skyllede en to, tre Glas Brændevin i sig, og nedlod sig saa til at tage Notits af de unge Kavalerer. Der udspandt sig en Samtale, hvorunder alt angaaende Olivers Anholdelse blev indgaaende beskrevet, dog med de smaa Ændringer og Forbedringer, som Rævetampen under de forhaandenværende Forhold fandt anbefalelsesværdige.

»Jeg er bange for«, sagde saa Jøden, »at han snakker over sig og bringer os i Bekneb.«

»Det er lige, hvad han gør!« forsikrede Sikes med et ondskabsfuldt Grin. »Det bliver en grov en, Fagin!«

»Og saa er jeg bange for, ser De«, fortsatte Jøden, som om han aldeles ikke havde hørt, hvad den anden sagde, men med et stikkende, ufravendt Blik paa ham, »jeg er bange for, at gaar det galt for os, saa bliver det nok forbi for en Del andre med det samme. Den kan blive værre for Dem end for mig, Bill!«

Bill Sikes studsede og løftede hurtigt Hovedet. Men Jødens Skuldre var skudt helt op til hans Øren, og hans Øjne saa' udtryksløst over mod Væggen.

Der blev en lang Pavse. Hvert Medlem af det hæderlige Selskab lod til at være fordybet i sine egne Tanker, — Hunden ikke undtagen: den laa og slikkede sig lumsk om Flaben og syntes at udspekulere et rask Angreb paa det første det bedste Par Herre- eller Dame-Ben, som den kunde faa Ram paa, naar den slap ned paa Gaden.

»Man maa se at faa at vide, hvad han har forklaret for Assistenten,« sagde endelig Hr. Sikes, i en langt medgørligere Tone end den, hvori han hidtil havde talt.

Jøden nikkede.

»Dersom han ikke har sludret, og de har stukket ham i Hullet, saa skær' den godt, til han slipper ud igen,« fortsatte Hr. Sikes. »Men saa maa der passes paa. De maa have Klør i ham igen, hvordan det saa skal gaa!«

Jøden nikkede atter.

Planen var god nok; men der var desværre den slemme Vanskelighed ved at skaffe den udført, at baade Rævetampen og Charley og Fagin og Bill Sikes tilfældigvis havde en uovervindelig Afsky for under noget som helst Paaskud at nærme sig Politiet.

Hvor længe de i denne ubehagelige Usikkerhed kunde have siddet og skævet til hverandre, er ikke let at sige. Men det behøver heller ikke at siges. For de to unge Damer, som Oliver en Gang havde set oppe hos Jøden, traadte pludselig ind, og bragte Samtalen flot.

»Der har vi Hjælpen!« sagde Jøden. »Bett gaar nok derhen for os; ikke sandt, min Tøs?«

»Hvor skal jeg gaa hen?« spurgte Betzy.

»Bare et lille Løb hen paa Stationen, min Tøs,« sagde Jøden indsmigrende.

Man maa lade den unge Dame, at hun svarede ikke rent ud Nej, hun ytrede kun et begejstret og alvorligt Ønske om, at hun maatte blive »fordømt«, dersom hun gik. Denne høilige og fintfølende Omgaaen af Spørgsmaalet viser, at den unge Dame besad hin medfødte Godhjertethed, som ønsker at spare hvert et Medmenneske for Smerten ved et ligefremt Afslag.

Jøden blev noget befippet, og vendte sig bort fra den unge Dame, der var iført en livlig, om ikke just spraglet Dragt, bestaaende af rød Kjole, grønne Støvler og gule Papillotter i Haaret. — »Men saa du, lille Nancy?« smiskede han, »hvad siger du

»Den gaar ikke. Der er ingenting at stille op, Fagin,« erklærede Nancy.

»Hvad mener du med dèt?« spurgte Sikes og sendte hende et bistert Blik.

»Det, som jeg siger, Bill,« forsikrede Damen roligt.

»Det kan jo ikke skade dig en Smule!« udviklede Hr. Sikes, »der er jo ingen, der kender dig derhenne.«

»Men jeg vil heller intet Bekendtskab have derhenne!« svarede Nancy, stadig i samme ligegyldigt rolige Tone.

»Hun gaar nok, Fagin!« mente Sikes.

»Nej hun gør ikke, Fagin,« vrængede Nancy.

»Vel gør hun dèt!« sagde Sikes.

Og Hr. Sikes fik Ret. Ved Trusler, Løfter og Bestikkelser bevægedes hun omsider til at paatage sig Ærindet. Fra Jødens uudtømmelige Forraad forsynedes hun med et hvidt Smækforklæde samt en Kysehat, hvorunder Papillotterne blev stukket op. Og saaledes udstyret beredte hun sig til at drage af.

»Aa nej, bi lidt, min Pige!« sagde Jøden og ledte en lille Torvekurv frem. »Dèr! tag den i Haanden; det ser straks pænere ud, min Tøs.«

»Giv hende saa en Gadedørsnøgle i den anden Haand!« foreslog Sikes; »det lader saa ordenligt.«

»Ja vel, ja vel, min Ven, det er rigtigt!« erklærede Jøden og anbragte en mægtig Gadedørsnøgle paa Pegefingeren af den unge Dames højre Haand. »Saadan! det gør godt — udmærket godt, min Tøs!« tilføjede han og gned sig i Hænderne.

»Aah — min Broder! min stakkels, kære, søde, uskyldige lille Broder!» udbrød Frk. Nancy og brast iGraad og knugede fortvivlet Torvekurven. »Hvad er der dog tilstødt ham, hvor har de gjort af ham? Aa, vær barmhjertig, De Herrer, sig mig, hvad der er blevet af den stakkels Dreng! Hører De, De Herrer, sig mig det!«

Frøken Nancy fremstødte (til sine Tilhøreres ubeskrivelige Henrykkelse) disse Ord i en uendelig hjerteskærende Tone. Saa gjorde hun en Kunst-Pavse, blinkede smilende rundt til Selskabet, og forsvandt.

»Ja—a! se det er en Pige!« sagde Jøden og saa' om paa sine unge Venner og nikkede indtrængende, ligesom for at opfordre dem til at efterligne dette straalende Forbillede.

»Hun er en Prydelse for sit Køn,« erklærede Hr. Sikes og fyldte sit Glas og klaskede sin vældige Næve ned i Bordet. »Hendes Skaal, siger jeg, — og gid bare alle var som hun!«

Medens disse og andre Lovtaler blev den fuldkomne Frøken Nancy til Del, skyndte hun selv sig ad den korteste Vej hen til Politistationen. Hun kom ind ad en Smøge, bankede sagte paa Døren til et af Arrestlokalerne med sin Gadedørsnøgle, og lyttede. Men da der intet Svar kom, talte hun. »Nolly! søde Nolly!« kaldte hun med sin kælneste Stemme, »er det dig, Nolly?« Der var ingen andre derinde end en stakkels Fyr, som var blevet anholdt, fordi han uden Tilladelse havde gaaet omkring og spillet paa Fløjte. Han sad i dybe Tanker over Tabet af Fløjten, som Hr. Fang havde taget fra ham, og svarede ikke. Nancy gik altsaa til den næste Dør og bankede paa dèr. »Sidder her en lille Dreng?« spurgte hun klynkende. »Nej, Vorherre bevares!« svarede en rusten Stemme derinde fra. Det var en Stakkel paa 65 Aar, som var blevet anholdt, fordi han ikke havde spillet paa Fløjte, det vil sige, fordi han havde gaaet om paa Gaderne og tigget.

Da Nancy saaledes ingen Besked kunde faa om Oliver, gik hun sporenstregs hen til den tykke Arrestforvarer og spurgte efter sin lille Broder med en saare ynkelig Klynken, hvilken hun gjorde endnu ynkeligere ved udtryktsfuld at knuge Gadedørsnøglen mod Torvekurven.

»Jeg har ham ikke, min Pige,« svarede Arrestforvareren. »Herren tog ham med sig.«

»Herren? Aa Gud, aa Gud! hvad for en Herre?«

Arrestforvareren meddelte den dybt nedbøjede Søster, at Oliver var blevet syg inde paa Stationen og var blevet løsladt, da det oplystes af et Vidne, at en anden Dreng havde begaaet Tyveriet. Klageren var saa kørt bort med Oliver, hvorhen vidste Arrestforvareren ikke; han havde blot hørt, at der var blevet sagt til Kusken noget om Pentonville-Kvarteret.

Lamslaaet af Fortvivlelse vaklede den ulykkelige unge Dame ud ad Porten, — hvorpaa hun straks slog over i rask Løb og ad de snedigste Omveje, hun kunde udtænke, ilede tilbage til Jøden.

Lige saasnart Hr. Bill Sikes havde hørt Udfaldet af hendes Ekspedition, kaldte han hurtigt paa sin Hund, satte Hatten paa, og fo'r afsted, uden saa meget som at tage sig Tid til at sige Farvel til Selskabet.

Ogsaa Jøden var yderst urolig. »Vi maa se at finde Oliver, Børn!« sagde han. »Du, Charley, skal ikke bestille andet end at snuse om efter ham… Søde Nancy, vi maa finde ham; jeg stoler paa dig, min Pige, og paa Rævetampen. Bi lidt! bi lidt!« tilføjede han og trak med rystende Haand en Skuffe ud, »her har I Penge, Børn. Saa lukker jeg for i Aften; I ved jo, hvor I kan træffe mig. Men skynd Jer nu, Børn, spild ikke et Minut!«

Og han skubbede dem ud ad Døren. Saa lukkede han af og skød Slaaen for indvendigt, tog op fra det hemmelige Rum det Skrin, som Oliver desværre havde faaet at se, og stoppede hastigt Uhrene og Smykkerne ind under sit Tøj.

Han blev forstyrret ved, at en bankede paa Døren. »Hvem er dèt?!« raabte han forskrækket.

»Det er mig,« svarede Rævetampens Stemme gennem Nøglehullet. »Er det rigtigt, at vi skal trække ham hen i det andet Hul?«

»Ja vist saa, vist saa!« svarede Jøden utaalmodigt. »Find ham nu bare først, saa skal I nok bagefter faa nærmere Besked.«

Rævetampen mumlede noget om, at det var godt, og skyndte sig ned ad Trappen til de andre.

»Endnu har han altsaa ikke bralret ud,« mumlede Jøden, medens han gemte videre paa Uhrene og Smykkerne. »Og vil han give Hals til sine ny Bekendte, saa finder vi vel nok et Plaster at slaa ham for Munden.«