Oliver Twist/12

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Det Nordiske Forlag Kjøbenhavn


Oliver Twist - Samfundsroman.djvu Oliver Twist - Samfundsroman.djvu/1 54-59

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1948. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1924.

12.
I Pleje og overfor et Portræt.

Vognenkørte omtrent gennem de samme Gader, som Oliver var gaaet igennem, dengang han og Rævetampen drog ind i London. Endelig holdt den udenfor et pænt Hus i en stille Gade. Oliver blev saa straks bragt til Sengs, og han blev passet med mønsterværdig Omsorg. Men i lang Tid mærkede han selv intet dertil. Sol stod op og gik ned, og stod op og gik ned, mange, mange Gange, medens han stadig kastede sig urolig paa Lejet, naget af den ætsende skarpe Feber-Hede. Endelig en Dag vaagnede han op som af en lang og forvirret Drøm. Han var bleg, udtæret, kraftesløs. Med Besvær rejste han sig halvt over Ende, og støttende sig paa den skælvende Albue saa' han sig ængsteligt om. — »Hvor er jeg? Hvad er det for et Værelse?« mumlede han. »Det er jo ikke dèr, hvor jeg plejer at sove!«

Saa sagte som han talte, blev han dog straks hørt. Senge-Omhænget ved Hovedgærdet blev trukket til Side, og en moderligt udseende, meget sirligt paaklædt gammel Dame rejste sig op af den Lænestol. hvori hun sad og syede. — »Tys, min Dreng!« sagde hun blidt, »Du maa ligge ganske stille, ellers bliver du syg igen. Og du har været meget syg, din Stakkel… Saa! læg dig saa ned igen, saa er du en god Dreng!« Hun lagde varsomt hans Hoved ned paa Puden, strøg hans Haar op fra Panden og saa' paa ham saa mildt og godt, at han ikke kunde dy sig: han maatte lægge sin lille udtærede Haand paa hendes Haand og tage hende om Halsen…

»Aa dit lille Skind!« sagde den gamle Dame og fik Taarer i Øjnene, … »er du saa taknemlig? — Stakkels Barn! hvad maatte ikke hans Moder have følt, om hun i mit Sted kunde have siddet her og set ham!«

»Maaske Moder ser mig,« hviskede Oliver og foldede Hænderne, — »maaske hun har siddet her ved Siden af mig. Jeg synes, hun har gjort det.«

»Det har været Feberen, min Dreng,« sagde den gamle Dame og tørte først sine Øjne og derefter sine Briller, som om Brillerne hørte uadskilleligt sammen med Øjnene. Saa gav hun Oliver at drikke, klappede ham paa Kinden og sagde, at nu maatte han tie stille, ellers blev han daarlig igen. Oliver laa altsaa stille som en Mus, dels fordi han paa ingen Maade vilde gøre den rare gamle Dame imod, dels fordi han sandt at sige allerede var blevet helt udmattet af det lidt, han havde sagt. Snart faldt han i en god Søvn, — hvoraf han vaktes ved Skæret af et tændt Lys, som var blevet bragt tæt hen til hans Seng. En Herre, der holdt et stort og stærkt dikkende Gulduhr i Haanden, stod og følte hans Puls og sagde netop, at det var en Del bedre i Dag.

»Du har det en hel Del bedre i Dag, ikke sandt, min Dreng?« spurgte Herren.

»Jo, mange Tak, Hr.—,« sagde Oliver.

»Ja det vidste jeg jo nok!« erklærede Herren. »Og nu er du sulten, hvad?«

»Nej, Hr—.«

»Hm! Nej jeg tænkte det jo nok, — han er ikke sulten, Madam Bedwin,« forklarede Herren og saa' indsigtsfuld ud.

Madam Bedwin svarede blot med et lille ærbødigt Nik, der vistnok betød, at hun ansaa Doktoren for at være en meget klog Mand. Doktoren selv lod til at være ganske af samme Mening.

»Naa — og du er søvnig, min Dreng, ikke sandt?« spurgte han Oliver.

»Nej, Hr—.«

»Nej naturlig,« sagde Doktoren og saa' yderst kløgtig og tilfredsstillet ud, »du er ikke søvnig. Og heller ikke tørstig, vel?«

»Jo, Hr—.. jeg tørster meget.«

»Akkurat, hvad jeg tænkte mig, Madam Bedwin,« sagde Doktoren. »Det er ganske i sin Orden, at han er tørstig, — ganske i sin Orden! Ja giv ham saa lidt The, Madam, og lidt Franskbrød, men ingen Smør paa. Han maa ikke have det for varmt; men vær saa venlig at passe paa, at han heller ikke faar det for koldt, Madam!«

Den gamle Dame nejede. Hvorefter Doktoren smagte paa Olivers Limonade, udtrykte sin Tilfredshed med den, og skyndte sig afsted: hans Støvler knirkede yderst vigtigt og velhavende ned ad Trapperne.

Oliver faldt straks efter i Søvn, og da han vaagnede, var det nær Midnat. Den gamle Dame sagde venligt Godnat til ham og overantvordede ham til en tyk gammel Kone, der lige var kommen. Hun havde med sig i en Byldt en lille Bønnebog og en mægtig stor Natkappe. Natkappen satte hun paa Hovedet, Bønnebogen lagde hun paa Bordet mens hun fortalte Oliver at hun skulde vaage hos ham. Saa trak hun Stolen hen til Kakkelovnen og tog sig Gang efter Gang en ordentlig Lur. Af og til dumpede Hovedet fremover, og hun stønnede og prustede, som om hun skulde kvæles; men der skete ingen større Fortræd, end at hun stødte sin Næse mod Kakkelovnen, — saa sov hun ind igen.

«Hvad er der blevet af Oliver?» skreg Jøden og greb Rævetampen i Kraven.
«Hvad er der blevet af Oliver?» skreg Jøden og greb Rævetampen i Kraven.

Saadan sneglede Natten sig hen. Oliver laa undertiden vaagen og stirrede paa de smaa Lys-Kredse, som Lampeskærmen aftegnede paa Loftet, eller han fulgte med sit trætte Blik det indviklede Mønster paa Væggens Papir. Der var saa højtideligt mørkt og stille i Stuen. Han kom til at tænke paa, at Døden — den forfærdelige Død — havde luret herinde mange Dage og Nætter, maaske var den her endnu!… Og han trykkede Ansigtet ned i Hovedpuden og bad inderligt til Gud.

Omsider faldt han i saadan en dyb og rolig Søvn, som kun de kender, der lige er blevet udfriet af haarde Lidelser. Det havde allerede været højlys Dag et Par Timers Tid, da han vaagnede — og følte sig saa let og sund. Det farlige Punkt i Sygdommen var overstaaet, han var givet tilbage til Livet.

Tre Dage efter kunde han sidde oppe i en Lænestol, støttet paa alle Sider med Puder. Han var dog endnu for mat til at kunne gaa, derfor havde Mdm. Bedwin baaret ham ind ved Siden af i sit eget lille Værelse og bragt ham til Sæde henne ved Kakkelovnen. Da dèt var besørget, satte den skikkelige gamle Dame sig og gav sig til at græde bitterligt af lutter Glæde over, at han havde det nu saa meget bedre. — »Bryd dig ikke om dèt, min Dreng!« sagde hun, »jeg ta'er mig bare en lille Tude-Tur… Se saa! nu er det overstaaet, nu har jeg det rigtig, rigtig godt!«

»Hvor De er god imod mig!« hviskede Oliver.

»Aah Snik om en Snak, min Dreng!« svarede hun. »Du har ikke andet at tænke paa end din Suppe, som det nok er paa Tide, du faar, for Doktoren sagde, at Hr. Brownlow saa' vist ind til dig i Dag, og saa maa vi sætte vort aller fineste Ansigt op, ellers bliver han ikke tilfreds med os!« Hvorefter hun travlt gav sig til at varme en lille Gryde fuld Suppe, som rigeligt kunde have forslaaet til tre Hundrede og halvtreds Fattiglemmer, dersom den var blevet bragt ned til den reglementerede Styrke.

»Holder du af Billeder, min Dreng?« spurgte hun saa pludselig, da hun saa', at Oliver stirrede ufravendt paa et Portræt, der hang paa Væggen lige overfor ham.

»Jeg vèd ikke,« svarede Oliver, uden at tage Øjnene fra Billedet, »jeg har ikke set ret mange… Er det et Skilderi af En?«

»Ja,« sagde Mdm. Bedwin og saa' et Øjeblik op fra Suppen, »det er et Portræt.«

»Af hvem?«

»Jeg ved saamænd ikke, min Dreng,« svarede hun godmodigt, »det er nok En, som hverken du eller jeg kender… Du er da vel ikke bange for det?« tilføjede hun i en forbavset Tone, da hun saa', at Oliver stirrede saa underlig betaget paa det.

»Nej — nej slet ikke, Madam,« skyndte han sig at forsikre. »Men det er saa sørgmodigt, og saa ser det hele Tiden paa mig. Jeg bliver saa blød om Hjertet,« hviskede han, »det er akkurat, som om det var levende og vilde tale til mig, men ikke kunde!«

»Aah Jøsses dog!« udbrød den gamle Dame og rejste sig hurtigt, »saadan maa du ikke tale, Barn, — det er, fordi du er saa svag og zart endnu efter Sygdommen. Lad mig dreje din Stol!« — og hun gjorde det: »se saa! nu kan du da ikke se paa det længer!«

Men Oliver blev med sin Sjæls Øje ved at se det, lige saa tydeligt, som før han havde skiftet Plads. Han vilde dog nødigt ængste den gamle Dame, derfor smilte han taknemligt, da hun saa' paa ham. Og hun var tilfreds og kom Salt og smaa Stykker ristet Brød i hans Suppe med al den Højtidelighed, som et saa vigtigt Arbejde krævede. Oliver gav saa hurtigt Suppen dens Bekomst, og havde lige faaet den sidste Skefuld til Livs, da det bankede paa Døren. »Kom!« sagde Mdm. Bedwin, og Hr. Brownlow traadte ind.

Den gamle Herre traadte ind nok saa rask. Men næppe havde han faaet skudt Brillerne op over Øjenbrynene og foldet Hænderne paa Ryggen for at tage Oliver i Øjesyn, før hans Ansigt undergik nogle meget mærkelige Forvridninger. Oliver saa' medtaget og afmagret ud, og da han af Ærbødighed for sin Velgører forsøgte at rejse sig op og staa, faldt han straks tilbage i Stolen. Men nu er Sandheden den, om den endelig skal frem, at Hr. Brownlow havde Hjerte nok til hele seks almindelige, velmenende gamle Herrer, og dette Hjerte drev — i Kraft af en for os Lægmænd ukendt Lov — en Overflod af Taarer op i hans Øjne.

»Stakkels Dreng! Stakkels Dreng!« mumlede han og rømmede sig stærkt. — »Jeg er saa hæs i Dag, Mdm. Bedwin, jeg er bange for, jeg har forkølet mig.«

»Nej med Guds Hjælp, Hr—!« forsikrede Mdm. Bedwin. »Det har virkelig været godt afdampet alt, hvad De har faaet ind!«

»Naa-aa, naa-aa, jeg vèd dog ikke! jeg syntes, Dugen i Gaar var lidt klam!« indvendte Hr. Brownlow. »Naa men — lad saa være! Hvordan har du det, min Dreng?«

»Jo tak, Hr—,« svarede Oliver. »Og jeg takker Dem saa mange Gange for al Deres Godhed mod mig!«

»Hm! skikkelig lille Dreng! mumlede Hr. Brownlow tankefuldt. »Har De givet ham noget godt styrkende, Mdm. Bedwin, — lidt The, hvad?«

»Jeg har givet ham en Skaal dejlig kraftig Suppe, Hr—!« erklærede Mdm. Bedwin og rettede sig lidt og betonede stærkt det sidste Ord, for at antyde, at der kunde slet ikke være Tale om Sammenligning mellem Suppe — og The!

»Puh!« sagde Hr. Brownlow og formelig gyste. »Saa maatte han da heller have faaet et Par Glas Portvin, — hvad siger du, Tom White?«

»Jeg hedder Oliver«, svarede Patienten og saa' forbavset paa sin Velgører.

»Oliver?« gentog Hr. Brownlow. »Oliver hvad for noget? Oliver White?«

»Nej, Hr—., Oliver Twist.«

»Det var da et løjerligt Navn?« mente den gamle llerre. »Men hvorfor sagde du saa til Assistenten, at du hed White?«

»Det sagde jeg heller ikke, Hr—!« svarede Oliver betuttet.

Dette lød i den Grad som en Løgn, at Hr. Brownlow sendte Oliver et temmelig strengt Blik. Men, Drengen saa' saa ærlig ud, det var umuligt ikke at tro ham. »Naa, saa maa jeg have misforstaaet…!« sagde Hr. Brownlow. Og han blev ved at stirre paa Drengen, men nu, fordi han igen blev slaaet af hans Lighed med et eller andet vel bekendt Ansigt…

»De er da ikke vred paa mig?« spurgte Oliver med et bedende Blik.

»Nej vist ikke nej!« svarede Hr. Brownlow. »Men du Alstyrende, hvad er dog dette?… Bedwin! se! se dog!« Og han pegede ivrigt — først op paa Portrætet bagved Oliver og derefter paa selve Oliver. De lignede hinanden som to Draaber Vand: Øjne, Hoved, Mund, hvert et Træk var ens. Og Udtrykket var ganske det samme…

Men Oliver fik ikke Grunden at vide til Hr. Brownlows Udbrud. Han havde nemlig ikke været stærk nok til at kunne taale det Sæt, det gav i ham, og var besvimet.