Oliver Twist/11

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Det Nordiske Forlag Kjøbenhavn


Oliver Twist - Samfundsroman.djvu Oliver Twist - Samfundsroman.djvu/1 50-54

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1948. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1924.

11.
Retfærdigheden haandhæves.

Der var kun et lille Stykke Vej hen til den nærmeste Politistation. Dèr forsvandt Oliver for Hobens Blikke ind ad en lav Port, hvorefter han over en snavset Gaard og nok en Port blev ført ind i nok en lille, brolagt Gaard. I den stod en tyk Mand, med Bakkenbarter om Ansigtet, og et Nøgleknippe i Haanden. »Hvad har han gjort?« spurgte han ligegyldigt.

»Det er en lille Lomme-Bedrøver,« svarede Betjenten. — Manden med Nøgleknippet spurgte saa' den gamle Herre, om det var ham, der var blevet bestjaalet.

»Ja det er,« sagde den gamle Herre. »Men jeg er ikke vis paa, at det var Drengen dèr, som stjal mit Lommetørklæde, og — jeg vilde helst ikke have drevet Sagen videre.«

»De maa møde for Assistenten,« sagde Manden. »Hr. Assistenten er her om et Øjeblik… Naa, din lille Tyveknægt!«

De sidste Ord var en Indbydelse til Oliver om at gaa ind ad en Dør, som Manden havde lukket op, og som førte ind til et Arrestlokale. Der blev han undersøgt, om han havde noget paa sig, og saa foreløbig spærret inde. Rummet var mørkt og utaalelig skident; thi det var Mandag Morgen, og der havde ligget seks døddrukne Sjovere derinde fra den foregaaende Aften.

Den gamle Herre saa' næsten ligesaa ulykkelig ud som Oliver, da Døren lukkedes igen. Med Bogen, som havde været den uskyldige Aarsag til hele Optrinet, bankede han sig tankefuldt paa Hagen. »Der er noget i den Drengs Ansigt,« mumlede han. »som rører og fængsler mig? Han minder om — — »Den gamle Herre blev pludselig staaende og saa' ud for sig: »Du gode Gud!« sagde han, »hvor har jeg set det Ansigt før?«

Han gik ind i Venteværelset, som vendte ud til Gaarden, og satte sig hen i en Krog og kaldte frem for sig i Tankerne ligesom et helt Teater fuldt af Ansigter, for hvilke Tæppet i mange Aar havde været rullet ned. »Nej,« mumlede han saa og rystede paa Hovedet, »det maa være en Indbildning!«

Men han blev ved at se alle disse Ansigter for sig. Han havde kaldt dem frem, og det var ikke saa let at faa dem dækket igen bag det Ligklæde, der havde tilhyllet dem saa længe. Der var Ansigter af Venner og af Fjender og af Folk, som næsten havde været ham fremmede; nogle var Ansigter af unge blomstrende Piger, der nu var blevet gamle Koner, andre igen havde Graven fortæret: men Mindet, som er stærkere end Døden, viste ham dem alligevel i deres fordums Frisked Og Glans, eller i hin Skønhed fra hinsides Graven, der er som en Forklarelse og med et mildt og stille Skær synes at lyse for os over Vejen til Himlen.

Den gamle Herre kunde dog intet Ansigt finde, der lignede Olivers. Saa sukkede han dybt over de Erindringer, som var blevet vakt. Og da han til alt Held for ham selv ikke var en overvættes dybt tænkende gammel Herre, gav han sig igen til at læse i den skimlede Bog.

Han blev forstyrret ved, at Manden med Nøgleknippet pikkede ham paa Skuldren og sagde, om han vilde følge med ind til Assistenten. Den gamle Herre lukkede hastigt Bogen og blev saa ført ind for den berømmelige Hr. Fang, i et Værelse ud til Gaden. Bag en Skranke sad Hr. Fang, og i en Slags Baas til højre for Døren stod lille Oliver, rystende over hele Kroppen.

Hr. Fang var en Mand af Middelhøjde, med lidt tyndt graat Haar ved Tindingerne og i Nakken. Ansigtet var plumpt og stærkt blussende. Dersom han virkelig ikke havde for Skik at drikke mer, end han havde godt af, burde han have anlagt Injurie-Søgsmaal mod sit Ansigt: han vilde have faaet det idømt en klækkelig Skades-Erstatning.

Den gamle Herre bukkede ærbødigt og traadte hen foran Assistenten og rakte sit Kort: »Her er mit Navn og min Adresse,« sagde han. Derpaa bukkede han igen og traadte tilbage og ventede paa at blive forhørt.

Men nu traf det sig saaledes, at Hr. Assistenten netop sad og læste en Artikel i en af Morgenaviserne, som angreb hans Embedsførelse og for tre hundrede og halvtredssindstyvende Gang henledte Politidirektørens ganske særlige Opmærksomhed paa ham. Han var følgelig rasende og gloede arrigt op. »Hvem er De?« spurgte han.

Den gamle Herre pegede lidt forbavset paa sit Kort.

»Betjent!« sagde Hr. Fang og smed hidsigt baade Avisen og Kortet til Side. »Hvad er den Fyr anklaget for?«

»Han er ikke anklaget, Hr. Assistent,« svarede Betjenten; »han møder imod Drengen, Hr. Assistent.«

Det vidste Hr. Assistenten meget vel, han ønskede blot at tillade sig et farefrit Drilleri. »Møder han imod Drengen?« spurgte han og maalte fra Top til Taa den gamle Herre (hvis Navn viste sig at være Brownlow). »Naa — hvad er saa da Drengen anklaget for?«

»Jeg stod udenfor en Boghandlerbutik — —,« begyndte Hr Brovnlow.

»Hold Mund!« afbrød Hr. Fang ham. — Betjent! — svar, for Fanden! Hvordan gik det til?«

Betjenten meldte i sømmelig Ydmyghed, at han havde anholdt og undersøgt Drengen, men ikke fundet noget paa hans Person. Mere vidste han ikke.

»Er der Vidner?« spurgte Hr. Fang.

»Nej, Hr. Assistent.«

Hr. Fang tav et Par Minuter, og vendte sig saa med et Ryk om mod den gamle Herre og buste ud; »Naa De dèr! kan de saa komme frem med Deres Klage mod Drengen?! Dersom De bliver staaende længer og maaber, saa skal jeg den —.«

Hvad det var Hr. Fang skulde, og ved hvem han skulde det, fik ingen at vide. Thi den tilstedeværende Overbetjent kom i det samme, naturligvis rent tilfældigt til at hoste saa højt, at Ordene gik tabt.

Efter mange Afbrydelser og Fornærmelser fik Hr. Brownlow endelig fremsat Sagen. Han bemærkede, at han i Øjeblikkets Overraskelse var rendt efter Drengen, fordi han saa' Drengen rende, men at muligvis Drengen slet ikke var Tyven. I alt Fald vilde han bede Hr. Assistenten tage det hele saa skaansomt som muligt. »Staklen er kommet slemt af Sted,« sluttede Hr. Brownlow og saa' hen ad Baasen til. »Jeg er næsten bange for, han er rigtig syg.«

»Syg?! ja vist, den kender vi!« vrængede Hr. Fang. — »Naa, du lille Slubbert, nu ingen Fiksfakserier! den Slags gaar ikke hos mig! … Hvad hedder du?«

Oliver vilde svare, men Tungen klæbede fast i Munden paa ham. Han var ligbleg, alting løb rundt for ham.

»Kan du svare, dit Skarns Bæst! »buldrede Hr. Fang — »Betjent! hvad hedder han?«

Betjenten bøjede sig ned over Drengen og gentog Spørgsmaalet. Men da han mærkede, at Drengen virkelig var fra det, og da han vidste, at intet Svar vilde gøre Hr. Assistenten endnu mere kulret, saa dristede han sig til at svare paa egen Haand. »Han siger, at han hedder Tom White, Hr. Assistent,« forklarede han.

»Ho-ho, kan han ikke faa Knevren i Gang?!« sagde Hr. Fang. »Meget vel! meget vel!… Hvor bor han?«

«Hvor det kan træffe sig, Hr. Assistent,« svarede Betjenten, der igen lod, som om han havde spurgt Drengen.

»Har han Forældre?«

»Han siger, de er døde, mens han var lille, Hr. Assistent,« meldte Betjenten.

I dette Øjeblik løftede Oliver Hovedet, saa' sig ulykkelig om og mumlede sagte en Bøn om lidt Vand.

»Sludder og Vrøvl!« sagde Hr. Fang, »staa ikke her og gør Grin, du!«

»Han er syg, Hr. Assistent,« udbrød gamle Hr. Brownlow… »Pas paa, Betjent, — han falder.«

»Bliv paa Deres Plads, Betjent!« skreg Fang til Betjenten. »Lad ham bare dratte, hvis han har Lyst.«

Oliver benyttede sig straks af den venlige Tilladelse og sank besvimet om paa Gulvet. De tilstedeværende saa' paa hverandre, men ingen vovede at kny.

»Jeg vidste jo, det er bare Gavtyvestreger!« erklærede Hr. Fang, som om Besvimelsen var en uigendrivelig Bekræftelse af hans Formodning. »Lad ham ligge, det skal han snart blive ked af!«

I det samme blev Døren revet op, og en ældre Mand, i tarveligt men renligt sort Tøj, traadte ilsomt ind i Værelset og gik frem mod Skranken. »Aa for Guds Skyld!« sagde han forpustet, »vent et Øjeblik! vent et Øjeblik!«

Hr. Fang blev baade forbavset og forbitret ved at se en ubuden Gæst trænge saadan uden videre ind. — »Hvad er dèt?! Hvem er dèt?!« raabte han. »Skaf mig den Mand ud!«

Men Manden lod sig ikke afvise. »De skal høre mig, Hr. Assistent!« sagde han. »Jeg er Ejer af den Boglade, hvorom her er Tale, — jeg saa' det hele, — De kan ikke nægte at høre mig som Vidne. Der var to Drenge, han dèr og to andre. Men det var en af de andre, der stjal fra Herren dèr. Jeg saa' det hele, og jeg saa' ogsaa, at Drengen dér blev helt fortumlet og forskrækket« — — Og efter at den skikkelige Boghandler nu var kommen lidt til Aande igen, beskrev han mere sammenhængende, hvorledes alt var gaaet til, og hvorfor han selv ikke havde kunnet komme før nu.

Hr. Fang tav en Stund. »Naa, Klageren stod altsaa og læste, — i den Bog dèr?« spurgte han saa. »Var Bogen betalt?«

»Aa Gud dog! det har jeg jo rent glemt!« udbrød gamle Hr. Brownlov naivt.

Hr. Fang gjorde et morsomt Forsøg paa at se medfølende ud. »Hum!« sagde han, »det er saamænd en net Person til at føre Klage mod en stakkels Dreng! Jeg synes, Hr., at De har bemægtiget Dem den Bog paa en meget mistænkelig Maade, og De kan takke Deres Gud, at Boghandleren ikke lader til at ville drage Dem til Ansvar. Lad det tjene Dem til Advarsel, Mosjø, ellers skal Lovens Arm nok naa' Dem … Drengen kan gaa fri! Før saa Parterne ud, Betjent!«

»Nej men… saa skulde da ogsaa…!« buste det ud af gamle Hr. Brownlow, som var bristefærdig af Raseri…

»Før Parterne ud, Betjent! skreg Assistenten. »For Djævlen, kan De ikke høre —?«

Og den forbitrede Hr. Brownlow blev ført ud, medens han i afmægtigt Raseri fægtede i Luften med Bogen i den ene og Stokken i den anden Haand. Men ude i Gaarden fortog hans Raseri sig. Der laa lille Oliver paa Stenbroen, med opknappet Skjorte og vaad ved Tindingerne af Vand; han var bleg som ct Lig og rystede krampagtigt.

»Stakkels Dreng! stakkels Dreng!« mumlede Hr. Brownlow og bøjede sig ned over ham. — »Aa… skaf mig en Vogn! gesvindt!«

Vognen kom, Oliver blev forsigtigt lagt ind paa det ene Sæde, Hr. Brownlow selv tog Plads paa det andet.

»Skal jeg køre med?« spurgte Boghandleren.

»Ja tusend Tak, tusend Tak!« svarede Hr. Brownlow lettet. »Undskyld, jeg glemte rent… den usalige Bog!… Stakkels Dreng! vi maa nok skynde os!«

Og Vognen rullede bort med dem.