Oliver Twist/10
10.
Oliver faar dyrekøbt Erfaring.
En hel Del Dage blev Oliver paa Jødens Værelse beskæftiget med at pille Navne ud af Lommetørklæder (hvoraf der blev bragt en Mængde). Undertiden deltog han ogsaa i den ovenfor omtalte Leg, som Jøden og de to unge Fyre legede hver eneste Formiddag. Men tilsidst begyndte han at længes efter frisk Luft, og atter og atter bad han indtrængende Jøden, om han dog ikke maatte faa Lov at gaa paa Arbejde sammen med sine to Kammerater. Han var blevet en Del angst over sin Uvirksomhed, efter at han havde set, hvor strengt moralsk Jøden tog Livet. Hver eneste Gang Rævetampen eller Charley kom tomhændet hjem, udtalte den gamle Herre sig hidsigt om Dovenskabens og Dagdriveriets Usselhed og indprentede dem Nødvendigheden af et arbejdsomt Liv ved at skikke dem til Sengs uden Aftensmad. Ja, én Gang havde han endog sparket dem ned ad Trappen!
Endelig en Morgen fik saa Oliver den ønskede Tilladelse. Der havde i en to, tre Dage slet ingen Lømmetørklæder været at gøre i Stand, og Middagsmaden var falden temmelig tynd ud. Maaske det var Grunden til, at den gamle Herre nu gav Lov. I alt Fald sagde han til Oliver, at han kunde gerne gaa, og stillede han under Charleys og Rævetampens Opsigt.
De tre drev saa af: Rævetampen som sædvanlig med opsmøgende Frakkeærmer og Hatten paa tre Haar; unge Hr. Bates med Hænderne dybt begravede i Lommerne; og Oliver midt imellem dem, yderst spændt paa at se, hvor man skulde hen, og hvad for et Slags Arbejde han først vilde blive sat til at lære.
De slentrede afsted, saa dvask og ligegyldig, at Oliver næsten begyndte at tænke, at Kammeraterne havde vist i Sinde at snyde den gamle Herre ved slet ikke at gaa paa Arbejde. Rævetampen røbede en skammelig Tilbøjelighed til at snappe Huen af Hovedet paa smaa Drenge og kyle den ned i en Kælderhals; og Charley aabenbarede meget uudviklede Begreber om Ejendomsretten idet han nemlig kneb baade Æbler og Løg fra Kurvene paa Fortovet og lod dem forsvinde i sine Lommer, der syntes at være i den Grad rummelige, at de vistnok ligesom Minegange maatte strække sig hen under hele hans Dragt fra Top til Taa. Alt det tog sig ilde ud, og Oliver vilde netop til at sige, at nu prøvede han paa at finde hjem alene, saa godt han kunde. Men saa blev hans Tanker afledt ved, at Rævelampen pludselig skiftede Adfærd paa en højst forunderlig Maade.
Ligesom de nemlig fra en smal Gyde kom ud paa et Torv, standsede Rævetampen, lagde Fingeren paa Munden, og trak saa sine Kammerater lidt tilbage, umaadelig forsigtigt og ængsteligt.
»Hvad er der?« spurgte Oliver.
»Hys!« sagde Rævetampen. »Kan du se den gamle Paryk derovre ved Bogladen? Han er god!«
»Storartet!« erklærede Charley.
Oliver stirrede forbavset fra den ene til den anden. Men der blev ikke Tid til at gøre flere Spørgsmaal, for begge Drengene listede allerede afsted og tæt over til den omtalte gamle Herre. Oliver fulgte med et Par Skridt, men vidste saa ikke, enten han skulde gaa frem eller tilbage, og blev altsaa staaende, i maalløs Forundring.
Den gamle Herre saa' meget pæn ud, med pudret Haar og Guldbriller; han var i en grøn Klædes Frakke med en Fløjls Krave og i hvide Benklæder og havde en lille Spanskrørsstok under Armen. Fra en af de aabne Bogkasser havde han taget en Bog, og stod nu og bladede og læste i den saa ivrigt, som om han kunde have siddet hjemme i en Lænestol i sit Studereværelse. Alle hans Tanker var ved Bogen, han saa' aabenbart hverken Bogladen eller Torvet eller Drengene eller noget som helst. — Hvor harmfuld og forskrækket blev saa ikke Oliver, da han pludselig saa' Rævetampen stikke Haanden ned i denne gamle Herres Lomme. Den gamle Herres Lommetørklæde blev trukket op, og det blev rakt til Charley, hvorefter begge Drengene pilte afsted og forsvandt omkring Gadehjørnet.
I samme Nu begreb Oliver, hvorledes det alt hang sammen: Lommetørklæderne, Uhrene, Parykkerne, Jøden! Blodet fo'r ham op i Kinderne, saa det var, som om han befandt sig i en gloende Ovn. Saa — fortumlet og forfærdet — fik han Benene paa Nakken og løb sin Vej. Alt det havde knap taget et Minut. I samme Øjeblik tog den gamle Herre ned i sin Lomme, mærkede, at Lommetørklædet var væk, og gjorde kort omkring. Da han saa' Oliver kile af, troede han naturligvis, at han var Tyven. »Stop Tyven!« skreg han; og med Bogen i Haanden satte han efter ham.
Men han var ikke ene om at skrige. Rævetampen og Charley havde ikke turdet udsætte sig for at vække Mistanke ved at blive ved at piske ned ad Gaden, de var altsaa blot smuttet ind i den første Gadedør omkring Hjørnet. Da de nu hørte Raabet og saa' Oliver rende, kom de sporenstregs frem og skreg ligeledes »Stop Tyven!« og deltog som gode Borgere i Forfølgelsen. Selvopholdelsesdriften skal være den stærkeste Drift. Dersom Oliver havde vidst dèt, vilde han maaske ikke have ladt sig overraske. Men nu, da han ikke vidste det, blev han blot dobbelt bestyrtet, og som en Hvirvelvind strøg han ned ad Gaden, med den gamle Herre og Drengene rendende og skraalende bag efter sig.
»Stop Tyven! Stop Tyven!« Der er som en Trolddom i det Raab. Hundreder af Mennesker istemmer det efterhaanden, og Hoben, som stimler sammen, vokser ved hvert Gadehjørne. Afsted farer den, plaskende gennem Vandpytterne og klaprende hen ad Stenbroen; op smækkes Vinduer, ud styrter Folk. »Stop Tyven! Stop Tyven!« Hos os alle slumrer der en Lidenskab efter at gøre Jagt, paa nogen eller noget. Et stakkels forpustet Barn, gispende af Udmattelse og med Ansigtet forvredet af Skræk, anspænder hver en Muskel for at slippe bort fra sine Forfølgere; de vinder mer og ind paa ham, de gotter sig ved at opdage, at hans Kræfter tager af, og de skriger og skraaler dobbelt iltert »Stop Tyven!« — Ja stop ham for Guds Skyld, det er jo den rene Barmhjertighed!
Oliver blev stoppet, af et ordenligt Nakkedrag. Der ligger han paa Stenbroen, mens Hoben presses tæt sammen om ham; hver ny, som kommer til, puffer sig frem for at faa et Glimt af ham at se. »Ryk til Side!« — »Lad ham faa lidt Luft!« — »Aa Vrøvl, hvad skal han med Luft?!« — »Hvor blev Herren af?« — »Der kommer han!« — »Gør Plads for Herren!« — »Var det den Dreng?« — »Ja.«
Tilstøvet og overstænket og med blødende Mund laa Oliver og stirrede forvildet op paa den Hob Ansigter, som omgav ham.
»Ja,« gentog den gamle Herre, »jeg er bange for, det var ham!… Stakkels Dreng! Han har stødt sig.«
»Det var mig, Herre,« svarede en opløben Lemmedasker og puffede sig frem, »jeg kom til at støde min Næve slemt paa hans Kæbeben. Det var mig, der stoppede ham, Herre.«
Labanen løftede paa Huen med et Grin, som om han ventede en Drikkeskilling for sin Ulejlighed. Men den gamle Herre sendte ham et uvilligt Blik og saa' sig usikker om, som om han selv havde i Sinde at løbe sin Vej, — hvilket han maaske ogsaa vilde have gjort, hvis ikke i det selv samme Politiet (der jo plejer at møde sidst ved den Slags Lejligheder) var kommet til. En Betjent trængte sig frem gennem Hoben og greb Oliver i Kraven. »Op med dig!« sagde han bistert.
»Det var ikke mig, Hr—, det var to andre Drenge!« forsikrede Oliver og vred sine Hænder og saa' sig om i Kredsen; »de er vist her i Nærheden.«
»Nej, det er de vist ikke, du!« sagde Betjenten. Han sagde det i en ironisk Tone, men det var forresten den skære Sandhed: for Rævetampen og Charley var smuttet ind i den første passende Port, de kom forbi. — »Naa, rejs dig nu op!«
»Gør ham ingen Fortræd!« bad den gamle Herre medlidende.
»Nej, jeg skal skam ingenting gøre ham,« svarede Betjenten og rev til Bevis derpaa Halvdelen af Olivers Trøje af ham. — »Nu ingen Vrøvl, jeg kender dig godt, du! Vil du se, du kan komme op, din Satans Unge!«
Oliver, som knap kunde staa paa Benene, blev saa ved Kraven trukket gennem Gaderne. Den gamle Herre fulgte med omme paa den anden Side af Betjenten; og foran travede en hel Mængde Mennesker, som nu og da saa' om paa Synderen. Gadedrengene raabte Hurra.