Oliver Twist/9

Fra Wikisource, det frie bibliotek

Det Nordiske Forlag Kjøbenhavn


Oliver Twist - Samfundsroman.djvu Oliver Twist - Samfundsroman.djvu/1 43-47

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.

9.
Den rare gamle Herre og hans haabefulde Lærlinge.

Oliver vaagnede først sent næste Morgen. Der var ingen andre i Stuen end den gamle Jøde, som havde Kaffe over at varme i en Kasserolle og stod og fløjtede, mens han rørte om i den med en Tinske. Hver Gang der hørtes mindste Lyd udenfor, holdt han op og lyttede; men saa snart han var kommen paa det Rene med, hvad det var, fløjtede og rørte han videre.

Oliver var endnu kun halvt vaagen. Med halv aabne Øjne saa' han Jøden og hørte hans dæmpede Fløjten og Tinskeens Skraben mod Kasserollen. Samtidig var alligevel hans Sanser ligesom andet Steds optagne; der gled forbi ham Billeder af næsten alt, hvad han havde oplevet, og af alle de Mennesker, han havde kendt.

Da Kaffen var færdig, tog Jøden den af Ilden, stod nogle Øjeblikke, som om han ikke rigtig vidste, hvad han skulde, vendte sig saa om og saa' paa Oliver, og kaldte paa ham. Der kom intet Svar, Oliver sov sagtens. Saa listede Jøden hen og lukkede Døren af, bukkede sig ned og (saadan forekom det Oliver) tog op af et hemmeligt Rum i Gulvet et lille Skrin, som han forsigtig bar hen paa Bordet. Hans Øjne gnistrede, mens han lukkede Skrinet op og saa' ned i det. Derefter trak han en gammel Stol hen til Bordet, satte sig, og tog op af Skrinet et pragtfuldt Gulduhr, der blinkede af Diamanter.

»Hæ hæ!« mumlede han og skudtede sig og fortrak Ansigtet til et hæsligt Grin. »Flinke Gutter! flinke Gutter! Og modige til det sidste! Sagde ikke et Muk til den gamle Præst om, hvor de var fra, skriftede slet ikke noget om gamle Fagin! Naa ja, hvad havde det ogsaa nyttet dem? Strikken var dog blevet siddende om deres Hals, de var ikke kommet til at dingle blot et eneste Minut senere for dét. Næh! næh! flinke Gutter! flinke Gutter!«

Han lagde Uhret ned i Skrinet igen, tog saa efterhaanden op vistnok et halvt Dusin andre Uhre og Ringe og Brocher og Armbaand, og bekiggede forelsket hvert enkelt Stykke. Sidst tog han et Smykke frem, der var saa lille, at det ikke saas, mens det laa paa hans flade Haand. Der lod til at være en meget lille Indskrift paa det, thi han holdt Haanden for Øjnene og stirrede anstrengt. Men saa opgav han det, gemte Smykket igen, og lænede sig tilbage paa Stolen. »Ja,« mumlede han, »Dødsstraf er en dejlig Ting! De Døde angrer aldrig; de Døde plaprer aldrig ud med dum Snak. Meget godt for Forretningen. Fem klynget op paa Rad, og ingen tilbage til at kræve sin Part eller til at sladre af Skole…!«

Rent tilfældig vendte hans sorte, stikkende Øjne sig i det samme om ad den Kant, hvor Oliver laa. Drengen stirrede nysgerrigt paa ham. Knap et Nu mødtes deres Øjne, men dog længe nok, til at Jøden forstod, at han var blevet iagttaget. Med et Smæld smækkede han Kassen i, greb en Brødkniv, der laa, og sprang op ude af sig selv. Han rystede saadan over hele sin Krop, at Oliver, til Trods for sin Rædsel, kunde se Kniven dirre i Luften.

»Hvad?« skreg Jøden, »ligger du og lurer? Hvorfor er du vaagen? Hvad har du set? Svar, Dreng! Svar! Svar! eller du er dødsens!«

»Jeg kunde ikke sove mere, Hr....«, svarede Oliver forknyt. »De maa ikke være vred, hvis jeg har forstyrret Dem, Hr. —! Jeg vaagnede lige nu.«

»Er du ganske vis paa dét?« skreg Jøden igen og løftede Kniven truende.

»Ja, Hr. —, jeg forsikrer Dem,« svarede Oliver indtrængende, »det er sandt.«

»Saa-saa-saa, min Dreng!« sagde Jøden og slog pludselig over i sin vanlige Tone og legede et Øjeblik med Kniven, før han lagde den fra sig, ligesom for at faa Oliver til at tro, at han havde blot taget den for Spas. »Jeg véd det jo nok, min Dreng, — jeg vilde bare se, om jeg kunde gøre dig bange, — men du er en rask Dreng, Oliver, — hæ hæ hæ! rigtig en rask Dreng!« Og Jøden grinte og gned sine Hænder, men skævede dog i det samme ængstelig om efter Skrinet. »Du saa' vel ikke noget af, hvad der var i dét, min Dreng?« tilføjede han og lagde Haanden paa Laaget.

»Jo, Hr. —« 

»Gjorde du?« sagde Jøden og blev noget bleg. »Ja det — det er mit, Oliver, det er min Smule Ejendom. Alt, hvad jeg har kunnet lægge til Side til mine gamle Dage! Og saa siger Folk, at jeg er gerrig, Oliver!«

Oliver syntes, at den gamle Herre maatte virkelig ogsaa være gerrig, naar han gad bo i saadan et griset Hul, skønt han havde saa mange smukke Ting. Men saa tænkte han igen, at maaske kostede Rævetampen og de andre Drenge ham ikke saa lidt, og han saa' ærbødigt paa Jøden og spurgte, om han nu maatte staa op.

»Vist saa, min Dreng, vist maa du det!« svarede den Gamle. »Se derhenne ved Døren staar en Spand Vand, kan du tage og flytte den herhen, saa skal jeg give dig en Skaal, som du kan vaske dig i.«

Oliver gik tvers over Gulvet og bakkede sig og tog Spanden. Da han vendte sig om, var Skrinet forsvundet.

Straks efter at han havde faaet vasket sig, kom Rævetampen sammen med en af de raske unge Fyre, som Oliver den foregaaende Aften havde set sidde og ryge lang Pibe. Denne Kavaler blev forestillet for ham under Navnet Charley Bates, hvorefter de alle fire satte sig til at spise Frokost: Brød, Skinke og Kaffe.

»Naa,« spurgte Jøden Rævetampen, og skottede i det samme forslagent hen paa Oliver, »I har da vel hængt i nu til Morgen, Drenge?«

»Vældigt!« svarede Rævetampen. Og Charley tilføjede: »Som Tærskere!«

»Flinke Gutter! flinke Gutter!« sagde Jøden. »Hvad reddede saa Du, Rævetamp?«

»Et Par Tegnebøger.«

»Forede?« spurgte Jøden og formelig rystede af Ivrighed.

»Aa ja saamænd,« forklarede Rævetampen og trak frem to Tegnebøger, den ene rød, den anden grøn.

Jøden undersøgte omhyggeligt Indholdet. »Ikke saa solide, som de kunde have været,« sagde han, »men meget nette, — meget nette!.... Flinkt Arbejde, ikke sandt, Oliver?«

»Jo, det er det rigtignok,« svarede Oliver, og blev yderst forbavset over, at Charley brast i en skraldende Latter.

»Og hvad reddede saa du, min Ven?« spurgte Fagin den anden Dreng.

»Lommetørklæder,« sagde Charley og afleverede fire Stykker.

Jøden undersøgte ogsaa dem omhyggeligt. »Hm, meget nette — virkelig meget nette! Men Navnet har du ikke været heldig med, Charley, det maa vi have pillet op igen med en Naal. Vi kan lære Oliver at gøre det, — hvad, lille Oliver, kunde du nok have Lyst til det, hæ hæ hæ?«

»Som De vil, Hr. —«

»Du kunde maaske lide at skaffe dig lige saa pæne Lommetørklæder som Charley, hvad, min Dreng ?« spurgte Jøden.«

»Ja, Hr. —, hvis De vilde lære mig det.«

Charley brast igen i en ustandselig Latter, saa han fik Kaffen i den gale Hals og nær var bleven kvalt. »Han er myrderlig grøn!« bemærkede han saa, som en Slags Undskyldning til Selskabet for sin uhøflige Opførsel.

Rævetampen strøg Oliver hen over Haaret og mente, at han fik nok snart bedre Forstand. Og den rare gamle Herre, som saa', at Oliver var bleven hed i Hovedet, ledte hurtigt Talen hen paa noget andet og spurgte, om der havde været mange Mennesker til Henrettelsen i Morges. Af Drengenes Svar fremgik det, at de havde begge været derhenne, og Oliver kunde ikke begribe, hvor de saa alligevel havde faaet Tid til at være saa flittige.

Efter at Frokosten var besørget, legede den lystige gamle Herre og de to unge Fyre en meget besynderlig Leg. Den udførtes saaledes: Den lystige gamle Herre puttede en Snustobaksdaase i den ene, en Tegnebog i den anden Lomme, samt et Uhr (med Kæde omkring Halsen) i Vestelommen; desuden stak han en Diamant-Brystnaal i Skjorten, knappede sin Frakke, puttede ogsaa sit Brillefuteral og sit Tørklæde i Lommen, og gav sig derpaa til at gaa op og ned ad Gulvet med Stok i Haanden, saadan som man daglig kan se gamle Herrer spadsere paa Gaden. Nu og da blev han staaende henne ved Ildstedet eller ved Døren og lod, som om han var optaget af at se ind ad et Butiksvindue. Imidlertid saa' han sig dog af og til ængstelig om, som om han var angst for Tyve, og han følte rundt paa sine Lommer, om der nu ogsaa var i dem, hvad der skulde være, — altsammen saa naturligt og pudsigt, at Oliver lo sig Øjnene fulde af Taarer derover. Drengene fulgte bestandig efter den gamle, og hver Gang han vendte sig om, smuttede de saa behændigt af Vejen, at man slet ikke kunde se, kvad de foretog sig. Tilsidst traadte Rævetampen ham over Tæerne, medens Charley trimlede ind paa ham bagfra: og i samme Nu nappede de lynsnart hans Snustobaksdaase, Tegnebog, Uhrkæde, Brystnaal, Lommetørklæde, ja endog hans Brillefuteral! Hvis den gamle Herre mærkede en af deres Hænder i sin Lomme, sagde han, hvor Haanden var, og saa begyndte man forfra paa Legen.

Da den var blevet leget en hel Del Gange, kom et Par unge Damer paa Besøg; den ene hed Betsy, den anden Nancy. Deres svære Haar var ikke sat videre pænt op, og deres Sko og Strømper var ikke synderlig nette. Egenlig smukke var de heller ikke. Men de var rødmussede og raske, og da de tillige havde et frit og indladende Væsen, syntes Oliver, at det var et Par meget fikse Piger, hvad det maaske ogsaa var.

De blev der en god Stund. Der blev sat Brændevin frem, fordi den ene af de unge Damer klagede over, at hun var helt kold indvendig, og Samtalen blev rigtig livlig og venskabelig. Men tilsidst sagde Charley, at nu var det vist bedst at se at faa lagt op, — hvilket Oliver mente maatte betyde: at gaa ud; for straks efter gik Rævetampen og Charley og Pigebørnene deres Vej. Forinden havde den rare gamle Herre nok saa venlig givet dem Penge.

»Naa, min Dreng,« spurgte Fagin. »synes du saa ikke, de har det godt? Nu skal de ud paa Livet.«

»Er de allerede færdige med at arbejde?« spurgte Oliver.

»Ja,« svarede Jøden, »med mindre de da tilfældig støder paa noget, mens de er ude, for saa kan du stole paa, de lader det ikke gaa fra sig … Tag efter dem, min Dreng, tag efter dem!« tilføjede han og trommede med Ildtangen paa Ildstedet for at give sine Ord mere Eftertryk. »Gør, som de siger dig, og følg deres Raad, navnlig Rævetampens, min Dreng! Han bliver en stor Mand engang, og han gør ogsaa nok dig til en stor Mand, naar du bare retter dig efter ham. Sig mig, stikker mit Lommetørklaede op af Lommen, min Dreng?« spurgte han pludselig.

»Ja, Hr—«

»Aa prøv engang, om du kan tage det, uden at jeg mærker det, ligesom du saa' de andre gøre, den Gang vi legede før!«

Oliver tog med den ene Haand under Bunden af Lommen, saadan som han havde set Rævetampen gøre, og trak Lommetørklædet ud med den anden Haand.

»Er det væk?« udbrød Jøden.

»Her er det, Hr —,« svarede Oliver og rakte ham det.

»Men du er jo en flink Gut, min Dreng«, sagde den spøgefulde gamle Herre og klappede ham paa Hovedet. »Jeg synes aldrig, jeg har truffet saa lærenem en lille Fyr. Der har du en Krone. Bliv saadan ved, saa bliver du en stor Mand engang. Men kom nu her, saa skal jeg lære dig at pille Navne ud af Lommetørklæder!«

Oliver begreb ikke, hvordan han kunde blive en stor Mand ved for Spøg at tage noget ud af den gamle Herres Lommer. Men Jøden var jo saa meget ældre, saa han maatte vel vide det bedre… Og Oliver satte sig rolig hen til Bordet og gik snart helt op i sit ny Arbejde.