Oliver Twist/18
18.
Forædlende Omgang.
Da Rævetampen og ung Charley næste Dags Middag var gaaet ud, tog Fagin Lejligheden i Agt til at holde et langt Foredrag for Oliver om den græsselige Synd, som kaldes Utaknemlighed. Han lagde stærkt Eftertryk paa den Omstændighed, at hvis ikke han, Fagin, i sin Tid havde hjulpet, saa maatte Oliver rimeligvis være sultet ihjel; og han fortalte en meget bevægelig Historie om en Dreng, hvem han ligeledes menneskekærligt havde frelst, men som saa havde svigtet hans Tillid og røbet Lyst til at komme i med Politiet, og som desværre tilsidst en skøn Dag var blevet hængt. Fagin lagde ikke Skjul paa, at han selv havde bidraget noget til denne Afslutning; men han beklagede med Taarer i Øjnene, at Drengens slette Opførsel havde ført til, at han maatte falde som Offer for et Vidnesudsagn, der, selv om det nu ikke var helt sandfærdigt, dog havde været uundgaaelig nødvendigt for at sikre ham (Fagin) og nogle af hans fortrolige Venner. Endelig gav saa Fagin en temmelig afskrækkende Skildring af Ulæmperne ved at blive hængt og ytrede, særdeles venskabeligt og belevent, et inderligt Haab om, at han aldrig maatte blive nødt til at overantvorde Oliver Twist til denne uhyggelige Operation.
Blodet stivnede i Olivers Aarer, medens han sad og hørte til. Han vidste jo nu af Erfaring, at Øvrigheden kan godt komme til at forveksle uskyldige med skyldige, hvis de tilfældigvis er i Kompagni. Og naar han mindedes Hr. Sikes' Beskyldninger mod Fagin, forekom det ham heller ikke usandsynligt, at den gamle Jøde mer end én Gang havde hjulpet til at rydde altfor meddelsomme eller altfor meget-vidende Personer af Vejen. Han blev bleg og kom til at ryste og saa' ængstelig op paa Jøden, der ufravendt havde iagttaget ham. Saa smilte Jøden ondskabsfuldt og klappede ham paa Hovedet og sagde, at naar han blot holdt sig i Skindet og lagde sig efter Geschæften, blev de nok rigtigt gode Venner. Dermed tog han sin Hat, hyllede sig ind i en gammel lappet Kavaj, og gik sin Vej og laasede af efter sig.
Resten af den Dag og Størstedelen af mange følgende Dage var Oliver mutters ene, overladt til sine egne Tanker. De søgte stadig tilbage til hans kære Venner og til hvad Mening, de vel nu maatte have faaet om ham, — og de var meget triste.
Da der var gaaet en Ugestid, holdt Jøden op at laase Døren af. Oliver kunde altsaa gaa frit omkring i Huset. Overalt var der snavset; men Værelserne ovenpaa havde høje Paneler og brede Døre og dekorerede Lofter, saa Huset havde vistnok i gamle Dage tilhørt fine Folk og været lyst og fornøjeligt. Nu havde Edderkopperne spundet deres Væv i hver en Krog; og tit, naar Oliver traadte ind i en Stue, pilte Musene forskrækket hen over Gulvet, ind i deres Huller. De var det eneste levende, han saa' eller hørte. Ofte naar Mørket faldt paa og han var træt af at gaa fra det ene Værelse til det andet, sad han og krøb sammen ude i Gangen ved Gadedøren, blot for at være nær ved Mennesker: og dèr sad han saa og lyttede og talte Timerne, indtil Jøden eller de to unge Kavallerer kom hjem.
I Huset var der Skodder for alle Vinduerne, blot med Undtagelse af et Kvistvindue ud til Gaarden. Ved det kunde han sidde Timer i Træk og stirre forknyt ud over et Virvar af Tagrygge og Gavle og sodede Skorstene. En sjælden Gang havde han rigtignok faaet Øje paa et Hoved med pjusket graat Haar, som kiggede frem over en Murkant langt, langt borte. Men hver Gang var det hurtigt blevet trukket tilbage.
En Dag skulde Rævetampen og Charley ud til Aften. Saa fik den førstnævnte unge Kavaller den Idé, at han vilde dog pynte lidt paa sin Person (man maa lade ham, at han havde ellers ingen Svaghed derfor), og han nedlod sig til at beordre Oliver til at hjælpe ham med Toilettet. Oliver blev glad over, at han kunde gøre sig nyttig; han vilde ogsaa gerne søge at stemme sine Omgivelser lidt venlige, naar det da blot kunde ske, uden at han gjorde noget slemt. Altsaa var han straks villig og knælte ned paa Gulvet. Og efter at Rævetampen (som sad paa Bordet) havde anbragt sin Fod paa hans Skød, gav han sig i Lag med den Proces, som Rævetampen kaldte at »lakere Fod-Futteralerne,« men som paa almindeligt Dansk kaldes at børste Støvler.
Skyldtes det nu den Følelse af Frihed og Uafhængighed, som et Dyr med Fornuft antagelsesvis maa føle, naar det sidder mageligt paa et Bord, ryger sin Pibe, dingler skødesløst med det ene Ben og faar sine Støvler børstet, uden at det har haft det frygtelige Besvær at skulle trække dem af forinden eller har den rædselsfulde Udsigt, at det bagefter skal trække dem paa igen? Eller stemte maaske den rare Tobak Rævetampen blid, eller formildede muligt det gode Øl hans Sjæl? Vist er det, at der et Øjeblik kom over ham et Drag af Romantik og Følsomhed, som ellers var ham fremmed. Han sad lidt og saa' tankefuld ned paa Oliver, løftede saa Hovedet, sukkede sagte, og sagde, halvt hen for sig og halvt til unge Hr. Charley: »Det er dog sørgeligt, at han ikke er en Lommebedrøver!»
»Tja!« bemærkede unge Hr. Charley, »han kender ikke sin egen Fordel!«
Rævetampen sukkede igen, og baade han og Charley fik atter Piben i Munden. Tavse sad de nogle Sekunder og dampede.
»Du véd vel ikke engang, hvad en Lommebedrøver er?« spurgte Rævetampen sørgmodigt.
»Jo, jeg tro'r nok!« svarede Oliver og saa' hurtigt op. »Det er en — Tyv!… saadan én, som du er, ikke sandt?« tilføjede han ængsteligt.
»Jo,« sagde Rævetampen. »Og jeg vilde skamme mig, dersom jeg var noget som helst andet.« Han puffede glubsk sin Hat bag ud og saa' om paa unge Hr. Charley, som for at antyde, at han vilde være ham forbunden, hvis han kunde modsige ham. »Jeg er det,« fortsatte han saa, »og Charley er det, og Fagin er det, og Sikes er det, og Nancy er det, og Bett er det, vi er det alle sammen, lige ned til Bulbider; og han er endda den drevneste af os allesammen!«
»Og den, der er allermindst anlagt paa at sludre af Skole!« tilføjede Charley.
»Nej, den vilde ikke saa meget som give et Bjæf fra sig i en Vidne-Baas, af Angst for at den skulde forraade noget!« sagde Rævetampen. »Det er et klogt Dyr! Glor den ikke glubsk paa hver en Fremmed, som ler eller synger? og hader den ikke hver eneste Hund, der ikke er af samme Race som den, — hvadbehager?«
»Jo, den er en kristen Sjæl, helt igennem!« erklærede Charley. Det skulde blot være en Anerkendelse af Dyrets Forstand; men Ordene passede ogsaa i en anden Betydning. Thi mangfoldige Mænd og Kvinder, som gør Fordring paa at være helt igennem Kristne, har virkelig i adskillige Henseender en paafaldende Lighed med Hr. Sikes' Hund.
»Naa men,« sagde Rævetampen, og med den Interesse for Geschæften, som ledede alle hans Skridt, vendte han tilbage til Udgangspunktet: »dette her kommer nu ikke Grønskollingen ved!«
»Nej, det gør det ikke,« sagde Charley. »Hvorfor giver du dig ikke ind under Fagin, Oliver?«
»Og gør din Lykke i en Ruf?« tilføjede Rævetampen grinende.
»Saa du kan trække dig tilbage paa dit Gods og give Greven, saadan som jeg har i Sinde at gøre den 42de Tirsdag efter Trinitatis, lige saa snart vi har haft Skudaar fire Gange i Træk,« sagde Charley.
»Jeg synes ikke om det,« svarede Oliver ængsteligt. »Jeg vilde ønske, man vilde lade mig gaa. »Jeg — vilde helst gaa.«
»Ja men Fagin vil helst ikke!« sagde Charley.
Det vidste Oliver kun altfor vel. Og saasom han tænkte, det kunde være farligt at aabne sit Hjerte endnu mere, sukkede han blot, og børstede videre paa Støvlerne.
»Gaa?!« udbrød Rævetampen. »Er der da ingen Skam i dig?! Vilde du virkelig gaa og falde dine Bekendte til Byrde, hvad?!«
»Føj! føj for en Ulykke!« sagde Charley og trak et Par Silkelommetørklæder op af Lommen og kastede dem hen i Madskabet. »Det var jo ligefrem lavt!«
»Jeg kunde aldrig gøre det!« erklærede Rævetampen med overlegen Afsky.
»Men,« sagde Oliver og smilte saa smaat, »du kan nok lade dine Venner i Stikken og lade dem blive straffet for, hvad du har gjort!«
»Ja dét,« svarede Rævetampen og slog ud med Pibespidsen, »dét var kun for Fagins Skyld! Politierne véd, at han og vi arbejder sammen, saa han kunde let være kommen i Fedtefadet, hvis vi ikke var stukket af. Derfor var det, vi forduftede, — er det ikke rigtigt, Charley?«
Hr. Charley nikkede og vilde til at tale. Men i det samme tog Erindringen om Olivers Flugt i den Grad Magten over ham, at han fik Tobaksrøgen i den gale Hals og maatte hoste og trampe vel en fem Minuters Tid.
»Se engang her!« sagde Rævetampen og tog en Haandfuld Sølvpenge op af Lommen, »her er Bjælder! Kan det ikke være lige kraftigt, hvor de kommer fra? Tag væk! der er fler, hvor de kom fra… Hvad for noget, vil du ikke? Du er dog ogsaa en Erke-Flynder!«
»Han er stejl, hvad, Oliver?« udbrød Charley; »tro'r du, han gaar fri for at blive kværket?«
»Jeg véd ikke, hvad du mener,« sagde Oliver.
»Det skal jeg sige dig, Kammerat.« Og Charley holdt den ene Snip af sit Halstørklæde op i Luften, lod Hovedet dejse ned til den modsatte Skulder og gav en Slags Hvæsen fra sig. Ved denne fornøjelige mimiske Fremstilling antydede han, at det at blive kværket var det samme som at blive hængt.
»Vil du bare se, Jack, som han glor!« føjede han saa til. »Nej aldrig har jeg dog truffet saa sjov en Kammerat! han bliver min Død, gør han!« Hvorefter Charley skoggerlo, og saa endelig, med Taarer i Øjnene, fik sin Pibe i Munden igen.
»Du har haft en snavs Opdragelse!« erklærede Rævetampen, medens han tilfredsstillet mønstrede Støvlerne, som Oliver nu havde børstet færdige. »Men Fagin faar nok tilsidst noget ud af dig, ellers blev da du den første, han ikke havde sat Skik paa. Du skulde heller tage fat straks, for inden du véd et Ord af det, er du alligevel inde i Faget, og saa har du kun gaaet og spildt Tiden. Én Ting beder jeg dig bare huske paa, og det er, at hvis ikke du snupper Tvebakkerne og Pudsekludene....«
»Det kan jo ikke nytte, du snakker,« afbrød ung Charley ham; »Nolly (Oliver) forstaar jo ikke et Muk.«
»Hvis ikke du snupper Uhrene og Silkelommetørklæderne,« sagde Rævetampen, idet han læmpede sin Tale efter Olivers Fatteevne, »saa er der andre, der gør det. Paa den Maade gaar det ud baade over dig og over dem, der mister dem, og ingen har for en sur Sild Fornøjelse af det, uden de Tampe, der hugger Rovet. Og du har akkurat ligesaa godt Ret til det som de!«
»Fuldstændig rigtigt, fuldstændig rigtigt!« udbrød Jøden, der ubemærket af Oliver var kommen ind. »Det er soleklart, min Dreng, soleklart! Tja… hæ, hæ, hæ! tag du bare efter Rævetampen! for han kan sin Katekisme paa Fingrene!« Og den Gamle gned sig i Hænderne og fniste af Henrykkelse over Rævetampens Dygtighed.
Dermed standsede foreløbig Forhandlingerne. Thi Jøden havde havt Følgeskab hjem af Frk. Betsy og af en Kavalér, som Oliver ikke havde set før, men som Rævetampen kaldte Fregne-Tom. Han havde staaet et Øjeblik udenfor og gjort Kur til den unge Dame, men kom nu ind.
Fregne-Tom var ældre end Rævetampen, han havde tilbagelagt 18 Vintre; men i hans Holdning overfor sidstnævnte unge Herre var der alligevel en Slags Ærbødighed, som syntes at antyde, at han vidste selv, han stod under ham i Snuhed og fagmæssig Uddannelse. Han havde et Par smaa, glippende Øjne, var stærkt koparret, mødte i laadden Hue, Jakke af tykt, mørkt Bomuldstøj, fedtede Hvergarns Bukser samt Forklæde. Dragten var unægtelig lidt tarvelig; men han undskyldte den overfor Selskabet med, at han først for en Time siden »havde siddet sin Tid af,« og saasom han de sidste seks Uger havde baaret »Husets Tøj,« havde han ikke faaet skænket sine egne Klæder tilbørlig Opmærksomhed. Han tilføjede, under utvivlsomme Tegn paa Utilfredshed, at den ny Manér med at dampe Tøjet var ligefrem forfatningsstridig; for der blev brændt Huller i det, og saa kunde man alligevel ikke kræve Erstatning af det Offenlige. Det samme gjaldt, efter hans Formening, den Skik at klippe Folk ganske skaldede derinde, det var et rent og skært Lovbrud. Fregne-Tom sluttede med at erklære, at han i 42 dræbende lange og haarde Arbejdsdage havde ikke smagt saa meget som en Draabe, og han vilde ønske, den Onde maatte partere ham, dersom han ikke var saa rusten i Halsen som en Skorsten.
»Hvor tror du, den unge Mand kommer fra, Oliver?« spurgte Jøden grinende, medens de to andre Drenge satte en Flaske Brændevin og Glas paa Bordet.
»Det — det véd jeg ikke, Hr.,« svarede Oliver.
»Hvad er dèt for én?« spurgte Fregne-Tom og mønstrede Oliver overlegent.
»En lille Ven af mig,« forklarede Jøden.
»Sikket Held for ham!« sagde Fregne-Tom og saa' betydningsfuldt paa Fagin. »Ja det kan nu være lige meget, min Gut, hvor jeg kommer fra: du finder nok selv snart Vej derhen, det tør jeg holde en Krone paa.«
Det Indfald lo de to andre Drenge meget af, og de kom med forskellige Vittigheder over samme Æmne. Saa hviskede de noget med Fagin, og drev af, og lidt efter gik ogsaa Fregne-Tom og Frk. Betsy.
Fra den Dag var Oliver kun sjældent ene, men næsten altid sammen med Rævetampen og Charley, som legede den gamle Leg med Jøden — om til deres egen eller til Olivers Uddannelse maatte vel Fagin vide. Til andre Tider fortalte den Gamle dem om Tyverier, som han i sine yngre Dage havde begaaet, og han krydrede sin Fremstilling med saa mange Pudsérligheder, at selv Oliver ikke kunde bare sig for at le. Kort sagt, den snu Jøde havde sine Garn ude. Efter at han ved Ensomheden og Mørket havde forberedt Olivers Sind til at foretrække et hvilket som helst Selskab for den blotte Omgang med egne triste Tanker paa et saa sørgeligt Sted, dryppede han nu i hans Sjæl en sort Gift, som han haabede skulde trække ind i den og for bestandig forandre dens Farve.