Oliver Twist/19
19.
En vigtig Plan.
En kold, klam, blæsende Aften knappede Jøden sin Kavaj tæt om sig, slog Kraven op, saa den skjulte hele hans Underansigt, og dukkede frem af sin Hule. Han blev staaende udenfor, til Gadedøren var blevet laaset og stænget efter ham og til Drengenes Fodtrin derinde ikke længer kunde høres. Saa spejdede han fotsigtigt omkring, skraaede over paa den anden Side, og luskede afsted, saa hurtigt han kunde.
Stenbroen var skjult af Mudder, en tyk Taage hang over Gaderne; Regnen støvede ned uafbrudt, alt var vaadt og koldt. Det var rigtig en Aften for Jøden til at røre sig i. Saadan som han listede afsted der langs Husrækkerne, lignede han et hæsligt Kryb, der var avlet i Mudderet og Mørket, og som nu ved Aftenstide kravlede frem for at se at opsnuse sig et Maaltid velsmagende Affald.
Han gik gennem mange og krumme Gader og kom til sidst ind i et Virvar af usle og skidne og overbefolkede Gyder. Imidlertid var han aabenbart altfor hjemmevant her, til at han skulde have Vanskelighed ved at finde Vej. Hurtigt luskede han gennem Gaarde og Gange og kom endelig ind i én, hvor der kun helt nede for den anden Ende brændte en eneste Lygte. Her bankede han paa en Gadedør, vekslede halvhøjt et Par Ord med den, som lukkede op, og gik saa op ad en Trappe. Da han tog om Dørgrebet, knurrede en Hund indenfor, og en Mandfolkestemme spurgte om, hvem det var.
»Det er bare mig, Bill, bare mig, min Ven!« sagde Jøden og stak Hovedet ind ad Døren.
»Skrub saa ind med Dem!« sagde Sikes… »Læg dig, dit Kvæghoved! kan du ikke kende Fanden, fordi han er kommen i Kavaj?«
Hunden havde aabenbart ladt sig skuffe af Fagins Overtøj; for efter at Jøden havde faaet Kavajen af, trak den sig tilbage til sin Krog, og undervejs derhen tilkendegav den ved en svag Logren med Halen, at den var saa tilfreds med Besøget, som dens Temperament overhovedet tillod den at være.
»Naa?« spurgte Sikes.
»Ja, min Ven!« sagde Jøden. »Godaften, Nancy.«
Han udtalte denne sidste Hilsen lidt forlegent, som om han ikke var vis paa, at den vilde blive vel modtaget. Sagen var, at han havde ikke truffet sin unge Veninde siden hin Aften, da hun slog et Slag til Fordel for Oliver. Men den unge Dames Opførsel fjernede hurtigt enhver Betænkelighed. Hun tog Fødderne ned fra Ovnpladen, rykkede sin Stol til Side, og bad Fagin flytte sin derhen;« for det var hundekoldt i Aften, det kunde nok hænd' sig!
»Lad ham faa noget at drikke, Nancy, men gesvindt!« sagde Sikes. »Fanden skal slaa mig, om man ikke kan blive helt syg af at se det gamle Kadaver ryste, som om han var et Genfærd, der var kravlet op af Graven!«
Nancy hentede hurtigt en Flaske Brændevin fra et Skab, hvor der stod en Mængde forskellige Flasker. Og Sikes skænkede og sagde til Jøden, at han skulde stikke Glasset ud.
»Nej, mange Tak, Bill, mange Tak, jeg behøver ikke saa meget,« svarede Jøden og satte Glasset fra sig efter blot at have nippet til det.
»Hæ, er De bange for, vi skal pudse Dem, hvad?« spurgte Sikes og fikserede ham. »Ptøj!« Og han gryntede haanligt, og tog Glasset og kylte Resten af dets Indhold ind i Asken, — som en indledende Ceremoni til at fylde Glasset igen til sig selv, hvilket han ogsaa straks efter gjorde.
Medens saa han drak, skottede Jøden om i Stuen: ikke af Nysgerrighed, for han havde set den saa tidt, men af tilvant Mistroiskhed og Forsigtighed. Værelset var ganske fattigt, og fraregnet Skabets indhold tydede intet paa, at Beboeren var andet end slet og ret Arbejdsmand. Af mistænkelige Genstande fandtes kun henne i en Krog et Par svære Knortekæppe, og ovenover Kaminen hang en Todtenschläger.
»Naa,« sagde Sikes og smækkede med Tungen, »saa er jeg klar! Kil saa paa, med hvad De har at sige!«
»Om Villaen i Chertsey, Bill, hvad?« spurgte Jøden sagte og rykkede hen til ham.
»Ja hvad den?« »Naa-aa, De véd vel nok, hvad jeg mener, Bill?« sagde Jøden. »Hvad bebager, Nancy, han véd nok, hvad jeg mener, hvad?«
»Nej, han gør ikke!« vrissede Sikes, »eller ogsaa vil han ikke vide det, hvad der kommer ud paa ét. Tal fra Leveren og nævn Tingene ved deres Navn! Sid ikke der og hvisk og tisk og snak sort, som om det ikke var Dem, der hittede paa det Indbrud! Fanden skal slaa mig — snak fra Leveren!«
»Hys, hys, hys!« sagde Jøden, efter at han forgæves havde søgt at faa ham til at tie. »Der kan nemt nogen høre os, Bill!«
»Ja lad dem høre! hvad bryder jeg mig om dèt?!« — Men saasom Sikes alligevel brød sig om det, dæmpede han efter nøjere Overvejelse Stemmen og blev roligere.
»Nej naturligvis, Bill, naturligvis,« sagde Jøden indsmigrende, »det var bare saadan, fordi jeg altid er saa forsigtigt… Naa men, Bill, det var altsaa Villaen i Chertsey: naar skal den gaa løs, Bill, hvad? Um! sikke Sølvtøj, siger jeg, sikke Sølvtøj!« Og han gned sig i Hænderne og skød Øjenbrynene tilvejrs i forudgribende Henrykkelse.
»Den gaar slet ikke!« svarede Sikes koldblodigt.
»Hvadbehager? gaar den ikke?!« Og Jøden kastede sig med et Sæt tilbage i Stolen.
»Nej den gør ikke!« gentog Bill. »Ialfald gaar den ikke, saadan som vi havde tænkt!«
»Saa er det heller ikke blevet grebet rigtig an,« ivrede Jøden, bleg af Harme. »Nej det nytter ikke, hvad De siger!«
»Ikke dèt?!« svarede Sikes, »nytter det ikke, hvad jeg siger! Ja, da vil jeg nu bare lade Dem vide, at Toby Brækjern har gaaet og lusket dernede i hele 14 Dage, og ikke en af Tjenestefolkene vilde bide paa!«
»De vil da vel ikke bilde mig ind, Bill,« spurgte Jøden og blev spagere, efterhaanden som den anden blev hidsigere, »at ingen af de to Tjenere, der er, kan bestikkes?«
»Jo det er netop, hvad jeg vil! Den gamle Dame har haft dem en Snes Aar, og om De saa bød dem hele fem Tusend Krus, saa gaar de ikke paa den!«
»Ja men saa Fruentimmerne, bedste Ven, Fruentimmerne! Husk dog paa, hvordan Fruentimmere er!… Ikke engang med den flotte Toby, hvad?«
»Nej, ikke engang med den flotte Toby!« erklærede Sikes. »Han siger, han har gaaet og givet den i gul Vest og med forlorne Bakkenbarter al den Pokkers Tid, han laa og drev dernede; men det førte ikke til noget!«
Jøden tænkte efter et Øjeblik. »Han burde have prøvet med Knebelsbarter og et Par Officersbukser, Bill!« sagde han saa.
»Det proberede han ogsaa. Men det var hip som hap.«
Jøden blev bleg ved den Efterretning, sad lidt og grublede, sukkede saa dybt og saa' op og sagde, at hvis Toby Brækjern havde forklaret rigtigt, var der vel ikke andet for end at opgive Historien. »Men det er forfærdeligt, Bill, det er forfærdeligt, efter at man havde gjort saa sikker Regning paa den!«
»Ja,« svarede Sikes, »vel er det dèt!«
Der blev en lang Pavse. Jøden sad og grundede, og der kom efterhaanden et rent ud djævelsk Udtryk i hans Ansigt. Sikes skævede af og til hen til ham. Men Nancy stirrede ufravendt ind i Ilden, som om hun var baade døv og blind for alt, hvad der foregik.
»Sig mig, Fagin,« spurgte saa pludselig Sikes, »giver De 50 gule Krus ekstra, hvis vi klarer Historien alene?«
»Ja.« Det gav et Sæt i Jøden. »Ja, min Ven!« gentog han og rakte Haanden frem, medens hans Øjne gnistrede, og hver Muskel i hans Ansigt dirrede af Spænding.
»Vel!« sagde Sikes og stødte haanligt Jødens Haand til Side, »saa kan den gaa af, naar De vil! Toby og jeg var forgangen Nat inde over Havemuren og undersøgte Skodderne og Dørene. De stænger for den Villa om Natten, som den kunde være et Fængsel: men der er dog èt Sted, hvor man nok saa stille og sikkert kan slippe ind!«
»Hvor er dèt? hvor er dèt, Bill?« spurgte Jøden ivrigt og strakte Hals; Øjnene var lige ved at springe ud af Hovedet paa ham.
»Jo,« begyndte Sikes, »naar man — —.« Men i det samme saa' Nancy op, og næsten uden at dreje Hovedet gjorde hun med et Sideblik Bill opmærksom paa Jødens Ansigt. Saa tog Sikes sig i det: »Hm,« sagde han, »det kan nu være lige meget, hvor det er. Jeg véd jo nok, at De kan ikke klare den uden os; men… det er dog bedst at passe paa, naar man har med Dem at bestille.«
Jøden bed sig i Læben. »Som De vil, min Ven, som De vil!« mumlede han. »Skal der ingen andre med end De og Toby?«
»Nej, ingen andre end et Centrumsbor og en Dreng. Bor har baade Toby og jeg; men Drengen kommer De til at skaffe os.«
»En Dreng?« spurgte Jøden. »Saa er der altsaa en Dørfylding, som skal — — —«
»Ja dèt kan nu være Dem lige fedt, hvad der er!« afbrød Sikes ham. »Jeg skal bruge en Dreng, og det maa være en spinkel Dreng. Hum,« tilføjede han tankefuldt, »det er ogsaa Satans, at Skorstensfejerens Dreng er væk! Faderen holdt ham med Vilje saa klejn, og han lejede ham billigt ud. Men saa blev jo Faderen snuppet, og dette hersens Selskab til forvildede Børns Frelse kom og tog Drengen bort fra Faget, som dog ernærede ham, og satte ham til at lære at læse og skrive og vil nok gøre en Haandværker ud af ham. Saadan bliver de ved,« brummede han, arrigere og arrigere ved Tanken om den Uret, han havde lidt, »saadan bliver de ved! Og hvis de havde Penge, (hvad de Gud være evig lovet ikke har!) saa blev der om et Pars Aars Tid snart ikke en eneste Dreng mer tilbage til Faget!«
»Nej, vist blev der ej!« indrømmede Jøden, som imidlertid havde siddet i Tanker og kun havde opfanget lige hans aller sidste Ord. »Hør, — Bill!«
»Naada?«
Jøden gjorde et lille Kast med Hovedet i Retning ad Nancy (der stadig sad og stirrede ind i Ilden). Sikes trak vrantent paa Skuldrene, hvilket skulde sige, at han fandt det ganske unødvendigt at jage hende ud. Men han rettede sig alligevel efter Jøden, og bad Nancy gaa ned og hente et Krus Øl.
»Du trænger ikke til Øl!« sagde hun og lagde rolig Armene overkors over Brystet.
»Det hører du jo!«
»Sludder!« svarede hun koldblodigt. »Kil De bare paa, Fagin!… Jeg véd, hvad han vil sige, Bill, han behøver ikke at genere sig for mig!«
Sikes saa' lidt forbavset fra den ene til den anden. »Ja bryd Dem ikke om Tøsen, Fagin!« sagde han saa. »De har da vel kendt hende længe nok til at vide, at paa hende kan De stole. Fanden skulde staa i det, før hun faldt paa at sludre!«
»Nej, min Ven, naturligvis, det véd jeg saa godt,« sagde Jøden. »Men — kanske hun kunde blive balstyrig, ligesom forgangen Aften.«
Nancy brast i en skraldende Latter, stak et Glas Brændevin ud, rystede paa Hovedet og udgød sig i forskellige livlige Bemærkninger, som: »Klem paa, Gamle!« og »Nix ferknoten!« Det lod til at berolige begge Parter. »Snak De bare løs om Oliver, Fagin!« sluttede hun saa.
»Du er en fiffig Tøs,« forsikrede Jøden og klappede hende paa Skulderen. »Ja — hæ hæ hæ! jeg tænkte ganske rigtigt paa Oliver: det vilde lige akkurat være en Dreng for Dem, Bill.«
»Hm?!« Bill trak paa det. »Jo, Størrelsen gaar jo an…«
»Tag ham, Bill!« sagde Nancy. »Han er maaske ikke saa snedig som de andre; men til at lukke en Dør op kan han da altid bruges—.«
»Og han lystrer Dem, Bill!« forklarede Jøden. »De skal bare først have gjort ham dygtig forskrækket!«
»Forskrækket?« gentog Sikes. »Jeg giver mig ikke af med at forskrække for Sjov. Kommer der noget i Vejen med ham, naar vi først er i Gang, saa — Fanden skal slaa mig, Fagin, om De ser ham levende igen! Det maa De være klar over, inden De lader mig faa ham, forstaar De.« Og Sikes vippede udtryksfuldt i Haanden et stort Brækjern, som han havde taget frem under Sengen.
»Jeg er klar over alting!« erklærede Jøden bestemt. »Jeg skal sige Jer, mine Venner, jeg har haft Oliver skarpt i Kikkerten, meget skarpt! Mærker han først, at han er i med os, at han selv er blevet Tyv, saa har vi ham, — for hele Livet! Hæ hæ hæ! det kunde ikke have truffet sig bedre!« Og Jøden skød Hovedet ned mellem Skuldrene og slog Armene overkors over Brystet, ligesom han af lutter Glæde vilde omfavne sig selv.
»Hør sig mig engang,« spurgte Sikes mistroisk, »hvorfor gør De Dem egenlig saa meget Mas med det Mælkefjæs? De kan jo faa hundrede for én, om De vil.«
»Jo, — jo!« svarede Jøden »lidt forvirret. »Men — de andre kan jeg ingen Gavn faa af: kommer de i Bekneb, saa røber deres Ansigt dem straks. Naar derimod Oliver bliver taget rigtigt, kan han drive det vidt. Naa og desuden (Jøden var nu blevet rolig igen) saa véd han jo Besked om os, han maa holde Trup. Det gælder blot om, at han en Gang har været med til Arbejdet, saa har jeg Magt over ham. Det er ogsaa meget bedre, end om man skulde blive nødt til at rydde Staklen af Vejen… det vilde være farligt og et rent Tab for En.«
»Naar skal det saa gaa løs?« spurgte Nancy, for at forhindre Sikes i at give ondt af sig over Fagins hyklede Følsomhed.
»Ja rigtigt,« sagde Jøden, »naar skal det gaa løs, Bill?«
»Jeg aftalte med Toby,« svarede Sikes tvært, »at hvis han ikke hørte noget fra mig, saa skulde den brænde af i Overmorgen Nat.«
»Og har I saa ordnet alt til at skaffe Tingene af Vejen?«
»Ja vel, ja vel, lad De bare os om dèt!« vrissede Sikes. »De maa helst bringe Drengen herhen i Morgen Aften. Og saa forresten holder De Deres Kæft og har Smeltedigelen parat, — andet har De ikke at sørge for.«
Der blev nu snakket frem og tilbage om, at Nancy næste Aften skulde hente Oliver, thi (mente den snu Jøde) hende vilde han lettest følge, eftersom hun jo for nylig havde taget ham i Forsvar. Sikes skulde derefter have Lov til at behandle ham, som han selv fandt for godt, og Fagin skulde under ingen Omstændigheder kunne kræve Erstatning for ham, saafremt da Sikes' Forklaring om hvad der var sket i alt væsenligt blev tiltraadt af den flotte Toby Brækjern… Efter at man var kommet overens herom, drak Sikes en uendelig Masse Brændevin, alt imedens han hylede nogle Visestumper og Eder. Tilsidst vilde han, i et Anfald af fagmæssig Begejstring, absolut forevise sin Kasse med Indbruds-Værktøj. og han kom ogsaa ravende med den. Men næppe havde han faaet den op og var begyndt at forklare de forskellige Redskabers Anvendelse og snedige Konstruktion, før han trimlede om paa Gulvet, hvor han straks efter faldt i Søvn.
Jøden hyllede sig igen ind i sin Kavaj. »Godnat, Nancy!« sagde han, og idet deres Øjne mødtes, fikserede han hende skarpt. Men Pigebarnet ikke saa meget som blinkede. Saa gentog Jøden sit Godnat, saa' sit Snit til i Smug at give Bill et Spark i Bagdelen, og famlede sig ned ad Trappen.
»Ja naturlig, den gamle Historie!« mumlede han hen for sig, medens han gik hjemad. »Det er det Satans ved disse Fruentimmer, at en Bagatel kan vække hos dem en Følelse, som ellers for længe siden er død. Men det gode ved dem er, at den holder sig saa heller aldrig længe!«
Da han kom hjem, sad Rævetampen oppe og ventede utaalmodigt paa ham.
»Er Oliver i Seng? jeg maa tale med ham!« var det første, Fagin sagde, medens de gik ned ad Køkkentrappen.
»For flere Timer siden,« svarede Rævetampen og lukkede Døren op. »Der ligger han!«
Oliver laa i dyb Søvn paa det haarde Leje paa Gulvet. Han var saa bleg af Angst og Sorg og af den beklumrede Luft i sit Fængsel, at han saa' ud som en Død! saadan som naar en ung og sart Sjæl lige har svunget sig op til Himlen, og denne Verdens barske Luft endnu ikke har faaet skæmmet det Ler, som den forlod.
»Nej!« mumlede Jøden og vendte sig stille bort, »i Morgen! i Morgen!«