Oliver Twist/21

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Gå til: navigering, søg

Det Nordiske Forlag Kjøbenhavn


Oliver Twist - Samfundsroman.djvu Oliver Twist - Samfundsroman.djvu/1 102-105

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1946. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1923.

21.
Undervejs.

Det var en trist Morgen, da de kom ud paa Gaden, regnfuld og blæsende. Hele Natten havde det regnet stærkt, der stod store Pytter, og Vandet gik over Bredderne i Rendestenene. Et første, blegt Skær af Dag svækkede Lyset fra Gadelygterne og lod de vaade Tage og de øde Gader synes dobbelt skumle. Ikke en Moders Sjæl var at se, overalt var Skodderne endnu for Vinduerne. Først efter at de havde gaaet en god Stund, dagedes det rigtigt. I Gaderne, som de nu kom ind i, var Lygterne for det meste allerede slukte, Værtshuse med brændende Gasblus indenfor havde lukket op, hist og her aabnedes en Butik. Saa mødte de Folk der gik paa Arbejde, Mænd og Kvinder med Kurve med Fisk, Smaavogne med Havesager og levende Fjerkræ, Mælkekoner med deres Spande. Færdslen og Larmen voksede efterhaanden, og blev henne paa det store Torv til et øredøvende Spektakel, der forbavsede og forvirrede Oliver. Det var Torvedag. Dyndet og Skarnet paa Torvet gik En op til Anklerne, og en tyk Damp, der steg op fra de endeløse Rækker Kreaturer, blandede sig med Taagen. Bønder, Slagtere, Kvægdrivere, Gadedrenge, Tyveknægte, Dagdrivere var stuvede sammen, og Hunde gøede, Køer brølte, Faar brægede, Svin gryntede, Prangere skraalte. Eder, Raab, Kiv og Klingren af Butiksklokker og hæse Vræl fra Værtshusene lød ud over Torvet, hvor uvaskede, ubarberede, lasede og skidne Skikkelser puffede og skubbede sig frem gennem Stimlen. — Men Sikes tog kun liden Notits af det altsammen. Et Par Gange nikkede han til en bekendt, og lige saa mange Gange modstod han Indbydelsen til en Morgendram. Forresten blev han ved at arbejde sig med Albuerne frem gennem Stimlen, indtil han endelig, stadig med Oliver i Haanden, var sluppet ud af den.

»Naada, Hvalp!« vrissede han og saa' op paa et Kirkeuhr, »straks 7! Du maa strække bedre ud. Hiv ikke saadan paa Skankerne, din Drivert!« Og han rykkede haardt i Olivers Haandled, — hvorefter Oliver slog over i et Slags kort Trav og holdt, saa godt som han kunde, Skridt med Indbrudstyven.

Først da de var kommen et Stykke udenfor Byen, sagtnede Sikes Farten. Han havde set, at der bag ved dem kom en tom Fragtvogn. Da Vognen indhentede dem, spurgte han med al den Høflighed, som han var Mand for at opdrive, om de maatte køre med. — »Ja, sid kun op!« sagde Kusken. Og han lagde til: »Er det Deres Dreng?«

»Ja vel er det det!« svarede Sikes og saa' stivt paa Oliver og stak ligesom tilfældigt Haanden ned i den Lomme, hvori Pistolen var.

»Din Fader har nok gaaet for stærkt for dig, hvad, min Ven?« spurgte Kusken, som saa', at Oliver var saa forpustet.

»Ikke Spor!« forklarede Sikes, »det er han vant til.... Saa! tag her ved min Haand, Ned! Op med dig!« — Og han hjalp Oliver op i Vognen, hvor Kusken pegede paa en Bunke Sække og sagde, at der kunde de sætte sig.

De kørte saa forbi den ene Fjerdingvejpæl efter den anden, og det blev Oliver mer og mer gaadefuldt, hvor Sikes vilde hen med ham. Langt om længe kom de til en Kro, hvor en Sidevej drejede af, her holdt Vognen. Sikes kravlede gesvindt af, stadig holdende Oliver i Haanden. Og idet han løftede ham ned, saa' han edderspændt paa ham og klaskede betydningsfuldt med sin anden Haand paa Sidelommen.

»Farvel, Dreng!« sagde Kusken.

»Han er en Drivert,« svarede Sikes. »En rigtig Tværdriver! Bryd Dem bare ikke om ham!«

»Nej saagu'!« sagde Kusken og satte sig til Rette. — »Det er ellers et nysseligt Vejr!« Dermed kørte han.

Sikes blev staaende, til Vognen var forsvunden, og trak saa af igen med Oliver. De drejede ind paa Sidevejen, gik længe, forbi Landsteder med store Haver, og nærmede sig endelig til en By. Men først efter at de havde biet ude paa Marken et Par Timers Tid, søgte de, bag om Husene og langs Floden, ind i et gammelt Værtshus med udvisket Skilt, i hvis Køkken Sikes bestilte Middagsmad. Gæsterne der inde tog ingen Notits af dem. Efter at de havde spist nogen kold Mad, sad de længe, Sikes trakterede sig selv med den ene Pibe Tobak efter den anden. Oliver tænkte, at nu skulde de vist ikke længer. Træt og en Smule bedøvet af Tobaksrøgen begyndte han snart at nikke, og faldt tilsidst i Søvn.

Det var mørkt, da han blev vækket ved et Puf af Sikes. Han fo'r op og samlede sig sammen og saa' sig om og opdagede, at Sikes sad i fortrolig Samtale med en Bonde ved et Krus Øl. »Ja vel,« sagde Bonden (der lod til at være lidt ilde eller — ligesom man nu tager det! — vel tilpas af at have drukket en Del), »nu skal den stryge hjemefter. Hesten har jo ingen Læs mod i Morges, og det er en god Hest. Dens Skaal!«

»Kunde jeg og min Dreng ikke faa Lov at køre et Stykke med?« spurgte Sikes og skød Øl-Kruset over til sin ny Bekendt.

»Jo, hvis De kan være færdig nu med det samme,« sagde Bonden. »Er der betalt, Bekka?«

»Ja Herren dér har betalt det hele,« svarede Opvartningspigen og pegede paa Sikes.

»Nej hør nu,« erklærede Bonden med drukken Mands Værdighed, »hvad skal dét betyde?!« Saa grublede han et Par Øjeblikke med et saare tankefuldt Ansigt og tog derpaa Sikes' Haand og forsikrede, at han var et nysseligt Menneske. Sikes svarede, at han vilde nok gøre Grin, — og hvis Bonden havde været ædru, havde der ogsaa været god Grund til at tro det.

De vekslede saa endnu nogle Høfligheder, sagde Farvel i Stuen og gik ud. Opvartningspigen samlede Krus og Glas sammen, og med begge Hænderne fulde drev hun hen i Døren for at se dem køre. Hesten, hvis Skaal var blevet drukket i dens Fraværelse, var allerede for Vognen. Bonden brugte et Par Minuter til at »kvikke den op« og til at forsikre Karlen og hele Verden om, at den var et mageløst Dyr. Saa krøb han op ved Siden af Sikes og Oliver og beordrede Gaardskarlen til at slippe Hestens Hovedtøj. Da Hesten fik Hovedet fri, gjorde den først et haansk Kast med det op i Luften og rendte det derefter ind i Dagligstuevinduet lige ved Siden af; saa rejste den sig et Øjeblik paa Bagbenene og klaprede endelig i skarpt Trav ud af Byen.

Det var meget mørkt og koldt. En kold Taage steg op fra Floden og Engene paa begge Sider af den og lagde sig over de øde Marker. Der blev ikke talt et Ord. Oliver sad og krøb sammen, helt fortumlet af Spænding og Angst; han bildte sig ind at se allehaande uhyggelige Skikkelser i Træerne, hvis Grene svajede frem og tilbage ligesom i spøgelseagtig Fryd over det trøstesløse Landskab. De kom forbi en Kirke, hvis Uhr i det samme slog 7. Fra et Hus paa den anden Side Vejen faldt et Lyskær ud over nogle af Kirkegaardens Grave og over et gammelt Træ. En entonig Rislen af rindende Vand et Sted i Nærheden og Aftenvindens Susen i Træets Blade lød som dæmpet Musik over de dødes Hvilested.

Langt om længe holdt Vognen. Sikes stod af og sagde Farvel og gik videre, stadig med Oliver ved Haanden. I Mudder og Mørke, ad øde Smaaveje og over nøgne Marker gik de, indtil de saa' Lysene i en By ret forude. Oliver kunde skønne, at der var Vand foran dem, og at de nærmede sig til en Bro. Men lige som de naaede hen til den, drejede Sikes af og gik ned ad en Skraaning.

»Vandet!« tænkte Oliver og blev stiv af Skræk. »Han har bragt mig hen til dette øde Sted for at myrde mig!» Og han vilde til at kaste sig ned paa Jorden og slaas, saa godt han kunde, for Livet — — —

Oliver opdagede, at der lige foran dem laa et enligt, forfaldent Hus.
Oliver opdagede, at der lige foran dem laa et enligt, forfaldent Hus.

Men saa opdagede han, at der lige foran dem laa et enligt, forfaldent Hus. Der var mørkt overalt, Huset saa' skummelt og ubeboet ud. Stadig med Olivers Haand i sin gik Sikes hen til den lave Dør og løftede Klinken. Døren gik op for hans Tryk, og de traadte ind.