Oliver Twist/22
22.
Indbrudet.
»Aahøj!« brølte en hæs Stemme i samme Nu, de var traadt ind.
»Lad vær' med det Vræl!« svarede Sikes og stængede Døren. »Tag og lys, Toby!«
»Hoho, Kammerat!« skraalte Stemmen igen. »Tag og lys, Barney, tag og lys! Vis Herren ind, Barney! men tag og vaagn først, højstærede!« Og en Støvleknægt, eller hvad det nu var, blev kylet efter den sovende, den formelig knaldede mod Gulvet, da den faldt. Straks efter var der en søvndrukken, som mumlede noget. — »Hører du?« skraalte saa Stemmen fra før, »Bill Sikes er der udenfor, og der er ingen til at tage imod ham! Har du faaet Gluggerne op, hvad, eller skal maaske Lysestagen her hjælpe dem paa Gled?«
Et Par Fødder i Slæber dunkede hurtigt hen over Gulvet, og i en Dør til højre viste sig først et svagt Lysskær og derefter det Individ, om hvem man engang i det foregaaende har hørt, at han havde en Svaghed for at snakke gennem Næsen.
»Hr. Bikes!« snøvlede Barney, i virkelig eller forstilt Glæde; »værs'god, Hr. Bikes, og tom ind!«
»Naa du! ind med dig først!« sagde Sikes og skubbede Oliver frem foran sig; »rub dig, eller jeg træder Hælene af dig!«
De kom ind i en lav, skummel Stue med en Kakkelovn, der røg, et Par brøstfældige Stole, et Bord samt en grumme gammel Sofa, hvorpaa en Mand laa, saa lang han var, med Fødderne meget højere end Hovedet, og røg af en lang Kridtpibe. Manden var i en tobaksbrun Frakke med store Metalknapper, citrongult Halstørklæde, spraglet gloende Vest og gulbrune Bukser. Toby Brækjern (thi ham var det) havde ikke Overflod af Haar hverken paa Hovedet eller i Ansigtet; men det Haar, han havde, var rødt og snoet i Spytkrøller, og han strøg jævnlig igennem det med et Par skidne Fingre, der prydedes af nogle store uægte Ringe. Han var lidt over Mellemhøjde og en Smule tyndbenet, lod det til; dog gjorde den sidstnævnte Omstændighed intet som helst Skaar i den levende Beundring, hvormed han betragtede sine Kravestøvler i deres ophøjede Stilling.
»Aften, Bill!«. sagde han og vendte Ansigtet om mod Døren, »glæder mig at se dig! Jeg var næsten bange for, at du havde opgivet den, — saa havde jeg gaaet paa den alene.... Halløjsa!« tilføjede han forbavset, da han fik Øje paa Oliver. Og han rejste sig over Ende og spurgte, hvem det var.
»Det er Drengen — forstaar du,« svarede Sikes og trak en Stol hen til Kakkelovnen.
»En af Pagins Drenge,« snøvlede Barney grinende.
»Oho! af Fagins?« gentog Toby og saa' paa Oliver. »Sikken en brillant Gut til de gamle Damers Lommer i Kirkerne! Det er jo en hel Formue, det Fjæs!«
»Saa — hold nu op med den!« afbrød Sikes ham utaalmodigt, og hviskede noget til ham. Hvorefter Hr. Toby slog en vældig Latter op og beærede Oliver med at glo forbavset paa ham.
»Naa,« sagde Sikes, der havde sat sig, »ja hvis vi saa kunde faa noget at spise og drikke, mens vi sidder og venter, saa strammer det jo altid op, — mig gør det i alt Fald!.. Flyt dig herhen til Ilden, Hvalp, og hvil dig! du skal ud med os i Nat!«
Oliver stirrede tavs og forskræmt paa Sikes, trak saa sin Stol hen til Ilden og satte sig og støttede sit brændende Hoved i Hænderne. Han vidste knap, hvor han var og hvad der foregik omkring ham.
Imidlertid havde den unge Jøde, Barney, sat nogen Mad og to Flasker frem paa Bordet. »Naa,« sagde Toby og rejste sig, og han stillede forsigtigt Piben, som han havde røget ud, hen i en Krog, og gik saa hen til Bordet, »til Lykke med Forretningen!« Han skænkede sig et Glas Brændevin og stak det ud. Sikes giorde ligesaa.
»Saa en Slurk til Drengen!« sagde Toby og fyldte Glasset halvt. »Ned med det, Tøse-Dreng!« Og da Oliver saa' angst op og bad sig fri: »Vil du ned med det! tror du ikke, jeg véd, hvad du har godt af? — Sig til ham, Bill, at han skal drikke det!«
»Ja det er vist det raadeligste, du!« brummede Sikes til Oliver og klaskede med Haanden paa Lommen. »Fanden skal staa i det, om man ikke har mere Vrøvl med ham end med en hel Bande Rævetampe. Ned med det, din krakilske Djævle-Tamp!«
Forskrækket skyndte Oliver sig at drikke Brændevinen, og fik øjeblikkelig et voldsomt Hoste-Anfald, hvad der morede Toby Brækjern og Barney meget og endog aflokkede den tvære Hr. Sikes et Smil.
Efter at saa Sikes havde spist (Oliver fik med Besvær et Par Mundfulde Brød ned), lagde han og Toby sig. Barney svøbte sig ind i et Tæppe og strakte sig paa Gulvet henne ved Ilden, Oliver blev siddende paa sin Stol. De andre sov eller lod, som de sov, ingen rørte sig, undtagen Barney, som var oppe et Par Gange for at komme Kul paa Ilden, Tilsidst sank Oliver hen i en tung Døs, hvor han syntes, han flakkede om i skumle Gader eller gik over en øde Kirkegaard… Indtil han vaagnede ved, at Toby Brækjern sprang op og sagde, at Klokken var halv to.
I et Nu var de to andre paa Benene og travlt optagne af de fornødne Forberedelser. Sikes og Toby trak i deres Overfrakker og bandt store, mørke Tørklæder om Halsen, medens Barney tog frem af et Skab en hel Del Ting, som han skyndsomst puttede i deres Lommer.
»Knallerterne, Barney!« kommanderede Toby.
»Her er de,« svarede Barney og kom med et Par Pistoler. »I har selv ladt dem!«
»Vel!« sagde Toby og stak dem til sig. »Dirk — Centrumsbor — Blændlygter, — har vi nu alting med?«
»Alt i Orden!« svarede Sikes. — »Fly os Tommestokkene, Barney! saa gaar vi!«
Han og Toby fik hver rakt en tyk Knortekæp af Barney, som derefter gav sig til at knappe Olivers Slag. »Naada!« sagde Sikes og rakte Haanden frem.
Fuldstændig fortumlet af Dagens uvante Anstrengelse, af Luften og af Brændevinen lagde Oliver mekanisk sin Haand i hans. — »Tag ham ved den anden Haand, Toby!« sagde Sikes. »Og kig saa ud, Barney!«
Barney gik ud i Døren og kom straks tilbage og sagde, at der var ingenting. De to Tyveknægte trak af med Oliver. Barney stængede efter dem, svøbte sig saa igen ind i sit Tæppe, og snorksov det næste Øjeblik.
Ude var det bælgmørkt, og saa tyk en Taage, at Olivers Haar og Øjenbryn paa et Par Minuter blev helt vaade. — De drejede rask ind over Broen og hen imod de Lys, som han før havde set. »Igennem Byen!« hviskede Sikes; »der er ingen, der ser os i Nat!« Den lille Bys Hovedgade var ganske rigtig ogsaa som uddød. Hist og her faldt et svagt Lysskær ud fra et Sovekammervindue, og nu og da forstyrredes Natte-Stilheden af en Hunds hæse Bjæffen. Men de mødte ikke en Sjæl, og de var ude af Byen, da Kirke-Uhret slog 2.
De gik saa stærkere til og drejede af til venstre. Da de havde gaaet lidt over en kvart Fjerdingvej, kom de til et enligt Hus, der laa inde bag en Mur. Næsten uden at standse for at trække Vejret klatrede Toby, som en Kat, op paa Muren. »Saa Drengen!« sagde han: »lang ham op! — jeg skal nok ta'e ham!« Og inden Oliver fik set sig om, havde Sikes ham i Arm-Hulningerne og løftede ham op, og det næste Øjeblik laa han med Toby i Græsset omme paa den anden Side. Straks efter kom Sikes over, og de listede hen mod Huset.
Først nu begreb Oliver, helt fra sig selv af Skræk og Fortvivlelse, at det gjaldt Indbrud og Tyveri og maaske Mord. Han slog Hænderne sammen, et Rædsels-Udbrud undslap ham. Det svimlede for ham, den kolde Sved sprak ham ud af Panden. Benene kunde ikke bære ham, han faldt paa Knæ.
»Rejs dig!« hviskede Sikes raslende og trak Pistolen op af Lommen. »Eller jeg smelder Hjernen ud af Ho'det paa dig!«
»Aa for Gud i Himlens Skyld!« bad Oliver, »lad mig gaa! lad mig løbe og dø derude paa Marken et Steds! Jeg skal aldrig komme tilbage til London, — aldrig! Vær barmhjertig, tving mig ikke til at stjæle! For alle de hellige Engles Skyld, vær barmhjertig!«
Sikes bandede en frygtelig Ed og spændte Hanen paa Pistolen. Men Toby skød den til Side, holdt Haanden for Munden af Oliver og trak ham med hen mod Huset. »Hys'« sagde han, »det gaar ikke her!… Nu kan du jo sige et eneste Muk til, saa maser jeg Ho'det paa dig med et Dask: det gør ingen Støj og er lige saa riælt… Saa, Bill, lad os saa faa Skoddet fra Vinduet… Stol paa mig, nu er han kuradsig igen! Jeg har set Fyre, der var ældre end han, faa Buksefeber en Minut eller to i saadan en kold Nat.«
Sikes bandede og lynede mod Fagin, fordi han havde skikket ham Oliver med paa saadan en Tur, og brugte alt imens rask, men lydløst sit Brækjern. Toby hjalp til, og Vindues-Skoddet sprang op og svingede ud paa Hængslerne. Der var et lille Vindue (paa Husets Bagside) vel en halvsjette Fod oppe, det hørte til et Slags Bryggers for Enden af Gangen. Vindues-Aabningen var saa smal, at Husets Beboere sagtens havde fundet det ufornødent at dække den forsvarligere; men den var dog altid vid nok, til at en Dreng af Olivers Størrelse kunde klemme sig ind igennem den.
Den kunstfærdige Sikes fik ogsaa selve Vinduet hurtigt brudt op. — »Ser du nu, din Djævels Hvalp,« hviskede han og lod Lyset fra Blændlygten falde lige ned paa Olivers Ansigt, »nu skubber jeg dig derind igennem. Tag Lygten her! saa lister du dig op ad Trappen lige for og gennem den lille Forstue og hen til Gadedøren: og den lukker du op, saa vi kan slippe ind!«
»Der er en Slaa foroven, som du ikke kan naa',« indskød Toby. »Tag en af Stolene i Forstuen og staa op paa!… Du, Bill! der er tre Stole, med en dejlig blaa Enhjørning og en forgyldt Høtyv paa, det er den gamle Dames Vaaben.«
»Kan du holde din Kæft?!« brummede Sikes bistert. — »Bryggers-Døren er vel aaben?«
»Javel,« svarede Toby efter at have kigget ind for at være sikker paa det. »Det grinagtige er, at de lader den altid staa aaben om Natten, for at Hunden, som plejer at ligge derinde, kan gaa frit om i Huset og passe paa. Men se Barney fik nu nok saa nysseligt lokket den væk i Aftes!«
Skønt Toby hviskede saa sagte, at det næsten ikke var til at høre, befalede Sikes ham hidsigt at holde Mund og at tage fat. Saa satte Toby først sin Lygte fra sig paa Jorden, og stillede sig derefter op inde under Vinduet, med Hovedet støttet mod Muren og Hænderne mod sine Knæ, saa at han dannede et Slags Trappetrin. Øjeblikkelig klatrede Sikes op paa hans Ryg, og stak Oliver — med Fødderne forrest — sagte ind gennem Vinduet og satte ham vel beholden ned paa Gulvet indenfor.
»Tag Lygten!« hviskede han. »Kan du se Trappen lige foran dig?«
Mere død end levende fremgispede Oliver et »Ja.«
Sikes pegede frem mod Gadedøren med sin Pistol og erindrede ham korteligt om, at hele Vejen derhen var han indenfor Skudvidde, og at hvis han betænkte sig, var han dødsens. »Det er gjort paa et Minut!« hviskede han. »Lige saasnart jeg slipper, gaar du paa!… Hys!«
»Hvad er der?« hviskede Toby. — Og de lyttede spændt.
»Ingenting,« sagde Sikes, og han slap Oliver: »Nu!«
Drengen havde kun et Øjeblik til at tænke sig om: men i det Øjeblik besluttede han, at om det saa skulde koste ham hans Liv, vilde han se at løbe op ad Trappen og vække Familien. Opfyldt af den Plan gik han hurtigt, men sagte fremad.
»Kom tilbage!« kaldte pludselig Sikes højt: »Tilbage! tilbage!«
Skræmmet ved den pludselige Afbrydelse af Døds-Stilheden og af et højt Raab, som fulgte efter, lod Oliver Blændlygten falde og stod og vidste ikke, om han skulde gaa frem eller flygte. I det samme gentages Raabet, — der kom et Lysskær, — utydeligt saa' han oppe paa Trappeafsatsen to forskrækkede, halvt paaklædte Mænd, — saa kom der et Glimt, — et højt Knald — Røg — et Klask, hvor vidste han ikke — — — Og han tumlede tilbage!
Sikes havde et Sekund været forsvunden; men før Røgen var trukket bort, var han oppe igen og havde grebet Drengen i Kraven. Han fyrede sin Pistol af mod Mændene, som allerede var rykket til Side, og drog Drengen op til sig. »Klem Armen tættere ind!« sagde han, og trak ham saa ud igennem Vinduet. »Kom med et Tørklæde! De har ramt ham. Gesvindt! Død og Helvede, som han bløder!«
Saa var der en Klokke, der ringede, og der blev skudt og raabt inde i Huset, og Oliver havde en Fornemmelse af, at han blev baaret rask hen over en ujævn Mark. Støjen tabte sig i det fjerne, en underlig isnende Kulde trængte sig ind til hans Hjerte, — og han hverken hørte eller saa' noget mere.