Oliver Twist/36
36.
Ægteskabelig Strid.
Hr. Bumble sad i sin Dagligstue i Fattighuset og stirrede dybsindigt paa den sorte Kakkelovn, hvorfra der nu, da det var Sommer, ikke udgik andet Lys end Genskinnet af et Par blege Solstraaler, som kastedes tilbage fra den blank-kolde Overflade. Nu og da kom han til flygtigt at se op paa en Fluefanger af Papir, der hang og dinglede under Loftet; og naar han saa saa', hvordan de letsindige Insekter summede om Fluefangeren, bredte der sig en endnu mørkere Skygge over hans Aasyn, og han sukkede dybt. Maaske mindede Insekternes Færd ham om en eller anden smertelig Tildragelse i hans Liv.
Hans øjeblikkelige Nedslagenhed var ikke det eneste, der kunde vække blidt Vemod i en Tilskuers Barm. Aabenbart var der foregaaet en stor Forandring med ham. Hvor var den galonerede Frakke og den trekantede Hat blevet af? Han var endnu, for sit underste Partis Vedkommende, i sorte Uldstrømper og Knæbukser; men det var ikke de fordums Knæbukser! Og Frakken var nok bredskødet, men iøvrigt vidt forskellig fra før, og den mægtige trekantede var afløst af en beskeden rund Hat. Hr. Bumble var ikke længer Kommenal-Bud!
Han havde giftet sig med Madam Corney og var blevet »Inspektør« i Fattighuset. Et nyt Kommunalbud var kommet til Roret, den trekantede Hat, den galonerede Frakke, den store Spanskrørsstok var alt tilsammen gaaet over paa ham.
»I Morgen er det to Maaneder siden!« mumlede Bumble og sukkede. »Det er, som om det kunde være et Aarhundrede siden!«
Maaske mente han, at indenfor det korte Spand af otte Uger havde der været sammentrængt et helt Liv af Lykke? Men Sukket — Sukket! Der laa saa overmaade meget i det Suk!
»Jeg solgte mig!« grublede Hr. Bumble videre; »for seks Theskeer, en Sukkertang, en Flødekande, nogle gamle Møbler og 350 Kr. kontant. Jeg var virkelig for rimelig, — Spotpris! Spotpris!«
»Spotpris?!« skingrede en kvindelig Røst ind i hans Øre. »Du havde saamænd været for dyrt købt til en hvilken som helst Pris, — Gud skal vide, jeg betalte dig altfor højt!«
Han vendte sig om og skuede sin elskelige Halvdels Aasyn. Hun havde kun opfattet nogle faa Ord af hans sørgelige Enetale, men havde saa paa maa og faa henkastet sin ovenanførte Ytring.
»Madam Bumble!« udbrød han med følt Alvor.
»Naada?«
»Vær saa god at se paa mig!« sagde han og fæstede sit Blik paa hende. »Dersom hun kan staa for dèt Blik,« tænkte han ved sig selv, »saa kan hun staa for hvad det skal være! Det har aldrig slaaet Klik overfor Fattiglemmerne: slaar det Klik overfor hende, saa er det ude med min Magt!«
Der kan være forskellige Meninger om, hvorvidt en temmelig ringe Udvidelse af Øjet forslaar til at knuse Fattiglemmer, fordi de ikke er særlig modstandsdygtige, saasom de holdes paa smal Kost, — og ogsaa om, hvorvidt maaske Madam Bumble var ualmindelig hærdet overfor Ørneblik. Men uomtvisteligt er det, at Madamen aldeles ikke lod sig forskrække af Bumbles Øjekast, tværtimod, hun begegnede det haanligt og slog endog en skraldende Latter op, der lød, som den var ægte.
Da Bumble hørte denne uventede Lyd, saa' han først meget vantro ud og derpaa bestyrtet. Han sank tilbage i sin tidligere:Grublen og rørte sig ikke, før hans Opmærksomhed paany vaktes af hans bedre Halvdels Røst.
»Skal Du blive siddende og snue der hele Dagen?« spurgte hun.
»Jeg agter at blive siddende, saalænge jeg synes!« svarede Bumble. »Jeg snuer aldeles ikke; men forresten vil jeg snue og snorke og græde og le, ligesom det behager mig, for det er min Ret.«
»Din… Ret?!« snærrede Madamen i ubeskrivelig Ringeagt.
»Det var det, jeg sagde, ja!« erklærede Bumble. »For det er Mandens Ret at kommandere.«
»Saa? Og hvad i Djævlens Skind og Ben er da Konens Ret?« skreg den afdøde Corneys Enke.
»At lystre, Madam!« tordnede Bumble. »Din ulykkelige salig Afdøde skulde have lært dig det, saa havde han maaske levet endnu, — stakkels Mand! gid han havde!«
Madam Bumble begreb, at nu var det afgørende Øjeblik der, og at den Kamp, som nu skulde kæmpes angaaende Herredømmet, vilde blive den endelige og sidste. Ikke saa snart havde hun altsaa hørt Hentydningen til den salig Forhenværende, før hun sank ned paa en Stol og brast i krampagtig Graad, hvorunder hun højlydt erklærede Bumble for at være et Umenneske med et Hjerte af Sten.
Men Taarer var ikke noget, der kunde trænge ind til Bumbles Sjæl; den var vandtæt. Ligervis som Bæverskinds Hatte, der kan taale at vaskes og bliver smukkere af Regn, saaledes blev hans Nerver kraftigere og fastere af Taarestrømme. Thi slige Strømme var jo et Tegn paa Svaghed samt en stiltiende Anerkendelse af hans Overlegenhed, og altsaa frydede de ham og gjorde ham stolt. Han saa' yderst veltilfreds paa sin Hustru og bad hende endelig bare græde sig ud, Lægerne var enige om, at det var en for Sundheden særdeles gavnlig Legemsøvelse. »Den klarer Lungerne, renser Ansigtet, skaller Øjnene Bevægelse og letter Humøret,« bemærkede han. »Græd bare væk, Madam!«
Efter at han havde udladt sig med denne behagelige Vits, tog han sin Hat ned fra Knagen, satte den temmelig flot paa Snur (som en Mand gør, der føler, at han heldigt har hævdet sin Storhed), stak saa begge Hænder i Lommerne, og skred hen ad Døren til med meget selvglade og stolte Skridt.
Den forhenværende Madam Corney havde først forsøgt med Taarer, fordi de var mindre anstrengende end et korporligt Angreb. Hun var imidlertid fuldstændig parat til ogsaa at prøve den anden Fremgangsmaade, hvad Hr. Bumble hurtigt skulde faa at mærke.
Det første Bevis fik han gennem et dumpt Klask, hvis umiddelbare Følge var, at hans Hat fløj hen iden anden Ende af Stuen. Efter at hans Hoved saaledes var blevet blottet ved dette indledende Skridt, greb den erfarne Dame ham i Struben med den ene Haand og overdængede med den anden Haand hans Ansigt med en Plaskregn af Slag, der faldt anerkendelsesværdigt kraftige og sikre. Da det var besørget, bragte hun lidt Afveksling ind i det ved at kradse ham i Ansigtet og rive ham i Haaret. Og efter at hun omsider havde tildelt ham en Revselse, som hun fandt svarende til Fornærmelsen, puffede hun ham hen over en Stol, der heldigvis stod rede for hendes Forehavende, og opfordrede ham til igen at begynde at snakke om sin »Ret«, hvis han turde!
»Naa! op med dig!« kommanderede hun, »og se at skrubbe af! Ellers skal du se, jeg skal lette dig!«
Hr. Bumble rejste sig med en saare angerfuld Mine, grublede lidt over, hvad hans Kone vel mente med at ville »lette« ham, og samlede saa sin Hat op og listede saa smaat hen ad Døren til.
»Kan du snart komme afsted?« spurgte hun.
»Nu gaar jeg, nu gaar jeg, min Ven,« svarede han og begav sig en Del hurtigere hen imod Døren. »Det var jo ikke min Mening — ja, nu gaar jeg, nu gaar jeg! — men du er virkelig saa heftig, saa at jeg — —«
Madam Bumble gjorde i det samme rask et Par Skridt fremad, hun vilde nemlig rette paa Tæppet, som var kommet i Ulave under Bataillen. Men hendes Gemal fo'r øjeblikkelig ud af Stuen. uden at tænke paa at faa fuldført sin paabegyndte Sætning. Han var blevet fuldstændig overrumplet og fuldstændig slaaet. Thi skønt han havde en afgjort Tilbøjelighed til at prale og fandt megen Glæde i at spille Tyran, var han (det er næsten overflødigt at sige det) en rigtig Kujon. Mange højt ansete og højt beundrede Avtoriteter er Ofre for lignende Skrøbeligheder. Saa Bemærkningen skal slet ikke tjene til at nedsætte Hr. Bumble, den skal tværtimod yderligere indprente, hvor vel skikket han var til at være Embedsmand.
Forresten var hans Nedværdigelses Maal ikke fyldt endnu. Han gjorde en Runde i Huset og kom for første Gang til den Overbevisning, at Fattiglovene var dog i Grunden for strikse: Mænd f. Eks., som løb bort fra deres Koner og bragte disse paa Sognet, burde egenlig slet ikke straffes, de skulde tvertimod lønnes som en Art fortjenstfulde Martyrer!… Under disse Tanker naaede han hen til et Rum, hvor de kvindelige Fattiglemmer sysselsattes med at vaske det kommunale Lintøj. Der inde fra hørtes i Øjeblikket en meget højrøstet og ivrig Samtale. »Hm!« sagde Bumble til sig selv og sankede al sin medfødte Værdighed sammen, »i al Fald disse her Fruentimmere skal min Salighed faa Lov at blive ved at respektere min Myndighed!… — Hejda, hej, derinde! Hvad er det for et Spektakel, I Rakkertampe holder?!«
Han slog Døren op og traadte hidsig og bister ind. Men i næste Nu blev hans Holdning befippet og ydmyg, thi han saa' foran sig — sin Ægtehalvdel.
»Aa, min Ven,« mumlede han, »jeg anede ikke, du var her!«
»Anede du ikke, at jeg var her?« gentog hans Madam skarpt. »Hvad havde du da her at gøre?«
»Jeg syntes, de snakkede saa meget; saa de kunde ikke arbejde ordenligt, min Ven,« erklærede Bumble og skævede hen efter et Par gamle Kærlinger, der lod til at nyde Hr. Inspektørens Ydmygelse.
»Naa du syntes, de snakkede for meget?« spurgte Madam Bumble. »Hvad rager det dig?»
»Nej, kære Ven, men…!«
»Jeg siger, hvad rager det dig?«
»Nej, naturligvis, kære Ven, her er det dig, der kommanderer!« indrømmede Bumble. »Men… jeg tænkte, du var maaske ikke i Øjeblikket til Stede…«
»Nu skal jeg sige dig noget, Bumble,« svarede Madamen, »her har vi aldeles ingen Brug for dig! Du gaar og stikker din Næse i Ting, der slet ikke kommer dig ved, og gør dig til Nar for hvert eneste Menneske i Huset, saa de griner af dig alle sammen, saa snart du vender dem Ryggen. Saa! se saa at kradse af!«
Og da han nølede et Øjeblik, snappede hun en Strippe med Sæbevand og erklærede bestemt, at hvis han ikke paa Øjeblikket forsvandt, skulde han faa Strippens Indhold lige i Fjæset paa sin skabagtige Person.
Hvad skulde han gøre? Han saa' sig forknyt om og listede hen til Døren, medens Kærlingernes Fnisen steg til en skraldende Latter. Ogsaa dèt! Endog i Fattiglemmernes Øjne havde han mistet Ære og Anseelse! Fra et Kommenalbuds Majestætiskhed var han sunket ned til en usselig Ægtemand, som stod under Tøflen! »Paa to Maaneder!« tænkte han. »Endnu for knap to Maaneder siden — for to smaa bitte Maaneder siden var jeg min egen Herre og Herre over enhver, der hørte til det kommenale Fattigvæsen! Og saa nu! — nu!«
Han smak Drengen, der lukkede Porten op for ham, en paa Øret, og traadte ud paa Gaden.
Dér gik han længe Gade op og Gade ned. Tilsidst fik Motionen dæmpet det hidsigste af hans Sorg; men til Gengæld havde den gjort ham tørstig. Han gik forbi en Del Værtshuse, og standsede tilsidst inde i en Sidegade foran ét. hvor han kunde se over Gardinet, at der sad kun en enlig Gæst i Skænkestuen. I det samme begyndte det at regne stærkt. Det slog Hovedet paa Sømmet: han gik ind, og bestilte sig noget at drikke.
Manden, som sad derinde i Skænkestuen, var høj og mørk og havde en stor Kappe paa. Han lod til at være fremmed der i Byen og maatte nok have gaaet et godt Stykke Vej, for hans Tøj var støvet, og han saa' træt ud. Da Bumble traadte ind, skævede han op paa ham, men nedlod sig iøvrigt daarligt nok til at besvare hans Hilsen med et Nik.
Bumble havde Værdighed for to. Siden den fremmede var stor paa det, drak han sin Genevertoddy i Tavshed og fordybede sig med overmaade megen Selvfølelse i en Avis.
Alligevel traf det sig saadan (det hænder jo jævnligt under slige Forhold), at Bumble nu og da ikke kunde dy sig fra at skotte hen efter den fremmede. Hver Gang han gjorde det, tog han imidlertid befippet Øjnene til sig; thi i samme Nu havde den fremmede set paa ham. Og Bumble følte sig dobbelt benauet ved, at den fremmede Herre havde saadant et Par underlige Øjne, skarpe og gennemtrængende, men med et usædvanlig lumsk og mistroisk Blik, der virkelig gjorde et højst uhyggeligt Indtryk.
Da deres Øjne paa den Maade flere Gange havde mødtes, brød pludselig den fremmede Tavsheden. — »Var det mig, De saa' efter, da De kiggede ind ad Vinduet?« spurgte han, med en dyb og barsk Stemme.
»Nej — ikke det jeg véd, for De er vel ikke Hr. — —?« Bumble stoppede op, han haabede, at han ved dette Fif skulde faa den fremmede til selv at sige sit Navn.
»Det var altsaa ikke mig, De saa' efter!« svarede den fremmede og trak haanligt paa Overlæben, »for ellers vilde De have vidst mit Navn. De véd det ikke, og jeg vil anbefale Dem, at De heller ikke søger at faa det at vide!«
»Jeg mente virkelig ikke noget ondt, Højstærede,« bemærkede Bumble selvretfærdigt.
»Der er heller ingen Skade sket,« lød Svaret. — Og der kom igen en lang Pavse.
Saa brød den fremmede paany Tavsheden. — »Jeg synes, jeg har set Dem en Gang før?« sagde han. »De gik anderledes klædt dengang, og jeg saa' Dem kun paa Gaden; men jeg synes dog, jeg skulde kende Dem igen. De var Bud dengang, ikke sandt?«
»Jeg var Kommenalbud«, svarede Bumble, lidt overrasket.
»Ja rigtigt —« den fremmede nikkede — »det var i den Bestilling, jeg saa' Dem. Og hvad er De nu?«
»Inspektør paa Fattiggaarden,« sagde Bumble langsomt og med Eftertryk, han vilde paa Forhaand afskære al upassende Fortrolighed, som den fremmede muligvis ellers kunde have tilladt sig. »Fattiggaardens Inspektør, Højstærede.«
»Men De har vel et lige saa aabent Øje for Deres Fordel, som De altid har haft?« spurgte den fremmede, og da Bumble forbavset saa' op, stirrede han ham lige ind i Øjnene. »Snak De blot rent ud af Posen, De! De kan jo høre, at jeg kender Dem ret godt.«
»En gift Mand,« erklærede Bumble og skyggede med den ene Haand over Øjnene og mønstrede befippet den fremmede fra Top til Taa — »jeg mener, en Mand, der er gift, vil jo ligesaa gerne som en ugift tjene sig et Par Skilling, naar det kan ske paa en ærlig Maade. Kommenale Embedsmænd er ikke saa overdreven godt aflagte.«
Den fremmede smilte og nikkede igen hen for sig, som om han tænkte, at han ikke havde taget fejl af Manden. Saa ringede han paa Værten. »Aa, tag og fyld det Glas der!« sagde han og rakte ham Bumbles. »Rigtig varmt og stærkt! — det er vel saadan, De vil have det?«
Bumble rømmede sig saa smaat: »Naa-aa, ikke for stærkt…!«
»Ja De forstaar vel nok?« sagde den fremmede tørt. Hvorefter Værten smilte og gik, og lidt efter kom tilbage med et dampende Glas, hvoraf allerede den første Slurk drev Bumble Vandet i Øjnene.
Saa lukkede den fremmede Herre Døren og Vinduet. »Hør nu efter!« sagde han. »Jeg kom hertil i Dag for at opsøge Dem, og ved et af de Tilfælde, hvorved Fanden undertiden fører sine Folk sammen, kom De af Dem selv herind i Stuen, hvor jeg netop sad og tænkte paa Dem. Jeg ønsker nogle Oplysninger hos Dem, og skønt Ulejligheden ikke er stor, skal De ikke have den for intet. Tag dem der til at begynde med!«
Han skød et Par Guldstykker saa sagte hen over Bordet. som om han var bange for, at man inde i den anden Stue skulde kunne høre dem rasle. Bumble tog dem, undersøgte dem omhyggeligt, og da han havde overtydet sig om, at de var ikke falske, stak han dem yderst veltilfreds ned i sin Vestelomme.
»Se saa at huske Dem om!« fortsatte den fremmede: »Nu i Vinter for — lad mig se — tolv Aar siden!«
»Det var en lang Tid!« bemærkede Bumble. »Naa, — vel! Jeg er med.«
»I Fattighuset!«
»Vel!«
»Ved Nattetid.«
»Vel!«
»I den Hule, hvor alskens Udskud giver Børn et Liv, som de selv har sat over Styr, — foder Krapyl, som Sognet maa opdrage, og skjuler deres egen Skam i Graven, — lad dem raadne dernede!«
»Mener De Barselstuen?« spurgte Bumble, der havde lidt ondt ved at forstaa den fremmedes opstablede Fremstilling.
»Naturlig. Der blev født en Dreng…«
»Aak!« indskød Bumble og rystede forknyt paa Hovedet, »der er saamænd blevet født mange, mange Drenge!«
»Djævlen fortære alt det Helvedes Kravl!« bandede den fremmede. »Den Dreng, jeg tænker paa, var en tøseagtig, blegnæbet Pjalt, der blev sat i Lære hos en Ligkistesnedker (gid han havde faaet sit Ligkistelaag skruet til over sig med det samme!), og som saa siden stak af… til London, sagde de!«
»Ah! De mener Oliver — lille Oliver Twist?« spurgte Bumble. »Ja ham husker jeg naturligvis udmærket, det var det stridigste Afskum af en Dreng — —!«
»Det er ikke ham, jeg spørger om! om ham har jeg hørt nok!« faldt den fremmede ind. »Jeg spørger om den Heks, der passede hans Moder. Hvad tager hun sig for nu?«
»Tja, hvad tager hun sig for?« forklarede Bumble, hvem Genevertoddyen havde gjort lidt lystig; »det er skam ikke godt sige, der er ingen Barselstue der, hvor hun er kommen hen, saa jeg tænker næsten, hun er sat helt ud af Bestillingen.«
»Hvad mener De?« spurgte den fremmede bistert.
»Hun døde forrige Vinter.«
Den fremmede saa' en Stund stift paa ham. Saa blev Udtrykket i hans Øjne adspredt, og han lod til at falde i Tanker. Det var ikke godt at se, enten han følte sig lettet eller skuffet ved den Efterretning, han havde faaet. Men til sidst tog han Øjnene til sig, aandede op, sagde, at det kunde forresten ogsaa være lige meget, og rejste sig, som om han havde i Sinde at gaa.
Bumble var fiffig nok til straks at indse, at her var Lejlighed til at slaa Mønt af en vis Hemmelighed, som hans Ægtehalvdel sad inde med. Han huskede tydeligt Aftenen, da gamle Sally døde, det var jo desværre den Aften, da han havde friet til Madam Corney; og skønt sidstnævnte Dame ingensinde havde betroet ham det Skriftemaal, som alene hun havde hørt, havde han dog altid faaet saa meget at vide, at Skriftemaalet angik noget, der var hændet, den Gang gamle Sally passede Oliver Twists Moder. Altsaa meddelte Hr. Bumble nu den fremmede med en meget fordægtig Mine, at der var en Dame, som havde været sammen med den gamle Heks, lige før hun døde, samt at han havde nogen Grund til at tro, at denne Dame vilde kunne give visse Oplysninger…
Den fremmede blev aabenbart overrumplet og forskrækket: »Hvor træffer jeg den Dame?« spurgte han hurtigt.
»Det kan kun ske gennem mig!« sagde Bumble.
»Naar?«
»I Morgen.«
»Saa i Morgen Aften Klokken 9!« Den fremmede skrev hastigt og utydeligt sin Adresse paa en Stump Papir. »Jeg behøver vel ikke at paalægge Dem at være tavs? for det er jo i Deres egen Interesse!«
Han gik hen og betalte, hvad de havde drukket, gentog med Eftertryk: »Klokken 9 i Morgen Aften!« tilføjede saa i en kort Tone, at de skulde hver sin Vej, og gik.
Men da Bumble saa' paa Adressen, opdagede han, at der stod intet Navn. Eftersom den fremmede ikke var kommet langt bort endnu, skyndte han sig efter ham og og rørte ved hans Arm.
»Hvem er dét?!» fòr det ud af den fremmede, og han vendte sig heftig om: »Lister De Dem efter mig?«
»Det var bare, fordi De har glemt —« sagde Bumble og pegede paa Papiret: »hvem skal jeg spørge efter?«
»Monks!« svarede den fremmede, og skyndte sig bort.