Oliver Twist/37
37.
Sammenkomsten mellem Monks og Ægteparret Bumble.
Det var en lummerhed Sommeraften med stærkt overtrukken Himmel. Nogle store Regndraaber syntes at varsle, at et Uvejr var i Anmarsch, just som Hr. og Madam Bumble, begge formummede i luvslidte Kapper, drejede fra en af Byens Hovedgader ned mod et lille afsides liggende Kvarter, hvis spredte og faldefærdige Huse var byggede paa den moradsige Grund ved Flodbredden. Bumble havde i Haanden en Lygte, som dog endnu ikke var tændt, og gik et Par Skridt i Forvejen, som om han (siden Vejen var saa snavset) vilde skaffe sin Kone den Behagelighed at kunne træde i hans brede Fodspor. Nu og da sagtnede han sin Gang og saa' sig om; men saa snart han havde set, at Madamen fulgte i Hælene paa ham, gik han igen hurtigere til. Ingen af dem talte et Ord.
Kvarteret, hvorhen de agtede sig, kunde ikke siges at have et »tvivlsomt« Rygte; thi man havde allerede i lang Tid vidst, at det var Tilholdssted for Pak, som under alskens Paaskud ernærede sig redeligt af Tyveri og af hvad andre Forbrydelser der kunde falde for. Husene var for Størstedelen usle Rønner, klinede op af Mursten eller af gammelt ormstukkent Skibstømmer. Men midt iblandt dem, med sine øverste Etager ragende ud over Floden, laa en stor Bygning, som i sin Tid havde været brugt til Fabrik. Nu havde forlængst Rotter og Orme og Fugtighed gjort de Stolper møre, hvorpaa den hvilte, og en Del af den var allerede sunken ned i Vandet. Resten hældede sig, ligesom vaklende, ud over den grumsede Strøm og lod til kun at vente paa en passende Lejlighed for at følge bag efter.
Udenfor den Bygning standsede det værdige Ægtepar, just i samme Øjeblik, som det første fjerne Tordenskrald drønede, og Regnen begyndte at pladske. — »Her maa det vist være!« sagde Bumble og saa' paa en Lap Papir, han holdt i Haanden.
»Halløj dernede!« raabte en Stemme ovenfra. Og da Bumble saa' op, fik han Øje paa et Ansigt oppe i et Vindu paa anden Sal. — »Bi et Øjeblik, saa skal jeg komme ned!« raabte Stemmen igen. Hvorefter Hovedet forsvandt, og Vinduet blev smækket i.
»Var det ham?« spurgte Bumbles blide Halvdel. Og da Bumble havde svaret med et Nik, tilføjede hun: »Husk nu paa, hvad jeg har sagt dig, og tal saa lidt som muligt, for at du ikke skal løbe dig en Staver i Livet!«
Hr. Bumble, som imidlertid med en saare betænkelig Mine havde mønstret Huset, vilde aabenbart til at ytre Tvivl om, hvorvidt det overhovedet for Øjeblikket var raadeligt at indlade sig videre paa Sagen. Men i det samme slog Monks den lille Dør op, udenfor hvilken de stod, og vinkede ad dem, at de skulde komme ind. »Naa, kom saa, kom saa!« sagde han og stampede utaalmodigt i Gulvet; »staa ikke der og driv!«
Madam Bumble, som først havde nølet, traadte rask ind. Og Bumble, som enten skammede sig eller var bange for at blive ene tilbage, fulgte saa bag efter. Men han var øjensynlig grumme ilde tilpas og savnede saa godt som fuldstændigt den paafaldende Værdighed, der til daglig Brug udmærkede ham.
»Hvorfor Satan blev De staaende derude og lod det regne paa Dem?« spurgte Monks, da han havde lukket Døren af, og han vendte sig om mod Bumble.
»Naa—aa«, mumlede Bumble og skævede ængstelig omkring, »vi vilde bare køle os lidt af.«
»Pyh, køle af?!« vrængede Monks. »Ikke al den Regn, der er faldet og skal falde, forslaar til at køle den Helvedes Ild, som et Menneske kan gaa om med. Tro De mig, De faar ikke saa let kølet Dem af, De!«
Efter denne elskværdige Bemærkning drejede han sig pludselig om mod Madam Bumble og stirrede paa hende med sit skumle Blik. Madamen var ellers ikke saa let at skræmme, men tilsidst maatte hun dog tage Øjnene til sig og se ned i Gulvet.
»Naa det er altsaa Damen?« sagde Monks.
»De tror maaske ikke, et Fruentimmer kan holde paa en Hemmelighed?« indskød Madam Bumble kæphøj og dristede sig til at møde hans forskende Blik.
»Tjo«, svarede han haanligt, »èn Hemmelighed holder Fruentimmerne altid paa, — indtil den er opdaget: det er Tabet af deres gode Navn og Rygte! Og jeg er forresten heller ikke bange for, at et Fruentimmer skal plapre ud med en Hemmelighed i det Tilfælde, at hendes Snakkesalighed kan skaffe hende enten i Galgen eller til Straffe-Kolonien. Forstaar De?«
»Nej«, mumlede Madam Bumble og blev lidt bleg.
»Nej naturlig — naturligvis!« spottede Monks. Han saa' halvt haanligt, halvt arrigt paa Ægteparret, betydede dem saa, at de skulde følge med, gik hurtigt foran dem gennem et stort, lavloftet Værelse, og skulde lige til at stige op ad en stejl Trappe, eller rettere Trappestige, der var, da i det samme et blændende Lyn lyste op, og et Tordendrøn fik hele den faldefærdige Bygning til at ryste.
»Hør!« udbrød han og vaklede tilbage, »hør, hvor det buldrer og drøner: som om det gav Genlyd fra tusende Huler, hvor Djævlene kryber i Skjul! Fanden fare i den Drønen! jeg hader den!« — Han tav et Øjeblik. Og da han saa pludselig tog' Hænderne fra Ansigtet, saa' Bumble til sin Rædsel, at hans Ansigt var ligblegt og helt fortrukket.
»Ja jeg faar af og til den Slags Anfald«, bemærkede Monks, »især i Tordenvejr. Men det skal De ikke bryde Dem om, nu er det forbi for denne Gang!« Han gik i Forvejen op ad Trappestigen, lukkede hurtigt Skodderne for Vinduet i det Værelse, hvori de kom ind, og firede saa lidt længere ned en Lygte, der hang under Loftet i en Tridse og et Tov, og som spredte et mat Lys over et gammelt Bord med tre Stole omkring.
»Naa«, sagde han, da de alle havde sat sig, »ja jo hurtigere vi kan komme til Sagen, desto bedre! Ved den Dame, hvad det drejer sig om?« Og da Madam Bumble havde bekræftet det, tilføjede han: »Det er altsaa rigtigt, at De var ene sammen med den gamle Kærling den Aften, da hun døde, og at hun betroede Dem noget — — — om — — —?«
»Om Moderen til den Dreng, som De spørger om«, fortsatte Madam Bumble. »Ja, det er rigtigt.«
»Saa bliver det første Spørgsmaal, hvad det var, hun betroede Dem?«
»Nej«, erklærede Madamen med overlegen Ro, »det kommer først bag efter. Det første Spørgsmaal er, hvad den Meddelelse er værd?«
»Hvem Fanden kan sige det, før man vèd, hvad den bestaar i!«
»Det er jeg vis paa, at ingen kan bedre end De!« svarede Madamen, som slet ikke var uden Mod og Mandshjerte, hvad hendes Ægtefælle i Nødsfald vilde kunne bevidne.
»Hum« sagde Monks langsomt og med et lurende Blik, »der er maaske Værdigenstande at faa — noget, som blev taget fra hende, — noget, hun havde baaret paa sig — —?«
»De gør vist rigtigst i at byde!« afbrød Madamen ham. »Jeg har allerede hørt nok til at være vis paa, at De er en Mand, som det kan nytte at tale med.«
Bumble, der endnu ikke havde faaet Besked af sin Halvdel om Hemmeligheden, lyttede med strakt Hals og et Par opspærrede Øjne, som han i største Forbavselse rettede skiftevis mod sin Hustru og mod Monks. Hans spændte Forbavselse steg om muligt, da Monks nok saa alvorligt spurgte, hvor stor en Sum hun forlangte for Hemmeligheden.
»Ja, hvor meget er den værd for Dem!« sagde Madam Bumble, urokkeligt koldblodig.
»Maaske slet ingenting og maaske — 300 Kr.!« sagde Monks. »Tal ud og lad mig høre, hvad jeg har at rette mig efter!«
»Læg 200 til, lad det være fem hundrede Kroner! Saa skal jeg sige Dem alt, hvad jeg véd, men før ikke.«
»Fem hundrede Kroner?!« udbrød Monks og kastede sig tilbage paa Stolen.
»Jeg talte saa tydeligt, som jeg kunde«, erklærede Madamen.
Monks trak paa det og betænkte sig længe. »Hvis jeg nu betaler alle de Penge for ingen Verdens Ting?« mumlede han.
»Saa kan De let tage Pengene fra mig igen«, lød Svaret, »jeg er jo kun et Fruentimmer, og ene her, og uden Beskyttelse.«
»Nej, — nej, min Ven, hverken ene eller uden Beskyttelse!« indskød Hr. Bumble med let skælvende Stemme. »For jeg er her jo, min Ven! … Og desuden (hans Tænder klaprede en lille Smnle) er Hr. Monks altfor meget af en Gentleman, til at det kunde falde ham ind at ville bruge Vold mod kommenale Personer. Hr. Monks véd, at jeg ganske vist ikke er nogen ung Mand længer, min Ven, jeg staar, om jeg saa maa sige, ikke længer i min fulde Blomst; men Hr. Monks maa have hørt — maa ganske bestemt have hørt, min Ven, at jeg er en modig Embedsmand, og at jeg har temmelig ualmindelige Kræfter, saa snart som jeg tager mig sammen. Det er bare det, at jeg skal tage mig sammen!«
Hr. Bumble gjorde et melankolsk Forsøg paa med stolt Mandhaftighed at gribe efter sin Lygte. Samtidig viste det forskrækkede Udtryk i hans Ansigt, at han trængte ikke saa ganske lidt endda til at tage sig sammen, før han indlod sig paa krigeriske Demonstrationer, i det mindste overfor alle andre Personer end Fattiglemmer og lignende værgeløse Væsner.
»Du er en Torsk!« bemærkede hans Ægtehalvdel. »Se at holde din Bøtte!«
»Han maatte helst have ladt Bøtten blive hjemme, hvis han ikke kan tale sagte!« sagde Monks arrigt. »Naa saa det er Deres Husbond?«
»Pyh! Husbond?!« fniste Madamen og omgik Spørgsmaalet.
»Jeg tænkte mig det nok!« bemærkede Monks og opfangede det bistre Blik, som Madamen laante sin Ægtefælle. »Naa, saa meget desto bedre! jeg har mindre Betænkelighed ved at indlade mig med to Mennesker, naar jeg ser, at de ledes af én Vilje. Ja, det er mit Alvor, — se her!« Og han trak op af Lommen en Pung og talte 500 Kr. i Guld op paa Bordet og skød dem over til Madamen. »Værsaagod!« sagde han. »Fortæl saa væk,… saa snart det forbistrede Tordenbrag er ovre, som jeg mærker skal til at bralre løs over Huset.«
Tordenen lod virkelig til at være kommen meget nærmere, Skraldet lød, som om noget flængedes og splintredes lige oppe over deres Hoveder. Da det var forbi, løftede Monks Hovedet op fra Bordet og bøjede sig frem for at høre, hvad Madamen vilde fortælle. Ogsaa Ægteparret havde bøjet sig fremad, de tre Ansigter næsten rørte ved hverandre. Blege var de alle, og Lygtens gustne Skær fik dem til at træde helt spøgelseagtigt frem af det omgivende Mørke.
»Da den Kone døde, som vi kaldte gamle Sally«, begyndte Madam Bumble, »var hun og jeg ene. Hun snakkede om et ungt Fruentimmer, som nogle Aar i Forvejen havde født et Barn ikke blot i det samme Værelse, men i den samme Seng, hvori nu hun laa og droges med Døden.«
»Hvad for noget?!« udbrød Monks og fo'r sammen og skævede hurtigt tilbage over Skulderen. »Satans ogsaa, som det kan trætte sig her i Verden!«
»Det var den Dreng, som De i Aftes snakkede om til ham der«, fortsatte Madamen og sendte sin Ægtemand et haanligt Blik; »gamle Sally havde stjaalet fra Drengens Mo'r.
»Medens hun levede?« indskød Monks.
»Nej, ligesom hun var død«, sagde Madamen og gøs uvilkaarligt en Smule. »Hun plyndrede Liget, før det endnu var blevet koldt, og tog det, som den døende Moder endnu i sit aller sidste Øjeblik havde tigget hende om at gemme for Drengens Skyld.«
»Naa og solgte hun det saa?« spurgte Monks i stærk Spænding. »Hvor? Naar? Til hvem ?«
»Da Sally med stort Besvær havde faaet fortalt mig, hvad hun havde gjort, sank hun tilbage og døde.«
»Uden at sige mer?« udbrød Monks; og netop ved det, at han søgte at dæmpe sin Stemme, kom den til at lyde dobbelt rasende. »Det er Løgn! jeg lader mig ikke holde for Nar. Hun sagde mere, — jeg river Hjertet ud af Livet paa Jer begge, hvis I ikke kommer frem med, hvad hun sagde!«
»Hun sagde ikke et Muk mere!« svarede Madamen og lod ganske rolig (hvad der ikke just var Tilfældet med hendes Ægteherre). »Men hendes ene Haand havde hægtet sig fast i mit Kjoleliv. Og da hun saa var død, og jeg med Magt maatte se at faa Haanden bort, saa' jeg, at den klemte om en Lap snavset Papir.«
»Hvad var der i den Lap Papir?« spurgte Monks og bøjede sig endnu længere frem.
»Ingenting, det var en Laaneseddel, paa lidt Guldstads. Hun maa have pantsat det og har saa Aar efter Aar skrabet Renterne sammen for at kunne indløse Pantet, hvis der en Dag skulde blive Brug for det. Jeg saa', at Pantet forfaldt et Par Dage efter, og jeg indløste det, fordi jeg tænkte, at jeg maaske engang kunde have Fordel af det. Her er det!«
Hun kastede (med en Mine, som om hun var glad ved at blive af med den), en ganske lille Skindpung paa Bordet. Som et Lyn snappede Monks den og aabnede den med rystende Haand. Den indeholdt en lille Guldmedaillon med to Lokker Haar, samt en glat Guldring.
»Paa den indvendige Side staar der »Agnes««, forklarede Madam Bumble; »saa er der ladt Plads aaben til Efternavnet, og bag efter kommer der en Datum — fra et Aars Tid før Barnet blev født.«
»Og andet er der ikke?« spurgte Monks, efter at han ivrigt og opmærksomt havde undersøgt den lille Pungs Indhold.
»Nej«.
Bumble aandede lettet op, som om han var lykkelig over, at nu var det forbi, og Monks havde ikke talt noget om, at han vilde have sine Penge igen. Bumble fik endda Mod til at tørre de Sveddraaber af, som, lige fra Samtalen begyndte, havde haglet ustandseligt ned over hans Næse.
»Jeg kender ellers ikke andet til Historien, end som hvad jeg kan gætte mig til«, fortsatte Madamen, »og jeg bryder mig heller ikke _om V at kende videre til den, for dèt er det sikreste. Maa jeg nu blot gøre Dem et Spørgsmaal: kan dette her anvendes mod mig?«
»Nej«, sagde Monks, »og heller ikke mod mig. Se her! Men kom ikke saa meget som et Skridt nærmere, eller Deres Liv er ikke en Bønne værd!«
Han drejede pludselig Bordet til Side, greb fat i en Jernring i Gulvet og løftede en stor Lem op, saa tæt ved Bumbles Fødder, at denne rædselslagen tumlede tilbage.
»Se derned!« sagde Monks og hejsede Lygten helt ned i Aabningen. »De skal ikke være bange! Hvis det havde passet mig, saa kunde jeg jo ganske rolig have ladt Dem dejse ned før, mens De sad.«
Saaledes opmuntret traadte Madamen nærmere, og selv Bumble vovede sig i sin Nysgerrighed lidt længere frem. Det grumsede og af Tordenregnen opsvulmede Vand bruste afsted dernede, al anden Lyd overdøvedes af dets Pladsken og Syden mellem de slimet grønne Pæle. Der havde engang været en Vandmølle, og Strømmen skummede og sprøjtede nu i ligesom vild Glæde afsted over de halvraadne Stumper af Mølleværket.
»Hvis man kastede et Lig derned, hvor vilde det saa være i Morgen?« spurgte Monks og lod Lygten dingle frem og tilbage over det sorte Svælg.
»En tre, fire Mil nede ad Floden og revet i Stumper og Stykker!« mumlede Bumble gysende.
Monks tog den lille Skindpung frem af sin Brystlomme, bandt den fast til et Blylod, der laa, og lod Pakken falde ned i Vandet. Man hørte et næsten umærkeligt Pladsk, saa var den forsvundet. De tre deroppe saa' paa hverandre og ligesom trak Vejret lettere.
»Se saa!« sagde Monks og lod Lemmen med Brag falde for igen. »Selv om Strømmen undertiden giver de Døde igen, hvad der jo siges i Romanerne, at den gør, saa holder den dog nok paa, hvad Guld og Sølv den har faaet, altsaa ogsaa paa det Skrammel dér..... Ja saa har vi vist ikke mer at sige hinanden og kan hæve dette behagelige Møde.«
»Naturlig, naturlig!« indskød Bumble ivrigt.
»De passer vel paa at holde Deres Mund, hvad?« spurgte Monks og saa' truende paa ham. »Deres Kone er jeg ikke bange for.«
»Stol De blot paa mig, stol De blot paa mig, Højstærede!« erklærede Bumble overmaade høflig og rykkede under fortsatte Buk baglængs hen imod Trappestigen. »For begge Parters Skyld og ogsaa for min egen Skyld, Hr. Monks, forstaar De jo nok, at — — —«
»Glæder mig paa Deres Vegne! Se saa at faa tændt Deres Lygte og kom afsted i en Fart!«
Det var heldigt for Hr. Bumble, at Samtalen saaledes blev afbrudt. Thi dersom han havde bukket og rykket baglængs endnu saa meget som blot en 6—8 Tommer til, var han ufejlbarligt gaaet hovedkuls ned gennem Trappeaabningen. Han tændte nu sin Lygte ved Monks', og steg skyndsomt ned, fulgt af sin Kone. Monks blev staaende et Øjeblik og lyttede, om der hørtes anden Lyd end af Flodens Brusen og Regnens Pladsken; saa kom han bag efter. Langsomt og varsomt gik de gennem det store Værelse i Stueetagen. Monks fo'r sammen ved hver en Skygge, han saa', og Bumble gik og lyste med Lygten tæt nede ved Gulvet for at se, om der ingen skjulte Lemme var. Saa lukkede Monks sagte Døren op; og efter at have vekslet et Nik til Farvel med deres hemmelighedsfulde Vært traadte det kommenale Ægtepar ud i Mørket og Regnen.
Ligesaa snart Ægteparret var forsvundet, kaldte Monks (der lod til at nære en uovervindelig Angst for at være ene) paa en Dreng, som maatte have siddet i Skjul et eller andet Sted dernede. Han rakte Drengen Lygten, befalede ham at gaa i Forvejen, og begav sig saa op igen i det Værelse, som han lige havde forladt.