Oliver Twist/40
40.
En Overraskelse kommer sjældent alene.
Hendes Stilling var unægtelig vanskelig. Hun brændte af Længsel efter at faa løftet det hemmelighedsfulde Slør om Oliver — og turde jo saa alligevel ikke tænke paa at svigte den Tillid, som den stakkels fortabte Pige havde vist hende! Hun og Fru Maylie skulde kun blive tre Dage i London, før de for nogle Uger rejste til et fjernt Sted ude ved Kysten; og nu var allerede den første Dag gaaet, og det var Midnat! Hvad Plan skulde hun kunne udtænke, som lod sig udføre paa 48 Timer? eller hvordan skulde hun, uden at vække Mistanke, kunne faa Rejsen udsat? Doktor Losberne boede sammen med dem, han agtede at blive de to næste Dage. Men hun vidste, hvor opfarende den fortræffelige Doktor var; gik hun uden videre hen og betroede ham Sagen, saa vilde han lige straks blive ude af sig selv af Raseri mod det Fruentimmer, der i sin Tid havde faaet lokket Oliver tilbage til Jøden. Og heller ikke til sin Tante turde hun henvende sig, for Tanten, vidste hun godt, vilde straks spørge Doktoren til Raads. Pludselig faldt det hende ind, om hun ikke skulde søge Hjælp hos Harry. Men i det samme dukkede hele deres sidste Samtale op for hende, og hun syntes (Taarerne trængte sig frem i hendes Øjne, alt som hun grublede derover), at det vilde være uværdigt af hende at kalde ham tilbage, nu da han maaske var naa't til at glemme hende og følte sig lykkelig derved!
Rosa sov ikke den Nat, hun laa og grublede forpint frem og tilbage. Næste Dag grublede hun videre, og tog saa endelig en fortvivlet Beslutning. Hun vilde skrive til Harry! Men over de Snese Gange tog og lagde hun Pennen, og endnu var hun ikke kommen paa det rene blot med hvordan den første Linje skulde være. Pludselig kom saa Oliver, der havde været ude at spadsere, farende ind til hende, saa aandeløs og urolig, som om der var hændt en ny Ulykke.
»Hvad er der, Barn?!« udbrød Rosa og rejste sig hurtigt.
»Aa Gud! at jeg virkelig skulde faa ham at se igen, og at De kunde faa at vide, at alt, hvad jeg har sagt, er sandt!«
»Hvad mener du? Hvem taler du om?«
»Jeg har set,« forklarede Oliver, der knap kunde faa Ordene frem, »den Herre, som De véd var saa god imod mig, Hr. Brownlow!«
»Hvor?«
»Han stod ud af en Vogn og gik ind i et Hus. Han saa' mig ikke, og jeg kom til at ryste saadan, saa jeg kunde hverken kalde eller løbe efter ham. Men Giles spurgte Folkene, om han boede der i Huset, og de sagde Ja. Her skal De se!« Og Oliver, der græd stærkt, stak en Lap Papir frem.
Det næste Nu havde Rosa en Plan færdig. »Gesvindt!« sagde hun. »Sig dernede, at de skal skaffe mig en Droske, og vær saa selv parat til at følge med! Vi tager straks derhen. Jeg skal blot have sagt til Tante, at vi kører ud en Timestid.«
Knap fem Minuter efter var de paa Vej. Da de kom hen til Huset, lod Rosa foreløbig Oliver blive siddende i Vognen (hun sagde, hun maatte forberede den gamle Herre paa Synet af ham), og sendte saa Tjeneren op med sit Kort og lod Hr. Brownlow bede om en Samtale i et meget vigtigt Anliggende. Tjeneren kom tilbage og bad hende ulejlige sig ovenpaa. Hun blev vist ind i et Værelse, hvor der sad en elskværdigt udseende ældre Herre i flaskegrøn Frakke, og ikke langt fra ham nok en ældre Herre, men i Nankins Benklæder og Gamascher. Sidstnævnte Herre saa' ikke fuldt saa indladende ud; han sad med begge Hænder foldede om Knappen paa en tyk Stok og støttede Hagen paa Hænderne.
»Aa om Forladelse!« udbrød Herren i den flaskegrønne Frakke og rejste sig hurtigt og forekommende, »jeg beder meget undskylde — jeg troede oprigtigt talt, det var en Tiggerske. — Vil Frøkenen ikke være saa venlig at tage Plads?«
»Formodenlig Hr. Brownlow?« spurgte Rosa ham (hun havde forinden set flygtigt hen paa den anden Herre).
»Til Tjeneste ja! Og det dèr er min Ven Hr. Grimwig!… Aa, Grimwig, vær saa venlig at lade os være ene et Øjeblik!«
»Jeg tror ikke, De behøver at ulejlige Deres Ven,« indskød Rosa. »Saa vidt jeg véd, er han fuldstændig inde i den Sag, som jeg ønsker at tale med Dem om.«
Grimwig, der havde rejst sig og bukket stift, bukkede endnu en Gang stift og satte sig.
»Det, jeg har at sige, vil vistnok overraske Dem,« begyndte Rosa lidt forlegen. »De har en Gang vist en kær ung Ven af mig saa megen Godhed og Velvilje, at det forhaabenlig vil glæde Dem at høre fra ham Igen.«
»Ah!« bemærkede Hr. Brownlow, »tør jeg spørge om Navnet…?«
»Oliver Twist.«
Ikke saa snart var de to Ord undslupne Rosas Mund, før Grimwig, der havde ladt, som om han fordybede sig i Studiet af en tyk Bog, slog Bogen i med et Klask, lænede sig langt tilbage paa Stolen, banlyste fra sit Ansigt ethvert andet Udtryk end Udtrykket af den fuldstændigste Forbavselse, og faldt hen i en langvarig, aandsfraværende Stirren. Saa rettede han sig omsider med et Ryk, blev ved at stirre frem for sig og udstødte en langtrukken, dyb Fløjten, som syntes at dø hen ikke i Luften, men nede i hans Maves aller inderste Kroge.
Hr. Brownlow var ikke blevet mindre overrasket, men hans Forbavselse ytrede sig paa en mindre usædvanlig Maade. Han flyttede sin Stol tættere hen til Rosas og sagde: »Jeg beder Dem, kære unge Frøken, lade fare al Tale om min »Godhed og Velvilje«, som De var saa elskværdig at kalde det! Men kan De give mig noget Bevis for, at jeg i sin Tid har bedømt den stakkels Dreng for strengt (noget for strengt tro'r jeg allerede nu, at jeg bedømte ham!), saa tal! i Himlens Navn, tal!«
»En snavs Dreng, eller jeg vil æde mit eget Hoved!« brummede Hr. Grimwig, som en Slags Bugtaler, — der rørte sig i al Fald ikke en Muskel i hans Ansigt.
»En god Dreng, med et varmt Hjerte!« sagde Rosa og blev lidt rød i Hovedet. »Forsynet, der har sat ham paa saa haard en Prøve, har udrustet ham med Følelser, som vilde gøre mangen En Ære, der er seks Gange saa gammel som han!«
»Jeg er kun 61,« bemærkede Hr. Grimwig, stadig med ubevægeligt Ansigt, »og Fanden skal staa i det, om ikke denne Oliver er 12 Aar! Saa jeg indser ikke det træffende i Bemærkningen.«
»Bryd Dem blot ikke om min Ven,« indskød Brownlow, »han mener ikke, hvad han siger.«
»Æde mit eget Hoved, om jeg ikke gør!« brummede Grimvig og stødte sin Stok i Gulvet.
»Ja i saa Fald fortjente du ogsaa at faa Hovedet kappet af!« svarede Brownlow, lidt hidsigt.
Hvorefter de to ældre Herrer hver tog sig en Pris Tobak — og rakte hinanden Haanden, saadan som de ufravigeligt altid gjorde. Imidlertid havde Rosa samlet sine Tanker, og fortalte nu kort og naturligt alt, hvad der var hændet Oliver, siden han havde forladt Brownlows Hus. Kun fortav hun foreløbig Nancys Meddelelse, den vilde hun betro Hr. Brownlow under fire Øjne. Hun sluttede med at forsikre, at i al Fald i de sidste Maaneder havde Oliver ikke haft anden Sorg, end at det ikke havde været muligt at finde hans fordums Velgører og Ven.
»Gud være lovet!« sagde gamle Hr. Brownlow; »der har De gjort mig en stor, en yderst stor Glæde! Men De har ikke sagt mig, hvor Oliver er nu?! Ja De maa ikke blive vred, men… hvorfor tog De ham ikke med herop?«
»Han sidder og venter i en Vogn her nedenfor.«
»Nedenfor?!« udbrød den Gamle. Og uden at sige et eneste Ord mere fo'r han ud af Stuen, ned ad Trapperne, op ad Vogntrinet og ind i Vognen.
Lige saa snart Døren havde lukket sig efter ham, løftede Hr. Grimwig Hovedet, balancerede sin Stol op paa et af dens bageste Ben, og tegnede, stadig siddende, med sin Stok tre omhyggelige Cirkler. Da han lykkeligt havde faaet dette fuldført, rejste han sig, humpede, saa godt han kunde, mindst tolv Gange op og ned ad Gulvet, blev saa pludselig staaende foran Rosa og bøjede sig uden videre ned og kyssede hende.
»Saa-saa-saa!« brummede han, da hun, lidt betuttet, gjorde Mine til at ville rejse sig, »bliv nu ikke forskrækket! Jeg er gammel nok til at kunne være Deres Bedstefader. De er en Pokkers sød Pige, — jeg kan godt lide Dem. Saa! der har vi dem!«
Med en behændig Vending naaede han tilbage til sin forrige Plads paa Stolen, i samme Nu som Brownlow traadte ind med Oliver. Grimwig tog meget naadigt imod dem. Ak ja, selv om Rosa ikke havde faaet anden Løn for al sin Bekymring og Omhu for Oliver end dette ene Øjeblik, saa vilde hun dog have troet sig rigeligt belønnet.
»Men Guds Død, der er da én, vi ikke maa glemme!« udbrød Hr. Brownlow og ringede. »Aa vær saa god og bed Madam Bedwin komme herind!«
Et Øjeblik efter traadte den gamle Husholderske ind, nejede, og blev staaende lige inden for Døren og ventede paa Besked.
»Hm, Bedwin!« sagde Hr. Brownlow, noget drillende, »De bliver da ogsaa mer og mer blind for hver Dag!«
»Aak ja, Hr—« sukkede hun, »i min Alder bliver Øjnene immer svagere.«
»Det kunde jeg næsten tænke mig selv!… »Naa men sæt nu Brillerne paa og se, om De ikke kan hitte ud af, hvorfor jeg har ladt Dem kalde!«
Oliver kunde dog ikke bie saa længe, det næste Sekund fo'r han lige i Favnen paa hende: »Kære, søde Plejemoder!«
»Aa Gud, aa Gud! Min egen uskyldige Dreng!« mumlede hun og blev ved at knuge og knuge ham ind til sig. »Ja var det ikke det, jeg altid sagde, at han kom igen! Og hvor han ser godt ud! og saa pænt, som han er klædt! Hvor har du dog været henne i al den lange Tid? Hm! det er det samme søde Ansigt, men ikke saa blegt mere! Jeg har set det for mig saa tidt, sammen med mine egne kære Børns, der gik fra mig, den Gang jeg endnu var ung og fornøjet!« Og hun kælede for Oliver og skiftevis lo og græd.
Imidlertid havde Rosa, inde i det tilstødende Værelse, betroet Hr. Brownlow Nancys Meddelelse, som overraskede ham i høj Grad. Han billigede fuldstændig, at Rosa ikke havde sagt noget til Dr. Losberne, det var langt klogere, at nu han forhandlede med den brave Doktor. Aftalen blev, at han endnu samme Aften skulde indfinde sig i Hotellet, og at Rosa blot forinden skulde læmpeligt sætte sin Tante ind i, hvad der var sket. Derefter kørte Rosa og Oliver hjem.
Dr. Losberne fo'r ganske rigtigt op som en Rasende, da han om Aftenen fik Nancys Forklaring at høre. Under en hel Syndflod af Eder og Trusler svor han, at han vilde gøre hende til det første Offer for de Herrer Blathers & Duffs forenede Kløgt, og han satte endog Hatten paa for straks at gaa ud og paakalde disse to værdige Opdageres Hjælp. Men Hr. Brownlow var ogsaa en ret hidsig Kavaler: og dels hans Opfarenhed, dels forskellige Modforestillinger og Grunde fik da endelig Doktoren til at opgive sit Forsæt. »Skønt!« erklærede han bittert, »hvad Satan vil De ellers have, vi skal gøre? Affatte en Takadresse til alt det Rak, baade Mandfolkene og Fruentimmerne, og bede hver af dem modtage et Par Tusend Kroner som et ringe Bevis paa vor Agtelse og som en fattig Paaskønnelse af deres Godhed mod Oliver?!«
»Naah!« svarede Hr. Brownlow og lo, »saa galt er det nu heller ikke! Men vi maa gaa forsigtig frem, hvis vi skal kunne have Haab om at naa vort Maal.«
»Hvad for et Maal?«
»For Eksempel at faa at vide, hvem Olivers Forældre var, og at se at skaffe ham den Arv, som han skal være blevet saa lumpent bedraget for.«
»Hm!« mumlede Doktoren og viftede sig med sit Lommetørklæde i Ansigtet, for at køle sig, »det havde jeg skam glemt!«
»Det er klart,« fortsatte Hr. Brownlow, »at vi umuligt kan komme til Bunds i Hemmeligheden, hvis vi ikke kan faa Monks til at gaa til Bekendelse. Og det kan kun ske ved List; vi maa have fat i ham, mens han ikke har noget af det andet Pak paa Siden af sig… Men før vi lægger nogen som helst Plan, maa vi nødvendigvis have talt med denne Nancy. Vi maa have at vide, om hun kan skaffe os fat paa Monks (naturligvis uden at Politiet faar noget med det at gøre!), eller om hun i al Fald vil give os saadan Besked, saa at vi selv kan opsnuse ham. Hende kan vi jo imidlertid ikke træffe før paa Søndag Aften, og i Dag er det først Tirsdag. Jeg foreslaar da, at vi indtil paa Søndag holder os i Ro og ikke omtaler Sagen, ikke en Gang for Oliver.«
Dr. Losberne skar jo rigtignok nogle slemme Grimasser til dette g Forslag om at holde sig sig stille hele fem Dage. Men da han ikke selv kunde finde paa noget bedre, og da baade Rosa og Fru Maylie støttede Hr. Brownlow, blev Forslaget enstemmigt vedtaget.
»Jeg kunde egenlig have Lyst til,« sagde Hr. Brownlow, »at tage min Ven Grimwig med paa Raad. Han er jo nok en Særling; men han er fiffig, og han er gammel Jurist. Han opgav i sin Tid sin Sagførervirksomhed, fordi han i ti Aar kun fik én Proces at føre.«
»Ja,« sagde Dr. Losberne, »det kan De jo godt; men saa vil ogsaa jeg tilkalde en Ven. Jeg mener den Dames Søn og denne unge Dames .... gode gamle Ven!« forklarede han og pegede paa Fru Maylie og sendte Rosa et særdeles betydningsfuldt Blik.
Rosa blev blussende rød, men hun kom ikke med nogen hørlig Indvending, maaske fordi hun indsaa, at hun vilde komme til at befinde sig i haabløs Minoritet. Og altsaa blev baade Harry Maylie og Hr. Grimwig enstemmigt optagne i Komiteen.
»Vi bliver naturligvis her i Byen,« erklærede Fru Maylie, »ligesaa længe som der er blot mindste Haab om, at Undersøgelserne kan føre til noget!«
»Bravo!« sagde Hr. Brownlow. — »Ja jeg synes, jeg har kunnet se paa de tilstedeværende, at de undertiden har haft Lyst til at spørge mig om, hvorfor jeg i sin Tid var rejst saa pludselig bort, saa at jeg ikke kunde bekræfte Olivers Beretning. Men jeg beder Dem lade mig vente med at forklare, til jeg selv finder det rigtigt! Ellers kunde der let vækkes Haab, som maaske ikke bliver til noget, og skabes endnu flere Vanskeligheder og Forviklinger.... Ja og skal vi saa ikke gaa ind til Aftensbordet? Ellers tro'r vel Oliver tilsidst, at vi er blevet kede af ham og sidder her og smeder sorte Planer om at støde ham ud i den vide Verden igen!«