Oliver Twist/47

by Charles Dickens

47.
Brownlow og Monks mødes.

Aftenen faldt paa, da Hr. Brownlow steg ud af en Droske og bankede sagte paa sin Gadedør. Efter at Døren var blevet lukket op, steg endnu to Mænd ud af Vognen og tog en tredje Mand imellem sig, som de førte ind i Huset, op ad Trappen. Den tredje Mand var Monks.

Paa Dørtærskelen ind til det Værelse, som Hr. Brownlow havde anvist, blev Monks staaende. Hans to haandfaste Følgesvende saa' spørgende hen paa den gamle Herre, som om de ventede nærmere Ordre.

»Ja han véd jo Besked!« sagde Brownlow. »Hvis han vægrer sig eller bare saa meget som rører en Finger, saa tager De ham med hen paa Politistationen og melder ham paa mit Ansvar som Tyveknægt og Bedrager.... Bestem Dem nu!« tilføjede han, da Monks stadig nølede. »Vil De have Sagen ordnet i Mindelighed, saa kom ind og sæt Dem paa den Stol dèr, den har staaet og ventet paa Dem i hele to Dage. Hvis ikke, saa sandt hjælpe mig Gud! saa er De i samme Nu i Politiets Vold, og hvad Straf, De da vil komme til at lide, vil i al Fald jeg helst lade være at tænke paa!»

Monks trak paa Skuldrene og gik ind og satte sig paa Stolen. »Det er saamænd en nydelig Opførsel, af min Faders bedste Ven!« sagde han, og tog Hat og Kappe af.

Brownlow havde givet Ordre til at lukke Døren og til først at komme, naar han ringede. »Ja,« svarede han saa, »det er netop, fordi jeg er Deres Faders ældste Ven, at jeg gerne vil skaane Dem, Edward Leeford! Det er, fordi Haab og Ønsker fra min Ungdom knytter sig til ham og til hans skønne Søster, der saa tidligt vendte tilbage til sin Gud og efterlod mig hernede ene og forladt; det er, fordi Deres Fader, dengang endnu en Dreng, knælte sammen med mig ved hendes Dødsleje hin Morgen, som (hvis Himlen ikke havde bestemt det anderledes) skulde have gjort hende til min Hustru; det er, fordi jeg hang ved ham, at jeg, trods alt, vil søge at frelse hans Søn!«

»Ja det lyder jo meget kønt,« sagde Monks efter en lang Pavse, hvor han havde siddet og gynget paa Stolen »Men hvad vil De mig?«

»De har en Broder,« begyndte Brownlow — —

»Jeg er eneste Barn,« afbrød Monks ham. »Det véd De jo ligesaa godt som jeg.«

»Jeg véd,» fortsatte Brownlow roligt, »at De er eneste Barn af det usalige Ægteskab, som den modbydeligste Familiestolthed tvang Deres Fader til at indgaa som purt ungt Menneske. Og jeg véd, hvor elendigt det Ægteskab blev, hvordan Kulde og Ligegyldighed afløstes af Had, Væmmelse, Fornærmelser, indtil Ægtefolkene endelig skiltes og søgte hver for sig at glemme, i nye Omgivelser. For Deres Moder lykkedes det: ovre paa Fastlandet gik hun hurtigt op i en Sværm af letfærdige Adspredelser. Men Deres Fader, som dog var ti Aar yngre end hun, led længe. Det varede længe, før han fandt Trøst, — men De véd, at han fandt den!«

Monks tog Øjnene til sig. »Nej!« sagde han kort.

»De véd det. Det er nu en 15 Aar siden, — De var den Gang kun 11 Aar, og Deres Fader var kun 31 endnu. Saa var det, han stiftede Bekendtskab med en forhenværende Søofficer, hvis Kone var død et halvt Aars Tid i Forvejen. Der var to Døtre: den ene en nydelig nittenaarig Pige, den anden et Barn paa en to-tre Aar.«

»Ja hvad kommer det mig ved?« spurgte Monks.

Hr. Brownlow overhørte Afbrydelsen. »Den gamle Søofficer og Deres Fader var blevet Naboer. Bekendtskab blev til fortrolig Omgang og til Venskab. Deres Fader var et benaadet Menneske, han lignede sin Søster i baade Sjæl og Ansigt. Den gamle Søofficer fik ham inderligt kær. Give Gud, at det var blevet dèrved! men Datteren gjorde lige saadan. Inden Aaret var ude, var Deres Fader knyttet til hende ved de helligste Baand: han var blevet en uerfaren ung Piges første og eneste og brændende Kærlighed!«

»Det er en temmelig langtrukken Historie!« bemærkede Monks og flyttede sig urolig paa Stolen.

»Ja,« sagde Brownlow, »for den er sand og sørgelig; og det er kun Lykken, der er kort. — Naa! saa døde endelig en af de rige Slægtninge, for hvis Skyld Deres Fader i sin Tid var blevet ofret; og han efterlod Deres Fader sit Universalmiddel mod al Fortræd, nemlig Formue. Deres Fader maatte rejse til Rom, hvor Arveladeren var død, det var nødvendigt, at han kom selv til Stede. Næppe var han kommet dertil, før han blev dødssyg. Og ikke saasnart fik Deres Moder i Paris dèt at vide, før hun tog Dem med og skyndte sig til hans Dødsleje. Dagen efter hendes Ankomst døde Deres Fader, uden — uden at have faaet gjort Testamente. Og saaledes tilfaldt hans hele Formue hende og Dem.«

Monks havde ikke set op, men han havde holdt Vejret og lyttet i største Spænding. Nu rettede han sig paa Stolen, som om han følte sig lettet, og strøg sig med Lommetørklædet over den brændende Pande.

Brownlow iagttog ham ufravendt. »Før Deres Fader rejste til Rom,« sagde han langsomt, »kom han op til mig.«

»Det har jeg aldrig hørt noget om,« bemærkede Monks i en Tone, der skulde lyde vantro, men klang af en ubehagelig Overraskelse.

»Han kom og betroede i mit Værge forskellige Ting, deriblandt et Portræt, han havde malet af.... hin stakkels unge Pige. Sorg og Samvittighedsnag havde gjort ham til næsten en Skygge af sig selv; han talte helt forstyrret om en Ulykke og Skændsel, som han var Skyld i, og han betroede mig, at ligegyldigt hvor meget han saa skulde tabe derved, agtede han at gøre alt, hvad han ejede, i Penge, sætte en Del af den Arv, der nu var tilfaldet ham, fast for Deres Moder og Dem, og saa med Resten af sin Formue flygte ud af Landet for bestandig, — jeg forstod jo nok, at han havde ikke i Sinde at flygte alene! Ja, ikke engang til mig, hans dyrebare Søsters Elskede, sagde han mere, han lovede blot, at han skulde skrive alt. Men der kom intet Brev! Senere, efter hans Død, tog jeg ud paa den Egn, som havde været Skuepladsen for hans… Forsyndelse. Familien var forsvundet en Ugestid forinden, ingen anede hvorhen. Der var intet for mig at gøre!«

Monks kunde ikke dy sig fra at smile hoverende.

Men Hr. Brownlow rykkede sin Stol tættere hen til hans. »Da saa imidlertid Deres Broder,« fortsatte han, »som et stakkels pjaltet forsømt Barn blev af en Størres Haand kastet ind paa min Vej og blev frelst af mig — —«

»Hvad for noget?« fo'r det ud af Monks.

»Ja, af mig!« gentog Brownlow, »jeg kan høre, Deres snedige Forbundsfælle har fortiet mit Navn for Dem. Naa ja altsaa — den Gang blev jeg slaaet af, saadan en Lighed der var mellem ham og det Portræt, som Deres Fader havde betroet mig. Men saa blev Drengen stjaalet fra mig, som De jo véd — aa nej nej nej! lad mig nu være fri for Deres Benægtelser! — og det var mig ikke muligt at finde ham igen. Deres Moder var død, De var den eneste, som kunde løse mig Gaaden. Man sagde, De var rejst over til Deres Plantage i Vestindien, for at undgaa Straffen for Deres lastefulde Liv her i Landet. Jeg rejste efter Dem. Men derovre fortalte man igen, at De var i London, og at De omgikkes det samme Pak, som De havde søgt sammen med i Deres Lømmelalder. Forgæves søgte jeg efter Dem, først i Dag har jeg truffet Dem.«

»Og hvad nu?« spurgte Monks frækt og rejste sig. »Hvad er alt det for Snak, De bygger op paa en indbildt Lighed mellem en lille Skarns Knægt og noget Smøreri af en Afdød?! De véd jo ikke en Gang, om der kom et Barn ud af min Faders.... Forsyndelse!«

»Nej,« sagde Hr. Brownlow og rejste sig ligeledes, »jeg vidste det ikke indtil for 14 Dage siden; men nu véd jeg alt. De har en Broder, og De véd det. Der var et Testamente efter Deres Fader, som Deres Moder tilintetgjorde, og De véd det: for De har draget Fordel af det! Der var Beviser, længe undertrykte Beviser, om Deres Broders Herkomst og Slægt, og De tilintetgjorde Beviserne, som De fortalte det bagefter til Deres modbydelige Staldbroder, Jøden!… Uværdige Søn og Løgnhals og Kryster! hvert Ord, De vekslede med den Kæltring, er mig bekendt, Skygger paa Væggen har hørt, hvad De sagde. Og nu til sidst Mordet paa den stakkels Pige, hvori De er medskyldig, i det mindste moralsk....!«

Monks var sunket ned paa Stolen igen. »Nej! nej!« mumlede han, »om dèt ved jeg intet! Jeg var netop paa Vej for at skaffe mig at vide — —«

»Indser De, at alle Deres Luskerier nu er ved at komme for en Dag? Vil De saa tale med det Gode? Vil De tilstaa i Vidners Paahør, hvad De har gjort? og blive her, indtil det er sket?«

»Naa — ja, — naar De forlanger det!« sagde Monks.

»Men De skal gøre mer endnu! De skal give Deres Broder Oprejsning! De har jo ikke glemt, hvad Deres Faders Testamente bestemte til Fordel for ham. Opfyld de Bestemmelser — og drag saa i Guds Navn, hvorhen De vil!«

Monks havde rejst sig og gik urolig op og ned ad Gulvet. Had og Frygt kæmpede om Overtaget i ham, han pønsede paa Udveje.... Saa blev Døren i det samme revet hastigt op, og Dr. Losberne kom farende ind: »De har ham!« raabte han; »han bliver taget endnu i Aften!«

»Morderen?« spurgte Brownlow.

»Javel. Hans Hund har ført dem paa Sporet. Nu er hans Smuthul omringet paa alle Kanter, Regeringen har udsat en Belønning af 1500 Kr. for hans Paagribelse!»

»Jeg lægger 500 til!« sagde Brownlow. »Men Jøden — hvad er der blevet af ham?«

»Han er arresteret, eller han bliver det om et Øjeblik!«

Brownlow vendte sig om til Monks. »Naa,« spurgte han sagte, »har De bestemt Dem?«

»Ja! Vil De saa — lade være at angive mig?«

»Det har jeg lovet Dem. Bliv her, til jeg kommer tilbage! Dèt er den eneste Maade, De kan redde Dem paa!«

Hr. Brownlow og Dr. Losberne forlod Værelset, hvis Dør atter blev laaset udvendig fra.

»Naa,« hviskede Dr. Losberne ivrigt, »hvad har De saa udrettet?«

»Mer, end jeg turde haabe. Omstændighederne er kommet mig til Hjælp. Skriv og fastsæt Sammenkomsten til i Overmorgen Aften. Vi skal være der et Par Timer forinden; men vi maa have lidt Tid til at hvile ud, især Frk. Rosa kan vist faa Brug for alle sine Kræfter.... Aa men mit Blod koger af Trang til at faa hævnet den stakkels myrdede Pige! Hvor skal jeg gaa hen?«

»Tag først hen paa Politistationen,« svarede Dr. Losberne; »jeg bliver her saa længe!«

Og de trykkede hastigt hinandens Haand og skiltes i næsten febersyg Spænding.