Om Islands statsretlige Forhold/3

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Gyldendalske Boghandling Kjöbenhavn


Om Islands statsretlige forhold.djvu Om Islands statsretlige forhold.djvu/3 51-77

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1950. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1926.


III. Tidsrummet fra Souverainitetens Indförelse til Stænder-Institutionen.

For at tydeliggjöre Betydningen af Souverainitetens Indförelse i Island, maa det være mig tilladt at kaste et Blik paa Situationen i det Hele. För 1660 havde Danmark været, som navnlig det danske Rigsraad med Stolthed kaldte det, "et frit Kaarerige", Norge derimod et Arverige, og Island betragtedes ligeledes som et Arveland. Heraf lader det sig forklare, at medens Forandringen i Danmark med Rette opfattedes som en radikal Foranstaltning, som etslags Revolution fra oven, blev den i Norge og Island næppe bemærket, og Kongens nærmeste Fortrolige og Hjælpere gjorde sig der saameget som muligt Umage for at vedligeholde denne rolige Ligegyldighed, der i det 17de Aarhundrede overalt paa Europas Fastland nærede eller fremavlede Absolutismen. Det bedste Stikord for Regjeringen var "Arvehyldingen", som afledte ganske Opmærksomheden fra Ordene "Souverainitet og absolut Regjering", der vare skjulte i den saakaldte Souverainitets-Akt af 10. Januar 1661. Efter at Kongen i Januar 1661 havde ved sine tre Udsendinge til Adelen, Geistligheden og Kjöbstederne faaet samlet Underskrifter enkeltviis paa de tre Gjenparter af Akten af 10. Januar 1661, eller som det kaldes, paa det dem leverede "Instrument eller Sanctio pragmatica om Vores Arverettighed til Danmarks og Norges Riger"[1], reiste Prinds Christian til Norge i Juli Maaned samme Aar, ledsaget af den forrige Statholder i Norge, Hannibal Sehested, Cantsleren Peter Retz, Admiral Henrik Bjelke, Befalingsmand over Island, Biskop Svane o. fl. — Ifölge Instruction 19. Juli skulde Norges Stænder sammenkaldes og Cantsleren der holde en Tale, hvori det gjentages, at "den allerhöieste Gud haver behaget ved samtlige Danmarks Riges Stænder deres fri Villie og endrægtig Samtykke at forandre Vores forrige Valgrige til at være og blive herefter for Os saavel som og for Vore Arvinger paa mandlig og Qvindelinie et frit fuldkommen og evigt Arverige", og at Kongen derfor har sendt sin Sön for at modtage en lignende Hylding ogsaa i Norge. Dertil föies: "Vi lover og tilsiger Alle og Enhver Vores troe Undersaatter, ikke aleneste fremdeles for en kristelig Arvekonning og naadigste Herre at regjere, mens ogsaa saadan Regjeringsform med forderligste at lade indrette og forfærdige, som samtlige Vores Arve-Undersaatter udi begge Kongerigerne ved Vores efterkommende Arvinger om en christelig og mild Regjering kan forsikkre", o. s. v. Derefter skulde Eden tages, hvori, ligesaa lidt som her, er den mindste Tale om andet end Huldskab og Troskab mod Kongen, som "allernaadigst Arveherre og Koning, saavel som H. kgl. Majts kongelige Huus paa mandlig og Qvindelinie". — Men efter at denne Ceremonie var forbi skulde Kongens "troe Mænd og Raad og Commissarier de dennem medgivne Exemplaria af Arverettighedens og absolut Souverainitetens Acta til Adelens, Geistligbedens, den borgerlige Stands og Almuens Deputerte lade overlevere, og af enhver Stands Fuldmægtige for sig dennem lade underskrive til at levere Os selv det igjen udi egen Haand".

Efter at denne Hylding var lykkelig gjennemfört i Norge blev der först tænkt paa Island, og sandsynligviis Faeröerne med det samme. Den 24. Marts 1662[2] udgik et Brev til Indbyggerne paa Island og Vestmannöerne, at lade Deputerede af geistlig og verdslig Stand, samt af Almuen i et bestemt Antal, möde paa det næstkommende Althing, for at aflægge "Arvehyldingseden" til Henrik Bjelke.

Man valgte derefter de Deputerede til Edsaflæggelsen, og saavel disse som de befalede Embedsmænd af geistlig og verdslig Stand mödte paa Althinget til den i det kongelige Brev bestemte Tid, men da Bjelke ikke var ankommen, og ikke heller kom medens den lovbestemte Althingstid varede, besluttede de at vende hjem igjen, og tilförte i den Anledning Althingsbogen en Erklæring, som, da den kaster et saa tydeligt Lys paa Islændernes, navnlig Embedsmændenes og alle de Deputeredes, Opfattelse af denne Hyldings Betydning for Island, og det Hverv hvortil de vare valgte, anföres her ordret efter Althingsbogen 1662.

"Om Arvehyldingseden. Laugmænd, Sysselmænd og Laugrettesmænd, tilligemed de valgte Bönder, vare samlede paa Öxaraa-Thing, for at fuldbyrde kongel. Majts Bud og Befalinger om Arvehyldingseed, efter Hans Majts Brev; men vor elskelige Lensherre har Forfald, saa at han er ikke ankommen, og derfor udsættes Sagen for denne Gang. Men den kongelige Arveorden i Vor Lovbog viser os hvem der skal være Norges Konge efter hver Konges Afgang, nemlig at hans Sön, hver den ældste, ægtebaaren, naar en saadan findes, skal være Konge, under hvilke Love vi i Forveien ere edsvorne. Derfor bede Vi ærbödigen vor naadigste Herre og Konge at ville have os undskyldte for denne Gang"[3].

En anden Erklæring, afgiven offentlig paa dette samme Althing, viser ikke mindre tydelig, at Islænderne havde deres gamle "Forenings-Akt" i frisk Erindring, og önskede ingenlunde at tilsidesætte eller afskaffe dens Bestemmelser men tvertimod ansas den for endnu gjeldende og vilde have den opretholdt, Erklæringen lyder saaledes: "Angaaende den Supplikats fra dem vester ved Jökulen (Snæfells-Syssels Indvaanere, der i nogle Aar havde haft en dansk Sysselmand, som var ilde lidt), at de afsige udenlandske Mænd for Sysselmænd, fordi de ville holde dem efter Islændernes gamle Overeenskomst, da blev den oplæst i Laugretten, og svare begge Laugmændene saaledes dertil, samt ligeledes Laugretten, at de ville at Alle skulle holde sig efter islandske Loves Friheder"[4].

Man reiste altsaa hjem fra Althinget; men kort efter ankom Befalingsmanden, og sendte öieblikkelig Bud omkring i Landet for at hente sammen de Deputerede til Edens Aflæggelse. Sidst i Juli Maaned samledes de Indkaldte paa Bessastad, og rede derfra til Kopavog, et gammelt Thingsted kort derfra, hvor Hyldingseden blev aflagt den 28. Juli 1662, af ganske samme Indhold som den norske, uden at nævne "Souverainitet og absolut Regjering" i mindste Maade[5]. Men efter Edsaflæggelsen kom Henrik Bjelke frem med et Document, som han havde medbragt fra Kjöbenhavn, reenskrevet paa Pergament og paa Dansk, med Anmodning om, at enhver af Embedsmændene og de Deputerede vilde underskrive samme. Dette Document var en Souverainitets-Akt for Islands Vedkommende, lydende omtrent som den de norske Stænder havde underskrevet den 7. August 1661, (dog ingenlunde betegnende Island som en Deel af Kongeriget Norge). De fleste af de islandske Deputerede have udentvivl ikke forstaaet dette Document, med da det blev forklaret for dem, at de skulde opgive alle deres "Privilegier og Friheder" i Kongens Haand, bleve de Fleste saa bange, at de ikke vilde underskrive. Bjelke udviklede da for dem, at denne Underskrift havde ingenlunde den Hensigt at fratage det islandske Folk dets Ret, det var kun for Forms Skyld, og der paatænktes i Virkeligheden ingen Forandring i Landets Stilling, hverken i Henseende til Lovgivning, Indretninger eller Andet. De kunde trygt forlade dem paa Kongen. De gave da tilsidst efter, med den Erklæring, at de ventede af Kongen Opfyldelsen af de Forsikkringer som vare givne af Befalingsmanden paa Kongens Vegne[6], og underskreve i Henhold dertil Documentet. Det Hemmelighedsfulde ved denne hele Fremgangsmaade viser sig endvidere deri, at Documentet ikke er indfört i Althingsbogen Aaret efter, saa at det ikke synes at være blevet i dets Heelhed bekjendt i Island förend længe efter[7].

Saaledes er den arvelige Enevoldsregjering indfört i Island. Man har haft endeel at udsætte paa den Form, hvorunder den er indfört i Danmark og Norge, men jeg troer ganske vist, at Enhver vil finde endnu svagere Sider ved Formen for dens Indförelse i Island. Jeg troer ikke engang at den lader sig bruge til derpaa at opföre nogen retlig Fordring, eller retlig Beviisförelse, og at den kun kan være brugelig til hvad den hidtil har tjent til, nemlig at grunde derpaa en faktisk Tilstand, som Intet andet har at paaberaabe end sin egen Existents, og den Magt, som til hver Tid kan reise eller opretholde status quo. Sæt endog, hvad dog vistnok meget maa betvivles, at man kan være berettiget til at fraskrive sig og sine Efterkommere al lovlig Ret, saa maatte der dog, naar Nogle skulde underskrive paa Alles Vegne, være et Beviis tilstede, at disse havde vidst hvortil de gave Fuldmagt, og at de virkelig havde givet Fuldmagt til en slig Forskrivning. Men her er netop Beviis for det Modsatte. Det er aabenbart, at Islænderne have netop aflagt Arvehyldingseden i den Mening, derved at sikkre sine til den Dag vedligeholdte politiske Rettigheder og vinde de tabte. De have underskrevet Souverainitets-Akten enten uden Fuldmagt ad hoc, og derfor uden Gyldighed, eller ogsaa i god Tro til deres Konges Ord, og hans Commissairs Forsikkringer, som Alle kjendte, og Alle kunde have Anledning til at stole paa, i den Tillid, at ved Kongens uindskrænkede Magt vilde deres gamle Forenings-Akt, deres Love, deres communale Frihed, deres Indretninger, deres Sprog og Nationalitet være bedst sikkrede.

Men lad os endog et Öieblik antage, at den hele Akt er retlig gyldig, og at der hverken fra Formens eller Indholdets Side er Noget retlig paa den at udsætte. Saa stiller Forholdet sig saaledes: Danmark, Norge, Island aflægge hvert for sig en ligelydende Eed til Kronen, og overdrage hvert for sig Kongen en absolut Magt. Derved stille de sig alle tre i det samme Forhold til Kongen, men deres Forhold indbyrdes staaer derfor uforandret. Naar deres Forhold til Kongen oplöses eller forandres f. Ex. ved Enevældets Opgivelse, saa kan ikke det sideordnede Forhold forandres, eller det ene Land tabe sin Ret ligeoverfor det andet, men det oprindelige Forhold maa indtræde paa ny, eller en ny Overeenskomst bringes til veie.

Af disse Grunde kan jeg ikke skjönne, at noget nyt Forhold mellem Kronen og Island, ligesaa lidt som imellem Norge eller Danmark og Island, retlig er opstaaet ved Hyldings-Akten 1662, eller ved den derpaa (og de andre ligelydende Akter fra Danmark og Norge) stöttede Kongelov, og jeg troer derfor med den islandske Comité, at man ikke kan nöies med, som Ministeriet i 1851 gjorde, at söge den sidste Retsbasis for Forholdet imellem Danmark og Island i Kongeloven, eller Hyldings-Reverset 1662, men at den maa söges i den förste Overeenskomst med Norge; og heri forekommer det mig at den ærede Forf. tildeels giver denne Comité Ret. Kongelovens Art. XIX kan desuden ikke paaberaabes som Beviis i denne Retning, da den aldeles ikke tilsigter at bestemme noget om Statsdelenes Retsforhold til Kronen, meget mindre Fastsættelsen af nogetsomhelst Forhold mellem Statens Dele indbyrdes, men selv tilkjendegiver tydelig at den kun vil forebygge Statens Deling i Familien; derfor befaler den, at disse Statsdele, som ere under Kongelovens Omraade, aldrig skulle deles, saaledes at nogen Prinds eller Prindsesse af Blodet fik noget Land eller Landsdeel eller sligt til Raadighed, men de "skulle bie indtil Baden kommer til dem" at arve det Hele, og imidlertid nöies med den dem af Kongen bestemte Appanage[8]. Enhver indseer let, at herved ikke er bestemt Noget om, "at Island er en Deel af Riget". Island var en Deel af Riget, det vil sige af de under Kongens Scepter staaende Lande; derom behövedes altsaa ingen Bestemmelse. Der bestemmes kun, at hverken Island eller nogen anden Statsdeel maa forlenes bort til en Prinds eller Prindsesse. Derimod indeholder hverken denne eller nogen anden Artikel i Kongeloven Nogetsomhelst, hvorved Forholdet imellem Island og de andre Statsdele, navnlig Danmark eller Norge, bestemmes eller forandres.

Den ærede Forfs. Bemærkning (S. 32), at alle Souverainitets-Akterne egentlig ere een og samme Akt i flere Exemplarer, er, som det synes, taget efter ældre danske Forfattere, som ikke have kjendt selve Documenterne. Men nu er det bekjendt nok, at det norske Document er meget forskjelligt fra det danske, og det islandske igjen saa forskjelligt fra det norske, at deraf tydelig kan sees, at Island ikke er betragtet som en Deel af Norge, men som et Land for sig. Det er ogsaa ganske tydeligt, at man ved Forfattelsen af Patentet 1709 har antaget, at der paa Island var foregaaet en virkelig særskilt Hylding, hvorimod man kun har anseet Hyldingen paa Bornholm (der jo ogsaa foregik særskilt, men som dog ikke anföres som særskilt ved Siden af de andre) som en Fortsættelse eller et Led af den danske Hylding. Men dertil kommer fremdeles den af Islænderne fremsatte Reservation, der giver Souverainitets-Akten med Hensyn til dette Land et ganske særegent Præg, thi man kjender ikke til, saavidt mig bekjendt, at noget Sligt er foregaaet ved de andre Hyldinger.

Jeg skal nu saa kort som muligt söge at eftervise, hvilken Virkning Enevolds-Arveregjeringen i denne Periode har udövet paa Islands Forhold, og hvorledes disse efterhaanden have udviklet sig; dette finder jeg mig saa meget mere foranlediget til, som den ærede Forfatter öiensynlig er gaaet meget lettere over denne Periode end de foregaaende.

Det er et interessant, og i Henseende til hvad jeg her har berettet om Souverainitetens Indförelse paa Island meget betydningsfuldt Faktum, at Islands hele Regjering, saavel Lovgivning som Administration, staaer aldeles uforandret efter Souverainitetens Indförelse i over 20 Aar. Indretningen af Regjerings-Collegierne berörte slet ikke Island, men dets Sager gik ligesom forhen igjennem Befalingsmanden, og kun deres Expedition tildeels igjennem Cancelliet, hvorimod Rentekammeret i al denne Tid Intet har med islandske Sagers Bestyrelse at gjöre. Den islandske Lovgivning stod uforandret, og der föiedes ingen Foranstaltning til at forberede nogen Forandring deri, uagtet al den betydelige Virksomhed, som udvikledes for at omdanne de danske og norske Love. Een eneste almindelig Forordning, (om Medicis og Apothekere 4. Dec. 1672) som fra denne Tid har faaet Gyldighed i Island, er först indfört der 100 Aar senere (1773). Althinget udövede den samme Virksomhed og Autoritet paa samme Maade og i samme Omfang som för. Höiesteret blev oprettet, og fik sin Instruction 14. Febr. 1661, men ligesom deri ikke med eet Ord beröres islandske Sager[9], saaledes vides ingen islandske Sager i en rum Tid at være behandlede for denne Ret. Administrationen gik ganske som för igjennem Befalingsmanden, Laugmændene bleve valgte af Althinget ligesom för[10], og deres Valg derpaa stadfæstet af Kongen, ligeledes bleve Sysselmænd og Administratorer over de gamle Klostergodser beskikkede af Befalingsmanden. — Christian den Femtes Hylding, som foregik 1670, gjorde heri ingen Forandring. Her er derfor ikke let tænkeligt Andet, end at Henrik Bjelke har berettet Kong Frederik den Tredie den sande Sammenhæng med den islandske Hylding 1662, og at Kongen har besluttet at tage Hensyn til den der fremsatte Reservation, men at denne derefter i Tidens Löb er bleven enten tilsidesat eller forglemt af Kronen og dens Raadgivere. Jeg indseer nu ikke at Reservationen derved har tabt dens retlige Betydning, da den engang er formelig modtaget paa Kronens Vegne, og aldrig tilbagekaldt af Islænderne, det forekommer mig tvertimod, at det herved er gjort indlysende, at det trænger til et yderligere Beviis end Patentet af 1709 (som iövrigt aldrig har været publiceret i Island, eller bragt til Folkets Kundskab paa sædvanlig Maade), at Kong Frederik den Tredie virkelig har paatænkt at inddrage Island under Kongelovens Omraade. — Man seer da saaledes, at allerede Grundlaget for Islands hele politiske Stilling og Forhold til Rigerne efter 1662 er i det mindste heel omtvisteligt, og det forekommer mig, at man endogsaa ved de her fremsatte uimodsigelige Kjendsgjerninger erholder en bedre Forklaring af at Island ikke nævnes i Kongeloven, ligesaa lidt som de andre Statsdele, der stode udenfor samme, end den som den ærede Forf. giver.

I denne Tid forekommer endnu et Faktum, der tydelig erindrer om den gamle Forenings-Akt fra 1262. — En Mand fra Island, ved Navn Jon Eggertsson, havde forebragt adskillige Klagepunkter om flere af Landets höiere Embedsmænd, deriblandt Laugmændene. Da han havde forebragt Kongen, at ingen Domstol i Island kunde betroes at dömme i Sagen, fik han bevirket i Aaret 1682, at flere af de anklagede Mænd, navnlig begge Laugmændene, bleve indstævnede for Kongen og Höiesteret i Danmark. Men efter Indhentelsen af en nærmere Underretning udkom Reskr. 18. Mai 1683, hvori det hedder, at "efterdi samme Sager, efter Landets Privilegier, ikke forhen til Althinget ere bleven afhandlede", skulde Landfogden paa Amtmandens Vegne, "efter fornævnte Privilegiers Anledning", foretage Sagerne först i Overretten, uagtet de nævnte Höiesterets-Stævninger, og paadömme dem, "saavidt Lov og Ret er gemæs og I for Os og Vores Höiesteret agter at ansvare". De her paaberaabte "Landets Privilegier" kunne ikke være nogen andre end den i Akten af 1262 indeholdte Artikel: at "Ingen maa stævnes ud af Landet, med mindre han bliver dömt ud af Landet af vore Mænd paa Althinget", og det er ligeledes tydeligt, at Kongen og Höiesteret træder i Stedet for det ældre: "Kongen med de bedste Mænds Raad", eller senere "Kongen og Rigsraadet". Sagen blev derpaa dömt i Overretten i Island, men kom ikke for Höiesteret, da Overretten fandt Sagen klar og Klageren selv undveg af Landet, men det anförte Reskript gjör det som det synes utvivlsomt, at det endnu 1683 ikke har været Kronens Hensigt at forandre disse gamle Forhold, men meget mere at respectere dem, overeensstemmende med Islændernes Reservation og Begjæringer.

I Aaret 1683 og derefter indtraadte den Forandring, at der först blev ansat en Landfoged (5. Mai 1683; Rentek. Instr. 16. Mai s. A.), derefter en Stiftbefalingsmand (26. Januar 1684) og tilsidst en Amtmand (21. April 1688; Instr. 5. Mai s. A.). Blandt disse Embedsmænd fik Landfogden Opsyn over hele Oppebörselen, Administrationen af de offentlige Godser, Opsyn over de kongelige Fiskerier m. m. under Rentekammerets Overbestyrelse; under Amtmanden sorterede derimod fornemmelig hele Retsvæsenet, især det civile, og de administrative Sager som ikke hörte under Landfogden. Stiftbefalingsmanden endelig skulde have Overopsyn med Landets hele Bestyrelse, især med Hensyn til de geistlige Sager og den geistlige Jurisdiction. Cancelliet og Rentekammeret udgjorde Mellemledet imellem disse Embedsmænd, hvis Virkekreds i denne Tid dog i mange Punkter var temmelig uklar, og Kongen, skjöndt Stiftbefalingsmanden synes i flere Sager at have gjort direkte Indstillinger til Kongen, ligesom i den forrige Tid, og enten selv at have direkte communiceret de Vedkommende Kongens Resolutioner, eller foranlediget dem communicerede igjennem Collegierne, da denne Embedsmand i lang Tid havde sit stadige Ophold i Kjöbenhavn. Dette Forhold bestod temmelig uforandret til 1770, da Landet blev deelt i to Amter og der beskikkedes en Stiftamtmand (15. Mai 1770) med Forpligtelse at tage fast Ophold i Island, samt tillige at overtage som Amtmand Bestyrelsen af Sönder- og Vester-Amt, hvorimod den anden Amtmand overtog Bestyrelsen af Nord- og Öster-Amt. Senere (6. Juni 1787) ansattes en særskilt Amtmand i Vester-Amtet, og fra den Tid har kun Amtmands-Embedet i Sönder-Amtet været forenet med Stiftamtmands-Embedet. Amtsinddelingen i Danmark og Norge foregik, som bekjendt, til ganske andre Tider.

De islandske Sagers Bestyrelse i Collegierne har siden 1688 undergaaet ikke faa Forandringer, der tillige ere interessante forsaavidt, som de afgive et Bidrag til at vise, hvorledes Islands Stilling i det Hele har været betragtet fra Regjeringens Side. I Cancelliet ere de islandske Sager indtil 1771 henförte til de norske Registranter, og forsaavidt betragtede som en Branche af de norske Sager. 1771 blev Cancelliet inddeelt i fire Departementer, hvoraf de to förste indbefattede de egentlige danske Lande, det tredie "alene de som angaaer vort Rige Norge", og det fjerde "eller Colonie-Departementet — alene de Sager som vedkommer Island, Grönland og Colonierne i de andre Verdens Parter", m. v. — Dette bestod fra 1. Mai 1771 til ult. Febr. 1773. Derefter kom Sagerne tilbage paa den ældre Fod, indtil Collegiet paa ny blev inddeelt i Departementer i Aaret 1800, da de islandske civile Sager fornemmelig kom til at höre under det norske Justits-Departement, indtil Rigernes Adskillelse i 1814. Fra den Tid bleve de islandske Sager fordeelte som de danske, efter deres Gjenstand, mellem Collegiets Departementer. — Under Rentekammeret vare de islandske Sager henlagte til det "throndhjemske og islandske Comptoir", eller, som det vel egentlig kaldtes, "Throndhjems Stifts samt Islands og Færöernes Distrikts Comptoir", som det synes uafbrudt fra 1683 til 1765; i dette Aar blev det "bergenske Comptoir" forenet dermed. 1769 henlægges de islandske Sager herfra til det "Sjællandske Stifts Comptoir". 1771 henlægges de ved Cabinets-Ordre 6. Juni derfra til det norske Kammer "for Kongeriget Norge og Island", og der oprettedes da paa ny et "throndhjemsk og islandsk Comptoir", hvortil endnu föiedes det bergenske. Men dette varede kun til 1773, da Reskript 6. Mai befaler: at "Vore Öer og Lande Island, Færöe og Grönland skulle henlægges under det 1760 oprettede General-Toldkammer, "paa samme Maade som Vore amerikanske Öer"; der blev da samme Aar (kgl. Res. 1. Juni) oprettet et "Islands, Færöernes og Grönlands Comptoir" under dette Collegium, som bestod indtil 1781, da Reskr. 28. April igjen giver disse Sager tilbage til Rentekammeret "for adskillige Aarsagers Skyld". Endnu engang henlægges de islandske Sager, tilligemed de færöeske og finmarkske, til "throndhjemske Comptoir", dog saaledes, at de islandske Regnskaber Aaret efter overföres til "söndenfjeldske Comptoir", og i samme Aar omtales endog som oprettet et eget "islandsk Comptoir". Dette omfattende Comptoir bærer i Aaret 1802 den 1. Oktober Navn af "christiansandske, bergenske, islandske, finmarkske, færöeske og grönlandske Comptoir". Derefter forbleve de islandske Sager forenede med de norske indtil Rigernes Adskillelse, da et eget Comptoir oprettedes fra 1. Januar 1815 for Island, Færöerne, Grönland og Bornholm, hvorfra dog dette sidste senere blev adskilt. Det vil vistnok være vanskeligt heraf at danne sig et Begreb om, i hvilket Forhold Island staaer til Staten, om det er en Deel af Danmark, eller af Norge, eller det er en Colonie, og den islandske Forsamlings Comité synes her atter at have Ret, naar den charakteriserer dette Forhold efter Souverainitetens Indförelse som en "Sammenblanding af den administrative Regjering", hvorpaa man ikke i og for sig kan bygge Noget med Hensyn til Islands statsretlige Forhold.

Dette oplyses ikke heller ved andre Udtalelser eller Betegnelser af Islands Stilling, som ere udgaaede fra Regjeringen i denne Periode. I adskillige Aktstykker forekommer Island som staaende udenfor Kongens "Riger og Lande", som f. Ex. i Traktat 15. Juni 1701 § 21 ("Trafiquen i Hans kgl. Majts Riger og Lande skal blive fri og uhindret" m. v., jfr. § 17, hvor ved "Riger og Lande" kun kan forstaaes Danmark, Norge og Hertugdömmerne); eller Island staaer i Modsætning til Kongens "Stater", f. Ex. i Reglem. 2. Juli 1781 (Grönland, Island, Finmarken og Færöerne sammenstilles — "til Fordeel saavel for disse Lande selv (!) som for Vore Stater"); eller til Kongens "europæiske Stater", f. Ex. i Plak. 6. Juni 1787 (naar Fiskere gaae tilbage fra Island til "nogen Havn i Vore europæiske Stater"). Paa andre Steder findes Island ganske rigtigt sat parallelt med de andre Statsdele, f. Ex. i Reskr. 12. April 1717 ("Vore Riger Danmark og Norge, samt Island"); Reskripterne 24. Marts 1731, 21. April 1747 og 7. Febr. 1766 ("som i Danmark og Norge — tillige i Island"); Canc. Skriv. 9. Dec. 1786 ("forholdes som hidtil i Island, og som det skeer i begge Rigerne"); Canc. Skriv. 16. Sept. 1797 ("i Island — ligesom her i Danmark — og for Norge"); Resol. 12. Novbr. 1800 ("Vore Riger Danmark og Norge, samt Island og Færöerne", jevnf. Reskr. 28. Novbr. 1800 og Canc. Circ. 29. Novbr. s. A.); Resol. 4. Decbr. 1801 ("Vore Kongeriger Danmark og Norge, samt i Vort Land Island"); For. 31. Mai 1805 ("Overretterne i Danmark, Norge og Island") og paa mange flere Steder[11]. — Hertil kunne henföres Steder som Resol. 12. Juni 1717 ("det maa saavel i Island som Danmark ved For. 20. Febr. 1717 forblive"), eller Plak. 7. Marts 1787 ("Island eller Vore andre europæiske Stater"), eller Reskr. 22. Decbr. 1797 ("For. for Vort Rige Norge 18. Juni 1723 skal være extenderet til Island. Undertiden benævnes Island som "norsk Provinds" (Toldk. Skr. 20. Marts 1775 siger, at Island ved Extraskattens Paalæg i Aaret 1765 "er bleven anseet som norsk Provinds"), og i kgl. Resol. 9. Aug. 1786 er der gaaet ud fra at Island er en "Provinds". — Men samtidig dermed og meget senere betegnes Island som "Colonie", ikke alene derved, at det i alle Traktater med fremmede Stater, som det her vilde være for vidtlöftigt at anföre, enten ligefrem benævnes saaledes, eller og sættes i Classe dermed, men ogsaa i den indenlandske Expedition, samtidig med at dets Sager, som för bemærket, gaae under samme Behandling som de coloniale.

Saaledes hedder det ved Resol. 13. Juni 1787, at "Island skal ansees som Colonie i Henseende til fremmede Nationer"; ved Reskr. 20. Juni 1794 bestemmes Auctions-Salair af islandske Retourvarer "lige med de vestindiske Colonie-Varer"; i For. 30. April 1806 om Over-Admiralitets-Retten henföres Island ligefrem under "Colonierne" (§ 14 i Forbindelse med § 13), og i Aarene 1820—1829 benævnes Island og Færöerne ganske almindelig som "Colonier", navnlig i hele den Correspondence som angaaer Udvidelsen af Love til de nævnte Lande[12]. Mærkelig nok skeer dog heri et Omslag 1830, saa at der allerede i Canc. Skrivelse 27. Juli 1830 anföres "Provindsen" Island i Modsætning til Colonierne, og efter den Tid synes Benævnelsen "Colonie" med Hensyn til Island at være bleven næsten ganske aflagt, undtagen i Traktater med fremmede Magter[13].

Skjöndt det saaledes er meget vanskeligt at sige, under hvilket statsretligt Begreb Island efter Regjeringens Anskuelse skulde have hört i dette Tidsrum, saa er det dog temmelig utvivlsomt, at Islænderne ikke hörte under de tre Cathegorier af Undersaatter, Danske, Norske og Holstenere, som nævnes i "Indfödsretten" 15. Januar 1776, men maa höre under den fjerde Cathegorie, som virkelig findes der, men som den ærede Forf. har forbigaaet, nemlig "hvem derved lige agtes"; dette maa fölge ligefrem deraf, at Island i den Periode, hvori Indfödsretten er given, er af Regjeringen indbefattet under Colonierne.

Med Hensyn til Lovgivningen gjör den ærede Forf. den almindelige Bemærkning, at det her er "naturligviis det væsentlige, at Island var under den samme Lovgivningsmagt, som det övrige Rige, men derimod noget Ikke-væsentligt, at Island har beholdt sine ældre Love og senere erholdt særegne Love". Denne Bemærkning kan dog, som det forekommer mig, ingenlunde i sin Almindelighed gjelde som begrundet. Om end to Lande staae under den samme absolute Konge, som i Principet antages at have hele Lovgivningsmagten i Hænder, maa den særegne Lovgivning ansees som et af de allervæsentligste Momenter i Landenes statsretlige Forhold, thi saalænge den absolute Konge finder det rigtigt og passende, at hvert af de ham underlagte Lande beholder sin særegne Lovgivning, saa maa denne særegne Lovgivning naturligviis altid være historisk og statsretlig begrundet i de foregaaende politiske og nationale Forhold og Tilstande, og saaledes danne et fuldkommen retligt Grundlag for en vis Selvstændighed, eller Ligestilling med andre Statsdele, der ogsaa have deres særegne Love. Det viser sig ogsaa, at Islands Selvstændighed i denne Branche staaer renest, deels fordi man der fandt Forholdene mest rene for sig, deels fordi Islænderne selv der kunde udöve en vis Control, hvad de ikke kunde med Hensyn til Regjeringens egne Arrangements, Traktater med fremmede Magter o. s. v., da de ikke engang kjendte disse Foranstaltninger eller Aktstykker af Navn, meget mindre havde nogen Deel deri.

Det er da med Hensyn til Lovgivningen i dette Tidsrum det væsentligste Moment, at den islandske Lovbog Jonsbogen vedblev at være gjeldende som Landets Hovedlov, og Islands Lovgivning havde saaledes en anden Grundvold end Lovgivningen for Danmark og Norge[14]. Jeg har för bemærket, at i den sidste Deel af forrige Tidsrum var Althingets Andeel i de af Kongen givne Love for störste Delen indskrænket til at höre dem forkyndte, eller til Publicationen; denne Form har ogsaa været erkjendt i dette Tidsrum, saavel af Retterne som af Regjeringen, og stedse iagttaget som en Hovedregel. Af denne Grund er Publicationen med Hensyn til Islands Lovgivning af störste Vigtighed, selv efter Althingets Ophör 1800, da den islandske Landsoverret fik det Hverv, at paasee Publicationen, og Bekjendtgjörelsen af de for Island gjeldende Love. Om Publicationens Vigtighed med Hensyn til den islandske Lovgivning har Regjeringen flere Gange klart udtalt sig; saaledes hedder det i Canc. Skriv. angaaende Arvegangsmaaden i Island 3. Septbr. 1768[15]: at "en Forordn. eller Lov ikke kan gjelde og forbinde til Efterlevelse uden fra den Tid af at den publiceres". Lignende Princip findes i Toldk. Skriv. 22. Marts 1777, Instruction 19. Juni 1783, kgl. Resol. 23. Febr. 1784 og Rentek. Skrivv. 30. Januar 1787, 11. Aug. s. A. og 27. Mai 1789[16]. Rentek. Skriv. 5. Juni 1790 svarer paa en Embedsmands Forespörgsel, at det norske Sportelreglement "ikke kan være gjeldende i Island, som ikke der publiceret". Det har ligeledes i dette og flere Tilfælde været erkjendt, at dansk eller norsk Lovgivning maatte ved udtrykkelige Lovbud være udvidede til Island, for at kunne ansees gjeldende der i Landet; saaledes hedder det i Canc. Skriv. 19. Septbr. 1801, at "da Norske L. 5—4 ikke ved nogen Lov er indfört i Island, saa bör Kong Magni Lagabæters Jonsbog i denne Materie blive at fölge". Herpaa kunde, om fornödent, anföres flere Exempler. Det maa derfor ansees som Misbrug, undertiden foranlediget ved Embedsmænds Vilkaarlighed, undertiden ved Mangel paa Kjendskab til Lovene, naar man, som Tilfældet er i Island, seer flere danske og norske Forordninger anvendte iflæng i Praxis efter Vedkommendes Forgodtbefindende, uden at de nogensinde ere formelig publicerede, eller af Lovgiveren bestemte til Island. Imidlertid skal jeg ogsaa her tage Hensyn til disse, for at give Læseren saa meget klarere Begreb om, hvormeget særegent der findes i Lovgivningen for Island naar man nöiere undersöger dette Forhold.

Med Hensyn til Kirkelovene var det för bemærket, at den norske Ordinants fra 1607 var bleven indfört i Island 1622. "Danmarks og Norges Kirke-Ritual" 25. Juli 1685[17] er derimod aldrig bleven indfört der anderledes end deelviis ved Praxis, samt ved Oversættelser og Bearbeidelser i de paa Islandsk udgivne Psalmeböger og Alterböger. — Norske Lovs anden Bog er det aldrig engang faldet Regjeringen ind at indföre, men kun at befale at den skulde benyttes ved Udarbeidelsen af den paatænkte nye islandske Lovbog, og senere at benytte den som Udgangspunkt for Bestemmelser i den islandske geistlige Ret, dog alt med Modificationer efter Landets ældre Love og Sædvaner. Om Præsternes Kaldelse bestaae særegne Regler for Island; ligeledes om de geistlige Domstole, Kirkernes Bestyrelse og Regnskabsvæsen, den geistlige Godsbestyrelse m. v. Med Hensyn til de enkelte Lovbud bekræfter det sig ligeledes, at ingen Forordn. er bleven anseet som Lovbud for Island fordi den er Lov for Danmark eller Norge, men den har været indfört særskilt for at være gjeldende. Saaledes er den almindelige For. 12. Marts 1735 om Sabbathens Helligholdelse ikke indfört paa Island, men en særegen For. derom for Island udgivet 29. Mai 1744. For. 13. Januar 1736 om Confirmationen er paabudt ved Reskr. 1741, men aldrig publiceret og saaledes ikke traadt i Kraft, da et Reskript har ordnet denne Sag for Islands Vedkommende (29. Mai 1744). Reskr. 8. Decbr. 1741 om Geistliges Suspension er först indfört i Island ved Reskr. 5. Mai 1779 ("at det for Geistligheden i Vore Riger Danmark og Norge under 8. Decbr. 1741 ergangne Reskr. ligeledes herefter skal strække sig til bemeldte Island"). For. 25. Mai 1759 om Confirmiationen er fórst bleven gjeldende i Island 1781 ved at være publiceret, "da Præsterne undskylde sig med at For. ikke der var publiceret" (Canc. Skr. 26. Mai 1781). Paa samme Maade vil man finde, at ethvert Lovbud, större eller mindre, er kun blevet gjeldende ifölge særegen Publication eller særegne Befalinger til Island, men ingensinde, uden maaskee i enkelte Punkter ved en uberettiget Praxis, som en Selvfölge af at disse Love vare udgivne for Danmark og Norge, eller for et af disse Riger.

Med Hensyn til andre Lovgivningsbrancher kan det samme Forhold eftervises, men da "Lovsamling for Island" vil give dertil tilstrækkelige Data i denne Henseende, finder jeg det overflödigt her at gaae i yderligere Detail. Kun skal jeg bemærke, at af de ikke faa almindelige Forordninger, som findes i denne Samling uagtet de ikke ere publicerede, maa man ikke slutte at de derfor skulde være, eller efter Udgivernes Mening ansees for gjeldende , men de ere optagne fordi man vidste at flere af dem ere enten komne til Anvendelse ved Embedsmændenes Praxis, eller de oplyse og fuldstændiggjöre de gjeldende Love, hvorfor Udgiverne troede det rigtigt at optage dem, og tillige levere de Oplysninger, hvoraf enhver Lovkyndig kunde udlede, om de med Föie maatte ansees som gjeldende for Island eller ikke.

Regjeringens Principer med Hensyn til den islandske Lovgivning yttre sig paa det tydeligste i de Befalinger og Instructioner, som angaae den i saa lang Tid paatænkte men aldrig til fuldstændig Udförelse komne Udarbeidelse af en islandsk Lovbog. Det faldt ikke Regjeringen ind, at indföre Norske eller Danske Lov paa Island, da disse Lovböger vare færdige, fordi Island havde en særegen Lovbog, særegen Retsudvikling og særegne Retsinstitutioner, som krævede Hensyn. Paa Færöerne endogsaa blev derimod som det synes Norske Lov uden videre indfört ved Reskr. 12. Mai 1688, da Færöerne i det Hele havde haft Love tilfælles med Norge. I det samme Aar bleve de islandske Laugmænd og Biskopper beordrede til at udarbeide en ny islandsk Lovbog, "allermest mulig" efter Norske Lov, "men hvis i bemeldte islandske Lov findes af den Beskaffenhed: ei efter den norske Lov at kunne forandres", de skulde det forfattes "efter den islandske Skik og Sædvane". Ved Reskr. 24. Marts 1705 blev efter Amtmandens Forestilling det förste Skridt gjort til at indföre Rettergangsformer efter Norske Lov, og uagtet Laugmanden Paul Vidalins Modstand blev det gjennemfört i de fölgende Aar. Da det gik i Langdrag med den nye Lovbogs Udarbeidelse, befalede Reskr. 2. Mai 1732, at indtil den nye Lov bliver færdig, skulde "i Alt fölges den gamle Lov og Retterböder, eller til Landet udgangne Forordninger, undtagen forsaavidt Formaliteten og Processernes Maade angaaer", hvormed skulde forholdes indtil videre efter "Norske Lovs Indhold"; Reskr. 19. Febr. 1734 bestemte fremdeles, at i criminelle Sager skulde de forrige Love og Anordninger gjælde, navnlig Storedommen, "men i Drabs- og Tyvssager skal, i Henseende til den Forskjel der findes imellem den islandske og disse Tiders Love, den norske Lov fölges, indtil den nye islandske Lov bliver færdig og af Kongen approberet". Det er vistnok at beklage, at disse Bud have givet Anledning til megen Uvished og Vaklen i den islandske Ret, og banet Vei for mangen Vilkaarlighed, men det er dog i alt Fald indlysende, at Kongen her gaaer ud fra et islandsk Grundlag for den hele Ret, fra hvilket Grundlag ikke skal viges uden hvor fuld Nödvendighed findes at være tilstede. Instruction 16. Mai 1760 holder maaskee i en endnu höiere Grad paa dette islandske Grundlag; der siges, at de til Island udgangne Forordninger ere skrevne i det danske Sprog, og saaledes uforstaaelige for de fleste af Landets Indbyggere, saavel som og i mange Poster byggede paa adskillige og stridige Grunde; derfor skulde Vicelaugmand Jon Olafsson nu udarbeide en ny Lovbog for Island, i nu brugelig islandsk Sprog, og derved lægge Jonsbogen til Grund, sammenligne dens Haandskrifter, ligeledes benytte de norske Love, som ogsaa Graagaasen, "om ikke noget bedre der findes end i Jonsbogen", og hele den senere Lovgivning som var "oversendt til Island", og danne det hele efter den norske Lov, "saavidt den ikke strider imod Landets og Folkets Natur, eller mod vedtagen Skik og Brug".

Lovsproget med Hensyn til Island kommer ogsaa her i Betragtning. Fra Regjeringens Side anvendtes der længe, som ovenbemærket, ikke andet Sprog end Dansk, uden Tvivl ikke af Princip, men fordi man ikke kunde andet. Imidlertid skulde den 1688 paatænkte nye islandske Lovs Grundtext være paa Islandsk. I Christian den Sjettes Tid begyndte Regjeringen, dengang efter Biskoppernes Foranstaltning, at sörge for, at de for Island bestemte Love skulde blive tilgængelige for det islandske Folk, og saaledes bleve alle de vigtige Forordninger for Island i Aarene 1744—1749 udgivne paa Islandsk. Reskript 30. April 1751 befaler, at en Lovsamling for Island "paa Dansk og Islandsk skal i Trykken udkomme". Den udförlige Instruction 16. Mai 1760 for den islandske Lovbogs Udarbeidelse befaler, at denne Lovbog skal skrives paa Islandsk. I Aaret 1770 og derefter ere ikke faa Forordninger, Plakater m. v. udkomne i islandsk Original, med Kongens og Collegiernes Underskrifter[18]. Den 26. Mai 1792 tilkjendegiver Cancelliet, at "da faa af Almuen (i Island) forstaae det danske Sprog" vil det lade "alle Lovgivninger, der fordre almindelig Kundskab og Efterlevelse, herefter blive trykte baade paa Dansk og Islandsk", og ved Landsoverrettens Stiftelse i Anret 1800 paalægges det Retten (Canc. Skriv. 2. Aug. 1800) "paa det enhver Mand i Island kan have fuldkommen Kundskab om Lovene", at oversætte og besörge trykt i det islandske Sprog saavel For. 11. Juli 1800 (om Landsoverretten), som enhver Anordning, der herefter udgives for Island, og de vigtigste af de ældre. Denne Foranstaltning bestod indtil For. 21. Decbr. 1831 gjorde deri Forandring, og det maa bemærkes, at disse Fakta ere saa meget mærkeligere, som det i de senere Aar er blevet anseet for etslags Separatisme fra Islændernes Side, at de have petitioneret om, at den islandske Text af de udkommende Love for Island maatte gives Authenticitet ved Underskrifter, uagtet man til samme Tid her fundet dette ganske i sin Orden med Hensyn til de danske Undersaatter i Slesvig.

Althingets autonomiske Virksomhed vedblev endnu efter 1683, ligesom för, indtil henimod 1720[19]; det sidste mig bekjendte Aktstykke af det Slags er Vedtægt angaaende Husmænd, Lösgjængere m. v. 1722. Althingets Virksomhed i denne Henseende findes ikke at være ophört ved noget bestemt Skridt fra Regjeringens Side, men ligesom standset af sig selv, og man finder, at de höiere Embedsmænd og Collegierne have, efterhaanden i större Omfang, overtaget denne Virksomhed. Ved visse Leiligheder finder man endogsaa Spor til, at Cancelliet ikke gjerne har seet Amtmændene eller Stiftamtmanden gaae synderlig vidt i denne Retning.

Med Hensyn til Domsmagten, da bestod saavel Laugretten som Overretten (fra 1593) hele Tiden til Althingets Ophævelse, kun med en efterhaanden större og större Formindskelse af Personale. Overretten blev endog udtrykkelig stadfæstet ved Reskr. 19. April 1704. Denne Ret indtog samme Stilling som den norske Over-Hofret, der var Norges höieste Domstol, men hvorfra dog Sager gik til Höiesteret i Kjöbenhavn (Canc. Skr. 4. Juni 1796); Imidlertid foraarsagede det en stor Forvirring i disse Institutioner, deels at den gamle Regel med Hensyn til Overrettens Præsidium ikke blev opretholdt, deels at Kongen oftere befalede Mænd som havde et ganske forskjelligt Hverv (f. Ex. Landcommissarierne), at tage Plads som Dommere i Overretten, hvorved meget ubehagelige Collisioner bleve uundgaaelige. Andre Uregelmæssigheder, f. Ex. Forbigaaelse af de lovlige Instantser ved særegne kongelige Bevillinger, Forrykkelse af de sædvanlige Værnething, ved i Handelssager at henlægge det til den ene Parts (Kjöbmandens) Opholdssted, o. s. v., skal jeg ikke her videre omtale. Til Höiesteret bleve Sagerne appellerede i Begyndelsen efter Ansögninger fra de tabende Parter, og derpaa erhvervede kongelige Bevillinger, men ligesom de efterhaanden udkomne Höiesterets Instructioner ikke nævne islandske Sager, saaledes er ingen Lov vedkommende Höiesteret publiceret i Island indtil For. 7. Juni 1760, og selv efter denne Tid hörer saadanne Loves Publication til Sjældenhederne.

Det forekommer mig saaledes klart, at Islands særegne Stilling er ogsaa i denne Periode anerkjendt, navnlig i Henseende til Lovgivning, Retsinstitutioner, Sprog m. v., og at de Afvigelser herfra, som have fundet Sted, navnlig med Hensyn til Forholdene til Udlandet og det Administrative i Regjeringen, ikke kunne betegnes anderledes end som Uregelmæssigheder, hvorpaa Intet kan bygges til Præjudice for Island i statsretlig Henseende. At Islænderne ikke hævede sin Stemme derimod, som de dog ofte gjorde i Henseende til Handelen, har sin fuldgyldige Grund deels deri, at de manglede al Repræsentation hos Kronen, og derfor ikke kjendte, og ikke kunde kjende, hvad der foregik i en lang Afstand fra dem, og i lang Tid ikke var Gjenstand for Offentlighed, deels i deres hele fortrykte Tilstand, som betog dem Kraft og Udsigt til at faae forandret hvad der saaledes foregik. Freds-Traktaten 14. Januar 1814 gik saaledes ganske forbi dem, og de havde i den Tid ikke engang noget Organ, hvorigjennem de havde kunnet yttre sig, selv om de havde önsket det. Men iövrigt synes det ogsaa indlysende, at denne Traktat hverken kunde tilsigte eller tilveiebringe noget nyt Forhold imellem Danmarks Krone og Landet, eller imellem det og Danmark; men dette Forhold maatte efter sin Natur forblive uforandret. Forövrigt kan det vistnok ikke ansees som tvivlsomt, at man i Traktaten er gaaet ud fra, at Island hörte til Norge, sandsynligviis, at slutte efter den daværende Regjerings Opfattelse i de udenlandske Statsakter, som Colonie, i Forening med Færöerne og Grönland.

  1. Man lægge Mærke til, at der ikke tilføies "og underliggende Lande" eller Sligt, som ellers pleler at bruges, naar Island tages med; Aarsagen hertll kan umulig havde været at Island var underforstaaet, men meget mere at man dengang har troet at burde lade Island være udenfor, og beholde dets hidtilværende Stilling. — Island er altsaa ikke her underforstaaet hverken under Danmarks Rige eller Norges Rige.
  2. Lovs. for. Isl. I, 262.
  3. "Um arfhyllingareiðinn. Voru lögmenn, sýslumenn og lögrèttumenn með tilnefndum bændum saman komnir á Öxarárþingi, til að fullkomna kgl. Majts bod og befalníngar um arfshyllíngareið, eptir Hans Majts brèfs hljóðan; en vor elskulegi lènsherra er forfallaður, svo hann er ei kominn, því dregst þette unden að þessu sinni. En konúngserfðir í lögbók vorri visa oss hver Noregs konúngur skal vera eptir konúngs fráfall, sem er hans sonur hinn elzti einn skilgetinn, þá hann er, skal konúngur vera, undir hver lög vèr erum áður svarnir. Því biðjum vèr vorn náðugasta herra og konúng auðmjüklega oss afsakaða hafa i þetta sinn". Alþ. bók 1662, Nr. 6.
  4. "Um Supplikazíu þeirra fyrir Jökli vestur, að þeir afsegja útlenzka menn fyrir sýslumenn, var upplesin í lögrèttu, því þeir vilja halda sig eptir gömlu Islendíngasamþykt. Svara báðir lögmenn svo til, sem og lögrèttan, að þeir vilja að allir menn haldi sig eptir íslenzkra laga friheitum". Alþ. bók 1662, Nr. 30.
  5. Edsformularen er trykt i Lovs. for Isl. I, 273.
  6. "Da blev der aflagt Troskabseed til Kong Frederik og alt hans Afkom i Mand og Qvindelinie..... dog bad Islænderne tillige Kongen at de maatte beholde deres gamle Landslove, og sagde at de ventede det. — (Var Friðriki konúngi svarinn trúnaðr ok öllum afkomendum hans í karllegg og kvennlegg.. þó báðu Íslendingar þarhjá konúng, at halda mætti landslögum sínum fornum, ok kváðust vænta þess".) Espólin, Íslands Árbækr VIII, 32.
  7. Magnus Ketilsson har ladet det trykke efter Biskop Hannes Finnssons Samling, men denne havde taget sin Afskrift i Kjöbenhavn henved 1760 efter Cancelliets "Norske Register"; det Exemplar paa Islandsk, som M. Ket. forefandt, har maaskee ogsaa været fra samme Kilde.
  8. Kongel. Art. XIX: "Og efterdi Fornuften og den daglige Forfarenhed noksommeligen lærer, at een samlet og sammenknyttet Magt er langt stærkere og af større Kraft og Fynd end den, som er adskilt og adspred, og jo större Vælde og Herredömme een Herre og Konge besidder, jo tryggere lever han og hans Undersaatter for alle udvortes Fjenders Anfald; da ville Vi ogsaa, at disse Vore Arve-Kongeriger Danmark og Norge, samt alle de dertil hörende Provincier og Lande, Öer, Fæstninger, kongelige Herligheder og Rettigheder, Klenodier, Penge og alle andre Mobilier, Krigsmagt og Rustning baade til Lands og Vands, saavel som ogsaa Alt, hvis Vi nu med sær Eieres Ret besidde, eller herefter enten af Os eller Vores Efterkommere med Sværdet vindes, eller ved Arv og nogen anden lovlig Titel og Middel forhverves kan, Altsammen, Intet undertaget, skal uskiftet og udeelt være og blive under een Danmarks og Norges Enevolds-Arvekonge; de andre Prindser og Prindsesser af Blodet lade sig nöie med Haabet, og bie indtil Raden omsider kommer til dennem og deres Linier, een efter anden."
  9. I denne Instruction nævnes heller ikke norske Sager. Den 1670 oprettede Ober-Hofret for Norge var i Begyndelsen överste Domstol for dette Rige; i Instructionen for den danske Höiesteret 1690 omtales först norske Sager, og omtrent fra den Tid blev ogsaa denne Ret Øverste Domstol for norske Sager.
  10. Sigurður Björnsson 1677 (Espól. Árb. VII, 88), Magnús Jónsson 1679 (sst. 92); 16. April 1695 beskikkes förste Gang Lauritz Gottrup (Dansk) til Laugmand umiddelbart af Kongen uden forudgaaet Valg, hvilket blev anseet for "noget ganske Nyt" ("þótti þat nýlunda". Espól. Árb. VIII, 47).
  11. I Collegial-Tidenden og den Fogtmanske Samling anföres i den senere Deel af dette Tidsrum almindelige Reskripter og Cancellie-Circulairer "til begge Riger" eller "til Övrighederne i begge Riger" o. s. v., som tillige ere afgaaede til Island, og hvorved altsaa Island skulde være indbefattet under "begge Riger"; men dette hidrører kun fra Unöiagtiglied hos Udgiverne; thi paa Collegiets Concepter og endogsaa i Brevbögerne undlades det yderst sjælden at anföre særskilt naar Expeditionen eller Circulairet tillige er afgaaet til Island, og det underforstaaes der aldrig, eller saa godt som aldrig, under Udtrykket "begge Riger", hvilket nu vil blive detailleret oplyst i "Lovsamling for Island".
  12. Det vilde være for vidtlöftigt at anføre disse Canc. Skrivelsen Indhold, og jeg lader mig derfor nöie med at anföre nogle af dem, saasom: Canc. Skr. til Rentek. 3. Marts 1821; til Amtmændene i Island 16. Juni 1821; til Justitiarius i Landsoverretten i Island 16. Juni 1821; til Rentek. 16. Febr. 1822; Amtmænd. i Island 20. April 1822; til Rentek. 21. Juni 1823 og Amtmændene i Island 6. Sept. s. A.; til Rentek. 22. Mai 1824 og Amtmændene i Island 31. Juli s. A.; til Rentek. 29. Jan. 1825; til Samme 29. Marts og 24. Maj 1828; til Samme 10. Januar og 18. April 1829; til Samme, samt Landsoverretten i Island og Höiesteret den 26. Septbr. s. A.
  13. jfr. dog Departementstidenden for 1854 Pag. 412 nederst.
  14. I Canc. Skriv. til Rentek. 30. Mai 1820 bemærkes, at Island "baade ved andre Hovedlove, og ved en ganske anden physisk og borgerlig Forfatning adskiller sig fra det egentlige Danmark". — I Sagen om den paatænkte Forandring af Jonsbogen 1826 indrömmer Cancelliet, at: "Jonsbogen er en i Island gjeldende Lov, og, naar man skulde holde sig til de almindelige og udtrykkelige Normer, som desangaaende i Lovgivningen ere foreskrevne, maatte den vel endog ansees for Landets Hovedlov".
  15. Lovsamling for Island III, 623-624.
  16. Jeg skal engang for alle bemærke, at jeg allevegne kun bygger paa Aktstykker, som udtrykkelig nævne Island, eller ere stilede direkte til Landets Embedsmænd.
  17. Lovs. for Isl. I, 442; jevnf. Reskripterne om Udarbeidelse af et særskilt Ritual for Island af 1719, 1721, 1727, 1728 o.s.v.
  18. Jeg skal her anföre: Forordn. 15. Mai 1770 (gjennem Rentek.); For. 12. Mai 1772 (gjennem Finance-Colleginm); Rentek. Plak. 27. April l785; Plak. 18. Aug. 1786 (Rentek.); Anordn. 17. Nov. 1786 (Cancelliet); Rentek. Plak. 31. Mai 1788; Rentek. Plak. 13. Marts 1802; Rentek. Plak. 24. Marts 1802; Plak. 19. Sept. 1806 (Rentek.); Plak. 18. Aug. 1812 (Rentek.). Ligeledes som Oversættelser med Kongens og Collegiernes Underskrifter: Anordn. 1. April 1776 (Toldk.); For. 15. April 1776 (Toldk.); For. 30. Mai 1776 (Toldk.); For. 22. Juli 1791 (Canc.). — Som en Curiositet maa anföres For. 20. Marts 1815, hvor Titelen staaer foran paa Dansk og derunder paa Islandsk, Texten i to Spalter, den islandske foran, men Underskrifterne kun under den sidste Spalte.
  19. De vigtigste Beslutnlnger ere anförte i "Lovsamling for Island".