Om Islands statsretlige Forhold/4

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Gyldendalske Boghandling Kjöbenhavn


Om Islands statsretlige forhold.djvu Om Islands statsretlige forhold.djvu/3 77-108

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1950. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1926.


IV. Tidsrummet fra Provindsialstandernes Indförelse til Nutiden.

Fremstillingen i den islandske Comitées Betænkning af Provindsialstændernes Oprettelse finder den ærede Forf. at være vel ikke bogstavelig urigtig, men dog at stille det Hele i et urigtigt Lys. Jeg troer at dette beroer paa en forskjellig Grundanskuelse, som hver for sig maa udvikles og stöttes ved Grunde og Beviser, förend man bestemt kan sige at den ene eller den anden er urigtig. Da jeg ikke af den ærede Forfs. Udvikling har kunnet overbevise mig om, at Comitéens Fremstilling er urigtig, men maa tvertimod ansee den for velgrundet, skal jeg tillade mig nogle Bemærkninger i den Anledning.

Ved Begyndelsen af dette Tidsrum (1830) hvilede hele Staten i Absolutismens Skjöd, og der var næppe Tanke, end sige Tale om Islands forfatningsmæssige Stilling i Staten. Vi have seet, at Island den ene Dag er kaldet "Provinds", den anden Dag "Colonie" af selve Regjeringen, og det træffer sig da saaledes, at Cancelliet i Aaret 1830 er begyndt at kalde det med det förste Navn. Med Stænderinstitutionen indtraadte strax en politisk Dæmring, man blev opmærksom paa Statens Dele og disse bleve opmærksomme paa sig selv, og deres indbyrdes Forhold. Men i Begyndelsen var dette Forhold temmelig uklart, selv hos Regjeringen. Islands Deeltagelse i Stænder-Institutionen blev allerede strax sat under Discussion, og der fremkom Stemmer baade fra dansk og islandsk Side, som gjorde opmærksom paa de historiske og praktiske Grunde som talte for, at Island deels havde Fordring paa, deels ikke kunde have Nytte af andet end en Forsamling i Landet selv[1]. I den Forsamling, som forelöbig var sammenkaldt til at give Betænkning om den hele Plan, skulle de Mænd, som vare tilkaldte især med Hensyn til Islands paatænkte Deeltagelse (Moltke og Finn Magnusen) have yttret sig i samme Retning. Men Kongen havde dengang fast bestemt, at Island ikke kunde bevilges denne Rettighed, og derved maatte det jo blive. Jeg yttrede för, og troet ogsaa i det Foregaaende at have fremstillet temmelig tydelige Pröver paa, at endog Regjeringen ikke i denne Tid havde saa faste eller tydelige Forestillinger om Islands Forhold til de övrige Statsdele, som det havde været at önske, og jeg troer at et Par Fakta fra denne Tid herpaa ville yde et utvetydigt Beviis. I det 1832 trykte Udkast til Forordn. 15. Mai 1834 var det bestemt, at Island skulde have tre Repræsentanter i Forsamlingen for Östifterne, men Færöerne ingen; under den forelöbige Discussion blev dette forandret derhen, at Island mistede een af de det tiltænkte Repræsentanter, og denne blev lagt til Færöerne. Det hedder derfor i For. 15. Mai 1834 § 1: "de raadgivende Provindsialstænder for Sjællands, Fyens og Lollands-Falsters Stiller, samt for Island, saavel som Færöerne, til hvilke Vi ville have denne Indretning udvidet, skulle bestaae af fölgende, af bemeldte Provindsers Grundbesiddere udvalgte Medlemmer" o. s. v. — Her regnes altsaa Island og Færöerne med Provindser. Men i Traktaten med Österrig 12. Febr. 1834 (altsaa samme Aar) hedder det, at deri undtages "de danske Colonier, Grönland, Island og Færöerne deri indbegrebne; dog saaledes, at alle de Handels- og Skibsfarts-Fordele, som for Fremtiden maatte blive tilstaaede nogen anden Nation "i de danske Colonier eller paa Færöerne" ogsaa skulde tilstaaes österrigske Undersaatter. Her betegnes altsaa Island udtrykkelig som Colonie, medens Færöerne alene undtages fra dette Begreb[2]. Disse uimodsigelige Fakta gjöre det formentlig utvivlsomt, at den Islands Incorporation i Östifterne, som For. 28. Mai 1831 og 15. Mai 1834 bestemme, bærer i sig selv Præget af den absolute Monarchs momentane Villies-Yttring, men er ikke grundet paa historiske Forhold, eller et fra alle Sider anerkjendt Retsforhold, ligesaalidt som paa det anerkjendt Gavnlige i og for sig. Og dette momentane og interimistiske Forhold aabenbarer sig endnu mere derved, at det viste sig umuligt at tilveiebringe en til dette Öiemed svarende Valglov for Islands Vedkommende, men Kongen maatte selv paatage sig at udvælge de Deputerede for Island, og Bekostningerne ved deres Deeltagelse i den roeskildske Stænderforsamling afholdes af Kongens Kasse (Plak. 1. Juni 1836). Man sögte at böde herpaa ved den under 22. August 1838 beskikkede Forsamling af islandske Embedsmænd, som skulde sammentræde i Island selv for at dröfte Lovudkast og andre Island vedkommende Sager, men heller ikke dette viste sig som fyldestgjörende, og Kong Christian den Ottende, hvis sande kongelige Omhu og Retfærdighed mod Island yttrede sig paa saa mange Maader, bestemte sig derfor til at oprette en særegen raadgivende Forsamling for Island, under Althingets gamle Navn, og med en Henvisning til dette Things Organisation, hvilken i det mindste Mange önskede var bleven fuldstændigere benyttet, end man fandt at Vedkommende havde gjort.

Det islandske Althing blev saaledes oprettet ved For. 8. Marts 1843, og den midlertidige Foranstaltning med Hensyn til Islands Repræsentation i Östifternes Stænderforsamling ophörte. Jeg skjönner ikke rettere, end at Althinget var en de övrige Stænderforsamlinger sideordnet Institution. Det hedder, at det er oprettet for de Island "udelukkende" vedkommende Sager, men det er bekjendt, at dette Ord blev tilföiet paa de roeskildske Stænders Forlangende, da man af meget vidt dreven Forsigtighed önskede at forebygge, at Sager Danmark vedkommende kunde blive Althinget forelagte og derved opholdte. Men vi maae ogsaa erindre, at de danske og Hertugdömmernes Provindsialstænder efter Regjeringens Opfattelse stode i samme Stilling, og det er bekjendt til hvilke Conflikter det förte, saavel med Regjeringen som med Hertugdömmernes Forsamlinger, da de danske Stænderforsamlinger begyndte at tage Sprogsagen i Slesvig o. s. v. under Discussion. Det var altsaa en Selvfölge, at "almindelige Love og Anordninger", som kun angik Danmark, ikke kunde forelægges for Althinget, da de ligesaa lidt bleve forelagte Hertugdömmernes Forsamlinger, ligesom ogsaa paa den anden Side, at de Love og Anordninger, som kun angik Island, ikke bleve forelagte de danske Stænderforsamlinger, ligesaa lidt som Hertugdömmernes. De Love og Foranstaltninger derimod, som ikke alene vedkom Island, men ogsaa ansaaes at have "umiddelbar Interesse for Danmark", bleve vistnok, som Forf. bemærker, at forelægge de danske Stænderforsamlinger, men de bleve ogsaa, — og det undrer mig at Forf. forbigaaer dette — at forelægge baade Slesvigs og Holstens Stænderforsamlinger. Og dette er netop et Hovedpunkt i Sagens Opfattelse, som den islandske Comité utvivlsomt har fremstillet rigtigere end den ærede Forf., idet han ganske forbigaaer Hertugdömmernes Forsamlinger, og holder sig alene til de danske.

Reskr. 28. Januar 1848 er det næste Moment, som her kommer i Betragtning, thi skjöndt den ved dette Reskr. tilsigtede Forfatning ikke kom til Udförelse, er Reskriptet dog af Vigtighed for at vise den daværende Regjerings Opfatning af Statsdelenes Forhold. Her ere da, som bekjendt, de fire Stænderforsamlinger forenede, men Island og Lauenborg stillede udenfor, og saaledes see vi da her Island som en Statsdeel for sig, ikke hörende til Östifterne, ja ikke engang til Cyklus'en Danmark, Slesvig og Holsten, som siden dog er kaldt "Heelstat", men stillet i Linie med Lauenborg. — Er nu dette en mindre rigtig Opfattelse af Regjeringen, end den samme Regjerings Opfattelse i For. 28. Mai 1831, der paa en Maade incorporerer Island i Östifterne? eller skulde det ikke vise sig klart, at begge ere Regjeringens temporaire Opfattelser af Forholdet, ligesom forhen dens Betegnelser af Islands Stilling: nu som norsk nu som dansk Provinds, nu som Colonie, nu som staaende udenfor Kongens Riger og Lande?

Ved Kundgjörelsen 4. April 1848 blev Situationen imidlertid forandret[3]. Kongen forkyndte derved Sin Beslutning, at indföre en constitutional Regjering, og dette blev nærmere bestemt ved Patent 7. Juli s. A., som foreskrev Reglerne for Dannelsen af en Rigsforsamling, i hvilken Island skulde deeltage paa den Maade, at Kongen vilde udnævne 5 Medlemmer for dette Lands Vedkommende. Efterretningen herom kom til Island, og da man der gjerne hengav sig til den Tro, at Landets folkelige og frie Udvikling i alle Retninger nu vilde möde ikke alene ingen Modstand, men en Opmuntring og Understöttelse hos det nationale og constitutionelle Partie i Danmark, indgik man med en Petition til Kongen om: at en særegen islandsk Nationalforsamling, bygget paa en ligesaa frisindet Grundvold, og med samme Ret, som den danske, men sammenkaldt i Landet selv, maatte gives Leilighed til at forhandle deels om de Punkter i den paatænkte Ordning af Danmarks Forfatning, som umiddelbart vedkom Island, deels om Ordningen af denne Islands særegne Forsamling, forinden Kongen derom tog Bestemmelse. Reskript 23. Septembr. 1848 (forkyndt i Island paa Dansk og Islandsk ved Stiftamts Plakat 26. Oktbr. 1848) gav herpaa det Svar, som den ærede Forf. fuldstændig gjengiver, at uagtet Kongen efter de forhaanden værende Omstændigheder havde maattet lade den Islænderne forholdsviis tilkommende Deeltagelse i Rigsforsamlingens Forhandlinger over Forfatningsværket fremtræde paa en anden Maade, end for Beboerne i de danske Provindser[4] bestemt, var det dog ikke Kongens Hensigt, at de Grundbestemmelser, der med Hensyn til Islands særegne Forhold maatte være nödvendige for at ordne denne Landsdeels forfatningsmæssige Stilling i Riget, skulde endeligen vedtages, förend efter at Islænderne i en egen Forsamling i Landet derover vare hörte, i hvilken Henseende det Fornödne skulde blive forelagt Althinget ved dets næste ordentlige Sammenkomst.

Ved Rigsforsamlingens Aabning blev Grundlovens Stilling navnlig til Slesvig og Island berört af Premierministeren. Med Hensyn til Island var det en som jeg troer eenstemmig Opfattelse af Forholdet hos de Mænd, der efter Kongens udtrykkelige Befaling deeltoge i Rigsforsamlingen for Islands Vedkommende, at de, saavel med Hensyn til den Maade hvorpaa de vare komne til at tage Deel i disse Forhandlinger, som med Hensyn til de i de islandske Petitioner og paa andre Maader udtalte Yttringer af deres Landsmænd, paa den ene Side önskede at bevare den störst mulige Enighed, og ikke paa nogen Maade bidrage til at fremkalde Vanskeligheder hverken for Regjeringen eller Forsamlingen, paa den anden Side ogsaa önskede at opretholde det ved Reskr. 23. Septbr. 1848 givne Tilsagn saa frit som muligt, og derved sikkre den tilkommende islandske Forsamling en saavidt muligt fri Stemme[5]. Dette opnaaedes ogsaa for endeel, da Bestemmelsen af Antallet af Islands eventuelle Deputerede i Rigsdagen, som stod i Udkastet til Valgloven, bortfaldt, og Grundlovscomitéen foreslog, at det for Island ved forommeldte Reskript 23. Sept. 1848 tagne Forbehold skulde udtrykkelig udtales. Ved den endelige Afstemning blev dette sidste vel omgjort, men dog, som Forhandlingerne vise, ingenlunde fordi Forsamlingen vilde betage Island den Ret til Selvbestemmelse, som Reskriptet tilsagde det, men fordi man ansaae Reskriptet for en tilstrækkelig Betryggelse, som ikke trængte til en yderligere Bekræftelse. Det foreslaaede Forbehold med Hensyn til Slesvig gik da ogsaa samme Vei, men ved Grundlovens endelige Udfærdigelse fandt Regjeringen det passende at optage i Grundlovens Intimation det bekjendte Forbehold for Slesvig, hvorimod det for Island blev forbigaaet med Taushed. Grundloven blev dog naturligviis ikke sendt til Island til Publication, og altsaa ikke anseet gjeldende for dette Land; derimod blev, sandsynligviis ved etslags Inconseqvents, den forandrede Form af Bestallinger, som forpligtede til at sværge paa at "holde Rigets Grundlov", bragt i Anvendelse med Hensyn til de Embedsmænd i Island, der ansattes af Kongen, men derimod ikke med Hensyn til de övrige.

Forbeholdet med Hensyn til Island stod imidlertid fast, og for det i Island i Aaret 1849 samlede Althing blev forelagt Udkast til en "Valglov for Dannelsen af den ved allerh. Resol. af 23. Sept. 1848 bebudede Forsamling i Island". Dette Udkast bestemte Antallet af Forsamlingens Medlemmer til 40, nemlig 34 folkevalgte og 6 valgte af Kongen, samt foreskrev indirecte Valg for de folkevalgte Medlemmer. Dette Forslag blev af Althinget forkastet, og Thinget benyttede det i Althingsanordningen tilstaaede Initiativ[6] til at foreslaae et andet, hvorefter Medlemmemes Antal skulde være 46 (40 folkevalgte og 6 kongevalgte) og Valgene directe; dette Thingets Forslag blev bifaldt af Kongen og udkom som Lov under 28. Sept. 1849. Under Forhandlingerne herom fremkom der paa Althinget flere Yttringer, angaaende denne paatænkte Forsamlings Stilling og Opgave, hvoraf det er indlysende, at selve Regjeringens Organer dengang ansaae denne Forsamling for etslags Constituante for Islands Vedkommende[7], indtagende samme Stilling med Hensyn til dette Lands særegne constitutionelle Organisation, som Rigsforsamlingen med Hensyn til den constitutionelle Organisation for Kongeriget Danmark.

Det var i Begyndelsen paatænkt, og derpaa havde Althinget lagt stor Vægt, at den nye Forsamling skulde sammentræde i Aaret 1850. I denne Henseende var ogsaa Alt forberedt, med Undtagelse af Regjeringen, som endnu ikke havde sine "Grundbestemmelser med Hensyn til Islands forfatningsmæssige Stilling i Riget" færdige, og derfor maatte udsætte Forsamlingens Afholdelse. Dette medförte imidlertid meget betydelige Ulemper, som i höi Grad skadede Sagens Stilling. Udsættelsen satte ikke alene ondt Blod i Island, da den ingenlunde kunde ansees motiveret i Forholdet, men den medförte ogsaa en betydelig Collision derved, at Forordn. 8. Marts 1843 blev paa en aldeles uregelmæssig Maade suspenderet, saa at hverken Althingsvalgene, der efter Lovgivningens klare Bud skulde foretages i Efteraaret 1850, eller Althinget selv, der efter samme Lovgivnings Bestemmelse skulde været afholdt i Sommeren 1851, kunde afholdes. Man fandt sig imidlertid heri uden Klage, da Forventningen om den nye Forfatning var stor, og Patent 16. Mai 1850 berammede den lovede Forsamlings Sammentrædelse til 4. Juli 1851.

Det Forslag til "Lov om Islands forfatningsmæssige Stilling i Riget og Rigsdagsvalgene paa Island", som forelagdes denne Forsamling, bestod af 60 §§, hvoraf de förste 10 §§ indeholdt de egentlig organiserende Bestemmelser, de 50 sidste Valglov til Rigsdagen, foruden en "midlertidig Bestemmelse"; til Forslaget föiedes som Bilag "Danmarks Riges Grundlov". I Motiverne til dette Lovudkast gik Regjeringen ud fra, at da Kongeloven, især i sammes Art. 19, samt Patent 4. Sept. 1709, allerede havde bestemt, at "Island er en Deel af Riget", saa kunde herom ikke blive Tale, og da Kongen, ved at stadfæste Grundloven, havde givet sit Samtykke til en constitutionel Regjeringsform inden de ved Kongeloven fastsatte Grændser, hvorved ogsaa fremhævedes, at Grundloven var stadfæstet uden særligt Forbehold med Hensyn til Island — saa kunde her kun være Talen om, hvorvidt det maatte være nödvendigt, paa Grund af Islands eiendommelige Forhold, at bestemme dette Lands Stilling nærmere, for at den ved Grundloven foreskrevne Ordning der kunde erholde Gyldighed. — Med Hensyn til Grundloven selv, da fandt Regjeringen, at man ikke behövede at udelade de Paragrapher, som ikke kunde finde Anvendelse i Island, f. Ex. § 98, da Enhver kunde indsee, at de ikke passede. Det samme befandt den at være Tilfældet med Hensyn til de Paragrapher (f. Ex. 85 og 90), som man kunde antage at trængte til en Modification paa Grund af de særegne Tilstande; disse Paragrapher maatte nemlig anvendes paa den Maade, at man ikke maatte fordre at de skulde fölges lige efter Ordene, naar det viste sig at dette paa ingen Maade kunde lade sig gjöre. Det blev saaledes i Udkastet foreslaaet: at den Udkastet vedföiede Danmarks Riges Grundlov skulde blive gjeldende i Island; at den lovgivende Myndighed i Islands særegne Anliggender ikke skulde udöves af Kongen og Rigsdagen, men af Kongen, under den Medvirkning af Althinget, som dette nu havde, eller som i Fremtiden maatte blive det tilstaaet (disse særegne Anliggender opregnes, og Grændserne drages saaledes, at f. Ex. Islands Latinskole ikke hörer derunder, og i övrigt undtages Alt, hvad der paa nogen Maade berörer det Fælles); at de muligen opkommende Tvistigheder om, hvad der maatte ansees som fælles eller særligt, afgjöres af Rigets lovgivende Magt (Kongen og Rigsdagen); at Rigskassen (Statskassen) oppebærer alle de indirecte Skatter, samt ligeledes Rangskat og Indtægter af det kongelige Jordegods i Island; at denne Kasse derimod bærer Udgifterne til de overordnede Embedsmænds Lön og Pensioner, til Skolen, til islandske Rigsdagsmænds Ophold ved Rigsdagen samt til Postgangen mellem Danmark og Island; at for Island oprettes en Landskasse, som oppebærer de directe Skatter med Undtagelse af Rangskatten m. v., og afholder paa den anden Side Omkostningerne ved Althinget, samt de Gager og Pensioner, som ikke afholdes af Statskassen; at Skatter til Landskassen ikke paalægges uden Althingets Samtykke; at en særlig Lov for Island vil bestemme, hvilken Andeel i den overordnede indenlandske Bestyrelse der skulde tilstaaes Althinget, i Lighed med de overordnede Communalbestyrelser (Amtsraad?) i Danmark; at Kongen vil, saavidt skee kan, forud indhente Althingets Betænkning om Udkast til Forandringer i den islandske Lovgivning, som maatte blive Rigsdagen forelagte paa Grund af Gjenstandens Forhold til de almindelige Statsinteresser; at Island skulde vælge 4 Medlemmer til Folkethinget og 2 til Landsthinget, de förste efter Valgdistrikter paa omtrent 460 Qvadratmile, paa almindelige Möder med Stilling, de sidste paa Althinget blandt de höistbeskattede, eller blandt Mænd med 1200 Rd. aarlig Indtægt, og som i det mindste 1 Aar havde været bosatte i Landet.

Under Sagens förste Behandling i Forsamlingen yttrede sig strax en betydelig Opposition, ikke alene mod de enkelte Punkter i Regjeringens Forslag, men fornemmelig imod det hele Standpunkt, hvorpaa Regjeringen havde stillet Sagen og Islands Anliggender ligeoverfor Danmark og de övrige Statsdele, saavelsom imod de Grunde, hvorved dette Standpunkt var motiveret. Den kongelige Commissarius gjorde dengang intet Forsög paa at godtgjöre, at Regjeringens Opfattelse var den rigtige, eller den foreslaaede Organisation den tjenligste saavel for Staten som for Island, men han henholdt sig kun til Forslaget som det var, og syntes at ville betragte alle de Forslag og Discussioner, som gik ud fra en anden Anskuelse end Regjeringens, for ulovlige og oprörske; og dog bestod denne afvigende Anskuelse kun deri, at Forsamlingens Medlemmer vilde have Island betragtet som en særegen Statsdeel, og organiseret derefter, men ikke incorporeret i Danmark. De Forholdsregler og Foranstaltninger, som iövrigt fra Regjeringens og den kongelige Commissarii Side bleve foretagne, skal jeg paa dette Sted ganske lade udenfor Betragtningen.

Den i Sagen nedsatte Comité deelte sig i en Majoritet og Minoritet, den förste bestaaende af 8 Medlemmer, og den sidste af eet Medlem. Majoriteten gik ud fra, at Island, som en Statsdeel for sig, der havde særegen retlig, og hidtil i mange Henseender, navnlig ved Althingets Oprettelse, anerkjendt statsretlig Stilling, maatte ansees at have Krav paa en hertil svarende Organisation ved Siden af de övrige Statsdele. Den gik saaledes ud fra Monarchiet som en Enhed, hvorunder enhver af Statsdelene blev indorganiseret med en vis til dens særegne Stilling svarende Selvstændighed med Hensyn til dens locale Sager, men med Hensyn til de almindelige Statsanliggender deeltagende i en eventuel almindelig Repræsentation, og ydende Bidrag til de almindelige Statsfornödenheder[8]. Uagtet den fandt, at Islands Forbindelse med Danmark i dens lovlige Grund kun var knyttet til Kongens Person, vilde den dog foreslaae at Grundlovens § 4—7 og 9—17, om Arveretten, Rigsforstanderen m. v. ogsaa skulde naae til Island, og for at sikkre Landet imod de skadelige Fölger, som de vaklende Betegnelser af dets Forbindelse med Staten havde haft, foresloges at dets Navn maatte blive optaget i Kongens Titel, ligesom de andre Statsdeles. Med Hensyn til de særegne Anliggender kunde Majoriteten ingenlunde gaae ind paa Grundlovens Antagelse en bloc, hvori den troede at see Spiren til en endelös Forvirring og store Farer for Fremtiden, den foreslog derfor, at der for Island maatte blive udarbeidet en særegen Grundlov, hvortil den leverede Grundtrækkene, dog saaledes, at den danske Grundlov derved saavidt muligt blev fulgt. Saaledes troede Majoriteten at have holdt sig strængt indenfor Lovlighedens Grændser, og det Tilsagn som var givet i Reskr. 23. Sept. 1848, hvilket den ansaae for den eneste gyldige Norm for Forsamlingens Ret og Competence. Efter dette Forslag var ikke alene Kongens Person fælles, men og den kongelige Arvefölge og de til Rigsforstanderskabet hörende Bestemmelser; Forholdene til Udlandet, Flaget, Mynt, Maal og Vægt, Universitetet, forudsattes som fælles; andre fælles Spörgsmaal betragtedes som aabne, indtil en Forhandling derom kunde finde Sted, i hvilken Forhandling Islænderne mente at kunne vente Stemme. I de særegne islandske Sager skulde efter Forslaget Althinget træde i Rigsdagens Sted, Domsmagten være i indenlandske Domstoles Hænder, og Administrationen foregaae saavidt muligt i Landet selv.

Minoriteten erklærede vel udtrykkelig, at den "ikke kunde bifalde den Fremgangsmaade, som Regjeringen havde valgt til at indföre Danmarks Grundlov her i Landet (Island), ds denne Fremgangsmaade var aldeles forskjellig fra den, der igjennem et langt Tidsrum havde været den sæd- vanlige med Hensyn til dansk Lovgivning, som man har villet indföre her i Landet"[9], men den troede dog at burde anerkjende Regjeringsforslagets Grundprincip, og saaledes indskrænke sig til at foreslaae Modificationer i Regjeringsforslaget. Disse gik da ud paa: at Grundloven skulde gjelde for Island "forsaavidt den lod sig anvende", men skulde ikke anföres som vedföiet Loven; at en Regjering med ministeriel Magt maatte blive indrettet i Island selv; at i de muligen opkommende Tvistigheder om det Fælles og det Særegne skulde en Voldgifts-Comité, valgt deels af Althinget deels af Rigsdagen, sammentræde i Kjöbenhavn, og i Uenighedstilfælde Kongen og Statsraadet afgjöre Sagen; at Islands Repræsentation paa Rigsdagen indskrænkes til 1 Medlem, valgt paa 6 Aar af Althinget, men at hele den i Udkastet foreslasede Valglov bortfalder; at til indirekte Skatters Paalæg skal behöves Althingets Samtykke, som i Tilfælde af Nægtelse sender to Befuldmægtigede til Kjöbenhavn, for at sammentræde med andre af Rigsdagen Valgte, idet Sagen iövrigt ogsaa her stilles under Kongens og Statsraadets eventuelle endelige Afgjörelse; at Sammenligningen med de danske Communalbestyrelser bortfalder; at Althingets Betænkning altid indhentes i fælles Sager, förend disse forelægges Rigsdagen.

Det viste sig, at det kun var den principielle Anerkjendelse af Grundloven, som gjeldende for Island, som Commissarius vilde opnaae; da dette syntes ikke at ville lykkes, hævede han Forsamlingen, hvorved saaledes al videre Discussion, saavel om Majoritetens som Minoritetens Forslag, blev afskaaren, Leiligheden til at klare de forskjellige Anskuelser, motivere og maaskee modificere dem[10], berövet Forsamlingen, og det kongelige Tilsagn i Reskr. 23. Septbr. 1848, at Forsamlingen skulde "höres", for Öieblikket tilintetgjort. En overveiende Majoritet (36) af Forsamlingens Medlemmer indgik med en Adresse til Kongen, hvori de androge paa, at et Udkast til Grundlov for Island, bygget paa Majoritetens Forslag, maatte saasnart som muligt blive udarbeidet og forelagt for en Forsamling i Island, valgt paa samme Maade som denne sidst afholdte. Adresser i samme Retning bleve indsendte fra de fleste Sysseler i Island, med over 2200 Underskrifter[11].

Det falder mig ikke ind at nægte, at Regjeringens Forslag har været velmeent, dette er tvertimod ogsaa min Overbeviisning, men det maa desuagtet ansees for meget uheldigt, og det gjör mig ondt at den ærede Forf. i denne Bedömmelse ikke synes at have været ganske uhildet, da det lader til at den gode Mening har været ham nok med Hensyn til Regjeringens, men derimod ingenlunde med Hensyn til Comitéflerhedens ogsaa velmente Forslag; det forekommer mig, at han underlægger dette saadanne ensidige nationale Tendenser, som vare Comitéen ganske fremmede, og det uden nöiere at undersöge begge Forslag, og sammenligne dem, saavel indbyrdes som med det virkelig historisk Givne og det praktisk Mulige og Gavnlige (forudsat naturligviis, at der paa begge Sider findes en levende Interesse for at fremme dette, uden Bihensigter). Det maa for det förste ansees for meget uheldigt, at Regjeringen har i Motiverne villet fra Kongeloven söge en Grund for sit Forslag, som ingenlunde er hævet over al Modsigelse, men som tvertimod, saaledes som jeg troer i det Foregaaende at have viist, indeholder en Bestemmelse som slet ikke kan komme her til Anvendelse. At bygge herpaa en Fordring, som ingen Modsigelse skulde taale, er meget uheldigere end ligefrem at udtale en saadan Fordring i Magtens Navn, det vil sige at octroyere Forslaget. Ligesaa uheldig var den anden Grund, som hentedes fra at Grundloven var stadfæstet uden Forbehold med Hensyn til Island, da det var baade bekjendt, og fra alle Sider erkjendt, at Reskript 23. Sept. 1848 indeholdt et ligesaa kraftigt Tilsagn, som om det havde været udtalt i et Forbehold i Grundloven selv. Grundlovens Indförelse en bloc i Island var ligeledes et meget uheldigt Forslag, da denne Lov, paa Grund af de meget forskjellige sociale og politiske Forhold, hvorpaa den saaledes skulde anvendes, enten uforandret eller efter vilkaarlig afmaalte ganske tilfældige Modificationer, vilde have indeholdt Spiren til mangehaande Inconseqventser og Uregelmæssigheder. Det er allerede en dyrt kjöbt Erfaring, som Island har gjort med Hensyn til den vilkaarlige Indförelse og Anvendelse af danske Special-Love; Indförelsen af en Grundlov paa denne Maade, for at anvendes efter Vedkommendes Forgodtbefindende, vilde have været endnu meget farligere. Paa den Maade kunde flere af de borgerlige Friheder, som Grundloven gaaer ud paa at sikkre (§ 85, 90 o. fl.), med Hensyn til Island være blevne fuldkommen illusoriske, paa den anden Side aldeles ubestemte Byrder blive paalagte (f. Ex. Udskrivning til Hæren i Danmark efter § 95 o. s. v.), begge Dele ifölge den samme Grundlov, som saaledes skulde anvendes efter Skjön. Den foreslaaede Repræsentation fra Island paa Rigsdagen indeholdt deels en reen Illusion, deels en stor politisk Inconseqvents: en Illusion, idet de islandske Rigsdagsmænds ringe Antal maatte i det Hele betage deres Repræsentation det Meste af dens principielle Betydning, da de Vanskeligheder, som ere forenede med Valg til Rigsdagen fra Island, ofte, og netop ved de vigtigste Leiligheder, f. Ex. ved Oplösninger, aldeles tilintetgjöre denne Repræsentation, hvilket Færöernes Exempel tildeels viser, skjöndt disse Öer ere i saa Henseende meget heldigere stillede; en politisk Inconseqvents, thi de islandske Deputerede skulde paa den ene Side tage Deel i danske Localsagers Behandling, som i ingen Henseende vedkomme Island, ved disse Sagers Afgjörelse kunde de i visse Tilfælde udöve en maaskee utilbörlig stor Indflydelse, hvorimod deres Indflydelse i saadanne Sager, som fortrinsviis maatte interessere dem og deres Land, vilde maaakee blive utilbörlig ringe. Valgretten for Islands Vedkommende vilde være bleven ganske illusorisk, thi man vilde i sit Valg have været bundet i det Hele til Embedsmænd, og ikke alene dette, men til saadanne Mænd, som kunde være belavede paa at tage Ophold i Kjöbenhavn eller i Island efter Rigsdagens tilfældige Svingninger. Fra dette Repræsentationsforhold hidröre med nödvendig Conseqvents mange af de for Island mest betænkelige Bestemmelser i Regjeringens Udkast, f. Ex. islandske Sagers Fordeling mellem flere danske Ministre, Inddelingen i Landskasse og Statskasse, Althingets Stilling som Communalbestyrelse o. s. v., hvilke Bestemmelser deels maa betragtes som uhensigtsmæssige, deels i Forslaget ere udförte paa en meget vilkaarlig Maade, og ikke let kunne tænkes udförte conseqvent[12]. De mange Punkter, som i Forslaget stilles i Udsigt, bidroge fremdeles ikke lidet til at beröve det næsten al Tillid: Althinget forudsættes i det Hele som raadgivende, kun med en vis meget indskrænket Skattenægtelsesret for nye direkte Skattepaalæg, og i Fremtiden stilles i Udsigt at det skulde betragtes som Amtsraad i Danmark; de locale Sager bleve saa beskaarne og saa snævert begrændsede, at der fast ved dem alle kunde opstaae Tvist, om de ikke skulde indeholde noget fælles Element, i hvilket Tilfælde den ene Part, Danmarks lovgivende Magt (Kongen og Rigsdagen, hvori kun 6 islandske Mænd havde Sæde), skulde endelig afgjöre Spörgsmaalet; Kongen vilde, men kun "saavidt skee kan", indhente Althingets Betænkninger om fælles Sager; alle indirekte Skatter skulde kunne paalægges uden Althingets Samtykke o. s. v. Det synes tilstrækkeligt at paapege disse Punkter, for at gjöre det tilstrækkelig indlysende, at ingen islandsk Forsamling nogensinde vilde kunne give Samtykke dertil, og de velmente Forsög, som Minoriteten har gjort for at hæve de mest iöinefaldende Misligheder ved nogle af dem, gjöre det kun end mere indlysende, at Grundlaget for denne Organisationsmaade var forfeilet og unaturligt, og at derpaa ikke kunde bygges en tilfredsstillende Ordning af Forholdene. Dette mente Comitéens Flerhed derimod at ville kunne skee, naar de egentlige locale Sager bleve, efter en billig, ikke altfor indskrænket Maalestok, udsondrede og henlagte under en med tilstrækkelig Autoritet udrustet Regjering i Island selv, naar Althinget erholdt lovgivende Myndighed, og en dertil svarende Indflydelse paa Landets Lovgivning og Bestyrelse, naar islandske Rets-Sager kunde finde endelig Afgjörelse i Landet selv, naar en Mand maatte blive beskikket til at varetage Islands Interesser hos Kronen og foredrage for Kongen de Sager, som maa finde Afgjörelse paa allerhöieste Sted, og naar en Repræsentation, valgt af Althinget, kunde deeltage i Forhandlinger af de almindelige Sager, der ere fælles for alle Statsdele. Dette ere Grundtrækkene af den af Majoriteten foreslaaede Organisation, og den staaer formentlig, naar man fordomsfrit betragter den, og ikke underlægger den falske Motiver, i ingen Henseende i nogen Strid med, hvad der kan ansees for praktisk Muligt i og for sig, naar man med sand Interesse fra begge Sider vilde virke til Sagens Fremme. Island bliver derefter ingen Stat, kun en særegen Statsdeel med en paa en frisindet Maade ordnet provindsiel Selvstændighed, og saaledes maa en varig Forbindelse mellem Danmark og Island være indrettet. Naar det er indlysende, som det er her, at en Incorporation er uhensigtsmæssig, fordærvelig, i physisk, politisk, national Henseende umulig, saa maa en paa frisindede Principer grundet Forening være den eneste naturlige.

Den kongelige Kundgjörelse 12. Mai 1852 fremhæver i stærke Udtryk de Punkter, som den islandske Comitées Majoritet havde foreslaaet, navnlig med Hensyn til den lovgivende Myndighed for Althinget i indenlandske Anliggender, Skatte- og Udgiftsbevillingsret, Bestyrelse af ansvarlige islandske Mænd o. s. v. og udtaler, at "disse Paastande vare uhjemlede i det bestaaende Retsforhold", men den tager ikke Hensyn til, at det bestaaende Retsforhold var, retlig taget, af unionel eller foederativ Natur, faktisk taget Absolutismen, og at Regjeringen selv havde foreslaaet Oprettelsen af et nyt Retsforhold, hvori den islandske Comité kun havde foreslaaet de Ændringer, som kunde give det en virkelig constitutionel Charakteer, i den samme Aand, hvori Danmarks Grundlov var given, og omtrent svarende til den Stilling, som Island tidligere havde været i Besiddelse af og aldrig frasagt sig, dog med en nærmere Tilknytning til Danmark. At Ordningen af Islands Stilling i Riget i denne Retning vilde være en Sönderlemmelse af det danske Rige, ligger saa fjærnt, at det synes endog ikke at være Regjeringens Mening med Hensyn til de andre Danmark endogsaa nærmere staaende Statsdele, som have erholdt deres særegne ansvarlige Ministre og særegne Forfatninger, og det er heller ikke let at see, hvorledes heri skulde ligge en större Sönderlemmelse end i den nuværende Tilstand, eller hvorledes det skulde blive til "Islands Fordærv"[13], at dets Sager bleve ordnede overeensstemmende med de Principer om Selvregjering, som dog nu af de Fleste ansees for at være de rigtige, navnlig naar Talen er om fjerne Landsdele, og som paa andre Steder havde baaret saa velsignelsesrige Frugter. Det blev iövrigt ved denne Kundgjörelse befalet, at Althinget skulde fortsætte sin Virksomhed som för, inden de lovbestemte Grændser, "indtil den Tid kommer, da Kongen finder det tilraadeligt at give andre Regler om Islands forfatningsmæssige Stilling i Riget, hvilket ei vil skee, forinden Althingets Betænkning overeensstemmende med det i For. af 8. Marts 1843 § 79 givne Tilsagn, derover er indhentet". I Sammenhæng hermed bleve nye Valg til Althinget udskrevne i dette Aar, dog blev det tillige Stiftamtmanden betydet, at han skulde nægte de Embedsmænd, som havde været blandt de 36 Medlemmer, der underskreve Adressen[14] til Hans Majestæt Kongen, Tilladelse til at möde paa Althinget.

Regjeringen syntes saaledes nu indtil videre at have opgivet at före Sagen fremad paa den Vei, hvorpaa den engang var slaaet ind, og derfor at have valgt at vende tilbage til Althingsanordningen (§ 79), som tilsiger, at om enhver Forandring i samme vil först blive indhentet Betænkning fra Thinget. Denne Forandring kan jeg dog her hverken finde correct, eller fuldkommen motiveret. Det er ikke correct, at opgive Forhandlingen af en Overeenskomst midt i dens lovlige Behandling for en bestemt Forsamling, og at henlægge dens Fortsættelse til en anden Forsamling, der staaer i et ganske andet Forhold og paa en ganske anden politisk Grund. En saadan Forsamling kan med Grund afvise Sagen, og saaledes berede Vanskeligheder. Det eneste correcte havde formentlig været at udskrive nye Valg efter Valgloven af 28. Sept. 1849, thi da Islænderne havde et bestemt kongeligt Tilsagn om, at maatte udtale sig igjennem en efter denne Valglov sammensat Forsamling, og dette Tilsagn paa Grund af Forsamlingens Oplösning ikke kunde skee i det förste Möde, saa kan man ikke andet end ansee det allerhöieste Tilsagn for uopfyldt, indtil en Forsamling, valgt efter denne Valglov og organiseret paa denne Maade, bliver hört. At Flerheden af denne Forsamlings enkelte Medlemmer have efter Oplösningen paa en Maade sluttet dem til Comité-Majoritetens Forslag, er ikke tilstrækkelig Grund til at ansee Tilsagnet for opfyldt, thi derved har "Forsamlingens Majoritet" ingenlunde tiltraadt Forslaget i dets Heelhed, end mindre i hvert enkelt Punkt[15]; Flertallet af Medlemmerne har kun petitioneret om, at "et nyt Udkast til Grundlov for Island, bygget paa denne Majoritets Forslag", maa blive udarbeidet. Desuden er det indlysende, at nye Oplysninger fra Regjeringens Side, nye Deputerede og nye Debatter, kunde have hidfört en Enighed, som man nu ikke engang syntes at gjöre sig megen Umage for at opnaae. En ganske forskjellig Fremgangsmaade er bleven antydet i Danmark, thi naar man i den danske Rigsforsamling tænkte sig en mulig Uenighed, som kunde medföre Oplösning, antog man det som givet, at en anden Forsamling, organiseret paa den samme Maade, vilde saasnart som muligt blive sammenkaldt for at fuldföre det begyndte Værk, men Ingen faldt paa, at man saa skulde gaae til Roeskilde og Viborg igjen[16].

I Althingets Session 1853 gjorde Islænderne et nyt Forsög paa at bringe Sagen videre. Althinget indgik nemlig med en Petition til H. Maj. Kongen om, at Sagen om Islands forfatningsmæssige Stilling i Monarchiet maatte blive bragt til Ende, og at derom maatte blive udarbeidet et Lovudkast, hvori de Grundbestemmelser maatte blive optagne: at Althinget fik en lovgivende og besluttende Myndighed; at den höieste administrative Myndighed i de Sager vedkommende Island, som ikke gaae til Kongen, overdrages til en af tre Medlemmer bestaaende Regjering i Island (Reykjavík), og at disse Mænd skulde have Sæde paa Althinget paa Regjeringens Vegne; at Overretten modtager en til denne Organisation svarende Reform, saavel med Hensyn til Udvidelse af dens Virkekreds som Medlemmernes Antal og Lönninger; at Islænderne ved nogle igjennem Althinget valgte Deputerede maa, i Forhold til de andre Statsdele, erholde Stemme i alle fælles Sager, som maatte blive lagte under en fælles Forsamling for hele Monarchiet, hvortil knyttedes det Henstillingspunkt, om Hans Maj. maatte finde det passende, at betroe de islandske Sagers endelige Behandling hos Kongen til en særskilt Embedsmand[17]. Som Svar paa denne Petition er der i indeværende Aars Session igjennem Commissarius meddeelt Althinget en temmelig udförlig Besked[18], som i det Hele er afslaaende i alle Punkter, af den Hovedgrund, at Althinget ikke paaviser nogen Indtægtskilder, hvoraf Bekostningerne kunde tages, og at Island ikke bidrager til de almindelige Statsudgifter; det eneste Punkt, som i sin Tid skal kunne komme under Overveielse, er, om Althinget kunde tilstaaes lovgivende Myndighed i de Island umiddelbart vedkommende Sager. Ved Siden heraf er i kgl. Bekjendtgjörelse 7. Juni d. A. (II. 2) udtalt, at "ingen Forandring i Islands forfatningsmæssige Stilling i Riget skal finde Sted, förend Lovudkastet desangaaende har været forelagt Althinget til Betænkning". Skjöndt det er vanskeligt at sige, hvilken forfatningsmæssig Stilling i Riget Island for Öieblikket skulde have, maa man dog vel antage, at heri ligger en Fornyelse af Tilsagnet fra 12. Mai 1852.

Saaledes staaer altsaa Sagen nu. Islænderne ville ikke give deres Samtykke til den i 1851 fra Regjeringens Side foreslaaede Organisation, eller Islands Incorporation i det egentlige Kongerige Danmark, men synes at være stemte for at deeltage i en Organisation, som omtrent svarer til den Regjeringen siden har sögt at gjennemföre for de andre Statsdele; — Regjeringen vil ikke give sit Samtykke til Islændernes Deeltagelse i en Fællesrepræsentation, hvori endog Lauenborg nu har faaet Plads, men synes at ville holde ved Grundprincipet i Udkastet fra 1851, og ved administrative Midler at söge dets Gjennemfórelse, uden den islandske Folkerepræsentations Samtykke.

Den ærede Forf. anförer nogle Lovgivnings-Anliggender vedkommende Island, som siden 1851 ere forekomne paa Rigsdagen. Det ene er Lov om Skibsfart og Handel paa Island, som Forf. siger er given "paa sædvanlig Maade af Kongen og Rigsdagen, efter at der dog var givet Althinget Leilighed til forud over denne Sag at afgive Betænkning". Denne Sags Gang har været saaledes, at efter at Althinget flere Gange havde petitioneret om en fri Handel for Island, og opgivet bestemte Punkter, som især önskedes tagne under Betragtning, blev et Udkast fra Regjeringen forelagt Forsamlingen i 1851 (som ikke var Althing), og af denne vedtaget med væsentlige Forandringer. Det daværende Ministerium syntes at ville henlægge Sagen, men da den nuværende Conseilspræsident overtog Indenrigsministeriet udarbeidede han et nyt Udkast, som vel optog mange af den islandske Forsamlings Indstillinger, og i det Hele gik i en frisindet Retning, men dog forandrede Adskilligt, som jeg troer Tiden vil vise havde været bedre uforandret. Dette Udkast forelagdes Rigsdagen, men kom ikke til Afgjörelse, og Sagen syntes at ville gaae i Langdrag. Althinget 1853 blev ikke hört herom, men det indgav en Petition, hvori det udtalte Önsket om Sagens hurtige Afgjörelse og yttrede sig om nogle Punkter i Udkastet. Dette blev siden forelagt Rigsdagen paa ny, efter at der forinden var erhvervet etslags Samtykke fra den holstenske og den slesvigske Minister for, at Forelæggelse for Hertugdömmernes Forsamlinger ikke behövede at finde Sted, hvilket synes at tyde paa, at Regjeringen har erkjendt, at Sagen efter dens Natur burde ogsaa forelægges for disse Forsamlinger. Saaledes blev da Loven udgivet, med Intimation i den sædvanlige Form, men jeg troer at den hele her beskrevne Fremgangsmaade viser, at Intimationen ikke fuldstændig angiver Deeltagerne i Lovens Udgivelse, og at den ikke egentlig kan siges at være givet paa sædvanlig Maade, men at den er bleven etslags octroyeret Lov for Islands Vedkommende. Med Hensyn til Finantsloven, da er det vistnok sandt, at den for Islands Vedkommende behandles i en Form, som om den danske Rigsdag udövede Skattebevillingsretten ogsaa for Island, men denne Form, som i flere Henseender giver Anledning til grundede Modbemærkninger, er udgaaet fra Regjeringen, og Rigsdagen har taget derimod, som Noget der hörte til den hele Mellemtilstand, og behandlet denne Sag, som i det Hele de Sager som den hidtil har haft at gjöre med for Islands Vedkommende, paa en Maade, som fra Islændernes Side fortjener megen Paaskjönnelse. Med Hensyn til Indholdet kan derimod denne Lovs Behandling i Rigsdagen for Islands Vedkommende kun have den Betydning, at bevilge de fornödne Midler til at före Regjeringen i Island paa den sædvanlige Maade, eller med andre Ord, at bevilge det Tilskud, som Regjeringen, ifölge dens Regnskabsform, erklærer at være nödvendigt i denne Henseende. Da dette Tilskud i de senere Aar bevilges af Kongerigets særegne Finantser (för var det bevilget af den almindelige Statskasse), saa er det en ligefrem Fölge af Rigsdagens Bevillingsmyndighed for Kongeriget Danmark, at Sagen der maa forhandles, og Tilskudets Anvendelse derfra controlleres.

Med Hensyn til den ærede Forfs. Slutningsbemærkninger, angaaende Grundlovens og flere Loves Gyldighed for Island, kan jeg ikke skjönne rettere, i Henhold til det her Fremsatte, end at Grundloven ikke er gjeldende for Island. Den er ikke given for Island, thi om, den endog maatte være forhandlet og udgiven i den Forudsætning, navnlig fra den ene Side, at den kunde komme til at blive gjeldende for Island, kan denne Forudsætning kun betragtes som et Tilbud, som endnu ikke er modtaget, og som Fölge deraf er heller ikke Grundloven publiceret der i Landet. Fölgelig hörer Island ikke under Grundlovens Omraade. Reskriptet af 23. Septbr. 1848 har i denne Henseende den samme Virkning med Hensyn til Island, som Grundlovens Forbehold med Hensyn til Slesvig. At nogle af de i Island ansatte Embedsmænd aflægge Eed paa at holde "Rigets Grundlov", er en administrativ Forholdsregel, som rigtignok i flere Henseender synes besynderlig, men som i alt Fald ikke kan tillægges nogen Betydning med Hensyn til Grundlovens Gyldighed for Island. Dette er nu imidlertid maaskee mere en Ordstrid imellem den ærede Forf. og mig, da han ogsaa anseer Grundloven ligeoverfor Island som hvilende, altsaa som ikke i Virkeligheden gjeldende. Netop derfor bliver det vistnok ogsaa idetmindste meget tvivlsomt, om den omtalte Forudsætning og Valglovens Forbehold med Hensyn til Island vilde gjöre det muligt, at Vedtagelsen af Islands Indlemmelse under Grundloven kunde skee ved en sædvanlig Lov, uden Anvendelse af Grundlovens § 100, selv om Grundloven vedtoges uforandret af en Forsamling i Island, da Islands Optagelse i alle Tilfælde vilde være en Udvidelse af Grundlovens Omraade. Dette Forhold kan maaskee nu synes i visse Henseender endmere indviklet ved Grundlovsbestemmelsen 29. August 1855, men ligesom denne ikke kan ansees gjeldende for Island, allerede af den Grund, at dens Vedtagelse er foregaaet uden Althingets eller Islændernes Medvirkning, og at dens Gyldighed forudsætter Grundlovens Gyldighed, saa vil desuden navnlig dens § 3 ikke let kunne tænkes anvendelig, da der vel næppe kan blive Spörgsmaal om, at Island "henlægges under nogen anden Statsdeel", men kun om, hvorvidt Island skal betragtes selv som Statsdeel, ligesom f. Ex. Lauenborg, hvortil jeg ikke skjönner at nogen Lov i Henhold til denne § 3 er nödvendig. Forhandlingerne paa Rigsdagen om Grundlovens Indskrænkning forekomme mig ligeledes at tale herfor, idet jeg ikke kan opfatte disse Forhandlinger anderledes, end at Rigsdagen ikke har villet udtrykkelig udtale sig: om Island hörte til Kongeriget eller ikke, men villet lade den Sag staae aaben, indtil Islænderne selv havde erholdt den dem saa ofte tilsagte Leilighed til at udtale sig desangaaende[19]. Blandt de særlige Sager for Kongeriget Danmark nævnes heller ikke islandske Sager, hverken i Grundlovsbestemmelsen eller i Kundgjörelse om Indskrænkning af Grundloven 2. Oktbr. d. A., hvilket dog havde været nödvendigt, hvis man havde villet henföre dem til Kongeriget, da islandske Sager saavel ifölge ældre og nyere Sprogbrug, som ifölge deres hele Stilling med Hensyn baade til Lovgivning og Administration, ikke kunne ansees at höre iblandt særegne danske Sager. Uagtet nemlig islandske Sager for en Deel staae under de samme Ministerier som de særegne danske, kan det ingenlunde siges, som den ærede Forf. gjör (S. 38), at de derfor höre "under Kongerigets verdslige og geistlige Administration"; de ere kun forenede dermed forsaavidt, som de ere henlagte til Ministerierne for de ligeartede danske Sager, men de ere derfor ligesaa lidt danske Sager i egentlig Forstand, som f. Ex. lauenborgske Sager ere holstenske, fordi begge disse Statsdele ere henlagte under eet og samme Ministerium. Man maatte derfor antage, at islandske Sager ligefrem vilde være at ansee som hörende til Fællessagerne, ifölge Forfatningsloven 2. Oktbr. 1855 § 22, men da Island ingensteds har faaet Plads der, hverken som Statsdeel for sig, som efter dets retlige Stilling tilkom det, eller som Valgdistrikt i Kongeriget, som maatte tilkomme det efter Regjeringens tilsyneladende System fra 1851, saa maa det antages, at Island ogsaa staaer udenfor denne Forfatningslov, indtil de fornödne Skridt blive foretagne i denne Henseende.

Den ærede Forf. omtaler særskilt, som gjeldende for Island, Thronfölgeloven af 31. Juli 1853, som er given af Rigsdagen uden Islændernes Medvirkning. At denne Lov skulde være gjeldende for Island, som staaende under Grundloven og den almindelige Lovgivning, uden at være forelagt Althinget, kan, som ovenfor viist, aldeles ikke være rigtigt. Var det Tilfældet, da vilde det forudsætte Grundlovens active Gyldighed for Island, og den kunde da ingenlunde ansees som hvilende, hvilket dog den ærede Forf. selv antager. Thronfölgeloven kan ikke blive gjeldende for Island förend den er forelagt Althinget og udgivet og publiceret paa Islandsk, overeensstemmende med Forordn. 21. Decbr. 1831[20]. Dette synes ogsaa det nu i afvigte Sommer afholdte Althing at have antaget, thi denne Forsamling har, idet den har givet Samtykke til Loven, indstillet, at den maatte udkomme paa den anordnede Maade ogsaa paa Islandsk, og derpaa blive publiceret, hvorimod den har afviist Forordn. 26. Juli 1854, paa Grund af at Islands forfatningsmæssige Stilling i Monarchiet endnu ikke var bestemt. — Det samme maa vistnok ansees for det Retlige med Hensyn til hvilketsomhelst Lovbud, der skal have forbindende Kraft for Island; man maa nemlig ingenlunde lade sig forvilde deraf, at de almindelige Love for Danmarks Vedkommende maa under de nærværende Forhold vedtages af en lovgivende Forsamling, men for Islands Vedkommende af en raadgivende.

Med Hensyn til den överste Administration, da er nu heri, siden den ærede Forf. udgav sin Afhandling, indtraadt den Forandring, at Island nu ikke længer sorterer under Indenrigsministeriet, men fornemmelig under Justitsministeriet. Herved gives der endnu en ny Bekræftelse paa hvad der ovenfor er anfört, at de islandske Sager ikke af Regjeringen betragtes som identiske med Kongerigets, og man vil udentvivl fremdeles see heri et nyt Tilsagn om, at Landet vil blive holdt "ved Islands Lov, Skjel og Ret".

Min Opfattelse af Sagens nærværende Stilling med Hensyn til Islands politiske og statsretlige Forhold er i Korthed altsaa denne:

Ved allerhöieste Kundgjörelse 4. April 1848 har Hans Majt. bebudet Indförelsen af en constitutionel Forfatning, og deels ved Henlæggelsen af de islandske Sager under ansvarlige Ministre, deels ved Valglov 7. Juli tilkjendegivet, at Island ogsaa skulde blive deelagtigt i denne constitutionelle Forfatning. Det constitutionelle Princip faaer saaledes Anvendelse paa Island, men Modaliteten med Hensyn til dets Anvendelse er ikke bestemt.

Ved Reskript 23. Sept. 1848 har Hans Majt. givet et Tilsagn om, at Grundbestemmelserne om Islands forfatningsmæssige Stilling i Riget ikke skulde blive endelig fastsatte förend en Forsamling i Landet selv derover var hört.

Denne Forsamling, som sammentraadte ifölge Valglov 28. Sept. 1849 og Patent 16. Mai 1850, er ikke hört, men har været afskaaret Leilighed til Udtalelse af dens frie Mening inden de i Reskr. 23. Sept. 1848 bestemte Grændser.

Det kongelige Tilsagn i Reskr. 23. Sept. 1848 kan ikke ansees opfyldt ved det i Kundgjörelse 12. Mai 1852 givne og siden gjentagne Tilsagn om, at Althinget skal blive hört i Henhold til For. 8. Marts 1843 § 79, der kun omtaler Forandringer i denne Forordning, og kan ikke opfyldes paa anden Maade end ved Sammenkaldelse af en ny Forsamling, overeensstemmende med Valglov 28. Sept. 1849.

Med denne Forsamling, som stötter sig paa et constitutionelt Grundprincip, og repræsenterer en særegen Statsdeel, som staaer i et særegent Forhold til Kronen og til de övrige Statsdele, maa tilveiebringes en Overeenskomst om den Modalitet, hvorunder det constitutionelle Princip skal træde i Kraft, og Forbindelsen med de andre Statsdele ordnes, det vil sige: de Grundbestemmelser, som ere nödvendige til at ordne Islands forfatningsmæssige Stilling i Monarchiet.

Imidlertid og indtil Sagens Afgjörelse kunne dog ikke almindelige Love træde i Kraft umiddelbart for Islands Vedkommende, med mindre de forelægges Althinget og udgives paa anordningsmæssig Maade.

Det staaer nu til Regjeringen at bringe Sagen fremad, og det er mit Önske og Haab, at den maa blive baade virksom og heldig i denne Henseende.



  1. F. A. Holstein. De danske Provindsialstænders Vasen og Værd. 2. Opl. Kh. 1832. S. l8-19, jevnf. Anmeld. i Maanedsskr. for Literatur VII, 174 ; Jens Möllers Anmeld. af Sibberns Skrift "om Provindsialstænder i Danmark" i Dansk Literaturtidende 1832. Nr. 6-9 (jevnf. Sibberns Skrift S. 89); Baldvin Einarsson, "om de danske Provindsialstænder med Hensyn til Island", jevnf. Dansk Literaturtid. 1832. Nr. 27-28.
  2. Man opfandt iøvrigt ved denne Tid (idetmindste finder jeg ikke Ordet hverken i Vidensk. Selsk. Ordbog eller i Molbechs Ordbog fra 1833) Ordet "Biland", som et samlet Udtryk for Island, Færøerne og Grönland, og som i den senere Tid har faaet megen Anvendelse. Cancelliet har endog sagt 1847, at "Bilandene ere ingensinde(!) blevne indbefattede under Benævnelsen Colonie" (Canc. Skr. 7. Sept. 1847). Til Sammenligning dermed kan anföres Depart. Tid. 1854, S. 412, hvor det hedder: "Skifterne paa Island, Færøerne og Grönland — — ere henlagte under det for disse Colonier oprettede særegne Departement under Indenrigsministeriet".
  3. en kort Fremstilling af Begivenhederne, og deres Virkninger med Hensyn til Island, fra April 1848 til April 1849 findes i Ný Fèlagsr. IX, S. 9—68.
  4. Jeg skjönner ikke rettere, end at Island her, efter Reskriptets tydelige og klare Ordlyd, bliver betragtet som en udenfor de egentlige danske Provindser (Landsdelen Danmark) staaende Landsdeel i Riget, parallelt med f. Ex. Lauenborg. — Jeg seer heller ikke rettere, end at "Riget" maa her tages i Betydning af "Monarchiet", da deels Island i Reskriptet selv ikke indbefattes under "de danske Provindser" (det egentlige Kongerige), deels Benævnelsen "Danmarks Rige" i Betydning af "Danmark — Slesvig — Færöerne — Island" endnu ikke var kommen til Anvendelse, altsaa endnu ikke havde nogen juridisk eller engang sproglig Gyldighed (jevnf. Reskriptets Udtryk: "Thronskiftet og andre Begivenheder her i Riget" o. s. v. — og noget efter: "at den samme Fremgangsmaade ikke har kunnet iagttages med Hensyn til Valget af islandske Deputerede til Rigsforsamlingen, som for danske", hvor islandske og danske Deputerede aabenbart modsættes hinanden, ikke i national, men i politisk Betydning).
  5. Erklæring herom fra de islandske Deputeredes Side i Rigsforsamlingens Forhandlinger S. 2729-2730.
  6. Tíðindi fra alþíngi Íslendinga 1849, S. 656.
  7. Tíð. fra altþ. 1849, S. 633 o. fl. St.
  8. Dette er klart udtalt i Tíðindi frá þjóðfundi Íslendínga S. 150-152, og i det förste Afsnit af Majoritetens Forslag (sst. S. 509).
  9. Det forekommer mig, at denne Udtalelse har dobbelt Vægt, da den, som det syntes, var Udtrykket af de fem kongevalgte Medlemmers (der tillige vare Landets höieste Embedsmænd) eenstemmige Mening.
  10. I den Henseende vare flere Ændringsforslag i alle Retninger bebudede, og tlldeels indkomne til Præsidenten.
  11. Ný Fèlagsr. XII, 100-132.
  12. Saaledes skulde alle Sager vedkommende Domstolene i Landet höre under Althinget, og dog skulde Overrettens Medlemmer være Rigsembedsmænd og lönnes af Rigskassen; Underdommerne derimod skulde være Landsembedsmænd og lönnes af Landskassen. I det Hele skulde de höiere Embedsmænd være Rigets, men de lavere Landets Embedsmænd.
  13. Dette Udtryk minder om et lignende i Kundgjörelse til Island 9. Mai 1593, hvori Islændernes Petition: at "Enhver maatte tillades at seile til Landet" (til at handle) besvares derhen: at "efterdi det befindes udi mange adskillige Maade at være det ganske Land og menige des Indbyggere til störste Skade og Fordærv, at skulle være hver Mand frit for foruden Vore Pasbreve fornævnte Land (Island) at beseile, hvorfore det ingenlunde kan tillades eller bevilges". M. Ket. II, 166.
  14. Adressen er trykt i "Fædrelandet" i Mai 1852.
  15. Dette vise, blandt Andet, de som för bemærket stillede Ændringsforslag.
  16. Kongens Tale ved Rigsforsamlingens Aabning den 23. Oktbr. 1848, Rigsforsamlingens Forhandlinger S. 5.
  17. Tíðindi frá alþ. 1853. S. 1053—1054.
  18. Commissarii ikke ganske fuldstændige Meddelelse i Tíð. fra alþ. 1855, S. 48—51. Det udförlige Svar er nu meddeelt i Departem. Tid. for indeværende Aar S. 954—960.
  19. see navnl. Lindbergs Yttringer i Rigsd. Tid. 5. Session, Sp. 2284; med Hensyn til Sagens Stilling i det Hele og til Regjeringens Opfattelse deraf til forskjellige Tider findes interessante Oplysninger i Rosenörns Taler sst., især Sp. 2278—2280, 2283 og 2298, 2860 (dette vigtige Sted er udeglemt i Rigsdagstidendens Register); jevnf. Ordförerens (Tschernings) Yttring Sp. 2866. — Jeg skal tilföie nogle af disse Yttringer, saavidt Island betræffer, for de Læseres Skyld som ikke have Rigsdagstidenden ved Haanden: Saaledes bemærker Lindberg (2284): "Det burde være saaledes, at saavel Island som Coloniernes Mening bliver hört, at de fik Leilighed til at erklære sig over til hvilke Dele de önske at höre, enten særligt til Kongeriget Danmark eller til Heelstaten; men da det ikke er skeet, forekommer det mig at det Besindigste vilde være, at vi nu ikke i Öieblikket overgive dem til Fællesstaten, men lade det saaledes beroe, indtil det siden kunde klare sig". — Rosenörn (2280): "Dengang Islands forfatningsmæssige Forhold til Kongeriget og Rigsdagen skulde ordnes: da var det jo klart, at det vilde have været meget lettere at give en almindelig Lov, hvorved man i visse Maader afveg fra Grundloven, og ordnede Islands Stilling saaledes, at man imödekom Befolkningens Önsker deroppe og gik over alle de Vanskeligheder, som det vilde have, naar man skulde fyldestgjöre Grundlovens Betingelser for ligefrem at inddrage Island under Grundloven, saaledes som skeet er med Færöerne. Men Resultatet af de Overveielser, som i den Anledning fandt Sted, blev netop, at Regjeringen, uagtet den vist næppe ansaae det for fuldkommen hensigtsmæssigt, dog ansaae sig saaledes bunden ved Grundloven, at en Tilknytning af Island hertil ikke kunde finde Sted, undtagen i Overeensstemmelse med hele Grundloven; ellers maatte Afvigelserne vedtages ifölge § 100... (2283): "Hvad det angaaer, at Islands og Coloniernes Anliggender nödvendigviis skulle vedblive at være særlige danske Anliggender, da troer jeg hverken at det er hensigtsmæssigt, eller at der er nogen særlig Grund for os til at insistere derpaa"....... 2860: "Jeg har haft særlige Grunde til at nævne Lauenborg her, fordi Lauenborgs Stilling i statsretlig Henseende væsentlig er den samme som Islands; Lauenborg er en Acquisition, der er kommet til Os i Erstatning for Norge, og Island er et gammelt norsk Kronland; begge höre altsaa efter denne deres Egenskab vel rettest ind under Fællesstaten".... Tscherning (2866): "navnlig troer jeg, at, saaledes som han (Rosenörn) har fremstillet det, kan det være ganske rigtigt at optage Vestindien, ja selv om det skulde være Lauenborg og Island; thi saa blev det jo kun en Antydning af, at disse Gjenstande kunne inddrages under Fællesforfatningen; det vil sige, der blev givet, om jeg maa udtrykke mig saaledes, et Mandat til Regjeringen til ved Affattelsen af Fællesforfatningen at kunne bringe disse særegne Gjenstande ind under Fællesforfatningens Omraade".
  20. Med Hensyn til Lovenes Publication i Almindelighed i Island haves vigtige Præjudicater i Höiesteretsdomme: af 9. Decbr. 1842, som stadfæster in terminis den islandske Landsoverrets Dom 23. Mai 1842, og af 15. Decbr. 1842 (Landsoverrets Dom 20. Juni s. A.) — Af disse Domme findes Referat i Ný Fèlagsr. VIII, 167—175.