Opfindelsernes Bog/Krudtets Opfindelse.
Indledende Bemærkninger. Civilisationens Udbredelse over Jorden staar paa det nøjeste i Forbindelse med Opfindelsen af Krudtet og af Skydevaabnene. De europæiske Fremmede maatte, bevæbnede med Skydevaaben, betræde Kysterne af de nyopdagede Lande, for med fabelagtig Hurtighed at vinde Befolkningen for Kulturen. Selv Asiens urgamle Kulturfolk vilde i meget mindre Grad være modtagelige for vore ivrige Reformbestræbelser, hvis vi ikke vare gaaede langt forud for dem i Udviklingen af Kampmidlerne og da navnlig i Tilberedelsen af Krudtet og Forfærdigelsen af Skydevaabnene. Ganske sikkert maa man ikke alene heri søge Grunden til vor Overlegenhed, men kun et enkelt Bevis paa, at denne virkelig er tilstede. Thi at Kineseren eller Hinduen, trods sin vel tusindaarige Prioritet som Opfinder, ikke engang er i Stand til med Held at kunne stille sine Skydevaaben op ved Siden af vore, ja ikke engang at kunne tilegne sig disse ved en rigtig Forstaaelse, maa dog kunne betragtes som tydelige Tegn paa en forældet og stillestaaende Kultur.
Endogsaa i Ordets bogstavelige og fredelige Betydning har Krudtets Kraft banet Vejen for vore Fremskridt. Den har saaledes bortsprængt Klipperne og gjennemboret Bjergene; den har knust Skærene i vore Floder, Havne og paa vore Kyster for at forøge og forbedre Verdenshandelens Veje; vore Mineralier, vore Byggematerialier, ja selv vort Drikkevand erholde vi ofte ved at foretage Sprængninger; kort sagt, overalt hvor Massernes døde Modstand og store Sammenhængskraft hurtig skal overvindes, der indtræder Krudtet i sin gamle Ret, langt overskridende den Kraft, som kan frembringes ved Mennesker eller ved Maskiner og dog samtidig lydig som et Barn underkastende sig Menneskets Villie. Om end andre Sprængstoffer i denne Retning kunne konkurrere med Krudtet, er det dog dette sidste, der ved sine særlige Egenskaber har givet Anledning til Opfindelsen af disse Stoffer og som afgiver Maalestokken for deres Virkninger.
Ikke alene som et Element i den kulturhistoriske Udvikling, eller som et vældigt Hjælpemiddel for den industrielle Virksomhed maa Krudtet indtage en fremragende Plads i denne Bog; men flere i og for sig vigtige Industrigrene staa ogsaa helt og holdent eller dog for Størstedelen i umiddelbar Sammenhæng med Krudtet og Skydevaabnene.
Krudtets Opfindelse. Krudtet, en Blanding af Kalisalpeter, Trækul og Svovl, omtales i Reglen i de historiske Lærebøger som en Opfindelse af Munken Berthold Schwartz (egentlig Konstantin Ancklitzen) fra Freiburg, i hvilken By der ogsaa i Aaret 1853 blev oprejst et Mindesmærke for ham. Det er dog forlængst bevist, at man ikke kan tillægge en Tysker eller overhovedet en Europæer den fulde Ære for denne Opfindelse. Forskningen har nemlig godtgjort, at et krudtlignende Stof allerede i den graa Oldtid var kjendt af de asiatiske Kulturfolk, navnlig af Kineserne og af Indierne. Kineserne skulle saaledes allerede 200 Aar f. Kr. have havt Kjendskab til forskjellige sprængbare Legemer, saasom »Himmelens Ild«, »Jordrysteren«, »den fortærende Ild« og flere andre, hvis Opfindelse, ifølge de kinesiske Historieskrivere, gaar meget længere tilbage i Tiden. Men selv med Fradrag af de mulige Overdrivelser synes det dog sikkert, at de almindelige Anvendelser af Krudtet, f. Ex. til Fyrværkeri o. s. v., vare kjendte af Kineserne allerede i de første Aarhundreder af den kristne Tidsregning.
I Indien kan Anvendelsen af brændbare Stoffer, der mere eller mindre ligne Krudtet, spores mindst lige saa langt tilbage som i Kina, om end ikke længere. I de indiske hellige Bøger henlægges Opfindelsen af disse Stoffer til en Tid, der efter al Sandsynlighed maa falde sammen med den Tid, paa hvilken Moses levede.
En mere bestemt Angivelse findes i Filostratos' Levnetsbeskrivelse over Apollonius fra Tyana, ifølge hvilken Alexander paa sit Tog til Indien ikke skulde have vovet at angribe Oxydrakerne, en mellem Hyfasis og Ganges boende Folkestamme, da de stode under Gudernes særlige Beskyttelse og fra deres Volde udslyngede Aske og Lyn over Fjenderne. Ej heller er det til at undres over, om man allerede tidligt skulde have tilberedt Sprængstoffer i Indien, da dette Lands store Rigdom paa naturligt Salpeter let maa kunne have givet Anledning dertil.
Fra Kina og Indien synes den Kunst at kunne forfærdige krudtlignende Stoffer at være kommen over Vestasien til Europa. Den bekjendte »græske Ild«, der første Gang benyttedes i Konstantinopel omtrent i Slutningen af det 7de Aarhundrede e. Kr., var efter al Sandsynlighed kun lidet eller maaske slet ikke forskjellig fra vort almindelige Krudt. Marcus Graecus beskriver os den græske Ild, der benyttedes i Konstantinopel under Tyrkernes Anfald paa denne By, som bestaaende af 6 Dele Salpeter, 2 Dele Kul og 1 Del Svovl. De fleste andre Forfattere beskrive os dog den græske Ild som et flydende Stof, der er selvantændeligt i Berøring med Luften. Hovedbestanddelen skulde være Nafta, blandet med Svovl og Harpix. Denne Blanding ud-sendte, under en tyk Røg og stærk Explosion, Luer, der langt fra at slukkes af Vand, kun tiltoge i Heftighed ved Berøring dermed og derfor af Grækerne med Rette kaldtes Vand- eller Havild. Mod Fjenden anvendtes den med lige stor Virkning tillands og tilvands i aabne Slag og ved Belejringer. Den udkastedes fra Voldene enten indesluttet i særegne Kar eller i Sten- eller Jernkugler, eller man vædede Hamp eller Tov dermed og fæstede dette paa Pile og Kastespyd. Undertiden benyttedes den ombord i Skibene, hvor den da udslyngedes gjennem et i Fartøjets Bov anbragt Kobberrør, der i Reglen havde Form af Svælget paa et eller andet Uhyre, der da syntes at udspy Luer.
Selvantændeligheden af den græske Ild er bleven stærkt betvivlet, men der synes ikke at være nogen Grund dertil, da den nyere Kemi jo kjender flere flydende Stoffer, der ere i Besiddelse af denne Egenskab. Fosforunder-syrling og Opløsninger af Fosfor eller af Fosfor og Svovl i f. Ex. Svovlkulstof ere i Besiddelse af denne Egenskab.
Den berømte engelske Dominikanermunk Roger Bacon omtaler Krudtet i Aaret 1214 og Berthold Schwartz, der levede omtrent Aar 1320, synes kun at have fundet paa at benytte den allerede længst som Tændmiddel kjendte Blanding til Drivkraft, hvorved han fremskyndede dens Anvendelse til militære Øjemed i Europa. Det er saaledes en Kjendsgjerning, at Krudt, sammensat af Salpeter, Kul og Svovl, er bleven benyttet i Aaret 1327 som Drivkraft for at udskyde Projektiler af Skyts. Slaget ved Crecy i Aaret 1346 mellem Englænderne og Franskmændene betegnes i Reglen af Historieskriverne som det første Slag, der blev afgjort ved Skydevaabnenes Benyttelse.
Hin Tids Krudt bestod kun af en med Haanden udført Blanding af de oftere nævnte Bestanddele, var derfor kun i Besiddelse af en ringe Drivkraft og kunde, paa Grund af Bestanddelenes forskjellige Vægtfylde, ikke holde sig paa Transporter, da hver enkelt Bestanddel samlede sig ved Rystelserne. Fremstillingen af kornet Krudt begyndte først i Midten af det 15de Aarhun-drede; men dog først i det 17de Aarhundrede var man i Stand til at byde Hærene et godt transportabelt og holdbart Krudt, der efter Gustav Adolfs Opfindelse blev ført med i den nuværende Form som Patroner. I Nutiden er man ikke engang altid tilfreds med det almindelige kornede Krudt, men fordrer det ofte fabrikeret i en anden Skikkelse.
Til de svære panserbrydende Kanoner saavel i Land- som i Søartille-riet bliver der nu fabrikeret forskjellige grovkornede Sorter, saaledes i England det meget grove Pellet- eller Cylinder- og Pebble- eller Kieselkrudt, i Amerika det saakaldte Mammuthkrudt og i Preussen det af det sædvanlige kornede Geværkrudt pressede saakaldte prismatiske Krudt, der er forsynet med syv cylindriske Gjennemboringer parallele med det sexsidede Prismes Længdeaxe.
Krudtets Fremstilling sker i de saakaldte Krudtmøller eller Krudtfabriker, hvor man nutildags i Handelen kan anvende fuldkommen eller dog tilstrækkelig rent Salpeter og Svovl, medens man tidligere paa selve Fabriken var nødt til at rense det indkjøbte Produkt. Da imidlertid Salperet ikke maa indeholde mere end 1/3000 Del af fremmede Stoffer foretages der paa mange Krudtfabriker en Rensning deraf; da denne Rensning imidlertid er omtalt her i Bogen paa et andet Sted, skulle vi ikke her opholde os nærmere ved den.
En af Vanskelighederne ved Krudtfabrikationen er Fremstillingen af et godt Krudtkul, da Kullet nemlig ved den høje Temperatur, ved hvilken Træet forkulles, aftager i Porøsitet og tiltager i Varmeledningsevnen samtidig med at Antændeligheden formindskes. Man vælger derfor nutildags kun saadanne Fremgangsmaader ved Forkulningen, hvor det er muligt at regulere Varmegraden. De Træsorter, der bedst egne sig til Krudtkul, ere de, der have den mindste Vægtfylde, saasom Poppel, Kirsebær, Lind, Kastanie og Elletræ samt undertiden i de sydlige Lande Hør, Hamp og Vinranke. De svære og haarde Træsorter, især de, der indeholde harpixagtige Bestanddele, levere et svært antændeligt og langsomt brændende Kul, der afgiver megen Aske. Forkulningen skete tidligere enten ved Flammens direkte Paavirkning i Miler, Gruber, Ovne eller Kjedler eller ogsaa i Støbejernscylindre, hvor Træet ikke kom i en direkte Berøring med Flammen. Alle disse Maader ere dog ikke tilfredsstillende, da der derved leveres et tildels meget forurenet og i hvert Fald meget uensartet Produkt af vexlende Godhed. Den belgiske Krudtfabrik Wetteren ved Gent følger derfor den af Violette i Esquerdes ved St. Omer angivne Methode til Træets Forkulning ved Hjælp af overhedede Vanddampe; en Methode, der som den eneste rigtige burde følges overalt. Det afbarkede Træ gjemmes aarevis i et Skur og lægges derpaa som tynde Staver, ikke tykkere end en Tommelfinger, ind i gjennemhullede Blikcylindre. Disse lægges atter ind i større Cylindre, hvor de til en bestemt Temperatur ophedede Vanddampe træde ind fra den ene Ende medens et Rør i den anden Ende af Cylinderen bortfører Biprodukterne, saasom Træeddike o. s. v. Efter to Timers Forløb er Forkulningen færdig og de bortgaaende Dampe uden Lugt; den gjennemhullede Cylinder udtages og indesluttes i en lufttæt lukket Jerncylinder, hvor den forbliver indtil Afkølingen er færdig, og en ny Cylinder indsættes atter fyldt med nyt Brænde til Forkulning. Ved at anvende en Temperatur af 270—300° R. erholder man et løst og porøst Kul, der er lidet ledende for Varmen og altsaa let antændeligt og selvfølgelig godt egnet til Jagtkrudt. Dette Kul, det saakaldte Rødkul, anvendes ogsaa i den nyere Tid i Preussen til den nye Krigsammunition. Ved en Temperatur af 350° R. erholdes det vanskeligere antændelige almindelige Krigskul, der er sort og glinsende og paa Grund af sin større Haardhed mindre let antændeligt.
Paa Frederiksværk Krudtværk modtages Ellebrændet afbarket og hen-staar derefter i 1 à 2 Aar under aaben Himmel og derpaa i lige saa lang Tid i et aabent Skur, hvorefter Forkulningen foretages i lukkede Retorter, der rumme 1/4 Favn Brænde og give omtrent 75 Pd. gode Kul foruden en ringe Mængde Brænde- og Glanskul, der maa sorteres fra. Selve Brændingen varer i 10 Timer, hvorefter Kullene henstaa i 2 Døgn inden de tages ud for at males.
Fabrikationen af Kullene maa foretages paa selve Krudtværket, da Kullene ikke kunne opbevares ret længe uden at trække Fugtighed til sig. I Lag paa 2 Tommer eller derover kunne Kullene endog paa Grund af deres ringe Varmeledningsevne og deres store Absorbtion blive selvantændelige, hvoraf der selvfølgelig kræves særegne Forsigtighedsregler ved Anlæget og Driften af en Krudtfabrik. Dertil hører en isoleret Beliggenhed langt fra større beboede Byer, gode Kommunikationsmidler, helst Vandveje, fra hinanden adskilte Arbejdslokaler, lette Tagkonstruktioner, Lynafledere o. s. v.
Tidligere besørgede man Stoffernes Sønderdeling, Sammenblanding og Presning i en og samme Stampemølle, saaledes som det allerede udførtes i Spandau i Aaret 1344; nu derimod anvendes til disse forskjellige Arbejder flere Maskiner, da man derved dels faar Arbejdet bedre udført og dels er langt mindre udsat for Ulykkestilfælde. Sønderdelingen og Blandingen af Stofferne sker i de saakaldte Blandingstromler (Fig. 267), der dreje sig langsomt omkring deres egen Længdeaxe. Broncekugler, hvis samlede Vægt bør være noget større end Vægten af det Stof der skal knuses, tjene til at sønderdele Massen, som derpaa blandes sammen i andre Tromler, hvori der findes store Kugler af haardt Træ. Som Exempel skal det her anføres, at Pulveriseringen paa den danske Hærs Krudtfabrik ved Frederiksværk foretages i runde Egetønder, 4 Fod i Diameter og af 4 Fods Længde; to saadanne Tønder fyldes hver med 75 Pd. Salpeter, 5 Pd. Kul og 120 Pd. Kugler af Tin og Zink, medens der i en tredie dobbelt Tønde i hvert Rum fyldes 37½ Pd. Svovl, 22½ Pd. Kul og 120 Pd. Kugler. Tønderne gives ved Vandkraft 16 Omdrejninger i Minuten om en vandret Axe, og Arbejdet sker med Salpetertønderne i 6 Timer og med Svovltønderne i 10 Timer. Den foreløbige Blanding sker i lignende Tønder, indvendig beklædte med Saalelæder, og i hvert Rum fyldes 50 Pd. Sats, nemlig 40 Pd. Salpeterkul (37½ Pd. Salpeter og 2½ Pd. Kul) og 10 Pd. Svovlkul (33/4 Pd. Kul og 61/4 Pd. Svovl) samt 100 Pd. Kugler. Omdrejningen varer i 2½ Time med 18 Omdrejninger i Minuten.
Det er klart, at den her beskrevne Fremgangsmaade er langt mindre farlig end den tidligere, da der ikke her forekommer saa heftige Slag som forhen med de 80 Pd. tunge Stampere.
Den fint pulveriserede og omhyggeligt blandede Krudtmasse bliver nu befugtet med Vand for at formindske Faren ved den paafølgende Behandling. En Blikcylinder med et bestemt Rumfang, forsynet med en Bruse, udgyder et bestemt Kvantum Vand over den lige saa nøjagtig afmaalte Vægtmængde af Krudtmassen. Den saaledes erholdte Krudtdejg udbredes paa et Sejldug og presses mellem to svære Valser (Fig. 268), hvorved det pressede Krudt faar en Haardhed og et Udseende som Skifer. Et syv Linier tykt Lag Krudtdejg sammenpresses paa denne Maade til en tre Linier tyk Kage under et Tryk af omtrent 500 Centner. Sammentrykning kan ogsaa foretages i hydrauliske Presser, hvor Massen sammentrykkes til Kager (galettes).
Krudtkagerne brydes nu i Stykker enten imellem riflede Valser (engelsk Maner efter Congreve) eller i de i Preussen og i Danmark benyttede Kor-ningsmaskiner efter Lefèbvre, de saakaldte Svingkorningsmaskiner (Fig. 269);
disse bestaa af en stærk, i 8 Tove horisontal ophængt Træramme, paa hvilken der er befæstet 10—12 Trætønder. Hver Tønde er forsynet med flere gjennem-hullede Bunde. Den øverste Bund er af haardt Træ eller af Messingblik, den næste af Messingtraad, den tredie af fint Haardug og den sidste endelig af haardt Træ. Hele Rammen sættes ved en lodret Axe med Krumtap i en roterende Bevægelse, saa at hver Tønde beskriver en Kreds med en Radius lig Krumtappens Længde, og giver en Hastighed af 60—75 Omdrejninger i Minuten. Indfyldningen sker gjennem Tragte med deri hængende Tøjslanger. De Træklodse med indsmeltet Bly, der findes paa den øverste Bund, tjene til at sønder-slaa Krudtkagerne og drive dem gjennem Hullerne i Oversigten ned paa den anden Bund, Mellemsigten. Hvad der bliver liggende paa denne er det største Krudt, Kanonkrudtet, medens det finere Krudt, Geværkrudtet, samles paa den tredie Bund, Støvsigten, saa at kun Støvet samles paa Tøndens Bund. Fra de forskjellige Afdelinger i Tønden føre Tøjslanger ned i nedenunder stillede Tønder, hvor Krudtkornene og Støvet opsamles. Krudtet tørres nu foreløbigt i luftige Lokaler og hældes derpaa i Tønder, der ligne Blandingstrom-lerne men uden Tilsætning af Kugler; ved en langsom Omdrejning af Tønderne (10—11 Gange i Minuten) poleres Krudtkornene, idet de gjensidig gnide paa hinanden. En Tilsætning af Grafit for at give Krudtet større Glans og en smuk graa Farve bør absolut forkastes, da Krudtet derved taber i Antændelighed; ikke desto mindre anvendes dog dette i enkelte private Krudt-fabriker. Efter Poleringen tørres Krudtet fuldstændigt i særegne dertil indrettede Tørrestuer. Krudtet lægges der paa gjennemhullede Hylder bedækkede med uldne Tæpper og tørres ved opvarmet Luft, der franeden passerer op gjennem Hylderne.
Efter Tørringen følger Støvsigtningen, Sorteringen, Blandingen og Magasineringen. Den sædvanlige Opbevaringsmaade er i Fade, til større Transporter kommes Krudtet dog som oftest først i linnede Sække eller i Lædersække, som derefter lægges i Fadene. Mindre Krudtmængder, navnlig Jagtkrudt, forsendes ofte i Glasflasker. Det prismatiske Krudt pakkes i firkantede Kasser, der rumme 1314 Prismer og have en Vægt af 100 Pd. Krudtfadene bør aldrig rulles eller skydes, men bør altid bæres med høj Grad af Omhyggelighed, da man kun ved en omhyggelig Overholdelse af de foreskrevne Forsigtighedsregler kan have en virkelig Garanti mod Faren ved en Explosion.
Den ovenfor beskrevne nye Methode ved Krudtfabrikationen har langsomt udviklet sig ved de store Fordringer, som der under den første franske Revolution stilledes til alle saavel Stats- som Privatetablissementer, der skulde bidrage til Hærenes Udrustning. De gamle Stampemøller vare ikke længer tilstrækkelige; ikke fordi de kostede flere Menneskeliv, det var en ren Biting, da det jo i Virkeligheden var temmelig ligegyldigt, om Folk dræbtes i Krudtmøllerne eller paa de mange Valpladse, men Fabrikationen gik for langsomt, hvad der var Hovedsagen. Man foretog derfor Pulveriseringen og Blandingen i roterende Tønder og indsprøjtede Vand i Satsen (efter Champys Methode), hvad der gav Anledning til Dannelsen af Krudtkornene. Arbejdet gik derved betydelig hurtigere, men Varen havde en langt ringere Værdi og var navnlig uskikket til Transport. Man gik derfor atter tilbage til Brugen af de gamle Stampemøller indtil man, efterat Napoleons store Krige vare ophørte, atter fik Tid til en nærmere Undersøgelse af de under Revolutionskrigene anvendte Fabri-kationsmaader. Efter disse Undersøgelser kom man til det Resultat, at man skulde bibeholde Pulveriseringen og Blandingen i de roterende Tønder, men derefter tillægge en særlig Presning og paafølgende Korning, hvorved den her beskrevne Fremgangsmaade fremkom. Denne Fabrikation giver, ved Siden af den størst mulige Sikkerhed for Arbejderen og ved det mindst mulige mekaniske Arbejde, et særdeles godt Krudt.
Krudtets Egenskaber. De Forhold, hvori Krudtets tre Bestanddele blandes med hverandre, ere forskjellige efter den Bestemmelse, som det færdige Produkt skal have. De Forhold, som angaves af Baptista Porta i 1567, vare 6 Dele Salpeter, 1 Del Svovl og 1 Del Kul. Den græske Ild sammensattes efter flere Forfattere af 6 Dele Salpeter, 2 Dele Kul og 1 Del Svovl. Hos os benyttes en Sammensætning af 75 Dele Salpeter, 12½ Del Svovl og 12½ Del Kul, altsaa en ganske lignende eller rettere ganske den samme Blanding som den ovenfor nævnte. Denne Blanding, hvis Virkning hovedsagelig beror paa Stoffernes Renhed og deres vidt drevne Pulverisering, antændes ved en Temperatur af omtrent 250° R. Indtræder denne Temperatur lidt efter lidt antændes først Svovlet og derefter Kullet, sker derimod Temperaturforhøjelsen pludselig ved en Gnist, antændes først Kullet, hvilket atter antænder Svovlet. Begge Stoffer, Kul og Svovl, bemægtige sig nu Salpeteret og sønderdele dette i sine Bestanddele. Hvad der før kun var en mekanisk Blanding, bliver nu en virkelig kemisk Forbindelse. Salpeteret, bestaaende af Salpetersyre og Kali, det vil sige af Kvælstof og Ilt samt Kalium og Ilt, sønderdeles ved den af Kullets og Svovlets Forbrænding fremkomne Varme og afgiver sin Ilt til Kullet og til en Del af Svovlet, saaat der fremkommer Kulsyre, Kulilte og Svovlsyre. Den sidste saa vel som endel af Kulsyren gaar i Forbindelse med Kaliet og danner svovlsurt og kulsurt Kali, medens en anden Del af Svovlet gaar i Forbindelse med det reducerede Kalium og danner Svovlkalium. Medens man tidligere antog, at Svovlkalium dannede Hovedmassen af den Rest, der blev tilbage efter Krudtets Forbrænding, have de nyere nøjagtige Undersøgelser vist os, at denne Rest, alt efter Krudtets Sammensætning og Godhed, bestod af 43—45 p. C. kulsurt Kali, 8 — 24 p. C. svovlsurt Kali og kun 5—19 p. C. Svovlkalium foruden en tidligere helt overset betydelig Del svovlundersyrligt Kali (indtil 32 p. C.) samt noget salpetersurt Kali, Rodankalium, Kul, Svovl og kulsur Ammoniak.
De Luftarter (Krudtgassen), der blive frie ved Krudtets Forbrænding, skulde efter Theorien udgjøre omtrent 60 p. C., medens den faste Rest (Krudtslammen) kun skulde være 40 p. C; det viser sig imidlertid, at snarere det omvendte finder Sted, saaat de luftformige Bestanddele kun udgjøre 30—40 p. C. Det er klart, at disse Forhold maa variere noget efter Krudtets forskjellige Sammensætning, men indenfor visse Grænser er det dog umuligt med Bestemthed at kunne fastsætte hvilken Sammensætning der er den heldigste, og i forskjellige Lande benyttes derfor ogsaa forskjellig Sammensætning af Krigskrudtet, nemlig:
| I | Danmark og Frankrig | 75 Dele Salpeter, | l2½ Del Svovl, | 12½ Del Kul. |
| — | Schweits og Amerika | 76 — — | 10 — — | 14 — — |
| — | England og Rusland | 75 — — | 10 — — | 15 — — |
| — | Østrig | 76 — — | 11 — — | 13 — — |
| — | Preussen | 74 — — | 10 — — | 16 — — |
| — | Sverig | 75 — — | 9 — — | 16 — — |
Den i Sandhed mærkelige Kraft, som selv en ringe Krudtmængde udvikler, gav allerede tidlig flere navnkundige Videnskabsmænd Anledning til Undersøgelser og Forskninger. I Middelalderen tilskrev man i Almindelighed de underjordiske Magter denne særegne Kraft, og Munken Berthold Schwartz, der sysselsatte sig med at forbedre det ældste Krudt, og som rimeligvis af den Grund fik Ord for at have opfundet Krudtet, blev som oftest anset for en slet og ret Troldmand.
Gaar man ud fra, at den kemiske Reaktion er rigtig, da kan man ved Hjælp af Vægtfylderne bestemme Forholdet mellem Krudtets Rumfang og det, som de udviklede Luftarter indtage ved almindeligt Lufttryk. Antages Krudtets gravimetriske Tæthed (Forholdet mellem Vægten af et vist Rumfang Krudt, Mellemrummene mellem Krudtkornene iberegnet i Rumfanget, og Vægten af samme Rumfang Vand) at være = 0,86, findes Kulilten og Kvælstoffet at indtage et Rumfang som er 284 Gange større end Rumfanget af det Krudt, hvoraf de ere udviklede. Det Volumen, som de udviklede Gasarter søge at antage, vil paa Grund af den høje Temperatur forøges meget betydeligt; man har fundet, at der til Krudtets Antændelse kun behøves at det opvarmes pludseligt til 300°, men Forbrændingstemperaturen er høj nok til at smelte Zink, Messing og rent Kobber. Buntzen har fundet at den var 3340°, og gaar man ud fra Varmekapaciteten af Kvælstof og Kulsyre kommer man til 67000.
Antages det, at den almindelige Udvidelseslov for Luftarter ogsaa gjælder ved disse høje Temperaturer, da finder man at Rumfanget af Gassen ved 3340° er 13,224 Gange dets Rumfang ved 0°; altsaa efter de Buntzenske Forsøg = 2460 Gange Krudtets Volumen. Naar Marriottis Lov var gyldig og Krudtet forbrændte i det Rum, som det netop udfyldte, vilde det altsaa give en Spænding af 2460 Atmosfærer; tager man endnu Hensyn til, at Slammen omtrent udfylder det halve Volumen vilde man altsaa komme til en Spænding af omtrent 5000 Atmosfærer, og, da endel af den faste Rest antager Dampform ved den høje Temperatur, er denne Spænding sandsynligvis ikke nær høj nok.
Paa denne Maade bliver altsaa Spændingsbestemmelsen saa usikker, at man ikke kan lade sig nøje hermed, men maa søge at komme til bedre Resultater gjennem direkte Forsøg. De bedste ere anstillede i München i 1793 af den bajerske Artillerigeneral Grev Rumfort. Hans Forsøg udførtes ved Hjælp af en lille Smedejerns Morter, der blev stillet lodret og foroven dækkedes med en Halvkugle af hærdet Staal, hvorpaa den Vægt hvilede, der var bestemt til at holde Ligevægt mod de ved Krudtets Forbrænding udviklede Luftarters Tryk; som saadan Modvægt anvendtes forskjellige Kanoner, hvis Vægt modificeredes ved Indfyldning af flere eller færre Kugler i Løbet.
Det af Rumfort benyttede Krudt var et fint Jagtkrudt, som bestod af 67,8 Vægtdele Salpeter, 17,3 Vægtdele Svovl og 15,4 Vægtdele Kul; havde en gravimetrisk Tæthed af 1.077 og det enkelte Korns Vægtfylde var 1,868[1].
De talrige Forsøg, der indtil Dato ere foretagne for at erstatte Krudtet med et nyt Sprængmiddel, ere alle mere eller mindre mislykkede. De fleste af de nyere Præparater virke altfor momentane og derfor for ødelæggende for Vaabnene paa det Punkt, hvor Antændelsen sker. Stødet følger saa hurtigt efter Antændelsen, at Bevægelsen ikke kan faa Tid til at fordele sig til de andre Dele af Løbet og derved selv miste i Heftighed. Løbet springer derfor itu af samme Aarsag, som en Geværkugle kun slaar et rent Hul i en Rude, medens et langt mindre Tryk helt sprænger Ruden. Krudtet, hvis Forbrænding ikke er momentan, virker mere som Tryk end som Stød, det kan derfor erstattes af de andre Sprængstoffer, hvor man ønsker at Virkningen skal være stødende, som f. Ex. ved mange Sprængninger.
Kunstfyrværkeriet. I det foregaaende have vi behandlet Krudtets Anvendelse til Krigsbrug og i Industriens Tjeneste. Men ogsaa til fornøjeligere Formaal benytter man den gamle ofte omtalte Blanding, idet den efter Tilsætning af andre Stoffer, dels ved Flammens Klarhed, Farvepragt og Livlighed og dels ved mangfoldige livlige Bevægelser forstaar at fængsle Tilskuernes Beundring. De smukkeste og mest righoldige Opfindelser paa dette Omraade maa man tilskrive Paris og Rom. Sædvanligt Melkrudt blandet med Jern-filspaan giver ved Antændelsen røde og hvide Gnister, medens en Tilsætning af Kobberfilspaan giver Krudtet grøn og en Tilsætning af Zinkspaaner en blaa Farve. Kønrøg, Melkrudt og Salpeter give de gule Gnister og Stjerner, der karakterisere de smukke Guldregnsraketter, medens Hexemel (et Strontian-præparat) danner den smukke rosenrøde Lue i den saakaldte bengalske Ild. Kort sagt, Tilsætningernes Art og Mængde skifte paa mangfoldige Maader efter de forskjellige Øjemed der tilsigtes. De forskjellige Fyrværkerisager ere enten faststaaende, saasom de forskjellige Sorter Lys og Ild (bengalsk og kinesisk Ild, romers Lys), Kaskader, Fontæner m. m., eller bevægelige, saasom de forskjellige Arter enkelte og dobbelte Ildhjul, de af Ungdommen saa højt beundrede Sværmere m. m., der alle bevæge sig paa eller kun i ringe Højde over Jorden, samt endelig de højt flyvende Raketter, hvis Knald og Lys baade tjene til fredelige Fester og til Signaler i Krigen. Aarsagen til denne Bevægelse er den udviklede Luftarts Virkning paa Omgivelserne, idet f. Ex. Raketten gaar tilvejrs af samme Grund som Kanonen ved Skuddets Afgang løber tilbage.
Bomuldskrudt. Det Præparat, der med Hensyn til sine Egenskaber og Anvendelse staar Krudtet nærmest, er Bomuldskrudtet, Skydebomulden eller rettere Pyroxilinen (af det Græske πvρ, Ild, og ζvλov, Træ)[2], saaledes kaldet paa Grund af at hver enkelt Traad faar exploderende Egenskaber, naar den i nogen Tid neddyppes i en Blanding af koncentreret Svovlsyre og Salpetersyre, samt derefter udvadskes i Vand og tørres. Paa denne Maade blev nemlig det Præparat forfærdiget, som omtrent samtidig opfandtes af Schön-bein i Basel og Böttger i Frankfurt og som i Aaret 1846 blev foreslaaet som en Erstatning for Krudt. De franske Kemikere Braconnot (1833) og Pelouze (1838) havde ved at overgyde Plantetrevler med Salpetersyre fremstillet et lignende Præparat, uden dog at foreslaa dets praktiske Anvendelse. I Aarene 1846 til 1851 foretoges i Mainz og senere i Wien meget omfattende Forsøg med dette nye Produkt, lige som Forsøgene ogsaa optoges i Frankrig og i England. Skjøndt Forsøgsresultaterne ikke vare helt tilfredsstillende, maatte man dog anerkjende de gode Egenskaber, som Skydebomulden var i Besiddelse af, nemlig at give saa godt som ingen Røg og kun en ubetydelig fast Rest, og den østrigske Regering tog derfor ikke i Betænkning at afkjøbe Opfinderne deres Prioritetsret for en ikke ubetydelig Sum Penge, og etablerede en Bomuldskrudtfabrik paa Slottet Hirtenberg i Nærheden af Wiener-Neustadt.
Det Bomuld, der anvendes til Bomuldskrudt, maa være meget omhyggelig renset og udtørret, og de anvendte Syrer maa være saa koncentrerede som muligt. Den første Neddypning i Syrerne frembringer kun en meget ufuldstændig Forvandling. Der maa derfor foretages en anden meget omhyggelig Neddypning i en frisk Blanding, hvori Stoffet ligger i omtrent 48 Timer. Ud-vadskningen foretages i rindende Vand og maa være saa fuldstændig, at der ikke findes Spor af fri Syre tilbage; denne Udvadskning kan derfor være meget langvarig og kan endogsaa vare hele Uger. Antændelsestemperaturen af det af den østrigske Feltmarskal Baron Lenk tilberedte Skydebomuld angives til 136° C.
I Aaret 1862 begyndte der en fuldstændig Omvæltning i det østrigske Feltartilleri, idet man fabrikerede riflede Kanoner, hvortil Ladningen bestod af Skydebomuld spundet til Tove. Disse Kanoner, der paa Grund af Sprængstoffets knusende Virkning mod Skytset, vare meget svære bagtil, synes desuagtet ikke at have kunnet taale det kraftige Sprængstof, og man forlod derfor dette System ganske kort Tid efter.
I England fabrikeredes ligeledes store Mængder Bomuldskrudt; da imidlertid Fabriken i Stowmarket sprang i Luften, tilsyneladende paa Grund af Bomuldskrudtets Selvantændelighed, og da der desuden flere Steder fandt uhyggelige Explosioner Sted, kunde man i lang Tid ikke opdrive Bomulds-krudt, da de fleste Fabrikanter vare blevne bange for dette Stof; imidlertid fandt man i England, navnlig ved Professor Abels ivrige Bestræbelser, paa nye og bedre Methoder til Forarbejdningen af Bomuldskrudtet, og, hvad der var det vigtigste, paa bedre Maader til Magasinering af dette Stof, saaat det nu for Tiden er i stadig voxende Brug, navnlig paa Grund af det fareløse ved dets Behandling. Det skal saaledes nævnes, at medens man tidligere udelukkende benyttede Krudt og Dynamit ved det danske Søminevæsen, er man nu i den sidste Tid i 1878 og 1879 begyndt at benytte Bomuldskrudt og har til Hensigt helt at gaa bort fra Dynamiten og kun benytte det langt behageligere Bomuldskrudt, der tillige er uskadeligt for Sundheden.
Den af Professor Abel i Woolwich opfundne og i England anvendte Methode er følgende: Alt Affald ved Bomuldsfabrikerne kan anvendes lige saa vel som den rene Bomuld, naar det kun er fuldstændig renset og kan indsuge de Syrer, hvormed det skal behandles. Det vel rensede Bomuld kommes i et Kar, hvori der findes et ti Gange saa stort Volumen Vædske, bestaaende af 1 Del Salpetersyre og 3 Dele koncentreret Svovlsyre. Massen henstaar i 24 Timer i det lukkede Kar, den raa Skydebomuld optages, og efterat den har henstaaet i nogen Tid for at Vædsken kan dryppe af, bortskaffes den øvrige Vædske i et Centrifugaltørreapparat. Derefter slæmmes og renses det i Vand, men kun i smaa Portioner for at der ikke skal finde en for stærk Opvarming Sted, og Massen tørres atter i Centrifugalapparatet, hvorefter Operationen gjentages for tredie Gang. Efter den tredie Tørring kommes Massen i en Hollænder, som den, der anvendes ved Papirfabrikerne, og, hvad der ikke tidligere er tilstrækkelig findelt, bliver her fuldstændig delt, saa at det danner en grødagtig Masse. Denne Grød udvadskes endnu engang med varmt Vand og, naar Udvadskningen er fuldstændig, presses den i de ønskede Forme.
Bomuldskrudtet har i denne Form en Fasthed som Pap, er iøvrigt et smukt ensformigt Produkt af en hvid, noget gulagtig Farve med en Vægtfylde af omtrent 1. Det indeholder, naar det er færdigt fabrikeret, omtrent 20 p. C. Vand og kan i denne Tilstand bearbejdes, det vil sige der kan bores Huller deri uden at man risikerer Sprængninger[3].
Det opbevares i Vand og kan forsendes i Vand, saa at der ikke er mindste Fare ved Behandlingen, da det optager saa meget Vand, at det ikke engang kan brænde. Naar Bomuldskrudtet skal bruges, presses endel af Vandet ud, saa at der ikke er mere tilbage end højst 18—20 p. C; det er da endnu uantændeligt, men kan bringes til Detonation ved Hjælp af en lille tør Bomuldskrudtpatron, der antændes ved en med 1½ Gram Knaldkviksølv forsynet Hætte, der indsættes i det i Patronen værende Hul og bør sidde saa dybt, at den Del, der er fyldt med Knaldkviksølv, helt er omgivet af Bomuldskrudtet.
Det østrigske Bomuldskrudt bliver i Reglen spundet til Tov, og af 100 Dele Bomuld erholdes 150 til 178 Dele Bomuldskrudt, der, uden at miste sit oprindelige Udseende, kun bliver noget haardere og ved Sammentrykning giver en knitrende Lyd, ligesom det ved Gnidning bliver elektrisk. Forbrændingsprodukterne angives at være Kvælstof, Kulsyre, Kulilte, Kulbrinte og Vand. Den faste Rest er meget ubetydelig og den udviklede Luft næsten farveløs, Egenskaber, der, ved Bomuldskrudtets Anvendelse i Skydevaaben, i høj Grad lette Ladning, Sigtning og Hurtigskydning. Da endvidere de udviklede Luftarter ikke ere skadelige for Mandskabet, hvad der navnlig har stor Betydning ved Kanoners Anvendelse i Kasematter, er det intet Under at man, trods Bomuldskrudtets knusende Virkning mod Vaabnene, stadig søger at anvende det som Drivkraft for Projektiler.
For at give et Begreb om Bomuldskrudtets Kraft skal her anføres nogle Sprængninger, der foretoges i England med Bomuldskrudt fra Stowmarket.
Et Kontreskarpegalleri, 250 Fod langt og 7 Fod bredt, skulde bortsprænges. Dets Frontmur var fra 5 Fod indtil 5 3/4 Fod tyk med en 18 Tommer tyk overhvælvet Bue, den indre Højde lidt over 7 Fod, Galleriet var lukket i begge Ender med Træporte og Jerngitterporte. En Ladning paa 54 Pd. Bomuldskradt anbragtes i den ene Ende af Galleriet og ved Sprængningen ødelagdes ikke alene de nærmeste 145 Fod af Galleriet men begge Portene sprængtes og 80 Fod af den modsatte Ende af Galleriet styrtede sammen ved det voldsomme Lufttryk.
Ligeledes sprængtes et Martello Taarn, der var bygget af Mursten og havde en Tykkelse mod Havet af 12 Fod, aftagende mod Landsiden til 7½ Fod. Det havde to Vindus- og en Døraabning samt et Kubikindhold af 7600 Kubikfod. Ved Grunden af Taarnet lagdes omtrent 190 Pd. komprimeret Skydebomuld, anbragt i tre Piller. Ved Explosionen løftedes hele Taget nogle Fod i Vejret og Murene styrtede sammen. Et lignende Taarn blev demoleret med en Ladning af 170 Pd. Bomuldskrudt, og man beregnede, at der mindst maatte anvendes 1100 Pd. Kanonkrudt for at frembringe samme Virkning.
For at lære det Tryk at kjende, der behøves for at detonere Bomulds-krudt, ere mange Forsøg foretagne i England. Man har saaledes ophængt en Skive komprimeret. Skydebomuld, 3/4 Tomme tyk og med 3 3/4 Tommers Diameter, og skudt paa denne Skive med en Martini-Henry Riffel paa en Afstand af 70 Alen uden at kunne detonere Skydebomulden, der kun blev gjennem-boret af Kuglen. En tre Gange saa tyk Skive antændtes uden Explosion, hvilken først fremkom naar Skiven var fire Gange saa tyk eller altsaa 3 Tommer.
En Række Patroner af komprimeret Skydebomuld paa 3 til 5 Fods Længde detonerede ved at bringe den yderste Ladning til Explosion, skjøndt der var en Afstand af fra ½ til 1 Tomme mellem de enkelte Patroner. Tiden, der hengik mellem den første og den sidste Patrons Explosion i en Række af 3 Fods Længde, var 1/5000 af 1 Sekund.
Ved Forsøg i Danmark er det godtgjort, at Bomuldskrudt ved ÷ 9° exploderer med samme Lethed som ikke frosset Bomuldskrudt.
Opløser man Bomuldskrudt i en Blanding af Æther og Alkohol, faar man en klæbrig Vædske, Kollodium, der egner sig i høj Grad til at give forskjellige Stoffer et tyndt vandtæt Overtræk. Naar det stivner danner det nemlig en fuldkommen sammenhængende gjennemsigtig Hinde, hvorfor det benyttes til Bestrygning af Saar og til Overtræk over komprimerede Patroner. Kollodium bruges navnlig i store Masser i Fotografien.
Nitroglycerin eller Sprængolie er en Nitroforbindelse af samme Art som Bomuldskrudt. Den fremstilles af den siruplignende Vædske Glycerin eller Oliesukker, der erholdes som Biprodukt ved Tilberedning af Stearin, og som ved Behandling med en Blanding af Salpetersyre og Svovlsyre forvandles til en Nitroforbindelse, en olieagtig Vædske, der derfor har faaet Navnet Sprængolie. Dens Explosion beror paa de samme Aarsager som fremkalder Explosionen af Bomuldskrudtet, men Ilten er her tilstede i saa stor Mængde i Forhold til Kul og Brint, at Forbrændingsproduktet foruden Vand og Kvælstof samt et Overskud af Ilt kun bliver Kulsyre. Ved Kullets Forbrænding til Kulsyre i Stedet for til Kulilte opstaar en saa betydelig Temperaturforhøjelse og deraf følgende Luftudvidelse, at selve Nitroglycerinens Explosions-kraft er meget større end Bomuldskrudtets.
Efter Rudbergs Methode blandes først Svovlsyren med Salpetersyren, hvorefter Blandingen afkøles og slaas i en Beholder. Tæt ved denne findes en Beholder med Glycerin og en anden med koldt Vand. Fra Syre- og Glycerinbeholderne føre Rør forsynede med Haner, saa at Syren og Glycerinen kunne komme ud i fine Straaler, der mødes over Kuglen paa et Thermometer, som altsaa stadig angiver Varmegraden, der kan reguleres ved Hjælp af de paa Rørene værende Haner. Vædskestraalen løber derfra ned i et paa et bevægeligt Pendul hængende Blykar, paa hvis Bund Vædsken udbreder sig. Midt i Karrets Bund er et Hul, hvorigjennem Vædsken kan løbe ud og først træffe et andet Thermometer, der angiver Blandingens Temperatur, inden den kommer ned i en trappetrinformet Kølerende af Bly, paa hvis Bund den udbredes over en stor Strækning paa Grund af Karrets Svingninger. Rendens Bund holdes udvendig fra afkølet ved Hjælp af koldt Vand fra den føromtalte Vandbeholder. Paa denne Maade forhindres Temperaturen i at stige for højt. Fra Renden løber Nitroglycerinen enten umiddelbart ud i koldt Vand, hvor Syren borttages idet Nitroglycerinen synker tilbunds, eller man lader Olien løbe ud i en Blybeholder, hvor Glycerinen da samler sig ovenpaa Syren, der aftappes gjennem et Hul i Bunden, hvorefter der tilsættes omtrent 2 p. C. Benzin til Nitroglycerinen for at gjøre Olien mindre tilbøjelig til at fryse og mindre let antændelig ved Stød.
Da Nitroglycerinen ikke kan bringes til Explosion paa samme Maade som Krudt ved ligefrem at antændes, fandt den svenske Ingeniør Nobel paa at antænde Dynamiten ved en Krudtpatron, hvorpaa han tog Patent i 1864. Nitroglycerinen fik da en stor Anvendelse i Bjergværksdriften, men da den var flydende var den temmelig vanskelig at behandle, idet den ofte løb ud i Revnerne i Bjerget, hvor den saa størknede og kunde sprænges ved tilfældige Slag, saa at der skete mange Ulykker. Man indskrænkede derfor Brugen deraf, og Nitroglycerinen vilde efter al Sandsynlighed helt være bleven forladt, hvis ikke Nobel havde fundet paa at blande den med et fast Stof, der kunde opsuge den i store Masser, hvorved det blev muligt at faa den i en bedre Form. Denne Blanding kaldes Dynamit og er et af de mest brugte Sprængstoffer, dels til Bjergværksbrug og dels til Krigsbrug.
Dynamiten bestaar af 70 til 75 p. C. Nitroglycerin og 30—25 p. C. Kiselguhr og har Udseende som et rødgult, grovt, dejgagtigt Pulver, der i Kulden bliver haardt, blegt og klumper sig sammen, i Varmen derimod bliver mere findelt og faar stærkere Farve, eller det har en mere graaagtig Farve og mindre dejgagtig Konsistens. Dynamiten fabrikeres iøvrigt nu som et temmelig tørt Pulver med højst 72 p. C. Nitroglycerin og er derfor bedre at behandle, men har dog endnu, skjøndt i mindre Grad end Tilfældet er ved den dejgagtige Dynamit, den Fejl, at Arbejderne, der omgaas den, i Reglen komme til at lide af Hovedpine, for hvilken navnlig skallede Personer i høj Grad ere udsatte, ligesom man meget vanskelig kan undgaa den, selv om man er vant til at omgaas med Dynamit. Man maa af den Grund være meget varsom i Omgangen med Dynamit og navnlig under Arbejdet ikke berøre Mundens eller Næsens Slimhinder med Hænder, der have været i Berøring med Dynamiten, da den giftige Nitroglycerin da vilde angribe Organerne og bringe dem til at svulme op samtidig med at Hovedpinen vilde tilbage. Dynamiten pakkes i Pakker paa 1 à 2 Pund og disse Pakker bør ikke oplukkes, naar det kan undgaas, ligesom man maa være forsigtig med at spilde, da selv smaa Kvantiteter kunne fremkalde stor Skade ved en mulig Explosion.
Den til Dynamiten anvendte Kiselguhr eller Infusoriejord maa, forinden den anvendes, først tørres og derefter udglødes godt for at fjerne tilstedeværende Vand og for at ødelægge de organiske Substantser. Jorden sigtes derefter og blandes med Nitroglycerinen.
I den tysk-franske Krig i 1870 fabrikeredes endel Dynamit i Paris; da man ikke der kunde erholde den ovenfor nævnte Kiselguhr, der faas i Nærheden af Nobels Fabrik i Lauenburg, benyttedes Asken af Bogheadkul, og den fabrikerede Dynamit viste sig meget god til Issprængning paa Seinen, ligesom den ogsaa anvendtes ved nogle Sprængninger under Udfaldet den 19de Januar 1871.
Dynamitens Vægtfylde er fra 1 til 1,6, dens Antændelsestemperatur fra 180 — 190° C. Den detoneres med Sikkerhed af en Knaldkviksølvhætte med 1½ Gram Knaldkviksølv, selv om Dynamiten er frossen, dog maa i sidstnævnte Tilfælde den benyttede Patron være tæt omgiven af Dynamiten, da denne ellers ikke detonerer.
Godheden af Dynamiten prøves dels ved en Analyse, for at erholde Mængden af Nitroglycerin og af Infusoriejord, dels for Syrefrihed og Udseende og dels endelig underkastes den en Kraftprøve.
Den Kraftprøve, der saa godt som overalt anvendes, er følgende: En Plade af bedste Sort Lowmorejern, 8 Tommer i Kvadrat og ½ Tomme tyk, lægges frit paa to smaa Stykker Træ, en firkantet Papæske uden Bund med en kvadratisk Grundflade, 3 Tommer i Siden, stilles midt paa Jernpladen og fyldes med 40 Kvint Dynamit; ved at detonere denne Ladning skal den slaa et Hul i Pladen med en skarp Aftegning af Æsken.
Ved denne Prøve ses bedst den overordentlige Forskjel paa Krudtet og paa Dynamiten, thi om man saa benyttede nok saa meget Krudt vilde det være umuligt at fremkalde denne Virkning, der kun kan fremkomme ved et Sprængstof, som er i den Grad hurtigtbrændende, at der ikke er Tale om at lade hele Virkningen undvige til den Side, hvor den mindste Modstand findes.
Ved Torpedoforsøgene i Karlskrona, der foretoges af den danske, norske og svenske Regering i Forening, fandt man, at en Ladning paa 30 Pd. Dynamit, der anbragtes i Vandet tæt ved en moderne dobbelt Skibsbund, fuldstændig vilde ødelægge denne ved sin Explosion, saaledes at en Torpedobaad, der fører sin Mine paa 30 Pd. Dynamit i en Afstand af 26 Fod fra sin egen Bov, vil være i Stand til at ødelægge det stærkeste moderne Skib uden selv at behøve at tage nogen som helst Skade.
Den betydeligste Anvendelse af Dynamit fandt utvivlsomt Sted i Sommeren 1876 i New-Yorks Havn, hvor man sprængte de uhyre Klipper, der spærrede Adgangen til Havnen, ved fra Land at gaa ud med Minegange under Havet og anlægge Miner, ladede med Dynamit, i Klippen, hvorefter Ladningerne antændtes ved Elektricitet fra Land. Trods det storartede Apparat, der her sattes i Bevægelse, skete der dog ingen som helst Ulykke. De ved denne Lejlighed anbragte Minegange havde en samlet Længde af 7000 Fod. Klippens hele Rumfang var omtrent l½ Million Kubikfod og sprængtes med 50,000 Pd. Sprængstof (heraf omtrent 29,000 Pd. Dynamit og Resten lignende Stoffer).
Explosionen, der foregik den 24de September 1876 af samtlige Miner paa engang, ledsagedes ikke af noget betydeligt Stød. Medens man iagttog en Damp- og Taagesøjle paa henved 130 Fods Højde, blev derimod kun en ringe Mængde Vand kastet tilvejrs, ligesom heller ikke Vandfladen sattes i stærk Bevægelse. Stødet gjennem Luften var næsten umærkeligt, ikke engang Ruderne i de nærmest liggende Bygninger knustes. Ogsaa Stødet gjennem Jorden var meget ringe, men sporedes dog i New-York og i Brooklyn i Retning af Klipperne.
Denne Sprængning godtgjorde saaledes, at en hvilken som helst Mængde Sprængstof, indesluttet, som her, omhyggelig i Klippe og fordæmmet med Vand, kan bringes til Explosion uden Fare for Omgivelserne, naar blot Ladningerne ikke gjøres større end at de netop kunne udrette det Sprængarbejde, de kræves. Endvidere saa man, at et ubegrænset Antal Miner kan tændes samtidig ved elektrisk Strøm gjennem Knaldhætternes Platintraade.
Andre Sprængstoffer. De Forslag til nye Sprængstoffer, der ere fremkomne i det sidste Decennium, ere i den Grad overvældende, at det vilde være umuligt at nævne alle de mange Arter; en stor Del af dem have imidlertid næppe set Dagens Lys, før de atter forsvandt, atter andre ere kun saa uvæsentlig forskjellige fra de allerede nævnte, at de ikke behøve videre Omtale; vi ville derfor her kun omtale nogle faa, der have Udsigt til at leve et længere Liv.
Lithofraktør, opfunden af Professor Engel, der er ansat ved den Brødrene Krebs tilhørende Lithofraktørfabrik i Köln. Det bestaar ligesom Dynamit af Nitroglycerin, der her er opsuget af andre explosive Stoffer, maaske Bomuldskrudt, Krudtets Bestanddele og foruden Infusoriejord endnu af 1 à 2 Substantser. Det har en mørkegraa Farve, er af en dejgagtig Konsistens og fremstilles i Patroner, 4½ Tomme lange og 7/8 Tomme i Diameter.
Ligesom Bomuldskrudt og Dynamit forbrænder det fritliggende uden Explosion ved sædvanlig Antændelse og har samme Ulemper som sidstnævnte Stof, idet det fryser ved + 5° R. Dette Stof, der allerede i flere Aar er bleven fabrikeret, anvendes i stor Udstrækning i de tyske Bjergværker, men er maaske bleven mest bekjendt fra den tysk-franske Krig, hvor det paa preussisk Side f. Ex. benyttedes under Paris' Belejring til Ødelæggelsen af erobrede Kanoner.
Forsøg anstilledes i Maj 1871 i Mr. Francis Stenbrud i Nærheden af Shrewsbury.
Med Hensyn til Sprængvirkningen viste Resultaterne, at Lithofrakter mindst kunde stilles ved Siden af Dynamit og Bomuldskrudt. Hovedinteressen knyttede sig imidlertid til de Forsøg, der skulde bevise Stoffets Paalidelighed under dets Behandling og Transport. En Kasse paa 5 Pd. Lithofraktør kastedes fra en Højde af 150 Fod ned paa et Stenunderlag. Kassen splintredes uden at bringe Stoffet til at explodere eller antændes. Paa Pufferne af en Jernbanevogn, der anvendtes til Transport af Mineralier fra Stenbrudene, anbragtes to Patroner. Vognen stilledes paa den øvre Ende af en 500 Yards lang Skraaning med ottedobbelt Anlæg, ved hvis Fod en anden Vogn gjordes urokkelig fast til Skinnerne. Den første Vogn, der repræsenterede en Vægt af 1½ Tons, sendtes med rivende Fart ned ad Skraaningen. Vognene splintredes ved Sammenstødet uden at Lithofraktøren exploderede. Ved at undersøge Stumperne fandtes Lithofraktøren udsmurt over Pufferne. Forsøget gjentoges med jernbeklædte Puffer og samme Resultat.
Patronen lagdes paa Skinnerne, og de berørte Dele exploderede uden at bringe det øvrige til Explosion, saaledes at Hjulene og Skinnerne paa en længere Strækning oversmurtes med Sprængstoffet.
Efter Forsøg, anstillede ved en preussisk Gardebataillon, synes Litho-fraktøren at staa over Dynamit og Dualin, da den med et mindre Volumen giver samme Kraftudvikling som de to andre Sprængstoffer, en Egenskab, der har stor Betydning ved Anvendelsen i militære Øjemed.
Dualin bestaar af 30 til 40 p. C. Nitroglycerin, opsuget af en Blanding af Salpeter og nitrerede Savspaaner. Det anvendes endel i Amerika men staar næppe i nogen Retning over almindelig Dynamit.
Xyloglodine er en mælkelignende Vædske, der har den Fordel fremfor de andre Stoffer, at den kan tændes som almindeligt Krudt. For at benytte den bør den blandes med et porøst Stof, der kan opsuge Vædsken.
Ammoniakkrudt bestaar af salpetersurt Ammoniak, 15—20 p. C. Nitroglycerin og 5 p. C. Kul. Med dette Stof foretoges der i Aaret 1866 endel Forsøg i Stockholm og det viste sig der, at det havde omtrent samme Virkning som den rene Nitroglycerin. Ammoniaksaltet og Kullet blandes sammen og males i en almindelig Krudtmølle, Blandingen tørres derpaa, og Nitroglycerinen tilsættes langsomt under en stadig Omrøren, hvorefter Massen formes til Patroner under en Presse og derefter omgives med paraffinerede Papirhylstre.
Pikrinkrudt, fremstillet af Abel og Brugere af pikrinsurt Ammoniumilte blandet med Salpeter, er et særdeles godt og forholdsvis temmelig farefrit Produkt, der i sine Egenskaber vel nærmest kan sammenlignes med Bomuldskrudt.
Designolles Krudt er ligeledes en Pikrinforbindelse. Der er her anvendt det stærkt exploderende pikrinsure Kali blandet med det ligesaa stærkt exploderende klorsure Kali. Forbindelsen af disse Salte giver et overordentlig kraftigt Sprængstof, der dog har den Fejl at være altfor følsom lige over for Stød. Efter i flere Aar at være underkastet Forsøg i Frankrig, hvor man ønskede at benytte denne Blanding til Drivkraft i Geværer, skete der en større Explosion, hvorved hele Fabriken blev ødelagt, og Forsøgene endtes derved af sig selv.
Tændmidler. Krudtet, saaledes som det her er beskrevet, danner en fortrinlig og let transportabel Drivkraft, der paa engang forener den tilstrækkelige og altid ensartede Kraft med den fornødne Farefrihed under For-færdigelse, Opbevaring og Transport og tillige er det Sprængmiddel, der mindst af alle ødelægger Geværerne. Desuagtet vilde Krudtet mangle en af de allernødvendigste Betingelser til at kunne benyttes i Krigen, nemlig den øjeblikkelige Anvendelse af dens Kraft, hvis det ikke var muligt, i et bestemt givet Øjeblik, at kunne frigjøre de fastbundne Luftarter. Dette sker nu ved en Temperaturforhøjelse ved Hjælp af et Tændmiddel. Det, der skal antændes, er det sletledende men let antændelige Kul, der findes i Krudtet. For at dette Tændmiddel skal kunne benyttes til Krigsbrug fordres der, at det i det givne Øjeblik kan udvikle en kraftig Ildstraale, medens det under Transport og Opbevaring kan optræde som et fast Legeme. Denne Fordring opfyldes af de saakaldte Knaldpræparater.
Mange faste Stoffer, saasom det knaldsure Kviksølvtveilte (Knaldkviksølv), det klorsure Kali o. s. v., ere saa exploderende, at de i Forbindelse med brændbare Stoffer, saasom Kul, Svovl, Svovlantimon o. s. v., pludselig gaa over i luftformig Tilstand ved en saa svag Varme, som der frembringes ved Rivning eller Friktion, Slag eller Perkussion, Stød eller Kon-kussion eller ved et Stik. Sønderdelingen af disse meget iltrige Forbindelser har en saa betydelig Temperaturforhøjelse til Følge, at den kraftige Flamme, som de udsende, er i Stand til at antænde selv det mindst antændelige Krudt, der er tilberedt af det mest haarde og sorte Kul. Den bekjendte Blanding af klorsurt Kali, Svovl og Kul er opfunden af Bertholet i 1788. Knaldkviksølvet fører ogsaa efter sin Opfinder Navn af Howardkrudt.
Dette af Vejrliget fuldkommen uafhængige, sikre og kraftige Tænde-middel har ganske fortrængt de i Artilleriet forhen brugte Lunter (Blaar, gjennemtrængt med eddikesurt Blyilte) og Stupiner (Rør af Papir eller Blik, fyldte med en Blanding af Melkrudt, Salpeter, Svovl og Krudt) og i deres Sted indført de saakaldte Friktionsrør. Dette Rør er af Messing, Kobber eller Hvidblik, fyldt med Krudtsats til Ledeild og foroven ombøjet til en Krave for at hindre Røret i at falde ned gjennem Fænghullet i Kanonen. Riveren, en sammenbøjet Metaltraad, er bestrøget med en fugtig Blanding af klorsurt Kali og Antimon (eller Svovlantimon) og efter Tørringen saaledes indsat i Røret, at den ombøjede Del er udenfor dette. En Aftrækkerkrog, fæstet paa Aftrækkersnoren, anbringes i den ombøjede Del, og paa Kommandoen »Fyr« trækkes Riveren ud af Røret, hvorved Ledeilden antændes og sender sin Flamme ned i Ladningen.
Stenlaasen blev i Begyndelsen af dette Aarhundrede under Napoleons Krige afløst af Perkussionslaasen. I en med en ombøjet Rand forsynet Kobberhætte blev der indfyldt en Knaldsats, bestaaende af 10 Dele klorsurt Kali, 5 Dele Svovl og 3 Dele Svovlantimon; denne Sats pressedes fast i Bunden af Hætten og dækkedes med en tynd Kobberplade eller med en Draabe Schellak. Hanens Slag paa den paa en Piston siddende Fænghætte var da tilstrækkelig til at antænde Knaldsatsen, der sendte sin Flamme gjennem en i Pistonen værende udboret Kanal til Ladningen i Geværet.
Hos Nutidens Fodfolk er Perkussionsantændelsen afløst af den saakaldte Stiftantændelse. I Bunden af det lufttætte Patronhylster af Metal indsættes en Fænghætte med Ambolt, eller der indsættes kun en Fænghætte til den i Patronens Bund værende Ambolt. Ved Centralantændelsen sker Antændelsen ved et Slag af en Stift, der drives frem enten ved en Spiralfjeder eller ved Slaget af en Hane; paa lignende Maade sker det ved Randantændelsen.
Fabrikation af Patroner med Randantændelse til Haandskydevaaben. Hylstrene til Metalpatronerne forarbejdes af valsede Plader, der bestaa af en Legering af 94 p. C. Kobber og 6 p. C. Zink. Pladerne, der have en Tykkelse af 4 Skrupler, udklippes i 2 Alen lange og 6 Tommer brede Strimler, for at der af hver Strimmel kan udskjæres tre Rækker Hylstre.
Pladestrimlerne komme først i Koppemaskinen, der er dobbeltvirkende, saaledes at to Operationer udføres samtidig; idet Pladen kommer ind i Maskinen gaar nemlig et Hulstempel ned og afskjærer en cirkelrund Skive, samtidig dermed gaar et fuldt Stempel af mindre Diameter end det første fra neden af op og presser den afskaarne Brik op i Hulstemplet, hvorved der dannes en Kop; naar Stemplerne atter fjerne sig fra hinanden, falder Koppen ud og den næste dannes. Paa denne Maade fabrikeres 40 Stykker i et Minut.
De følgende Maskiner, Strækkemaskinerne, tjene til at give Patronhylstet den rette Længde og Tykkelse; iøvrigt have Strækkemaskinerne samme Konstruktion som den ovenfor omtalte, kun at Hulstemplerne aftage i Diameter, medens de fulde Stempler forholdsvis aftage mindre, idet Patronhylstrene efterhaanden blive tyndere i Væggene. Strækningen maa mindst foretages paa tre Maskiner, og da Patronmetallet bliver haardere ved denne Operation, maa der foretages en Glødning af Hylstrene mellem anden og tredie Strækning. Paa en saadan Maskine strækkes 60 Stykker i hver Minut.
Den ovenfor omtalte Udglødning foretages i en gjennemhullet Pladejernscylinder, der drejes over en Trækulsild i omtrent 20 Minuter. Hylstrene styrtes derefter i en Spand med meget fortyndet Svovlsyre, der fortærer Glødskallen, hvorefter de skylles rene med Vand og forblive staaende i Vandet indtil den tredie Strækning skal foretages. For at Strækkemaskinerne ikke skulle tage Skade, indgnides Hylstrene forinden hver Strækning med Sæbe.
Afskjære maskinen giver Hylstrene den rette Længde.
Kravemaskinen tjener til at danne Kraven, idet hvert enkelt Hylster gribes af et horisontalt Stempel, der fører det imod en Hammer, hvorved Kraven dannes ved Stukning.
Hylstrene renses derefter med Benzin og Sodavand, og efterat de ere skyllede med koldt Vand sættes de til Tørring paa Rammer af Messingtraad.
I de tørrede Patroner anbringes Tændsatsen. Denne bestaar som oftest af c. 36 p. C. Knaldkviksølv, c. 18 p. C. klorsurt Kali og c. 45 p. C. Glaspulver, til hvilken Masse der endvidere kommer 13—15 p. C. Gummivand. I Bajern dannes Knaldsatsen af 4 Dele Knaldkviksølv, 2½ Del klorsurt Kali, 1½ Del Antimon og 2 Dele Glaspulver. I Schweits, hvor der ligesom i de skandinaviske Lande bruges Randantænding, er Knaldsatsen sammensat af 45 Dele Knaldkviksølv, 30 Dele Glaspulver, 12 Dele klorsurt Kali og 5 Dele Gummiopløsning.
Ved et meget simpelt og let forstaaeligt Apparat bringes samme Kvantum Sats i hver Patronhylster, der, efterat have modtaget sin Satsmængde, bringes hen paa en med stor Hurtighed roterende vertikal Spindel, forneden stjerneformig udskaaren, og ved hvis Bevægelse Satsen drives ud i Kraven, hvorefter den overflødige Sats borttages og Hylsteret indvendig aftørres med en Klud.
For at lette Udtrækket gives Hylstrene ofte en konisk Form. Denne Operation, Tabringen, udføres ved at Hylstrene, efterat være blevne fugtede med Olie, føres ind i et konisk Staalrør, der ved et stærkt Pres giver Hylstrene den ønskede Form.
Hylsteret lades derefter med det bestemte Kvantum Krudt, Projektilet indsættes med Haanden og Lukningen foretages ved at indsætte Patronen i en Staalklods, der nøjagtig omslutter Hylsteret og kun lader den øverste Ende træde frem, hvorpaa et Staalstempel, der forneden nøjagtig er udboret efter Kuglens Form, trykker Projektilet saa langt ned i Hylsteret, at Patronen faar den rette Længde, og samtidig dermed presses den fremstaaende Del af Hylsteret fast omkring Projektilet.
Den færdige Patron dyppes ned i en Blanding af Parafin og Plantevox, hvorefter Patronen vejes og indpakkes.
Tilberedningen af Fænghætter til Handelsgeværer falde i følgende Afdelinger: Forfærdigelse af Hætter af Kobberblik, Tilberedning af Satsen, Fyldning og Presning samt tilsidst de færdige Hætters Tørring og Prøvning.
Hætternes Forfærdigelse sker nu i Reglen paa Prægemaskiner med horisontalt virkende Stempler. Maskinen, der kun fordrer en Mand til sin Pasning, præger paa 10 Timer indtil 30,000 Hætter. Efterat Hætterne ere rensede og undersøgte indsættes de i Fyldeskiver, der rumme 100 Stykker eller endog flere. Tændsatsen, bestaaende af 10 Dele klorsurt Kali, 5 Dele Svovl og 3 Dele Svovlantimon, fyldes nu i tør Tilstand i Hætterne, hvorefter disse en efter anden bringes ind under en Vertikalpresse, der, samtidig med at Satsen presses fast, indslaar Fabrikens Mærke i Hætten. Satsen faar derefter et tyndt Overtræk af Fernis og tørres ved en bestemt Temperatur. Efter en sidste Aftørring af Hætterne prøves enkelte af dem for at se om de give en tilstrækkelig Ildstraale.
Fodnoter[redigér]
I den trykte bog er de enkelte fodnoter skrevet på samme side som de optræder i teksten, men da det ikke er muligt i den digitale udgave er de i stedet samlet herunder.
- ↑ Resultatet af Forsøgene fremstillede Rumfort i Formlen p = 1,8 · x1 + 0,0004 · x, hvor p er Spændingen, udtrykt i Atmosfærer, og x Rumfanget af Ladningen, udtrykt i Tusindedele af Løbets Rumfang. Sættes heri x lige stor med 1000, altsaa Løbet helt fyldt, faas Krudtets absolute Styrke at være p = 29,000 Atmosfærer.
Hvis Krudtets Opløsning var øjeblikkelig, vilde det altsaa udvikle hele sin Kraft i Skytset inden Kuglen havde flyttet sig og derved forøget Expansionsrummet, saa at Spændingen maatte blive saa stor, at ethvert hidtil kjendt Skyts vilde sprænges. Da imidlertid Krudtet først efter nogen Tids Forløb udvikler sin fulde Kraft, faar Kuglen Tid til at bevæge sig et Stykke og derved udvide Rummet, saa at Spændingen ikke nær kan naa den ovenfor nævnte uhyre Størrelse. Som Exempel skal der nævnes nogle af de største Spændinger, som der er naaet ved endel Forsøg, der i Aarene 1816—1847 ere anstillede paa Amager med 171ødige Geværpiber:
med 1½ Kvintin preussisk Musketkrudt 330 Atmosfærer.
— — — dansk — 214 —
— — — — Kanonkrudt 128 —
- ↑ De græske bogstaver er muligvis ikke korrekt afskrevet, se side 583 i den trykte bog (noten er tilføjet af Wikisource)
- ↑ Bomuldskrudtet leveres i Stowmarket i cylindriske Patroner med 7/8—3 Tommers Diameter og fra ½ indtil flere Tommers Højde; i Længdeaxens Retning er der udboret et Hul til Knaldpatronen. De mindste Patroner ere bestemte til Bjergværksdriften, de større til Krigsbrug.