Optegnelser fra Chinareisen

by Poul Martin Møller

Optegnelser paa Reisen til China.

---

Den 29de October [1819] gik jeg som Skibspræst ombord paa Skibet Christianshavn, og blev til mit nye Opholdssted ledsaget af mine Brødre Hans og Christian, samt min tilkommende Svoger Isaach. Denne Dag gik hen med Arrangement af mine Effecter og med Dagdriveri, da den ulidelige Kulde hindrede mig i at gjøre Noget.

Den 30te October fik jeg igjen Besøg i min Kahyt af min Broder Hans og Isaach Sidenius. Endnu denne Dag fik jeg ikke gjort Noget ved Studeringerne. Om Aftenen bemærkede jeg, at det var lystigt Selskab, jeg var kommet i, da mine Medreisende spillede hinanden nogle smaa Puds til almindelig Fornøielse. En af Assistenterne havde f. Ex. Lyst til at faae fat paa 3die Styrmands Nøddepose og tilbød ham at tractere med Æggepunsch, naar han vilde beveerte med Nødder. Styrmanden tog med stor Glæde mod dette Tilbud og bragte Posen hid. Imidlertid havde Skuespiller Stage^[1], som var ombord hos os, kommet lidt Sukker i elendigt, tyndt Øl og skulpet det saaledes med Haanden, at det var kommet til at bruse. Dette rakte han Styrmanden, som til almindelig Moro satte et heel curiøst Ansigt op, da han fik denne Pseudopunsch i Munden.

Den 31te October, som var en Søndag, blev endnu ingen Gudstjeneste holdt. Jeg havde altsaa ingen Tjeneste forrettet som Præst, naar jeg undtager min Indtrædelsesprædiken, der blev holdt ved Mønstringen, Tirsdagen den 26de October. — Denne Dag begyndte jeg paa Tibull, og læste 2 Elegier. — Den Søfarende er en omvendt Snegl; thi Sneglen bærer sit Huus, men Huset bærer Sømanden. — Capitainen fortalte mig om en Sort hvide Myrer, der kunde gnave Tømmer, ja endogsaa Specier. — Man har ogsaa fortalt mig en Historie om en enfoldig Præst, der vilde handle og raadførte sig med Assistenterne om, hvad han skulde tage med til Afsætning paa sin Reise. Man fortalte ham, at Skøiter vilde være den fordeelagtigste Handelsartikel paa China. Heraf tog han et stort Qvantum med. Det blev ham ogsaa meer fordeelagtigt, end man havde troet; thi Skibet maatte overvintre paa Kysten af Skotland, hvor han fik sine Skøiter fortræffelig betalte.

Den 1ste November, som er Flyttedag i Kjøbenhavn, blev ogsaa Flyttedag for vort Skib; thi om Morgenen tidlig lettede det Anker for at gaae til Helsingør; men da Vinden var særdeles fiin, gik det kun langsomt. Jeg læste 2 Elegier i min Tibull, og hørte dem paa Dækket blæse Kanonerne af. Saa kalder man det, naar der skydes med halvt Skud. Om Aftenen blev jeg inviteret til at drikke Punsch hos Doctoren og Assistenterne. — Den Søfarende er hævet over Tiden. Han veed ikke som Skomagere og Skræddere, om det er Fredag eller Løverdag. Tiden er ham en fortskridende Række af Dage og Nætter, som han ei behøver at give nogen Benævnelse.

Den 2den November gik vi om Morgenen tidlig for stygende Vind ud i Kattegattet og vandt vore 8 Miil i Vagten. Kullen laae paa vor høire Side svøbt i Taage og contrasterede med sin nøgne Rygrad forunderligt mod den smilende danske Kyst paa venstre Side. Skibet foer stedse raskere og raskere, ja man talte allerede om, at vi gandske bestemt kunde passere Skagen Klokken 11. — Den næste Morgen Kl. 8 naaede vi ogsaa gandske rigtigt — Helsingør. Skibsraadet var nemlig om Aftenen bleven holdt, da Vinden havde vendt sig, og til vor store Bedrøvelse fandt man, at vi vare udsatte for at støde paa de Grunde, som kaldes Tidslerne, dersom vi krydsede fort. — Læst en Elegie i Tibull.

Den 3die November. Om Morgenen vaagnede jeg, da Skibet var nær ved Kullen. Jeg vaagnede ved den Omstændighed, at Skibet krængede, saa at jeg stod paa Hovedet i min Køie, og strax steeg jeg op paa Dækket og spyede. Hele Dagen var jeg, som Sømændene kalde det, noget vammelladen og læste Intet. Bentley^[2] gjorde mig opmærksom paa, at Præster gjerne havde den Syge.

Den 4de November kom jeg mig af min Søsyge, men bestilte dog ingen Ting. — Assistenten deelte Uldent ud til Folket, og Qvarteermesteren maatte det med en Alen. Han maatte meget nøiagtigt og satte sin Negl, hvor Stykket skulde skjæres af. Herover sagde en af Matroserne til ham: „Han maaler noget knapt. Qvarteermester. Jeg troer, han faaer sine Negle skaaret med det Samme.“

Den 5te November læste jeg 3 Elegier i Tibull. Vi lettede Anker om Morgenen tidlig og føre hele Dagen og den næste Nat rask afsted; men da jeg vaagnede den 6te Novbr., forekom det mig at gaae altfor rask; thi Alt, hvad ikke var surret fast i min Kahyt, dandsede rundt omkring hos mig. Mine Bøger haglede ned over mig, og jeg selv blev kastet saaledes om i min Køie, at jeg befrygtede at qvæles. Jeg sprang i en Hast i Klæderne og ud paa andet Dæk. Her spadserede Kufferter og Kasser, Bjælker og laartykke Toug rask imellem hinanden, saa at man maatte bruge sine Been dygtigt, naar man ønskede at have oftere Brug af dem. Aldrig saasnart havde jeg sat Foden paa øverste Deel, for der kom en Slingring, som kastede mig fra Bagbord til Styrbord og fra Styrbord til Bagbord, saaat jeg maatte gribe fat i hvad jeg kunde, for ei at blive knust eller kastet overbord. Skibet satte imellem Forenden saa dybt, at Vandet spølede over Kabyssen. Til begge Sider gyngede det ogsaa, saa at Bølgerne sloge hen over Dækket. Selv Matroserne grebe hinanden i Armene, for ei at slynges hen ad Dækket, valtsede med hinanden rundt et langt Stykke og faldt undertiden 4 à 5 i Tallet over hinanden ligesom en Række opstillede Kortblade. Hertil kom en saadan Hvirvel af Hagl og Regn, at man neppe kunde see de drivvaade Matroser, der krøbe til Veirs. Jeg følte snart den frygteligste Qvalme og kastede mig, gjennemblødt som jeg var, over en Kasse paa andet Dæk. Her begyndte snart Virkningerne af en lignende Tilstand hos Andre at yttre sig saa haandgribeligen omkring mig, at selv gamle Styrmænd og heelbefarne Matroser kom ravende ned til os og ved Siden af Opløpere og Drenge rundt omkring Pumpesoten liberede til Adrastea fra Hjertens Grund de Ceres's Gaver, de den forrige Aften havde modtaget^[3]. Tummelen var frygtelig. Den lydelige Bragen af de arbeidende Skodder blandede sig med Studenes Brølen, Svinenes Grynten og Faarenes Brægen. Smaakreaturene qvækkede høit i deres Bure, Bølgerne tudede, og vores raske Capitain stod selv midt paa Dækket og commanderede lydt i sin Raaber. Dette virkede paa Mandskabet. Sølvpiberne hvislede, Matroserne halede rask i deres Toug under det vante Skrig: Hiv op, Hiv op, Anne, Susanne, Mary, Mariane; Timian og Merian og Valdrian &c. — Midt i denne Jerusalems Forstyrrelse sang Doctorens sorgløse Kanarifugl saa muntert, som om det havde varet en deilig Vaardag. Min Tilstand var ynkelig. Jeg skulde idelig, som Sømanden siger, vende Lommen; men Lommen var tom. Lige for mig havde jeg det græsselige Syn af en bleg Snedker, der næsten var som Holofernes, 4 Alen og en Qvart. Endogsaa naar det var godt Veir, saae denne Karl ud som en Dødning, med blegt Ansigt og brustne Øine, indfattede i en blaa Ring. Han var altid et Skridt foran Naturens almindelige Orden. Naar han var frisk, saae han ud, som om han var syg; men naar han var syg, saae han ud, som om han var død; og naar han var død, saae han ud, som om han længe havde været begravet. Nu var han paa en Maade død af Søsyge og sad med et Gjenfærds Ansigt lige for mig. Jeg følte mit eget Væsen saa godt som opløst og betragtede hans ræddelige Fjæs som et Speil, hvori jeg kunde læse, hvorledes jeg selv saae ud. Uafladelig plagedes jeg af Forestillingen om vammeltsøde Ting, f. Ex. Sirup, Lakrits, lunket Vand med Honning i, og var ikke i Stand til at slaae slige Tanker af Hovedet igjen. I min hele Livsvirksomhed var der en fuldkommen Stilstand. Legemet kunde jeg ikke beqvemme mig til at flytte, og selv Tankerne bleve ved, uden Fremskriden, at tøve ved een eller anden væmmelig Forestilling. Et Glas Vand følte jeg vilde være mig tjenligt, men laae, formedelst den utrolige Phlegma, der følger med en saadan Syge, hele Timer, inden jeg kunde overvinde mig selv saaledes, at jeg lukkede Munden op. Jeg lod med stor Besvær Øinene løbe omkring efter min Dreng, men han „som sin Principal fik Ondt, sig maatte brække.“ Tilsidst hørte jeg paa Dækket det Raab: Land i Læ! Brænd Kanonen af! Jeg troede, man raabte: Vand i Læ!, og gjorde Nødskud formedelst Læk i Skibet. Men uagtet denne formeentlige Livsfare, vi svævede i, kunde jeg dog ikke bringes ud af min phlegmatiske Dvale eller føle en eneste alvorlig Tanke ved at skulle synke i Afgrunden. Det var mig i egentlig Forstand ligegyldigt, enten vi flød eller sank. Til Slutning kastede jeg en halv Pot Blod op og blev derved saa mat, at det var mig høist velkomment, at de Lodser, som vi ved Skud havde kaldt ud til os, førte os ind i Homborgsund paa Kysterne af Christiansands Stift. Da vi havde kastet Anker paa 24 Favne Vand, faldt jeg i en sød Søvn og vaagnede den næste Dag saa karsk og sund, at jeg maatte synge i høien Sky imod de norske Fjelde, der reiste sig ligefor mine Ruder.

Den 7de November saae jeg ret, hvorledes vores store Skib, det Dagen tilforn havde teet sig saa uroligt i Nordhavet, stod saa stille som en Muus, indelukket i et Fold af Klipper. Igjennem smaa Aabninger fører man saaledes de største Skibe ind i norske Havne, at Skibene imellem Klippevæggene i Forhold ei have større Plads til Indløb, end en Vogn, der gaaer igjennem et Ledsted. Paa den ene Side havde vi gandske tæt ved os det lidet Land Homborgøen og paa den anden Side Lillesand. Vi gik i Land paa Homborgøen, som man i ringere end en halv Time kan omvandre. Den bestod næsten blot af nøgen Steen. der var løst begroet med Mos og bar paa sin Ryg 4 røde norske Træhuse. Men i disse Huse var en Reenlighed og Nethed, som den intet Begreb gjør sig om, der kun har besøgt danske Bønderhuse. De to af Indbyggerne eiede hele Øens Grund, i hvis Midte der laae en liden Dal, hvori der var saaet saameget Vinterkorn, at en heldig Høst kunde love 2 à 3 Tønder Rug. Indbyggerne holde skifteviis een Hest, hvortil de leie endnu een fra Nabolandene, naar de skulle have deres Jord pløiet. De ernære sig meest af at lodse fremmede Skibe og af at fiske paa deres Kyster, hvor der fanges Østers, Torsk, Koljer (et Slags Villinger) og i Særdeleshed Hummer. En af Mændene fortalte os, at der var i forrige Aar, 1818, hentet 70000 Hummer fra Homborghavn til Engelland. Disse Dyr fanges hele Vinteren og afleveres til Oldermanden, som gjemmer dem i Hyttefade, hvor de kunne leve 2 à 3 Maaneder uden Føde. Ja de paastaae endogsaa, at de blive bedst, naar de en Maaned have levet i Kassen. Der skydes ogsaa paa dette lille Land nogle Ryper og Tiurer, eller, som de kalde dem, Riber og Terer. Nogle Hasselhækker saae vi ogsaa hist og her, der skal bære en stor Mængde Nødder. Forresten vare Enebærbuske de eneste Træer, vi saae. Klæde gjøre de sig af deres egne Faars Uld og sende Tøiet til Christiania for at tilberedes, naar de ret ville lægge sig en pyntelig Dragt til. Man saae paa Eilandet en Mølle, der ikke var synderligt større end et Skilderhuus. Hvis den ei havde staaet paa de golde Stene, skulde man snarere have troet, den var bygget for at skræmme Fugle fra Korn, end til at male Korn paa. Da vi atter kom ombord paa Christianshavn og bleve spurgte, hvordan vi fandt Landet, svarede Bentley: det er et Hundehul, hvor man hverken kan faae Vaadt eller Tørt. En af Indbyggerne, der som Lods var ombord, blev derover meget lang i Ansigtet, da Nordmænd, som bekjendt, bryste sig meget af deres Fædreneland. Det gjorde mig ondt for ham, og for at gjøre det godt igjen udbrød jeg i Lovtaler over Folkenes gjæstmilde Sæder. Herover blev Lodsen sjæleglad og greb den nærstaaende Styrmand i Armen med de Ord: „Hører han det, Faer? Præsten siger, der er snilde, høflige Folk paa vort Land.“

Cap.

Den 7de Marts [1820] opdagede vi i Horizontens Sky Taffelbjergets uhyre Ryg og kom Landet saa nær, at vi ei alene kunde skjelne den gigantiske Steenløve, der ligger ved dets Fod, men endogsaa med uvæbnet Øie skimte et af de hvide Landsteder. Vistnok vilde kun faa af Landjordens stadige Beboere have været i Stand til med deres Lorgnetter at række saa fjern en Gjenstand; men enhver Sømand bliver, ved idelig at øve sit Øie i en umaadelig Synskreds, til en halv Lynceus. Hvo der levende vil forestille sig, med hvad Fryd et i mere end 4 Maaneder fra menneskeligt Samqvem afsondret Selskab griber Udsigten til igjen at tale med tobenede Dyr, han begriber, hvor nedslagne vi maatte blive, da heftigt Modvinde tvang vore Navigateurer til at vende Skibet, for i rum Sø at søge en sikkrere Tumleplads. Saaledes gik det os i flere Dage i Rad. Om Morgenen styrede vi med en Gnist af Haab mod vort forjættede Land, mod Natten fjernere vi os igjen derfra. Endelig blev Vinden os gunstig; med mild Luftning og i smult Vand styrede vi den 12te Marts for Alvor til den forønskede Havn. Mangfoldige Skibe, som en lignende Skjebne havde flokket om os, sigtede til samme Maal, som vi. Under den hele Reise havde vi tidt talt om Muligheden af, at Kronprindsessen, et Compagnieskib, som Capt. Ørgaard havde ført til Bengalen, kunde paa sin Hjemfart møde os paa Cap. Denne Drøm blev nu igjen bragt paa Bane, og alle Kikkerter søgte blandt vore flydende Naboer utrætteligen om vor Landsmand. En og Anden begyndte at opkaste det Spørgsmaal, om ei et tremastet Skib, der seilede os nærmest, skulde være den omtalte Kjøbenhavner. Formodningen blev ved Skibets Kjendemærker meer og meer rimelig. Adskillige af vore Officerer havde tilforn gjort Reiser med Ørgaard, og talte med varm Begeistring om deres behagelige Samliv med ham. Med Jubel saae man snart det røde Flag med sit hvide Kors flyve fra Bagstavnen. Dansk var altsaa Seileren, men endnu vidste vi ei, om det var et Compagnieskib. Capt. Ørgaards trofaste Venner pegede stedse med Mundingen af Seerøret ud over Relingen og sporede smaaligt om Kronprindsessens velbekjendte Mærker. Snart hørte man Raabet: »Skibet har Vægtergang. — Det har to Gallerier. — Gallionen er flad. — Hurra! vi seer i Flaget de to Løver, Vildmændene, og læse tydeligen: Dansk asiatisk Compagnie.“ — Dette behagelige Sammentræf godtgjorte os for en stor Deel den Modgang, den dovne æthiopiske Luft havde forvoldt ved saa usædvanlig seendrægtigen at føre os igjennem de to Passater. Imidlertid havde man da heller ei forsømt at holde flittigen Øie med Landet. Det ene Fjeld steeg op af Havet efter det andet, og vi saae snart fra øverst til nederst den nøgne Fjeldryg, som de Søfarende paa Grund af dens Skikkelse have givet Navn af Løvebjerget. Virkelig kan man ogsaa ved Hjelp af en Smule Phantasie ligne Fjeldet med en liggende Løve, der holder Vagt for Afrikas Paradiis. Hovedet paa denne Naturstatue har endogsaa den behørige Man, som breder sig saare majestætisk over Løvekroppen.

Naar Luften er meget klar, skal man kunne see Taffelbjerget, som er 3400 Fod høit, næsten en Snees Miil ud paa Havet. Det taagede Veir forhindrede os fra at øine det saa tidligt, men i 5 à 6 Miils Afstand mødte os en behagelig Lugt af Landets Vegetation. Endeel af Officererne vendte tilligemed mig Ansigtet mod Vinden, for ret i lange Drag at indaande den friske Græsluft. Mens vi meget ivrigt arbeidede paa at omvende nogle Vantroe, hvis Næser ikke vilde troe paa Landlugten, gik de Troende i deres Proselytiver saa vidt, at de endogsaa paastode, de grant kunde skjelne forskjellige Blomsters Duft. Jeg selv var een af dem, der var vis paa at bemærke en aromatisk Nellikelugt. Deri fik Modpartiet rigtignok en slem Triumph over os, da Doctoren med Latter overbeviste os om, at Duften skrev sig fra hans Linned, som han havde besprængt med Nellikeolie. Heraf droge vi dog den Fordeel, at vi kunde frakjende deres grove Organer al Stemmeret, da de ei engang havde kunnet fornemme et Kryderi, der var en Alen fra dem. Saameget er vist, at det blandt Søfarende er almindeligen antaget, at Planternes Uddunstninger kunne med fralands Vind bemærkes i flere Miles Afstand. Ikke at tale om, at man i betydelig Frastand paa Lugten kan kjende Skibe, der drage hjem fra Krydderøerne. Naturligviis maa ogsaa Vegetationsduften gjøre et uvant Indtryk paa Nerverne af Folk, der i flere Maaneder have faret over det øde, frugtløse Hav.

Naar man seiler til Taffelbjerget, burde man lade binde for sine Øine, indtil man var det saa nær, at dets Skikkelse stod heel udviklet for Synet. Jeg befandt, at jeg havde gjort ilde i at stirre uafladeligen paa det ligefra det første Øieblik, jeg blev det vaer, da det endnu stod som halv begravet i Bølgerne. Blot den sidste halve Time viste jeg den Selvfornegtelse, at holde mig indesluttet i mit Kammer, og blev, da jeg atter steeg paa Dækket, usigelig overrasket ved at see, hvor mægtigen Fjeldet havde voxet i min Fraværelse. Det er mig ubegribeligt, hvorledes Folk kunne stemmes til at digte ikariske Oder ved Synet af en himmelstigende Steenmasse. Hvorledes kan man synge, naar et saadant Dødsens Billede ligger med hundrede tusinde Centners Vægt paa Hjertet, — maa da ikke snarere Veiret standse og Tungen lammes?

En saa stor uorganisk Klump maa vel altid slaae en Tilskuer, men sikkert aldrig meer, end naar den er den eneste Gjenstand, man bliver vaer midt paa Havet. Den staaer saa forunderlig stille og alvorlig i Contrast til det ustadige, evig bevægede Vand, ligesom Poseidon, naar han løftede sit rolige Hoved over de støiende Bølger. Men let kan jeg forklare mig, hvorledes langt, fortroligt Bekjendtskab med Fjeldenes Natur kan avle de sære Eventyr, som gribe En om Hjertet med en steenkold Haand. Jeg kan begribe, hvorledes man i Fjeldets Bug kan drømme sig en Konge, der fra Sekel til Sekel sidder med stive Øine, mosbedækket Ansigt, halv forstenet, med det røde Skjæg voxet igjennem sit Steenbord. Jeg kan begribe, at de homeriske Nymfer i Forkyns Bugt ved Odysseus's Fædreneland sadde i deres Grotter under Fjeldstykket med Steenkrukker ved Siden og vævede paa den lange Bæverstol af Steen Klæder med Havets Farve.

En sand Forherligelse af en Fjeldegn er i mine Tanker et stort, roligt fremskridende Eventyr, som med stærke, kolde Phantasier gjenføder for os den Genius, der huser i Steennaturen. En saadan Digtning er et Fjeld i Kunstens Rige og slaaer os med samme høitideligt Gysen, som den gigantiste Natur.

Den lykkelige Dal, som vi stunde til, ligger saa tæt omhegnet af Løvebjerget, Taffelbjerget og Djævelsbjerget, at Capstaden ikke kan sees, førend man er indenfor det førstnævnte Bjerg. Synet af Byen er ret eget i sit Slags. Hele Anlæget er fuldkommen mathematisk. Gadernes Linier og Vinkler ere saa regelrette, at man seer, de ere gjorte efter Euklides. Alle Bygninger ere hvide som Snee, og ethvert Huus danner ved sit flade østerlandske Tag en regelmæssig Fiirkant. Under den langsomme Indseiling i den stille Aften efter Solens Nedgang, kom Seerørene ret i Gang. Naar man har levet meer end 4 Maaneder blandt lutter Sømand og ikke seet Qvinder og Børn, begynder man at føle en stærk Tørst efter at bivaane Scener af det huuslige Liv. Det Store og Stærke faaer man nok af paa Reisen over det umaadelige Hav; men det Skjønne og Milde bliver man saa fremmed for, at man let kunde blive saa kold og haard som en Viking i det gamle Thule. Vosses Luise henriver aldrig saameget, som naar man har seilet 1000 Mile. Derfor stod jeg paa Ruffet med en Kikkert i Haanden og fæstede den paa de Familieoptrin, som skrede forbi mig ligesom Stykkerne i en Perspectivkasse. Først saae jeg da en Moder med 5 à 6 Børn i deres Søndagsstads langs med Stranden at spadsere hjem ad Byen til. Alle gik i Rad, og Hovederne dannede en skraa Linie fra Moderens til en lille Pogs, der efter Udseende nylig havde opnaaet den Lykke at gaae med Buxer. Døttrene spillede meget tilfredse med deres vrangende Solskjerme og søgte at gjøre hinanden Moderens Underholdning stridig. Snart løb En, snart en Anden ud af Rækken foran Moderen og gik baglænds med Ansigtet imod hende. Buxemanden gik bag efter, alvorlig som en gammel Mand, og roede sig frem med sine nøgne, kunde Arme. Med eet standsede han ved nogle Muslingskaller, det vandt hans Bifald. Efter noget Overlæg besluttede han sig til den for ham høist vanskelige Operation, at bukke sig til Jorden efter dem. Dette Vovestykke udførte han ogsaa, dog ei uden at udsætte sig meget for Ligevægtens Fortabelse. Imidlertid vendte Moderen sig for at mønstre sin Flok og fandt, at man havde seilet den Mindste agterud. Strax blev en af hans Jomfru Søstre affærdiget med Fuldmagt til at hente ham. Hun greb ham da ved Armen, og han maatte, skjøndt ugjerne, kaste sine smudsige Skaller, lade Hænderne vaske, og gressu impari ved Søsterens Haand trave hen til Flokken. — Næste Optrin faldt noget meer i det Romantiske. Paa en Altan i Stadens høie og sværtbyggede Batteri traadte nogle af Caps skjønne Døttre frem og toge igjennem Kikkerter vores Skib i Øiesyn. En ung Officeer vimsede meget tjenstfærdigen imellem dem og lod sin Skulder tjene til Anlæg ved Damernes Observationer, hvorpaa de meget forbindtligen neiede for ham. Slige Skuespil synes temmelig ubetydelige og hverdags, men de havde for mig en særdeles tiltrækkende Nyhed.

Dagen efter vor Ankomst paa Caps Rhed gik jeg strax i Land og blev ikke lidet forundret ved at blive tiltalt paa Dansk, saasnart jeg havde sat min Fod paa den afrikanske Jordbund. Jeg mødte nemlig en Kjøbenhavner ved Navn Øst, som er i engelsk Tjeneste her paa Stedet. Endnu mere steeg min Forundring, da ligeledes den næste, der kom mig imøde, talte mig til paa Dansk. Siden opdagede jeg, at flere af vore Landsmænd drive forskjellige Næringsveie her paa Stedet, og ere ansete for meget brave Folk. — Forvalter Øst tilbød mig et Værelse i sit Huus under mit Ophold her i Byen, og jeg tog med Fornøielse mod Tilbudet.

Capstadens Indvaanere vise en Gjæstfrihed mod Fremmede, som overgaaer al Beskrivelse. Det er neppe muligt at finde noget Samfund i Virkeligheden, hvis Tilstand kommer Sagnet om en Guldalder nærmere. Man skulde næsten troe, at Doctor Johnson havde havt Cap for Øie, da han beskrev den lykkelige Dal, hvor de habyssiniske Prindser levede. Capstadens Indvaanere føre her ligeledes et"fuldkommen idyllisk Liv mellem Ranker og Figentræer, omgivne af Fjelde og afsondrede fra den gandske Verden. Den eneste Afvexling i deres Liv er Besøgene af de fremmede Kjøbmænd, som bringe dem Fortællinger om Rædsler og Jammer i andre Verdensdele. Denne sorgfrie og sikkre Levemaade giver Indvaanerne en saa fredelig Sindsforfatning, at man næsten kunde betragte dem som voxne Børn, dersom de ikke havde saa god Forstand paa Penge. Et Beviis paa, hvilken almindelig Velstand her findes, er at den hollandsk-lutherske Menighed, som jeg især omgikkes med, havde en riig Fattigkasse uden et eneste Almisselem. Dog have Engellænderne begyndt at raade Bod paa denne Mangel. Allerede under vort Ophold blev dem tilsendt en Ladning af 5 à 6000 halvnøgne Stoddere. De vare rigtignok bestemte til en Colonie i Algoa-Bayen; men endeel af dem blive nok nødsagede til at søge om Naadebrød i Capstaden. Den omtalte lutherske Menighed anvender ellers store Omkostninger paa deres Kirke. Der havde nyligen været et Schisma imellem dem, da Nogle vilde, man skulde bygge et Taarn, og Andre paastode, det var for hovmodigt. Taarnets Forfægtere seirede; men da dette var fuldbragt, befandtes, at det havde den Hovedfeil, at det ikke kunde staae opret. Man maatte da foretage betydelige Forandringer derved, hvilket foraarsagede, at Byggesummen løb saaledes over Forventning i Veiret, at Kirkens Penge ei vilde slaae til. Der var ingen anden Udflugt end at lægge Haand paa Fattigbøssen. Da nu engang efter Sædvane Menighedens Ældste aabnede Fattigblokken, fandt de en liden Seddel, som en Skjelm af Antiturristerne i Stedet for sin Skjerv havde puttet derind. Derpaa stod temmelig træffende skrevet: Dersom Nogen vil bygge et Taarn o. s. v. (Luc.)^[4].

(Miscellanea itineraria). Herr Ekstein viste os omkring i sin prægtige Have, hvor vi blandt andre Mærkværdigheder saae en lille, lysegrøn Fugl, som man kalder den capske Finke. Den er af Størrelse som en almindelig Kanarifugl. En saadans Rede hænger paa den yderste Spids af de tyndeste Grene paa et Træ, og seer næsten ud som en stor Frugt. Flere Landboere, som utallige Gange i deres Haver havde seet dette Dyrs Huusholdning, fortalte mig følgende mærkelige Beviis paa Qvinderegimente i Dyrenes Rige. Saasnart som to af disse Fugle have parret sig, flyve de tilsammen op paa Taget af et Huus, og stirre med fremrakt Hals rundtomkriug efter en beqvem Byggeplads. Derpaa forlader Hannen sin Hun og giver sig til at samle Straa, og knytter deraf en Rede til et nærliggende Træ. Den veed saa trofast at befæste sit hængende Huus til den spæde Green, som uafladelig gynger alene ved Dyrets egen Vægt, at det yderst sjeldent hændes, at den ved Blæst bliver afrevet. I Bunden af Reden reder den en Seng af Bomuld for den tilkommende Moder, og danner til Indgang og Udgang en snever Aabning forneden. Efter fuldendt Værk henter den sin Hun, som ikke har taget mindste Deel i Arbeidet. Hun flyver nu hen for at tage den nye Bolig i Øiesyn, flagrer ud og ind, dreier Hovedet paa Skjøns og beseer Alt med en Kjendermine. Finder da Bygningen ikke hendes Bifald, yttrer hun sin Misfornøielse ved en stærk Skrigen og sønderriver Reden med sit Nab. Manden begynder da gandske taalmodigen forfra igjen. Saaledes seer han undertiden 3 à 4 Gange sit Værk casseret, inden han har den Lykke at have gjort en Rede til sin Huns Behag.

Naar Hollænderne ville gjækkes med En, der overhænger dem for at fortælle Eventyr, begynde de saaledes: Der var engang en Papa og en Mama. Bup, sa' Papa til Mama, Væk var Mama. —

St. Niclas Dag (den 16de Deeember) er en Fest for Børn i Holland. Længe førend denne forventede Dag kommer, true Forældrene uartige Børn med at forklage dem for denne deres Skytspatron. Naar Timen slaaer, træder St. Niclas (for det Meste en forklædt Karl af Huset) ind til de bævende Barn med en Stok under den ene Arm, og Sukkergodt i den anden. Han uddeler sine Gaver til Børnene, hører Forældrenes Beretninger, spørger hvert Barn især, hvad Forening det ønsker sig til næste Morgen, og forsvinder for deres Øine. Naar de Smaae gaae til Sengs, sætte de deres ene Sko foran deres Forældres Seng. Den næste Dag træder Enhver med sin Samvittighed malet i Ansigtet ind i Forældrenes Sovekammer for at hente sin Sko, og finder i den efter sin Fortjeneste enten det forønskede Klenodie eller et Riis. Den hele Dag spadsere Store og Smaae omkring paa Gaderne og fornøie sig paa allehaande Maader. Om Aftenen illumineres enhver Bod, hvor Bagværk og Legetøi sælges,

og Børn blive førte derind for at betragte alle deslige Rariteter.

Sundastrædet.

Den 6te Juni [1820] seilede vi med god Vind forbi Javas Vesthuk og saae med stor Forundring de skjønne Prospecter, som Landets fjerne Klipper frembød. Lysgrønne og mørkegrønne Skove bedækkede Fjeldene, saavidt vort Øie kunde række. Til Afvexling laae hist og her sorte Klipper i Havet, og over dem gik en høi Brænding. En af de foran Landet liggende Klipper havde ved et underligt Naturspil faaet Skabning af en stor Triumphbue. Ovenpaa den groede Træer, og igjennem den saae man det skovbevoxede Høiland i Baggrunden. Et andet kratbedækket Øland var ogsaa af Naturen gjennemboret, men havde et længere Gjennemsnit, saa at det snarere var at ligne ved en stor Buegang af Steen, der stod hvælvet over Havet. Dersom disse hængende Skove havde været dannede ved Kunst, da vilde Semiramis's hængende Haver i Sammenligning med dem have tabt deres Rang blandt den gamle Verdens Underværker. Men de vække dog meer Forundring nu, da man veed, at de skylde deres Dannelse til den vilde Natur. (Athos-Bjerget, udhugget ved Alexander, kunde maaskee her bruges som Indledning)^[5]. Fra Landet kom vegetabilske Dunster os imøde, der vare desto friskere, da det Dagen tilforn havde regnet stærkt. Den aromatiske Duft virkede paa vore Nerver, som om vi vandrede igjennem Haver af lutter Jasminer. Jeg hørte ogsaa fortælle, at en vis Plante. der i Lugt har Liighed med Jasminen, skal voxe meget hyppig paa Java. Batavias Damer bruge den til at pynte deres Hovedhaar. Da det lakkede mod Aften, blev Luften stedse meer og meer krydret. Men Landet forsvandt for vore Øine. Luften og Havet var atter rundt om os, og Mørkets Dødsstille blev kun afbrudt ved den hule Dundren af Brændingen, der brød sig mod den fjerne Landbred.

Den 7de Juni. Om Morgenen vaagnede jeg ved Løsningen af en Kanon, hvorved man søgte at hidkalde nogle af de malajiske Kanoer, der fiskede rundt omkring os i Peberbayen, hvor vi nu efter Nattens Seilads befandt os. Ingen af dem gjorde Mine til at ville besøge os. Derfor satte Capitainen en Jolle ud og lod i det nærmeste Fartøi afhente nogle Forfriskninger. Disse bestod i nogle elendige Fisk (Storaal), som stegte lode sig spise, men kogte havde en Smag, som om de alt eengang havde været tyggede eller, som Matroserne kalde det, som om de havde varet i Folk for. For disse maadelige Fisk og nogle faa Frugter, som udgjorde Fiskernes egen Madkurv, forlangte de 3 Pjastre. Men da vore Folk paa Skrømt stødte fra dem, raabte de dem til sig igjen og solgte deres Provision for 3 Rupier. Disse Folk, som gjorde saa meget af Metal, at de for Sølvpenge opgave deres Frokost, vare omtrent 12 i Tallet, der tilsammen vare dragne paa Fiskefangst. De fore med et Fartøi, hvis Planker vare ligesom vores Kurve syede sammen med Grene. Rundtomkring satte de deres Net ud, efter at have befæstet dem til lange, flydende Stænger, for at kunne finde dem paa ny. Ved Middagstid ankrede vi formedelst Modvind og brændte nok en Kanon af, for at faae flere vilde Handelsmænd til vort Skib. Det varede heller ikke længe, førend de mylrede omkring os med deres smaae Fartøier. Disse vare alle de egentligen saakaldte Kanoer, nemlig en eneste udhulet Træstamme. Deres Seil bestaae i Bastmaatter og deres Seilstænger i Bambusrør. Fasthængende Roer have de ei; men een af Malajerne styrer med en Aare, der er flad for Enden ligesom en Skovl. Ellers ere deres Aarer enten i Almindelighed ligesom vores, eller bredere over det flade Stykke, som skjærer Vandskorpen (cfr. Homers Odyssee). Til Sæder bruge de Bambusrør, som lægges paa tværs nede i Kanoen. Dette Lag af Rør, som slutte tæt til hinanden, danner ogsaa en Art Dæk, hvorunder adskillige af deres Handelsvarer gjemmes. Deres Varer bestod i Kokos, Pisang, Mangostan o. s. v., Spanskrør, Koraller, Abekatter, Dorin, en stinkende Frugt med Pigge paa, Høns i Bur og en Hane tøiret ovenpaa. Ænder og smaae Modeller af Landets Fartøier, der vare i Størrelse som de Skibe, der tjene europæiske Børn til Legetøi. De spotte sikkert indbyrdes ligesaa meget over, at Europæerne af Liebhaberi afkjøbe dem disse sidste Artikler, som Europæeren leer af den Vilde, der saa dyrt betaler Speile og smaae Knive. Den meest alvorlige Malajer loe af Hjertens Grund, naar han saae sig selv i et Speil; men naar de fik en Kniv i Haanden, befingrede de den rundtomkring og stirrede paa den med samme graadige Øiekast, som Vexeleerjøden paa en Sølvmynt. De kunde ikke overtale sig til at slippe den igjen, men vedblev at byde høiere og høiere, indtil Kniven blev dem afstaaet. Gamle Klæder vare dem særdeles velkomne. En Kjole forlangte de med det Udraab: Secretair! Lommetørklædet vare de ogsaa særdeles graadige paa. Naar de saae en hvid Flig stikke frem, kom de springende med deres Frugter og raabte: Handkerchief, Handkerchief! I enhver Kanoe sad kun een eller to Mænd, hvis Hud omtrent havde samme Farve, som vores Rødsteen. De vare ranke og velskabte, men deres af Betelfrugten bedærvede Tænder vanheldede dem i høi Grad. Mange af dem vare ogsaa beladte med Hudsygdomme. De Fleste af dem havde ingen anden Bedækning end et kort Skjørt af europæisk Tøi og et broget Tørklæde om Hovedet. Enkelte bare dog desforuden en Skjorte eller Trøie. Naar de kom ombord til os, bukkede de sig og førte Haanden til Hovedklædet, ligesom vore Soldater tage til deres Chacot. De Nærmeste toge de da i Haanden og sagde: Schalam! Schalam! (hebraisk). Enhver, der var noget velklædt, kaldte de Capitain. Deres Sprog er meget velklingende, men noget blandet med Engelsk og Hollandsk, fordi de have optaget fremmede Navne paa de Ting, de have lært at kjende af Europæerne. De forstode ogsaa at sige ja og nei paa Engelsk, og naar de vilde anbefale en Frugt, pegede de paa den og sagde: gut, bongs. Vi havde blandt os et Par, der forstod deres Sprog og bleve brugte som Tolke; forresten hjalp man sig med Pantomimer, som de med Lethed begreb. En af Mandskabet, Bødkeren, bød dem en Ragekniv for en Hane, men da han ikke kunde gjøre dem begribeligt, hvad han forlangte, hjalp jeg ham ved at raabe: kokkeliky! kokkeliky! Herover blev Malajeren saa fornøiet, at han med Latter gjentog: kokkeliky, kokkelikv! og bød mig et Stykke Betel. Deres Betel er en grønt Blad af beesk Smag, som er sammenfoldet i flere Læg. Inden i det ligger, foruden lidt Tobak, ogsaa et Slags Tyggemad af en Frugt. Jeg bød en Malaj en Kop Kaffe, men han viste den med Modbydelighed fra sig. For at vise ham, at det ei var Gift, smagte jeg selv nogle Draaber deraf, men nu stødte han Drikken med langt større Afsky fra sig; „thi“, sagde han til Tolken, „Capitainen har rørt ved det med sine Læber, hvormed han har spiist Svinekjød.“ De vare i den Henseende saa scrupuløse, at de ei engang vilde nyde deres kjære Brændeviin af et Glas, som en Christen nys havde drukket af.

Dagen før vi seilede ind forbi Javas Vesthuk, havde det regnet saa stærkt, at Vandet ikke saa hurtigt kunde strømme ud af Spygatterne, som det kom ned fra Himlen. Matroserne lagde sig da plat ned i Vandet og gnubbede sig imod Dækket, for at nyde den sjeldne Lykke at faae Buxer og Trøie vasket i andet end Saltvand.

Idag drev forbi vores Skib tre Skildpadder, der hang sammen, en ovenpaa Ryggen af den anden. En Jolle blev firet i Vandet, og Dyrene kunde i den ubeqvemme Stilling hverken undflye i Fælledsskab eller skilles ad saa hurtig, at jo en af dem blev taget af Matroserne, som med de blotte Hænder slæbte den op i Baaden. De to parredes formodentlig med hinanden, men Trediemand syntes i saa Tilfælde at afgive en overflødig Person. Capitainen fremkom med den Gisning, at den tredie af Jalousie klyngede sig ovenpaa den foretrukne Rival.

Den 8de Juni lettede vi igjen Anker og seilede med gunstig Vind til Anker. Paa Veien roede en Deel Prayere^[6] efter os og gjorde deres Kanoer fast til vort Skib; men de kom i saa stor Mængde, at vi maatte jage dem bort med det Raab: Pike! Pike! (Pak Jer), for at de ei skulde standse Skibet i dets Fart. Javas Bjerge langs med Kysten gave os en skjøn Udsigt, da de lysegrønne Lande, beskinnede af Solen, endnu mere fremhævedes ved de mørke Skove, hvoraf de vare omgivne. Naar man maler Landskaber, betegner man, som bevidst, sædvanligviis Forgrunden ved nogle store Blade eller Urter. Paa Billeder af indiske Landbredder sees gjerne i Forgrunden store Kokospalmer. Dette hidrører ikke, som i de europæiske Malerier, fra nogen Maneer i Kunsten, men er en Copie af Naturen selv. Foran Janas sorte Bjergskove (ved Anjer) løber langs med Stranden en lysere Garnering af Kokospalmer. — Anjer bestaaer af 5 à 6 lave, teglhængte Huse, som fra Søen see ud som et dansk Kalkbrænderi. Ved høire Side seer man Boliger for de Indfødte, ved venstre et høit Marmorminde for en engelsk Ambassadeur. Lige for sig i Sundastrædet seer man to eenlige Bjerge staae midt i Havet, bedækkede med Skov. De synes at ligne to kjæmpestore Portstolper til at betegne Skibenes Vei. Under den ene aabner sig en viid Grotte. I det Fjerne skimter man fra Anjer nogle mørkeblaae Bjerge paa Sumatra, som tabe sig i hvide Skyer. Da vi laae paa Rheden, blev Skibet flittig besøgt af Vilde, som bragte, foruden de sædvanlige Artikler, adskillige brogede Fugle. Blandt disse udmærkede jeg mig een, paa Størrelse som en Skade. Den var sort med blaaligt Skjær, lidt hvidspættet paa Vingerne, med rødgule Kjødlapper som en Halskrave, rødgule Been og rødguult Næb med lysguul Spids. Hovedet var bedækket med en i Midten adskilt sort Fløielshud.

Paa Anjers Rhed laae et amerikansk Skib, Prinds Archer, ført af Capitain Dexter, der var gaaet fra China den 28de April og altsaa havde endt sin Reise i 40 Dage. Skibets Eier, der i 5 Aar havde varet Resident i Canton, fulgte selv med tilbage til sit Fædreland. At en Mand, der havde saa megen Leilighed til at kjende Handelen paa China, bragte en Ladning Thee fra dette Land i April Maaned, viser noksom, at det er en Fordom, at October (?) er den eneste rigtige Tid. Kjøbmanden hed Emmington. Denne Kjøbmand og hans Skipper aflagde et Besøg paa vores Skib, ledsagede af 2 unge Embedsmænd fra Anjer.

Den 9de Juni kom en Hr. Rose ombord fra Anjers Fort. Denne Mand havde været Postholder paa Anjer, men formedelst sin Sundhed søgt om Forflyttelse. Alt længe før vor Ankomst her havde jeg hørt tale om en lang, smalbenet, udmarvet Skikkelse, som pleiede fra Anjer af under Navn af Postholder at bestige de europæiske Skibe. Denne Postmester er ei nogen bestemt Person, som hedder enten Poul eller Peer, men en staaende Maske, der bestandig spilles af en ny Person med de samme Dødens Attributer. Naar man kommer til Anjer igjen efter nogle Aars Forløb, seer man ikke den samme, hører ikke det samme Navn, men man seer en lignende Dødsens Candidat rave halvdød og halvsøvnig, med Øine saa dunkle som en bedugget Vinduesrude, langsom i Tale og Tanker, paa et Par frygtelig smalle Been. Beviis paa, hvor følesløs en saadan ret batavianiseret Krabat bliver for alle Livets Forhold og menneskelige Anliggender, er Roses Samtale med Hr. Beusche^[7]. Denne gamle Mand, der i 6 Aar ei havde seet en kjær Søn, der var reist til Batavia, og nu med Længsel saae den Stund imøde, da han igjen skulde omfavne sit Barn — spurgte Postholderen, om han havde hørt, hvorledes hans Søn levede. Han svarede gandske koldt: „Saavidt jeg husker, er han død, dog skal jeg ikke sige det for vist.“ Moderen styrtede i største Fortvivlelse op af sin Stol og løb med vilde Skrig fra eet Sted til et andet, og vi havde Nød med at bringe hende til nogen Rolighed ved gjentagne Gange at erindre hende om, at denne ulykkelige Tidende dog endnu var uvis. Sønnen Beusche og jeg fulgte med Postmesteren i Land, for at høre Benegtelse eller Bekræftelse paa Rygtet. Landingen er endogsaa med en liden Baad yderst vanskelig formedelst den stærke Brænding, ledsaget af Ebbe og Flod. Da vi naaede Brændingen, var Vandet lavt. og to Malajer maatte springe i Bølgerne, som snart naaede dem til Halsen, snart til Knæene, for at bære os i Land. De bandt ikke deres korte Skjørt op. Enhver af os maatte lægge venstre Laar paa Skulderen af en Malaj, høire Laar paa Skulderen af en anden, og fatte dem med Armene om deres Hovedet, men bleve desuagtet dyngvaade. Byen Anjer, som det sørgelige Ærinde, hvori vi kom, berøvede mig Tid og Leilighed til at betragte i Mag, bestaaer af lutter malajiske Hytter, som ere tæt forbundne med hinanden. Stræderne mellem disse Boliger ere meget smalle. Husene ere byggede af Bambus, tækkede med Kokospalmens Blade og ligge i Skyggen af Kokostræer og Pisanger. Indbyggernes Antal er 1000. Byen har et Torv, ved hvilket jeg saae chinesiske Kjøbmænd havde opslaaet Kramboder. — Fortet var omgivet af Grave og Volde, paa hvilke der laae 3 Kanoner, skjøndt der egentlig efter Bestemmelsen skulde ligge l5. Vaaningshusene vare her store, luftige Haller, ligesom vore Kirker, og under Vinduerne løb en græsk Halte, baaret af Søiler. Besætningen var kun 40 Mand, bestaaende af Amboinesere, Malajer og Europæere. Commandanten forsikkrede os, at Amboinesere vare ham ligesaa brugelige som Europæere; ogsaa gik de fuldkomment klædte som Europas Militaire. Malajerne havde bare Been, hvilket contrasterede underligt mod deres Uniform og Geværer med Bajonetter. — Det batavianske Udyr (Rose) søgte med os i Batavias Aviser om Bekjendtgjørelsen af Hr. Beusches Død. Endelig fandt Rose det og raabte sjæleglad til den Afdødes Broder: „Funtus! her har jeg det. Jo Deres Broder er gandske rigtig død for 2 Maaneder siden.“ Den Efterlevende blegnede, og det batavianske Udyr blev ved: „Naa, seer De engang, hvilken herlig Hukommelse jeg har. Jeg sagde netop, at det var 2 Maaneder siden. Heidah, Hr. Lieutenant, nu skal De høre, hvor jeg har en fortræffelig Hukommelse, Hr. Beusche skal være mit Vidne.“ Siden viste han os, at hans Tænder vare løse i Munden og Kroppen fuld af Knuder, hvilket var foraarsaget ved overflødig Brug af Mercurius. Han sad med Benene paa en Skammel, hvori der vare Huller, og neden under blev sat et Fyrfad for at varme hans Fødder. — Vi bleve inviterede til Commandanten og vare glade ved at kunne forlade denne levende Gjenganger. Jeg forlod ham med Medlidenhed over hans visne Krop og Harme over hans visne Hjerte. Commandanten saae frisk og sund ud og viste ved sit Exempel, at god Constitution og ordentligt Levnet dog trodser Javas Pestluft; thi han havde tilbragt 6 Aar paa Øen. Efter en gjæstfri Pebersvendebeværtning og venskabelig Samtale med ham og andre Officerer i Casernen gik vi ud for at besee Monumentet, der neppe stod saa langt fra Casernen, som Frederiksberg Have ligger fra Vesterbro. En Officeer erklærede, at han ikke vilde gjøre Reisen med os, uden vi vilde ride (bataviansk Ladhed og Mathed). Mindet var reist for en Lord — —, død 1788, som pristes for sin facundia in senatu magnæ Britanniæ og sin Tapperhed i Krigen, skjøndt kun 29 Aar gammel. Det var opsat 1815 (?). Synderlige Billeder vare blandede med hinanden, Kanoner, Ladestokke og Kradsere blandt Hjelme, Landser og Ridderrustninger. Støtten lignede Frihedsstøtten og stod paa en Høi, omkrandset af Træer. Commandanten advarede os paa Veien fra at nærme os med nogen Chaluppe til de to Herkulessøiler, da Sørøvere lurede rundtomkring og havde Aaret tilforn ihjelslaget en engelsk Officeer tilligemed nogle Matroser, som i en Baad vilde omseile de skjønne Øer. Selv havde han ogsaa maattet friste en og anden Dyst med disse fornuftige Rovdyr. De slaae ubevæbnede Sømand med frygtelig tunge Slagsværd og skyde med Geværer og Krudt, som Engellænderne hemmelig smugle til dem. Vi gik forbi en Hytte, hvori de Vilde holdt et Gilde og dandsede efter Lyden af Træklokker af Bambusrør og Trommer. Børnene holdt meget af Commandanten. Naar han truede med Fingeren ad de smaae Rollinger, kom de og bukkede, og Forældrene loe. En Moder laae med en Abekat af Størrelse som en Rotte bundet til sin store Taa, og en rund Glut med Sølvringe om Armene laae og reves med denne lodne Legekammerat. Sølv og Guld vare de nøgne Vilde tidt prydede med. Fruentimmerne flygtede altid med Skrig, naar de saae Europæere komme, enten der nu var af et Slags vildt Coketterie, eller fordi Matroserne, encouragerede ved Venus diu intermissa plagede dem med altfor paatrængende Kjærtegn. Paa et Træ stod et Bræt, hvori blev fortalt, at en engelsk Matros døde sydvest for dette Træ, slap sit Anker og gik til Himmels^[8]. Vi drak Thee hos nogle Toldembedsmænd, hvis luftige Huus stod paa Pæle midt i Kokosskoven blandt de Vilde, for at undgaae Slanger og Kryb. Commandanten sendte os ombord efter at have taget det Løfte af os, at vi næste Dag igjen vilde besøge ham og nærmere besee de Vildes Indretninger. Nu var Vandet saa høit, at Baaden kunde flyde ud af Revieret. —

Malajerne gik gjerne paa Bagkjøb i deres Handel. Jeg havde kjøbt nogle Stokke for en Kjole, men den Vilde kom igjen og vilde have, at Handelen skulde gaae ind. Ogsaa til en Matros kom en Malajer igjen med sin Betaling, sigende: Trata mau (jeg vil ikke have det); hvorpaa Matrosen svarede: L— min M—, og Malajeren maatte gaae bort igjen med uforrettet Sag.

Den 10de Juni. Der blev Intet af med at besee de Vildes Leilighed. Inden det blev lyst, hørte jeg Folkene gaae i Spillet og vinde Ankeret op. Vi seilede uden Besøg af Kanoer den hele Dag og kastede mod Aften Anker mellem Menneskeæderen^[9] og Cæsar.

Den 11te seilede vi frem mellem de skjønne Øer i Strædet. Det var ligesom et uhyre Teppe med brogede Billeder, der blev rullet op for vore Øine, idet stedse nye Grupper af grønne Skove steeg frem af Havets Skjød. De forreste, der laae nær for vore Øine, vare lyse og beskinnede af Solen; de bageste kulsorte. Vi ankrede om Eftermiddagen ved Onrust^[10], da vi fik en stor Pæl at see, som advarede os for Grunde. Om Aftenen roede Styrmand Lassen omkring i en Jolle for at lodde. Jeg gik med, for ret at besee Eilænderne. Det var en deilig, kjølig Aften, og ikke en Vind bevægede Havets Flade. Vi hørte hist og her i de smaae Skove Fuglene fløite. Vi nærmede os til Onrust, og en forvirret Fugleskare flygtede ud over Havet fra deres Hjemstavn, af Angst for slige uvante Gjæster. Saavel Onrust som den hosliggende større Ø var tæt begroet med Skov og Krat. Hist og her ved Strandbredden saae man Pæle, som løftede en halv forbrændt Spids op af Havet. Det var Levninger af Skibsbroer, som Engellænderne havde afbrændt. I Krattet laae Ruiner af store Bygninger, Pakhuse, Krudttaarne, som Engellænderne havde ødelagt. De havde ogsaa reent, til deres egen og andre Søfarendes Skade, ødelagt den gode Dokke, som her tilforn var. Ruinerne saae heel poetisk ud; de halvfortærede Tage vare allerede begroede med Smaakrat. Kort sagt, det Hele vilde have været synderlig romantisk, naar man ei havde vidst, det var Rester af et Pakhuus. Da vi satte vor Fod paa Onrust, fløi der en skrigende Pappegøie op fra de nærmeste Træer. Disse Fugle vare det eneste Liv, vi saae paa denne forladte Ø. Hist og her laae nedfaldne Mure af de tre Bastioner, som Hollænderne tilforn havde her. Det tæt flettede Krat tillod os ei at gaae synderlig fremad, og det vilde formodentlig ikke have været raadeligt, da Slanger sikkert havde slaaet Bo op paa dette menneskeøde Sted. Her er det Batavias Død, Fatter Jas eller Capitain Jas, har sin Bolig. Det skal have været en Søcapitain, som havde indgaaet en Pagt med Fanden. Den onde Aand havde givet ham et Skib, hvormed han i 24 Timer kunde seile fra Amsterdam til Batavia, men havde paa sin Side betinget sig, at han i Fortrøstning til hans Førelse aldrig maatte lade Loddet kaste ud. Dette Skib havde Master af Jern og Seil af Kobber og gik den nærmeste Vei ligesaa let over Land som Vand. Fatter Jas gik med en Slup i Land paa Onrust for at hyre Folk, og forbød sin Oberstyrmand at lodde. Satan gjøglede dog saamange Skjær frem for Styrmandens Øine, at han blev fristet til i sin Beængstelse at kaste Blyet ud for at maale Grunden. Fatter Jas fik netop Tid til at opløfte sin Stok og true, men i samme Øieblik forsvandt Skib og Mandskab. Mange have fortalt mig, at de i deres Ungdom mindes at have seet et Træbillede med trekantet Hat og Stok i Haanden paa Øen. Denne Fatter Jas er Aarsag i den store Dødelighed paa Batavia; thi de, som døe af den batavianske Feber, have ladet sig hyre til at fare med hans Skib.

Manila.

Den 16de Juli [1820] i Dagbrækningen kunde vi fra Dækket see de philippinske Høilande gandske nær ved os. Da vi nærmede os til Eilandet Corregidor, kom en Chaluppe til vort Skib. Under et malet Lærredstelt laae bag i Fartøiet Commandanten i den lille By paa ovennævnte Eiland. Han var fast afklædt, men klædte sig meer og meer paa, alt eftersom han nærmede sig til os. Det var en ældgammel Mand med en lurvet blaa Uniform paa, Ankerknapper og et Par skidne Nankins Buxer. Da han var kommet ombord, gjorde han os gjennem en engelsk Tolk de sædvanlige Spørgsmaale angaaende vor Reiseroute. Han spurgte os, om vi vidste Nyt fra Europa. Vi fortalte ham, at vi i Batavias Tidender havde læst, at der i deres Moderland var Uroligheder. Dette lod han sig sige en 2 à 3 Gange for at indprente det ret i sin Hukommelse. Det afficerede ham ellers ikke stort, og endelig, da han mistvivlede om at kunne memorere det, fik han det skrevet med Blyant paa en Strimmel Papir. Han skulde telegraphere det til andre Pladser. Corregidoreilandet var det skjønneste Land, vi endnu havde seet; thi det var ikke som de vidtberømte Kyster i Sundasttædet reent begroet med Skov, men havde store grønne Sletter paa Bjergene og græsrige Dale imellem Fjeldene. Udenfor laae i Havet sorte takkede Steenknolde. Ved denne Kyst saae vi et Naturspil, liigt det ved Sundastrædet omtalte, en Klippe med et grønt Tag, hvorunder gik en Vei. I samme Klippe gik en mørk Grotte ind uden at aabne Passage. Hist og her saae vi smaae Byer, men een Bolig laae især saa skjønt, at en Mand, der vilde slaae sig reent fra Verden, aldrig kunde finde skjønnere Eremitbolig. Midt ind i Landet gik nemlig en Viig, som beskyllede en stor Dal. Denne Dal, med steile Fjelde paa begge Sider, aabnede en Udsigt mellem Bjergene tværs igjennem Landet til de fjerne Bjerge paa Landet bagved. Midt i Dalen laae en lille Banke, hvorpaa Huset stod under et Træ med en Flagstang ved Siden.

Vi seilede fort og ankrede ved Cavite, Manilas Havn. Vi saluterede med 9 Skud og fik dem efter en god Times Betænkning betalte lige for lige. En tyk Mand kom da ud til os. Han knappede sine Beenklæder under sit malede Lærredstelt, inden han besteeg vort Skib. Personen var lovlig tyk, bar sort Bombasins Kjole, røde Opslag og et sort Flor som et Ridderbaand over Brystet. Lurvet var Eqvipagen; spansk stolt saae Karlen ud. Han qvæstionerede os og kaldte sig anden Gouverneur paa Stedet. Jeg forundrede mig over at en Herre, der førte saa stor Titel, vilde nedlade sig til en Posekigers Lignelse.

Den 17de. Den ene Toldbetjent^[11], der saae ud som en mæsket Munk, kunde en Smule Latin, men det var derefter. Jeg spurgte, om han var fød i Europa; men han svarede: „Non; nata est egu in Manilla.“ — Dolet venter propter frigide; — todum librum medicinum est latine^[12]. Vi raabte efter Sædvane Hurra, da Capitainen gik i Land. Et Postbud, der havde bragt et Brev paa Skibet, troede formodentlig det var dansk Skik, at sige Farvel saaledes, og lod sine Roerknegte raabe 3 Gange Hurra, da han gik fra Borde, hvilken Hilsen Matroserne med megen Latter besvarede med lignende Udraab. En af de vilde Koner, der solgte Frugter ombord, blev saa rørt over min Drengs friske Udseende, at hun forærede ham en Mangosfrugt og klappede ham. Mig vilde hun derimod snyde ved Vexel af en Pjaster, og da en af hendes Chevaillerer gjorde mig opmærksom derpaa, slog hun ham i Ansigtet.

Den 18de om Morgenen tidlig gik vi til Cavite. Det var en ussel, sort Stad, hvis forfaldne Bygninger hist og her saae ud som Rester fra en Ildebrand. Ingen Gade var saa ziirlig som vores Ulkegade. De fleste vare smalle, ureenlige og stinkende. Somme Steder laae døde Dyr, andre Steder fandtes Grønninger midt i Staden. Ikke eet offentligt Sted gaves, hvor jeg kunde faae Brændeviin til vore Folk, der havde roet mig i Land. Jeg tog et af de meest gentile Huse for et Herberg, gik derind, lagde min Hat fra mig og lod som jeg var hjemme. Huuseieren, som kunde tale lidt fransk, kom da hen og oplyste mig om min Vildfarelse, men var tillige saa høflig at tilbyde mig at tjene mig i Alt, hvad hans Huus formaaede. Brændeviin formaaede hans eget Huus ikke, men han skikkede en Karl med mig, som skulde vise mig en Slags Spiritusgrosserer Jeronimo. Jeronimo var ikke oppe. Efter lang Venten saae vi ham tyk og fortrædelig at rokke imod os. Jeg fik en Flaske spansk Brændeviin til Trøst for Matrosernes fastende Maver. Han stod i den Formening. at det var blot en Mundsmag, der skulde drage en stor Handel efter sig. Derfor spurgte han, hvormeget vi vilde have. Vi takkede ham og sagde, vi havde ikke videre at befale. I hele Byen var ei en Gentleman at see. Lutter usle Rønner mødte os, hvoraf lurvede Skikkelser^[13] krøb frem. Dersom der ikke var en stor Mængde af de driftige Chinesere i Staden, vilde Indbyggerne visselig omkomme af Skidenfærdighed. Vores Biersmat førte os ind i sin Stadsestue, der lignede omtrent et Hønsehuus og heller ikke ved nogen Væg var separeret fra Hønsegaarden, hvori jeg saae en Høne spadsere paa eet Been; det andet var sat af tæt ved Kroppen. Jeg tog en Karl, for at vise os Kirkerne; thi den lille By saae næsten ud som bare Kirker. I nogen Afstand kunde man Intet see bag den sorte, røgede Ringmuur uden de fire store Kirker. De vare alle brede og rummelige, men havde smaae Taarne. Alle Altrene vare lueforgyldte og prydede deels med Billeder af den bibelske Historie, deels var Æmnet taget af Legenderne. Maleriet hang der ogsaa paa Væggene, som forestillede Skjærsild, Helvede og Helgenhistorier. Djævlenes Fjæs vare ret frygtelige; nogle Typer vare laante af det nærliggende Havs Uhyrer, Krokodillerne. Jeg beklagede meget, at jeg Ingen havde, der kunde udtyde mig de til Grund for disse Phantasier liggende Fabler. Satan med lange Kløer slog En lige i — —. En tog ved sin Fod og stødte Kulbøtter ned i Svovlpølen. Især beklagede jeg ikke at vide Sujettet for et skjønt Billede, paa hvilket nogle særdeles deilige Jomfruer med Kurve i Hænderne knælede for en syg Munks Seng. Det favreste af Alt havde vi nær glemt at see, men det havde vores Karl tillykke bemærket. Da jeg vilde gaae ud, trak han mig tilbage i Kirken og pegede til Hvælvingen over Choret. Nikkende med Hovedet i Triumph blev han vores Overraskelse vaer. Thi vanskeligt kan Noget saaledes glimre i Øinene ved første Blik. Med de meest blendende friske Farver stod der i Ungdommens Fylde, malet paa Loftet selv, en rankvoxet Jomfrue, mater amata, intemerata. Hun stod i Himmelen paa klare, hvide Skyer, og Jordkloden gik forbi hendes Fodsaaler. En ildsprudende Løve forfulgte den. Hun havde en rosenfarvet Kjortel paa, men oven paa den en viid, blaa Kaabe, baldyret med Blomster. Denne Kaabe spreder hun vidt ud med begge Armene, og Engle løfte de yderste Flige for at udbrede den endnu mere^[14]. Af den udspændte blaae Kaabe dannes en Himmel, hvorunder de Troende tæt klyngede til hinanden søge Tilflugt. De sadde med Hænderne fulde af Roser, Lilier, Crucifixer og Monstrantser. Hovedfiguren selv stod med Hovedet lidt bøiet til Siden, og de lange, brune Haar rullede til begge Sider ned over Kaaben. Hendes Miner bare det reneste Udtryk af den skjønne Resignation, den fuldkomne Opoffrelse for Andre, som dog endnu paa Jorden mangen Jomfrues Ansigt lover, og mangen Moders Liv har holdt. Skade, at et saa yndigt Billed paa Himlens Kjærlighed til den faldne Jord blot er grundet paa et phantastisk Blendværk. Man fristes i visse Øieblikke til at misunde den ene saliggjørende Kirke saa skjøn en Indbildning. Dersom den historiske Tro paa Himlens Dronning var meer end en Drøm, da kunde den første Ungdomskjærlighed, der enten aabenbarede sig i synlig Skikkelse og svandt igjen, eller levede og døde blot i de Phantasier, som Hjertets Trang nødvendig avlede, saa let gaae over til den evige Kjærlighed, hvorom den var en Varselsrøst.

Paa alle Kirkegulve laae bedende Qvinder, men ikke een Mandsperson. De fleste vare temmelig til Aars og havde deres smaae, halvnøgne Børn med sig, som løb omkring i de Bedendes Kjæde og overlod sig til gandske utvungne og lydelige Yttringer af deres Sorg og Glæde. Snart loe de og snart græd de, alt eftersom Hovedet stod paa dem. De bodfærdige Qvinder lode sig ved ingen Lyd forstyrre, men bevægede deres Læber uafladeligen ligesom Samuels Moder. Dog vare Mange af dem just ikke saa henrykte. En gammel Moder, hvem formodentlig hendes Skriftefader havde givet et altfor stort Pensum, yttrede paa mange Maader sin Utaalmodighed. Hun gabede (uden at derfor Læberne ophørte at gaae), hun vred sig, og talte hvert Øieblik de Perler paa Rosenkrandsen, som endnu stode til Rest. Dog laa een Synderinde paa sine Knæ i en Krog, som syntes meget sønderknust; thi hun sukkede og gav sig gandske høit og lydelig. De Bønfaldende havde et stort Stykke bruunt Tøi over Hovedet, og saae dermed ud omtrent som vore Landsbypiger, naar de i Regnveir drage Skjørterne over Hovedet. Jeg gik hen til Skriftestolen. hvor just en Synderinde nedlagde sine aandelige Sorger i en Paters Skjød. Samtalen var til min Forundring, saa lydelig at Enhver, der færdig forstod Sproget, maatte kunne høre, hvad der afhandledes. Registret var meget langt, thi i den halve Time, jeg var i Kirken, vedvarede bestandig dette ene Skriftemaal. Vi hørte en Messe, hvor den høitidelige Melodie gjorde stor Virkning paa os, naar Choret lod sin Stemme høre, ledsaget af een Bas og een Fløite; men naar de tre Patres tog til Gjenmæle, var det vederstyggeligt at høre. Det var dog umuligt at blive henrykt ved den virkelig høihellige Musik, naar man saae paa de tre Munke, thi de lignede mere Marekatte end Guds ypperste Skabninger. Deres Klædedragt var yderst prægtig. Den rigt broderede hvide Talar var ombundet med et Guldbelte, og derover hang en aabenstaaende sort Kaabe med hvide Kanter og et hvidt Kors paa Ryggen. Foran stod et Crucifix i Glandsen af 50 Lys, og nedenunder paa de forskjellige Stokværk af Pyramiden alle Dødens Attributer. Vores Karl teede sig meget andægtigen i Kirkerne, men aldrig saasnart havde vi forladt den femte og sidste, førend han spurgte os om han skulde bringe os en Pige, en meget god En (a very good one. Good skulde da formodentlig her ikke være eenstydigt med dydig). Dette var det Eneste, han kunde sige paa Engelsk, saa det formodentlig maatte være ham meget vigtige og indbringende Ord. Vi gik ud af Porten til den tæt ved Cavite liggende Ø, som ved en gjennem Bugten opført Dæmning er forbundet dermed. Paa Veien mødte vi Damer, som røg paa store Ziruter af Tykkelse som et godt Kosteskaft og af Qvarteers Længde. De toge sig en liden Morgenpromenade med denne vældige Tobakstrompet for Munden, og talte os til paa alfare Veie som En, der møder en Duskammerat paa et Ølhuus. Da vi ikke forstod dem, sloge de en Latter op og gik. Vi saae en Moder spule en lille spedalsk Unge. Vi saae sorte Sviin, der slæbte Maven paa Gulvet og vare heel unaturlig sveigryggede. De samme vare lang- og spidssnudede og havde en Duft paa Enden af Halen. Alleryderst i den Landsby eller Forsamling af Bambushuse, vi gik igjennem paa Øen, saae vi og hørte vi en Landsbyskole (den meldte sig paa eengang for vore Øren og Øine), hvor Børn af Manilas Aboriginer bleve underviste af en Munk. Der vare omtrent et halvt Hundrede, og de raabte alle i Munden paa hinanden: ba, be, bi, bo, bu — o - re - gi - na - coe - li - o - sanc - tis - si - ma - o - pi - is - si - ma. De havde kun to Slags Bøger, en Fibel og en Ave Maria. Den sidste bestod af baade spanske og latinske Bønner. Da jeg saae, at disse smaae Peblinge læste saa færdig Latin, spurgte jeg Skolemesteren, om han forstod dette Sprog; men han betydede mig, at han blot kjendte Bogstaverne, men ei forstod at oversætte det. Som en Følge heraf lærte han rimeligviis heller ikke Børnene at forstaae det. Han saae ellers meget godmodig ud og behandlede Børnene, der brugte Bjelker for Bænke, med megen Mildhed. De vare da heller ikke bange for i hans Overværelse at bombardere hinanden med Bøger og Penne. Huset havde i gamle Dage varet tækket med Kokosblade, men Taget var næsten reent borte. Der var god Lysning gjennem ingen Vægge og lidet Tag; dog var Taget den eneste Bedækning over deres Huus, thi det manglede reent Loft. Som en Følge heraf maa nok Skolen hæve sig selv i Regnveir. Paa Gaderne gik smaae, nøgne Børn paa 2 à 3 Aar, som allerede vare kronragede og prædestinerede til en eller anden Munkeorden. De bare allerede Navn af patres. Jeg saae en saadan uskyldig lille Pater splitternøgen at sætte sig ned paa Gaden for at følge Naturens Krav. Da vi atter gik ind af Cavites Port, sad der en Kjærling med en Kurv fuld af Sæbekugler, tætte Kamme og Helgenbilleder. Jeg kjøbte to Billeder af hende, og hun skammede sig ikke ved at ville forfordele mig, vexlende en Mynt^[15]; men da jeg gik, gjorde en hosstaaende Spaniol mig opmærksom paa, at jeg havde glemt et forsølvet Baand, som hørte til. Hun paastod, jeg skulde betale det ovenikjøbet, hvorover der mellem hende og hendes Landsmænd opstod en varm Trætte. For at gjøre Ende herpaa, kastede jeg Baandet efter hende og gik. Men hun fik nu ogsaa et Anstød af Ædelmodighed og lod en Dreng indhente mig igjen med et Baand til mine Helgene. Vi gik ombord med en af de Indfødtes Kanoer, som var tækket med Bambus. Ogsaa her vare Støtterne, der bare Taget, prydede med hellige Billeder.

1. Hvis Fader, G. G. Stage, commanderede Skibet.
2. Handelsassistent paa Skibet.
3. Matroserne, som holdt sig paa Benene, gjækkede meget de søsyge Drenge; de fik dem til at tage et Stykke fedt Flesk i Munden og holde fast paa det med Hænderne, ved den Forsikkring, at de ei kom til at kaste op, saalænge de havde det indenfor Tænderne. Forf. Anm.
4. Stedet, Luc. 14, 28—30, lyder saaledes: Thi hvo iblandt Eder, som vil bygge et Taarn, sidder ikke først og beregner Bekostningen, om han haver, hvad der hører til at fuldføre det med? at ikke, naar han faaer lagt Grundvold, og ei kan fuldende det, Alle, som see det, skulle begynde at spotte ham og sige: Dette Menneske begyndte at bygge og kunde ikke fuldende det.
5. Man seer, at Poul Møller har tænkt paa at omarbeide og mulig at udgive disse Optegnelser. — En af Alexander den Stores Bygmestere havde den Kjæmpeplan, at tildanne Bjerget Athos til en Alexanderstatue. Plut. Alex. 72.
6. Eller maaskee: Prager ɔ: malajiske Baade (Malajisk: prahu, en Baad, Hollandsk: Prauw). Ordet er da misforstaaet af Poul Møller.
7. van Beusche, en Hollænder, fulgte Skibet fra Cap som Passageer tilligemed sin Familie. — Anjer (Anyer), paa Java ved Sundastraedet, har en Skibsrhed.
8. Denne Gravskrift har moret Poul Møller, og den findes blandt hans under Reisen henlastede Strøtanker saaledes versificeret af ham:

   Sydvest for dette Træ en britisk Mand
   Sit Liv forliste paa det salte Vand.
   Flink gjorde han i Livets Sø Bestik,
   Her slap han Anker og til Himlen gik.

9. Menscheneeder-Eiland
10. En Ø nær Batavia
11. Efter Skibsprotokollen kom der den 17de to Toldbetjente ombord for at blive paa Skibet under dets Ophold ved Manila.
12. At det ikke stod bedre til med Munkenes Lærdom, sees af følgende Optegnelse, som Forfatteren et andet Sted har gjort: „En ung Munk af St. Petri Orden var ombord hos os. Han bar en liden Tonsur og gik med sort Silkekjole, en hvid broderet Rand om Halsen, og sorte Silkestrømper. Han svarede paa mit Spørgsmaal, om han forstod Latin, da han endelig og endelig forstod det: Aha! Multo, multo, Signor, latine loquere possum. — Butellia vinum in mustram. — Han kjendte ikke Græsk fra Hebraisk, og da vi ikke kunde enes om Latinen, sagde han: Ego secundum grammaticam pronuncio.
13. Landet vrimler af sære Vanskabninger. En Mand havde elleve Finger. Hans Tommelfinger deeltes i to Grene, hver forsynet med to Led og istand til at bøies, uden at den anden bøiedes med. En gled paa Bagen. En havde Benet saa tykt, at hele Foden tabte sig i Svulsten. Huden var saa klar som Glas.

    Forf.

14. Omkring i Luften fløi smaae Englebørn Arm i Arm, med Roser under Armene, som de tabte ned paa Jorden; og paa den hvide Sky underneden stod med store Bogstaver skrevet: credo.

    Forf.

15. Naar Manilanerne i Handel og Vandel modtage en Pjaster, gnide de den i Haaret og lugte til den, for at erfare, om den er falsk eller ægte. Saaledes maa alle Sandsers forenede Vidnesbyrd komme sammen til Dom over Penge, maaskee Smagen undtaget.

    (Af Forfs. Optegnelser.)