Et Himmelbrev

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

C. A. Reitzels Bo og Arvinger Kjøbenhavn

1–3

Efterladte Skrifter af Poul M Møller 1-3.djvu Efterladte Skrifter af Poul M Møller 1-3.djvu/8 217-222

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1949. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1925.

Forsøg
til
et Himmelbrev
i Grundtvigs nye, historiske Smag,
fundet af Poul Møller.



Velkommen, Aand! i Danmarks Bøgelunde! Du gamle historiske

Kjærminde fra Korsør! Jeg og Du, og Du og jeg, vi skal træde dem i Skidtet, ja træde dem skal vi saa smaat som Smul, de Gabflabe, de Kjødhoveder, som sætte sig op imod den historiske Orden. Længe stod jeg med Trompeten for min Gane, og galede og tudede paa den danske Vang; men Kroppene svarede mig, Tidens Tegn vare mig imod. Du est en Mand efter mit og Historiens Hjerte, Du gamle Stadssatyricus! Du fattede de dybe Toner i Dannevirkes Dannefæ og Hittegods, ja Du priste det lydeligen, skjøndt al Verden meente, det var Kistepræk. Du klapper i Dine historiske Næver, naar jeg smider min Præstekjole og slaaer Skidt paa Drengene, i den bare Vest. Græde maa jeg salte Taarer, ja bløde maa mit historiske Hjerte, naar jeg tænker paa de ryggesløse Tider, da Lammehovederne sætte sig op imod Lammeskindskrøniken, og mene, det er Skind af deres Skind. Kommet, ja kommet er Verdens sidste Tid. Jeg sværger ved Historien, at Verden kan ikke staae til Paaske. Hvor skulde Solen kunne hænge ved Himmelen? hvor skulde Elementerne hænge sammen, naar tolv Studenter have kaldt Jens Baggesen iste i en Avis, og naar Ingemann har faaet Reisestipendium? Nei, opbrænde vil Himmel og Jord; Historien vil komme i Ragnamørk og dømme Menneskene til Niflheim, og adskille Bukkene fra Faarene. Hvad ville de historiske Huusmænd i Udby sige, naar saadant spørges ud paa Marken? Ja, fylde ville de deres Madpose med Ost og Brød, og sige Farvel til de blaaligombæltede Holme. Seile ville de til Helgafjelds iisgraae Kyst, for der i Ro ved Braagen at fuldende Danmarks historiske Liv. Brud er der gjort, ja skammeligt Brud paa den danske Historie. Smaalig havde jeg ristet i Sagas Skjold, hvad skeet var og hvad skee skulde, hvad min Spaadomskraft havde tilsagt mig om de vordende Ting. Men Brud er nu gjort paa min danske Krønike, og Troldene have gjort Vold paa min historiske Orden. Men Børst skal de have, gjennembore dem skal jeg med Sagas Preen. Kjæmpe imod dem skal jeg med Mund og Haand i Sagas Aand, med Staal, med Lys, med Gny, med Skidt, med Taarer. Ja med grædende Taarer knuser jeg dem i hundrede tusinde Splinter. Men jeg maa mase dem, jeg skal mase dem, jeg tør ikke Andet end mase dem; thi dersom jeg ikke masede dem, da var jeg ikke Nikolai Frederik Severin Grundtvig. De have jo, ved at udfordre Baggesen til en latinsk Disputats, gjort et Brud i den historiske Orden, som ikke kan brolægges uden med Ligene af en heel Slægt. Forleden Dag sagde jeg: lad mig see Jeres Døbeattester, I tolv Bersærker! I tolv Aser! lad mig føle Jer paa Tænderne, hvor gamle I ere, at I tør mukke, naar en gammel Mand kaster Skidt paa Jeres Lærer. Men da talte jeg som en Gjæk. Gid det var i mig igjen. Idag vil jeg gjerne gjøre Poenitentse, hudflette mig selv til alle Folks Fornøielse. Idag er jeg en anderledes Karl, idag siger jeg: hvorfor har I ikke faaet Jeres Navne i Literaturen, I Hundsvotte! Dersom I skrev Noget, der var Galmands Tale i, da kunde I jo bære Jer ad som jeg, og tage det i Jer igjen, naar Tid var, og sige, det var Løgn i Jer Hals. Skrevet havde I da alligevel, Bøger havde I gjort, saa Jeres Fingre vare krogede; hjemlet havde I Jer Ret til at tale med, og sidde skulde I paa Høisædet hos mig og Baggesen og andre danske Classikere. Nu have I Intet skrevet, nu komme I ikke til at skrive, det haver jeg sat en Pind for, idet jeg haver formeent Eder al Omgjængelse med Pen og Bog. Saa lyder mit Brevskab:

„Vi Nikolai Frederik Severin Grundtvig, tilkommende Oversætter af Saxo og Snorro og forhenvaerende Kapellan til Udby, gjøre herved vitterligt: Saasom os for Øre kommet er, at en Tylvt Studenter have udfordret Jens Baggesen paa Latin, og høilig at befrygte er, at saadan Ulempe engang i den løbende Tid kunde vederfares vor egen høie Person, da ville vi herved have dem udelukkede fra Literaturen, saaledes, at de ikke maae læse, ikke skrive og dem ikke med Pen og Bog befatte, og ikke stande i Nyerups Lexicon, inden saadant Band af os vorder hævet. Givet paa vor Residents udi Løngangsstrædet, ligeover for Vartov Kloster.”

Dersom I fremture udi Eders himmelraabende Frækhed, da skal Eder samme Ulykke times, som ifjor traf Ørsted med Spiritusflaskerne og Luftmaskinen. Jeg og Vorherre have nemlig udelukket ham fra Himmerige[1], fordi jeg befrygtede, at han skulde slaae Vorherre ihjel. Han maa nu smukt staae uden for og lugte, mens Vorherre og jeg sidde indenfor i Kakkelovnskrogen.

Hør Du mig nu, Erasmus Müller! Du agtværdige Mand! hvis literære Person jeg forleden kaldte et „angbrystet Udgangsøg”[2]. (Det kan Du have saa godt, fordi Du ikke roste min Prøveoversættelse nok. Hvor kunde Du forbyde mig at sætte Noget til af mit eget Hoved, fordi det ikke stod i Bogen? Vidste Du da ikke, at det stod i Signelils evige Bryllup? Der varst Du ikke med, og der skalst Du aldrig komme med, „Du min Sangs Skarpretter!”) Klappe Dig vil jeg ved Din Kind, naar Du vil sige, Du har handlet ilde. Lad mig nu see Du tilstaaer, Du est en Løgner. Du kan jo see Dig i mit Exempel. Naar Aar ere henrundne, da siger jeg altid, det var Løgn, hvad jeg hidtil skrev, og hvorved jeg hjemlede min Ret til at tale med. Har jeg ikke først tvunget de hvilende Folk til at knæle for de høie Aser, dernæst maatte de bøie dem for Korset! men nu har jeg igjen besindet mig, nu skal deres stive Knæe neie sig for Historien. Ja synke skulle de i Støvet for Historien, som har skabt Himmel og Jord og Alt, hvad derudi befindes, og tildeelt mig min vidunderlige Vittighed. Men jeg kan jo afbede det igjen, hvis jeg faaer andre Tanker; saa har det jo Intet meer at betyde. — Her kan jeg ikke skrive længer for Graad. Den graahærdede Jens Skjald udi Axelstad sender mig hver Dag en Lovtale paa fastende Hjerte, for at jeg ikke skal lade Modet synke i disse slemme Tider. Den ankommer i dette Øieblik. Skamme Dig, ja skamme maa Du Dig, Du Øgleæt! at Du ikke kan have det Blik for mine dybe Toner, som denne graahærdede Dannemand. Naar jeg siger, jeg kan gjøre en dansk Stiil 1000 Gange saa godt som de Tolv, saa svarer den stakkels Mand strax: Herren kan gjerne sige 1000 Gange til. Og naar jeg siger, at mine Kjærmindeqvad slaae Sparto til Oehlenschlägers, saa siger han strax: Herren kan gjerne sige: til mine med og til al Verdsens Skjaldskab. — Forresten er jeg i Versionen af Snorro kommet til Pag. 1003; hvilket jeg ikke vil undlade at kundgjøre Folket, paa det at samme stadigen maa ihukomme, at jeg er en Mand, der ikke er tabt bag af en Vogn. Til Slutning vil jeg raabe nok engang Vee! ja tre Gange Vee! over Hvalpene, der have sat sig op imod Krøniken og mig, og mig og Krøniken og Krøniken og mig. Amen.

  1. Jvf. Imod den lille Anklager. S. 15.
  2. Jvf. Literaturtidendens Skudsmaal. S. 26.