Statistisk Skildring af Lægdsgaarden i Ølsebymagle

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

C. A. Reitzels Bo og Arvinger Kjøbenhavn

1–3

Efterladte Skrifter af Poul M Møller 1-3.djvu Efterladte Skrifter af Poul M Møller 1-3.djvu/8 195-216

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1949. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1925.

Statistisk Skildring
af
Lægdsgaarden i Ølseby-Magle.

Af en ung Geograph.




Indhold.

§ 1. Prolegomena.
§ 2. Videnskabernes Forfatning.
§ 3. Kunsternes Tilstand.
§ 4. Religionen.
§ 5. Regjeringsform.
§ 6. Handel.
§ 7. Krigsmagt.




§ 1. Prolegomena.

Ei uden Grund fører man i den nyere Tid Klage over det uforholdsmæssig store Antal Studerende, der beskjæftige sig med Philosophie, Kunst-Theorie, Totalanskuelser, Betragtninger over Tidens Aand og andre deslige Ting, hvortil ei mindste Lærdom udkræves. Lad det endog være sandt, at Philosophien er Videnskabernes Sjæl, saa skal jo dog en Sjæl ei godt kunne subsistere paa sin egen Haand foruden Legeme. Allerede er der ei stort mere Krop tilbage. Snart ville Skribenterne ei have Andet at anstille Betragtninger over, end selve hinandens Betragtninger; ligesom alt de tydske Poeter ere bragte til den Yderlighed, at deres Poesie næsten ei handler om Andet end Poesie. Der hersker i den lærde Republik en besynderlig omvendt Emanation. Alle Studier blive daglig meer ulegemlige, fortyndede og forklarede, saa at det er høilig at befrygte, de blive tilsidst reent opløste i Aand og Luft. For at modstræbe denne ulykkelige Retning, har Forfatteren af dette Værk opoffret sine Kræfter udelukkende til de reelle Videnskaber. Paa Jorden er unegtelig intet solidere end Jorden selv. Men hvor ufuldstændige ere alle Jordbeskrivelser! I de største geographiske Lexica søger man forgjeves om Byer som Ølseby-Magle. Uagtet denne Videnskabens Ufuldendthed, indskrænker dog de moderne Geographers Stræben sig blot til, paa uendelig mange Maader uden alle videre Tillæg at omfatte de eengang optegnede Notizer. A gjør af to Geographier een ny, der er mindre volumineus end nogen af dem. Af de tre derved fremkomne gjør B en fjerde, der endnu er den allercompendieuseste. De bære sig ad ligesom fattige Piger, der stedse give deres Kjoler et nyt Snit, uagtet Grundstoffet forbliver det samme. O, I Kortsynede! hvis I klart indsaae det uendelige Omfang af en Videnskab, der ei er bragt til Fuldkommenhed, saalange der staaer en Ledstolpe paa Veien eller en Steenkiste paa Marken, som ei er optaget deri: da vilde I, jo før jo hellere, begynde at arbeide efter en mere udstrakt Plan. Lader os begynde fra Grunden af, lader os hver især foretage os Beskrivelsen af et Huus eller en Gaard. Jeg gjør nu her Begyndelsen med den største Lodseiers Bopæl i Ølseby-Magle. Følger mit Exempel; da kunne vi engang her eller hisset opstille vore Volumina ved Siden af hinanden, som Tomer af et elastisk Værk; da faae vi et corpus geographicum, der vil blive Verdens ottende Underværk. Naar dette Repertorium gjennemtrækkes med rene Blade, have vort Fags tilkommende Dyrkere blot den Uleilighed, at holde fuldstændige Af- og Tilgangslister over Jordklodens Løsøre: vulcanske Øer, Veirmøller, Kongeriger, Steiler, Ærestøtter &c.

§ 2. Videnskabernes Forfatning.

Gaarden har kuns eet offentligt Bibliothek, som er opstillet paa et grønt Hængeskab i Conversationsstuen. Det bestaaer af den nye evangeliske Psalmebog, Rasmussens ABC og Birchs Bibelhistorie. De to sidste maae være meget søgte, da Træbindene paa dem begge ere brudte, og Bladene bare hyppige Spor af Læsernes Fingre. Almanakken, hvori der findes en uskatteerlig Afhandling om Krop, Kuller og Snive, var laant ud til Grovsmeden, der i sit Fag gjerne vil holde Skridt med Tiderne. Til forbudne Skrifter hører Carolus Magnus, som tilforn prydede Bogsamlingen, men af Præsten blev confisceret, for at hindre Overtroens udbredelse. — Philosophien synes meest at indskrænke sig til Gnomer. Gaardsdrengen, Rasmus, den eneste originale Forfatter i dette Fag, har paa Bindet af Lærebogen nedskrevet sine Forsøg. Topographen kan heldigviis her levere sine Læsere en tilforladelig Copie af det hele Manuscript:

1ste Sentents. Denne Bog er min, kjøb dig en, saaer det din.
2den Sentents. Den som mig føder, det er Gud Fader.

Den som mig klæder, den som mig klæder — —

Dette sidste Tankesprog har, efter min Hypothes, den satiriske Plovkjøring med Flid ladet ufuldendt, for derved at give en Finte til Lægdsmanden, som er temmelig illiberal i at opfylde sin Forpligtelse til at holde ham med Klæder. Bag i Psalmebogen har man af Lægdsmandens Kone, Maren, et Document af stor Vigtighed med Hensyn til Husets Historie. Det er nemlig en chronologisk Beretning om hvert Barns Fødselsdag, Faddernes Antal, samt den ældste Datters Bryllup med Grovsmeden. Af samme Forfatterinde haves i Jurisprudentsen et Supplement til Ørsteds Formularbog, nemlig et lovformeligt Stævnemaal mod Kaalorme, i Chemien en Recept til Øleddike, og i Medicinen en Dissertation om Febre. Forfatterinden holder for, at Patienten blot har nødig at ryste et Hyldetræ en Morgen før Solens Opgang, idet han mumler ved sig selv: „Hyld, Hyld! jeg ryster dig, til ei meer du ryster mig.” Af dette sidste Arbeide skjønnes Folkets Hang til Mysticisme, som endvidere nedenfor skal godtgjøres. Maren synes i flere Henseender at have dannet sig efter classiske Mønstre. Ligesom de gamle Autorer dicterede deres Bøger til Trælle, har hun heller aldrig selv sat Pen til Papir, men ladet Rasmus nedskrive disse opuscola efter hendes Dictat. Hun bruger den samme Person til sin Anagnost, naar hun af sine Papirer vil indhente nogen Oplysning. Hertil kommer, at disse Manuscripter ere, ligesom Oldtidens, uden alle Interpunctionstegn. Undertiden ere heller ikke Ordene adskilte. Endvidere lader hun Intet trykke, men tillader sine Venner at tage Afskrifter. De to sidstnævnte Værker ere skrevne med Rødkridt paa en liden Rulle Karduuspapir, der er stukket bag ved Speilet. — Philologien drives meget eensidigen paa dette Sted. Det hebraiske Sprog dyrket man kuns, forsaavidt man dyrker Porcellainsblomsten, paa hvis Blade man læser Ordet „Jehovah” uden Accenter. Græsken er aldeles forsømt. For Romersprogets Elskere er her noget rigere Udbytte. Paa høire Side af Bilæggerovnen læstes: Soli Deo gloria; paa en Karduus Røgtobak: Petum optimum subter solem; og paa to Dusin Fireogtyve-Skillinger, der tjente til Knapper i Huusfaderens Kistekjole: Christianus Septimus Rex Daniæ et Norvegiæ. — Tienestepigen Gjertrud dyrkede flittig Naturvidenskaberne, især Botaniken. Hun har lagt Grunden til et skjønt herbarium vivum. Under Bjælken forvarede hun Sedum Telephium (St. Hansurt); paa et Tøndebaand i Kjøkkenet: Thymus vulgaris (Timian) og 0riganum majorana (Merian); i en Papirspose: Matricaria chamomilla (Kameelblomst). Til det offentlige Bibliothek havde hun foræret en Urtekost af Tanacetum Balsamita (Balsom) og Artemisia Abrotanum (Ambra); denne Samling efterlod hun sidste Søndag i Psalmebogen. I sit Kridthuus havde hun et Stykke Rav, et Fiirbladskløver, en Tvillingnød og et Vættelys.

§ 3. Kunsternes Tilstand.

Poesien i Lægdsgaarden lader sig beqvemt henføre til to Klasser: den antike og den moderne. Jeppe Olsen, Familiens Stammefader, som selv havde bygget Gaarden Anno 1696, kan med Rette betragtes som Stedets Ennius. En Indskrift over Porten, som er Gaardens ældste poetiske Mindesmærke, tillægges eenstemmig ham. Den lyder saaledes:

„Herre, lad os af din Naade
Lefve dig til Velbehag!
Fri for Djevelskab og Vaade
Dette ringe Bundetag!
Lad den, som skal Dugen brede,
Hafve noget Brød og Sul
Udi Kammerset tilrede,
Og lidt gammelt Øl til Jul!
Mig til Ly og dig til Ære,
Har jeg bygget denne Gaard.
Jeppe Olsen mit Navn mon være,
Mens jeg her i Verden gaaer.

Til den moderne Poesie regner jeg et Bindebrev, som den haabefulde Dreng Rasmus afleden Vinter overrakte Degnens Kone paa hendes Navnedag. Hun blev derover saa henrykt, at hun skjenkede ham en tyk Pandekage og to Løgæbler, saa at hans Genie, Gud være lovet, ei bliver uden Opmuntring. Tjenestepigen er Husets Rhapsodist. Hun kan en særdeles traurig Vise, hvis Titel er: „Beklagelige Tanker af en Piber ved det jydske Infanterie, hvis Kjæreste slog ham feil og tog en Tambour.” Den afsjunges under Accompagnement af Rokkehjulet til sin egen velklingende Melodie. Lægdsmandens Moder kan aldrig høre den uden at smelte hen i Taarer, saa at denne gamle Kone, ihvorvel hun fast gaaer i Barndom, dog beskjæmmer mangen ung ved sin ømme Følelse for den erotiske Poesie. Ogsaa kom jeg under Veir med, at samme Pige Gjertrud vil forsøge sine Kræfter i Foredraget af den vilde Ballade. Hun bærer hemmeligt paa sit Bryst „en ny og skrækkelig Vise om den sorte Gjørtler, som skal rettes, formedelst at han skar Halsen over paa sin Kone, Andre til Skræk og Advarsel. Den begynder: „Syndige Menneske betænk” &c. Rasmus er min Hjemmelsmand. Han vil have seet hende tage den frem i Kostalden, for at memorere den, mens hun malker. Endnu har hun ikke indstuderet den; thi hun declamerer ei med Færdighed fra Bladet. — Instrumental-Musik hørte jeg blot af Familiens yngste Lem, Thomas, som endnu gaaer med Skjørter. Han øver sig fra Morgen til Aften paa Skarntydefløiten.

Den bildende Kunst er endnu i sin Barndom, uagtet den i dette Fag meest udmærkede Mand, Gaardskarlen Jørgen Samsø, alt er over den Alder, hvori Kunstneren culminerer. Jeg retfærdiggjør denne Paastand med hans Mangelstok. Hesten, som udgjør Haandgrebet derpaa, er alt for sveigrygget. Der hersker ingen Energie i Udtrykket. Hovedet er uforholdsmæssigt stort og alt for meget ludende mod Jorden. Det røber Mangel paa Kunstnerflid, at hverken Bagbeen eller Forbeen paa Figuren ere adskilte, men deres Separation blot antydet ved en simpel Skure. — Det udgravede Arbeide paa den Tærskel, han har skjenket Gjertrud, vidner om en sikker Haand; men der er i Værket en paafaldende Stivhed og Maneer. Midt paa Bladet er anbragt en mathematisk Cirkel med mangfoldige Radier. Paa de fire Hjørner seer man samme Idee gjentaget fire Gange. Det kalder jeg at fordrive alt frit Phantasiespil af Kunstens Gebeet, at lade kold Beregning træde istedet for genial Opfindelse. I den smaae Thomasses plastiske Kunstforsøg lever en besynderlig hollandsk Aand. De aflange Huusbagerbrød, som han daglig forfærdiger i Leergraven, efterligne til Illusion den grove Natur. Til idealsk Forherligelse af den raae Virkelighed, til frit Sving mod det Evige findes intet Spor.

Jeg vil ikke opholde mig ved de historiske Træsnit paa Væggene, f. Ex. Potiphars Hustrue, den forlorne Søn. Byens Topographer ville tidt faae Leilighed til at omtale dem, da de findes næsten i ethvert Huus. Jeg iler forbi Gjertruds Kistelaag, ovenpaa hvilket læses i en Guirlande af Roser og Lilier G. P. D., og paa hvis indre concave Side er klinet Admiral Nelson og Slaget den 2den April. — Jeg iler over Malerierne paa Sengeskuddene. Disses Forfatter har ladet sig henrive af en vild Phantasies regelløse Spil. Jeg finder det en alt for bizar Idee, at Adam og Eva æde af et Træ, der bærer baade Æbler, Pærer og Blommer paa eengang. — Jeg haster til det meest geniale Kunstproduct, jeg har kunnet antræffe inden Lægdsgaardens Grændser. Det ville vi i Særdeleshed gjøre til Gjenstand for vore æsthetiske Reflexioner. Den større Omhu, hvormed dette Værk conserveres, tilkjendegiver allerede, at Forfatteren føler dets sjeldne Værd. Stykkets fire Hjørner ere naglede med Nellikesøm til Væggen, og, for at ei Metallet i oxyderet Tilstand skal angribe Papiret, er der mellem Sømhovederne og dette anbragt smaae Lapper rødt, uldent Tøi. Neden under angives Stykkets historiske Tendents med de Ord: „Gjertrud rider til Marked.” Af den skalkagtige Aand, som gaaer igjennem det Hele, sluttede jeg strax, at Rasmus var Kunstneren. Det satte mig i ikke liden Forundring, at Lægdsmanden, med det ham egne satte Væsen, vilde laane Plads i sin Stue til et Værk, som saa øiensynlig gik ud paa personlig Satire. Hovedfiguren er Gjertrud, som forestil1es ridende paa Udgangsøget med en Pileqvist i Haanden. I Baggrunden præsenteres Porten halv aaben. Man seer her Kunstneren selv hidse Gaardhunden, Griban, mod Hesten, som slaaer Bagenden høit i Veiret. Herved kommer den arme Pige i en høist beklagelig Forfatning og kan med Nød og neppe, ved at gribe fat i begge Hestens Øren, undgaae at glide ud over dens Hals og Hoved. Forfatteren har beklaget sig meget, at Kunstens Skranker ei tillod ham at tilkjendegive det Successive, ellers vilde han have fremstillet, hvorledes først hele Gjertruds Underdeel udgjorde en Kugleform, idet baade Been og Fødder, ligesom Lemmerne paa et sammenrullet Pindsviin, skjultes under det store Hvergarnsskjørts luftfyldte Ballon; men hvorledes siden, derved at Hellemisset uafladelig slog bag op, først de sorte, messingkrampede Træskoe, siden de lange blaae Uldhoser krøb som et Par Følehorn meer og meer frem af det store Sneglehuus, saa at hendes Legeme syntes at kunne udstrækkes og forlænges i det Uendelige. Jeg er overbeviist om, at det vil gaae de fleste Kunstdommere ligesom mig. De ville finde, at Gjertruds Bagdeel har for megen Masse og en altfor enorm Vrede. Men efter at have seet Originalen, tager jeg min overilede Dom tilbage. Jeg forsikkrer, der er aldeles intet Overdrevet i det hele Udtryk. Dette monstrum er paa sin Viis et ligesaa mærkværdigt Phænomen, som samme Legemsdeel af den berømte Aphrodite callipyge. Hvad det savner i Yndighed, erstattes igjen ved den mere grandieuse Stiil. At Forfatteren har ladet Hestens Ryg synke dybt under den svære Ballast, det røber den tænkende Kunstner. Een Feil mod correct Tegning, i den bag Porten lurende Figur, har han tilfælleds med alle Kunstnere i Ølseby-Magle, det er, at den nedre Deel er i Sammenligning med Overkroppen uforholdsmæssig spids og liden. Drapperiet er uovertræffeligt. I Coloriten af Gjertruds rødstribede Bul hersker en lys Tone. Den klinger omtrent ligesom Rødsteen. Men at Forfatteren har stillet sig selv til Skue paa sin Tavle, anseer jeg for en utilgivelig Subjectivitet. — Et Fresco-Maleri, som træffes paa Kjøkkenvæggen, ridset med Kul 5 Qvarteer fra Gulvet, er ikke noksom individualiseret. Dog er det af philosophisk Interesse, da det hjelper Phantasien utroligt til at fatte den abstracte Forestilling om et fiirføddet Dyr. Maleriet kan umulig forstyrre det rene Begreb ved at vække Tanken om Hund, Hest eller Ko. At Kunstneren selv paastaaer, hans Hensigt var at skildre den graae Kat, omstyrter ei vor Synsmaade. Geniet har henrevet ham uden hans Bevidsthed og bragt ham til at fremstille en heel Dyreclasse.

§ 4. Religionen.

Jeg bemærkede med Rædsel et høist farligt Hang til Mysticisme hos Stedets Indvaanere. For ei at blive Læseren Beviset for saa dristig en Yttring skyldig, maa jeg ved en liden Episode fortælle, hvorledes jeg blev ledet til denne Opdagelse. — Hidtil have vi, som Læseren formodentlig erindrer, meest opholdt os ved Dagligstuen, der tillige er Spisestue og Soveværelse. Jeg begav mig herfra op gjennem Storstuen, hvor Brudesengen staaer paa Parade, herlig prydet med en Kniplings Hovedpude, der laae midt paa den bredstribede, høitsvulmende Overdyne. Herfra førte en grøn Dør mig ud i den Deel af Haven, som mere var helliget Skjønheden end Nytten. Pioner, Valmuer, Riddersporer, Tulipaner og Solsikker mylrede frem bag et Hegn af Buxbom, der naaede mig til Knæet. Jeg opdagede her i en Lønkrog et lidet Bed, hvori med Karse var saaet Bogstaverne S. K. Ufortøvet henvendte jeg mig til min Vertinde, Maren Lægdsmands, for at indhente en Forklaring over denne vegetabilske Inscription. Men til min Skræk paatog hun sig en hemmelighedsfuld Mine. „Det er Noget,” sagde hun, „som Jomfru Sine og jeg have mellem os.” Jeg maa her gjøre opmærksom paa, at Maren før sit Giftermaal havde været Amme hos en nærboende Landmaaler, og at hendes Pleiedatter Sine aflagde hyppige Besøg hos hende. Marens Miner lode mig ane noget særdeles Mysteriøst. Jeg gik tankefuld op og ned i Buxbomgangene, da jeg pludselig saae et blomstrende Pigebarn med Straahat paa Hovedet skjule sig bag en Hasselhække. Nysgjerrigheden førte mig hen imod hende. Hun forlod sin Stilling og søgte igjennem Blomstergangene at snige sig ind ad Storstuedøren. Jeg skyndte mig tilbage for at besætte denne Udgang. Ved et løseligt Overblik af det hele Terrain blev jeg vaer, at hun umuligen kunde undslippe mig, naar jeg blot afskar hende Veien til Døren. Vi legte nu mellem Blomsterqvarterenes mangfoldige Qvadrater et fuldstændigt Schak- eller Damspil. Ingen af os kunde flytte ind i de fiirkantede Blomsterbede, uden at anrette frygteligt Nederlag paa Tulipaner og Lilier. Vi maatte begge følge de Stier, som ved Buxbomhækkenes Flugt vare foreskrevne. Jeg havde to Planer for Øie: 1) stedse at rykke frem, for at fængsle Pigen i en Krog, 2) men tillige at spærre hver Adgang til Døren. Hun, som var mig deri overlegen, at hun kjendte Terrainet bedst, gjorde tidt et uformodentlig Træk, som satte mig i Forlegenhed og nær havde tilintetgjort mine Anslag. Men jeg benyttede mig da uden Betænkning af min Fordeel som Springer og satte dristig over een Qvadrat efter den anden, medens hun med de smaae Jomfruskridt i sin snevre Sirtses Kjole var nødt til at følge Landeveien. Saaledes blev Pigebarnet snart mat, og stod gandske raadvild i en Vinkelspids af Havegjærdet, uden at kunne flytte sig videre. Hun holdt med begge Hænderne i sit Bomulds Forklæde, som var fyldt med Lavendler og Ambra. Uden at see op, neiede hun og gjorde en Undskyldning, fordi hun ei var paaklædt. (Maaskee ønskede hun, liig en anden fangen Cleopatra, at lægge sin Seierherre i Lænker). Under disse hendes Ord fødtes en Rødme under de nedhængende blonde Lokker. Fossen af en Rosenstrøm styrtede ned over Ansigtet, Halsen og tabte sig under Silketørklædet. Ved at følge den med Øinene opdagede jeg en sort Silkelidse om Halsen, som ogsaa forsvandt den samme Vei. Dette Syn forjog enhver daarlig Tanke af mit Sind. En reen videnskabelig Interesse vaagnede igjen hos mig; den henrykte Tilskuer blev atter omskabt til Topograph. „Hvad hænger ved den sorte Lidse?” spurgte jeg mig selv. Forestillingen om de ærkekatholske Qvinder med Helgenbilleder paa Brystet paatrængtes mig mod min Villie. Jeg besluttede, hvad det end skulde koste, at have Lys i denne Sag. Tanken om den Skræk, hvori jeg ved en voldsom Undersøgelse vilde sætte den stakkels blufærdige Sine (thi jeg tvivlede ei længer paa, det var hende, jeg havde for mig), indgjød mig vel en flygtig Medlidenhed; men jeg fordrev den igjen ved den Betragtning: Forskeren bør qvæle al barnagtig Medynk. Zoologen sønderlemmer jo uden Betænkning levende Dyr, skulde da Topographen gjøre sig flere Skrupler, naar det gjælder en vigtig Undersøgelse? Jeg sagde til hende: „Smukke Sine! Forfærdes ei over det dristige Skridt, mine Studier nøde mig til. Operationen er snart foretaget, naar De ei forlænger Tiden ved forgjeves Modstand. Vær forvisset, Dem skal ikke times nogen Overlast. De skal være saa sikker, som da De laae ved Marens Bryst.” Idet jeg talte saa, greb jeg hende om Livet med min høire Arm. Hun havde ikke frit Brug af sine Hænder, da hun med dem begge holdt i det fulde Forklæde. I en temmelig determineret Tone sagde hun: „Hvad vil De mig?” og bøiede med det samme Hovedet langt tilbage, som for at undvige et Kys. Jeg rødmede over denne Misforstaaelse og var meget stødt over, at hun troede mit Hjerte saa let indtaget. Dog beholdt jeg saa megen Aandsnærværelse, at jeg uden Svar gav mig til med venstre Haand at heise den sorte Lidse i Veiret. Da hun mærkede min Hensigt, s1ap hun Forklædet med begge Hænder. De duftende Urter spredtes paa Jorden, og hun værgede sig som en vred Løvinde, idet hun uden Ophør skreg: „Lad mig være! det siger jeg Dem. Lad mig være!” Jeg, der ikke var belavet paa slig fortvivlet Modværge, maa tilstaae, at jeg var tilmode som en ung Feltskjær, der første Gang sætter Benet af en Patient. Sveden trillede mig ned af Panden. Jeg blev saa rørt, at jeg nær havde opgivet mit Forehavende, da til al god Lykke Tanken om mit Kalds Vigtighed indgjød mig Kraft til at fuldføre Daaden. Den spædlemmede Jomfrues Kræfter forlod hende. Jeg holdt seierrig i min Haand et lidet Elfenbeens Helgenbillede, hvorunder jeg igjen læste S. K. Miniatur-Maleriet forestillede en Yngling med skaldet Pande, en sort Knebelsbart og en graa Frakke med Snorer paa. Jeg begreb strax, det var en ung Eremit med en Tonsur og et arværdigt Skjæg. Ogsaa Peter fra Amiens gik i en graa Kjortel med Snor om Livet. Johannes den Døber bar en Klædning af Kameelhaar. Denne Anachoret havde Kameelgarns Knapper i sin Kjole. Nu saae jeg klart den hele frygtelige Betydning af Konens Ord: „Det er Noget, som Jomfru Sine og jeg have mellem os.” Maren, den gamle papistiske Satan, var hemmelig gaaet over til Katholicismen, og dyrkede med Jomfru Sine en Helgen ved Navn St. Knud. Jeg saae den Skjønne stivt i Øinene, opløftede truende min Finger og sagde: „Stakkels bedragne Pige! gaa i Dem selv og riv Deres Hjerte løs fra den Knegt, De bærer paa Brystet.” Med den trufne Samvittigheds Bestyrtelse og Skurk over at vare grebet paa fersk Gjerning, brast hun i lydelig Graad og løb med Forklædet for Øinene ind i Huset. Arme katholske Sine! Du var af Naturen fredsommelig. Da du troede, jeg vilde frarøve dig et Kys, kom du endnu ei ret i Harnisk; men da du saae, det gjældte dit Afgudsbillede, da slap du dine Lavendler, da blev du fra et Lam til en Skjoldmø! — Katholikerne føre, som bevidst, alle Religionskrige med en fanatisk Rasenhed. Ved endnu blot at tilføie nogle faa Observationer, skal jeg til den høieste Grad af Evidents godtgjøre min Paastand, at hele Lægdsgaarden er befængt med den meest mystiske Katholicismus. Allerede Dagligstuens Ydre vækker besynderlige Anelser. Naar man seer de fastnaglede Blyvinduer med de mange smaae farvebrandte Ruder, ledes man uvilkaarlig til at tænke paa en Kirke fra Middelalderen. Betragter man Pyramiden med Thekopper, da spørger man sig selv: hvorfor er Hylden ei fiirkantet, hvi har den just faaet den spidsvinklede, himmelpegende Skikkelse? — Dørene til Kostalden, til Loen, til Hønsestien ere betegnede med sorte Kors. Gjertrud gaaer med et Paternosterbaand, hvori hænger et Kors af Rav. Lægdsmanden stryger med sin Haand tre Gange under sine Fodsaaler, inden han stiger i sin Seng. — For at holde sig Pavens Forordning efterrettelig, har man i hele Huset ingen Bibeloversættelse. — Bønnen er alene en Offerhandling, et opus operatum. Jeg saae grandgivelig, at Lægdsmanden, da han læste fra Bords iaftes, slet ikke tænkte paa Andet end Grødfadet og ramsede Gudsord op, som om det blot gjaldt at faae det snart fra Haanden. Jeg iagttog ved samme Nadvere, at Kalkens Brug var menig Mand forbudt. Efter Bordet tog Familiefaderen alene et Tinbæger, drak sig en Snaps og sagde blot til de Øvrige, der stode med tørre Munde: „Singgodt Børn!« Blandt Træsnittene havde man uden mindste Sky hængt en Jomfru Marie til offentlig Skue. Hvad siger man om Alkoven, hvori Jørgen og Gjertrud laae, blot adskilte ved et Brædt? Er det ei uimodsigeligen en Efterligning af det ascetiske Munkesværmeri, at tage sig en Sengesøster? Sorgens hele Statur bærer overhovedet umiskjendelige Spor af Kjødets Spægelse og mørk Munkemoral. Hans Been ere saa spinkle, at de staae i hans korte Vandstøvler som Støderen i en Morter. — Det er yderst oprørende at høre, hvorledes hele Huset, naar en Tidsbestemmelse skal gjøres, betjener sig af den katholske Terminologie. Det falder dem saa flydende at tale om Allehelgens Dag, St. Knuds Dag, St. Annæ Dag, Mikkels Dag &c. Hvad skal man sige om Interjectioner som Hillemænd (ɔ: hellige Mænd) og om Eeden Saamænd (ɔ: sic me juvent sancti viri)? Ole Jeppesen lever med sin Phantasie i Middelalderens Fabler. Han troer, der gives intet sandt Genie, ingen sand Cultur i denne reformeerte Tid. Jeg havde nys en Dispute med hans Moder om Muligheden af at vise stjaalne Sager igjen. Da traadte Lægdsmanden strax paa min og Vantroens Side med de Ord: „I taler, Droen komme mig! som en gammel Tosse, Moer! Det er kun Overtro, at der nu tildags skulde gives saa kloge Folk.” (Denne Tale overraskede mig behageligen). „Nei,” føiede han til, „det var kuns i gamle Dage, Folk vare saa oplyste, den Tid, de gik i den sorte Skole.” (Her sukkede jeg.) — Da Sine Landmaalers ved min Indtrædelse fra Haven af endnu sad og græd i Kakkelovnskrogen, sagde Lægdsmanden til mig: „Hille Skam! hvor han har havt Jomfruen i Feiefyr.” Hvad siger mine Læsere om saadant Papisteri, slig mystisk Tendents midt i et evangelisk Kongerige. Før har man dog kun troet. det var Skjønaander, der kom paa deslige Griller. At Smitten udbreder sig lige til Bønderfolk i Ølseby-Magle, det gaaer vel vidt. — Rasmus gjør en Undtagelse. Hans Guder ere fød Velling og Skjørost. Han troer ikke Andet, end hvad han kan tage og føle paa.

§ 5. Regjeringsform.

Regjeringen er despotisk og arvelig paa Spindesiden. Den lovgivende Magt var allerede i Ole Jeppesens første Kones Hænder, og Maren fører nu Regimentet, om muligt, endogsaa med mere Strenghed. Jørgen har den executive Magt, hvorfor Lægdsmanden stedse betragter ham med skjeve Øine, saa meget mere, som han i ham troer at see sin Successor[1]. Dette Oles Forhold gjør, at han ikke gandske kan frikjendes for Utaknemmelighed; thi meget ofte har han alene Jørgens Forbøn at takke for den Drikkeskilling, ham tilstaaes, naar han skal til Kjøbstaden; hvorimod denne blot betinger sig til Gjengjæld, at dele Nydelsen. Ogsaa er det en stor Behagelighed for Ole, at han ei sjelden gjennem Jørgen kan faae et hemmeligt Vink om, hvad Maren har resolveret i eet eller andet Anliggende af Vigtighed for Familien. Jeg finder det en høist tilgivelig Nysgjerrighed, at Manden paa denne Maade søger at udfritte, hvad der saa nøie angaaer hans egen Velfærd. Derved behøver han ei at skamme sig. Det gjør han ikke heller. Jeg hørte ham forleden, da Maren havde lovet mig Befordring til en god Ven i Nabolauget, hviske Gaardskarlen i Øret: „Jørgen, mon jeg skal kjøre for Magisteren?” Denne svarede: „Det veed jeg ikke endnu.” Derpaa sagde Ole igjen: „Aa tal med Qvinden og see, du kan faae det at vide.” — Enkelte Gange har han vel stræbt at støde Maren fra Thronen, men alle saadanne oprørske Forsøg ere løbne uheldigt af. Hun havde engang betroet ham til at sælge et Føl. Paa Handelen havde han den Utroskab, at gjøre sig en Fordeel af 3 Mark, som han stak i sin egen Lomme. For disse Penge fik han i Kroen en betydelig Ruus. Med Aqvaviten inddrak han en høi Grad af Selvtillid, en klippefast Tro paa sin egen Dygtighed til at regjere Huset. Med en ham usædvanlig Hurtighed ilede han om Aftenen hjem for at realisere de ærgjerrige Planer, der tumledes i hans Sind. Med Selvfølelse traadte han ind i Stuen, uden at tage Hatten af og uden at sige: „Guds Fred.” Konen havde den Uforsigtighed, at lade ham forstaae, han ingen Nadvere fik, fordi han ei var kommet hjem i rette Tid. Da rystede han over hele Legemet, slog i Bordet og skreg i en rædsom Tone flere Gange efter hinanden: „Grøden her paa Bordet strax, Maren! ingen Raisonneren her! Forstaaer du mig?” Konen stod som forstenet. Jørgen sagde: „Men Ole! hvordan er det fat med Jer i Aften?” Derved ledede denne Uveiret hen paa sit eget Hoved. Han greb ham i Brystet og raabte: „Herud af mit Huus, din Fuxsvandser! Sætter du din Fod oftere inden for min Port, skal jeg knække din Hals.” Hertil føiede han nogle skrækkelige Udtryk, der havde Hentydning til Karlens Forstaaelse med sin Madmoder, hvilke dog Undseelse formener mig at gjentage. Jørgen listede sig klogeligt bort. Med Triumf gjentog Lægdsmanden utallige Gange: „Jeg vil dog see, hvem der er Mand i Huset, jeg eller Maren!” Hun teede sig under dette Optrin med megen Værdighed. Uden at indlade sig i Ordstrid, sagde hun blot eengang: „Rider Satan dig, Ole!” Men nogle betydningsfulde Nik af hendes Hoved syntes at røbe, at hun opfatte sin Hevn over Usurpatoren til beleiligere Tid. Gjertrud og Thomas blandede deres lydelige Graad med Oles Triumfraab. Griban bjeffede høit. Denne forvirrede Støi tilkjendegav tydelig nok en Borgerkrigs Rædsler. Alene Rasmus var rolig Tilskuer. Han benyttede sig endog af den almindelige Fotstyrrelse til ubemærket at fortære en lækker Osteskorpe foruden Brød. Ja, han syntes endogsaa med en høist dadelværdig Skadefryd at gotte sig over det hele tragiske Skuespil.

Den næste Morgen ved Solens Opgang herskede der i den gandske Gaard et Dødsstille som paa en Valplads Dagen efter et Slag. Lægdsmanden laae endnu paa sin Seng. Han befandt sig i samme Udmattelses-Tilstand, som hans hedenske Forfædre efter deres Bersærkegang. Hans Kone gik taus paa Gulvet og iførte sig sin Søndagsdragt. Da gjorde Manden flere Forsøg paa at bryde den omineuse Taushed. I en modfalden og ynkelig Tone, som kunde bevæge de haardeste Stene, sagde han: „Maren! Væverens Kone gav mig igaar en Pære, den har jeg gjemt til dig, den ligger i min Buxelomme.” Konen svarede koldt: „Det er godt, Ole.” Efter en Pause begyndte han igjen: „Du har talt om, jeg skulde have forføddet mine Støvler til Paaske. Men jeg kan nok liste lidt med dem endnu, det er ikke saa farlig vaadt i Veiret endda. Jeg kan lægge en Visk Foder i dem. - Mener du ikke, det var bedre, du fik et Stykke Lystring til en Bul for de Penge?” Maren svarede: „Det er godt, Ole!” — Endeligt gjorde han det sidste, meest ydmyge Forsøg paa at tilveiebringe en Conversation, ved at sige: „Maren! Hjulmandens vil sælge deres Vugge. Skal vi ikke kjøbe den? Jeg er saa et gammelt Kræ, der ikke kan leve ret længe; dersom du saa vilde forandre dig igjen, saa kan du jo gjerne faae den nødig!” — „Det er godt, Ole!” sagde den ubevægelige Maren med den sidste Knappenaal i Munden. Den fæstede hun i sit Kattuns Tørklæde og gik derpaa sin Vei ud af Gaarden.

Den piinlige Spænding, hvori Ole forventede sin Hustrues Tilbagekomst, varede kun en Time. Da traadte hun, ledsaget af Præsten, atter ind i Stuen. „Her,” sagde hun, „kan Faer selv see, hvor den Svinepels ligger og sover Rusen ud!” — Præsten holdt en drøi Formaningstale til den arme Synder, der bodfærdig hørte paa Bebreidelser fra alle Kanter, uden at sige et Ord til sit Forsvar. Med grædende Taarer lovede han sin Kone Bedring, og erholdt derved en meget hypothetisk Forladelse. Man saae ved denne Leilighed et ret talende Beviis paa, hvor tilbøielige Folk ere til at forene sig med det seirende Parti. Alle Gaardens Beboere raabte i Munden paa hinanden, for at faae deres Vidnesbyrd om Oles utilbørlige Forhold mod Maren gjort gjældende. Men da selv Pogen i Skjorterne med de Andre istemmede: „Faer var fuld som et Asen!” — da betragtede Lægdsmanden Barnet med et veemodigt Blik, hvori tydeligt læstes: „Ogsaa du, min Søn Thomas!” Denne Purkens Uskjønsomhed var saa meget mere iøinefaldende, naar man betragter, hvor tidt Faderen gjorde sig til Martyr for hans sædelige Opdragelse. De spartanske Borgere lode dog kuns en Træl beruse sig, for at vise deres Sønner det Nedværdigende ved Fylderi; men Ole tog ei i Betænkning, ved selv tidt at sætte sig i en bevidstløs Tilstand, ret tydeligen at indprente Barnet Drukkenskabens Afskyelighed. Marens Fremfærd synes noget haard, men man bør betænke, at Subordination intetsteds er af større Vigtighed end paa et Skib og en Udflyttergaard. Under begge Omstændigheder bør mod Mytteri tages dobbelt alvorlige Forholdsregler. — Fra denne Time bemærkede Jørgen stedse i Kroen, naar hans Husbond blev saa inspireret, at Herskernykkerne vaagnede hos ham. I saadan Forfatning lod han ham aldrig komme for Marens Aasyn, af Frygt for, at han skulde forløbe sig.

§ 6. Handelen.

Regjeringen begaaer en betydelig Feil mod klog Politik, idet den lader de fornemste fremmede Producter bringes til Gaarden ved Transithandel. Jørgen kjøber i Staden al den Provision af Tjære, Kaffebønner, Snuustobak o. s. v., som aarlig consumeres. Men han undlader aldrig at gjøre sig betalt for sin Umage med Paalæg af betydelige Procent. Det indsees let, at det vilde være langt mere fordeelagtigt for Finanzerne, dersom Maren umiddelbart selv betalte Kjøbmanden for Indførselsartiklerne. — Dog bør paa den anden Side tages Hensyn til, at de Summer, som Jørgen paa denne Maade lægger op, dog engang paa ny komme i hendes Vold, dersom man tør antage, at Jørgen virkelig har Exspectance paa hendes Haand og Hjerte. — Rasmus driver en grov Snighandel med Pennefjære, som han trækker ud af Fedegjæssene og afsætter paa Birkedommerens Skriverstue. — Den indre Handel mellem Huusmoderen og Gjertrud er ei af Betydenhed. Hiin tilstaaer denne ½ Skilling pr. Skjeppe Aske, for derved at bringe hende til, med meer Samvittighedsfuldhed at feie sammen paa Skorstenen. Ogsaa tilstaaes hende for hver Snees Æg samme Gratiale, men i denne Indtægtskilde lider hun ei ringe Skaar ved det Fribytteri, som drives saavel af Skader og Ræve, som af Rasmus.

§ 7. Krigsmagten.

I Krigstider stiller Gaarden 2 Mand paa Benene, som støde til den saakaldte Kystmilice. Jørgen fører en Landse. Qle Jeppesen, som ved Korpset beklæder en Underbefalingsmands Post, bærer en Flint, som i Fredstider hænger under Bjælken i Stadsestuen. Denne Flint er i mere end een Henseende et for Fjenden frygteligt Vaaben. Den kan lignes med Sværdet Tyrsing, som, eengang draget af Balgen, nødvendig maatte have Mandeblod. Naar Ole eengang havde spændt sin Bøsse, stod det ei meer i hans Magt at give Fjenden Pardon; han maatte brænde løs, enten han vilde eller ei. Thi Laasen havde den Egenskab, at Hanen ikke kunde staae paa Halvt. Fremdeles maatte det ogsaa gjøre Modparten stort Afbræk, at Geværet skjød 1 Fod og 11 Tommer links. Ingen kunde da tage sig vare for hans Skud. Uagtet han med dette skeeløiede Løb syntes at pege til Øster, naar Skuddet var Vester tiltænkt, var han dog ved at skyde Veteranerne paa sin Hestestald selv blevet temmelig færdig i at beregne dets Misviisning. Da endelig Røret ei var uopløselig forbundet med Skjæftet, løb Fjenden i Slaget Fare for ei alene at faae Kuglen, men og den hele Bøssepibe i Ansigtet.

  1. Jeg finder det ikke urimeligt, at Jørgen gaaer med en Lægdsmand i Maven. Maren er vel ikke ung meer; men dog 20 Aar yngre end hendes Ægtefælle. Ja den uvorne Dreng Rasmus paastaaer endog, at Scepteret efter Tingenes Gang nødvendig tilsidst maa komme i hans Hænder. Han slutter saaledes: Naar Moer bliver en gammel Kjærling, saa tager hun Jørgen. Naar Jørgen er bleven aflægs og Moer død, saa bliver Gjertrud Moer, og naar Gjertrud er bleven en affældig Enke, saa faaer jeg vel tage hende. Denne Regning slaaer maaskee ind. Det er overhovedet en nedarvet Vedtægt i Gaarden, at hver Mand har een Kone, det vil sige: to halve. Den enes Hjerte deler han med sin Formand, den andens med sin Eftermand. Han har altid først en Mage, der er for gammel til ham; men denne Feil rettes fuldkommen derved, at han anden Gang forener sig med En, der er ham for ung. Mellemproportionalet af deres Alder giver det rigtige Aarstal. I enhver Alliance bliver ved passende Blanding af Vinter og Sommer en tempereret Varme tilveiebragt. Ungdom og Alderdom i eet Spand giver en passende Bevægelse, lige langt fra Løbskhed og Stædighed.
    Forf. Anm.