Spring til indhold

Over al Forstand/6

Fra Wikisource, det frie bibliotek

Gyldendalske Boghandel Nordisk Forlag København og Kristiania


Over al Forstand.djvu Over al Forstand.djvu/7 73-86

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.


Præsten knugede sine Hænder og ventede en lang Stund, inden han kunde fortsætte:

— Der gik nogle Uger. Faa kun. Jeg havde ventet paa en eller anden Maade at høre fra Maria, men hun viste sig ikke, og hun skrev ikke. Heller ikke kom hun i Kirken mere. Mellem Ida og mig var hun aldrig paa Tale. Jeg har svært for at lyve, og det er jo engang Løgnens grusomme Konsekvens, at den ene drager de tusind efter sig. Jeg kunde ikke nævne hende uden at gentage en Løgn eller lave en ny. Derfor undgik jeg dette Emne. Og Ida … Det faldt mig jo ikke ind, at Ida tænkte paa hende, ustandseligt, Dag og Nat.

— En Søndag, lige efter Middag, kom Pastor U. over til os. Han udbad sig en Samtale i Enrum med mig. Jeg saa Ida gribe om Ryggen paa en Stol og blive hvid i Ansigtet, og jeg troede — Daare, som jeg var — jeg troede, det var, fordi hun skulde undvære mig saalænge. Vi gik over i mit Studereværelse. Han var meget bevæget. Der var sket en Forvandling med Maria, sagde han, en ubegribelig Forvandling. Fra det Øjeblik, han havde ønsket at faa Bryllupsdagen berammet, var hun blevet som en anden. Hun, der før havde jublet ved Tanken om Fremtiden, blev tavs og indesluttet og gav lutter undvigende Svar. Det var kommen saa vidt, at hun rystede, blot han hentydede til Brylluppet. Nogle Gange var han trængt ind paa hende, og hun havde da kun svaret: — Jeg er ikke god nok til dig! Han vidste ikke sine levende Raad. Han forstod hende ikke, men var dog vis paa, at hun elskede ham nu som før. — Han havde nu fattet den Idé at bede mig prøve at tale hende til Rette, eller i det mindste erfare den sande Grund til hendes forandrede Væsen. Han sagde: Kan De ikke, kan ingen!

— Naturligvis lovede jeg ham at tale med hende, skønt jeg var meget mistrøstig angasende Udfaldet. Aabenbart havde det, at jeg paatog mig Ansvaret, ikke lettet Byrden fra hendes Sind.

— Et Sekund fo'r det mig gennem Hjernen, at jeg burde benytte Lejligheden, — hans Angst for at miste hende — til at komme med Sandheden. Almen menneskelig Fejghed hindrede mig deri. Han fortalte mig, at Tanken om Marias: Jeg er ikke god nok til dig! pinte ham mere end noget andet. Han kunde ikke arbejde mere, han havde maattet aflyse sin Prædiken. Det svimlede for ham, naar han saa ud over de mange Mennesker. Maria var det eneste, han overkom at tænke paa. Og nu, naar han laa om Natten og ikke kunde sove, bankede Fristeren paa hos ham og hviskede, at det jo var muligt, Maria havde et eller andet, der maatte skille dem fra hinanden.

— Om saa var? henkastede jeg med bankende Hjerte. Pastor U. spærrede Øjnene op og svarede: — Om saa var — vil jeg bede Herren bevare min Forstand. Jeg tror ikke, jeg kom over det.

— Disse Ord gengav mig min Handlekraft. Jeg havde Følelsen af, at jeg holdt to Menneskeliv i min Haand, og at Ansvaret i dette Øjeblik med en Møllestens Tyngde blev lagt paa mine Skuldre. Jeg foreslog ham at lade hende hente over til os samme Dag, og han syntes helt trøstet ved Tanken. Jeg havde ganske glemt, at vor Karl just havde fri den Dag. Pastor U. var selv kørende i en lille Gig, og rimeligst havde det altsaa været, ifald han var kørt over efter sin Forlovede.

— Nu gik vi imidlertid over i Dagligstuen til Ida. Jeg saa, hun var meget urolig, hvorfor jeg straks nænsomt satte hende ind i Aarsagen til Pastor U.'s Besøg.

— I, som hører mig fortælle dette, I, som længst har erfaret Idas sygelige, halve Medviden, vil mene, jeg bar mig forkert ad. Men husk, jeg anede jo dengang intet. Pastor U. talte aabent til Ida som til mig, han talte om vor Lykke og om den Lykke, der havde været ham forjættet. Og han spurgte nu Ida, som han havde spurgt mig, om hun kunde forestille sig, hvilke Motiver, Maria kunde have til sin Udskyden af Brylluppet. Ida undveg Svaret, men saà saa forpint ud, at jeg spurgte, om hun var syg. Hun svarede med et tvungent Smil, at Solen var faldet i hendes Nakke, og hun havde stærke Hovedsmerter.

— Maria skulde hentes. Pastor U. sagde nu — atter et af Leddene i de Tilfældigheder, der kædede sig sammen til den forfærdelige Ulykke: — Gør mig en Vennetjeneste, tag De over efter hende. Tal med hende paa Vejen. Jeg har den Forudfølelse, at De og De alene kan overvinde hendes Skrupler!

— Jeg saà spørgende over til Ida. Hun havde blaa Ringe under Øjnene og saà ud, som var hun ved at segne, Det var mig umuligt af Hensyn til min Gæst at bede Ida følge mig, desuden kunde jeg isaafald ikke tale med Maria paa Vejen. Men jeg kendte Ida nok til at vide, at hendes altid aarvaagne Skinsyge vilde krympe sig, naar jeg alene kørte bort efter en ung Dame, selv om denne unge Dame var aldrig saa forlovet.

— Ida raadede mig til at gøre som Pastor U. bad, men samtidig sendte hun mig et af disse smertefuldt anklagende Blik, som kun Kvindeøjne ejer — og jeg fatter ikke, jeg fatter ikke, jeg tog bort. Men jeg gjorde det. Jeg lod mig berolige af hendes matte: Erhardt, jeg synes, du skulde gøre det, saa underholder jeg imedens Pastor U.

— Jeg gik ud og spændte for og kørte.

— Maria var straks parat til at følge mig, og jeg forstod, hun længtes efter at tale med mig. Hendes Udtryk vidnede om, at hun havde gennemgaaet frygtelige Sjælekvaler, siden jeg saà hende sidst, men hun syntes nu at være faldet til Ro i en eller anden Beslutning.

— Da vi var kommen lidt bort fra Gaarden, takkede hun mig for mit Brev og tilføjede, det for en Tid havde styrket hende. Men jo mere, hun tænkte over det, jo frygteligere forekom det hende ikke blot at skulle begynde Ægteskabet med et Bedrag, men ogsaa at gennemføre det og derved mindes om det hver Dag og Time. Og saa — at det endelig engang kunde blive afsløret.

— Hun havde nu besluttet sig til for at undgaa al anden Forklaring at rejse bort og sende Pastor U. sin Ring med et Brev, hvori hun vilde lade ham forstaa, at hendes Kærlighed gradevis var taget af, og at dette var Grunden til, hun vægrede sig saa heftigt ved at bestemme Bryllupsdagen.

— Jeg holdt Hestene an, og vi kørte nu Fod for Fod, medens jeg — som om det gjaldt min egen Lykke — søgte at gendrive og imødegaa hendes Standpunkt.

— Vore Roller var byttet om siden hin Aften, jeg indtrængende besvor hende at tilstaa alt. Jeg sagde, jeg havde raadet hende til at tie, fordi hendes Kæreste simpelthen ikke kunde bære Sandheden, og fordi jeg afgjort mente, de to Mennesker kunde gøre Livet rigt og lykkeligt for hinanden. — Men selvfølgelig maatte hun ikke indlade sig paa "Bedraget", medmindre hun ejede Sjælsstyrke nok til at gennemføre det uden moralsk at gaa til Grunde. Jeg prøvede at overbevise hende om, at hun roligt kunde fralægge sig enhver Skyld i dette Forhold. Hun var Barn dengang, et misbrugt, mishandlet Barn, der ialfald havde sonet Uretten ved at tie gennem sine Samvittighedslidelser og gennem al den Angst, hun i Tidens Løb havde udstaaet. Og jeg sagde, efter min Mening maatte det just være hende en Lise at slippe alle Minder om Fortiden. Hun vendte Ansigtet om imod mig og sagde: — Jeg er bange for Opdagelsen. Jeg tror paa, at alt kommer for en Dag.

— Hvormange kender Deres Hemmelighed? spurgte jeg.

— De er den eneste Fremmede!

— Jamen Menneske, saa afhænger det jo af Dem, af Dem alene!

Maria svarede: — De forstaar mig slet ikke. Han lever. Det er ikke mig, der har sluppet ham. Jeg elsker ham ikke, jeg har aldrig elsket ham. Jeg har frygtet ham. Jeg har adlydt ham. Han har pint mig, nedværdiget mig. Men han har vakt Kvinden i mig, det er jo umuligt — umuligt at glemme det. Om der gik tyve Aar, om der gik fyrretyve Aar, og han kom og kaldte paa mig, jeg maatte jo adlyde.

— Saa elsker De ham, Maria! Hun saà paa mig med sine dejlige Øjne: — Hvis han og jeg mødtes igen, saa kunde der kun ske et af to, jeg maatte dræbe ham eller … selv gaa ud af Livet. Men det nytter ikke, vi taler om det, De er Mand og jeg er Kvinde, vi kommer aldrig til at forstaa hinanden helt.

— Men jeg gav ikke fortabt. Jeg talte hende til og skammede hende ud for saadanne meningsløse, syge Fantasterier. Jeg forklarede hende, at den Synd, hun begik ved at tie, var ringe mod den, hun kunde begaa ved at tilintetgøre baade sin egen og en andens Lykke, og sluttelig gengav jeg Pastor U's Ord: — Om saa er, vil jeg bede Gud bevare min Forstand.

— Maria sad stille ved min Side. Pludselig sagde hun: — Ja, De har Ret. Nu ser jeg, De har Ret, og jeg vil prøve at handle efter Deres Ønske.

— Nej, svarede jeg, ikke prøve, De maa være sikker paa Dem selv og gaa frem og aldrig se Dem tilbage!

— Der kom et forklaret Udtryk i hendes Ansigt: — Ja, nu tør jeg blive hans Hustru.

— Vi kørte videre, hver i sine Tanker. Jeg skulde vel vogte mig for at berøre Emnet, nu hun havde ladet det falde. Lidt før vi kom til Præstegaarden, tog hun mig om den Haand, der holdt Tømmerne: — Vil De saa lyse for os paa næste Søndag? Jeg nikkede.

— Da vi kørte op for Døren, stod Pastor U. der alene for at tage imod os. Det anede mig, der var noget galt paa Færde med Ida, men jeg ventede med at spørge, indtil vi var kommen af Vognen. Med et Par Ord forklarede jeg den lykkelige Mand, at alt var ordnet, og saa spurgte jeg efter Ida. Hun havde lagt sig, hendes Hovedpine var taget til …

— Hendes Betroelse til Dagbogen paa dette Tidspunkt er Klageskriget fra en formørket Sjæl …

— Da jeg kom ind til hende, spurgte hun: Lykkedes det dig at overtale hende? Hun lagde Vægt paa Ordet "overtale", hvad der undrede mig, men jeg svarede naturligt: — Ja, og jeg takker min Gud, at det lykkedes mig. Lidt efter stod Ida op, men hun saà saa lidende ud, at jeg bebrejdede mig, jeg havde tvunget hende dertil ved at tale om vore Gæster.

— Maria og hendes tilkommende Mand blev hos os til sent om Aftenen, og vi var alle meget stille. Den sidste Timestid tilbragte vi inde i min Stue med Døren aaben ud til Haven. Vi talte om det forestaaende Bryllup og bestemte, det skulde fejres hos os, i al Stilhed. — Ida, der havde Kvindens Evne til at forstille sig overfor alle andre, talte om det med største Naturlighed og begyndte endog spøgende at udspørge Maria om hendes Duelighed paa huslige Omraader.

— Jeg bad Ida tage et eller andet i det gamle Chatol, som hun sad nærmest. Pastor U. sprang til, han vred Nøglen rundt, men Døren gik ikke op. Ida gav sig til at le, og jeg skulde just gøre ham opmærksom paa Mekanismen, da Maria tankeløst sagde: Der er en Fjeder under Klappen.

— Det gav et Sæt i mig. Ida saà hastigt hen til mig, men lukkede saa sine Øjne, som om hun ikke udholdt Synet. — Maria tog sig sammen og sagde endelig, men bleg og med rystende Stemme: — Vi havde netop saadan et Chatol i mit Barndomshjem.

— Pastor U. bemærkede intet, men i mit Indre vedblev det at genlyde: Saa let, saa uforvarende kommer man altsaa til at røbe det, man for alt i Verden vil dølge! Og jeg erindrede Marias egne Ord: — Alt kommer for en Dag, før eller senere … Det var mig selv, der havde vist Maria Mekanismen, for at hun, inden hun gik, kunde sætte Vinen tilbage i Skabet.