Paa Kæmpegraven

by Hans Vilhelm Kaalund

	Paa Kæmpegraven.
	I Aftenrøden drømmende jeg gik;
	Der hæved' sig en Gravhøi for mit Blik:
	Om Bautastenen Brombærløv sig vandt;
	Paa Høiens Side jeg en Indgang fandt.
5	Og ned jeg steg dybt under sorten Jord,
	Der hvælved' sig en Jettestue stor;
	Men ingen Askekrukke, intet Sværd,
	Og ingen Flinteøxe fandt jeg der.
	Af Graasteen muret stod den mørk og huul;
10	De brændte Been var' røved' af dens Skjul —
	Hvad tusind' Vintre skaansomt forbigik,
	Var nu forstyrret i et Øieblik.
	Da blev det mig saa trangt bag Gravens Muur;
	Op steg jeg i den dæmrende Natur;
15	Med tørstig Læbe drak jeg Luften reen,
	Og hviled' mig paa Høiens Bautasteen.
	Og Livets underlige Gaader gik
	Forbi mit mørke, vemodsfulde Blik;
	Naturen syntes mig at smile kold
20	Paa Graven af det svunde Helteold:
	Som nu den savner mig i Aftnen tyst,
	Saa har den trykket Kæmpen til sit Bryst;
	Snart paa min Grav skal andre Slægter gaae
	Og Lærken sorgløs sine Triller slaae —
25	Hvortil da dette evigt samme Spil?
	Hvad fattedes, om jeg nu ei var til?
	Snart ingen ahner, jeg har tænkt og drømt,
	Og flammet for det Skabtes Storhed ømt.
	Og Tanker dukked' op, og Tanker veg,
30	Til Livet tyktes mig en Bobelleg,
	En dunkel Urkrafts lunefulde Verk,
	Og Taaber: Skjald og Viis, og Drot og Klerk.
	Med Panden rynket saa en Stund jeg stod;
	Da saae jeg disse Blomster for min Fod:
35	Paa Graven hver, som Evigheds Symbol,[1]
	Sit Uskyldsøie vendte mod Guds Sol.
	Henplanted' ei ved Nogen Gartners Flid,
	De hæved' Blikket over Grav og Tid;
	Med dem jeg saae i Aftenrøden ind,
40	Til Fredens Engel kyssede min Kind.
	Med stille Andagt smeltede jeg i
	Naturens underfulde Harmoni;
	En Taare brændte i mit Øie hed,
	Jeg følte i mit Bryst en Evighed.
45	Da daled' Solen bag de gyldne Sky'r,
	Og Kirkeklokken klang fra fjerne By'r;
	Det gamle Roeskild i det Fjerne stod,
	Og Hyrdedrengen sang ved Høiens Fod.
	Paa Graven stod jeg nu som Blomsten tryg,
50	Og lærte Viisdom af den lille Myg:
	En Stund den lever kun i Solens Glands,
	Dog tumler den det hen i sorgløs Dands.
	Ja, jeg vil følge Stemmen i mit Bryst:
	Den stille hellige Naturens Røst!
55	Ja, jeg vil elske, haabe, jeg vil troe,
	Og være som en Myg ved Livet fro!

1. Evighedsblomster.