Psyche sælger Amoriner

Fra Wikisource, det frie bibliotek






Psyche sælger Amoriner.

 
Hvergang, o Du herlige Mester!
    Jeg seer din Kunst,
De høie Guder jeg giæster,
    Bag Tidens Dunst.
5 Høit svinger jeg mig til Parnasset
    Paa Vingen din,
Hvor Bacchus mig rækker i Glasset
    Sin Flammeviin.
 
Hvor Helios Solvognen kjører
10     Om Hav og Jord,
Hvor Orpheus Sølvstrengen rører
    I Musers Chor,
Hvor Himmelbestormerne bæve
    For Kronion,
15 Og yndige Gratier svæve
    Paa Helicon!
 
Blegt er vel dit herlige Billed
    Som Haarets Snee;
Dog er det som Regnbuespillet,
20     Min Sjæl kan see,
Som mod mig Elysium dufter
    I Solens Skin,
Som Paradiisvinden omlufter
    Min hede Kind.
 
25 Den yndige lille Novelle,
    Du skrev i Steen,
Jeg vil nu for Løier fortælle
    I Aftnen seen;
Paa Thebordet sætter Maskinen
30     Musik dertil.
Kom hid da, i Kreds om Kaminen,
    Hvo lytte vil:
 
En Dag bar den deilige Psyche
    Paa Arm en Kurv,
35 Propfuld af Amorer tykke,
    Til Hellas Torv.
Hvor Templet med prægtige Fløie
    Blandt Myrter stod,
Opslog hun med smilende Øie
40     Sin Handelsbod.
 
Kom, raabte hun, hvo som vil kjøbe
    Kramsfugle smaae!
Og alle til Torvet henløbe,
    Som Psyche saae.
45 Tæt skued' man Folket sig samle;
    Blandt Møer og Børn
Anacreon smidsked' — den gamle
    Forlibte Ørn!
 
Hvor flagred' de fangne Eroter
50     I Buret om!
Hvert Nu deres buttede Poter
    Til Syne kom.
Blandt Folket Enhver maatte titte
    Derind med Smiil:
55 En saae man polidsk sig at snitte
    En gylden Piil.
 
Da listelig ud af sin Fælde
    Han vilde fly,
To Smaabørn — som når ved en ælde
60     Man rører sky —
Ved Vingen ham greb, og nedputted'
    Det lille Skarn:
Ak! hvo der dog eied' sligt buttet
    Et Dukkebarn!
 
65 Hist knæled' en rødmende Pige
    For Psyches Fod:
Den Lilliebarm saae man stige
    Som Havets Flod;
Hun strakte de sneehvide Arme
70     Mod Buret ud,
Og greb fuld af Kjærligheds Varme
    En lille Gud.
 
Med En ved sit Hjerte Hyrdinden
    I Lunden gik;
75 De tryktes med Blussen paa Kinden
    Og Straaleblik;
De glemte, med Munden paa Munden,
    Alverdens Nød,
Og tømte beruste til Bunden
80     Dens Nectar sød.
 
Men kort er den himmelske Sødme!
    O vee! o vee!
Hvi mon vel de Smaapiger rødme,
    Og skjelmske lee?
85 Ei! Nymphen har mistet sit smukke,
    Sit smækre Liv:
Hun gaaer nu at hente en Vugge;
    Thi hun er Viv.
 
Men hvor er den lille Besnærer,
90     Den Abekat?
Ak see! som en Gaas hun ham bærer!
    Han er saa mat —
Mon atter han kommer i Flamme?
    Jeg troer det ei!
95 Pas paa, hver Papa og Madamme
    Dig svarer Nei.
 
Ved Skovbakken sidder saa stille
    En Herkules.
Med ham gjør Eroten den lille
100     Kun kort Proces;
Der kneiser han ret som en Mare
    Paa Heltens Ryg!
Vor Herre os Alle bevare
    For sligt et Tryk!
 
105 Skjøndt sjældent i Kjærlighedstanker
    En Olding gaaer,
Anacreon, smykket med Ranker
    Om Sølverhaar,
Af Psyche en Elskovsgud kjøber,
110     Og, trods dens Spræt,
I Kappen omhygeligt svøber
    Den Lille tæt.
 
Men siig, hvilket Fængsel indslutter
    Den skjelmske Gud?
115 Fra Oldingens Hjerte han smutter,
    Og leer ham ud;
Til Hjemmet den Gamle maa vende
    Med Næsen lang.
Og dermed min Sang har nu Ende
120         For denne Gang.


Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.