Psyche sælger Amoriner

by Hans Vilhelm Kaalund

	Psyche sælger Amoriner.
	Hvergang, o Du herlige Mester!
	Jeg seer din Kunst,
	De høie Guder jeg giæster,
	Bag Tidens Dunst.
5	Høit svinger jeg mig til Parnasset
	Paa Vingen din,
	Hvor Bacchus mig rækker i Glasset
	Sin Flammeviin.
	Hvor Helios Solvognen kjører
10	Om Hav og Jord,
	Hvor Orpheus Sølvstrengen rører
	I Musers Chor,
	Hvor Himmelbestormerne bæve
	For Kronion,
15	Og yndige Gratier svæve
	Paa Helicon!
	Blegt er vel dit herlige Billed
	Som Haarets Snee;
	Dog er det som Regnbuespillet,
20	Min Sjæl kan see,
	Som mod mig Elysium dufter
	I Solens Skin,
	Som Paradiisvinden omlufter
	Min hede Kind.
25	Den yndige lille Novelle,
	Du skrev i Steen,
	Jeg vil nu for Løier fortælle
	I Aftnen seen;
	Paa Thebordet sætter Maskinen
30	Musik dertil.
	Kom hid da, i Kreds om Kaminen,
	Hvo lytte vil:
	En Dag bar den deilige Psyche
	Paa Arm en Kurv,
35	Propfuld af Amorer tykke,
	Til Hellas Torv.
	Hvor Templet med prægtige Fløie
	Blandt Myrter stod,
	Opslog hun med smilende Øie
40	Sin Handelsbod.
	Kom, raabte hun, hvo som vil kjøbe
	Kramsfugle smaae!
	Og alle til Torvet henløbe,
	Som Psyche saae.
45	Tæt skued' man Folket sig samle;
	Blandt Møer og Børn
	Anacreon smidsked' — den gamle
	Forlibte Ørn!
	Hvor flagred' de fangne Eroter
50	I Buret om!
	Hvert Nu deres buttede Poter
	Til Syne kom.
	Blandt Folket Enhver maatte titte
	Derind med Smiil:
55	En saae man polidsk sig at snitte
	En gylden Piil.
	Da listelig ud af sin Fælde
	Han vilde fly,
	To Smaabørn — som når ved en ælde
60	Man rører sky —
	Ved Vingen ham greb, og nedputted'
	Det lille Skarn:
	Ak! hvo der dog eied' sligt buttet
	Et Dukkebarn!
65	Hist knæled' en rødmende Pige
	For Psyches Fod:
	Den Lilliebarm saae man stige
	Som Havets Flod;
	Hun strakte de sneehvide Arme
70	Mod Buret ud,
	Og greb fuld af Kjærligheds Varme
	En lille Gud.
	Med En ved sit Hjerte Hyrdinden
	I Lunden gik;
75	De tryktes med Blussen paa Kinden
	Og Straaleblik;
	De glemte, med Munden paa Munden,
	Alverdens Nød,
	Og tømte beruste til Bunden
80	Dens Nectar sød.
	Men kort er den himmelske Sødme!
	O vee! o vee!
	Hvi mon vel de Smaapiger rødme,
	Og skjelmske lee?
85	Ei! Nymphen har mistet sit smukke,
	Sit smækre Liv:
	Hun gaaer nu at hente en Vugge;
	Thi hun er Viv.
	Men hvor er den lille Besnærer,
90	Den Abekat?
	Ak see! som en Gaas hun ham bærer!
	Han er saa mat —
	Mon atter han kommer i Flamme?
	Jeg troer det ei!
95	Pas paa, hver Papa og Madamme
	Dig svarer Nei.
	Ved Skovbakken sidder saa stille
	En Herkules.
	Med ham gjør Eroten den lille
100	Kun kort Proces;
	Der kneiser han ret som en Mare
	Paa Heltens Ryg!
	Vor Herre os Alle bevare
	For sligt et Tryk!
105	Skjøndt sjældent i Kjærlighedstanker
	En Olding gaaer,
	Anacreon, smykket med Ranker
	Om Sølverhaar,
	Af Psyche en Elskovsgud kjøber,
110	Og, trods dens Spræt,
	I Kappen omhygeligt svøber
	Den Lille tæt.
	Men siig, hvilket Fængsel indslutter
	Den skjelmske Gud?
115	Fra Oldingens Hjerte han smutter,
	Og leer ham ud;
	Til Hjemmet den Gamle maa vende
	Med Næsen lang.
	Og dermed min Sang har nu Ende
120	For denne Gang.