Wallensteins Dom

by Hans Vilhelm Kaalund

	Wallensteins Dom.
	Stolt stod den store Wallenstein
	Blandt sine første Helte,
	Og oversaae den vide Egn
	Med Krigere og Telte;
5	Da førte en Soldat man frem,
	Ved Hvirvellyd af Trommer;
	Med Haanden snørt til Taskens Rem,
	Han vented' Høvdingdommen.
	„Hvad var,” saa tordned' Fyrsten, „tal!
10	Hvad, Usling, var din Brøde?”
	„„To Høns af Hungersnød jeg stjal.””
	„Derfor skal nu Du bøde!
	Til Galgen med ham! flux afsted!”
	Opfoer den Seiervinder;
15	Da knæled Marodeuren ned,
	Med dødningblege Kinder.
	„„Ved Naadens Gud i Himmerig,
	Tilluk dog ei dit Hjerte!
	Han høre Dig, som Du nu mig,
20	I Afskedstimens Smerte!
	O, før mig ei i Skjændselsdød;
	Mig drev jo Hungersvaanden!””
	Saa jamred' han — men Fyrsten bød,
	Og vinked' bort med Haanden.
25	Da sprang den blege Synder op
	Og knytted' sine Hænder:
	„„Ha Blodhund! Du paa Ærens Top,
	Som skjænder og som brænder!
	Ja, hæng mig kun! ved denne Jord,
30	Den usle, dybt jeg væmmes,
	Hvor slig en Røver kaldes stor,
	Og Arm som Tyv beskjæmmes!””
	Saa raabte han, og hæved' kjæk
	Og trodsig op sit Hoved;
35	Men Alle hørte de med Skræk
	Hvad den Fortabte voved'.
	Paa Fyrstens Pande Arets Tegn
	Med dunkel Rødme brændte;
	„Han være fri!” bød Wallenstein,
40	Og flux ham Ryggen vendte.