Kaiser Maximilians Redning

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning






Kaiser Maximilians Redning.

 
Hvor høit mod Himlen steiler
Tyrolerlandets Fjeld,
Ved Inspruck smukt sig speiler
I In et Skovkapel;
5 Der flammed' stille Lampen
I Secler Dag og Nat,
Til Sweitszer-Frihedskampen
Udslukkede den brat.
 
Naar Aftenklokken klinger
10 Ned til den stille Dal,
Og Lammegribben svinger
Sig op fra Klippens Sal,
Den raske Gemsejæger,
Til Landsbyflokken vendt,
15 Fortæller, ved et Bæger,
Hvi Lampen hist blev tændt:
 
I Middelaldrens Tider,
Da Mestersangre qvad,
Da Stene fløi fra Blider
20 Mod Klippeborg og Stad,
Da Hjelm og Ridderspore,
Da Falk paa Haand man bar,
Maxmilian den Store
I Tydskland Kaiser var.
 
25 En Dag i Purpurdragten,
Med Kroner tæt besat,
Han drog på Gemsejagten
Med Fjerbusk i sin Hat;
Et Spyd han bar i Haanden,
30 Og Buen paa sin Ryg;
Af Øiet lyste Aanden
Saa herskerstolt og tryg.
 
Op ad den Himmeltrappe
Han fulgte Gemsen let;
35 De Andre maatte snappe
Om deres Aandedræt.
Hans Kaabe stod i Vinden
Lig Ørnevinger grandt —
Snart fjernt bag Klippetinden
40 Ved Gletscheren han svandt.
 
Forgjæves kaldte Hornet
Ham fra den svimle Vei.
Alt Solen sank bag Taarnet:
Men Kaiseren kom ei.
45 Forgjæves de ham søgte
Til næste Aftenrød;
Da toned' vidt det Rygte:
Maxmilian var død.
 
Men Kaiseren paa Fjeldet
50 Adskildt fra Veien stod;
En Gemse blodig fældet
Laa udstrakt for hans Fod.
Af evig Snee omgivet
Paa Dødens Rædselssti,
55 Ham vinked' atter Livet
Med al dets Trylleri.
 
Kun Fjeld og Dyb han øined',
Af Mennesker forladt —
I evig Pragt sig høined'
60 Den store Stjernenat.
Da sænked' sig hans Hoved
Paa Klippens haarde Grund —
Han, som kun havde sovet
Paa Fløil og Edderduun.
 
65 Hvad hjalp ham nu hans Rige;
Hvor tom blev ham hans Pragt!
Nu Ormen var hans Lige,
I Herlighed og Magt.
Ei Fjeldene sig bøied'
70 For ham, der kaldtes „stor;”
Og Kaiseren slog Øiet,
Som Betler, ned til Jord.
 
Den gyldne Himmelfugle
Op over Verden steg,
75 Og Aftnens Strimer gule
Igjen i Vesten veg.
Med Snee han slukked' Tørsten,
Og bad til Gud om Mod;
Med Anger gjorde Fyrsten
80 For sine Synder Bod.
 
Det var den tredie Morgen,
Han laa i Dødens Strid;
Da vækked' ham af Sorgen
En Engelstemme blid:
85 „Haab trygt paa Gud i Nøden!”
Og undrende han saae,
Tæt ved, i Morgenrøden,
En Hyrdedreng at staae.
 
Han stod paa Klippeblokken,
90 Og smiled' alvorsfuld;
I Panden skiltes Lokken
Som spundet ud af Guld.
Om Skuldren hang en Taske,
I Haand han bar en Stav;
95 Og Nectar af sin Flaske
Han Tydsklands Kaiser gav.
 
Ei før ved Fyrstetaffel
Midt i sit Marmorslot,
Af klar Crystalcaraffel,
100 Den smagte ham saa godt.
Paa Hyrdedrengens Stige
Af Reb han klavred' ned,
Fra Dødens kolde Rige
Til Livets Herlighed.
 
105 Snart hilsede hans Blikke
Den yndige Natur:
Hist saae han venlig ligge,
Bag Ranker, Hyttens Muur;
Her Svalen fløi bevinget;
110 Der Floden sølvklar flød,
Og tusind' Klokker ringed',
Fra Inspruck, for hans Død.
 
„Ha,” raabte han, „jeg lønner
Dig kosteligt med Guld!
115 Du, som af Dalens Sønner
Kom til min Redning huld.”
Og venligt saae hans Blikke
Til Hyrdedrengen om;
Men see! — han var der ikke —
120 Forsvunden som han kom.
 
Da Fyrsten overvældet
Sank paa sit Knæ for Gud,
Som sendte ham paa Fjeldet
En Frelsensengel ud.
125     Hans Fryd snart Landet deelte;
Til Fester Alt blev smykt;
Men hisset, hvor han knælte,
Kapellet blev opbygt.


PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1948. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1924.