Kaiser Maximilians Redning

by Hans Vilhelm Kaalund

	Kaiser Maximilians Redning.
	Hvor høit mod Himlen steiler
	Tyrolerlandets Fjeld,
	Ved Inspruck smukt sig speiler
	I In et Skovkapel;
5	Der flammed' stille Lampen
	I Secler Dag og Nat,
	Til Sweitszer-Frihedskampen
	Udslukkede den brat.
	Naar Aftenklokken klinger
10	Ned til den stille Dal,
	Og Lammegribben svinger
	Sig op fra Klippens Sal,
	Den raske Gemsejæger,
	Til Landsbyflokken vendt,
15	Fortæller, ved et Bæger,
	Hvi Lampen hist blev tændt:
	I Middelaldrens Tider,
	Da Mestersangre qvad,
	Da Stene fløi fra Blider
20	Mod Klippeborg og Stad,
	Da Hjelm og Ridderspore,
	Da Falk paa Haand man bar,
	Maxmilian den Store
	I Tydskland Kaiser var.
25	En Dag i Purpurdragten,
	Med Kroner tæt besat,
	Han drog på Gemsejagten
	Med Fjerbusk i sin Hat;
	Et Spyd han bar i Haanden,
30	Og Buen paa sin Ryg;
	Af Øiet lyste Aanden
	Saa herskerstolt og tryg.
	Op ad den Himmeltrappe
	Han fulgte Gemsen let;
35	De Andre maatte snappe
	Om deres Aandedræt.
	Hans Kaabe stod i Vinden
	Lig Ørnevinger grandt —
	Snart fjernt bag Klippetinden
40	Ved Gletscheren han svandt.
	Forgjæves kaldte Hornet
	Ham fra den svimle Vei.
	Alt Solen sank bag Taarnet:
	Men Kaiseren kom ei.
45	Forgjæves de ham søgte
	Til næste Aftenrød;
	Da toned' vidt det Rygte:
	Maxmilian var død.
	Men Kaiseren paa Fjeldet
50	Adskildt fra Veien stod;
	En Gemse blodig fældet
	Laa udstrakt for hans Fod.
	Af evig Snee omgivet
	Paa Dødens Rædselssti,
55	Ham vinked' atter Livet
	Med al dets Trylleri.
	Kun Fjeld og Dyb han øined',
	Af Mennesker forladt —
	I evig Pragt sig høined'
60	Den store Stjernenat.
	Da sænked' sig hans Hoved
	Paa Klippens haarde Grund —
	Han, som kun havde sovet
	Paa Fløil og Edderduun.
65	Hvad hjalp ham nu hans Rige;
	Hvor tom blev ham hans Pragt!
	Nu Ormen var hans Lige,
	I Herlighed og Magt.
	Ei Fjeldene sig bøied'
70	For ham, der kaldtes „stor;”
	Og Kaiseren slog Øiet,
	Som Betler, ned til Jord.
	Den gyldne Himmelfugle
	Op over Verden steg,
75	Og Aftnens Strimer gule
	Igjen i Vesten veg.
	Med Snee han slukked' Tørsten,
	Og bad til Gud om Mod;
	Med Anger gjorde Fyrsten
80	For sine Synder Bod.
	Det var den tredie Morgen,
	Han laa i Dødens Strid;
	Da vækked' ham af Sorgen
	En Engelstemme blid:
85	„Haab trygt paa Gud i Nøden!”
	Og undrende han saae,
	Tæt ved, i Morgenrøden,
	En Hyrdedreng at staae.
	Han stod paa Klippeblokken,
90	Og smiled' alvorsfuld;
	I Panden skiltes Lokken
	Som spundet ud af Guld.
	Om Skuldren hang en Taske,
	I Haand han bar en Stav;
95	Og Nectar af sin Flaske
	Han Tydsklands Kaiser gav.
	Ei før ved Fyrstetaffel
	Midt i sit Marmorslot,
	Af klar Crystalcaraffel,
100	Den smagte ham saa godt.
	Paa Hyrdedrengens Stige
	Af Reb han klavred' ned,
	Fra Dødens kolde Rige
	Til Livets Herlighed.
105	Snart hilsede hans Blikke
	Den yndige Natur:
	Hist saae han venlig ligge,
	Bag Ranker, Hyttens Muur;
	Her Svalen fløi bevinget;
110	Der Floden sølvklar flød,
	Og tusind' Klokker ringed',
	Fra Inspruck, for hans Død.
	„Ha,” raabte han, „jeg lønner
	Dig kosteligt med Guld!
115	Du, som af Dalens Sønner
	Kom til min Redning huld.”
	Og venligt saae hans Blikke
	Til Hyrdedrengen om;
	Men see! — han var der ikke —
120	Forsvunden som han kom.
	Da Fyrsten overvældet
	Sank paa sit Knæ for Gud,
	Som sendte ham paa Fjeldet
	En Frelsensengel ud.
125	Hans Fryd snart Landet deelte;
	Til Fester Alt blev smykt;
	Men hisset, hvor han knælte,
	Kapellet blev opbygt.