Fanatikernes Hævn

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning


Fanatikernes Hævn.

 
Halvt den store Corsikaner
Havde Verden i sin Haand;
Lykken trak for hans Triumphvogn,
Seiren sang Napoleon.
5 Over Alperne ved Simplon
Bruste han som Bjergets Elv,
Bød ved Nilen, listed' Paven
Ud af Vaticanet selv.
 
Over Pyrenæermuren
10 Steg han med sin Hær nu ned
Til Kordovas rige Dale
Og Sevillas Herlighed.
Citheren og Mandolinen
Smed det stolte, spanske Folk
15 Og, forbitret paa de Franske,
Kæmpede med Gift og Dolk.
 
Til et gothisk Munkekloster
Nogle franske Tropper kom;
Krigere med Knebelsbarter
20 Blev' postered' rundt derom.
Solen gjennem malte Ruder
Straaled' paa Madonnas Kind,
Da de høie Officerer
Trampede i Hallen ind.
 
25 Sabler klirred', Heste vrinsked'
I det stille Andagts-Hjem;
Alvorsfuld Prioren traadte
Med de blege Munke frem:
I hans Falke-Øine funkled'
30 Harmens undertrykte Ild,
Dog han bød i Klosterhallen
Gjæsterne Velkommen mild.
 
Snart fra Chefen til Cornetten
Hviled' hver i Mag sin Krop,
35 Viin og Frugt paa Marmorborde
Dækkedes i Skynding op;
Generalen greb et Bæger,
Stirred' paa Prioren stivt:
„Kom,” han raabte, „blege Munke,
40 Drik, hvis ikke, er det Gift!”
 
Stolt og rolig tog Prioren
Op af Steen den tunge Dunk,
Skjænked' af den samme Nectar
For sig selv og for hver Munk:
45 „Eders Sundhed, kjække Herre,”
Raabte han, med Smiil om Mund,
Svælged' Drikken, og hvert Bæger
Tømtes til den gyldne Bund.
 
Men, o Rædsel! i hver Gane,
50 I hver Barm det flød som Ild:
„Død og Helved'” skreg hver Franskmand,
Og bortslængte Bægret vild;
„Djævel, Du har os forgivet!
Sønderslides skal I hver!”
55 Op de sprang, men Knæet skjælved',
Foden styttede ei meer.
 
„Aldrig skal vi Frankrig skue!
Aldrig Viv og aldrig Brud!”
Saa de jamred', skreg' paa Satan,
60 Paa Napoleon og Gud.
Rundt paa Gulvet de sig velted'
Isnende af Dødens Skræk,
Mens de blege Munke vred sig
Frygteligt i Krampetræk.
 
65 Endnu hæved' sig Prioren
Vaklende ved sin Monstrants.
„Ned i Helved' vi Jer styrted',
Os oplukkes Himlens Glands!”
Stønned' han og sank til Jorden,
70 Knuget til Madonnas Fod;
Læben smiled' end i Døden
Med fanatisk Helgenmod.
 
I den dunkle Klosterhalle
Alt var snart til Taushed bragt!
75 Rundt paa Marmorflisen Alle
Laae som blege Liig udstrakt':
Hist med Ordner Generalen,
Som ved Pyramiden stred,
Her Prioren, hist Cornetten,
80 Samlede i Dødens Fred.
 
Men med Jesusbarn i Favnen,
Smilende Madonna saae
Fra de Døde, gjennem Ruden,
Op mod Himlens milde Blaae.
85     Neppe ændsedes det Hele:
Kun en Leeg for Krigens Haand —
Hvad er i et Hav vel Draaben?
Fremad! bød Napoleon.


PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1949. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1925.