Fanatikernes Hævn

by Hans Vilhelm Kaalund

	Fanatikernes Hævn.
	Halvt den store Corsikaner
	Havde Verden i sin Haand;
	Lykken trak for hans Triumphvogn,
	Seiren sang Napoleon.
5	Over Alperne ved Simplon
	Bruste han som Bjergets Elv,
	Bød ved Nilen, listed' Paven
	Ud af Vaticanet selv.
	Over Pyrenæermuren
10	Steg han med sin Hær nu ned
	Til Kordovas rige Dale
	Og Sevillas Herlighed.
	Citheren og Mandolinen
	Smed det stolte, spanske Folk
15	Og, forbitret paa de Franske,
	Kæmpede med Gift og Dolk.
	Til et gothisk Munkekloster
	Nogle franske Tropper kom;
	Krigere med Knebelsbarter
20	Blev' postered' rundt derom.
	Solen gjennem malte Ruder
	Straaled' paa Madonnas Kind,
	Da de høie Officerer
	Trampede i Hallen ind.
25	Sabler klirred', Heste vrinsked'
	I det stille Andagts-Hjem;
	Alvorsfuld Prioren traadte
	Med de blege Munke frem:
	I hans Falke-Øine funkled'
30	Harmens undertrykte Ild,
	Dog han bød i Klosterhallen
	Gjæsterne Velkommen mild.
	Snart fra Chefen til Cornetten
	Hviled' hver i Mag sin Krop,
35	Viin og Frugt paa Marmorborde
	Dækkedes i Skynding op;
	Generalen greb et Bæger,
	Stirred' paa Prioren stivt:
	„Kom,” han raabte, „blege Munke,
40	Drik, hvis ikke, er det Gift!”
	Stolt og rolig tog Prioren
	Op af Steen den tunge Dunk,
	Skjænked' af den samme Nectar
	For sig selv og for hver Munk:
45	„Eders Sundhed, kjække Herre,”
	Raabte han, med Smiil om Mund,
	Svælged' Drikken, og hvert Bæger
	Tømtes til den gyldne Bund.
	Men, o Rædsel! i hver Gane,
50	I hver Barm det flød som Ild:
	„Død og Helved'” skreg hver Franskmand,
	Og bortslængte Bægret vild;
	„Djævel, Du har os forgivet!
	Sønderslides skal I hver!”
55	Op de sprang, men Knæet skjælved',
	Foden styttede ei meer.
	„Aldrig skal vi Frankrig skue!
	Aldrig Viv og aldrig Brud!”
	Saa de jamred', skreg' paa Satan,
60	Paa Napoleon og Gud.
	Rundt paa Gulvet de sig velted'
	Isnende af Dødens Skræk,
	Mens de blege Munke vred sig
	Frygteligt i Krampetræk.
65	Endnu hæved' sig Prioren
	Vaklende ved sin Monstrants.
	„Ned i Helved' vi Jer styrted',
	Os oplukkes Himlens Glands!”
	Stønned' han og sank til Jorden,
70	Knuget til Madonnas Fod;
	Læben smiled' end i Døden
	Med fanatisk Helgenmod.
	I den dunkle Klosterhalle
	Alt var snart til Taushed bragt!
75	Rundt paa Marmorflisen Alle
	Laae som blege Liig udstrakt':
	Hist med Ordner Generalen,
	Som ved Pyramiden stred,
	Her Prioren, hist Cornetten,
80	Samlede i Dødens Fred.
	Men med Jesusbarn i Favnen,
	Smilende Madonna saae
	Fra de Døde, gjennem Ruden,
	Op mod Himlens milde Blaae.
85	Neppe ændsedes det Hele:
	Kun en Leeg for Krigens Haand —
	Hvad er i et Hav vel Draaben?
	Fremad! bød Napoleon.