Partikulier Petersen/1

Fra Wikisource, det frie bibliotek

C. A. Reitzels Forlag Kjøbenhavn


Sex Fortællinger.djvu Sex Fortællinger.djvu/9 81-86

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.

I.

Husets Herre var vant til at staa tidlig op. Saaledes gjorde han ogsaa denne Søndag Morgen.

Husets Herre var en stor Økonom. Der maatte ikke lægges i Kakkelovnen de kolde og mørke Vintermorgener. Den temmelig store Dagligstue i Huset paa Kristianshavn, i Brogade, tæt ved den forlængst afskaffede, gamle Knippelsbro, laa fugtig kold med sine oliemalede blaa Lærredstapeter mellem periemalede skjæve og vinde Rammer. Vinden peb i Skorstensrørene. Tøsneen spyttede lydelig paa Ruderne.

Husets Herre var en orthodox Mand. Aldrig forsømte han sin Kirkegang nogen Søndag, hverken Højmesse eller Aftensang. Hans Hjærne var ikke livlig nok til at følge med Prædikenen. Han afvexlende sov og smaagræd baade under den og Psalmerne. Alligevel følte han sig opbygget, naar det Hele var vel forbi. Det var et "opus operatum," som det nok hedder i Theologien.

Heller ikke maa man tro, at Husets Herre gik uforberedt til Højmessen Klokken ti. Nej. Tidlig stod han op, Hellig som Søgn. Og paa Helligdagene læste han i den aarle Morgenstund Dagens Text og dens Salmer igjennem, brummende, nynnende. Om han forstod dem? Om hans Tanke fulgte Evangeliets bevægede, geniale Ord, Salmernes snart lyrisk religiøst svulmende, snart plat travende Rhythmer? Spørg Husets Herre derom! Han vilde maaske allermindst af alle kunne svare derpaa. Vist er det, at det gik ham som ved Gudstjenesten: snart græd han, snart brummede eller nynnede han, snart blundede han ind smaanikkende.

Der sad han nu i den gamle haardt stoppede Sofa med haard Mahogniryg ovenover det stoppede Parti og de haarde og stejle Sideopstandere af Mahogni, Alt afværgende Magelighed og Hvile, en Voldkrans om alle Hynder, og den manede til at sidde lige op uden at læne sig.

Altsaa der sad Husets Herre, Partikulier Petersen med en Salmebog foran sig, indhyllet i en gammel Chenille — kjøbt for, Gud ved hvor mange Aar siden hos en Merchandiser — med et Lammeskindstæppe under de med Filtsko bedækkede Fødder. Paa det gamle Divanbord — en bejset Fyrretræsplade baaren af en plump Sejle — stod Husets usleste Lampe og brændte. Henne paa en Piedestal i et af Stuens Hjerner stod til Stads to høje ranke moderne Lamper med runde Kupler. Deres mindre Kollega osede ækelt, maaske for ved en plebejisk Virksomhed at spotte de to ørkesløse Aristokrater, der stod højt over dens Niveau og glode op mod Loftet. Oselampen havde Husherrens Sympathi. De to store Lamper havde han faaet som Present til sit Sølvbryllup, men aldrig havde han tilladt, at de blev tændte. De stod som urørte, knibske Jomfruer og sâa med Foragt ud i Stuen.

Hvad læste Husets Herre i sin opslaaede Salmebog? Der sad han jo med Briller paa Næsen og mumlede som en Dreng, der skal lære at, "læse rent".

Han læste det Evangelium, som han skulde høre Prædiken over Kl. 10, Matthæus Kap. 8, Vers 1—14. Ja, han læste, men tankeløst, som om det havde været en Adresseavis. Han gabede — ikke højt — men dæmpede Gabet med sin Haand og mumlede videre.

"Men der JEsus gik ind i Ca—per—na—um, traadte en Høvidsmand til ham, bad ham og sagde: HErre! min Dreng ligger hjemme værkbruden og pines svarligen." Saa kom den skjønne Fortælling om Helbredelsen af Centurionens Søn og dens Slutning med den begejstrede verdensomfattende Profeti. Det er sikkert, at Husets Herre, Partikulier Petersen, ikke havde Sans for Fortællingens klassisk knappe Komposition og kjærnefulde Replikskifte. Men han drog det Resultat ud af den, som faldt ham belejligst. Han brummede efter Læsningen "Gud ske Lov, saa tror jeg nok, at min Kone kommer sig .. Aa, at det netop skulde være Texten i Dag. Aa .. ja .. det er paa en Maade, som jeg havde vundet i Lotteriet — hæ, ja, saamænd, ja. For det er rasende, saa den Apothekerregning er løbet op under den Sygdom … ach ja — spart er jo paa en vis Maade tjent. Se saa! Ach ja — Herre Gud!"

Dagslyset hindredes paa alle Maader af den tæt overtrukne, tøsnespyende Himmel, men det maatte, det skulde frem. Koldt antydede det sit langsomme Løb med Forhindringer i den kolde Stue ved gnavent at bore sig ind gjennem Ruderne, som ingen Rullegardiner dækkede. Thi Partikulier Petersen vilde ikke uden Nytte slide hverken paa Lærred eller Snore — hvad der var skaanet, var spart —. Aldrig saa snart opdagede han Morgenens Kamp med Natten, hvis Udfald han let forudsaâ, før han pustede Lampen ud — den havde brændt over en Time.

Lyset var altfor svagt til, at han, trods sine Briller, kunde se at læse Salmebogens smaa Tryk.

"Og det skal kaldes Dagslys," snerrede han hen mod Vinduerne. Saadant noget Fedteri: En kan hverken se eller inte se."

Han vidste ikke, hvad han skulde tage sig for, søgte en Stund efter Muligheder til at faa Tiden til at gaa, til det blev ordentlig lyst, men hans Søgen mundede ud i, at der ikke var andet at gjøre end at svøbe sig ind i den godt og vel fyrretyveaarige Chenille, indhylle sit Hoved tæt i dens Slag, lægge Lammeskindstæppet over sine Fødder og forsøge paa en Lur i den haarde Sofa, saa blev det vel imidlertid lyst, og saa kom hans Datter vel med Kaffe — aa lidt varm Kaffe i denne kolde Morgenstund!

Fra den utætte Dør skimtede han Lys trængende ind gjennem Fyldingens Sprækker fra Sovekamret.

Han rejste sig paa Hug og vilde raabe: "Saa sluk dog Lyset inde i Sovekamret!" — men saa tænkte han paa, at hans Kone var syg, vilde være human og regne Udgifterne til Lys sammen med Apothekerregningen, foldede sine Hænder og bad til Gud, om han snarest muligt, naadigst vilde gjengive hans kjære Hustru Helsen og Sundhed.

Pyh! — Doktoren havde rigtignok sagt, at det var farligt — det var det Tilfælde med Lungerne for anden Gang! Pyh, de Dok'tre! De sagde saa meget, bare for at kunne smøre Regninger op … Det var dumt, at han ikke havde holdt fast Huslæge i de sidste fire Aar, for det kunde dog vist ikke løbe op til, hvad den Doktor nu vilde kræve ind, og saa var det dog Vorherre, der gratis udrettede det hele, saa alle Penge, man gav til Doktor, de var i Grunden smidte i Rendestenen.

Det var alligevel ærgerligt, at de stadig brændte Lys derinde! Mon hans Kone blev bedre eller værre, enten hun laa i et belyst eller i et mørkt Værelse? Ja, ja … lad det nu gaa, til hun kommer sig lidt … saa skal Lysene nok blive slukkede, det skal jeg svare for.

For ikke stadig at ærgre sig over Lysstriberne gjennem Dørfyldingen tog Partikulier Petersen det Parti at svøbe sit Hoved tæt i Chenilleslaget. Dog naaede han kun at halvblunde, og da lod han sit Livs Begivenheder passere Revue i sin Erindring som Taagebilleder. Det var Vane hos ham, thi han nød sig selv. Hvor havde han været en sparsommelig og gudfrygtig Mand! Og var Gudsfrygt og Sparsommelighed ikke de største Dyder, et Menneske kunde drive det til i dette Jordeliv?

Nu klarer vi Taagebillederne lidt.