Partikulier Petersen/2
II.
Det gamle Vajsenhus's kalkede Skolestue. Snart Læsning i Kor, Brummen som af en Masse Oldenborrer. Snart Examination i Ting, som Partikulier Petersen rigtignok havde glemt det meste af, men han erindrede sig med Stolthed, at Peter Jakob Petersen havde været den dygtigste Dreng i Lærebog og "Bibel", i Tavle- og Hovedregning, navnlig at han en Gang — han var da en lille Dreng — paa Lærerens Spørgsmaal: Hvormeget bliver 335 og 621 hurtig og resolut havde svaret 9 Rigsdaler 5 Mark og 2 Skilling. "Saa kan Du strax gaa over til Regning med benævnte Tal," havde Læreren sagt, og Peter havde følt sig stolt som Sejrherren ved Austerlitz. Og Konfirmationen føjede endnu et Blad til Peter Jakob Petersens Lavrbærkrans. Han overdængede den examinerende Præst saaledes med Skriftsteder, at denne for ikke at dvæle for længe ved en enkelt gik fra ham, mens han var midt i det lange Brudstykke af Brevet til Titus, der illustrerer § 1 i Femte Kapitel i Balles Lærebog, hvad der var et saa meget større Kunststykke, som Peter Jakob Petersen aldrig havde forstaaet et Ord af Meningen.
| · | · | · | · | · | · | · | · | · | · | · | · | · | · | · | · | · | · | · | · | · | · | · | · | · |
P. J. Petersen saâ fra den mørke Baggrund i
Urteboden paa Østerbrogade ud i Lyset ud over
Søen og "Kjærlighedsstiens" og Dosseringens
svulmende, skovagtige Trægrupper. Ja den Gang
kunde Folk nøjes med at ligge paa Landet paa
Kjærlighedsstien og Dosseringen! Aa, hvor var
hun tillokkende for Sextenaarsdrengen Etatsraadens
Tjenestepige med den hvide Lærredssmække
bepansrende den fulde Barm og med
Bobinetskappen over det uregerlig-tjørnekratagtige
mørkebrune Haar! Hans Hjærte slog stærkere, naar han
saâ det hvide Forklæde med Smækken tone ud
mellem Havens Træer og saa hørte hendes
Læderskos solide Saaler faa Grøftebroen til at gungre
som en Borgs Vindebro under en Ridders Hoppe.
Hvor var det muligt andet end at betænke hende
med en forholdsvis rigelig Tilgift af Rosiner og
Mandler — ja stundum to Figner, naar hun gjorde
Indkjøb i Boden, mens hans Principal sov til Middag?
Hvor hoppede ikke Urtekræmmerdrengens Hjærte,
efterhaanden som hun blev mildere. Hvor
imødesaâ han længselsfuld den Dag, da han skulde være
Svend! Saa vilde han faa Løn, og saa vilde han
rigtignok den første Søndag, han fik fri, invitere
hende i Skoven og spendere en hel Rigsdaler til
fælles Fortæring i "Slottenlund". En af
Kaperkuskene havde lovet ham gratis Befordring den Dag.
Ja, Peter Petersen blev Svend, men forinden havde Petrea giftet sig med Vognmanden henne paa Hjørnet og havde faaet Tvillinger. P. J. Petersen havde den Vinterdag, han fik det at vide, set ud over Sortedamssø og et Øjeblik tænkt paa Drukning, men Isen var tyk, og Vandet maatte være forbistret koldt .. hu! — Lige saa godt kunde han vente til hen mod Foraaret, naar det blev lunere. … Hæ, han, hæ! Helt tosset havde P. J. Petersen dog aldrig vaeret, selv i Ungdommens stormende Aar .... Foraaret kom, P. J. Petersen druknede sig ikke. Han blev i sin Bod, Aar efter Aar, lagde hvert Aar det halve af sin Løn — 100 Daler — op, satte dem paa Rente, begyndte ved en Mæglers Hjælp at spekulere, saa han, da han var tredive Aar, ejede 1500 Daler. Han gik i Kirke hver Søndag, takkede Gud for sit hidtidige og bad for sit fremtidige Held i sine smaa Spekulationer, erfarede Bønnens Nytte ved en Gevinst paa 150 Daler hos Israel i Læderstræde og ved sit lykkede Forsøg paa at faa Principalen til efter 15 Aars Tjeneste at lægge 50 Daler paa hans Løn. Dag gik efter Dag, den ene som den anden. Kun at Petersen Søn- og Helligdagenes Formiddag tog sig en lille Kop Chokolade i Kaféen henne paa Hjørnet og om Vinteren i Tilgift Kakkelovnsvarmen i Kafeen, lige til han skulde spise til Middag, til stor Ærgrelse for Opvarteren, der den Tid, Petersen sad og hang uden saa meget som at læse en Avis, ellers kunde have taget sig Udgangslov. Endnu gottede Petersen sig ved Mindet om denne Opvarters sure Ansigt og af sin egen indvendige Bemærkning: "Ja, saadan en har godt af ogsaa at vide, at han er tjenende."
Saa døde Principalen, den Kjæltring! Boden blev overtaget af hans Svigersøn, og saa megen Æresfølelse havde P. J. Petersen, at han ikke vilde tjene en Principal, som var yngre end han selv.
| · | · | · | · | · | · | · | · | · | · | · | · | · | · | · | · | · | · | · | · | · | · | · | · | · |
Et lille Kvistkammer paa Gammelmønt med
en Seng, et Bord med skaaret Vandtøj paa, en tæt
nedhængende Skraavæg! Ensomme Dage! kun om
Natten Væggetøj til Selskab! Aldrig varm Mad!
De største gastronomiske Nydelser: En Spegesild
eller et Stykke grønsaltet Flæsk! Aldrig Ild i
Kakkelovnen! En Lammeskindspels var billigere end
en Vinters Brændsel. Det var Ruinerne af den Pels,
som nu varmede Partikulier Petersens Fødder! Men
nu gik han i Kirke Søn- og Helligdagene baade til
Højmesse og Aftensang; nu havde han Tid til det.
Gudsfrygtens Løn udeblev ej heller. Som hemmelig Kompagnon i en Pantelaanerforretning tjente Peter Jakob Petersen gode Penge. Hvor klappede han taknemmelig og rørt de smudsige Femdalersedler, glattede dem kjælent og omhyggelig, før han leverede dem hen til Sparekasser og Vexelerere, hvor de "Smaaskind skulde ud at arbejde" ligesom deres Herre og Mester. Det var dog maaske hans lykkeligste Tid, de syv otte Aar paa Kvistkammeret paa Gammelmønt.
Der ovre, lige over for paa Gammelmønt i Stuen, boede Madam Petersen, Enke efter en "Spisevært". Hun var oppe i Trediverne, lidt fyldig, som det bør sig en Spiseværtinde at være. P. J. Petersen saâ med sit skarpe Øje, at Enkemadam Petersens Spisekvarter var en god Forretning. Der kom mange Haandværkssvende — det var det fineste Publikum — saa kom Haandlangere og Droschkekuske — de spiste alle varm Mad — saa sank Niveauet ned til Sjovere og lige saa lavt stillede Individer; de drak kun. Men P. J. Petersen vidste baade, hvad et Anker Hvidtøl og et Anker Kornbrændevin kunde koste Enkemadam Petersen i Indkjøb, kunde udregne, hvor meget hun brugte, og som en Følge heraf de Proeenter, hun fik af Leverandørerne — det maatte være en rigtig god Forretning i det hele; men Udskjænkningen til Sjoverne maatte være Blomsten af Forretningen.
P. J. Petersen fik Interesse for Enkemadam Petersen. Da hans Pengeforretninger levnede ham rigelig Frihed, indlod han sig tidt i Snak med Amagerkonen i den Port i Møntergade, hvor han kjøbte sine røgede Sild. "Jo, Madam Peddersen, hun ha'de rejtnok sit paa det "tøre", siden hun "sad Enke", for Peddersen var et Svin og drak til Pæ'ls med det argeste Rak af Sjovere, derfor sendte Vorherre ham ogsaa en "Delerium" over det, at Synden immer bærer sin Straf med sig, Hr. Peddersen. Men saa fik jo Madamen Haandtag i hele Beværtningen, og hun gav kun Kredit til de pænere Svende, alt "Bagaset" maatte betale, før Fortæringen blev leveret, og se, det var der Velsignelse ved, for hendes store Fætter, som havde vaaren ved Fodgarden, han var nu gift og Grønthandler og havde en Kjælder henne paa Hjørnet af Store Grønnegade og endda tre velsignede tykke og fede Drenge, som gik i Skole til 3 Daler om Maaneden hos en Frøken i Gothersgade, og naar Sjoverne gjorde Spe'takler og Vrævl, saa sendte Madam Peddersen den Dreng, som vaskede op, hen til Grønthandleren, og saa kom han lige strax og "verfede" Sjoverne ud, og Destillatørens Pige, hun paastod, at han fik otte Skilling for hver Sjover, han besørgede ud paa Hovedet, men det kunde godt være, at det var Bagvaskelse, for hun, Amagerkonen, var rejt'nok ikke af den Sort, der troede, at alt var sandt, hvad Tjenestefolk fortalte om bedre stillede Mennesker, for hun, Amagerkonen, havde saamænd ogsaa Tjenestefolk, og det var noget Rak. For det var jo nok noget nærigt, at En, der havde "Borgerskab" som Grønthandler, vilde nedlade sig til at være Udsmider. Det var at sætte sig i samme "Rangkla'se" som Sjoverne, han smed ud. "Pst … ja, jeg siger inte mere, Hr. Peddersen, for der staar en af de aller værste af dem alle sammen, ham med det onde Øjesyn, som staar der og klør Ryggen paa det skarpe Hjørne af Springgade." Men Gud skulde vide, at det var sandt, at Madam Peddersen for tre Aar siden havde kjøbt Stedet, da den gamle Vært, Farvehandler Vimling var død — han havde elle's vaaren Kaptejn ved det "borgerlige Artolleri", og det vidste hun bestemt fra Urtekræmmersvenden henne paa Hjørnet af Kronprinsessegade, at det var lutter gamle, billige Prioriteter, som stod i det Hus paa Gammelmønt.
P. J. Petersens Interesse for Enkemadam. Petersen voxede med hver Dag.
Tidt stod han hele Timer i den mørke Gang i Stueetagen af det Hus, han beboede, og saâ over i Kjælderen. Det var Sommertid, og Døren ud til Gaden stod aaben. Hvor gik hun pænt mellem de Sjofle Gjæster, hvor var hendes Haand stadig udstrakt for at kassere Penge ind! Det var maaske, som Amagerkonen ogsaa forudsatte, Løgn det med Fætteren, den forhenværende Fodgarder, Grønthandleren. Thi alt gik saa stille til i Enkemadam Petersens Beværtning, at P. J. Petersen — hæ, hæ, hæ, — det var grinagtigt nok, at de begge to hed Petersen! — ikke kunde tænke sig, at der nogensinde kunde være Trang til en Udsmider paa et saa fredeligt Sted.
Herre Gud! Hun sparede sammen, det Skind, ligesom han. Hun tænkte paa den "gamle Kone" ligesom han, lige fra han var Urtekræmmerdreng paa Østerbro, havde tænkt paa den "gamle Mand". Hm, hm, hm! Nu var de begge af "sat Alder".
Madam Petersen var fyldig og pæn! hi, hi, hi! Ja, hun var sgu god nok, hun? — Hi, hi, hi! Ja vi er alle Mennesker! — Ak ja! — Og saa nogle lykkelige Aar i sparsomt og tarveligt, men ubekymret Liv — og, naar han blev gammel og fik Gigt, saa En, der kunde pleje ham og hygge om ham! — Naa, men som sagt: Først nogen Glæde og Fornøjelse paa den ene og den anden Maade! Hi—hi—h!
Kanske han kunde faa varm Mad hos Madam Petersen for 10 Skilling Portionen! Det havde han Raad til at give. Det kunde han forsvare for Gud og sin Samvittighed. Det kunde ikke være en Synd.
Overile sig skulde man ikke. Hastværk er Lastværk! Sov paa det til i Morgen, Peter Jakob Petersen! … Og saa akkorderer jeg med Madam Petersen derovre om Prisen for Varm Mad en Gang om Dagen.
Madam Petersen følte sig glad over den pæne Herre, for hun var en Hørkræmmerdatter og ikke født til at beværte Droschekuske og Sjovere. Gud — den Herre skulde saamænd ikke give mere end andre Folk, tolv Skilling for hvert Maaltid — natyrligvis Brændevin og Øl "aparti!" — Det nød P. J. Petersen aldrig. "Jeg har aldrig i mit Liv smagt Brændevin. Vand, Madam Petersen, Vand! Det er skabt af den gode Guds egen Haand."
Ja, naar alle Mandfolk var saadan, saa var Ægteskaberne ikke saa ulykkelige. Og, hvis den Herre — hed han Hr. Petersen? — nej, hed han virkelig Petersen? — Gud, det var morsomt, for hun hed jo Madam Petersen — hvis den Herre vilde komme Klokken halv to, saa var der ingen af alle de simple Personer i Beværtningen; der var tomt over en Time, saa maatte det være behageligt for Hr. Petersen … og ogsaa for hende, for, mens hendes nu for Tiden afdøde Mand var Lysestøber, da var han Livjæger, og hun havde saamænd været paa to Livjægerballer og danset med en Vært paa et af de største Hoteller, som var Kaptejn ved Livjægerne, men saa forfaldt salig Petersen og sank fra Lysestøber til Værtshusmand; begyndte med en Beværtning for pæne Borgere, der mange Gange spiste baade Gaasesteg og Rødkaal, og en tysk Maler drak endog bajersk Øl, som var en Sjældenhed i de Dage … og det var maaske godt, Hr. Petersen, om det aldrig havde faaet den store Magt, det nu har. Men saa var han sunket mere og mere ned i det simple; men ved denne den simpleste af alle Beværtninger havde han tjent bedst, men her maatte han drikke endnu mere, end han strængt taget havde Lyst til, men det var en Nødvendighed, saa da han døde af det meget Drikkeri, var hun slet ikke saa bitter paa ham, som den Gang, han drak, uden at behøve det for Næringsvejen; nu kunde man sige om den nu for Tiden afdøde Petersen, at han var død i sit lovlige Kald.
Da P. J. Petersen forlod hende, fandt han, at det var en særdeles vakker Kone, som "talte rigtig godt for sig;" det kunde oplive ham, som af Naturen var tavs. — Gud ved, om hun ikke foruden Huset skulde eje nogle Kontanter?
Hendes Konversation tiltrak ham mere og mere for hver Dag, han spiste i Beværtningen, og hun talte ene med ham. Han kunde mærke — ja ligesom lugte, at hun foruden Huset ogsaa ejede Kontanter, og aahenhjærtig udviklede hun for ham, hvorledes Ejendommens Prioritetsforhold var. Og da han en Dag sagde:
"Takker De ikke Gud for, at det er gaaet Dem saadan, Madam Petersen?" — saa svarede hun med udbrydende Taarestrøm:
"Jo, hver Aften paa mine Knæ i min Seng, Hr. Petersen!"
"De er en gudfrygtig Kone", sagde P. J. Petersen, mens han sank en Skefuld Boghvedegrød. Ak han kunde huske, at han hurtig maatte skylle den ned med en Slurk Øl, for han havde ikke beregnet, at hans Svælg ikke kunde taale samme Varmegrad som hans Hjærte i dette højtidelige Øjeblik. Da den brændende Fornemmelse i Spiserøret havde sat sig, lagde P. J. Petersen Skeen tværs over Tallerkenen, begge sine Arme i Halvkreds om den og sluttede Kredsen ved at folde Hænderne, nikkede tre Gange langsomt og højtidelig og sagde med det kjælneste Tonefald, han kunde opdrive:
"Madam Petersen! … Hvad, Madam Petersen?"
Madamens Bryst steg og sank i mægtige Bølger. Hun fremtvang følgende Ord:
"Er det Alvor, Petersen?"
Til Svar tørrede P. J. Petersen sig om Munden, gik Bordet rundt, kyssede Værtinden og sagde:
"Hi, hi—h! De vil være Madam Petersen for anden Gang?"
Værtshusmand vilde P. J. Petersen ikke være. Huset paa Gammelmønt blev solgt med Fordel; det nygifte Par flyttede ud paa Østerbro. Madam Petersen ejede 6000 Daler kontant; P. J. Petersen sagde, at han ejede akkurat det samme, men det kan godt være, at han ejede mere end det tredobbelte. Man skal ikke sige Fruentimmer alt, for, hvor fornuftige de end er, Mandfolk er og bliver de dog ikke, og efter Skriften skal Manden være Kvindens Hoved.
Herre Gud! Paa Østerbro havde Peter Jakob Petersen samlet sine første Skillinger. Derfor var og blev Østerbro for ham den mest poetiske Lokalitet i Kjøbenhavn.
Han og hans Hustru flyttede altsaa ud paa Østerbro. Det var begyndt at lysne hen over Kjærlighedsstien. De tætte Haver faldt for at gjøre Plads for nye Huse. P. J. Petersen, som ikke havde andet at bestille, saâ sig om og hørte sig for. Der var Penge at tjene ved at kjøbe Grunde, bygge Huse og sælge dem. Og P. J. Petersen kjøbte Grunde, fældede Træer og raserede gamle Haver ned for Fode, solgte dels tomme Grunde, dels halvfærdige Huse, forlagde sine Spekulationer om til Blaagaardskvarteret, tjente mere og mere. Hu … ha … evigt Prang og Drikken Lidkjøb, Trakasserier med Haandværkere, lige over for hvilke han fik Lejlighed til at bruge al sin Snedighed. Det var højst mærkeligt, at P. J. Petersen under al denne Travlhed fik Stunder til at sætte en Datter ind i Verden.
Paa hendes Daabsdag havde han den Glæde at en Vexel forfaldt, en Vexel, han havde paa sin Principals Slægtning, Urtekræmmeren paa Østerbrogade, ham, der havde faaet Butiken, den Butik, Petersen havde lært Urtekramhandelen i, og som han efter sin Mening burde have haft efter Principalens Død. Urtekræmmeren maatte lukke; P. J. Petersen foldede sine Hænder, saâ mod Himlen og sagde:
"Der kan man se, hvor den retfærdige Gud straffer, om Straffen end kommer sent."
Under Daabshandlingen i Kirken gjorde han det Løfte til Gud at opdrage sin lille Datter, som i Daaben fik Navnet Pauline, i "Gudsfrygt og Sparsommelighed."
Ikke nok dermed. P. J. Petersen var virkelig dybt bevæget ved at se Forsynet som hans umiddelbare Hævner og Beskytter. Han gjorde et ligefrem Indgreb i sin Kapital ved at sætte en Sum fast til den lille Pauline. Den skulde ligge og yngle, til hun var atten Aar, saa skulde hun fra den Tid nyde Renterne af den, saa længe hun levede, og, hvis hun døde ugift, skulde Kapitalen tilfalde den Kirke, hun var døbt i.
Ja, ja! — Det var de lykkelige Dage. Lige fra den Tid havde han kun haft Ærgrelser. Hans Kone blev mere og mere selvraadig, Datteren voxede sig mere og mere uartig og ulydig. Konen blev ødsel og vilde have Varme i to Stuer, da de flyttede ud paa Kristianshavn. Petersen var bleven ældre, havde solgt de fleste af sine Steder, vilde have Ro hjemme, men det fik han aldrig. Nu var han en ulykkelig Mand; hans Kone arbejdede daglig paa hans Ruin. Siden hun var bleven svagelig — det var nu vist en Indbildning — havde hun, Datteren og Doktoren — og kanske Apothekeren med — sammensvoret sig imod ham, og nu forlangte de dyr Vin til Konen! Ja, naar de havde villet nøjes med Urtekræmmerens virkelig dejlig søde Portvin til en Krone! Nej, det skulde være Portvin til 3 Kroner fra en af de fine Vinhandlere.
Gud ske Lov, det var Søndag! Saa kunde han da faa Fred, gaa i Kirke — og nu om Stunder var Kirkerne jo opvarmede — saa behøvede Fruentimmerne da slet ikke at lægge i Kakkelovnen i Dagligstuen, for saa skulde han ikke genere dem ved at ryge sin Pibe i Sovekammeret …
Han sprang op af den lange, halv vaagne Drømmetilstand — hvad han altid gjorde, naar han i Repetitioner af sin Livshistorie var naaet til dette kritiske Vendepunkt i sin Tilværelse.
"Kanske jeg saa kunde faa en Taar Kaffe," raabte han med en Røst, som Arrigskaben gjorde hvinende.
Han hørte Skridt inde i Sovekamret.
"De Ødelande — de brænder Lys endnu — og det er ganske lys Dag. Og natyrligvis buldrer der et Baal i Kakkelovnen, saa de kan stege en Stud ved det. Pau—li—ne! Faar jeg min Kaffe?"
Sagte gik Sovekammerdøren op. En lille, ung spinkel Pige, med en ret kjæk Opstoppernæse, store kloge og brune Øjne, afklippet mørkebrunt Haar, kom ind med Kaffen, holdende Underkoppen med sin lille, hvide Haand.
Hun saâ ikke paa Petersen, men hun sagde: "Moder er meget daarlig."
"Hæ … hvad hjælper saa den dyre Vin til?"
Datteren svarede ikke, men satte Kaffen paa Bordet. Hun beredte sig til at gaa strax.
"Nu gaar jeg i Kirke," sagde Petersen.
"Naa," sagde Datteren.
"Gaar du med?"
"Nej!"
"Ja, men jeg vil have det."
"Ja, men jeg bliver hos Moder."
Petersen gryntede arrig og tog Overtøj paa.
"Hej, du Pauline!"
"Kaldte du?"
"Naar det lange Fruentimmer — hende, din Medlærerinde, kommer, mens jeg er borte, saa — saa —"
"Er det Frøken Holm, du mener?"
"Ja, ja, ja! Saa — saa —"
"Hvad saa?"
"Saa sig hende, at jeg har opdaget, at det er hende, som holder dig fra at søge Herrens Hus."
"Det har jeg sagt hende saa tit."
"Saa? Saa det har du? Men sig hende ogsaa, at —"
"At?"
"At —, hvis hun inte gaar, inden jeg kommer hjem, saa smider jeg hende ned ad alle Trapperne."
"Jo, det skal jeg nok," sagde Pauline og lo lidt.
"Naa, saa du griner?"
"Nu gaar jeg ind til Moder."
"Rejs ad — Saa, nu gik hun. Ja, det er nogle rare Nogle, de her i dette Hus. De kan rigtignok gjøre en gudsfrygtig Mand andægtig til at søge Guds Rige og hans Retfærdighed i Vorherres Hus. Saadan en grøn og næsvis Tøs! — Jeg gaar i Kirke," brølte han saa højt, at det rungede gjennem hele Huset.
Forinden listede han sig hen, drejede Spjeldet til paa Dagligstuens Kakkelovn med en saadan Kraft, at han var vis paa, at hans Datter ikke Vilde kunne faa det aabnet, hvis hun vilde liste sig til at lægge i. "… Hi—hi—h! Der narrede jeg de Fruentimmer! Lægger de i, skal de blive røgede som bornholmske Sild. Hi, hi, hi!"