Partikulier Petersen/3

Fra Wikisource, det frie bibliotek

C. A. Reitzels Forlag Kjøbenhavn


Sex Fortællinger.djvu Sex Fortællinger.djvu/9 100-106

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.

III.

Der brændte stadig Lys i Sovekamret. Thi det vendte ud til den saakaldte Gaard, et Rum, der mere lignede en Skorsten end en Gaard. Kakkelovns- og Kjøkkenrøg, Dunster fra fire Etager tumlede sig om i den som i en Hexekjedel.

Den lille Lampe stod paa et Bord ved Sengen. hvor den syge Kone laa. Hun var gjemt i Dæmring, mens Datterens Profil tegnede sig i duftigt Lys, og hendes Øjne skinnede ud i Stuen med hed Glans — et flamsk Clair-obscur.

Der lugtede surt af Medicin i Kammeret, Luften var tung; Kakkelovnen trak ikke udmærket; harsk lugtende Tørverøg blandede sig tørt aandedrætstærende ind i det Sure.

Den Syge hostede haardt skrattende, men det sydede og kogte nede i hendes Bronkier. "Løft mig op, Pylle!" stønnede hun.

Datteren lagde sin Arm om hendes Ryg, løftede hende med Møje. Hendes Haar faldt ned i Panden. Moderens Ansigt kom op i Lyset tæt ved Datterens. Nu, da Moderen var bleven mager og bleg, traadte Stumpnæsen tydeligere frem, og Øjnene blev store igjen. Hvor Datteren og hun lignede hinanden!

"Hvordan, har du det, Moder?" spurgte Pauline, stønnende under Byrden, thi den Syge tyngede stærkt paa hende.

"Jo, naar jeg sidder saadan oppe, saa linder det i Brystet, og jeg synes, jeg har det ganske godt. — Uh … den Tørverøg! — Det er en af Petersens Særheder med den Tørv, siden han gik i Kompagni med den Mose i Jylland. Jeg tror, jeg blev rask, hvis jeg var fri for Tørverøg. Er Fa'r gaaet? Naa. Saa luk lidt op til Dagligstuen!"

En let Damp hvirvlede ud gjennem den aabne Der som et Menneskes Aande ud i kold Luft.

"Tag igjen og hold mig! Saa. Nu synes jeg, jeg er helt rask."

Tynget materielt af sin stakkels syge Moder og aandelig af Faderens Tyranni reagerede Livskraften i den unge Pige i Form af Forbitrelse.

"Moder, at du nogen Sinde kunde tage saadan en … saadan En som ham," udbrød hun, knyttende den lille spinkle Barnehaand hen mod den aabne Dagligstuedør.

Fru Petersens Øjenlaage sank til; hun lagde sin Kind tæt hen mod Paulines. Saaledes sad hun lænet en Stund. Paa en Gang forputtede hun bly sit Ansigt bag Datterens Nakke og hviskede:

"Pylle, han var virkelig ingen ubehagelig Person i sin Ungdom — det vil sige, da han saadan var et Par og fyrre eller saadan noget. — Bare jeg havde holdt, hvad jeg lovede, mens jeg var rask — at fortælle dig, hvordan det hele var gaaet til — for det har immer ærgret mig, at du sagde saadan arrige Ord om din Far. For, hvor mange Fejler Petersen end har, saa er han dog i mange Maader en pænere Mand end min første Mand, om ogsaa min første Mand Niels Petersen var et sølle Skrog, der hverken gjorde ondt eller godt," enten han saa var fuld eller ædru."

"Ja, men nu kan du ikke taale at tale, Moder."

"Nej, jeg ved det nok, men jo længere jeg bier, des værre bliver det, Pylle. Giv mig lidt Vin — saa vil jeg hellere sige dig det, ligesom det er — for hvem véd, hvor længe man kan holde Livet. Sluk Lampen, Pylle! For det er flovt at fortælle sine egne Børn saadan Noget. Jeg vil ikke se dig i Ansigtet. Og saa maa du ikke le, fordi jeg inte taler grammatikalsk og ordret — saadan efter den nye Retskrivning, som jeg takker Vorherre for, at jeg har kunnet lade dig oplære i. Ja Herregud — de Ord, som jeg nu siger, har du lært mig, min egen Tøs! Du har saamaend til Vederlag for den Lærdom, du har faaet, givet mig Alt, hvad mit stakkels tossede Hoved kan rumme. Jeg taler dog ikke slet saa simpelt, som da jeg var Værtshusmadam.

Fru Petersen tog sig en Slurk Portvin. Hendes Øjne kappedes nu i blank Glans med Datterens, og den lette Rødme, Vinen frembragte paa hendes Kinder, skjulte Indfaldenhed og Rynker. Nu kunde man, som de sad der i Dæmring, tro, at Moder og Datter var en ældre og yngre Søster, som snakkede i al Fortrolighed.

"Det var saamænd ikke saa meget for din Fars Penges Skyld — skjønt jeg vidste nok, at han ikke havde saa lidt, da jeg tog ham, men man véd jo, hvad Grosserere kan blive til, og han sagde den Gang til mig, at egentlig var han Grosserer.... Og ser du, inden jeg blev gift med den første Petersen … var det ikke gaaet mig, som det skulde. — Men han, jeg tjente som Jomfru, var virkelig Grosserer — han gjorde nok i Klipfisk og havde kjendt min Fader, som var Hørkræmmer — men for nogle Aar siden læste jeg i Morgenberlineren, at han var bleven til Etatsraad. Og havde din Fader bare lagt sig efter pænere Manerer og ikke været saa gjerrig paa Lys og Brænde — naa den Lærdom, som min — som den første Grosserer havde, den har Petersen jo aldrig haft, men Kammerraad maatte han dog være kunnet blive, naar han havde været lidt af, hvad jeg vilde kalde en Herre. Ja, jeg har saamænd ikke opført mig, som jeg burde, den Gang jeg tjente, for jeg havde ikke lært, at et Fruentimmer skal holde paa sig selv … nej — nej — forstaar du vel, hvad jeg mener, Pylle? Det gjør du da inte?"

"Ikke et Ord, Mo'er!"

"Naa Gud ske Lov! For Ens Tunge render af med En, Pylle! Men her, min Pige, om jeg inte havde taget din Far, Peter Jakob Petersen, hvor havde du saa væ't, min egen, kjære, lille Tøs? saa — ja saa havde jeg dronet mig for en Snes Aar siden. — Alle de Aar har jeg holdt ud for din Skyld. For jeg saâ jo snart, at en Mand, der lejede en Lejlighed paa fire Værelser og blev gal, naar man lagde i mere end en Kakkelovn, saadan En kunde aldrig rejse sig selv, end mindre sin Kone og sit Barn rent ud sagt op af Skidtet eller, om Forladelse, Pylle, jeg mente Smudsigheden. Saa maatte jeg se at faa dig til det, mit lille Skind. Kys mig, Pylle!

"Ja, ja, lille Mor! jeg har jo hørt alle de Spektakler, du har havt for min Skyld med Skolepenge og Kursuspenge."

"Ja du Lille, ha ha! Aa, jeg kan ikke taale at le. Men jeg stjal jo af Husholdningspengene, for jeg bildte ham jo ind, at din Lærdom kostede 14 Kroner mindre om Maaneden, end den gjorde. Men nu kan du jo ogsaa de fremmede og udenlandske Sprog saadan, at du kan snakke med Ministre og saadan nogle, om det skulde være."

Pauline nænnede ikke at sige, at saa stort et Resultat havde de fra Husholdningen knebne Smaaskillinger ikke udrettet. For at undgaa at svare kyssede hun sin Moder i Nakkehulen.

"Er han nu dog ikke et Svin? udbrød Moderen pludselig. Der har han hængt sine graa Uldhoser til Tørre paa Ryggen af den Lænestol inde fra Dagligstuen og har flyttet den her ind. Flyt den ind i Dagligstuen igjen, Pylle! For det er dog noget sandt Griseri, naar man har en Dagligstue, saa at sætte Dagligstuemøbler i Sovekamret. Saa meget lærte man dog, da man tjente paa pæne Steder, men Petersen er og bliver en simpel Mand. Og ham — ham har jeg set op til. Og det bare, fordi han var et Mandfolk! .... Du Pylle — jeg gjør det ikke længe, og jeg naar aldrig at blive andet end Madam Petersen, om de ogsaa kalder mig Frue — men der er jo dog et andet Liv, hvad? Det har I vel ikke lært at afskaffe i Skolen? Vel?"

"Nej, Moder, det har vi ikke."

"Ja, for der sker jo saa mange Forandringer i de senere Aar. Men ser du, naar jeg sidder deroppe et eller andet Sted, saa bilder jeg mig ind, at jeg der paa en nem Maade kan lære alt det, som du og de andre Lærerinder har talt om, naar de kom her Søndag Formiddag, naar der var Varme inde i din Stue, baade om Komedier og Bøger og om Udstillinger paa Charlottenborg og om Dyrenes og Menneskernes indvortes Redskaber og alt det, som en anden En sidder og hører paa som et andet Fæ. Og saasnart du har en af de Lærerinder hos dig, saa maa jeg vist kunne komme flyvende ned, saadan ganske usynlig, og saa kan jeg vist more mig med at høre efter, for i dette Liv har jeg jo været saa dum, at jeg faldt i Søvn, undtagen naar du talte, Pylle, for naar I saadan dispeterede, saa syntes jeg alle Tider, at det var dig, som havde Ret, og at jeg lærte en lille Smule af det Resultet, du var kommen til om Bøger og om Politik og Religion, og jeg kan jo ikke nægte, at jeg morede mig over, at det var lige det Modsatte af det, din Fader kom til. Saa den Smule Respekt, jeg havde for ham, er rigtignok gaaet fløjten, siden du kom til Skjels Aar og Alder og blev Lærerinde selv."

Den Syges Røst blev svagere og svagere, til sidst blev hendes Ord uforstaaelige, hendøde i en hæs Mumlen, som saa umærkelig gled over i hendes Søvns korte og pibende Aandedrag.

Varsomt fik Datteren hendes Hoved lagt ned paa Puden. Hun kunde ikke bære den bestandig voxende Tyngde af Moderens Legeme.