Partikulier Petersen/4
IV.
Partikulier Petersen vadede gjennem Tøsne over Knippelsbro. Store vaade Klatter og Klumper dreves ind mod hans højre Kind og løb smeltede ned under hans tykke uldne Halstørklæde. Hans store haarde Pegefinger førte en energisk Kamp imod dem, den var i evig halvkredsdrejende Bevægelse mellem Hals og Tørklæde.
Ah ah! Endelig var han ved Kirken. Der var lunt og godt derinde. Han fandt sin hyggelige Krog. Salmesangen var lige begyndt. Som en erfaren Kirkegænger kom han snart med og sang paa sin Vis, det vil sige udsendte af og til en Lyd, snøvlende som en gammel Bondeklarinet, men i de lange Mellemrum mellem disse højrøstede Ytringer af hans Andagt gik en gryntende Lyd gjennem de sig svagt bevægende Læber.
Hans Andagts Karakter under Prædikenen dannede en passende Pendant til den, han havde vist under Gudstjenestens musikalsk-lyriske Partier. Han vaagnede op rykvis, foldede Hænderne og bøjede Hovedet, drog et Suk for atter og atter at falde hen i en Dvaletilstand, hvori Prædikantens Ord som en langsomt mumlende Bæk rislede forbi hans Øren. Partikulier Petersens Hjærne fungerede aldeles instinktmæssig. Hans Vane at gaa i Kirke to eller tre Gange hver Søn- og Helligdag havde bragt hans Deltagelse i Gudstjenesten ned fra Bevidsthedens i Halvbevidsthedens Sfære. Da Talen var endt, og Præsten uddelte Velsignelsen, rejste han sig op lige saa mekanisk, som om han snød sin Næse eller kløede sig i Hovedet.
Det maa indrømmes, at vedkommende Prædikant ikke havde sin Styrke i Foredragets Livlighed. Det havde P. J. Petersen stundom sagt sig selv, men han havde nu i saa mange Aar begyndt sin Søndagskirkegang med den Kirke, at han ikke kunde beslutte sig til at forandre Vane, og han havde vundet Krogen i Stolen op ad Pillen kjær; der var han som hjemme, den var saa hyggelig. Han blev i Kirken, til Orgelet havde udsendt den sidste Tone af Finalen.
Partikulier Petersen vilde gjærne have forlænget Gudstjenesten. Hu ha! nu skulde han ud i det forban … i dette Herrens Vejr!
Ellers plejede han at gaa hjem og spise til Middag mellem Højmesse og Aftensang. Men nu var der jo fælt hjemme — det med den Sygdom tog paa Petersen. Herregud — Enkemadam Petersen havde dog i sin Tid skudt Noget ind i det fælles Bo. Og om hun end ikke var saa syg, som den forkjælede Tes, Pauline, paastod — rask var hun ikke, for Petersen havde alligevel faaet sin Søvn forstyrret inde paa Sofaen i Dagligstuen, naar hun hostede om Natten. For saa vidt var det jo godt, at den s… Tøs, saa at sige, havde tvunget ham ud af hans Seng i Sovekammeret … det var uforskammet … det ved Gud, det var … for Børn skal ikke trods al guddommelige Anordning, gjøre sig obstinatsige mod deres Forældre … men Gud leder Alt til det Bedste … han, Petersen, vilde dog være bleven langt mere forulempet af den stakkels, kjære Kones slemme Hoste, hvis han var bleven ved at ligge i Seng ved Siden af hende … "Aa det Skind, det var virkelig en slem Hoste."
Paavirket af Frastanden og Efterdønningen fra Andagten i Kirken blev Partikulier Petersen vemodig og ømt stemt ved Tanken om sin Hustru.
"Hu (græd han) … der har været megen Retskaffenhed i hende. — Ja, især, mens hun havde Værtshusholdet paa Gammelmønt. Av, for den lede … Sat … av, av."
Han havde drevet Knoerne paa sin højre Haand haardt mod Brystværnet paa Holmens Bro.
"Det er ogsaa noget rigtig Skidt, disse nymodens Broer, brummede han. Sikke nogle skarpe Kanter! Man slaar sig halvt fordærvet paa dem."
Nej, nu vilde han ikke hjem. Ingenlunde. Saa vilde Ærgrelsen over Sorgerne i Hjemmet rent ødelægge hans Andagt.
Kom han ikke — ja, saa varmede de hans Mad til ham, og det maatte de gjøre i Sovekammerkakkelovnen, for den i Dagligstuen … hi, hi, hi! Saa maatte det blive røget Mad!
Nej, han "vidste" en Beværtning i Vingaardstræde, hvor han for 20 Øre kunde faa tre Stykker med Gaasefedt og dejlig salt Kjød … det kunde han godt gaa paa nogen Tid. Herregud, det var jo Søndag! Og han gik ellers aldrig paa Beværtninger. Gud kunde næppe vredes over, at en gammel Mand en enkelt Gang spenderede 20 Øre paa sig selv.
Uagtet Partikulier Petersen trak Tiden længe ud paa Beværtningen og læste "Berlingskes" Morgennummer og Adresseavisen omtrent med samme Forstaaelse af deres Indhold som af den sidste Prædiken, saa var der dog, da han var færdig, endnu et godt Stykke Tid til Aftensangsgudstjenesten.
Tøsneen var taget til. Store ækle, vaade, hvide Dyr opfyldte Alt, hvad man kunde se. Fugtigheden og Kulden fra neden trængte gjennem Fedtstøvler og Uldsokker — der var ingen Redning. Hjem vilde han ikke nej nej! Han følte en uovervindelig Modbydelighed for sit Hjem.
"Bare jeg ikke bliver syg! Det var dog maaske galt, at jeg drejede Spjeldet saa haardt om. Aa, lidt Varme kunde have gjort godt i den gamle Krop! Aa, jeg er saa kold, saa kold! Jeg tror aldrig, jeg bliver varm! Hu, hu!"
Knæene rystede, mens Sneen blændede hans Øjne.
Han anstrængte de gamle Ben. Der var intet Andet at gjøre, han maatte gaa sig varm, til der var Aftensangsgudstjeneste i en eller anden Kirke. Og Partikulier Petersen gik og gik.
Der laa Noget i ham, som ængstede ham en lille Smule.
"Samvittigheden kan det ikke være… for den er god … Hvad er det da?"
Alle hans Livsfunktioner var jo i Orden. Appetiten havde været god, Maven var i Orden. Han rømmede sig højt, syntes heller ikke, der var noget i Vejen med Brystet.
Det er bare Ærgrelse over de Fruentimmer der hjemme. Se, om Tøsen vilde gaa i Kirke og bede for sin gamle Fader og sin syge Moder.
Paa ny en Kamp med den vaade Sne! Den satte sig paa Nakkehaarets lange Totter, i de buskede graa Øjenbryn, flød fra dem og Øjenhaarene ned paa Kinden. Det Værste var dog, at det Skidt rent ødelagde hans i Morges ganske rene Flip. P. J. Petersen bar kun Flip om Søndagen; han gjemte den fra Søndag til Søndag, kunde bruge den tre Søndage. Han var lige ved at gaa i Rette med Vorherre, Skaberen af dette Vejr, der chikanerede hans Sparsommelighed.
Puh! Det var, lige som det "hoftede" lidt med Sneen. Partikulier Petersen saâ sig om.
Hvad var det?
Han vidste ikke, hvor han var … At det var hans egen By Kjøbenhavn! Det var skammeligt, saa der var kalfatret om paa den, siden han havde solgt sine sidste Grunde paa Østre Kjærlighedssti. For dette maatte være en af de gamle Kjærlighedsstier! Men Søen var ikke Sortedamssøen — det maatte være — ja hvad var det for en Sø? Herre Gud … der var … der var Sortedamssøen og Peblingesøen og Vandværksøen (hvad hed den nu egentlig?). Saa maatte Petersen uden at tænke over det være dreven ud Vester paa. Hvem kunde se i saadant et Vejr, især naar man havde saa meget at tænke paa af Alvorligt og Sørgeligt? Det var "Vandværkssøen."
Petersen gøs, da han saâ sig ganske alene paa den høje Dossering, saâ Lygterne glo saa døsig med en Straalekrans om Flammen, saâ Søen ligge sort og død dernede, og saa pludselig leve op med underlige Glimt hist og her. Livsytringer i Form af Krampegispen.
"At man ogsaa kan gaa saadan og fjotte. Hu … der lød tunge og sjappende Skridt. Det var endnu uhyggeligere end den fuldkomne Stilhed. Thi Petersen erindrede, at han deroppe paa Beværtningen havde læst om et Overfald. Mon det ikke var lige paa dette Sted?"
Han saâ en Skikkelse lige ved sig. Hans Hjærte bankede stærkt.
"God Aften!" lød det. "Et behageligt Vejr til at tage til Fritsberre i!"
Naa, det var en af de gemytlige Kjøbenhavnere. Som gammel Urtekræmmersvend skjønnede han strax paa Tonefaldet, at den Fyr ikke havde ondt i Sinde.
"Undskyld … jeg er gaaet galt … Men det er jo …"
"Svineryggen, Herre! Denne hersens Gris har en Gjenbokollegaer paa den anden Side Vandet."
"Er her en af de nye Kirker i Nærheden? spurgte Petersen, for jeg …"
"Lad mig se! Jo, hvis Herren gaar over Dæmningen, saa, er der vist en … det er Povlsens, Matthisens eller Jakobsens, det kan jeg s'gu'nte erindre. Men jeg skal til Danmarksgade, saa jeg kan godt lodse Herren over paa den anden Side.
Det skete. Men der var ingen Kirke at opdage.
"Jeg synes, der skulde være en," sagde den Fremmede. "Jo, det er sandt! Her er en i et Baghus. Det skal være en af de allernyeste". Der stod paa en trykt Plakat i Porten: Gudstjeneste 2den Sal over Gaarden.
"God Nat, Herre, Den deroppe skal være rigtig god." Dermed forlod den Fremmede Partikulier Petersen.
Det saâ ikke saa ganske regelmæssig ud. Men P. J. Petersen havde tit havt den dristige Tanke at søge en anden Kirke end de almindelige. Det kunde godt være, at de Præster, som ikke saadan var af den almindelige Slags, i visse Maader var bedre; for det kunde jo gaa ligesom med hans Doktor, som for nogle Aar siden ikke kunde kurere hans bulne Finger, mens en klog Mand paa Nørrebro hjalp ham med et Omslag af tygget Rugbrød, aargammel Honning og fastende Spyt.
Det var en lang, lav Sal. De tre simple
Gasbelysningsapparater — blot lange Messingtværstænger
og en Opstander — sendte hver et Blus ud til hver
Side, smalle og tynde som Kattetunger, og en hed
rugende Varme over Tilhørernes Hoveder.
To Rækker Bænke fyldte Salen. Der var kun en smal Gang i Midten. Der var vel et halvt hundrede Mennesker. Partikulier Petersen kunde ikke ret skjønne, hvad Slags Folk det var. Pøbel var det ikke, thi gode, tykke Overfrakker hos Mændene og Kaaber hos Kvinderne tydede paa satte Smaaborgerfolk. De fleste af Mændenes ludende Nakker var skallede. Kvindernes tunge Hattefaçoner og knoklede Figurer, Alt tydede paa, at Menigheden bestod af Folk af sat Alder.
Partikulier Petersen led ikke den Mangel paa Rygstød, som var fælles for alle Pladser, ellers kunde Salen være meget pæn; Limfarven paa Væggene var saa godt Malerarbejde, som han nogen Sinde havde forlangt i de Huse, han ejede; at Dørene ikke var "odrede", var efter hans Hoved, for de "Odresvende" var uforskammet dyre og drak Bajere i Stedet for at bestille noget.
Han satte sig paa en af de bageste tomme Bænke, tæt op til Væggen, thi noget maatte han helst have at læne sig til … det værste var, at Limfarven smittede af. Hans Overfrakke var rigtignok ikke ny, han bar den paa syvende Aar, men en Overfrakke var et dyrt Stykke, og hver Børstninig sled jo. Lægge et Lommetørklæde mellem Frakkeærmet og Væggen? Nej, Vask kostede ogsaa Penge.
Gamle Petersen kan regne den ud endnu, sagde han med et Bifaldsnik ad sig selv … Hin, gamle Petersen kan forresten nok undvære noget at læne sig til, naar det sker til Vorherres Ære.
Og han blev endnu mere tilfreds med sig selv — ja næsten til Taarer rørt over sig selv.
En gammel Mand satte sig ved Siden af ham. Han syntes, han skulde kjende ham.
"He—e!" sagde han, "det er jo ...."
"Ja, det er det virkelig," sagde den Tiltalte, "og det er jo Peddersen?"
"Ja—a!"
"Ja, jeg er ellers ikke Lysestøber mer, for hvem bruger Lys nu." Den Fremmede hvæsede lidt op i Retning af Gasblussene.
Nu huskede Petersen ham. Det var Lysestøber Krusberg fra den gamle Østerbro. Ja pyt … Lysestøberiet! Han havde været svineheldig med sin Grund og parcelleret den ud i dyre Domme.
"Nu falder Grundene, Peddersen!"
"Ja, det gjør de saamænd."
"Os to var Vorherre god."
"Ja, velsignet … især mod Dem, Krusberg, for De ejede Grundene, og jeg maatte kjøbe mine."
"Hver maa jo være taknemmelig over den beskikkede Lod."
"Ja, De kan sagtens, Krusberg. De er vel en rig Mand."
"Nej, det er jeg ikke. Men jeg er saare taknemmelig for, at Gud har givet mig saa meget, at jeg ikke paa mine gamle Dage behøver at slide og slæbe, men kan henvende mine Tanker og Begæringer mod det oven til."
Lysestøber Krusberg rettede sin Uldvantes Pegefinger op mod Loftet, men sørgede for, at den pegende Retning kom langt til Siden for Gasblussene.
"Kommer De mere jævnlig her, Krusberg?"
"Hver evigste Søndag."
"Er dette herre saadant Noget som den indre Mission?"
"Det er meget strængere end som saa."
"Det kan de have godt af."
Partikulier Petersen tænkte paa Verden i Almindelighed.
"Hvad kaldes det ellers, dette herre?"
"Det kan jeg ikke huske. Men hvad gjør det?"
"Nej saa mænd. For naar …"
"Pst, Peddersen!"
Et Stueorgel, som Partikulier Petersen ikke havde bemærket før, begyndte at spille og Menigheden at synge en Salme. Petersen kjendte den ikke, kunde ikke finde den i sin Salmebog, turde ikke spørge forhenværende Lysestøber Krusberg, thi han var sunken forover i Andagt og brummede med Humlebi-Bas nogle uforstaaelige Ord.
Sangen klang dumpt brummende hen under det lave Loft. Der bævede som en kvalt Hulken igjennem den. Kvindernes Lommetørklæder var i evindelig Virksomhed. Lydelige Suk og Stønnen hørtes, Taarer sivede ned ad Lysestøber Krusbergs Kinder.
Partikulier Petersen skottede sky, halv bange op til ham. Det var mærkeligt, at den Lysestøber var bleven saa hellig.
Hvad enten nu Exemplet smittede, eller Petersen mente, at Krusberg græd, saa kunde han ikke være bekjendt andet end ogsaa at græde … Faktum er, at Petersen græd ogsaa, inden Salmen var forbi, og kom i rigtig god Gang med Graad og Suk under den næste Salme.
Paa et med rødt Sirts overtrukket Katheder viste Prædikanten sig. En temmelig ung Mand med udstaaende Kindknokler, mørkt med lidt graat isprængt. tyndt Helskjæg, en bred Næse og store svømmende, drømmende Øjne! Han var lille og spinkel og var klædt i en Dragt omtrent som Præsternes sædvanlige; kun bar han Bladkrave i Stedet for Pibekrave.
Partikulier Petersen havde hellere set en Prædikant med Pibekrave. Men han mindedes, at en Kone, som boede i Hus med ham paa Gammelmønt i hans Ungkarledage, og som strøg for Folk, sagde, at Præstekraver var vanskelige og følgelig kostbare at stryge. Sparsommelighed nægtede Petersen aldrig sin ubetingede Sympathi.
Petersen havde beredt sig paa sin sædvanlige "stille Andagt", og det gik, som han ventede under Oplæsningen af Evangeliet. Det havde han læst en Gang før i Dag. Men saa var ogsaa Freden forbi.
Thi Prædikantens Stemme lød hvas og skingrende, lige forskjellig fra højkirkelig Prækedur, fra dagligdags Snakketone og fra blød Mol. Diktionen var stakkat-springende, Stemmen laa i et højt Register, blev stundom skrigende. Prædikantens fremstaaende Kindknokler illumineredes hektisk; hans Øjne brændte som Kulgløder, han Læber bævede, og hans Hænder knyttede sig stærk rystende ud mod Tilhørerne:
"Tror I, at vor Herre vilde helbrede en af jeres Syge nu, som han helbredede Høvidsmandens Datter? Tror I det? Jeg forsikrer Jer, han vil ikke gjøre det.
Den Høvidsmand havde Tro. Det siger I ogsaa, at I har. Men det er Løgn, evindelig Løgn, saa sandt den Herre Kristus er Guds Søn.
Er I brændende i Aanden? O, kunde jeg bringe Jer til Fortvivlelse, til martrende Sjælekval, saa I kastede Jer i Støvet, vred Jer som Regnorme, der er fortraadte af en Støvlehæl, hylede som Børn over et græsselig sviende Brandsaar!
Lad os tænke, at I har en Syg liggende hjemme? Tænker I ikke paa at tjene Penge eller bevare Penge, før I tænker paa den Syge? Og der er Syge og Fattige uden for jeres Hjem; dem tænker I slet ikke paa. Og vor Herre byder, at I skal tænke allersidst paa jer selv.
Helvedes Ild skal brænde dem, som først tænker paa sig selv, Djævlen skal sno sig som en ti hundred tusende Alen lang Slange om Jer og kvæle Jer … ikke, saa I dør ved det, men saa I fornemmer Kvælningens rædselsfulde Smerte gjennem alle Evigheder.
Gud ved, om nogen kan blive Kristen, naar han ikke er syg, syg til Døden. Jeg siger Jer, Sundhed er en Synd. For, mens I er sunde, føler I Kjødets Lyst og Øjnenes Lyst; naar I er syge, syge til Døden, da brydes Lystens Braad.
Derfor er I lykkelige, I Gamle, hvis Kjød svies langsomt fra jeres Ben Dag for Dag. Kast jer paa jeres Ansigt og tak Herren for jeres Svaghed og Elendighed! Bed ham af Hjærtens Grund at slaa jer med Bylder som Job, med Saar som Lazarus. Vær glad, om en Hund vil slikke jeres Bylder og Saar.
Har I syge hjemme, saa skynd jer til dem! Plej dem! Ær dem som de af Herren velsignede; bed, at Herren vil overføre deres Sot paa jer; tag deres giftige Aandedræt med, at I ogsaa kan blive spedalske, saa først strækker Herren sin Haand ud mod jer, laver Salve af sit Spyt og af Jordens Sand, stryger Salven paa jer og helbreder jer.
I skal, I maa blive syge som jeg. Jeg spytter Blod hver Dag og velsigner Herren for det. Siden jeg blev syg, følte jeg Naaden virke i mig.
Forbandet enhver af jer, som ikke knæler for jeres syge Hustru eller Barn som for En, Gud Herrens Finger har berørt!"
Et Rædselsudbrud lod.
"Der er En, jeg har rammet," raabte Prædikanten, "Gid Herren ogsaa maa ramme ham!"
"Hvad er'et, Peddersen?" hviskede Lysestøber Krusberg. "Bliver De daarlig?"
"Lad mig komme ud! Lad mig komme ud!" stønnede Partikulier Petersen.
"Gaar inte an."
"Jo, jo … for gammelt Bekjendtskabs Skyld."
"Ja, De er nu saa rask, men jeg er lige glad, for jeg er aldrig nogen Dag fri for min elendige Mave."
Under dulgt Skotten og lydelig Hulken fra Menigheden blev Petersen fulgt ud af Krusberg.
"Skal jeg bestille Dem en Droske?" spurgte den forhenværende Lysestøber, da de var komne ud paa Gaden gjennem Forhusets Port.
"Nej, nej, nej!" stønnede Petersen og gjorde en bønlig afværgende Haandbevægelse.
"De er vist en farlig stor Synder, Peddersen!"
"De er … De er … De er meget værre end som jeg … for De ejede Grundene, og jeg maatte kjøbe mine … og …"
"Men jeg er syg, og De er rask."
"Men min Kone er meget sygere end som De, Krusberg … Næ, næ aah … ingen Droske! … Det er saa dyrt .... jeg vil gaa hjem for at sone min Synd for Gud. Saa, nu er jeg bedre … Er det Noget for en Præst at sige saadant Noget? Er det Kristendom? Naar en Mand er … er sparsommelig og svarer Enhver sit! … aa Krusberg … følg mig hjem!"
"Ja, naar det saa er Herrens Villie. Og det kan være, De bliver lige saa syg som jeg, Peddersen! Det er Herrens Gjengjældelse … for hvad de Grunde angaar, som De snakker om … saa tror jeg nok, at De har tjent mer, end som jeg nogen Sinde har gjort … for De laaner nok Penge ud … hvad? … Og De er nok Medejer af nogle gamle Huse paa Kristianshavn … hvad? Og de har nok Aktier i fine Beværtninger som dette herre "National" hvad? Omvend Dem i Tide, Peddersen!
"Hør De … hvad hedder De nu? Hvis De … aa jeg er saa syg og saa bange! Følg mig hjem .. De derude fra Østerbro."
De to Gamle drev sammen gjennem Tøsneens mylrende Fnogge. De vexlede kun nogle stødvise, meningsløse Repliker.
"Synden, Peddersen …"
"Vor Herres Naade, Krusberg. Jeg er syg."
"Saa omvender De Dem og sælger de Knaldhytter paa Kristianshavn …"
"Aa ja, aa ja, hvem véd?"
"Kan De nu bære Dem selv, Peddersen"? Kan De kjende Springvandet? Vi er paa Gammeltorv. Nu maa De da kunne finde ud til Brogade."
En opblussende Arrighed mod Lysestøberen væbnede Petersen med en Art trodsig Kraft. Han vilde helst være fri for sin Ledsager, da han mærkede, han kunde undvære ham. Ene stolprede han videre.