Partikulier Petersen/5
V.
Ene — men med en ham aldeles ukjendt Uro. Han følte det mylre og brydes inden i sig. Han maatte selv være bleven syg, for han var bange for Alt: for Menneskene, han krydsede paa sin Vej, for de oplyste Butikslygter, for de stadig, med irriterende bestemte Mellemrum stadig igjenkommende Lygteopstandere. Petersen blev bange for hver af dem, som var det lige saa mange paa Lur liggende glubende Hunde, rede at fare i ham.
Nej, man skal aldrig gaa til saadan Nogle, som ikke er rigtige Præster. Sikken han tiltalte Folk, det Bæst! … Krusberg er jo dog ikke bedre Kristen end jeg, og han har hverken Kone eller Børn og kan bare passe sig selv. Det er dog vist Luften i den lave Sal … og fordi der ingen Rygstød var paa Bænken … og fordi …
Partikulier Petersen kunde ikke finde paa flere Trøstegrunde at klynge sig til. Da han havde gjentaget og gjentaget dem i forskjellig Rækkefølge, følte han sig drive paa Rædselens vilde Hav. Han stønnede og pustede. Til sidst skreg han, naar han stødte Skulderen mod en Lygtepæl. Der kom en Sporvogn … Skulde han prøve? … Nej, det gik Slet ikke an. For naar saadan En som den Udenoms—Præst kunde dænge Folk saadan til, fordi de vilde spare paa Apothekerregningen … og fordi de mente, at Urtekræmmerens Vin ikke kunde være lige saa god som Vinhandlerens … hvad vilde han saa sige, naar man for første Gang i sit Liv kjørte med det Kram? Aa … aa … aa ja … Jeg vil saa nødig hjem! Ach Gud! Jeg tør ikke! Der er vist hændet noget splintrende Galt.
Skulde man gaa ind i Holmens Kirke? Der er Lys. Nej … nej … jeg tør vist aldrig gaa i Kirke!
Partikulier Petersen sled sig over Knippels Bro, saa tungt, som om han var spændt for en vel belæsset Trækvogn. Vinden hvinede ham om Ørene, Sneflager gav ham gjentagne irriterende Kindheste.
"Aaja! Jeg skal give Pauline en Tikrone … nej det er dog for galt! Men jeg skal give hende en svensk Femkroneseddel … den kan hun saa kjøbe en Flaske af den dyre Portvin for .. saa … Nej … nej … ikke en Skilling … Jeg ser, hun trods mit Forbud har tændt Lys i Dagligstuen … og naturligvis lagt i Kakkelovnen endda … Skal jeg da martres baade paa Sjæl og Legeme og Pung? — Uh, det Lys i Dagligstuen!
Det indgød P. J. Petersen saa megen Harme, at han følte den før svigtende Styrke blusse saa meget op, at han forholdsvis ret hurtig kom op ad Trapperne.
Hvad var det? Moskuslugt!
Partikulier Petersen sank i Knæ, mens han ringede.
Inden Nogen kom og lukkede op, hørte han Snakken og Graad bag Døren. Der var nemlig ingen Entree til Lejligheden.
Han stod og rystede og skjælvede. Ikke en Gang sine faa Tænder kunde han faa Magt med. Underkjævens Besætning greb ind i Overkjævens tomme Rum og omvendt, som Møllehjuls Takker i tilsvarende Huller.
Han ringede igjen, med hidsig Nervøsitet.
Stærkt strømmede det forhadte, det ødsle Lys fra Dagligstuen ud paa Trappegangen, som Husejeren aldrig havde villet spendere Gas paa.
To Lamper paa det gamle Divansbord! De to Sølvbryllupslamper!
Og sammen med Lyset en Steghede.
Langt henne i Stuens Baggrund, i Sofaen, hans egen Sofa, hvor han havde faaet saa mangen en Lur, læst saa mangt et Søndagsevangelium, sad to kvindelige Husbeboere. Deres Taarer glimtede i Lampelyset.
Nu saâ han først, at det var Pauline, som havde lukket ham op.
Hendes Øjne vare svuldne af Graad, men de sorte Pupiller gnistrede ham imøde, onde og vilde.
"Moder er død" sagde hun med et Tonefald, der dirrede tørt som en tynd Træstang i Frostvind.
Petersen gav et Skrig fra sig.
"Det er Løgn!"
Pauline fortsatte:
"Og fra hende og fra mig selv skulde jeg hilse og sige dig Tak for alt Godt. Vil Du ind eller ud?"
Han tumlede tilbage, holdende sig instruktmæssig ved Rækværket.
Døren blev smækket i. — Mulm og Mørke!
Næste Dag stod i Aviserne:
"En ret vel klædt ældre Mand blev i Aftes Kl. 10 fundet bevidstløs paa en Stendynge uden for Amager Port. Han blev først bragt paa nærmeste Station. En hidkaldt Læge konstaterede Apoplexi. Han blev bragt paa Kommunehospitalet, hvor han kort efter afgik ved Døden.