Rigsretstidende 2den Sag (1877)/3die Retsmøde

Tilføj links
Fra Wikisource, det frie bibliotek



Rigsretstidende 2den Sag (1877).pdf Rigsretstidende 2den Sag (1877).pdf/5 41-74

Denne tekst er ikke beskyttet af ophavsret, da §9 i den danske lov om ophavsret siger, at love, administrative forskrifter, retsafgørelser og lignende offentlige aktstykker ikke er genstand for ophavsret. Dette gælder ikke for værker, der fremtræder som selvstændige bidrag til offentlige aktstykker, og dermed generelt ikke for for eksempel illustrationer.
Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.

3die Retsmøde.



 Torsdagen den 7de Juni 1877, Kl. 9 Formiddag holdt Rigsretten atter Møde.

 Høiesteretsadvokat Brock havde anmeldt Sygdomsforfald. Rettens øvrige Medlemmer med Undtagelse af Høiesteretsassessor Klein og Kammerherre Carlsen vare tilstede.

 Den offentlige Anklager (Hørup) og den beskikkede For­svarer (Klubien) vare mødte.

 Formanden (Mourier): Inden jeg aabner Forhandlingen om de Sager, der i Dag blive at foretage, skal jeg bemærke, at jeg igaar har modtaget Anmeldelse om, at Høiesteretsadvokat Brock ved Sygdomsforfald er forhindret fra at møde. Dette medfører, at der af de af Landsthinget valgte Medlemmer af Rigsretten kun ere 11 tilstede, medens Retten beklædes af 12 Tilforordnede i Høiesteret. Jeg skal i den Anledning rette det Spørgsmaal saavel til den offentlige Anklager, som til For­svareren, om der under disse Omstændigheder fra deres Side gjøres nogen Paastand paa, eller yttres noget Ønske om, at de til i Dag berammede Sager udsættes, for at en af de af Landsthinget valgt Suppleanter kan tilkaldes for at indtræde i Advokat Brocks Sted. Det er en Selvfølge, at Bestemmelsen herom i ethvert Fald ligger i Rigsrettens Haand.
 Den offentlige Anklager (Hørup): Jeg for mit Ved­kommende finder ingen Anledning til at begjære en saadan Supplering af Rettens Medlemmer.

 Forsvareren (Klubien): Jeg stal paa de Tiltaltes Vegne meget ønske, at Hovedforhandlingen begynder i Dag og ikke udsættes.

 Formanden (Mourier): Da der saaledes ikke er fremkommet noget Ønske om Sagernes Udsættelse i den omtalte Anledning, vil der, under Forudsætning af, at Retten lige­ledes deri er enig, kunne gaaes over til Forhandling af de foreliggende Sager.

 Efter at derpaa Sagen angaaende Overskridelserne ved Opførelsen af det nye Theater var afgjort, gik man over til Sagen angaaende Afhændelsen af Frederiks Kirkeplads m. m.

 Formanden (Mourier): Jeg stal bemærke, at, skjøndt denne Sag staar paa den bestikkede Forsvarer, efter hvis Begjæring Sagen i det forrige Møde blev udsat til i Dag, skulde jeg dog anse det for rettest, først at give Ordet til den offentlige Anklager, for at denne kan fremlægge adskillige Dokumenter foruden hvad der allerede af ham er blevet fremlagt i det foregaaende Møde.

 Den offentlige Anklager (Hørup): Jeg skal da be­gynde med at supplere det af mig tidligere Fremlagte ved i Dag yderligere at fremlægge under 15 Numere, hvad jeg endnu har at dokumentere, deriblandt den i Sagen optagne Taxationsforretning. Ved Siden deraf forelægger jeg i trykt Form og i kronologisk Orden det hele af Defensor og mig samlede Materiale i Sagen til Brug ved Dokumentationen. — Jeg stal derefter bemærke, at der nu for mit Vedkommende Intet er til Hinder for strax at stride til selve Hovedforhand­lingen. Jeg skal i den Henseende bemærke, at jeg har paastævnet Taxationsforretningens Afhjemling til i Dag, saa at der ikke af den Grun der Anledning til, saaledes som forudsat i Rigsretsloven, at give en yderligere Udsættelse for Stævningens Skyld.

 Formanden (Mourier): Jeg maa nu opfordre Forsvareren til at irettelægge de Dokumenter, han maatte have at fremlægge i Sagen.

 Forsvareren (Klubien): Jeg har den Ære at tilbage­levere de mig udlaante Dokumenter og fremlægger derhos en Dokumentfortegnelse med Bilag A—Ø. Som allerede bemærket af den ærede offentlige Anklager, ville de af mig fremlagte Dokumenter samt de Steder af Rigsdagstidenden, som jeg finder Anledning til at lade høre, i Forbindelse med den offentlige Anklagers Materiale, være optagne paa sit Sted i den af Anklageren fremlagte trykte Dokumentakt, der saaledes indeholder i kronologisk Orden ogsaa hvad der fra min Side forelægges. Jeg tilføier, at jeg fra Forsvaret Side ligeledes kan erklære mig rede til, at Hovedforhandlingen begynder i Dag.

 Formanden (Mourier): Det tør forudsættes, at Parterne, hver for sit Vedkommende, allerede have gjort sig bekjendte med de Dokumenter, der i Dag fra Begges Side ere blevne fremlagte, og at de ligeledes gjensidig ville være enige i, at disse Doku­menter medtages under Hovedforhandlingen, skjøndt de først paa, i Dag ere fremkomne. Jeg skal endvidere gjøre opmærksom at efter Bestemmelserne i Rigsretsloven vil der ikke fra Parternes Side under Hovedforhandlingen kunne paaberaabes andre Dokumenter, end dem, der nu ere fremlagte, med mindre Modparten deri maatte indvilge og med Rettens Samtykke.
 Inden der gaaes videre, skal jeg, i Henhold til Rigsretslovens § 58 rette det Spørgsmaal til den beskikkede Forsvarer, om han paa de Tiltaltes Vegne maatte have nogen Indsigelse at fremsætte med Hensyn til den Form, hvorunder Sagen er anlagt og fremmet.

 Forsvareren (Klubien): Jeg har ingen saadan Indsigelse at gjøre.

 Formanden (Mourier): Førend der kan gaas over til Hovedforhandlingen, udfordres der en Erklæring fra Parterne om, hvorvidt de ere enige i, at man skrider dertil; men da en saadan Erklæring allerede med fornøden Bestemthed er af­given saavel af Anklageren som af Forsvareren, skal jeg ikke i den Henseende rette noget Spørgsmaal til dem.

 Efter hvad der faaledes er gaaet forud, vil nu Hoved­forhandlingen i Sagen kunne paabegyndes; og jeg stal da, fom det Første, der under Hovedforhandlingen bor skee, an­mode en af de Herrer Sekretcerer om at oplæse det i forrige Møde fremlagte Anklageskrift.

 Sekretæren (Thrane) oplæste derpaa

Anklageskrift

i

Rigsretssagen

mod

de forhenværende Ministre,

Krieger, Holstein-Holsteinborg og Fonnesbech

i Anledning af Salget af Frederiks Kirkeplads m. m.

 I Følge Folkethingels Beslutning af 5te Februar d. A. skal jeg tiltale de forhenværende Ministre:

1. Extraordincer Hoiesteretsassessor, Dr. jur. A. F. Krieger,

2. Overkammerherre, Lehnsgreve L. H. C. H. Holstein Holsteinborg,

3. Kammerherre, Geheimekonferentsraad C. A. Fonnesbech

til Straf, Erstatning og andet Ansvar i Anledning af deres Embedsførelse.

 De faktiske Forhold ere i deres historiske Sammenhæng følgende: Ved Forfatningsforandringen 1849 gik en stor Mængde kongelige Bygninger og Pladser over til at blive Statseiendom. Kundgjørelsen af 30te Mai 1849 bestemte, hvilke af disse der fremtidig skulde henhøre under Civillisten, og opregnede ved Siden deraf andre, som ved Leie eller Salg skulde gjøres frugtbringende for Staten. Paa samme Maade bestemtes det, at de paa Domænerne værende Slotte og Hovedbygninger skulde søges bortleiede, for saa vidt det ikke fandtes hensigts­mæssigt at sælge dem. I Henhold til Bekjendtgjørelse af 27de Juni 1849 samledes derefter de i Kundgjørelsen til Leie eller Salg bestemte Bygninger under Indenrigsministeriets Bestyrelse tilligemed de øvrige udenfor Domænerne liggende, til Statsaktiverne henhørende faste Eiendomme. Blandt disse sidste var Frederiks Kirkeplads, der paa Bilagene til Kongerigets Finantslove fik sit Nummer under Posten „de kongelige Bygninger” med en Indtægt for Leie og en Udgift til Vedligeholdelse, som den bevarede, indtil den ved Afhændelsen til Etatsraad Tietgen udgik af Statens Eie. Medens nemlig en Del af de andre kongelige Bygninger ved Fællesforfatningen gik over paa Statsbudgettet, vedblev Frederiks Kirkeplads at høre under Rigsdagens Omraade.
 Den lovlige Interesse, der navnlig i Tiden nærmest efter Forfatningen udfoldedes for at gjøre Statens faste Eiendomme i Penge, omfattede ikke blot Domcenerne, men strakte sig ogsaa til „de kongelige Bygninger” blandt Statsaktiverne, af hvilke nogle, som nævnt, allerede ved Kundgjørelsen af 1849 vare udpegede til Bortsalg. Ministrenes Foretagsomhed i denne Retning blev stadig ansporet af Finantsudvalget, der heri støt­tedes af Repræsentationen, og en stor Del offentlige Bygninger gik efterhaanden over i Privates Hænder. En af de første Eiendomme, til hvis Salg Initiativ et udgik fra Rigsdagen, var Frederikspladsen. Allerede i Samlingen 1850—5l indstillede Finantsudvalget, at Pladsen skulde realiseres, og Folkethinget sluttede sig enstemmig til Indstillingen. Man strøg Vedligeholdelsesudgifterne for Finantsaaret og bevilgede kun Forvalterens Gage for det halve Finantsaar. Saa lidt ven­tede man den Gang at møde Vanskeligheder.
 Allerede inden disse Afstemninger var imidlertid den Paavirkning af Regjeringen fra Kunstakademiets Side begyndt, som i en hel Snes Aar skulde holde Rigsdagen Slangen og bringe alle Planer om at gjøre Pladsen frugtbringende for Stats­kassen til at strande. I Anledning af et Tilbud fra Grosserer Lorentzen (December 1849) om at rydde Pladsen for Ruinen og afkjøbe Staten de saaledes disponible Byggegrunde, hvortil sluttede sig et Projekt om ved frivillige Bidrag at reise en Frihedsstøtte af Materialet, indhentede Ministeriet Akademiets Erklæring. Dette svarede i Januar 1850 med en indstændig Begjæring i sit eget og Thorvaldsens Navn om ikke at nedbryde Ruinen, afviste Lorentzens Plan som „merkantilsk”, og fraraadede enhver som helst Afhændelse af den Ruinen omgivende Plads. Ministeriet opgav dog endnu ikke al Tanke om Realisa­tion, men lod ved Arkitekt Nebelong udarbeide Planer til Pladsens Bebyggelse, saaledes at Ruinen blev staaende, hvor­efter Ministeriet henvendte sig til Kjøbenhavns Kommunal­bestyrelse med Forslag om, at Kommunen skulde overtage Pladsen. Atter mindet om denne Sag i Samlingen 1851—52, henviste Finantsministeren (Sponneck) til, at Salget ved Finantsloven var forudsat at skulle finde Sted allerede i Finantsaaret, og erklærede, at han ogsaa havde Haab om, at det vilde ske. Kommunalbestyrelsen nedsatte en Komite paa 5 Medlemmer (Mollerup, Holm, Algreen-Ussing, H. H. Kayser og L. N. Hvidt), der paa Finansministeriets Vegne blev tiltraadt af Bygningsdirektør Koch, og denne Kom ite tilraadede (Januar 1852) Kommunen at overtage Pladsen, men opstillede som nødvendig Betingelse, „at den saakaldte Marmorkirke borttages, thi kun derved vil efter vor Overbevisning Pladsen paa en fordelagtig og hensigtsmæssig Maade kunne anvendes til Be­byggelse”. Under denne Betingelse henstillede Komiteen, at Kjøbesummen fastsattes til det Beløb, der indkom ved Realisa­tion af Grundene, og at Kommunen overtog Nedbrydelsen af Ruinen og Anlæget af Gade og Plads paa Terrainet.
 Kunstakademiet blev derefter affordret en ny Erklæring om, „hvorvidt den saakaldte Marmorkirkes Konservation maatte fra Kunstens Side være saa overveiende Ønskelig, at der af den Grund kunde være Anledning til at foretrække en for Statskassen mindre fordelagtig Anvendelse af selve Pladsen”. Akademiet lod samtlige sine Arkitekter træde sammen til dette Spørgsmaals Drøftelse, og efterat disse havde udtalt sig for at overlevere Ruinen, „der indeholder en stadig Opfordring til kunstnerisk Gjennemførelse", til en følgende Generation „i den Stand, hvori vi have modtaget den", føiede Akademiet sine Ønsker til Arkitekternes „i Haab om, at det fremdeles maatte have en beskyttende Indflydelse paa den iøvrigt forladte Bygning”.
Dette Haab gik dog ikke lige strax i Opfyldelse. Indenrigsministeriet affordrede endnu Arkitekt Nebelong en Plan til Bebyggelse af Pladsen med Borttagelse af Ruinen. I Svaret (Juli 1852) indskrænkede den nævnte Arkitekt sig til at antyde — naar Ruinen fjernedes — enten en Forlængelse af Frederiksgade tvers over Pladsen eller Afsætning af en aaben Plads med Bygninger paa begge Sider, hvilket sidste Alternativ han foretrak. Men iøvrigt fraraadede han Ruinens Nedbrydelse, ikke blot af Kunstakademiets kunstneriske Hensyn, men fordi det vilde koste 50,000 Rd. at rive den ned. Det næste Aar forespurgte Marineministeren (St. Bille), om Materialet i Ruinen maatte overlades den engelske Ingeniør Giles til Benyttelse ved den paatænkte Dokkebygning, og om det maatte overlades ham uden Vederlag, imod at han afholdt Nedbrydelsesomkostningerne. Dette Tilbud blev afslaaet.
 I Samlingen 1853—54 forespurgte Finansudvalget igjen, om det ikke var paatænkt at foranstalte Frederikskirken bortsolgt, og Ministeriet svarede nu, at saavel Finants- som In ­denrigsministeriet, efter de gjentagne Erklæringer fra Akademiet for de skjønne Kunster, havde antaget, at der ikke burde gjøres Forslag om Kirkebygningens Nedbrydelse. Fornyede Forhand­linger i 1854 mellem Indenrigsministeren og Kjøbenhavns Kom­munalbestyrelse førte heller ikke til Noget, da Kommunalbestyrel­sen fastholdt sin Betingelse om Ruinens Borttagelse. Finansudvalget blev imidlertid ikke troet af at anbefale Marmorpladsens Salg. Atter i Samlingen 1854—55 udtalte Udvalget sit Haab om, at man snarest vilde skride til Salget; A. Hage mindede i Thinget Ministeren om Ruinerne paa Marmor­pladsen, og Tscherning gjentog i den næste Samling samme Paamindelse. Under dette vedvarende Pres satte Ministeren sig atter i Bevægelse. Det blev overdraget Bygningsdirektør Friis at omarbeide en af Arkitekt Nebelongs Planer, hvilket han efterkom i Februar 1856. I Juni 1856 fremkom der fra den engelste Entreprenør for Gas- og Vandværkerne et Tilbud om at kjøbe Materialet i Ruinen for 10,000 Rd. med Forpligtelse til at planere Grunden og anlægge et Vandspring paa Pladsen. Ogsaa dette Tilbud lykkedes det Indflydelsen fra Kunstakademiet at faae afslaaet. Idet Ploug i den næste Samling (1856—57) omtalte dette „Forslag om at anvende Ruinernes Materialier paa en nyttig Maade”, betegnede han den Forudsætning, hvorfra Akademiet var gaaet ud, nemlig Kirkens Opbyggelse, som „aldeles absurd” og antydede som den rimeligste Løsning, at Pladsen udleveredes til Kommunen. Denne Tanke blev dog strax imødegaaet af A. Hage, som under Henvisning til, at der skulde være budt flere hundrede Tusinde Daler for Pladsen, tvertimod vilde foreslaa, at Ministeren kom med en Lov, der bemyndigede ham til at sælge Pladsen med alt, hvad der staaer paa den, til Bedste for Statskassen. Finantsudvalget i 1861 gjentog atter, at Salg vilde være høist hensigtsmæssigt, da Renten af Kjøbesummen for Pladsen m. m. langt vilde overstige Leieindtægten.
 Med Aaret 1862 antog Sagen en ny Vending. Medens Gangen hidtil var den, at de idelige Opfordringer fra Rigsdagens Side om at sælge vare prellede af paa en udenfor Rigsdagen agerende Indflydelse, som vedkommende Minister ikke havde troet at burde frigjøre sig for, stod Rigsdagen dette Aar overfor en Minister, der omgikkes med Tanken om at fuld­føre Ruinen, om ikke strax saa en Gang i Fremtiden. Efter at Orla Lehmann som Indenrigsminister havde indhentet Over­slag fra Bygningsinspektor Hansen (af 19de September 1862) dels over Omkostningerne ved Kirkens Fuldførelse, dels over Omkostningerne ved midlertidige Foranstaltninger til at sikkre Ruinen mod yderligere Forfald, forlangte han ved Finantslovens 2den Behandling en Bevilling paa 13,068 Rd. til Arbeider paa den „ufuldendte" Kirkebygning. Endnu ved første Behandling as Finantsloven havde Thune taget Anledning til at minde Ministeren om Folkethingets Standpunkt; han havde fremhævet, at det var flere hundrede Tusinde Daler, der var Tale om at indvinde ved at nedbryde Ruinen og sælge Grundene, og erindret om, at Ruinen ikke var et Oldtidsmindesmærke, men snarere et Mindesmærke om en tidligere Regjerings Kortsynethed. Lehmann svarede herpaa ved at opkaste det Spørgsmaal, om Ruinen var en Ruin eller en ufuldendt Bygning, hvilket Spørgsmaal han afgjorde derhen, at den var en ufuldendt Bygning. Den „lille Tillægsbevilling”, hvorved han søgte „et meget ubetydeligt Beløb” til at konservere den som Bygning, havde altsaa den særdeles indgribende Betyd­ning, at dens Vedtagelse vilde have slaaet en fremtidig Fuldendelse fast i Principet, hvortil man da selvfølgelig vilde have vendt tilbage, hver Gang Spørgsmaalet om Realisation igjen var blevet reist. Dette Forsøg mislykkedes imidlertid fuldftændig. Finantsudvalget fraraadede Bevillingen, fordi det „ansaa det for urigtigt efter vore Forhold at tænke paa at fuldføre Bygningen", og tilføiede, at enhver Benyttelse af Pladsen til Byggegrunde vilde være mangelfuld og uheldig, naar Ruinen skulde blive staaende midt imellem dem. Hermed var saaledes ikke blot Tanken om Kirkens Fuldendelse afvist, men den kjøbenhavnske Kommnnalbestyrelses Opfattelse, at Ruinen burde nedbrydes før Pladsens Bebyggelse, havde faaet en ny og formel Tilslutning. Thinget sluttede sig med 69 Stemmer mod 12 til Udvalgets Indstilling og forkastede den søgte Be­villing. Under Forhandlingen blev Ruinens Nedbrydelse som den første Betingelse for Pladsens Bebyggelse hævdet med Styrke navnlig af H. H. Kayser, A. Hage og I . C. Jakobsen. Til tredie Behandling stillede Ministeren et nyt Forslag om 10.000 Rd. til Indhegning og Regulering af Pladsen. H. H. Kayser fraraadede det, idet han gik ud fra, at Ruinen var dodsdømt, saa at der ikke kunde være Tale om at fuldføre den, og at der under denne Forudsætning ikke burde anvendes 10.000 Rd. til at pynte paa Pladsen, naar dette dog maatte betragtes som en rent interimistisk Foranstaltning. Efterat Lehmann havde henstillet, „hvorvidt man vilde ende Sagen udtalt med den orakelmæssige Dødsdom”, der saaledes var af Kayser, negtede Thinget Bevillingen med 47 Stemmer mod 29.
 I Stedet for de af Lehmann krævede 10,000 Rd. be­vilgedes der det følgende Aar en beskeden Sum af 360 Rd. til Regulering og Beplantning, men dette blev opgivet igjen allerede det næste Aar (1864—65), og den nævnte Sum blev da begjæret til Forberedelse af en eventuel forandret Disposition over Pladsen, idet det nu „var kommet under Spørgsmaal at afhænde Kirkepladsen med de derpaa værende Bygninger og Materialier.” Finantsudvalget billigede, at Pladsen afhændedes, og Bevillingen blev given. I Landsthinget for­klarede imidlertid Indenrigsministeren (Tillisch) paa Fore­spørgsel, at der ikke ved „Bygninger og Materialier” skulde tænkes paa de i Ruinen værende Materialier. Lehmann, støttet af Krieger, udtalte sig mod Nedbrydelse, Ploug for. I Henhold til denne Fortolkning af Bevillingen lod Tillisch ved Bygningsinspektor Hansen udarbeide en ny Plan til Bebyggelse med Ruinen urørt (September 1865). Men i den følgende Samling (1865— 66) indstillede Finantsudvalget at nægte Bevillingen til Forberedelse af saadant Salg.
 Ved Finantslovens tredie Behandling i samme Samling forelagde Indenrigsministeren (Estrup) Forslag til at overlade Industriforeningen Frederikspladsen med tilhørende Bygninger uden Vederlag for derpaa at opføre en Udstillingsbygning, i hvilken Ruinen skulde danne Midtpunktet og saaledes komme til Anvendelse uden Nedbrydelse. „Frederikspladsen med tilhørende Bygninger” betød nu Pladsen med Ruinen, medens „Frederikspladsen med Bygninger og Materialier" i 1864—65 betød Pladsen uden Ruinen. Skjønt Forslaget opnaaede Anbefaling af et Flertal i Finantsudvalget, blev det ved Afstem­ningen forkastet nred 62 Stemmer mod 23. Imod Forslaget talte A. Hage, Bille, Winther, Alberti, C. V. Nimestad. En væsentlig bestemmende Faktor i Thingets Beslutning var de Oplysninger, der under Forhandlingen fremkom om Pladsens Værdi, navnlig et af A. Hage fremlagt Tilbud fra Stenhuggermester E. Nielsen, hvorved han forpligtede sig til at byde 150,000 Rd. for Pladsen, naar den stilledes til Auktion. Winther, der i Udvalget havde været imellem de 6 af Ud­valgets 11 Medlemmer, som anbefalede Bevillingen, gik nu over til at fraraade den, og Tscherning, med hvem det samme var Tilfældet, erklærede, at Udvalgets Flertal neppe vilde have tilraad et Ministerens Forslag, dersom et bindende Tilbud om 150,000 Rd. havde foreligget for Udvalget. Udvalgets Ordfører (Fenger) anbefalede Forslaget som et Middel til at blive af med Pladsen og frigjøre sig for den i Ruinens Tilværelse liggende Trusel om Fuldendelse, hvilket Moment havde været af væsentlig Betydning for de Medlemmer af Udvalget, der tilraadede Bevillingen. I Modsætning hertil advarede A. Hage imod at lade sig vildlede af den Betragtning, at det ikke skulde være muligt at faae en Indenrigsminister til at realisere, og C. V. Rimestad raillerede over de mystiske Vanskeligheder, der havde frembudt sig for tidligere Ministre. Ved Forkastelsen af dette Forslag havde Rigsdagen altsaa vægret sig ved at stille Staten ved den foreliggende betydelige Værdi og atter hævdet Hensynet til den Indtægt, Statskassen burde bringe ud af Eiendommen.
 I Samlingen 1866—67 søgte Regjeringen Bevilling til Gadeanlæg over Frederikspladsen for at afhænde Grundene Øst for Ruinen; denne Bevilling nægtedes, „eftersom den herfor lagte Plan ikke skjønnes at være tilfredsstillende.” Ved tredie Behandling bragte Ministeren et Forslag om at afstaa Materialet i Ruinen til en Komite for en ny Kirkes Opførelse enten paa Frederikspladsen eller i Nyboder. Udvalgets Flertal anbefalede Forslaget, medens Mindretallet foreslog „at disponere over Marmorkirkens Ruin til Fordel for Statskassen.” Ordføreren (Fenger) fremhævede det hensigtsmæssige i at benytte Ruinen „enten hvor den staar eller dog saaledes i Nærheden, at der kan bringes noget virkelig nyttigt ud af den." Forslaget blev taget tilbage med den Erklæring fra Finansministeren (Fonnesbech), at der var fremkommet et nyt Projekt, som han ikke ønskede at præjudicere. Det er ikke oplyst, hvad Ministeren derved tænkte paa, men i den følgende Samling stillede A. Hage Forslag om at forhøie Salgskontoen for flere paa Finantsloven opførte Eiendomme med 20,000 Rd. forat faae Frederikspladsen afhændet ved Salg til den Høistbydende ligesom de andre Statseiendomme. Han henholdt sig til Afstemningen over Udstillingsbygningen, hvorved Thinget havde givet tilkjende, at det ikke vilde bortskjænke Eiendommen. Hans Forslag blev modtaget af Fi­nansministeren (Fonnesbech), som præciserede, at der derved blev givet Regjeringen „ikke blot Anvisning paa, men ogsaa Bemyndigelse til at realisere Frederikspladsen med den derpaa Paaende Ruin." Herefter vedtoges Forflaget med 33 Stem m er mod 21.
 Dette var den sidste Afstemning forinden den Finantslovsposition, hvorom der i nærværende Sag er Tale. Det vil ses, at Spørgsmaalet om Marmorpladsen nærmede sig sin Afgjørelse. Efterat Ruinen var kommen til at sortere under en Minister (Estrup), som i Landsthinget udtrykkelig forvarede sig imod, at han skulde „nære nogen sær Forkjærlighed for den Ruin, der staar paa Frederikspladsen”, og som i Folkethinget erklærede, at han ikke vilde sælge paa egen Haand, men at det var et andet Spørgsmaal, hvad han vilde gjøre med den lovgivende Magts Samtykke eller under et Tryk fra denne Side, kunde det ikke længer være tvivlsomt, at Ruinen omsider vilde komme ud af Verden, idet den lovgivende Forsamling maalte antages fuldstændig beredt til at øve ethvert ønskeligt Tryk i den Retning. Ved Forslaget om at benytte Ruinen til en Kirke i Nyboder eller et Sted paa Marmor­pladsen var Forestillingen om Ruinen som ufuldendt Bygning i Virkeligheden ogsaa opgiven, og man var naaet tilbage til Standpunktet fra 1820, da Overbygningsdirektoren erhvervede kongelig Resolution paa Materialets Benyttelse til andre offentlige Bygninger. Endelig blev Spørgsmaalet om Ruinens Anvendelse til Kirke praktisk sat ud af Betragtning derved, at Finantsloven for 1868—69 bevilgede en Grund til Kirke i Nyboder, hvorved den saa meget omtalte Trang til Kirke i denne Del af Byen var tilfredsstillet. Sin endelige Afslut­ning fik Sagen i Samlingen 1868—69. I Overensstemmelse med Finansministerens oven citerede Yttringer, gjorde Regjeringen A. Hages Forslag til sit og indsatte Frederiks Kirkeplads paa Finanslovforslaget for 1869—70 mellem de andre Eiendomme, til hvis Bortsalg i Finantsaaret der søgtes Bemyndigelse, nemlig Christiansborg Slots Vaskerhus, Meutegaarden paa Jægersborg, det kongelige Hømagasin og Civiletatens Materialgaard. Ved Skrivelse til Finantsudvalget meddelte Finantsministeren, at det var Hensigten efter erhvervet Eiendomsdom at søge Pladsen overdragen til Kjøbenhavns Kommune for en passende Kjøbesum. Folkethinget indsatte paa samme Position endnu Enighedsværn, Fæstningens Materialgaard og Kvæsthusgadens Kaserne, og tydeliggjorde Udtrykket „Frederiks Kirkeplads” ved at tilføie „og den derpaa værende Ruin”.
 Efter saa mange Forhandlinger og næsten 20 Aars For­løb stod man altsaa nu ved det Punkt, hvorfra man i 1850 var gaaet ud, kun at Repræsentationen endelig havde fundet Ministre, der tog Sagen fra samme Side som den. De lang­varige og vidtløftige Forhandlinger havde kun medført den udvortes Forskjel, at det nu hed Pladsen og Ruinen, medens man i 1850 havde nøiedes med „Pladsen” som Udtryk for den hele Eiendom, derunder ogsaa den Del, der optoges af Levningerne af den mislykkede Kirkebygning. Den Betragtning, der i Marmorkirkens Salg saae et Spørgsmaal om Statens Finantser, havde seiret over den Indflydelse, der vilde udbytte Ruinen til kunstneriske og arkitektoniske Formaal. Man var vendt tilbage til Kjøbenhavns Kommune, som havde Fortjene­sten af først og med størst Bestemthed at hævde Ruinens Ned­brydelse som Betingelse for et hensigtsmæssigt Salg, og man havde derved faaet en sikker Udsigt til at indvinde hele Eien­dommens Værdi for Statskassen, idet man kunde vente, at Kommunen i Henhold til sit tidligere Tilbud vilde overtage Nedbrydningsomkostningerne, hvis det kunde tænkes, at disse ikke skulde betale sig, og Anlæget af Gade og Plads med hvad dertil hørte. Den saaledes opnaaede Overenskomst mellem alle Lovgivningens Faktorer fik Lovskraft for Finantsaaret ved Finantslovens Vedtagelse og Stadfæstelse, og den vedblev selvfølgelig at være Lov ogsaa i de følgende Aar, hvor den samme Bestemmelse gik over fra Finantslov til Finantslov. Det blev imidlertid ikke Indenrigsministeren, der fik Udførelsen i sin Haand. Efter det Udfald, Sagen havde faaet, gjorde Finantsministeren (Fonnesbech) Paastand paa, at Frederikspladsen, efter at Eiendommen var abandoneret til Salg, skulde over­gaa til Finansministeriet, og Indenrigsministeren (Estrup) erkjendte Berettigelsen heraf og afleverede Sagen til Finantsministeriet.



 I Aaret 1874 benyttede daværende Finantsminister Krieger den paa Finantsloven givne Bemyndigelse paa følgende M aade. Ester foregaaende m undtlige Forhandlinger indsendte Etatsraad Tietgen den 30te Mai et Tilbud om at overtage Marmorkirkepladsen med derpaa vrerende Ruiner, Materialier og Bygninger for en Sum af 100,000 Rd. med Forpligtelse til at fuldføre Kirken i passende Stil og med Ret til at udstykke de øvrige Grunde til Bebyggelse. Af den nævnte Sum skulde intet udbetales, men Beløbet sikkres ved Pant i de Bygninger, der opførtes, næst efter Halvdelen af Taxationsværdien, og fra 1ste Januar 1875 forrentes med 4 pCt. Fra samme Tid skulde Leien og andre Indtægter tilfalde Kjøberen. Medens Be­byggelsesplanen i Hovedtræk skulde forelægges Finansministeriet til Approbation, blev Kirken udtrykkelig undtagen fra denne Bestemmelse, ligesom den var holdt udenfor den paatænkte Pantsætning af Bygningerne for Vederlagssummen. Kjøberen paatog sig at erhverve Grunden Nr. 258 i Store Kongensgade og derpaa i det Hele at betale 11,000 Rd. Der blev ikke tilbudt nogen Sikkerhed med Hensyn til Kjøberens Forpligtelse overfor Kirkebygningen, men hvis han af en eller anden Grund skulde se sig nødsaget til at opgive Foretagendet, tilbød han at overdrage den nævnte Grund i Store Kongensgade uden Vederlag til Staten og at ordne Forholdet med Hensyn til de mulig afhcendede Byggegrunde, som om Salget af disse var sket af Staten og for dens Regning. De her nævnte Følger af en Opgivelse skulde ogsaa indtræde, hvis Kirken ikke blev fuldført inden 10 Aar, eller hvis der ikke inden 5 Aar var udført Arbeide for mindst 100,000 Rd.
 Efter yderligere mundtlige Forhandlinger blev dette Til­bud modtaget af Krieger den 19de Juni med enkelte nærmere Bestemmelser og Modifikationer. Det Kjøberen til Bebyggelse overladte Areal fastsattes til i det Høieste 17,600 ◻ Alen, deri indbefattet Gaardsrum, men ikke Buegange, Indkjørsler eller deslige. Et Afdrag af 2 pCt. foruden Renten betingedes fra den Tid, de paagjældende Bygninger vare færdige til Be­nyttelse, fra hvilken Tid Statens Pantefordring gik ned paa 2den Prioritet næst efter Laan inb til Halvdelen af Vurderings­summen. Den mest fremtrædende Forandring angik imidlertid Retsforholdet til den eventuelle Kirke. Medens Tilbudet af 30te Mai forudsatte, at Kirken blev Kjøberens Eiendom, og at Staten følgelig udtraadte af alt Forhold til denne, hvoraf blandt Andet maatte følge, at Vedligeholdelse og andre Ud­gifter i Fremtiden blev Statskassen uvedkommende, havde Finantsministeren nu ønsket „en bestemtere juridisk Formulering af det Forhold, som vilde opstaa ved Kirkens Fuldførelse”, og Kjøberen havde da foreslaaet, at Kirken ved Fuldførelsen skulde blive Statseiendom, medens det forbeholdtes ham og hans Hustrue for Livstid at raade over Kirkens Benyttelse som saadan indenfor den bestaaende Lovgivnings Grændser og med Udsigt til at erholde en testamentarisk Disposition godkjendt, hvorved Raadighedsforholdet ordnedes efter de Paagjældendes Død. I Henhold hertil hed det i Skrivelsen: Den „fuldendte” Kirke skal „vedblive” at være Statens Eiendom. Etatsraad Tietgen erklærede i Skrivelse af samme Dag, at han var fuldstændig enig i de opstillede Betingelser, og at Sagen saaledes var i Orden. Samme Dag modtog Finantsminister Krieger sin Af­sked, som han havde begjært allerede den 8de Juni, og Kjøbe­kontrakt, i Overensstemmelse med Skrivelsen af 19de Juni, blev derefter under 2den Juli udfærdiget og underskrevet af Conseilpræsident Holstein-Holsteinborg som midlertidig Finantsminister. Den 5te Januar 1875 udstedte Finantsminister Fonnesbech kgl. Skjøde paa Eiendommen, hvorved Pladsen med Ruinen over­droges til Etatsraad Tietgen med Forpligtelse til at tilbageskjøde Kirken, naar denne var fuldført.



Hermed var altsaa „Marmorpladsen” omsider udgaaet af Finantsloven og af Statens Eie. I Stedet for Byggegrunde til et Areal af 41.900 ◻ Alen paa det smukkeste og dyreste Strøg, i Byens Hovedgade, havde Staten faaet en 4 pCt.s Panteobligation paa 200,000 Kr. i den mindre Halvdel af sin egen tidligere Eiendom. I Stedet sor at sælge „Frederiks Kirkeplads og den derpaa værende Ruin” havde Administra­tionen slaaet sig sammen med en Privatmand om Opførelsen af en Kunstbygning, hvortil Staten som sit Bidrag ydede den større Halvdel af Pladsen, Materialet i Ruinen, og Forskjellen mellem de øvrige Byggegrundes Værdi og den Panteobligation, der var modtagen i Vederlag. Det første Finantsudvalg, der blev nedsat efter denne Transaktion, anslog det Tab, der der­ved var paaført Statskassen, til 500,000 Kr., idet man gik ud fra, at der efter Fradrag af 6—7000 ◻ Alen til Gadeanlæg, vilde kunne have været solgt 35,000 ◻ Alen til Be­byggelse, som efter en i 1862 af Indenrigsministeren (Orla Lehmann) paa Finansministerens Autoritet angiven Pris af 10 Rd. ◻ Alen vilde have indbragt 700,000 Kr., medens Panteobligationen kun lød paa 200,000 Kr. At Prisen paa Byggegrunde i 1874 langt oversteg, hvad man i 1862 havde tænkt paa, var ikke ubekjendt for Nogen og mindst for Fi­nantsministeriet, som i de samme Aar havde et meget betydeligt Antal Statsgrunde at realisere i Hovedstaden, og som udbragte disse til 30 à 40 Kr. ◻ Alen, uden at der ses nogen Grund til, at Byggepladsene paa Frederikspladsen skulde være mindre værd. Den nærmere Bestemmelse heraf skal jeg imidlertid opsoette, indtil den ved Rettens Anordning nedsatte Taxationskommission har afgivet sit Skjøn.
 Folkethinget tøvede ikke med at paatale det skete Overgreb. Modstanden saavel mod at fuldføre Ruinen som mod at bortskjænke den havde ikke været begrændset til noget enkelt Parti. Mænd som H. H. Kayser, A. Hage, Bille, Alberti, Ploug, J. C Jakobsen, B. Christensen havde i de foregaaende For­handlinger staaet paa samme Side, og Forslaget om at sælge Pladsen og Ruinen var vedtaget med 69 Stemmer mod 2. Misbilligelsen af den trufne Disposition var ligesaa alminde­lig. Efterat Finantsudvalget (1874—75) havde modtaget de paagjældende Aktstykker med Ministeriets Erklæring, udtalte Udvalget enstemmig, at vedkommende Minister havde over­skredet sin Bemyndigelse, og samtlige Udvalgets Medlemmer foreslog at nedsætte et særskilt Udvalg til at undersøge Sagen og gjøre Indstilling til Thinget. Dette Forslag vedtoges med 79 Stemmer mod 1, efterat Scavenius paa Mindretallets Vegne havde motiveret sin Tilslutning til Flertallet med den Erklæring, at „det er os uforstaaeligt, hvorledes den daværende Regjering, specielt Finansministeren, har kunnet tro sig berettiget til at foretage den Transaktion, der er sket”. Kun en enkelt Stemme (Chr. Rimestad) udtalte sig for Regjeringens Berettigelse. Det nedsatte Udvalg naaede ikke til at afgive Betænkning i samme Samling. I den følgende Samling 1875—76 indstillede Udvalget med 6 Stemmer mod 3 at tiltale de paagjældende Ministre ved Rigsretten. Da Samlingen sluttedes kort efter, kom Forslaget ikke til Afstemning, og Sagen gik som en Post i Statsregnskabet over til Statsrevisionen. Denne indstillede enstem­ mig Afhændelsen til Misbilligelse, idet Flertallet henholdt sig til det nysnævnte Folketingsudvalg, medens en enkelt Stats ­ revisor (Levy) begrundede sin Indstilling alene paa den ved Afhændelsen brugte Fremgangsmaade. Folkethingets Udvalg angaaende Statsrevisionens Betænkning gjorde med 4 Stemmer mod 1 (Chr. Rimestad) Statsrevisionens Indstilling til sin, og Misbilligelsen blev vedtagen ved første Behandling af Statsrevisionens Betænkning. Forinden anden Behandling indbragte 12 Medlemmer det Forslag til Rigsretstiltale, der vedtoges den 5te Februar d. A., og i Henhold til hvilket nærværende Sag er anlagt.



 Synspunktet for de Anklagedes Ansvar er givet med de ovenfor anførte Fakta. Det følger ligefrem af Grundlovens § 12, at en Minister kan paadrage sig Ansvar for Vanrøgt af Statens Interesser, ogsaa hvor han bevæger sig helt indenfor det Administrationen forbeholdte Omraade. Hvad der i denne Sag paatales, er imidlertid ikke blot slet For­valtning af et Ministeren i og for sig paahvilende Hverv. Ved at anbringe de her omhandlede store Værdier i en Kunst­bygning, som det endog i Frem tiden vil falde paa Staten at vedligeholde, i Stedet for at udbringe dem til Fordel for Statskassen, har Ministeren langt overskredet den Administrationen tilkommende Raadighed og tiltaget sig en Myndighed over Statens Eiendom, som alene tilkommer Lovgivnings­magten. Selv naar man helt bortser fra den i Finantsloven givne Anordning af denne Sag, er den med Marmorkirken trufne Disposition baade formelt og materielt et retsstridigt Overgreb, der har alle en strafbar Handlings Kriterier. Men det her foreliggende Retsbrud har en endnu mere intensiv Karakter. Ministeren har ikke blot overskredet de almindelige Grændser for Administrationens Competence — han har brudt et positivt og udtrykkeligt Lovbud. Han har ikke blot paaført Statskassen et Tab af flere hundrede Tusinde Kroner ved Handlinger, hvortil han ikke var bemyndiget, men han har handlet ligefrem mod Lovens Anvisning og Forbud. Det er ovenfor paavist, at den Position paa Finantsloven, hvorom her er Tale, var Afslutningen paa en lang Række af parlamentariske Forhandlinger, gjennem hvilke Repræsenta­tionen uforanderlig hævdede een og den samme Fordring om at se Frederikspladsen realiseret til Statskassens Fordel. Man havde forkastet enhver Tanke om at fuldføre Ruinen, man havde forkastet at bevare den som Ruin, og man havde for­kastet at overdrage den til kunstnerisk Anvendelse uden Veder­lag. For dette langvarige Tryk havde Regjeringen omsider givet efter, der var opnaaet en Overenskomst mellem Lovgiv­ningens Faktorer om at sælge Ruinen i Forbindelse med den øvrige Del af Pladsen, og denne Overenskomst havde fundet sit Udtryk i den paagjælende Bestemmelse i Finantsloven. Den Transaktion, der er Gjenstand for nærværende Anklage, er et Brud paa Finantslovens positive og udtrykkelige An­ordning.
 Men ved Siden heraf er selve Retshandelen udført med en Tilsidesættelse af Statskassens Tarv, en Forsømmelse og Skjødesløshed i at varetage Statens Interesser, som allerede i sig maatte begrunde Ansvar ogsaa for en Administration, der havde Bemyndigelse til at afslutte en Retshandel af denne Art. I den Henseende vil det være tilstrækkeligt at fremhæve, at der ikke er betinget nogensomhelst Sikkerhed for, at det tilsigtede Formaal (Kirkens Opførelse) virkelig vil blive reali­seret og endnu mindre for, at det vil blive realiseret paa en kunstnerisk eller med det Overleverede stemmende Maade. Ministeren har fraskrevet Regjeringen enhver Kontrol med Kirkeplanen og overladt det Hele til en Privatmand, om hvis Kunstkyndighed intet er bekjendt, medens den Sum, der i det mindste skal anvendes paa Kirken, er langt under, hvad det nogensinde er anset muligt at fuldføre Ruinen for. Kjøberen kan til enhver Tid — kontraktmæssig — gaa fra Retshandelen og overlade Staten Pladsen i en Tilstand, hvori den væsent­lig kan have tabt sin Værdi for en Anvendelse, der ligger udenfor de i Kontrakten givne Forudsætninger, og Staten vil da, uden noget Ansvar for Kjøberen, kunne komme til at staa med en væsentlig ødelagt Eiendom, med en Pantebehæftelse paa 17,000 Rd. for den i Store Kongensgade kjøbte Grund til Gade, og uden nogen Sikkerhed for de af Kjøberen mulig oppebaarne Kjøbesummer for bort­solgte Byggegrunde. Endelig er den hele Retshandel af­sluttet i et Hastværk, der har udelukket de sædvanlige og nødvendige Forberedelser. Der er intet Forsøg gjort paa for­inden at bestemme Eiendommens virkelige Værdi. Sagen har ikke været forhandlet hverken i Statsraad eller Ministerraad, lige saa lidt som Kongens Samtykke under nogen Form i Forveien er indhentet.
 Hovedansvaret i denne Sag paahviler forhenværende Fi­nansminister Krieger, der ved at tage Initiativet til Rets­handelen og bringe den til sin foreløbige Afslutning i Skrivel­sen af 19de Juni 1874 er den egentlige Ophavsmand til det Statskassen paaørte Tab. Men de følgende Ministre Holstein-Holsteinborg og Fonnesbech have paataget sig et Medansvar ved at fortsætte og videre udføre den i nævnte Skrivelse indledede Afhændelse, i Stedet for at benytte enten de konstitutionelle Midler til at forsøge at opnaa Repræsenta­tionens efterfølgende Samtykke eller de til deres Raadighed staaende Retsmidler til at søge Statskassen frigjort for det Tab, man var i Begreb med at paaføre den. Idet jeg for­beholder mig en nærmere Udvikling under Hovedforhandlingen, skal jeg i Henhold til det Anførte nedlægge Paastand paa Straf over de Anklagede, og som Love, der herved ville være at tage i Betragtning, nævne Straffelovens §§ 141 og 143. At de Anklagede ville have at erstatte Statskassen Forskjellen mellem den afhændede Eiendoms Salgsværdi og Værdien af den Panteobligation, Staten har modtaget i Vederlag, er ved Siden deraf en Selvfølge.
 Som Momenter, der for samtlige Anklagedes Vedkom­mende bør have Indflydelse paa Straffen, skal jeg nævne Størrelsen af de Værdier, hvorom der under Sagen er Tale, og den af de Paagjældendes mangeaarige Deltagelse i det politiske Liv flydende nøie Kjendskab saavel til Forfatningens Grundsætninger overhovedet som særlig til Repræsentationen Standpunkt og Villie i nærværende Sag. For Kriegers Ved­kommende vil det være en særlig graverende Omstændighed, at han har drevet den afgjørende Del af disse Forhandlinger, efter at han havde indgivet sin Afskedsbegjæring og altsaa som Minister befandt sig i en Stilling, hvor baade almindeligt Hensyn til det Sømmelige og rigtige konstitutionelle Grundsætninger saavelsom den hos os anerkjendte Praxis henviste ham til at begrændse sin Virksomhed til de løbende Forretninger. Han indgav sin Demission den 8de Juni og underskrev Accepten paa Tietgens Tilbud samme Dag, som han modtog sin Afsked. Han skyede altsaa ikke at benytte den sidste Dag af sin Funktionstid til at træffe denne indgribende og extraordincere Foranstaltning til Skade for Statskassen. Selv om Administrationen havde havt Myndighed til at afslutte en saadan Retshandel, vilde en mere udviklet Ansvarsfølelse være veget tilbage for at foregribe en Efterfølgers Handlefrihed i en Sag af dette Omfang. Saadan som Forholdet i Virkeligheden stod, var der imidlertid for saa vidt Fare ved Udsættel­sen, som det var at forudse, at ingen anden Minister vilde have Mod til ad denne Vei at forgribe sig paa Statens Eiendom. Den af de forudgaaende Forhandlinger og af hele den politiske Stilling flydende fuldkomne Vished om, at Repræsen­tationen ikke vilde forandre sit i Finantsloven for 1869—70 udtalte og i de følgende Finantslove opretholdte Standpunkt, er en tilstrækkelig Forklaring af, at denne Sag ikke blev udsat til Rigsdagens Sammenkomst for at forelægges Repræsenta­tionen til Beslutning. Umuligheden af at gjennemføre disse Kunstplaner ad legal Vei hører med til at karakterisere den illegale Fremgangsmaade, som her er Gjenstand for Paatale.


 Kjøbenhavn, den 21de April 1877.


Ærbødigst 

V. Hørup. 

 Til
 Rigsretten.



 Formanden (Mourier). Efter at saaledes Anklageskriftet er oplæst, skal jeg anmode en af Sekretærerne om at oplæse den af den offentlige Anklager i Dag fremlagte Vurderings­forretning over Frederiks Kirkeplads m. m. Dog skal jeg, forinden dette sker, bemærke, at de udmeldte Vurderingsmænd efter sket Indvarsling ere mødte og ere tilstede her i Retten, dog med Undtagelse af Murmester Ette, der har anmeldt, at han ved Sygdom er forhindret fra at møde; han er, efter en fremsendt Lægeattest, sengeliggende og vil neppe i de første 6 Uger kunne forlade sit Hjem. Den til i Dag udtagne Stævning til Vurderingsmændene behøver ikke at oplæses.

 Sekretæren (Thrane) oplæste derefter:
 Udskrift af den kgl. Landsover- samt Hof- og Stadsrets 2det Vidnekammers Protokol (se Bilag 95 S. 189—190 og selve
 Vurderingsforretningen (se Bilag 95 S. 186—189).

 Formanden (Mourier). Efter Rigsretsloven ville saavel den offentlige Anklager som Forsvareren have Adgang til at fremsætte yderligere Spørgsmaal til Vurderingsmændene i Anledning af den afholdte Forretning. Jeg skal nu til begge de Herrer rette det Spørgsmaal, om De maatte finde Anled­ning til at fremsætte saadanne Spørgsmaal til Vurderingsmændene.

 Den offentlige Anklager (Hørup). Jeg skal for mit Ved­kommende bemærke, at jeg allerede under Forretningen har søgt paa enkelte Punkter at opnaa en noget større Præcision end det, der foreligger i Taxationsforretningen, men uden at det er lykkedes. Jeg havde saaledes ønsket, at Forretningen noget bestemtere havde kunnet angive den Forskjel, der er mellem Konjunkturerne nu og Konjunkturerne, som de vare i 1874, men Taxationsmændene have ikke trot at kunne gjøre det bestemtere end sket er i Forretningen. Ligeledes havde jeg paa et andet Punkt, nemlig for saa vidt der i Taxationsfor­retningen paa 2 Steder er taget Hensyn til den Fortjeneste, som Entrepreneurerne, der kjøbte Pladsen, maatte have, kunnet ønste, at Størrelsen af hvad der saaledes kunde betragtes som en passende Fortjeneste var noget bestemtere kommen frem i Taxationsforretningen; men Mændene have ogsaa paa det Punkt erklæret, at det ikke var muligt at angive det bestemtere end sket var, at det s. Ex. ikke var muligt at sætte denne Fortjeneste til visse pCt. af Kjøbesummen eller Sligt. Jeg vil derfor anse det for unyttigt at gjentage disse Spørgsmaal og har saaledes for mit Vedkommende ikke videre at bemærke.

 Forsvareren (Klubien). Jeg har intet Spørgsmaal at forelægge Vurderingsmændene.

 Formanden (Mourier). Den samme Adgang til at rette Spørgsmaal til Vurderingsmændene er ved Rigsretsloven for­ beholdt Rigsrettens Medlemmer, og jeg skal derfor, inden der gaas videre, tillade mig at spørge, om Nogen af Rigsrettens Medlemmer maatte finde Anledning til at fremsætte Spørgsmaal til Vurderingsmændene i Anledning af den oplæste For­retning.

 Gaardeier N. Rasmussen: Jeg vil henstille til Rigsrettens Formand, om der maatte blive spurgt Vurderings­mændene, om de have tænkt sig, at en eventuel Overdragelse af Kirken til Staten, eller rettere, at Statens Overtagelse af Kirken vil foregaa med Fordel for Staten eller med Tab. Det er jo et meget vigtigt Punkt at faae besvaret, og det gjør en meget væsentlig Forskjel i den hele Transaktions Værdi, om det Ene eller det Andet er Tilfældet. Kan Kirken gaa tilbage til Staten uden Tab, maa det jo komme i Betragtning.

 Formanden (Mourier). Det Spørgsmaal, som det ærede Medlem har reist og ønstet forelagt Vurderingsmændene, er altsaa dette, hvorvidt Vurderingsmændene have overveiet, om Kirkens eventuelle Overtagelse af Staten kan antages at ville medføre Fordel eller Tab for Statskassen. Jeg tør anmode Vurderingsmændene om at træde nærmere.
 Efter at dette var sket, bemærkede:

 Formanden (Mourier). Som de Herrer ville have hørt, har et af Rettens Medlemmer ønsket Dem forelagt det Spørgsmaal: hvorvidt de Herrer have overveiet, om Kirkens eventuelle Overtagelse af Staten kan antages at ville medføre Fordel eller Tab for Statskassen.

 Paa Vurderingsmændenes Vegne udtalte
 Arkitekt Holsøe: Dette Spørgsmaal har slet ikke været under Overveielfe, og vi have anset det for at ligge uden­for hvad der er blevet stillet os at skulle taxere.

 Formanden (Mourier). Jeg veed ikke, om det ærede Rigsretsmedlem har Videre at bemærke i denne Anledning.

 Gaardeier N. Rasmussen: Jeg har kun den Bemærkning at gjøre, at da det er rimeligt, at Staten vil komme til at overtage denne Bygning, saa forekommer det mig at være et Spørgsmaal, som ikke paa nogen Maade kan ligge udenfor denne Sag, og hvis Taxationsmændene ikke hidtil have trot at burde tage dette under Overveielfe, ønsker jeg, at det maa blive taget under Overveielfe som en Fuldstændiggjørelse af denne Forretning.

 Formanden (Mourier). Da det ærede Medlem saaledes har udtalt det Ønske, at Vurderingsmændene skulde tage det af ham reiste Spørgsmaal under Overveielse, skal jeg først udbede mig de Herrers Erklæring, om De maatte se sig i Stand til strax at udtale sig om dette Spørgsmaal, hvis De overhovedet ville gaa ind herpaa, eller om De i saadan Anled­ning maatte begjære Udsættelse af Sagen.

 Paa Vurderingsmændenes Vegne udtalte
 Arkitekt Holsøe: Vi se os ikke i Stand til at gaa ind paa det opstillede Spørgsmaals Besvarelse.

 Formanden (Mourier). Efter denne Erklæring maa Forhandlingen om det Spørgsmaal, som det ærede Rigsretsmedlem har bragt paa Bane, anses afsluttet; og jeg tillader mig at forespørge, om ellers Nogen af Rigsrettens Medlemmer maatte finde sig foranlediget til at rette noget Spørgsmaal til Vurderingsmændene (Ophold). Jeg tør saaledes antage, at dette ikke er Tilfældet.
 Dernæst skal jeg rette det Spørgsmaal til den offentlige Anklager, om han forlanger den afholdte Vurderingsforretning afhjemlet, hvorved bemærkes, at, da, som allerede berørt, en as Vurderingsmændene er forhindret fra at møde, vilde Afhjemlingen, forsaavidt den skulde ske her i Retten, kun kunne foregaa ved Edsfæstelse af de tilstedeværende tre Vurderings­mænd.

 Den offentlige Anklager (Hørup). Jeg skal kun dertil bemærke, at for mit Vedkommende anser jeg det ikke fornødent, at en formelig Edsfæstelse finder Sted. Hvis altsaa Defensor og Retten ere enige i at lade denne Forretning gjælde som beediget uden formelig Edsfæstelse, er jeg ogsaa enig deri.

 Formanden (Mourier): Herefter vil der kunne gaas over til den øvrige Dokumentation i Henhold til den af Anklageren i Dag i et trykt Exemplar fremlagte Hovedextrakt, hvorved jeg skal bemærke, at af denne Extrakt er der ved Formandens Foranstaltning omdelt Exemplarer til samtlige Rigsrettens Medlemmer. Naar jeg siger, at der nu vil kunne gaas over til Dokumentationen i Henhold til dette Aktstykke, saa er det dog under Forudsætning af, at den offentlige Anklager ikke maatte finde Anledning til, forinden saadant sker, foreløbigen at knytte yderligere Bemærkninger til de allerede forelæste Dokumenter, hvortil han i saa Fald, ifølge Bestem­melserne i Rigsretslovens § 59, vil have Adgang. Det vil forøvrigt efter Forskrifterne i samme Lovs § 70 blive iagt­ taget, at den offentlige Anklager i ethvert Fald vil faae Ordet, efterat Dokumentationen er sluttet. Jeg skal endnu tilføie at, skjøndt den nævnte trykte Extrakt bliver at lægge til Grund ved Dokumentationen, er det en Selvfølge, at Oplæsningen ikke vil ske efter dette Aktstykke, men efter de fremlagte skriftlige Dokumenter og efter de her i Retten tilstede­ værende Rigsdagstidender. Der vil saaledes nu kunne gaas over til Dokumentationen i Henhold til den nævnte Hovedextrakt; der er tillige fremlagt en Tillægsextrakt. som dog først senere v il blive at benytte.

 Forsvareren (Klubien): Det tilfalder altsaa mig at frem­lægge det, jeg har ønsket at fremlægge. Jeg ønsker først at fremlægge nogle ældre Dokumenter til Støtte for en Fremstilling af Marmorkirkens ældre Historie, som jeg maatte ønske, at de høie Dommere maatte kjende. Jeg skal bede den ærede Sekretær om at oplæse dem.

 Sekretæren (Thrane) oplæste derpaa:
 Allerunderdanigst Forestilling af Finantskollegiet af 17de Juli 1798 tilligemed den derpaa afgivne Kgl. Resolution af 25de s. M. (se Bilag 65, S. 147—149),
 Finantskollegiets Forestilling af 1ste Januar 1799 angaaende en allernaadigst Bestemmelse om, hvorvidt Frederiks Kirke paa Amalienborg skal fuldføres (se Bilag 66, S. 149—150).

 Forsvareren (Klubien): Denne Plan kom imidlertid ikke til Udførelse paa Grund af Harsdorffs Død. Tanken om at fuldføre Frederikskirken blev imidlertid ikke derfor opgiven. Frederikskirken staaer nævnt i Lovgivningen fra 1805, og fra den senere Tid skal jeg fremlægge en Forestilling af det daværende Kongelige Danske Kancelli angaaende den nedlagte Nikolai Kirkes Fond af 17de Juni 1812.

 Sekretæren (Thrane) oplæste derpaa denne Forestilling tilligemed den derpaa afgivne Kgl. Resolution af 9de Juli s. A., saaledes som samme findes i Bilag 67, S. 151—152.

 Forsvareren (Klubien): Denne Kapital skulde altsaa henlægges, for at voxe med Renter og Rentes Rente, og danne et Fond til Kirkens Opførelse. Men den blev destoværre ikke afleveret til Biskoppen over Sjcellands Stift; den forblev under Magistratens Bestyrelse, og det fremgaar af et Reskript af 9de Juni 1819, der findes i Reskriptsamlingen, at Kjøbenhavns Magistrat erhvervede Samtykke til at anvende denne Kapital i andre Øiemed.

 Sekretæren (Thrane) oplæste derpaa Reskriptet af 9de Juni 1819 (se Bilag 68, S. 153.) og derefter Resolution af 7de September 1819 (se Bilag 69, S. 153.)

 Forsvareren (Klubien): Den citerede allerhøieste Resolu­tion af 19de Mai 1819 er saaledes gaaet forud for Reskriptet af 9de Juni 1819, og har altsaa havt til Følge, at Jnkrementskapitalen forsvandt.

 Formanden (Mourier): Ifølge hvad der af Rettens Medlemmer er vedtaget, bliver der nu at standse et Kvarter; efter Udløbet af denne Tid vil Dokumentationen blive fortsat.

Mødet standset Kl. 11,₅₀

Kl. 12,₁₀ gjenoptoges Mødet.

 Forsvareren (Klubien): Det næste Afsnit, jeg skal have den Ære at forelægge, er en Betænkning fra Rentekammeret af 10de Oktober 1820. Det vil erindres, at i den nys oplæste Resolution af 7de September 1819 blev Rentekammeret af Kongen opfordret til at overveie, hvorledes Pladsen tilligemed Ruinen paa bedste Maade kunde anvendes. Det fremgaaer af Betænkningen, hvad Rentekammeret mente derom, og den danner Indledningen til det første Aktstykke, den offentlige Anklager har forelagt.

 Sekretæren (Mollerup) oplæste derpaa
Rentekammerets Betænkning af 10de Oktober 1820 (se Bilag 70 S. 153—155).

 Forsvareren (Klubien): Den kgl. Resolution, saaledes som den af den offentlige Anklager er bleven forelagt, vil ogsaa kunne læses af selve Aktstykket i Stedet for as Reskriptsamlingen.

 Sekretæren (Mollerup) oplæste derpaa Kgl. Resolution af 14de Oktober 1820 (se Bilag 1 S. 1.).

 Den offentlige Anklager (Hørup): Med denne kgl. Re­solution affluttes saaledes Marmorkirkens Historie under Absolutismen, og den angiver tillige den Retstilstand, hvorunder Kirken befinder sig ved Forfatningens Indførelse, den nemlig at Marmorkirken ikke er en ufuldendt Bygning, men en Ruin, og ikke en Ruin, der skal bevares, men en Ruin, hvis Anvendelse til offentlige Bygninger er angiven i den kgl. Reso­lution.

 Forsvareren (Klubien): Jeg stal blot med Hensyn til hvad den offentlige Anklager nu yttrede, sige, at det er hans personlige Opfattelse af denne Resolution, i hvilken der ikke staar Andet, end at de tilbagestaaende Rudera af Marmorkirken skulle for det første anvendes til det nye Slot samt til Slotskirken. Disse Bygninger have allerede staaet længe­ men Marmorkirken er ogsaa bleven staaende. Hvad jeg iøvrigt kunde have at sige, skal jeg forbeholde mig, til jeg faaer Ordet i Sagen.

 Den offentlige Anklager (Hørup): Jeg gaar derefter over til, hvad der skriver sig fra Tiden efter 5te Juni 1849, og jeg skal da først lade oplæse en Skrivelse af 18de December 1849 fra Grosserer Lorentzen til Indenrigsministeriet. Det er denne Skrivelse, som har givet Anledning til den Indblanding fra Kunstakademiets Side, der har spillet en saa stor Rolle i denne Sag.

 Sekretæren (Mollerup) oplæste derpaa denne Skrivelse. (Se Bilag 2, S. 1.)

 Den offentlige Anklager (Hørup): Herefter skal jeg fremlægge Kunstakademiets Erklæring af 11te Januar 1850 over Lorentzens Plan.

 Sekretæren (Mollerup) oplæste derpaa denne. (Se Bilag 3, Side 3—4.)

 Forsvareren (Klubien): Det er jo indrømmet i Anklageskriftet, at Lorentzens Forslag blev afslaaet, dette skete den 25de Februar 1851.

 Den offentlige Anklager (Hørup): Derefter tillader jeg mig at forelægge Folkethingets Finantsudvalgs Betænkning over Finanslovforslaget for 1851—52.

 Sekretæren (Mollerup) oplæste derpaa af samme, hvad der findes i Bilag 4, S. 4.

 Den offentlige Anklager (Hørup): Jeg skal dernæst forelægge Ordførerens (Fenger) Anbefaling af de oplæste Forslag.

 Sekretæren (Mollerup) oplæste derpaa denne. (Se Bilag 4, Side 5.)

 Den offentlige Anklager (Hørup): Dernæst forelægger jeg Afstemningen over det første af Forslagene.

 Sekretæren (Mollerup) oplæste derpaa denne. (Se Bilag 4, Side 5.)

 Forsvareren (Klubien): I denne Afstemning skal altsaa ligge blandt en hel Del andre Summer Nedsættelse af Bygningsudgifterne med 676 Rd. 16 ẞ.

 Den offentlige Anklager (Hørup): Endelig forelægger jeg Afstemningen over det andet Forslag.

 Sekretæren (Mollerup) oplæste denne. (Se Bilag 4, S. 5.)

 Forsvareren (Klubien): Jeg skal bemærke, at, hvad Vedligeholdelsesudgifterne angaar, bleve de selvfølgelig atter bevilgede paa senere Finantslove. Derimod har der ikke senere igjen været bevilget nogen Forvaltergage, idet det var saa heldigt, at Forvalteren døde, ligesom Forslaget var blevet vedtaget. Siden den Tid har Forvaltningen af Pladsen paahvilet Forvalteren af Palaierne paa Anralienborg som Noget, hvorfor der intet Vederlag blev givet.

 Den offentlige Anklager (Hørup) fremlagde derpaa følgende Dokumenter, der oplæstes af Sekretæren (Mollerup), nemlig:

 Skrivelse af 4de Marts 1851 fra Arkitekt Nebelong til Konferentsraad Koch. (Se Bilag 5, S. 5.)
 Skrivelse af 10de April 1851 fra Arkitekt Nebelong til Konferentsraad Koch. (Se Bilag 6 S. 7.)
 Folkethingstidenden 1851—52 Sp. 152 L. 16—1 f. n. og Sp. 174 L. 11—23. f. o. (Se Bilag 7, S. 9.)

 Den offentlige Anklager (Hørup): Hvad disse Forhand­linger med Kommunalbestyrelsen gik ud paa, fremgaar af den Skrivelse fra den kombinerede Komite, fom nu vil blive oplæst.

 Sekretæren (Mollerup) oplæste derpaa den kombinerede Komite's Erklæring af 19de Januar 1852 over Marmor­pladsens Overdragelse til Kjøbenhavns Kommune. (Se Bilag 8 S. 9—11).

 Den offentlige Anklager (Hørup): Derefter henvendte Finantsministeriet sig igjen til Kunstakademiet, hvis paany afgivne Erklæring nu vil blive oplæst.

 Sekretæren (Mollerup) oplæste derpaa Kunstakademiets fornyede Erklæring af 17de Februar 1852. (Se Bilag 9 S. 11—14.)

 Forsvareren (Klubien): Jeg tillader mig at fremlægge en Skrivelse af 29de Juli 1852 fra Stenhugger Becher til Arkitekt Nebelong, som, i Anledning af en Opfordring fra Indenrigsministeriet, havde raadført sig med ham om Værdien af Materialet i Bygningen.

 Sekretæren (Mollerup) oplæste derpaa den nævnte Skrivelse (Se Bilag 71, S. 155—156).

 Den offentlige Anklager (Hørup): Den nu følgende Skrivelse af 2den Juli 1852 fra Arkitekt Nebelong til Indenrigsministeriet har blandt Andet den Ejendommelighed, at den uden Videre benytter den Angivelse af Stenhugger Becher, vi nu have have hørt.

 Sekretæren (Mollerup) oplæste derpaa den nævnte Skrivelse. (Se Bilag 10 Side 14—15.)

 Forsvareren (Klubien): Jeg skal tillade mig at be­mærke, at det ikke alene var Arkitekt Nebelong, der var saa „eiendommelig” at tillægge Stenhugger Bechers Erklæring en Betydning, men at dette ogsaa var Tilfældet med Indenrigsministeren, den Gang Bang, der, skjøndt han vel antog det for muligt, at man ved at anvende Licitation ved Nedrivningen kunde faae noget mindre Udgift for Stater, dog ansaa dette Moment for betydeligt nok til at frafalde sin Plan om at syge Kirkeruinen nedreven. Jeg skal med Hensyn til Summen 50,000. Rd. bemærke, at det er Udgiften ved Nedrivningen; hvad Materialet kunde udbringes til, altsaa hvad Nettoudbyttet af Ruinen kunde blive, derom har Becker ikke udtalt sig.

 Den offentlige Anklager (Hørup): Jeg skal kun dertil bemærke, at Indenrigsministeren sandsynligvis har fulgt sin Arkitekt i saa Henseende og neppe har tiltroet sig noget selv­stændigt Skjøn derom. Den følgende Skrivelse fra Marineministeriet til Finansministeriet af 3die Oktober 1853 vil vise, at, naar man just ikke holdt paa at kjøre Stenene ud til Retterstedet paa Strandveien, vilde i alt Fald Nedbryd­ningsudgifterne kunne balancere med Materialets Værdi.

 Sekretæren (Mollerup) oplæste derpaa den nævnte Skri­velse (se Bilag 11 Side 16).

 Forsvareren (Klubien): Herpaa blev der, efter at Sagen var forhandlet i en Ministerconference, under 15de November 1853 resolveret, at denne Anvendelse ikke kunde finde Sted.

 Den offentlige Anklager (Hørup) fremlagde derpaa følgende Dokumenter, der oplæstes af Sekretæren (Scharling), nemlig:
 Folkethingets Finantsudvalgs Betænkning 1853—54 (se Bilag 12 S. 16—17 ff.)
 Forhandlinger med Kjøbenhavns Kommunalbestyrelse i 1854 (se Bilag 13 S. 17—18 ff.)
 Folkethingets Finantsudvalgs Betænkning 1854—55 (se Bilag 14 S. 18 ff.)
 Folketingstidenden 1854—55 Sp. 1775—76 (se Bilag 14 S. 18 ff.)
 Folketingstidende 1855—56 Sp. 50. (Se Bilag 15, S. 18 s.)
 Skrivelse fra Bygningsdirektor Fries til Indenrigsmi­nisteriet af 29de Februar 1856. (Se Bilag 16, S. 19—20.)
 Skrivelse fra Ingeniør Aird til Komiteen for Udførelsen af Vand- og Gasværkerne af 6te Juni 1856 tilligemed Bilag af 7de Juni s. A. (Se Bilag 17, S. 20—22.)

 Forsvareren (Klubien): Dette Tilbud blev afslaaet den 17de Juni 1856, ligeledes efter Forhandling i en Minister­conference.

 Den offentlige Anklager (Hørup) fremlagde derpaa Folketingstidenden for 1856—57 Sp. 1561 og 1562 (se Bilag 18, Side 22—23).

 Forsvareren (Klubien) fremlagde derpaa:
 Folketingstidende for 1856—57 Sp. 1563 L. 11 f. n. — 1564 L. 26 f. o. (Se Bilag 72, S. 156—157.)
 Maalebrev af 17de Februar 1857 paa Børsbygningen i Kjøbenhavn. (Se Bilag 73 S. 157.)
 Kongeligt Skjøde af 7de September 1857 for Kjøbenhavns Grosserer-Societet paa Børsbygningen. (Se Bilag 73, S. 157—158.)
 Samtlige disse Dokumenter oplæstes af Sekretæren (Scharling).

 Den offentlige Anklager (Hørup) fremlagde derpaa:
 Finantsudvalgets Betænkning for 1861. (Se Bilag 19, S. 24), der oplæstes af Sekretæren (Scharling.)

 Forsvareren (Klubien) fremlagde derefter:
 Skrivelse fra Bygningsinspektøren (Justitsraad C. Hansen) til Indenrigsministeriet af 27de Mai 1862. (Se Bilag 74, S. i 58—159), som oplæstes af Sekretæren (Scharling).

 Den offentlige Anklager fremlagde derpaa:
Skrivelse af 19de September 1862 fra Bygningsinspektor Hansen t i l Indenrigsm inisteriet med 3 Bilag. (Se Bilag 20, S. 24—29.) Af Bilagene blev kun oplæst nogle Linier af Bilag 1; efter Anklagerens (Hørups) Forlangende S. 26, L. 23—24 „Den nye Gade — 3,900”, og efter Forsvarerens (Klubiens) samme Side L. 25—26 „At henlægge — 3,150” og 32—33 „Rydning—Bygninger”.

 Den offentlige Anklager (Hørup). Den nu oplæste Skri­velse og de med samme følgende Bilag danne Grundlaget for den Lehmannske Episode.

 Derefter oplæste Sekretæren (Mollerup) de baade af Anklageren og Forsvareren fremlagte Uddrag af Folketingstidenden for 1862, nemlig:
 Sp. 178, L. 9 f. n. — 179, L. 17 f. o. (se Bilag 21, S. 29);
 Sp. 179, L. 17—33 f. o. (se Bilag 75, S. 159);
 Sp. 186, L. 2 f. o. — 187 L. 26 f. o. (se Bilag 21, S. 29-31);
 Sp. 201, L. 25—49 f. o. (se Bilag 75, S. 160);
 Finantsudvalgets Betænkning s. A. (se Bilag 22, S. 31);
 Sp. 2159, L. 22 f. n. — 2160, L. 11 f. o. (se Bilag 23, S. 31—32);
 Sp. 2165, L. 10 f. o. 2168, L. 17 f. o. (se Bilag 23, S. 32—35);

 Formanden (Mourier): Det turde være rettest hermed at standse Forhandlingerne for i Dag. Rettens næste Møde holdes i Morgen Formiddag Kl. 9, hvor da Dokumentationen bliver at fortsætte.
 Efterat det Thingbogen Tilførte var oplæst, og Thingbogen forsynet med Underskrift af de tilstedeværende Medlem­mer af Rigsretten, blev Mødet hævet Kl. 2, 20 M.



Hentet fra "https://da.wikisource.org/w/index.php?title=Rigsretstidende_2den_Sag_(1877)/3die_Retsmøde&oldid=48955"