Rigsretstidende 2den Sag (1877)/2det Retsmøde

Tilføj links
Fra Wikisource, det frie bibliotek



Rigsretstidende 2den Sag (1877).pdf Rigsretstidende 2den Sag (1877).pdf/5 9-40

Denne tekst er ikke beskyttet af ophavsret, da §9 i den danske lov om ophavsret siger, at love, administrative forskrifter, retsafgørelser og lignende offentlige aktstykker ikke er genstand for ophavsret. Dette gælder ikke for værker, der fremtræder som selvstændige bidrag til offentlige aktstykker, og dermed generelt ikke for for eksempel illustrationer.
Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.

2det Retsmøde.



 Lørdagen den 21de April 1877, Kl. 10 Formiddag holdt Rigsretten atter Møde.
 Høiesteretsadvokat Broch havde anmeldt Sygdomsforfald, Kammerherre Carlsen var ikke mødt. Rettens øvrige Med­lemmer vare tilstede.
 Den offentlige Anklager (Hørup) og den beskikkede Forsvarer (Klubien) vare mødte.

 Formanden (Mourier): Fra Kammerherre Carlsen har jeg modtaget en Skrivelse af 24de Marts d. A., hvori han paa Grund af Helbredshensyn begjærer sig fritagen for at møde i de for Rigsretten nu inkaminerede Sager, dog uden at han ønsker endeligt at opgive sit Sæde som Medlem af Rigsretten. Dette Andragende har været forelagt Rigsretten, der i begge Henseender har taget den af Kammerherre Carlsen fremsatte Begjæring til Følge. Landsthingsmand, Bankdirektør Ussing vil saaledes nu have at indtræde i Rigsretten i Kammerherre Carlsens Sted.
 Derefter bliver at foretage den til i Dag udsatte Sag mod de forhenværende Ministre, extraordinær Assessor i Høiesteret Krieger, Overkammerherre, Lehnsgreve Holstein-Holsteinborg og Kammerherre, Geheimekonferentsraad Fonnesbech.
 Jeg skal først give Ordet til den offentlige Anklager.

 Den offentlige Anklager (Hørup): Jeg stal i Dag fremlægge det i Rigsretsloven anordnede Anklageskrift tilligemed en Række Bilag til samme. Disse Bilag ere imidlertid kun en mindre Del, en næsten forsvindende Del af det Materiale, som jeg i denne Sag har samlet til Oplysning i samme. Den større Del af dette Materiale er jeg ikke i Stand til idag at fremlægge i Retten. Det, som jeg her tænker paa, som jeg ikke er i Stand til at fremlægge, bestaar i Aftryk dels af Forhandlinger, dels navnlig af Betænkninger, der ere udgaaede dels fra Rigsdagens Udvalg, Finantsudvalg og andre Udvalg, og dels fra Statsrevisionen, dels Betænkninger, der have været forelagte Rigsdagen fra andre Sider, fra Kunstakademiet, fra en af Kjøbenhavns Kommunalbestyrelse nedsat Kommission og lignende. Disse Aftryk er det mig ikke muligt i Dag at fremlægge for Retten, idet jeg ved min Nærværelse her har modtaget Underretning om, at Trykningen af disse Dokumenter er bleven standset ved den høitcerede For­mands Bestemmelse, uden at jeg har været vidende derom, og uden at der i den Henseende er sket nogensomhelst Meddelelse til mig. Dette er Grunden til, at jeg i dette Øieblik kun kan sremlcegge den mindre Del af det Materiale, jeg har samlet, idet jeg ved Formandens Foranstaltning iøvrigt er bleven forhindret i at fyldestgjøre det Bud, som Rigsretslovens § 40 giver den offentlige Anklager om at fremlægge de Oplysninger, han maatte have erhvervet. Det vil findes forstaaeligt, at jeg i den Henseende venter en Meddelelse fra den høitærede Formand. Jeg skal dernæst fremlægge en For­tegnelse over samtlige de Oplysninger, som jeg indtil nu har erhvervet, baade over den mindre Del, som jeg fremlægger, og over den større Del, som jeg ikke er i Stand til at fremlægge. Endelig skal jeg endnu gjøre en Bemærkning om den Taxa­tionsforretning, som jeg i forrige Møde her i Retten blev bemyndiget til at lade optage. Denne Forretning er ikke tilendebragt; Mændene ere blevne udmeldte ved Hof- og Stadsretten den 9de April og have begyndt deres Arbeide. Zeg har modtaget Meddelelse om, at Forretningen vil være tilendebragt inden lang Tid, i alt Fald inden 14 Dage fra idag. Der vilde saaledes for mit Vedkommende ikke være Noget til Hinder for allerede idag at foreslaa en Dag til Hovedforhandlingen, som altsaa vilde falde i det tidligste 14 Dage fra idag. Da det imidlertid er mig bekjendt, at den ærede Defensor ønsker og har Brug for en længere Udsættelse, skal jeg ikke gjøre noget Forslag i den Retning men afvente den ærede Defensors Udtalelse. Dertil skal jeg for Øieblikket indskrænke mig.

 Formanden (Mourier): Forsaavidt den offentlige Anklager har bemærket, at han ikke ser sig i Stand til i Dag at fremlægge de Bilag til Anklageskriftet, som han havde ønsket at kunne fremlægge i Retten, og at dette skal hidrøre fra, at der fra Formandens Side er lagt Hindringer i Veien for Tryk­ningen af disse Bilag, skal jeg gjøre opmcerksom paa, at dette turde bero paa en Misforstaaelse. Der blev igaar af Chefen for Rigsdagens Bureau gjort Forespørgsel, om der efter det af den offentlige Anklager yttrede Ønske kunde trykkes et op­givet betydeligt Antal Exemplarer af de Bilag, som Anklageren agtede i et samlet trykt Hefte at fremlægge i Retten i For­bindelse med Anklageskriftet, og som skulde indeholde Alt, hvad han vilde lade høre under Dokumentationen, og at den offentlige Anklager havde ønsket idag at komme i Besiddelse af det opgivne Antal trykte Exemplarer af disse Bilag. Jeg havde Grund til at antage, at der mulig af Anklageren under det offentlige Møde i Dag vilde blive reist Spørgsmaal om, hvorvidt en Omdeling af et faadant Aktstykke til Rettens Medlemmer allerede nu kunde finde Sted, ja, at dette Spørgsmaal mulig kunde blive forlangt afgjort ved Rigsrettens Kjendelse. Jeg svarede Bureauchefen, at jeg ikke antog, at det kunde have nogen Interesse for den offentlige Anklager at komme i Besiddelse af et større Antal Exemplarer af det omhandlede Aktstykke, førend det havde fundet sin Afgjørelse, om en muligvis paatænkt Omdeling af dette Aktstykke til Rigsrettens Medlemmer nu kunne tilstedes, og jeg tilkjendegav derfor Bureauchefen, at det vilde være rettest, at det beroede med den omspurgte Trykning af et større Antal Exemplarer, indtil i alt Fald den offentlige Anklager i den Anledning havde henvendt sig til Formanden, for at der da derom kunde tages ncermere Bestemmelse. Derimod har der ikke fra min Side været gjort nogen Erindring imod, at den offentlige An­klager kom i Besiddelse af eet eller nogle enkelte trykte Exemplarer af det oftnævnte Aktstykke, og at han blev sat i Stand til, saafremt han dertil fandt Anledning, ved Mødet idag at fremlægge samme i Retten; til en saadan Fremlæggelse vilde han da have Leilighed til at knytte alle fornødne Be­mærkninger og vilde have fuld Adgang til, om han dertil maatte finde sig foranlediget, endog at fremkomme med Paastand om, at dette Aktstykke i Forbindelse med Anklageskriftet og som Bilag til samme maatte blive omdelt til Rettens Medlemmer. Saaledes forholder Sagen sig. Naar altsaa den offentlige Anklager ikke nu fremlægger et trykt Exemplar af det omhandlede Bilagshefte til Anklageskriftet, kan jeg kun sige, at det ikke paa nogen Maade er Formanden, som er Skyld i, at dette ikke sker. Det, der er sket, er kun, at Formanden ikke paa det Stadium, hvorpaa Sagen stod, da Spørgsmaalet blev forelagt ham af Bureauchefen, har fundet sig beføiet til at indvillige i, at et større Antal trykte Exemplarer af det omtalte Aktstykke blev overleveret den offent­lige Anklager, der jo, saalænge Spørgsmaalet om en mulig Omdeling af samme til Rettens Medlemmer var uafgjort, intet Brug havde eller kunde have derfor. Jeg skal forøvrigt gjentage, hvad jeg før sagde, at naar den offentlige Anklager har udtalt, som det synes, med nogen Beklagelse, at der for­mentlig var fra Formandens Side lagt ham Hindring i Veien for i Mødet idag at kunne fremlægge et trykt Exemplar af det paagjældende Aktstykke, saa beror dette paa en fuldstændig Misforstaaelse.

 Den offentlige Anklager (Hørup): Efter de Bemærknin­ger, vi nu have hørt af Rettens høitcerede Formand, vil det ses, at i alt Fald Skylden for, at jeg ikke kan foretage Fremlæggelsen i det behørige Omfang, ikke ligger hos mig, men ligger i en Misforstaaelse af en Ordre, som den høitærede Formand har givet til Andre. Jeg skal tilføie , at hvis den høitcerede Form and havde henvendt sig til mig i den Retning, vilde Ansvaret have ligget paa mig, saa vilde jeg ogsaa kunne have sørget for at faa i det Mindste eet Exemplar tilveiebragt her, hvilket jo n er umuligt. Den ærede Defensor rækker mig i dette Øieblik et Korrekturaftryk. Jeg finder imidlertid ingen Anledning til at fremlægge et saadant Exemplar; jeg kan ikke antage, at Retten vilde finde det passende at mod­tage et i høi Grad makuleret og endnu ikke rettet Korrektur­aftryk. Jeg skal derfor afvente, at den høitærede Formand vil meddele mig, hvorledes han har tænkt at give mig Leilighed til at fuldende den Fremlæggelse, som det var mit Hverv at tilendebringe idag.

 Forsvareren (Klubien): Høie Dommere! Jeg turde maaske som Defensor gjøre den ærede offentlige Anklager opmærksom paa, at han svæver i en Misforstaaelse. Det, som Rigsretsloven forlanger frem lagt, er selvfølgelig ikke et Aftryk af den Beskaffenhed, som det, hvorom her er Tale. Enten den offentlige Anklager har været i Stand til allerede nu at fremskaffe det Aftryk, som ifølge Anordning af Rettens For­mand bliver taget af hans Dokumenter for at lette Arbeidet under Hovedforhandlingen, eller han ikke er bleven i Stand til at fremlægge dette Aftryk, er aldeles ligegyldigt. Den offent­ lige Anklager har ifølge Rigsretsloven at fremlægge et Anklageskrift, og dette er sket. Han har dernæst at fremlægge selve de Dokumenter, han vil paaberaabe sig, ikke Aftryk af dem, og disse Dokumenter har han tildels tilstede. Selve Rigsdagstidenden og Statsrevisorernes Betænkning og des­lige ere ikke fremlagte, men jeg for mit Vedkommende har ikke det Ringeste imod, at de først foreligge ved Hovedforhandlingen. De fornødne Henvisninger til, hvad der af dem skal dokumen­teres, findes paa den offentlige Anklagers Fortegnelse over Dokumenterne. Den ærede offentlige Anklager overser i Spørgsmaalet om, hvad der nu skal fremlægges, at det er et Spørgsmaal i Forsvarets Interesse. Det er, for at Forsvaret kan forberedes, for at Forsvaret kan faa Udlaan, for at For­svaret kan faa at se, hvorledes den offentlige Anklager stiller Anklagen og hvilke Bevisdata han derfor vil anføre, at Fremlæggelsen nu sker. Det forekommer mig derfor, at naar jeg er tilfreds med, hvad den ærede offentlige Anklager har gjort her idag, og der allerede længe har foreligget i min Besiddelse et Aftryk af disse Dokumenter, der sætter mig i Stand til at renoncere paa, at han har hele dette Læs Rigsdags­tidender tilstede, som der vil blive Brug for under Hovedfor­handlingen, saa kunde den offentlige Anklager have sparet sin Beklagelse over at være forhindret i at gjøre, hvad Loven fordrer; th i denne taler ikke et eneste Ord om, at der paa dette Stadium af Sagen skal eller kan komme til at foreligge Noget i trykt Tilstand, der skulde kunne omdeles til samtlige de høie Dommere. Dette taler Loven — Gud ste Lov havde jeg nær sagt — ikke et eneste Ord om; th i hvis den gjorde det, vilde den i allerhøieste Grad have overset, hvad der for­dres til en virkelig Lighed mellem Anklagen og Forsvaret, den vilde have tilsidesat et væsentligt Princip i enhver Retspleie. Det er en Selvfølge, at hvis den ærede offentlige Anklager havde kunnet realisere sin Plan, saa maatte han ikke have kunnet det ved at benytte det Trykkeri, der er anvist ham af Rettens høitærede Formand til at skaffe Extrakterne tilstede ved Hovedforhandlingen; det maa jeg anse for at være i sin Orden. Han maatte have benyttet et andet Trykkeri, hvis han overfor Rigsretslovens Bestemmelser nu vilde have be­nyttet Aftryk af hvad han vilde fremlægge til Omdeling; men hvad han imidlertid i saa Fald maatte vente, var den mest energiske Protest fra min Side, og den nedlægger jeg herved, for saa vidt denne Tanke fra hans Side ikke maa be­tragtes som opgiven. Der kan ikke være Tale om at stille Forsvaret mod dets Protest saaledes, at de høie Dommere i længere Tid skulde sysle med en ensidig bearbeidet Fremstilling og et ensidigt Bevismateriale, indeholdende Alt, hvad der fra Anklagerens Side kunde fremføres, men uden at Forsvaret havde havt Leilighed til at supplere, hvad det anser nødvendigt, for at det hele Indtryk ikke skal være et andet, end det bør være. Den ærede offentlige Anklager har ikke Lov til at forvanske den mundtlige Procedure i den Grad, som Tilfældet vilde være, hvis vi i Stedet for en Hovedforhandling, der betød Noget, en Hovedforhandling, der gav de høie Dommere det Indtryk og det Indblik i Sagen, som de skulle have, før Dommen afsiges, fik en Hovedforhandling, der for den aller Del af sit Omraade blev en trættende og interesseløs Oplæsning af allerede bekjendte Ting, en Hovedforhandling, til hvilken Dommerne mødte med et Kjendskab til Bevisførelsen, der først skal erhverves i Retten, og med et Indtryk, der var kommet tilstede udenrets. Det er en Misforstaaelse af den offentlige Anklager, naar han tror, at han kan forhandle med Rigsreteen uden i min Nærværelse her i Skranken; det er en Misforstaaelse af ham, naar han tror, at Loven tilsteder ham mod min Protest at omdele Noget eller at sætte sig i en anden Forhandling med og Rapport til Dommerne end her i Retten og i min Nærværelse. Det kan meget godt være, at det hele Materiale, som den ærede Modpart her har bragt tilstede, er et Arbeide, som man ikke kan beskylde for anden Ensidighed end den, en Anklage altid maa vise, men det er Noget, jeg ikke kan bedømme paa dette Sagens Stadium, og det maa jeg ubetinget forbeholde mig Ret til at udtale, at et saadant Dokument, som de høie Dommere skulde kunne sysle med i længere Tid, inden jeg fik Ordet, dog maatte fyldestgjøre de tarveligste Betingelser for Fuldstændighed. Derom kan jeg i Øieblikket ikke afgive nogen Erklæring, og Konse- kvensen af, at en Omdeling nu finder Sted fra den offentlige Anklagers Side, vilde være den, at jeg maatte forlange en kort Anstand for saa hurtig som muligt paa samme Maade at indstille min Sag for de høie Dommere, og hvad fik vi saa i Stedet for en mundtlig Procedure, en Hovedforhandling? Jeg ser ikke rettere, end at denne blev en Farce, og at den egentlige Sagsafgørelse kom til at ske hjemme i de høie Dommeres Studerekammer. Jeg tror ikke, jeg behøver at dvæle længere ved den Grundmisforstaaelse, fom har givet Anledning til, at den ærede offentlige Anklager ikke har kunnet forstaa, hvad der igaar foregik fra den høie Rets Formands Side. Det var vistnok saa korrekt som muligt, at den offentlige Anklagers Tanke ikke maatte faa Udseende af at være billiget af den, der har Ledelsen af de Trykninger, som Loven ikke kjender, men som foretages ene og alene, for at der under Hoved­forhandlingen kan komme til at ligge paa enhver Dommers Plads et Exemplar af, hvad der vil blive dokumenteret, der kan fritage Oplæsningen for at gaa med den Langsomhed, som vilde være nsdvendig, hvis de høie Dommere skulde tage Notater, og altsaa spare Dommernes Tid og Kræfter saaledes, at de saa meget mere kunde have Opmærksomheden henvendt paa, hvad der foregaar. Det er denne Rolle, som disse Aftryk skulle spille, og de høie Dommere maa tillade mig, navnlig af Hensyn til de Medlemmer af Retten, som ikke sidde i Høiesteret, at tilføie, at det selvfølgelig ogsaa kun er denne Betyd­ning, som de Høiesteretsextrakter have, der afgive Forbilledet, idet Rigsretsloven i det Hele henviser til den Praxis og Brug, der følges ved Høiesteret. Disse Extrakter bruges selvfølgelig, heller ikke paa nogen anden Maade. Saafremt det virkelig skulde være Meningen, at Høiesteretsextrakterne, de trykte Ud­drag af, hvad der vil blive forelagt Høiesteret, kom i de høie Dommeres Hænder, inden Sagen begyndte, saa ser jeg ikke rettere, end at Skranken, ved hvis Bistand disse Extrakter komme tilstede, vilde have været forpligtet til med Hænder og Fødder at sætte sig imod deres Indførelse, idet en saadan Ordning i Virkeligheden vilde være en fuldstændig Ophævelse og Ødelæggelse af Mundtlighedens Princip. Jeg veed ikke, om det fra min Side er nødvendigt, eftersom Sagen nu staar, bestemt at formulere en Protest imod Noget, der efter den Maade, hvorpaa den ærede offentlige Anklager har taget Sagen, synes mig mere at staa som et Anslag, han har havt, end som en Paastand, han har nedlagt. Men skulde der enten fra den offentlige Anklagers Side fremkomme Noget, der kunde opfattes som en Fastholden af denne Tanke, saaledes at den paa et senere Stadium kan gjenoptages, eller den offentlige Anklager ad anden udenretlig Vei vilde forsøge paa denne Maade at sætte sig i Rapport til de høie Dommere, nedlægger jeg herved den bestemteste Protest derimod.

 Den offentlige Anklager (Hørup): Jeg skal beklage, at den ærede Defensor befinder sig i en saa fuldstcendig Grundmisforstaaelse af det Spørgsmaal, som her foreligger. Det forekommer mig, at den ærede Defensor har bragt et Moment ind i denne Forhandling, som der ikke er Spor af Anledning til her at indbringe. Det Spørgsmaal, der her foreligger, er aldeles ikke Spørgsmaalet om en Omdeling, men det Spørgsmaal, der foreligger, er det, om jeg har Ret til her i dette Møde at fremlægge alle de Bilag, som jeg har samlet til mit Anklageskrift, om jeg i Kraft af Rigsretslovens § 40 er be­rettiget til paa dette Tidspunkt at fremkomme med hele mit Materiale, eller ikke. Det er det, der er sket, som gjør, at jeg i dette Øieblik staar her uden at kunne forsyne Retten med det Materiale, jeg ifølge Rigsreislovens § 40 baade er opfordret og berettiget til at fremlægge her. Naar den ærede Defensor taler om, at det ikke her er Stedet at komme med Aftryk til at lette Retten Arbeidet, saa er der foreløbig ikke Tale om dette, men her er Tale om at fremkomme med et Aftryk, som indeholder det Materiale, jeg har samlet til Oplysning i Sagen. Hvad dette Aftryk indeholder, tror jeg slet ikke kan have nogensomhelst Betydning for det Spørgsmaal, der her foreligger; thi det har hverken Retten eller den ærede Defensor nogensomhelst retlig Anledning til at være bekjendt med; hverken Retten eller Defensor har nogen legal Kundskab om, hvad det er, jeg fremlægger. At den ærede Defensor ad privat Vei, fordi jeg for 14 Dage siden for at fremme Sagen her har sendt ham mine Dokumenter, er en hel anden Sag, som ikke kan drages frem her. Jeg skal derfor ikke i dette Øieblik indlade mig paa den ærede Defensors hele Udvikling af det Spørgsmaal, om jeg er berettiget til at sætte Rettens Medlemmer i Kundskab om, hvad der foreligger, ved at om­dele Aftryk til Rettens Medlemmer, det er et Spørgsmaal, jeg forbeholder mig at reise i rette Tid, og den Tid tror jeg vil være, naar jeg bliver sat i Stand til at fuldføre min Fremlæggelse her i Retten. Jeg maa vedvarende fastholde, at jeg er berettiget til at fremkomme med det Materiale, jeg er i Besiddelse af til Sagens Oplysning, og jeg maa fastholde, at den ærede Defensor ikke har nogensomhelst Beføielse til at modsætte sig en saadan Fremlæggelse. Jeg vil derfor, idet jeg tager alt muligt Forbehold lige over for de Bemærkninger, den ærede Defensor fremkom med, forbeholde mig at imødegaa dem og vil kun atter rette den Anmodning til den høitærede Formand, at han vil oplyse, hvorledes han tænker sig at sætte mig i Stand til at fuldføre Fremlæggelsen af mine Dokumenter.

 Formanden (Mourier): Baade den offentlige Anklager og Forsvareren kunne hver tale to Gange, men ikke oftere.

 Forsvareren (Klubien): Høie Dommere! Jeg skal kun gjøre et Par enkelte Bemærkninger til hvad der nys blev hørt fra den offent­lige Anklager. Det, der stod for mig som et Hovedpunkt, vil den offentlige Anklager ikke for Øieblikket indlade sig paa. Derimod har han ikke, forekommer det mig, lagt tilstrækkelig Mærke til, hvad jeg nylig gjorde opmærksom paa, at det er en Misforstaaelse af ham at tro, at det er et Aftryk af Dokumenterne, han skal fremlægge, og det er jo in confesso imellem os, at det Dokument, han ikke har faaet fra Trykkeriet, er et Aftryk af hans fuldstændige Dokumentation, et Aftryk af de Rigsdagstidender og Betænkninger, han vil paaberaabe sig, og af de af ham erhvervede originale Dokumenter. Jeg skal tillade mig atter at fremhæve, at naar den offentlige Anklager her staar som en Mand, der paa Grund af en vis Foranstaltning fra Rettens Formands Side ikke har kunnet fyldestgjøre, hvad der paahviler ham efter Rigsretsloven, tager han fuldstændig feil. Det, der skulde være tilstede efter Rigsretsloven, har han tildels tilstede. Han har en Dokumentfortegnelse, og i denne Dokumentfortegnelse er der paaberaabt Rigsdagstiden­derne, Statsrevisionsbetcenkningen og andre Dokumenter, han har fremskaffet til Oplysning. Det er disse Dokumenter, han skulde have tilstede, og det er med Hensyn hertil, at jeg har tilladt mig at sige, at jeg som Forsvarer er fuldstændig til­freds med, at Dokumentfortegnelsen og de specielle Dokumenter, han har erhvervet, ere tilstede, idet jeg selv eier Rigsdagstidenden og selv har Statsrevisionsbetænkningen og altsaa i Henhold til de Oplysninger, der findes i hans Dokumentfortegnelse, selv kan finde de paagjældende Steder i Rigsdags­tidenden og Statsrevisionsbetænkningen. Det er ikke min Sag at fremhæve, at den offentlige Anklager ikke har været i Stand til at sige et Ord til, hvad der af Rettens høitærede Formand er yttret, at det Eneste, der er nægtet, er et større Antal Exemplarer, medens den offentlige Anklager ikke vil kunne nægte, at han er i Besiddelse af et rentrykt Exemplar eller med Lethed kunde have faaet et saadant til Fremlæggelse. Jeg skal som Forsvarer se bort fra, at der ikke er et saadant Exemplar tilstede, og er villig til at tage Anstand, som om den offentlige Anklager fuldstændig havde opfyldt de Forpligtelser, der paahvile ham efter Rigsretslovens § 40.

Formanden (Mourier): Naar den offentlige Anklager ud­talte sig, som om der fra Formandens Side kunde have været Anledning til at henvende sig til ham i den omhandlede Anledning, skal jeg henstille til Anklagerens egen Takt og Skjønsomhed, om det muligen ikke kunde have været nok saa pas­sende, at han havde henvendt sig til Formanden. Formanden har ingen Anledning havt til at henvende sig direkte til den offentlige Anklager. Den Besked, jeg har meddelt, har jeg, i Kraft af min Stilling som Rigsrettens Formand, givet ved­kommende Bureauchef, og jeg har allerede sagt, at denne Be­sked ikke gik ud paa, i mindste Maade at lægge Hindring i Veien for, at den offentlige Anklager kunde komme i Besiddelse af et trykt Exemplar af de omhandlede Bilage, hvis han ikke allerede var i Besiddelse af samme. Der har saaledes ikke været Nogetsomhelst til Hinder for, at Anklageren i Mødet idag kunde have frem lagt et saadant Exemplar. Men paa Spørgsmaal, om Trykkeriet idag kunde meddele ham et større Antal Exemplarer af dette Aktstykke, tilkjendegav jeg, at jeg i alt Fald herom maatte afvente en nærmere Begjæring fra den offentlige Anklager. Paa Sagens daværende Standpunkt antog jeg ikke at kunne tilstede saadant; thi den offentlige Anklager kunde ikke have Brug for et saadant større Antal Ex­emplarer til Omdeling blandt Rigsrettens Medlemmer, for­inden det var afgjort, om en saadan Omdeling, muligen imod Protest fra Forsvarerens Side, lovmedholdelig kunde finde Sted. Men eet Exemplar har der ikke været lagt mindste Hindring i Veien for, at den offentlige Anklager kunde faa, og for flere Exemplarer havde han, som sagt, for Øieblikket ikke Brug. Jeg skal til yderligere Tydeliggjørelse endnu bemærke, at hvis man vilde forudsætte, at Anklageren nedlagde Paastand om, at Spørgsmaalet, om en Omdeling af det oftnævnte Aktstykke til Rigsrettens Medlemmer allerede nu kunde ske, afgjøres ved Rettens Kjendelse, og man derhos for et Øieblik tænkte sig Muligheden af, at Retten gav en saadan Paastand Medhold, ja, saa vilde Omdelingen ogsaa ganske vist finde Sted, saa vilde Formanden give Ordre til, at det fornødne Antal Exemplarer af Aktstykket uopholdeligen blev trykket, for at kunne komme samtlige Rettens Medlemmer tilhænde, men dette kun under den Forudsætning, at der fra Rigsrettens Side forslaa en Beslutning om, at saadant var lovligt, og ikke var i Strid — muligen i afgjort Strid — med Rigsrets­lovens Forskrifter. Men for et enkelt Exemplar af hint Akt­stykke kunde den offentlige Anklager have Brug, naar han vilde nedlægge en saadan Paastand, som jeg nylig omtalte; og var han ikke nu i Besiddelse af et saadant Exemplar, maatte han nok nærmest tilskrive sig det selv. Men - han er jo netop i Besiddelse deraf. Hvis jeg ikke har misforstaaet, hvad der nylig blev udtalt fra Skranken, har for faa Øieblikke siden Forsvareren tilbudt den offentlige Anklager til Afbenyttelse et fuldstændigt Korrekturaftryk af det omhandlede Dokument; og naar Anklageren rettede til Formanden den Opfordring at udtale sig om, hvorvidt han vilde finde det passende, at et Korrekturaftryk blev fremlagt i Retten, saa skal jeg sige, at dette vistnok ikke i og for sig er den korrekte Form; det havde vistnok været mere i sin Orden, om et rentrykt Exemplar var blevet fremlagt; men naar der haves ved Haanden et Korrekturaftryk, som dog i alt væsentligt kan antages at være paalideligt, skal jeg udtale, at der under de forhaandenværende Omstændigheder ikke fra Rettens Side haves Noget imod, at den offentlige Anklager benytter dette Korrekturexemplar til Fremlæggelse i Retten, at han benytter det til Fremlæggelse, for dertil at knytte alle fornødne Bemærkninger, og hvis han skulde finde sig foranlediget til at nedlægge Paastand om Rigsrettens Kjendelse for, hvorvidt den oftnævnte Omdeling til Rettens Medlemmer nu kan finde Sted, at han da fremkommer med saadan Paastand paa Grundlag af det omtalte, ham af Forsvareren overleverede trykte Exemplar. Jeg haa­ber, at den offentlige Anklager v il have forstaaet denne Tilkendegivelse. Jeg stal endnu bemærke, at forsaavidt muligvis den offentlige Anklager, der har omtalt hint Aktstykke som Bilag til Anklageskriftet, har havt Tanke om, at naar Anklageskriftet blev omdelt til Rigsrettens Medlemmer, burde ogsaa samtlige de efter hans Formening dertil hørende Bilag tillige omdeles, har jeg kun at tilføie, at heller ikke Anklageskriftet for Tiden vil blive omdelt, med mindre Anklageren maatte erholde Rigsrettens Kjendelse herfor. Der gjælder i denne Henseende om Anklageskriftet ganske det samme, som om det omtalte Bilagshefte, at, vil den offentlige Anklager nedlægge Paastand om Rigsrettens Kjendelse i den omhandlede Retning, staar det ham frit for.

 Den offentlige Anklager (Hørup): Jeg tillader mig at bede om Ordet, nærmest i Anledning af Udtalelserne fra den ærede Formands Side, men dog tillige for at imødegaa, hvad der er passeret fra Defensors Side.

 Formanden (Mourier): I den Henseende er Forhandlingen afsluttet, saaledes som jeg for tilkjendegav; har derimod den offentlige Anklager Noget at bemærke i Anledning af For­mandens Udtalelser, har han Ordet i den Henseende, men ogsaa kun og udelukkende i denne Henseende.

 Den offentlige Anklager (Hørup): Jeg ønsker dog at ud­bede mig Tilladelse til at udtale en personlig Bemærkning over for hvad der er fremkommet fra Defensor.

 Formanden (Mourier): Jeg skal bemærke, at her i Rigsretten kjendes ikke nogen særlig Adgang til at fremsætte personlige Bemærkninger. Procesmaaden for Rigsretten er, som i Rigsretslovens § 92 foreskrevet, stemmende med den, der finder Sted for Høiesteret, for saa vidt ikke Rigsretsloven indeholder afvigende Forskrifter, og efter de for Høiesteret gjældende Bestemmelser tilstedes det kun enhver af Sagførerne at faae Ordet to Gange. Jeg kan altsaa ikke tilstede den offentlige Anklager nogen yderligere Udtalelse, end ikke i Form af personlige Bemærkninger, for saa vidt den agtes rettet til Vederparten. Naar jeg har givet Anklageren Ordet, er det kun, for saa vidt han maatte have Noget at bemærke i Anledning af Udtalelser fra Formandspladsen.

 Den offentlige Anklager (Hørup): Jeg skal da bemærke, at efter det Tilbud eller det Samtykke, der nu er givet fra Rettens høitærede Formand til at modtage det Exemplar, som Defensor er i Besiddelse af, vil jeg for mit Vedkommende ikke have Noget imod at fremlægge det, idet jeg fralægger mig ethvert Ansvar for, at jeg her i Retten fremlægger et Exem­plar af den Beskaffenhed og i den Skikkelse. Det følger af sig selv — i alt Fald følger det af, hvad jeg tidligere har sagt — at jeg ikke er eller har kunnet være i Besiddelse af noget rentrykt Exemplar. Jeg skal altsaa fremlægge dette Exemplar, som den ærede Defensor vil overlade mig, og dernæst forstod jeg den høitcerede Formands Udtalelse saaledes, at det nu for mig er tilladt at nedlægge Paastand med Hensyn til Omdeling saavel af Anklageskriftet som af de det ledsagende Dokumenter.

 Formanden (Mourier): Dertil har den offentlige Anklager Adgang i Forbindelse med den Fremlceggelse, som, saavidt jeg har forstaaet ham, nu vil finde Sted.

 Den offentlige Anklager (Hørup): Jeg stal da bemærke, at naar jeg er gaaet ud fra, at saavel Anklageskriftet som Bilagene dertil maatte foreligge her i trykt Tilstand idag, og at de som en Selvfølge maatte være at omdele mellem Rettens Medlemmer, har jeg i den Henseende kun sluttet mig til den Fremgangsmaade, som, uimodsagt fra alle Sider, blev fulgt af den ærede offentlige Anklager ved sidste Rigsretssag. Jeg stal med den høitærede Formands Tilladelse anmode Ret­tens ærede Protokolsekretær om af den stenografiske Beretning om den sidste Rigsrets Forhandlinger at ville oplæse nogle Linier, som ville dokumentere dette.

 Der oplæstes derpaa af Sekretæren (Thrane) Følgende:

„Stenografisk Beretning om Rigsrettens Forhandlinger: Den offentlige Anklager:[1]) Høie Dommere! Danmarks Riges Rigsret! Efter Folkethingets Befaling har jeg den Ære at give Møde som offentlig Anklager under den af Thinget besluttede Tiltale mod de forhenværende Medlem mer af det danske Statsraad og ansvarlige Ministre, Geheimekonferentsraad A. S. Ørsted, Geheimekonferentsraad Tillisch, Generall. Hansen, Geheimekonferentsraad Bluhme, Kammerherre, Grev Sponneck, Kammerherre, Contreadmiral Bille og Kammerherre, Dr. jur. Scheel, der skulle tiltales til Straf, Erstatning og andet Ansvar i Anledning af deres Embedsførelse, og skal jeg til Opfyl­delsen af dette Hverv have den Ære for den høie Ret at fremlægge det ved Loven om Rigsretten befalede Anklageskrift tilligemed 149 Bilag, der indeholde dels de Finantslove med Anmærkninger, om hvilke Sagen bevæger sig, dels samtlige de Oplysninger, som jeg har været i Stand til at erhverve. Af samtlige disse Dokumenter har jeg dernæst været i Stand til at forsyne de høie Dommere ligesom ogsaa de Tiltaltes Forsvarere med Gjenparter, dog med Undtagelse af Finanslovene og Statsraadsprotokollen, der i Udskrift vil være tilstillet de Tiltalte ved et kongeligt Reskript, ligesom den er tilstillet mig. Jeg skal endelig fremlægge en Fortegnelse over samtlige Dokumenter og Klageskriftet med samtlige Bilag. Dertil skal jeg for Tiden indskrænke mig.
 Formanden:[2]) Jeg antager, at de Herrer Forsvarere ville anse de trykte Gjenparter, der ere dem leverede af den offentlige Anklager, for at kunne træde i Stedet for de bekræftede Gjenparter, de ellers vilde have Ret til at fordre. (For­svarerne tilkjendegav deres Samtykke.)"

 Den offentlige Anklager (Hørup): Det vil, af hvad der nu blev oplæst, være Retten klart, at den offentlige Anklager forrige Gang tog Sagen paa den Maade, at han betragtede dette: at forsyne Rigsrettens Medlemmer med Gjenparter af de Dokumenter, han fremlagde, som en fuldstændig selvfølge­lig Sag, at han betragtede det i den Grad som selvfølgeligt, at der ikke fra hans Side var Tale om at udbede sig Samtykke nogetsteds fra til Opfyldelse af dette Hverv. Det fremgaar af de Bemærkninger, hvormed han ledsagede sin Fremlæggelse, at denne Omdeling af Dokumenterne ikke engang fandt Sted her i Retten eller efter nogen Forhandling her i Retten, men han siger, at han har været i Stand til at for­syne Rettens Medlemmer med et Exemplar af samlige de Dokumenter, han har frem lagt. Dette tyder udtrykkelig paa, at det er Noget, der er foregaaet endogsaa før Retsmødet, det vil sige privat, og denne Antagelse fra min Side bestyrkes yder­ligere ved Formandens Bemærkninger, idet Formanden siger til Forsvarerne, at han antager, at de ville være tilfredse med de trykte Gjenparter, de have faaet af Anklageren. Det vil altsaa ses, at heller ikke de Gjenparter, Forsvarerne have mod­taget, ere gaaede igjennem Rettens Hænder, men af den offentlige Anklager direkte tilstillede Forsvarerne, ligesom de ogsaa direkte uden videre ere tilstillede Rigsrettens Medlemmer. Saaledes forstaar jeg de Bemærkninger, hvormed den offentlige Anklager forrige Gang ledsager sin Fremlæggelse, og jeg tror, at den Opfattelse, som gjøres gjældende fra den offentlige Anklagers Side, er fuldkommen korrekt. Hvad der sker her ved Fremlæggelsen af de omtalte Dokumenter er, at disse Dokumenter derved blive Rettens Eiendom, og deraf følger, at et­hvert af Rettens Medlemmer maa have Adgang til at se disse Dokumenter og gjøre sig bekjendt med dem. Men denne Adgang vil ganske vist blive af meget underordnet og ringe Be­tydning, naar et enkelt Exemplar skal deles mellem nogle og tyve Kolleger, og endogsaa Defensor stal være delagtig med i denne Benyttelse. Det er derfor, forekommer det mig, et Hen­syn, man viser Retten ved ikke at indskrænke sig til at fremlægge et enkelt Exemplar af disse Dokumenter, som nogle og tyve Dommere kunne have Interesse af at se, men man fremlægger et større Antal Exemplarer, saaledes at det enkelte Dokument samtidig efter Omstændighederne vil kunne benyttes af Rettens samtlige ærede Medlemmer. Jeg tror, at dette Hen­syn til Retten, denne Høflighed mod Retten, Hensynet til Rettens Bekvemmelighed, har Betydning for denne Omdeling. Det blev forrige Gang ikke modsagt af Nogen, hverken af Forsva­rerne eller fra Rettens Side, at dette var den selvfølgelige Fremgangsmaade. Den blev uden videre accepteret, og der blev slet ingen Indvending gjort derimod. Denne selvfølgelige Fremgangsmaade har jeg ogsaa villet følge idag, indtil jeg blev forhindret deri ved den arrede Form ands Indgriben. Det er mig ikke muligt at se, hvorpaa man skulde støtte en Indvending mod, at jeg tager Aftryk af mine Dokumenter. Jeg an­tager ikke, at Nogen kunde falde paa at forbyde mig at tage Aftryk af de Dokumenter, som jeg har erhvervet, og som foreløbig er min Eiendom, og heller ikke, at det paa nogen Maade kan være mig forment at meddele disse Aftryk til hvem jeg vil, og navnlig maa det være mig tilladt at meddele Rettens Medlemmer slige Aftryk. Jeg ser ikke ret, hvorpaa den Protest, der kunde komme frem derimod, skulde gaa ud; den maatte vel gaa ud paa at forbyde Rettens Medlemmer at modtage disse Gjenparter eller læse deri, men jeg veed ikke, man skulde støtte en saadan Afgjørelse, eller hvorledes man skulde tænke sig den formuleret. Naar dette Spørgsmaal blev indstillet til Retten, og man tænkte sig Retten votere derover og afgjøre Spørgsmaalet ved et Flertal, vilde det ikke betyde Andet, end at hvorpaa Flertallet i Retten formente Mindretallet at gjøre sig bekjendt med Sagen inden en vis Tidsfrist, jeg veed ikke hvilken, hvor Forsvareren maatte erklære, at det ikke længer stred mod hans Interesser, at Retten blev bekjendt med Sagen. Jeg skal derfor her formelt gjøre Paastand paa, at saavel Anklageskriftet som de Bilag, jeg har erhvervet til dette Anklageskrift, blive omdelte mellem samtlige Rettens Medlem ­ mer. Jeg har ikke tænkt mig, at det skulde ske ved Forman­dens Foranstaltning eller ved Rettens, jeg har tænkt mig, at det skulde ske, ligesom det forekommer mig klart af det af den stenografiske Beretning oplæste, at det skete forrige Gang, nem­lig ved Anklagerens eget Initiativ. Som Sagen nu er stillet, ser jeg ikke, at der er Andet for mig at gjøre end at forlange Rettens Kjendelse for dette Spørgsmaal; det skal jeg altsaa herved gjøre. Min Paastand kommer til at gaa ud paa, at saavel Anklageskriftet som Bilagene dertil maa blive omdelte mellem Rettens Medlemmer.

 Forsvareren (Klubien): Høie Dommere! Jeg er særdeles heldig stillet ved den Imødegaaelse, jeg nu skal begynde paa, idet jeg for det Første kan gjøre den meget kort, da jeg allerede er kommen ind paa at udtale og har nævnt de væsentligste Momenter, jeg kunde have at fremføre lige over for et saadant Forlangende om Kjendelse af den høie Ret, og den offentlige Anklager dernæst ikke har paaberabt sig, at Anklageren har nogensomhelst Interesse i, at en saadan Omdeling skete, men har stillet Sagen saaledes, at han kun ønskede at gjøre det, fordi han vilde vise Retten en Høflighed. Idet Sagen i Virke­ligheden kommer til at staa paa, om Retten ønsker en saadan Hoflighed, er Spørgsmaalet reduceret indenfor de mindst mu­lige Grændser, og jeg tvivler da ikke paa, at naar Retten skal afgive sin Kjendelse, der altsaa skal gaa ud paa at tillade eller nægte den offentlige Anklager at vise den omtalte Høflighed, vil den tage Hensyn til, at Forsvaret siger, at det ikke ønsker, at Anklageren skal vise denne Høflighed paa Sagens nærværende Stadium, medens det ikke har det Fjerneste imod, at den vises, naar Hovedforhandlingen begynder. Alt, hvad den offent­lige Anklager sagde om sit Motiv til at begjære Omdeling, var dette, at han havde stillet sig saaledes, fordi det skete saaledes forrige Gang, og fordi man derved viste Retten en Høflighed, og derfor vilde han ogsaa gjøre det nu. Hans eneste Argument for hans Berettigelse til Omdelingen var dette, at Ret­ten dog ikke kunde kontrolere den offentlige Anklager i alle de Handlinger, han havde Lyst til at foretage sig; naar han vilde meddele Rettens Medlemmer Noget, kunde han gjøre det uden at spørge Retten, om den ønskede det, ja, han hævdede for sig som Anklager endog Ret til at meddele, hvad han bringer tilveie i Retspleiens Interesse, til hvem han vil, maaske altsaa til at meddele imorgen i en Avisartikel eller en Feuilleton i et eller andet Blad, hvad der vil blive dokumenteret i Rigsretten, naar engang Sagen begynder. Ja, det hører til de Ting, som jeg ikke er vant til at høre i Skranken; thi der opfatter man ikke sin Stilling saaledes. Der veed man, at i samme Øieblik, man har faaet Aktorat i en Sag, har man kun at forhandle den i Ret­ten; der skal være Taushed udenfor, saa længe Sagen staar paa, der stal være Taushed, til Dommen er falden. Det Spørgsmaal, der er reist fra den offentlige Anklagers Side, kan virkelig kun dreie sig om Retten til at omdele til Rettens Medlemmer; han vil ikke paa nogen Maade, uden at troede sin Pligt for nær, kunne dele om til Andre eller i det Hele tilfredsstille Nyfigenheden i denne Henseende. Derom nærer jeg sandelig ikke den fjerneste Tvivl. Hvad enten en Aktor har sit Mandat i Kraft af den almindelige Orden, der styrer Retsplejen her i Landet, eller han, som in casu, har den fra en Anklagemyndighed, der kun sjeldnere optræder, har han at følge de almindelige Regler for ethvert Aktorat, og der­til hører sandelig, at der skal forhandles i Retten, ikke uden­for Retten, og at der fra hans Side ikke gjøres Brud paa den gamle Regel om Taushed udenfor, naar Retten sidder. Men i ethvert Fald noerer jeg ikke Frygt for, at det har været den offentlige Anklagers Mening at nægte dette, jeg tvivler ikke paa, at der aldrig har været Tanke hos ham om at meddele disse Dokumenter til Andre end Rettens Medlemmer. Jeg har paaviist, at dette ikke kan lade sig gjore, naar jeg prote­sterer, og han kan ikke anføre herimod, at det kunde gjøres og er blevet gjort ved en Leilighed, hvor Forsvaret ikke alene ikke protesterede men vistnok havde særlig god Grund til at ønske, at en saadan extrajudiciel Kundskab om Sagen kom til at fore­ligge hos Dommerne, ford i det vilde spare en trættende dob­belt Dokumentation inden Retten. Den offentlige Anklager overser, at forrige Gang mødte Forsvaret med det bestemte Forsæt strax at ville gaa ind paa en meget omfangsrig Proce­dure mod Rettens Competence, indvævet paa alle Punkter med Realitetsmomenter, saa at det havde været nødvendigt, at Dokumentation fandt Sted fra Forsvarets Side, saafremt det ikke kunde stole paa, at Anklageskriftet, belagt med de væsent­ligste Bevisdata, laa saaledes for, at Rettens Medlemmer kunde gjøre sig bekjendte dermed. Saaledes opfatter jeg Sagen, naar der i den tidligere Rigsretssag ikke blev protesteret fra Forsvarets Side, men jeg stal iøvrigt gjøre opmærksom paa, at det ikke af Rigsretslidenden kan ses, hvorledes Retten og navnlig dens Form and har opfattet den Omdeling, som den Gang fandt Sted; man kan ikke se, om Retten dog ikke har ment, at det egentlig stred mod den mundlige Procedure, at de fik disse Ting henlagte paa deres Pladser. At den skulde afgive en Kjendelse, naar der ikke blev nedlagt Protest fra Forsvarets Side, kan man selvfølgelig ikke forlange. Men jeg skal tillige henlede Opmcerksomheden paa, at paa flere Punkter af de Foredrag, som den Gang holdtes for de Tiltalte af de udmærkede Advokater, hvem Forsvaret var betroet, bryder der, forekommer det mig, den bestemte Overbevisning frem, at For­svaret ikke stod paa lige Vilkaar med Anklagen, særlig med Hensyn til den Maade, hvorpaa Sagen blev forelagt og doku­menteret for Retten, og jeg tror, at det er muligt, at hvis Forsvarerne, den Gang de skulde træffe Afgjørelsen, om de skulde tilstede en saadan Omdeling eller ikke, havde staaet lige over for Spørgsmaalet saaledes forberedte, som de vare efter Proce­durens Slutning, vare de maaske komne til et andet Resultat. Jeg er Defensor i den anden Rigsretssag, jeg har den Erfaring, som den tidligere Rigsretssag har givet, og jeg protesterer ogsaa i Kraft af denne Erfaring. — Endnu staar kun tilbage for mig at gjøre den offentlige Anklager opmærksom paa, at Rigsretsloven Paragraf for Paragraf viser, at der aldrig har voeret tænkt paa Andet, end at han nu fremlægger sine Doku­menter for Forsvarets Skyld. Han skal fremlægge et Anklage­ skrift, medens Forsvareren er fri for at skrive — og hvorfor? Fordi Forsvaret skal forberedes. Han skal fremlægge en Dokumentfortegnelse, en Fortegnelse over de Bevisligheder, han har erhvervet — og hvorfor? Fordi Forsvaret maa kunne for­berede sine Modbeviser eller supplere Beviserne, og dette er Indholdet af Rigsretslovens § 40, at han skal fremlægge dette. Saa staar derefter i § 42: „Tiltalte kan erholde de med Stævningen fremlagte Dokumenter eller Gjenparter af dem, hvis saadanne tillige ere fremlagte, udlaante,” det vil sige, Rigsretsloven gaar ud fra, at, hvad der fremlægges her, bliver ordinært udlaant til Forsvaret. Hvorledes kan der heri ligge en Forudsætning om, at Dommerne samtidig skulle have Adgang, Ret eller Pligt til at gjøre sig bekjendte med det Fremlagte? Det Samme fremgaar af § 47, hvor det hedder, at naar Tiltalte tilbageleverer Anklageskriftet og de øvrige ham med samme udlaante Dokumenter, skal han tillige fremlægge de andre Dokumenter, som han agter at paaberaabe sig under Sagen. Altsaa Tiltalte skal tilbagelevere Anklageskriftet og fremlægge sine Dokumenter, og saa kan der fra den offentlige Anklagers Side ske ny Fremlæggelse osv. Alt hvad der gaar i Retten, med mindre Noget indstilles til Rettens Kjendelse, er blot en Udvexling mellem Anklageren og Forsvaret af de Dokumenter, der først skulle bringes til Rettens Kundskab, naar Hovedforhandlingen begynder. Dette ses fremdeles af de Paragrafer i Rigsretsloven, der handle om, hvad der stal ske under Hovedforhandlingen. Jeg skal her henlede Opmærksom­heden paa § 59, hvor det paabydes, at Anklageskriftet skal oplæses af Retsskriveren, hvorefter det overlades til Anklageren at give en kort Fremstilling af den paatalte Sags nærmere Omstændigheder. Dernæst findes i de følgende Paragrafer Bestemmelser om, hvorledes man skal fore Vidner i Rigsretten, og der siges derefter i § 67: „Parterne fremlægge de Bevisførelsen vedkommende Gjenstande og lade af de af dem erhver­vede Dokumenter oplæse af Retsskriveren, hvad de finde fornødent.” Dette er Rigsretslovens Bestemmelser, og jeg formaar ikke at se Andet, end at man i denne Lov fuldt har anerkjendt Konsekventsen af den mundtlige Procedure, der sande­lig er den, at det er i Retten og i de Tiltaltes Forsvars Nærværelse, at Anklagen stal fremsættes, at det er under Hoved­forhandlingen, altsaa der hvor Forsvaret har samme Ret til at tage Ordet som den offentlige Anklager, at den Overbevisning, der fæster sig hos de høie Dommere og som skal afgjøre Dommen, skal skabes, og Rigsretsloven har, selv om den er given paa en Tid, hvor Fortroligheden med den mundlige Procedure ikke var saa stor, som den maaske senere er bleven derved, at den har været Gjenstand for Behandling i flere Skrifter, strængt fastholdt den mundtlige Procesmaades første Betingelser og Forudsæt­ninger, disse Forudsætninger, som den offentlige Anklager nu forlanger tilsidesatte for at vise Retten en Høflighed. Det er mit Haab, at Retten ikke sætter Pris paa denne Høflighed, men at min Protest mod den offentlige Anklagers Paastand bliver tagen til Følge.

 Den offentlige Anklager (Hørup): De indledende Be­mærkninger, hvormed Defensor fandt det rig tig at manuducere mig i, hvad et Aktorat kræver, stal jeg skjænke ham. Jeg skal gaa lige til Sagen. Jeg har lyttet efter, for at finde de Grunde, hvorpaa Defensor vilde bygge en Protest imod, hvad der her i Retten er Praxis. Det lykkedes nemlig paa ingen Maade Defensor at afbevise, at det forrige Gang er gaaet til her saaledes, som jeg har anført. Det er jo ganske tydeligt af de Ord, der ere citerede af mig, at den offentlige Anklager har foretaget den nævnte Omdeling; det er ganske klart, at de omhandlede Dokumenter ikke ere blevne liggende paa Dommernes Pladser, thi den offentlige Anklager siger: Jeg har været i Stand til at forsyne Rettens Medlemmer med Exemplarer af Anklageskriftet o. s. v., og Formanden siger til For­svarerne, at han haaber, de ville nøies med de Exemplarer, de have faaet af den offentlige Anklager. Det er altsaa udenfor enhver Tvivl, at det er gaaet saaledes til i den forrige Sag, og dette vil, tror jeg, være et meget vægtigt Argument for at følge den samme Fremgangsmaade i denne Sag. Naar De­fensor bemærkede, at jeg ikke skulde have anden Interesse i, at denne Omdeling kom i Stand, end at vise Retten en Høflighed, saa er dette ikke ganske korrekt. Jeg har selvfølgelig Interesse i, at Retten bliver bekjendt med Sagen, saasnart det lovlig kan ske, en Interesse, Enhver vil kunne forstaa. Altsaa, det er en meget reel Interesse, at Retten bliver be­kjendt med Sagen, saasnart jeg er berettiget til at gjøre den bekjendt dermed, og det tror jeg er, saasnart Dokumenterne ere fremlagte her, idet det jo er utvivlsom t, at Retten har Adgang til Dokumenterne, og at Omdelingen af Aftrykkene kun er en Lettelse i den Adgang, som saaledes i Forveien staar Rettens Medlemmer aaben. — Det har været en Overraskelse for mig idag at høre, at heller ikke Anklageskriftet skulde om­deles. Det, troede jeg, var Nogel, som der slet ikke var Tvivl om. Det kunde jo være muligt, at Retten i sin Kjendelse kom til at gjøre en Adskillelse imellem Anklageskriftet og de det ledsagende Dokumenter, og jeg skal derfor føie et Par Be­mærkninger til denne Mulighed, idet jeg formener, at det ikke vil kunne lade sig gjøre at omdele Anklageskriftet uden tillige at omdele Dokumenterne. Det er jo klart, at Anklageskriftet kan indrettes paa forfljellige Maader. Det kan gjøres mere eller mindre fyldigt, og det vil naturligvis blive indrettet paa en forskjellig Maade, eftersom Forudsætningen er den, at det skal ledsages af Bilag, i Modsætning til, naar Forudsætningen er den, at det skal staa paa sine egne Ben og kunne læses og forstaas i og for sig. Efter den Fremgangsmaade, der er be­nyttet i den forrige Sag, havde jeg den høieste Grad af Grund til at tro, at Anklageskriftet vilde blive omdelt, ledsaget af Bilagene, og jeg har følgelig indrettet det under denne Forudsætning. Det forekommer mig derfor, at det ikke vil kunne lade sig gjøre at holde Bilagene tilbage, naar Retten kommer til den Erkjendelse, at Anklageskriftet kan omdeles. — Hvad nu selve det Spørgsmaal om Anklageskriftets og Bilagenes Omdeling angaar, saa tror jeg ikke, at der i det, som Modparten fremførte, var Andet af virkelig Interesse end hans Argumentation fra den mundtlige Forhandlings og navnlig fra Hovedforhandlingens Betydning her i Retten, men det kan jeg paa ingen Maade erkjende, skulde være et tilstrækkeligt Argument. Hvad mundtlig Procedure er, er et meget omtvistet Begreb, jeg tror ikke, at man i en Haandevending kan sige, hvad det er. Jeg tror, at mundtlig Procedure kan ordnes paa mange forskjellige Maader med større eller mindre Indblandning af skriftlig Procedure, og saaledes er det i Virkeligheden her. Der foreligger ikke nogen ren mundtlig Procedure, navnlig ikke efterat Loven har anordnet et Anklageskrift i Sagen; men at der her skal foregaa en Oplæsning af Dokumenterne umiddelbart forud for Hovedforhandlingen, er jo Noget, der slet ikke behøver at forudsætte, at Retten er ubekjendt med Sagen. At denne Oplæsning maa finde Sted, ligger ligefrem i, at der er en Hovedforhandling, at vi have denne Afslutning paa Processen. Det ligger først deri, at Processen er offentlig. Det forekommer mig, at den ærede Defensor fuldstændig overser, at den hele Offentlighed er en af de Garantier, hvormed Loven har villet værge om denne Rets Virksomhed; men denne Offentlighed kræver allerede i og for sig, at Dokumenterne blive oplæste for at komme til offentlig Kundskab. Dernæst kan jeg heller ikke paa nogen Maade erkjende, at det skulde være overflødigt umiddelbart forud for Parternes Forhandling at oplæse det, som er blevet tilveiebragt forinden. Det er en over­ordentlig hensigtsmæssig, for ikke at sige en nødvendig Foranstaltning at gjenkalde i Rettens Medlemmers Erindring hele det Materiale og det Stof, hvorpaa de mundtlige Foredrag støtte sig og hvorpaa de bygge og som de forklare. Jeg ser altsaa slet ikke, at det Argument, som den ærede Defensor henter fra Hovedforhandlingen, har nogen Betydning for dette Spørgsmaal. Oplæsningen under Hovedforhandlingen har sin fulde fornuftige Mening, aldeles afset fra, om Retten kjender Sagen forud eller ikke. Dernæst kan jeg heller ikke erkjende, at Anklageskriftet bliver frem lagt her alene for Forsvarets Skyld. Jeg veed ikke, hvorpaa det skulde slottes, at det alene var for Forsvarets Skyld. Jeg antager, at det er lige saa meget for Rettens Skyld, og jeg ser ikke nogensomhelst Grund til, at det ikke skulde være for Rettens Skyld i samme Grad som for Forsvarets Skyld, saaledes som det i Virkeligheden blev op­fattet under den forrige Sag, da Ingen fandt paa, at det ikke var en Selvfølge, at Anklageskriftet skulde omdeles sam­tidig med Fremlæggelsen, og naar det Exemplar, der frem­lægges af Anklageskriftet, udlaanes til Defensor, saa er det jo een Grund endnu til at fremlægge mere end et Exemplar, dersom Retten virkelig skal have Adgang til at gjøre sig bekjendt dermed. Det er ikke noget Bevis for, at der ikke skal fremlægges Gjenparter, men tvertimod et meget stærkt Argument for, at der bliver fremlagt Gjenparter, at Defensor laa­ner Hoveddokumentet, som altsaa ikke staar til Rettens Tje­neste. Defensor mener, at Forsvarerne forrige Gang vare stillede anderledes, idet Forsvarerne den forrige Gang havde Interesse i at faae disse Dokumenter udlaante og faae trykte Gjenparter. Jeg veed ikke, hvori det ligger, at Defensor denne Gang er uden Interesse i dette Udlaan og uden Interesse i at kunne have saadanne trykte Exemplarer til Raadighed; det forekommer mig, at Interessen denne Gang maa være ganske den samme som for­rige Gang. Den eneste Forskjel der kan være, er den, at Defensor denne Gang forud for Rettens Møde har havt det i sine Hænder, altsaa har havt Leilighed til at gjøre sig bekjendt med det under den trykte Form. — Det vil sees, at dersom jeg ikke havde Ret til at fremlægge dette Dokument paa denne Maade og omdele det mellem Rettens Medlemmer, vilde der ikke være nogen Grund for mig til at fremlægge det i det Omfang, jeg har gjort. Der vilde ikke være nogen Grund for mig til at give Defensor paa dette Tidspunkt af Sagen hele mit Materiale, et Materiale, jeg slet ikke behøvede at være fremkommen med, men hvormed jeg kunde have ventet til Hovedforhandlingen, for der at lade det oplæse. Naar jeg altsaa i Tillid til, at den tidligere Fremgangsmaade vilde blive fulgt, og at man ikke vilde fravige det, der engang er blevet Praxis, har indrettet min Dokumentation paa en vis Maade, hvoraf Defensor høster Fordel, saa fore­kommer det mig ikke, at det vil være den lige Fordeling, som Defensor taler om, at den Fordel, jeg kunde have deraf, bliver mig afskaaren derved, at Dokumentet ikke bliver omdelt til Rettens Medlemmer. Det er ganske vist muligt, at de Anklagede igjennem deres Defensor kunne have nogen Interesse i at standse denne Meddelelse, at de kunne have nogen Interesse i at forhindre Rettens Medlemmer fra at komme til Kundskab om disse Oplysninger; det er muligt, at de Anklagede overhovedet have størst Interesse i, at disse Oplysninger slet ikke komme frem, i alt Fald ikke paa dette Tids­punkt, men her er ikke Spørgsmaal om, hvad de have Interesse i, Spørgsmaalet er, hvor der haves Hjemmel for, at de Anklagede kunne gjøre en saadan Interesse gjældende, og hvorpaa man kan støtte Paastanden om, at Retten skal holdes uvidende om Sagen indtil et vist af de Anklagede bestemt Tidspunkt. Det forekommer mig imidlertid, at det ikke blot ikke er beviist, men at der ikke engang fra Defensoratets Side er gjort Forsøg paa at godtgjøre, hvorpaa de Anklagede skulde støtte en Paastand om at holde Retten uvidende, indtil det behagede Defensor at tilstede, at Retten maatte blive bekjendt med Sagen, idet det jo er ganske klart, hvad ogsaa Defensor indrømmer, at naar man nægter Omdelingen af Anklageskriftet og af Dokumenterne, saa er Retten derved faktisk afskaaren fra at blive bekjendt med Sagen. Der er ingen Mulighed for, naar Defensor imorgen henter det Hele, at Retten skulde kunne blive bekjendt med Sagen; der er altsaa faktisk lagt Hindring i Veien derfor. Jeg veed ikke, hvorpaa dette skulde støttes, jeg har ikke hørt Noget, der skulde kunne berettige de Anklagede til at gjøre en saadan Paastand. Hermed skal jeg afslutte og henholde mig til den allerede nedlagte Paastand.

 Forsvareren (Klubien): Høie Dommere! Naar den offent­lige Anklager tror at have en Praxis for sig, saa maa det jo dog vel siges, at han ikke engang har et Præjudikat for sig. En Praxis udfordrer paa Retslivets og Retspleiens Omraade dog noget mere end et Præjudikat; men hvor har den offent­lige Anklager sit Præjudikat? Han gjør nogle Slutninger om, hvad Retten den Gang har tænkt, eller hvad Rettens For­mand den Gang har ment eller tilladt, og tror, at derved er Spørgsmaalet afgjort, men det er det selvfølgelig ikke. I Forbigaaende skal jeg bemærke, at det er en feilagtig Slutning han drager fra disse Udtryk: „at den offentlige Anklager har været i Stand til at forsyne.” Dette, at man har været i Stand til at forsyne, vil sige, at man paa Rettens Bord har lagt saa og saa mange Exemplarer, som kunne blive om­ delte ved Sekretæren. Advokat Broch mødte i Rigsretten fra Høiesteret og vidste altsaa, hvorledes den Sag gaar til. Jeg skal fremdeles bemærke, at det er en Misforstaaelse af den ærede offentlige Anklager, naar han tror, at jeg har talt om, at Forsvaret forrige Gang havde havt Interesse i selv at faa Gjenparter, og at jeg nu ikke skulde have denne Interesse. Derom har jeg intet udtalt; jeg har kun udtalt mig om det, der forelaa, nemlig Spørgsmaalet om, hvorvidt der skulde finde en Omdeling Sted til Retten af Dokumenterne, hvorvidt Retten skulde have extrajudicielt Kjendskab til Sagen, før Hoved­forhandlingen foregaar, og jeg har sagt, at jeg kunde tænke mig, at Defensorerne i den tidligere Sag havde Interesse i, at der fandtes et Kjendskab, som de kunde benytte til Støtte under deres Formalitetsprocedure, og det er selvfølgelig noget ganske Andet. Inden jeg forlader, hvad der skete forrige Gang, skal jeg endvidere gjøre opmcerksom paa, hvad jeg har udtalt mig om, fordi jeg jo veed, hvad den ærede Modpart nu fremlægger, at der ingensinde her er en fuldstændig Analogi tilstede med, hvad der skete forrige Gang. Der var den Gang en meget stor Mængde Dokumenter, som ikke paa den Maade bleve omdelte i Forveien; Alt, hvad der stod i Rigsdagstidenden, Finantslovene, i trykte Skrifte r osv. havde Advokat Broch ikke ladet tage Aftryk af. Der var altsaa ikke Tale om at give Rettens Medlemmer et Dokument ihænde, som i Virkeligheden var af den Beskaffenhed, at der strax, naar Dokumentationen begyndte, maatte opstaa den inderligste Lyst hos Rettens Med­lemmer til at gaa hjem og sige: Hvorfor skulle vi nu igjen høre paa det, som vi have siddet hjemme og læst saa godt som muligt? — Den offentlige Anklager forlanger, at jeg skulde sige mere, end jeg allerede har sagt, om hvorfor hans For­langende strider imod den mundtlige Procedure; han sagde, at den mundtlige Procedure var ikke et konstant Begreb, der kunde være meget Skriftligt deri. Jeg kan gjerne rette Udtrykket og sige: Det hører ikke hjemme i en mundtlig Procedure, som i Virkeligheden er en mundtlig Procedure; men jeg kan sige mere: Det hører slet ikke hjemme i nogensomhelst Procedure, at Retten paa den Maade, som det her forlanges fra den offentlige Anklagers Side, gjør sig bekjendt med Anklageskriftet og Anklagens ensidige Bevisapparat. Det hører ikke hjemme i nogensomhelst Procedure, men at det særlig strider imod den mundtlige Procedure, at Alting er bekjendt, er klart nok, og skulde det blive Resultatet, at den offentlige Anklager sætter noget Saadant i Værk, maa jeg, som jeg alt har udtalt, sørge for inden 14 Dage at sende de høie Dominere en supplerende Dokumentation til et lignende og samtidigt Studium. Jeg kan ikke finde mig i, at det første Indtryk, som paa Rettens Vegne gives Dommerne, bliver et ensidigt. Hvad Retten kjender udefra af tidligere Forhandlinger osv., skal der abstraheres fra; men det Materiale, der nu skal fremlægges som Grundlag for den Dom, der skal afgjøre Sagen, skal lægges frem for den høie Ret i den Form, som Rigsrets­ loven tilsteder og forlanger, og det er af Anklager og Forsvarer i Forening under den mundtlige Hovedforhandling. Den offentlige Anklager kan ikke paavise og har ikke paaviist et eneste Sted i Rigsretsloven, der tilsteder ham at forhandle med de Anklagedes Dommere paa anden Maade end ved det mundtlige Ord, paa anden Maade end ved at lade Vidner føre her i Retten, paa anden Maade end ved at lade de af ham erhvervede Dokumenter oplæse for de høie Dommere; men han har ikke den fjerneste Ret til at sætte sig i Rapport til Dommerne ved Omdeling af trykte Sager, og den hele Misforstaaelse er kun fremkommen og bleven mulig derved, at den offentlige Anklager ikke har faaet Øie for, at hele den Trykning, som Rettens Formand har tilladt foranstaltet, er baseret paa først at skulle komme officielt frem , naar Hoved­forhandlingen begynder, det vil altsaa sige, paa et Tidspunkt, hvor jeg har gjort min Del af det Arbeide, der saaledes kom­mer til at foreligge, hvor jeg har sat ind paa sit Sted, hvad jeg vil lade de høie Dommere høre, og hvad den offentlige Anklager enten ikke har fundet eller ikke ment at ville frem­drage. Jeg kan ikke forstaa den ærede Modpart, naar han siger, at han vilde have baaret sig anderledes ad med at samle sit Bevismateriale, hvis han ikke havde havt for Øie, at en Omdeling til Rettens Medlemmer fandt Sted. Det er naturligvis mere eller mindre tvivlsomt, hvor nøiagtig han skal være i sin Dokumentfortegnelse, men det er dog iagttaget forrige Gang, og det maatte ogsaa iagttages denne Gang, at Dokumentforlegnelsen indeholder en Anvisning paa de Steder af Rigsdagstidenden osv., som Anklageren vil benytte; thi det er vel ikke Meningen med Dokumentforlegnelsen, at Anklageren kan sige: Jeg bruger den hele Reol af Rigsdagstidender; han maa angive, hvor det findes, som han vil benytte, og saa vil Defensoratet have samme Adgang til at forberede sig som ved at faae et Aftryk af Rigsdagstidenden og Statsrevisionens Betænkning. Naar der endelig fra den ærede offentlige Anklagers Side var Tale om, at Proceduren er offentlig, og at altsaa Oplæsningen af den Grund skulde være nødvendig, saa tror jeg rigtignok, det var en besynderlig Maade at ordne en Retsforhandling paa, allermindst af kriminelle Sager, i hvilke det gjælder om Straf og Ansvar for de Anklagede, om Proceduren skulde indrettes af overveiende Hensyn til, at den skulde vcere offentlig, og navnlig om Retten skulde indlade sig paa en unaturlig og interesseløs, jeg kan sige absurd Proce­dure i en Række af Dage, for at Offentligheden kunde følge med. Hvis vi skulde procedere paa den Maade, at Retten skulde have sit Indtryk gjennem en Omdeling af Dokumenter, saa kunde Publikum ogsaa faa sit Indtryk gjennem Pressen, og saa behøvedes den hele Hovedforhandling ikke. Hoved­ forhandlingen er til, for at Dommerne kunne faa det Indtryk og den Overbevisning, hvorpaa Dommen skal fældes; at Publikum har Ret til at komme ind, er en fuldstændig sekundær Ting. Dernæst er det ingenlunde saaledes, som den ærede offentlige Anklager har sagt, at han vilde have nogen Fordel af, at Retten fik disse Aktstykker ihænde, og at han ikke fandt nogen Anledning til at vente, indtil Forsvaret tillod, at nu maatte de komme Retten ihænde. Det er ikke muligt, at den offentlige Anklager kan have nogen Fordel ved at forvanske den Procedure, der skal finde S ted fo r Rigsretten. Jeg har derimod vrist, at For­svaret har en bestemt Interesse i, at denne Procedure ikke blev forvansket, og derfor er det, jeg protesterer. Dernæst er det ikke et af Forsvaret vilkaarlig valgt Tidspunkt, paa hvilket Omdelingen skulde tilstedes, men selve Tidspunktet er bestemt ved Rigsretsloven, og det er det Øieblik, da Dokumenterne blive fremlagte i Retten til Oplæsning af Sekretceren. — Jeg kan ikke se, at der er den fjerneste Grund til at skjelne imellem Anklageskriftet og Bevismaterialet, men den Side af Spørgsmaalet har ikke stor Interesse, da der nu fra den offentlige Anklager foreligger en Erklæring om, at Anklageskriftet ikke har nogen betydelig Interesse, naar Dokumenterne ikke følge med, idet Anklageskriftet er affattet under den Forudsætning, at hele Bevismaterialet skulde følge med. I det Øieblik Be­vismaterialet ikke følger med, vilde han altsaa ikke have nogen stor Interesse i, at Dommerne kunde studere Anklageskriftet i Forveien. Jeg maa selvfølgelig protestere ogsaa imod Omde­ling af Anklageskriftet, som jeg ikke kjender til, men som jo maa indeholde en Fremstilling af de Anklagedes Forhold, som jeg har ganske væsentlige Indvendinger at gjøre imod; thi om end den offentlige Anklager kan have viist stor Resignation og Upartiskhed ved at samle sit Bevismateriale — det vil jeg gjerne tro — saa kan han ikke have viist Upartiskhed ved Affattelsen af sit Anklageskrift. Jeg maa altsaa atter fremhæve, at jeg modsætter mig Omdelingen, der er i den bestemteste Strid med den mundtlige Procedures Forudsætninger, at jeg særlig, uden at kjende noget nærmere til Sagen, for Principets Skyld, uden nogen egentlig Relation til, at Omdelingen skulde kunne gjøre noget ganske overordentligt i nærvoerende Sag, maa protestere mod Omdelingen, fordi de Tiltalte have Ret til at forlange, at der ikke skal hengaa en lang Tid, efter at Dommerne have lært Anklagen at kjende, uden de tillige ere i Besiddelse af de Korrektiver og Suppleringer, som Forsvaret finder nødvendige. Hermed indlader jeg Spørgsmaalet til Kjendelse, idet jeg nedlægger Protest imod, at Anklagerens Paastand ta­ges til Følge.

 Formanden (Mourier): Der er fra den offentlige Anklagers Side nedlagt Paastand om, at trykte Gjenparter af Anklageskriftet og af de af ham fremlagte Bilag allerede nu maa blive omdelte til samtlige Rigsrettens Medlemmer, og da der herom er forlangt Rettens Kjendelse, vil der altsaa af Rettens Medlemmer herover blive at votere, hvilket i Medhold af Rigsrets­lovens § 17 skal ske for lukkede Døre. Formanden opfordrer derfor Tilhørerne til at forlade Retssalen, for at Votering over det reiste Spørgsmaal kan finde Sted.

 Kl. 123⁄4 lukkedes Dørene.

 Kl. 23⁄4 aabnedes atter Dørene, og efterat den offentlige Anklager (Hørup) og den beskikkede Forsvarer (Klubien) havde indtaget deres Pladser, oplæstes af:

 Formanden (Mourier) følgende

Kjendelse:

 Den af den offentlige Anklager nedlagte Paastand om, at trykte Gjenparter af Anklageskriftet og de med dette fremlagte, alene af ham samlede Dokumenter allerede nu omdeles til samtlige Rettens Medlemmer, vil, mod den fra Forsvarerens Side derimod nedlagte Protest, ikke kunne tages til Følge, idet saadant vilde være i Strid med den ved Rigsretsloven af 3die Marts 1852 foreskrevne mundtlige Procesmaade, ifølge hvilken Retten først under Hovedforhandlingen skal sættes i Kundskab om Indholdet af de af begge Parter tilveiebragte Dokumenter, se navnlig Lovens § 40, jfr. § 42 samt §§ 59 og 67.

Thi eragtes:

 Den ovenanførte af den offentlige Anklager nedlagte Paastand kan ikke tages til Følge.

 Derefter skal jeg give Ordet til den beskikkede Forsvarer med Hensyn til Spørgsmaalet om Sagens Udsættelse.

 Forsvareren (Klubien): Jeg stal tillade mig at begjære Udlaan af de fremlagte Dokumenter og fornøden Anstand til at fremme Sagen. Da det forekommer mig at være ønskeligt, at Hovedforhandlingen allerede paabegyndes i næste Retsmøde, og da der efter en Conference, jeg i saa Henseende har havt med den offentlige Anklager, vil være al Udsigt til, at dette kan ske, saafremt der indrømmes en Anstand af 6 Uger, der altsaa vil være at benytte ikke blot af Forsvaret, men tillige af den offentlige Anklager til at supplere den Dokumentation, han yderligere maatte ønske med Hensyn til, hvad der fra For­svarets Side fremlægges, skal jeg tillade mig at foreslaa, at der indrømmes mig, eller maaske rettere, tillige den offentlige Anklager, altsaa os conjunctim, en Anstand af 6 Uger til at fremme Sagen. Da imidlertid Sagen derefter vilde falde i Rette paa en Lørdag, og der vil komme en Søndag imellem, og den følgende Tirsdag er Grundlovsdagen, paa hvilken jeg ikke antager, at Retten vil sidde, tillader jeg mig at foreslaa, at Sagen udsættes til den 7de Juni, og jeg gjør det i det Haab, hvori jeg mener, at den offentlige Anklager samstemmer med mig, at Hovedforhandlingen da kan begynde.

 Formanden (Mourier): Har den offentlige Anklager no­get derimod at erindre?

 Den offentlige Anklager (Hørup): Jeg har ikke noget derimod at erindre.

 Formanden (Mourier): Saa bliver efter Omstændig­hederne den begjærede Udsættelse herved bevilget i den Forud­sætning, at alt Fornødent i Løbet af denne Anstandstid vil blive forberedet til, at Hovedforhandlingen i Sagen derefter kan finde Sted. Jeg skal bemærke, at de af den offentlige Anklager fremlagte Aktstykker ville, efter at være forsynede med behørig Produktpaategning, blive Forsvareren udleverede fra Høiesterets Justitskontor. Sagen udsættes saaledes til Tors­dagen den 7de Juni næstkommende, Kl. 9 Form.

 Efterat det Thingbogen Tilførte var oplæst, og Thingbogen forsynet med Underskrift af de tilstedeværende Medlemmer af Rigsretten, blev Mødet hævet Kl. 33⁄4.



  1. ↑ Beretningens S. 1. L. 2. f. n. — S. 2. L. 15 f. n.
  2. ↑ Beretningens S. 70 L. 10 - 6 f. n.
Hentet fra "https://da.wikisource.org/w/index.php?title=Rigsretstidende_2den_Sag_(1877)/2det_Retsmøde&oldid=48930"