Rigsretstidende 2den Sag (1877)/5te Retsmøde

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning



Rigsretstidende 2den Sag (1877).pdf Rigsretstidende 2den Sag (1877).pdf/5 91-107

PD-icon.svg Denne tekst er ikke beskyttet af ophavsret, da §9 i den danske lov om ophavsret siger, at love, administrative forskrifter, retsafgørelser og lignende offentlige aktstykker ikke er genstand for ophavsret. Dette gælder ikke for værker, der fremtræder som selvstændige bidrag til offentlige aktstykker, og dermed generelt ikke for for eksempel illustrationer.
PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1949. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1925.

5te Retsmøde.




 Lørdagen den 17de Juni 1877, Kl. 9 Formiddag holdt Rigsretten atter Møde.
 De samme Medlemmer vare tilstede som i forrige Møde.
 Den offentlige Anklager (Hørup) og den beskikkede Forsva­rer (Klubien) vare mødte.

 Formanden (Mourier): Dokumentationen kan fortsættes.

 Den offentlige Anklager (Hørup): Jeg skal da bede om at fortsætte Dokumentationen med Oplæsningen af Købekontrakten.

 Sekretæren (Thrane) oplæste derpaa Kjøbekontrakt mellem Finansministeren paa Statskassens Vegne og Etatsraad Tiet­gen af 2den Juli 1874 (se Bilag 54, S. 98—100).

 Den offentlige Anklager (Hørup): Skjødet blev ikke udstedt den 1ste men først den 5te Januar 1875. I Mellemtiden var Rigsdagen kommen sammen — Samlingen 1874—75 — og Spørgsmaalet om denne Transaktion kom til at foreligge for den. Finantsudvalget afgav sin Betænkning den 4de Januar 1875, og de Forhandlinger, der nu ville blive oplæste, ligge altsaa forud for Skjødets Udstedelse, hvad man kan se af en Skrivelse as 17de December 1874 fra Finansministeren, som forekommer i Betænkningen.

 Sekretæren (Thrane) oplæste derpaa Finantsudvalgets Betænkning (se Bilag 56, S. 104—108);
 Kongeligt Skjøde til Etatsraad Tietgen, udstedt af Finantsministeren efter allernaadigst Befaling (se Bilag 55, S. 100—103);
 Forslag til Beslutning (se Bilag 57, S. 108);
 Af Folkethingstidenden for 1874—75: Sp. 4523, L. 16—6 s. n.; Sp. 4527, L. 24—12 s. n.; Sp. 4534, L. 27—40 s. o. og Sp. 4543 (se Bilag 58, S. 108—109).

 Forsvareren (Klubien): Da den offentlige Anklager har dokumenteret dette Stemmeantal og i Extrakten oplaget Navnene paa de Medlemmer, der stillede Forslaget, maa jeg tillade mig at fremhæve, at den virkelige Beslutning om Anklage, der først kom senere, blev kun vedtagen ved 1ste Behandling med 60 St. mod 23 og ved 2den Behandling med 52 mod 15, og navnlig, at af de Medlemmer, der havde stillet Forslaget, stemte mod Anklagen, Aaberg, N. Andersen, Scavenius og Tuxen, medens Ankjær ikke længer var Medlem af Thinget, og Dinesen var syg. Jeg har anset det for unødvendigt at dokumentere Noget herom, da det maa anses som notorisk, at i dette Spørgsmaal stillede Folkethingets Medlemmer sig overfor hverandre paa samme Maade som ellers i Almindelighed i vigtigere Spørgsmaal.

 Sekretæren (Thrane) oplæste derpaa:
 Skrivelse af 17de Marts 1875 fra det angaaende Salget af Frederiks Kirkeplads nedsatte Udvalg til Finansministeriet (se Bilag 59, S. 109—110).

 Forsvareren (Klubien): I Anledning af denne Skrivelse henvendte Finantsm inisteriet sig til forhenværende Finansmini­ster Krieger. Denne, der ikke kunde finde eller ikke var i Be­siddelse af den Skrivelse fra E tatsraad Tietgen, som han havde modtaget, den Gang Forhandlingerne stod paa, tilskrev i den Anledning Tietgen om at faa en Gjenpart af Skrivelsen. Tietgen har heller ikke kunnet finde denne, men tilskrev derefter Krieger saaledes, som det vils ses af hans Skrivelse af 8de April 1875, der nu vil blive oplæst.

 Sekretæren (Thrane) oplæste derpaa:
 Skrivelse af 8de April 1875 fra Etatsraad Tietgen til Høiesteretsassesfor Krieger (se Bilag 89, S. 179—180).

 Forsvareren (Klubien): Denne Billet har, efter hvad jeg har indhentet Oplysning om, ikke indeholdt Andet, end at Tietgen nu maatte fremkomme med sit Tilbud.

 Den offentlige Anklager (Hørup): Det er altsaa to Smaabilletter, der begge ere blevne borte, og hvis Indhold ikke synes at staa fuldkommen klart for Vedkommendes Erindring. Naar de ikke ere tilstede, antager jeg, at Grunden er den, at det ikke er fundet Umagen værd at gjemme dem.

 Forsvareren (Klubien): Det skal jeg ganske overlade den ærede offentlige Anklager at tro.

 Sekretæren (Thrane) oplæste derpaa Skrivelse af 25de April 1875 fra forhenværende Finantsminister Krieger til Finantsministeriet (se Bilag 90, S. 180—181).

 Den offentlige Anklager (Hørup): Den Forandring, der her foregik efter den tidligere Aftale mellem Tietgen og Krieger, gik ud paa, at, medens Tietgen efter denne skulde være Eier af det Hele og vedblive at være Eier, forpligtede han sig nu til at tilbageskjøde Staten Kirken, naar den var færdig, mod at han fik Brugsretten for sin og Hustrus Livstid med Udsigt til ved Testamente at faa denne Brugsret fortsat efter sin Død.

 Forsvareren (Klubien): Naar den offentlige Anklager talte om, hvad der fandt Sted „efter den tidligere Aftale” turde det være et meget ukorrekt Udtryk, idet han i det Høieste kan vide, hvad der skulde finde Sted ester Tietgens Tilbud. Efter tidligere Aftale stillede Tietgens Tilbud sig faaledes, at det ikke var fuldstændig klart eller i alle Punkter fuldstændigt, medens det derimod blev det derved, at der ved yderligere Forhandlinger var givet Leilighed til at træffe Bestemmelse om de tvivlsomme Punkter.

 Den offentlige Anklager (Hørup): Hvad Tietgens Tilbud gik ud paa, kan m an se af Skrivelsen af 30te Mai, hvorefter det er aldeles klart, at Eiendomsretten over hvad Staten eiede skulde gaa over til ham, og der var ikke Tale om nogen Tilbageskjødning til Staten. Det er klart, at det var en fuldstændig ren og klar Eiendomsoverdragelse, der var Tale om.

 Sekretæren (Scharling) oplæste derpaa:
 Finantsministeriets Skrivelse af 5te Mai 1875 til det angaaende Salget af Frederiks Kirkeplads nedsatte Udvalg (se Bilag 60, S. 111—117).

 Den offentlige Anklager (Hørup): Udvalget kom ikke til at afgive sin Betænkning i denne, men først i næste Samling.

 Sekretæren (Scharling) oplæste derefter:
 Betænkning fra det angaaende Salget af Frederiks Kirke­plads nedsatte Udvalg (se Bilag 61, 117—126).

 Den offentlige Anklager (Hørup): Der er i Betænkningen omtalt en Skrivelse fra Generalprokurøren i Anledning af Salget af Porcellænsfabriken. Denne Skrivelse er ikke uden Interesse og jeg vil derfor gjerne bede den hørt her.

 Sekretæren (Mollerup) oplæste derpaa af samlingen en Skrivelse fra Indenrigsministeriet af 30te April 1852, til Generalprokurøren angaaende hvorvidt Forbudet i Slutningen af Grundlovens § 51 er anvendeligt paa Af­hændelsen af Porcellænsfabriken samt Svaret derpaa[1].

 Skrivelse fra Finantsministeriet til Statsrevisionen (se Bilag 91, S. 181);
 Statsrevisionens Betænkning over Statsregnskabet, for Finantsaaret 1874—75 (se Bilag 62, S. 126—131);
 Udvalgets Betænkning over Statsrevisionens Betænkning over Statsregnskabet for 1874—75 (se Bilag 63, S. 131—145[2]);
 Skrivelse af 24de Marts 1877 fra Conseilpræsidenten til den offentlige Anklager (se Bilag 64, S. 145—146).

 Den offentlige Anklager (Hørup): Det ses af denne Skri­velse, at Conseilpræsidenten har fundet det rigtigt i Forbindelse med Besvarelsen af et Spørgsmaal, jeg har rettet til ham, at udtale, at der ikke tilkom mig nogen Ret til at for­lange Oplysninger om, hvorvidt Noget har været Gjenstand for Forhandling i Statsraad eller Ministerraad, afholdt i Henhold til Grundlovens § 16, eller om, hvad der maatte være forhandlet. Det forekommer mig selvindlysende, at denne Formening fra Conseilpræsidentens Side er fuldstændig urigtig og savner ethvert Skin af Føje. Det synes at være klart, at jeg som offentlig Anklager har ikke blot en Ret men ogsaa en Pligt til at søge alle de Oplysninger om Sagen, som jeg mener kunne være af Interesse for Bedømmelsen deraf. Hvis der ud fra Sagens Natur kunde være nogen Tvivl i saa Henseende, maatte der: falde bort lige over for Rigsretslovens Bestemmelse. Jeg behøver blot at nævne § 40, sammenholdt med § 35, der ligefrem gaar ud fra, at Anklageren søger alle de Oplysninger, som han kan, uden Rettens Mellemkomst; men at der til disse Oplysninger først og fremmest maa høre Udskrifter af Statsraadsprotokollen og den Slags Ting, synes at være selvindlysende. Jeg skulde i det Hele synes, at det var mere stemmende med et Ministeriums Stilling, snarere endogsaa af egen Drift at søge at fremhjælpe Oplysninger, end at hindre dem. Da Conseilprcesidenten imidlertid ved Siden af denne theoretiske Udtalelse i Praxis har efterkommet min Opfordring og virkelig har givet Svar i Realiteten, er der ikke for mig nogen Anledning til at føre dette Spørgsmaal videre. Hvad selve dette Svar angaar, vil det ses, at det gaar ud paa, at der hverken i Statsraad eller Ministerraad har været forhandlet om den foreliggende Sag angaaende Marmorkirken. Denne Erklæring staar i en, som det forekommer mig, uløselig Strid med det Aktstykke, som Defensor fremlagde, en Skrivelse fra Krieger, hvori han udtaler, at de Tvivl, han havde med Hensyn til Tietgens Tilbud af 30te Mai, havde været Gjenstand for Forhandling i en Ministerconference. Jeg er ikke i Stand til at se, hvorledes disse to Udtalelser lade sig forene med hinanden: Kriegers Paastand, at der har været en Ministerconference, hvori der er forhandlet et bestemt, nævnt Spørgsmaal, og Conseilprcesidentens Paastand, at der ikke har været forhandlet hverken i Statsraad eller Ministerraad om den foreliggende Sag.

 Forsvareren (Klubien): Det er virkelig den ærede offent­lige Anklagers egen Skyld, naar han ikke forstaar det; det ligger i, at han ikke veed, at der er Forskjel paa en Minister­conference og et Ministerraad. Staatsraadet er den Institution, hvor Kongen præsiderer, Ministerraadet den Institution, hvor Conseilpræsidenten præsiderer i Kongens Fraværelse, naar Statsraadssager skulle forhandles. Det henhører til ABC'en. En Ministerconference er derimod ikke Andet end en Forhandling mellem Ministeriets Medlemmer indbyrdes, i Almindelighed vedrørende de Sager, som derefter skulle for­handles i Statsraadet eller Ministerraadet, men hvor der ogsaa forhandles en Mængde andre Sager af almindelig Interesse, der forekomme den enkelte Minister at være saa vigtige, at de bør bringes under Omtale mellem de samlede Ministre. Det er altsaa ikke noget Gaadefuldt, som her fore­ligger, men disse Udtalelser ere fuldstændig korrekte og klare og stemme fuldstændigt med hinanden. — Den offentlige Anklagers Mellemværende med Conseilpræsidenten skal jeg selvfølgelig ikke finde nogen Anledning til at blande mig i; jeg skal kun ikke tilbageholde den Bemærkning, at da den offent­lige Anklager har faaet de Oplysninger, han ønskede at have, ser jeg overhovedet ikke, hvad hele den lange Kritik over den Udtalelse, som Conseilpræsidenten har givet om sin Formening om hans Ret, egentlig kommer denne Sag ved.

 Den offentlige Anklager (Hørup): Jeg skal til det Sidste bemærke, at det dog ikke er uden Betydning her at faa et saadant Præcedens, at det ikke skulde ligge i en Rigsrets Competence at staffe Oplysninger tilstede fra Statsraad eller Ministerraad. Dersom jeg havde ladet det gaa hen uden at gjøre nogen Indsigelse derimod, vilde det kunne se ud, som om det var anerkjendt fra alle Sider, at Conseilprcesidenten her havde Ret; men at det umulig lader sig gjøre at anerkjende en saadan Paastand som den, at Statsraadsprotokollen og Ministerraadsprotokollen ikke skulde staa til Rigsrettens Tje­neste under en Rigsretssag, hvor det meget let vil kunne hænde, at det netop er paa saadanne Forhandlinger i Statsraad eller Ministerraad, at hele Ansvaret beror, synes at være i høi Grad i sin Orden. Naar Defensor omtalte Ministerraad i Modsæning til Ministerconferencer, skal jeg be­mærke, at jeg har ikke overset denne Forskjel, men jeg maa tilstaa, at det faldt mig ikke ind, at Conseilpræsidenten paa en saadan Forskjel mellem Ordet Ministerraad eller Ministerconference vilde bygge en Afvisning af en Begæring om Oplysninger i en saadan Sag. Det har aldeles ligget uden­for min Tanke, at det skulde stemme med et Ministeriums Stilling, naar der blev søgt Oplysninger om, hvad der er forhandlet i et Ministerraad eller Statsraad, at Ministeren skulde svare afvisende, fordi der siges Ministerraad i Stedet for Ministerconference, da Meningen jo aldeles tydelig og klar er den, at man vilde have at vide, om der havde været For­handlinger mellem Ministrene indbyrdes, inden Salget fandt Sted. Jeg tror derfor, at jeg bør beskytte Conseilpræsidenten mod Defensors Forklaring.

 Forsvareren (Klubien): Jeg skal kun bede om Tilladelse til at sige et Par Ord. Det er en Selvfølge, at da Mini­steriet veed meget god Besked med, hvad et Ministerraad er, og da det maa have Ret til at forudsætte, at den offentlige Anklager ogsaa ved del, vil det ikke kunde falde et Ministerium ind, naar han spørger, om en Sag er forhandlet i et Statsraad eller Ministerraad, hvilke ere de konstitutionelle og forfatningsmæssige Udtryk, der ere nævnte i Grundlovens § 16, at han tillige ønsker at vide, hvorvidt Ministrene have forhandlet Sagen paa en mere eller mindre formløs Maade i Ministerkonferencer, der i alt Fald ligge ganske udenfor Grundlovens Bestemmelser. Med Hensyn til Spørgsmaalet om Adgang til Statsraadsprotokollen tør jeg maaske gjøre den Bemærkning, at den offentlige Anklager sammenblan­der sin Competence i saa Henseende med Rigsrettens. Det er jo vel ikke ved Conseilpræsidentens Skrivelse blevet af­gjort, hvilke Oplysninger Rigsretten kunde have Ret til at indhente eller faae, men jeg tror, at der er en meget væsentlig Forskjel paa, hvad delt offentlige Anklager uden nogen Indstilling til Rigsretten er berettiget til at forlange, og hvad Rigsretten kan gjore Fordring paa.
 Jeg skal nu tillade mig at forelægge de Fortegnelser, der ere blevne affattede i Kontoret for Statsaktiverne i Anledning af Forespørgsler fra de forskjellige Udvalg. Man har gjennemgaaet de gamle Sager og derefter affattet Lister dels over Statseiendomme, der ere afhændede uden at Lovbemyndigelse til deres Salg enten ved særlig Lov eller ved Finantsloven, vides at være erhvervet, dels over Statseiendomme, der ere afhændede uden at nogen Lovbemyndigelse til deres Salg enten ved særlig Lov eller gjennem Finantsloven er erhvervet og uden at der vides at foreligge nogen kongelig Resolution for Salget. Det er mig selvfølgelig ikke om at gjøre, at Fortegnelserne oplæses paa anden Maade end kursorisk, og den offentlige Anklager og jeg ere enige om, at Fortegnelserne ere stemmende med den Extrakt, der foreligger for de høie Dommere. Jeg skal endnu kun bemærke, at for at undgaa større Vidtløftighed, er der ikke medtaget saadanne Eiendomme, hvis Salgssum har været under 4,000 Kr.

 Sekretæren (Holm) oplæste derpaa de tvende Fortegnelser (se Bilag 92, S. 182—183 og Bilag 93, S. 184).

 Den offentlige Anklager (Hørup): Jeg vil kun bemærke med Hensyn til den første Liste, at det er ikke ganske korrekt, naar Defensor siger, at der paa den kun er optaget Eien­domme, hvis Salgspris har været over 4,000 Kr. Det vil ses, at Summen for ikke saa ganske faa Eiendomme gaar under dette Beløb.

 Forsvareren (Klubien): Min Bemærkning skulde ogsaa kun gjælde den anden Liste.

 Den offentlige Anklager (Hørup): Ja, for denne Listes Vedkommende synes det at være saa, at ingen Eiendom under 4,000 Kr. er optagen.
 Skjøndt jeg ikke paa dette Punkt af Sagen kan have nogen fuldstændig sikker Forestilling om, hvad Defensor vil bruge disse Lister til, har jeg dog for en Sikkerheds Skyld trot det rigtigt, saa vidt det kunde gjøres i en forholdsvis kort Tid, at gjennemgaa Fortegnelserne og sammenholde dem med de tilsvarende Forhandlinger paa Rigsdagen, og jeg har da sundet, at de i mange Henseender lide af Svagheder og Urigtigheder. I ikke faa Tilfælde forholder det sig nemlig ikke saaledes, at der ikke er nogen Hjemmel paa Finantsloven for deres Salg, om det end kan være, at denne Hjemmel ikke altid er saa regelmæssig, som det i og for sig kunde være at ønske. Til Oplysning herom skal jeg lade oplæse Noget af Folkethingets Finantsudvalgs Betænkning for 1850—51.

 Sekretæren (Holm) oplæste derpaa af den nævnte Be­tænkning Sp. 359, L. 15—5 f. n., Sp. 360 L. 14—16 og L. 15 s. n. — 361 L. 5 f. o. (se Bilag 96, S. 191).

 Forsvareren (Klubien): Det vil altsaa ses, at der maaske kan siges ved en Afstemning at være givet et Samtykke til Salget af de under a. og b. nævnte Stendomme; men det vil vistnok tillige findes, at dette Samtykke skjuler sig i et Tal i Loven, og det vil derfor være meget tilgiveligt, om Finansministeriet i 1877 ikke har havt Anelse om, at et saadant Samtykke til Salget har existeret.

 Den offentlige Anklager (Hørup): Jeg har heller ikke fremhævet det som en Feil men som en Unøiagtighed. Jeg skal derefter bede oplæst: Statsrevisionens Beretning af 4de Oktober 1851.

 Sekretæren (Holm) oplæste derpaa af den nævnte Beretning hvad der findes opført i Bilag 97, S. 191—192.

 Den offentlige Anklager (Hørup): Det vil altsaa heraf ses, at disse Eiendomme allerede for Forfatningen, betragtedes som saadanne, der skulde realiseres.

 Sekretæren (Holm) oplæste derpaa af Anhang A. til Rigsdagslidenden 1851—52 Sp. 808 L. 1—41 f. o. og Sp. 1037 L. 1—6 f. o. og L. 7—3 f. n. (se Bilag 98, S. 192—193).

 Den offentlige Anklager (Hørup): Fabriken blev imidlertid ikke solgt i Henhold til denne Bemyndigelse, men den blev heller ikke solgt administrativ men i Henhold til en Bemyn­digelse paa Finantsloven 1857—58.

 Forsvareren (Klubien): Fabriken er heller ikke nævnt blandt de Eiendomme, der ere solgte uden Bemyndigelse paa Finantsloven. Naar imidlertid den offentlige Anklager over­hovedet taler om en Bemyndigelse, given her i § 4, saa er dette dog meget besynderligt, da denne Bemyndigelse aldrig kom til Existens, idet Lovforslaget blev forkastet i Landsthinget. Man saar dog ikke Bemyndigelse gjennem en Paragraf i et Lovudkast, der vedtages i Folkethinget, uden senere at blive til Lov.

 Den offentlige Anklager (Hørup): Dette kræver et Par Be­mærkninger fra min Side. Den Bemyndigelse, der blev givet i Folkethinget, har jeg ladet læse, ikke af Hensyn til selve Porcellainssabriken, som ikke er nævnt i Fortegnelsen, men af Hensyn til de Parceller paa Kristianshavn, der nævnes i 2 eller 3 Nummere paa Defensors Fortegnelse. Det ses nu altsaa først, at Ministeren har villet sælge disse Grunde paa Kristianshavn i Henhold til en af Thinget tidligere udtalt Anskuelse, og denne Anskuelse fastholder Thinget altsaa endnu i Samlingen 1851—52 i den oplæste § 4. Nu er det ganske rigtigt, som Defensor siger, at selve Lovforslaget er blevet forkastet i Landsthinget; men det samme gjælder ikke om Bemyndigelsen. Loven blev forkastet, fordi man ikke vilde have Porcellainsfabriken nedlagt, men ikke fordi man ikke vilde have Grundene paa Kristianshavn solgte; tvertimod blev det under Forhandlingerne fra flere Sider udtalt, at man gjerne vilde sælge dem. Men man behøvede ikke Loven af den Grund, thi om Salget var Ministeren enig med Repræsen­tationen.

 Forsvareren (Klubien): Den offentlige Anklager har en fra min høist afvigende Anskuelse af, hvad der skal forstaas ved Samtykke og Bemyndigelse, idet han søger Samtykke eller Bemyndigelse i en Paragraf af et Lovforslag, der ikke blev til Lov. Jeg kan ikke se, at der fremgaar nogetsomhelst Andet af hele denne Episode med Porcellainsfabriken, end at vi igjen her have et Ministerium, som er fuldstændig paa det Rene med, at det kan sælge af Porcellainsfabrikens Grunde uden Samtykke eller Bemyndigelse fra Rigsdagen. At man ikke let kan komme til at sælge nogen Statseiendom, uden at der desangaaende kommer en Forhandling i Stand paa Rigsdagen, er jo givet, og hvis altsaa den offentlige An­klager vil, søge en Bemyndigelse i ethvert Ord paa Rigsdagen om Tilslutning til en Salgsbestemmelse, kan han faa Bemyn­digelser i Snesevis, hvor Ministeren tror at have handlet uden nogen Bemyndigelse.

 Den offentlige Anklager (Hørup): Det er ganske rigtigt, men der er ogsaa Bemyndigelser i Snesevis med Hensyn til disse Eiendomme. Der er nemlig Intet, som Rigsdagen hellere har givet Bemyndigelse til, end til at faa dem solgte, og denne Bemyndigelse er tidt given under meget uregelmæssige Former. Det, som det imidlertid kommer an paa, er ikke, at Bemyndigelsen staar i en Lovparagraf, men derimod at Ministeren, inden han sælger, har sikkret sig Rigsdagens Overenstemmelse med hans Tankegang. Ministeren er altsaa i dette her omhandlede Tilfælde i fuldstændig Overensstemmelse med begge Thing, om at der bør sælges, og det er det, jeg har villet konstatere. At der ikke foreligger formel Bemyndigelse, lægger jeg mindre Vægt paa; Hovedvagten derimod lægger jeg paa, at Ministeren og Folkerepræsentationen ere fuldstændig enige om, hvad der skal ske. Jeg behøver ikke at udvikle nærmere, hvorledes dette staar i Modsætning til, hvad der er foregaaet i den Sag, der her forhandles.

 Sekretæren (Holm) oplæste derpaa af Rigsdagstidenden for 1854—55:
 Anhang A. Sp. 302 L. 6—14 f. o. (se Bilag 99, S. 193) og
 Folketingstidenden Sp. 1769 L. 14 f. n. — 1770 L. 4 f. n.; Sp. 1770 L. 3 f. n. — 1771 L. 3 s. o.; Sp. 1776 L. 23 f. n. — 1777 L. 25 f. o.; Sp. 1777 L. 9 f. n. — 1778 L. 27 f. o. (se Bilag 100, S. 193—196).

 Den offentlige Anklager (Hørup) : Jeg har taget denne Dokumentation om Børsen noget vidtløftigere, fordi der er lagt særlig Vægt derpaa dels under tidligere Forhandlinger og dels af den ærede Defensor. Det vil heraf fremgaa, at Ministeriet er gaaet den Vei, at det, efterat Finantsudvalget har stillet Forstag om at overlade Børsen til Handelsstanden, spørger i Thinget, om Nogen har Noget derimod at erindre, hvilket af alle de Talere, der have havt Ordet, er blevet be­svaret benægtende, idet de alle ere gaaede ind derpaa. Det er ganske vist en noget uregelmæssig Maade at give Bemyn­digelse paa, men det er i og for sig en hensigtsmæssig Maade at sikkre sig at være i Overensstemmelse med Repræsen­tationen.

 Forsvareren (Klubien): Ja, det Sidste er en Selvfølge, men Bemyndigelse er der ikke Tale om.

 Sekretaren (Thrane) oplæste derpaa af Folketingstidenden 1860 Sp. 4093 L. 21—38 s. o., Sp. 4095 L. 15 f. n. — 4096; Sp. 4096 L. 17—33 f. o, (se Bilag 101, S . 196—197).

 Den offentlige Anklager (Hørup): Det ses altsaa, at Statskassen har for Gjæld overtaget en Eiendom, og at man, efter forgjæves at have prøvet Auktion paa den, har givet den ud i Forpagtning. Der kommer senere hen en Afslut­ning af denne Sag.

 Sekretæren (Thrane) oplæste derpaa:
 af Folketingstidenden 1864—65 Sp. 1904 L. 10 f. n. — 1905 L. 13 f. o. (se Bilag 102, S. 197) og
 af Tillæg A. til Rigsdagslidenden 1866—67 Sp. 1463—64 L. 11—6 f. n., Sp. 1465—66 L. 19—25 f. o. og L. 13—12 f. n. (se Bilag 103, S. 198).

 Forsvareren (Klubien): Det vil erindres, at det var en Betingelse ved Salget, at Frederiks Kirkeplads skulde be­bygges efter en Plan og i Overensstemmelse med Tegninger, der vare approberede af Finansministeriet. Jeg har ønsket at forelægge de høie Dommere disse approberede Planer og fremlægger derfor herved Grundplanen til Bebyggelsen, af hvilken de høie Dommere have faaet et Aftryk[3].
 Fremdeles fremlægger jeg en formindsket Kopi af der: Finantsministeriet forelagte og af Samme approberede Façadetegning, der altsaa fremstiller Bygningerne i deres Flugt fra Bredgade til Store Kongensgade paa den ene Side, og det er en Selvfølge, at en fuldstændig tilsvarende Façade vil findes paa den anden Side.
 Endvidere skal jeg med Samtykke af Etatsraaderne Tietgen og Meldahl fremlægge et Prospekt af den paatænkte Kirkebygning med Omgivelser, hvor navnlig altsaa Kirken findes saaledes, som den nu er endelig projekteret, og saaledes, som Fuldførelsen forhaabentlig meget snart vil blive paabegyndt.

 Endelig skal jeg med den ærede offentlige Anklagers Samtykke fremlægge et i Aaret 1765 udkommet Værk med Kobbere af den oprindelige Bygmester Jardin, indeholdende Plan, Snit og Høider af Frederik den 5tes kongelige Kirke, udgivet i 1765 af N. H. Jardin, Kongens første Arkitekt, Intendant for Hs. Majestæts Bygninger. Det vil dog maaske interessere de høie Dotnmere at se, i hvilket Forhold den op­rindelige Plan staar til den Fuldendelse, der altsaa nu vil blive forsøgt, og maaske ogsaa til de forskjellige Planer, der tidligere have været med Hensyn til Kirken. Og jeg skal der­hos bede om Tilladelse til af de Indledningsord, der findes i dette Værk, at dokumentere et Par enkelte Linier, idet de nemlig vise, hvorfra Grunden oprindelig skriver sig, et Spørgsmaal, som har været Gjenstand for nøiagtige Undersøgelser i sin Tid i Arkiverne, uden at man der har kunnet finde Noget derom. Det er selvfølgelig maaske ikke fuldstændig juridisk dokumenteret ved de Bemærkninger, der her findes, og som tidligere synes at have været oversete; men det forekommer mig dog at have sin Interesse, at Jardin, Kirkens Bygmester, i Aaret 1765 fortæller, at det var Prindsesse Charlotte Amalie, som var saa bekjendt for sin Fromhed, der skjænkede til den nævnte Kirkes Opførelse en Have, som tilhørte hende paa dette Sted. Det er skrevet paa Fransk, jeg har oversat det[4].  Sekretæren (Thrane) oplæste derefter Sammenstilling af Leieindtægterne før og efter Afhændelsen af Frederiks Kirkeplads (se Bilag 104 S. 198—199).

 Den offentlige Anklager (Hørup): Den originale For­tegnelse fra Kontoret for Statsaktiverne er, ligesom ogsaa de originale Leiekontrakter, tilstede her i Retten; men da Defensor har gjennemset og konfereret dem med de nu oplæste Summer antager jeg, Retten er enig i, at det ikke er nødvendigt at læse dem op.
 Endelig skal jeg fremlægge endel Tegninger, jeg har modtaget fra Kontoret for Statsaktiverne, vedrørende tidligere Projekter og Planer angaaende Marmorkirken.

 Formanden (Mourier): Hermed er saaledes Alt fore­lagt, hvad der indeholdes i de trykte Extrakter, saavel Hoved­som Tillægsextrakten; jeg tør antage, at Dokumentationen dermed er tilendebragt, med mindre den offentlige Anklager eller Forsvareren maatte have noget yderligere at forelægge Retten?

 Den offentlige Anklager (Hørup): Jeg har Intet at forelægge.

 Forsvareren (Klubien): Jeg heller ikke.

 Formanden (Mourier): Dokumentationen er altsaa nu sluttet. Herefter skulde jeg give Ordet til den offentlige Anklager; men da Tiden allerede er saa langt fremrykket, skulde jeg anse det for rettest at udsætte de øvrige Forhand­linger til næste Møde, hvilket berammes til Mandagen den 11te ds. Kl. 9 Form.

 Efter at det Thingbogen Tilførte var oplæst, og Thing bogen forsynet med Underskrift af de tilstedeværende Medlemmer af Rigsretten, blev Mødet hævet Kl 112.



6te Retsmøde.




 Mandagen den 11te Juni, Kl. 9 Formiddag, holdt Rigs­retten atter Møde.
 De samme Medlemmer vare tilstede som i det forrige Møde.
 Den offentlige Anklager (Hørup) og den beskikkede Forsvarer (Klubien) vare mødte.

 Formanden (Mourier): Da Dokumentationen i den foreliggende Sag er bleven tilendebragt i det forrige Møde, skal jeg nu, i Henhold til Rigsretslovens § 70, give Ordet til den offentlige Anklager.

 Den offentlige Anklager (Hørup): Høie Dommere! I Henhold til Folkethingets Beslutning skal jeg under nærværende Sag tiltale de anklagede forhenværende Ministre til Straf og Erstatning for det Tab, de have tilføiet Statskassen ved det under deres Ansvar skete Salg eller Afhændelse af Frederiks Kirkeplads og den derpaa værende Ruin. Til Begrundelse af min Paastand i Overensstemmelse med denne Aktionsordre vil det være nødvendigt for mig at oplyse dels Størrelsen af det Tab, som saaledes er tilføiet Statskassen, dels at paavise, at dette Tab er sket ved en retsstridig Handling, ved Misbrug af Ministrenes Embedsmyndighed. — Hvad nu det første Punkt

  1. Da disse Aktstykker ikke ere leverede til Optagelse i Dokument­akten og derfor heller ikke findes blandt Bilagene til Tidenden, meddeles de her.

    — — — — — — — — — — — —

     „Forinden imidlertid Videre i saa Henseende foretages, vilde det, med særdeles Hensyn til den Tvivl, der som Hr. Etatsraaden bekjendt, under Forhandlingerne paa Rigsdagen af mine nærmeste Forgjængere er yttret om Regjeringens Beføielse til, uden dertil af den lovgivende Magt speciel given Tilladelse, at prøve saadan Afhændelse, være mig kjært over dette Competencespprgsmaal at modtage Deres gode Yttringer, hvilke jeg derfor herved tjenstligst skulde udbede mig, med den Bemærkning, at jeg for mit Vedkommende ikke skjønner, at Forbudet i Slutningen af Grundlovens § 51 her kan have Anvendelse.”
     Generalprokurøren yttrede i sin Svarskrivelse af 1ste Mai 1852, at ligesom han med Ministeriet maatte være enig i, at Porcellænsfabriken ikke kan henføres under Statens Domæner, og at Forbudet i Slutningen af Grundlovens § 51 altsaa ikke paa den er anvendelig, saaledes skjønnede han heller ikke rettere, end at Fabrikens Afhændelse er et administrativt Anliggende, hvorom Regjeringen maa kunne tage Bestemmelse uden forud dertil at indhente Rigsdagens Samtykke. Om Regjeringen imidlertid ikke maatte have vanskeliggjort sig denne Afgjørelsesmaade af Sagen ved det Rigsdagen forelagte, men af samme ikke vedtagne Udkast til Lov angaaende Fortsættelsen af Porcellænsfabrikens Drift for Statens Regning, saavelsom ved de af de tidligere Indenrigsministre under Forhandlingerne paa Rigsdagen yttrede Tvivl om Regjeringens Beføielse i den ovennævnte Henseende, er Noget, hvorom han ikke turde have nogen bestemt Mening, men som han ganske maatte overlade til Ministeriets indsigts­fuldere Overveielse og Afgjørelse.

  2. Under Opladningen deraf gjordes der en Standsning fra Kl. 113414, og ved Mødets Gjenoptagelse foretoges Oplæsningen af Sekretæren, Holm.
  3. Se Bilag 94, S. 185.
  4. Om dette Aktstykke gjælder det samme, som foran er anført i Noten Side 95. Det meddeles derfor her saaledes, som det blev oplæst af Sekretæren (Thrane).
    Oversættelse. Plan, Snit og Høider af Frederik den 5tes kongelige Kirke 1765 af N. H. Jardin, Kongens første Arkitekt, Intendant for Hs. Majestæts Bygninger.

    — — — — — — — — —

    Da Prindsesse Charlotte Amalie, der er saa bekjendt for sin Fromhed, ligeledes havde skjænket til den nævnte Kirkes Op­førelse en Have, som tilhørte hende paa dette Sted, var hele dette Kvarter stort nok til at kunne betragtes som en Art ny By ved Siden af den gamle, og den fik som Følge heraf Navnet Friderichstadt. — — —