Rigsretstidende 2den Sag (1877)/6te Retsmøde

Tilføj links
Fra Wikisource, det frie bibliotek



Rigsretstidende 2den Sag (1877).pdf Rigsretstidende 2den Sag (1877).pdf/5 107-175

Denne tekst er ikke beskyttet af ophavsret, da §9 i den danske lov om ophavsret siger, at love, administrative forskrifter, retsafgørelser og lignende offentlige aktstykker ikke er genstand for ophavsret. Dette gælder ikke for værker, der fremtræder som selvstændige bidrag til offentlige aktstykker, og dermed generelt ikke for for eksempel illustrationer.
Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.

6te Retsmøde.



 Mandagen den 11te Juni, Kl. 9 Formiddag, holdt Rigs­retten atter Møde.
 De samme Medlemmer vare tilstede som i det forrige Møde.
 Den offentlige Anklager (Hørup) og den beskikkede Forsvarer (Klubien) vare mødte.

 Formanden (Mourier): Da Dokumentationen i den foreliggende Sag er bleven tilendebragt i det forrige Møde, skal jeg nu, i Henhold til Rigsretslovens § 70, give Ordet til den offentlige Anklager.

 Den offentlige Anklager (Hørup): Høie Dommere! I Henhold til Folkethingets Beslutning skal jeg under nærværende Sag tiltale de anklagede forhenværende Ministre til Straf og Erstatning for det Tab, de have tilføiet Statskassen ved det under deres Ansvar skete Salg eller Afhændelse af Frederiks Kirkeplads og den derpaa værende Ruin. Til Begrundelse af min Paastand i Overensstemmelse med denne Aktionsordre vil det være nødvendigt for mig at oplyse dels Størrelsen af det Tab, som saaledes er tilføiet Statskassen, dels at paavise, at dette Tab er sket ved en retsstridig Handling, ved Misbrug af Ministrenes Embedsmyndighed. — Hvad nu det første Punkt angaar, Størrelsen af det lidte Tab, har jeg i Anklageskriftet kun ganske foreløbig kunnet angive det. Der forelaa ikke den Gang nogen officiel Kundskab om, hvor stor Værdi denne Plads havde. Det vil ses af det, der er dokumenteret, at et af Folkethinget nedsat Udvalg har gjort Forsøg paa at faae en saadan Taxationsforretning, inden Beslutning om Rigsretstiltale blev tagen, men det lykkedes ikke. Ganske vist er der under de langvarige Forhandlinger, der have været førte i denne Sag, ofte og fra flere forskjellige Sider sket Ansættelse af denne Pladses Værdi; men disse Ansættelser havde ikke en saadan Karakter, at man kunde bygge paa dem i en Retssag, da de mere eller mindre havde en tendentiøs Karakter. Snart ere de udgaaede fra den Side, som ønskede Ruinen bevaret og som af den Grund søgte at komme til den mindst mulige Værdi, snart fra den anden Side, hvor man søgte at faae Ruinen bortfjernet og Pladsen realiseret til Statskassens Fordel og hvor man naturlig vis gik ud paa at fremstille denne Fordel som saa betydelig som mulig. Det vil saaledes ses, at de Ansættelser, der ere skete fra Kunstens og Arkitekturens Side ofte lide af en høist besynderlig Pessimisme. Da Arkitek­terne i 1852 skulde begrunde deres Raad om ikke at rive Ruinen ned, anførte de blandt Andet, at det ikke kunde betale sig. Naar man tog Hensyn til, hvad det vilde koste at rive Ruinen ned, i Sammenligning med den Leieindtægt, som Staten allerede da havde af Pladsen, vilde det ikke kunne betale sig. Den Gang havde Staten i Leieindtægt et Par Hundrede Rigsdaler af Pladsen, og Nebelong havde allerede Aaret i Forveien ansat den til mindst 6 Rigsdaler pr. ◻ Alen, altsaa en Værdi af 400,000 Kr.; men ikke desto mindre trode Arkitekterne at kunne sige, at det ikke kunde betale sig at erstatte Renteind­tægten af disse 400,000 Kr. med en Leieindtægt paa 225 Rd. Det Samme, som saaledes gjælder om Pladsen i det Hele, gjælder ogsaa om Ruinen, som staar paa Pladsen. Da Nebe­long var kommen til en noget anden Anskuelse end den, han først havde i dette Spørgsmaal, og havde besvaret en Opfordring, han havde modtaget fra Regjeringen om at gjøre For­slag til Pladsens Bebyggelse med Ruinens Bortfjernelse, erklærede han saaledes, at det var et i pekuniær Henseende meget tvivlsomt Foretagende, da Ruinens Bortfjernelse vilde koste 50.000 Rd. Det vil ses af det, der er dokumenteret, at denne Opgivelse af 50,000 Rd. for at fjærne Ruinen støttede sig paa en Beregning af en Stenhugger Becher, som tilstrækkelig karakteriserer sig selv, naar man lægger Mærke til, at der er sat noget over 20,000 Rd. til at kjøre Stenene fra Ruinen til det gamle Rettersted paa Strandveien; at kjøre dem denne Fjerdingvei, hvoraf den sidste Strækning over veiløs Mark, kunde med Drikkepenge o. s. v. ikke regnes ringere end til 20.000 Rd. Det er klart, at ved Ansættelser, der ere i den Grad tendentiøse, naaer man ikke til noget paalideligt Resultat. Dersom man i en Ansættelse af Ruinens Værdi vilde gaa ud fra, at Marmoret førtes tilbage til Norge, vilde det blive endnu dyrere. Paa samme Maade er det troligt at der ogsaa fra den anden Side er nogen Overdrivelse. Det er maaske saa, at den Værdi, Lehman i 1862 anslog Grundene til, uagtet den skete i Henhold til Finansministerens Autorisation, nemlig 10 Rd. pr. ◻ Alen, var paa den Tid høiere, end man i Almindelighed antog. Denne Vurdering er imidlertid senere fra mange Sider kommen igjen, under Rigsdagsforhand­lingerne er der endogsaa ansat 10—15 Rd.; men det er altsammen Ansættelser, som ikke have nogen officiel Karakter og ikke nogen juridisk Paalidelighed; det er først her under Sagen, at vi have faaet en Ansættelse, som er foretagen af sagkyndige Mænd efter en omhyggelig, og jeg tør tro, sam­vittighedsfuld Overveielse af de Momenter, der bør have Indflydelse paa en saadan Ansættelse; først herved have vi faaet et Resultat, som der juridisk vil kunne bygges paa. Det er dette Resultat, den nedsætte Taxationskommissions Arbeide, som jeg altsaa her skal henholde mig til; det angiver en Sum for hele Pladsen as 540,000 Kr., for de Bygge­grunde, som ere overladte Tietgen til Afhændelse, 268,000 Kr., medens Taxationsmændene ansætte selve Ruinen til Nul, idet de gaa ud fra, at Nedbrydelsesomkostningerne og Materialet i Ruinen ville balancere. Den Taxation, der saaledes fore­ligger, er ikke kommen til et saa høit Resultat, som man under de sidste Forhandlinger, efterat denne Afhændelse var sket, er gaaet ud fra i Rigsdagen; man havde troet, at der her laa en noget betydeligere Værdi skjult end den, der er kommen frem i de Tal, jeg nu har nævnt. Imidlertid maa man, naar man ser paa den Taxation, der her foreligger, tillige tage Hensyn til, paa hvilket Tidspunkt den er foretagen. — Vi staa for Øieblikket under Konjunkturer, der ere i høi Grad trykkede, under en Forretningsløshed og en nedtrykt Stemning i Forretningsverdenen, som staar i en i høi Grad grel Modsætning til Forholdene, som de vare i 1874. Det er derfor ikke unaturligt, at en Vurderingsforretning, selv om den er saa samvittighedsfuld, som man kan ønske, har en noget pessimistisk Karakter, fordi Forholdene overhovedet gaa i den Retning. Det er Noget, som ogsaa yderligere bestyrkes, naar man ser paa de Motiver, hvormed Taxationskommissionen har ledsaget Vurderingen. Det stiller sig nemlig saa heldigt, at Taxationskommissionen har gjort Rede for de Grunde og Momenter, den har taget i Betragtning, noget som unægtelig er langt at foretrække for, at Kommissionen havde givet blotte og bare Tal; men af disse Motiver kan man netop se, at alt det, som har fremstillet sig for Taxationskommissionens Blik, er lutter mørke Sider ved Sagen. Dersom man tager Motiverne i Kommissionens Betænkning og sammenligner dem med den Skrivelse af 17de December 1874 til Folkethingets Udvalg, hvori Ministeriet søger at undskylde, at det ikke havde faaet mere ud af Pladsen og Byggegrundene, vil man finde, at der i Taxationskommissionens Motiver gjøres de samme Betragt­ninger gjældende, som Ministeriet fremførte til sin Undskyld­ning. Det kan ganske vist være en Bekræftelse paa, at Mini­steriet har fundet de rigtige Pointer; men det maa i og for sig undre, at Kommissionens Beretning, som jo ikke skal være noget Forsvarsskrift for den ringe Værdi, ikke ved Siden deraf fremhæver de lyse Punkter ved denne Plads, som saa ofte under Rigsdagsforhandlingerne ere blevne fremhævede. Det vil saaledes ses, at naar man betragter det første Spørgsmaal, der her er besvaret, nemlig Pladsens Salgsværdi, ere de Motiver, som hele Kommissionen anfører, for kun at sætte denne til 540,000 Kr., dels Hensynet til Rentetabet, som Kjøberen maatte udsætte sig for ved at overtage en saadan Eiendom, da det krævede nogen Tid, inden den kunde blive realiseret, "Dels Hensynet til de kostbare Fundamenteringer, som Opførelsen af Bygninger her vilde kræve. I Ministeriets Skrivelse af 17de December, som jeg har nævnt, tales der om Pilloteringer. Det har Kommissionen fraveget, idet den nøies med at tale om Fundamenteringer, hvori der synes at ligge, at det ikke er aldeles nødvendigt, at der rammes Pæle ned, inden man gaar til Bebyggelse. Fremdeles tages der Hensyn til, at dette Kvarter ikke egner sig til Opførelse af særlig rentable Eiendomme, beregnede paa Handelsforretninger og Butikker, at der kræves kostbare Gadeanlæg, og at man maatte kjøbe en Bygning ud til Store Kongensgade, idet Kommissionen her har stillet sig paa det samme Standpunkt som Ministeriet, at Erhvervelsen af denne Bygning er en ubetinget Nødvendighed for Realisationen af Byggeforetagendet paa Pladsen, noget, som ingenlunde er almindelig anerkjendt. F. Ex. i Arkitekt Kleins Forslag, et af de sidste, der blev forelagt Regjeringen, var det ikke forudsat, at denne Eiendom i Store Kongensgade skulde erhverves; det Forslag gik ud paa at lukke Pladsen ud til Store Kongensgade, hvorved man blev fri for ethvertsomhelst Kjøb af disse Grunde, som bleve holdte i en saa urimelig høi Pris. Man ser saaledes, at der ikke mangler noget eneste af de Momenter, som kunne have Betydning til Forringelse af Pladsens Værdi, medens man derimod vil savne ethvertsom­helst Moment i denne Motivering, som kunde have den Betydning at forøge Pladsens Værdi. Naar der saaledes tales om de kostbare Fundamenteringer, er det under Rigsdagens For­handlinger meget ofte gjort gjældende, at netop naar man bebyggede Pladsen samtidig med, at man rev Ruinen ned, vilde disse Fundamenteringer blive forholdsvis billige, thi saa kunde man tage det store Materiale i Ruinen og benytte det dertil, en Betragtning, som navnlig H. H. Kayser med Styrke har fremhævet. Hvad det fremhævede Rentetab angaar, vilde det have været meget naturligt ogsaa at tage Hensyn til, at Pladsen, saaledes som den foreligger, giver en ikke ringe Leieindtægt. Ganske vist forrenter denne ikke 540,000 Kr., men den forrenter dog 300,000 Kr. til 4 pCt., idet Leieindtægten af Pladsen, saaledes som denne nu er udleiet, er omtrent 12,000 Kr. Naar der endelig fremhæves, at Pladsen ikke egner sig til Bebyggelse med særlig rentable Eiendomme, idet den ikke ligger bekvemt for Handelsrøret, saa er det meget ofte under Rigsdagens Forhandlinger blevet fremhævet, at Pladsen egner sig til Bebyggelse af en anden Slags rentable Eiendomme, nemlig saadanne, der indrettes til Beboelse for den mere velhavende Del af Befolkningen, som med Forkjærlighed søger hen til det Kvarter, hvor Pladsen ligger. Det er saaledes gjort gjældende af Bille, Kayser, Tscherning, Alberti m. Fl., hvorledes Pladsen fra denne Side betragtet havde en Værdi, der kunde stille den fuldstændig ved Siden af, ja, maaske endogsaa over saadanne Pladser og Grunde, der egne sig til Bebyggelse i Handelsøiemed. Det er heller ikke fremhævet i Taxationskommissionens Forretning, hvad der dog ogsaa vilde, have nogen Betydning for et Salg af en saadan Plads, at det er Staten, der er Sælger, og at Staten pleier at give meget billige Betalingsvilkaar: ringe Udbetaling, beskeden Rente o. s. v.; Men hvad jeg navnlig ikke kan lade gaa hen uden særlig at fremdrage det, er, at Taxationskommissionen baade ved Besvarelsen af det første Spørgsmaal og af det andet har beregnet „en passende Fortjeneste” for den Entreprenør, der tænktes at skulle kjøbe Pladsen eller Bygge­grundene. Jeg bemærkede allerede inden Afhjemlingen af Taxationsforretningen, at det ikke var lykkedes mig at faae nogen bestemt Udtalelse om, hvad der i saadanne Forhold skal anses som „passende Fortjeneste;” men jeg kan ikke nægte, at det stiller de Summer, hvortil Kommissionen er kommen, i et noget tvivlsomt Lys, at deri ogsaa er taget Hensyn til denne Fortjeneste. Jeg tror, at det, der skulde betragtes som passende Fortjeneste, naar man kjøber en Plads fom denne, der anslaas til en Værdi af 540,000 Kr., vilde udgjøre et meget betyde­ligt Beløb. Jeg tror ikke, at Nogen vilde indlade sig paa en saadan Forretning, naar han skulde gjøre det for at vinde en passende Fortjeneste, uden at beregne et meget stort Beløb fom sin Fortjeneste. Imidlertid, saaledes som Taxationsforretningen foreligger, giver den dog et Resultat. Den viser, at det er meget betydelige Summer, som der her er Tale om. Naar det, Staten har faaet ud af Pladsen, er en Panteobligation, der lyder paa 200,000 Kr., og Kommissionen dog selv efter sin høist pessimistiske Betragtningsmaade og under Hensyn til en passende Fortjeneste for Kjøberen naaer op til et Beløb af 540,000 Kr., vil det ses, at der er Tale om ikke ganske ubetydelige Summer; der er selv efter Taxationskommissionens Vurdering gaaet 3—400,000 Kr. tabte for Statskassen ved den Fremgangsmaade, Ministeren har troet at kunne benytte ved Realisationer:. — Hvad jeg her har anført med Hensyn til Besvarelsen af det første Spørgsmaal, gjælder paa lignende Maade Besvarelsen af det andet. Værdien er her sat ester samme Maalestok, idet ogsaa disse Grunde imellem Bredgade og Store Kongensgade ere anslaaede til mellem 15 og 16 Kr. pr. ◻ Alen, en Værdi, der lyder ganske overordentlig lavt. Der er dog kun een Ting, som jeg ved Besvarelsen af dette Spørgsmaal særlig skal fremhæve, og det er, at der, som det vil ses, ogsaa her er beregnet Rentetab; men naar Pladsen kun har en Værdi af 268,000 Kr., og Leieindtægten er 12,000 Kr., saa er det i Virkeligheden ikke godt at forstaa, hvorledes der skulde fremkomme et Rentetab. I Virkeligheden er der nu kun givet 200,000 Kr. for Byggegrundene, saa at der saa langt fra er noget Rentetab, at der tvertimod er et Overskud af 3—4,000 Kr. for den, der har kjøbt Grundene for 200,000 Kr. Ved Siden heraf er der ogsaa her taget Hensyn til passende Fortjeneste, kostbar Fundamentering, og til at Pladsen ikke egner sig for Forretningslokaler o. s. v., og hvad der endvidere her spiller en stor Rolle, er Hensynet til Brolægningen af den store Plads, som, naar man tænker sig Ruinen bevaret, gaar paa begge Sider af denne fra Bredgade ud til Store Kongensgade. Taxationskommissionen er ogsaa i den Henseende gaaet ud fra Beregninger, der synes at maatte føre til det ringeste Resultat, idet man har tænkt sig hele den store Plads brolagt med en Bekostning af 41⁄2 Kr. pr. ◻ Alen. Ved de Planer, som tidligere have foreligget, har man ikke tænkt sig, at hele den store Plads skulde brolægges, men at en Del af den kunde makadamiseres, en anden Del udlægges til Jordrabatter, og derved det hele Anlæg gjøres i høi Grad billigere. Hvis man makadamiserede Pladsen, vilde det kun medføre den halve Bekostning. Under de forskjellige Beregninger, der ere gjorte af Arkitekter o. desl. er Makadamiseringen saaledes sat til mellem 1—3 Kr. for Kvadratalenen. — Hvad selve Ruinen angaar, skal jeg kun bemærke, at der foreligger under tidligere Forhandlinger en Vurdering, som har meget at betyde, idet den er sat af en Mand, der tilbød at kjøbe og altsaa at betale efter den Vurdering, han selv havde sat. Det er unægtelig den mest praktiske Maade, hvorpaa man kunde faa en Minimumsværdi ansat, at en Mand, samtidig med at han vurderer Ruinen, tilbyder at betale Vurderings­summen. Det var den engelske Entreprenør for Gas- og Vandværkerne i Kjøbenhavn, som bød 10,000 Rd. for Ruinen, foruden Opførelsen af en Fontæne, hvortil han forpligtede sig at anvende 150 L, altsaa nogle Tusinde Kr. udover Kjøbesummen. Ganske vist er nu en saadan Vurdering ikke en fuldstændig paalidelig Ansættelse af den sande Værdi, idet Vedkommende naturlig vis ikke byder mere, end det mindste, han tror at kunne faa Tingen for. Han byder selvfølgelig ikke den høieste Pris men den laveste, og samme Bemærkning gjælder ogsaa med Hensyn til det Tilbud, der i sin Tid har foreligget om at kjøbe hele Pladsen for en Sum af 150,000 Rd. eller 300,000 Kr. Heller ikke dette Tilbud vil man med nogen Rimelighed kunne betragte som den rette Vurderings­sum, thi det er klart, at den, der tilbyder ved Auktion at byde 150,000 Rd., tilbyder naturligvis ikke paa Forhaand at ville give det mest mulige, han paa en Auktion vilde give men han tilbyder det laveste Beløb, han tror at kunne faae Gjenstanden til Auktion for. Imidlertid skal jeg under denne Procedure lægge Taxationskommissionens Vurdering til Grund. Jeg skal det, for det Første, fordi jeg tror, at den noget er paavirket af almengyldige Grunde, navnlig af Hensyn til de Konjunkturer og Forhold, der nu ere tilstede. Uagtet man nem­lig , for at bestemme det Tab, Statskassen har lidt, naturlig maatte gaa tilbage til Priser og Konjunkturer i 1874, er det dog rime­ligt og naturligt, at hvilkesomhelst Forretningsmand, der nu blive satte til at vurdere en saadan Byggeplads, noget lade sig paavirke af Forholdene, saaledes som de nu ere, selv om det ikke behøver at ske i den Grad som her, hvor Kommis­sionen, samtidig med at tage Hensyn til de høiere Konjunkturer i 1874, giver de nuværende Konjunkturer en Slags tilbagevirkende Kraft, idet den gjør gjældende, at en Kjøber i 1874 maatte tage Hensyn til, at Konjunkturerne sandsynligvis vilde gaa ned senere, inden han igjen fik solgt. Men hvad der her kommer i Betragtning, er, at jeg ikke kan anse Erstatningsspørgsmaalet som i den Grad væsentligt, at jeg skulde gjøre farlige Anstrengelser for at komme Værdien saa nær, som det ved fortsatte Undersøgelser, Overtaxationer osv. var tænkeligt og muligt. Jeg kan ikke betragte en Sag som den foreliggende, som fortrinsvis sigtende til at faae det Tab, Statskassen har lidt, erstattet til sidste Øre. Jeg tror, at hele denne Sags Betydning i konstitutionel og politisk Henseende er ganske anderledes væsentlig end Spørgsmaalet om de Penge, der her ere gaaede tabte, efter at de nu engang ere gaaede tabte, og det er navnlig ogsaa dette, der bevæger mig til at blive staaende ved det beskedne og tarvelige Resultat, hvortil Taxationskommissionen er kommen. Hvor beskedent og tarveligt end dette Resultat er, giver det dog et Begreb om, hvilke be­tydelige Summer der her er Spørgsmaal om.
 Naar jeg derefter skal gjøre nogle Bemærkninger om den niere juridiske Side af Sagen, Spørgsmaalet om det Ansvar, Ministerens Mangel paa Berettigelse til at foretage en Trans­aktion af den Beskaffenhed, der her foreligger, maa medføre, skal jeg begynde med det, man har kaldet denne Sags Historie. Det har været nødvendigt for mig under Dokumentationen i et Omfang, som under andre Forhold maaske vilde være over­dreven, at fremstille, hvad der er gaaet forud for denne Trans­aktion. Jeg har troet at burde gjøre det endogsaa med Fare for at trætte Rettens Medlemmer, og det af flere Grunde, først fordi den Position paa Finantsloven, der er Tale om, nødvendig kræver til sin Forstaaelse, at man kjender, hvad der er gaaet i Forveien. Denne Position er jo kommen ind uden nogen udførlig Forhandling eller udførlig Motivering fra Regjeringens Side eller nogen udførlig Betænkning fra Finantsudvalgets Side eller nogen Diskussion i Salen. Grunden til, at den kom ind paa denne Maade, var netop, at Sagen havde en saadan Historie, at man fra alle Sider var paa det Rene og Klare med, hvad der var Tale om. Allerede af den Grund altsaa, for at vinde en rigtig Fortolkning og Forklaring af denne Position paa Finantsloven, var det nødvendigt at drage den tidligere Forhandling frem i saa vidt Omfang, som slet er. Men jeg tilstaar, at jeg havde tillige, idet jeg foretog dette Arbeide i saa stort et Omfang, en anden, mere nærliggende Grund. Denne Sag har nem lig sin Historie, ogsaa efter Af­hændelsen, idet den har været Gjenstand for Behandling i en Række Folketingsudvalg foruden i Statsrevisionen, og for Fortolkning og Forklaring fra Ministeriets Side; men gjennem alt dette har man bestandig, saa ofte man har villet tage Ministeriet i Forsvar eller villet fremføre Undskyldningsgrunde for det, der er slet, i første Række haardnakket stillet Sagens Historie. Man har villet gjøre gjældende, at den Finanslovs­position, som der her er Tale om, maatte fortolkes paa en an­den Maade end den, der efter Ordene laa nærmest, fordi denne Sags Historie skulde være af en saadan Beskaffenhed, at den skulde berettige til en mere tvungen Fortolkning, berettige til at underlcegge Udtrykkene en Mening, som ikke i og for sig laa i Ordene. Dette kom frem i den Skrivelse fra Finantsministeriet af 17de Decbr. 1874, som blev sendt Folkethingets Udvalg. Det blev deri sagt, at efter de hidtil førte Forhand­linger og stedfundne Overveielser kunde Ministeriet overhovedet ikke samtykke i Ruinens Nedbrydelse, og denne Tanke blev yderligere udviklet af Mindretallet i det nævnte Udvalg. Man paastod, at der gjennem alle de Forslag, som vare fremkomne fra Regjeringens Side, og alle de Forhandlinger, som vare førte i Rigsdagen, gik en Tanke, at Nedbrydelsen af Ruinen var den beklageligste af alle Løsninger; dette var klart og tydelig hævdet fra Regjeringens Side og ofte meget bestemt hævdet af Medlemmerne af Thinget, og denne Mening, denne Anskuelse var aldrig bleven underkjendt ved noget Votum hver­ken af Rigsdagen eller nogen af dens Afdelinger, og man tilføiede, at hvis det havde været Meningen at nedbryde Rui­nen, vilde det ikke have varet i 25 Aar. Ganske den samme Tanke kommer frem i Statsrevisionens Mindretalsbetænkning, hvor Hr. Levy ogsaa gjør gjældende, medens han erkjender, at Ordene ikke i og for sig gaa i den Retning, at Ministeren efter Sagens historiske Gang og Udvikling kunde have nogen Grund til at anse sig for berettiget til at virke for Ruinens Fuldførelse. Det kommer igjen i det Udvalg, som var nedsat over Statsrevisionens Betænkning, idet Mindretallet atter der fremhæver de vægtige Stemmer, der skulde have udtalt sig for Ruinens Bevarelse og Fuldendelse, og gjentager, at den mod­satte Anskuelse hviler paa en fuldstændig Miskjendelse af denne Sags historiste Stilling. Det vil nu forstaas, at jeg efter den Stilling, som man saaledes har taget fra den anden Side, kunde føle mig opfordret til i større Grad, end det maaske ellers var naturligt, at tage denne Sags Historie frem, idet jeg troster mig til at vise, at denne Sags Historie gaar lige stik i modsat Retning og det i en saadan Grad, at man maa forbauses over, at Nogen har kunnet opstille Paastande som disse, idet Sagens Historie netop er lige det Modsatte af det, man her paastaar. — Man har sagt, at der gjennem alle Regjeringens Forslag gaar den Tanke, at Ruinens Nedbrydelse var noget af det mest Beklagelige, der kunde ske. Men hvorledes er det gaaet disse Forslag? Der er ikke eet af dem, uden at det er blevet forkastet og det med en ganske overvæl­dende Majoritet. Alle de Forslag, hvori den Tanke mere eller mindre klart har kunnet skimtes, at Ruinen skulde fuldendes, ere forkastede og det, som sagt, med overvæl­dende Majoritet. Saaledes forholder det sig altsaa med Regjeringens Forslag. De Forslag derimod — thi senere kom der en Række Forslag i modsat Retning — der blev forstaaede i Folkethinget som indeholdende Ruinens Nedbrydelse, eller som virkelig ligefrem gik ud derpaa, ere blevne vedtagne med lige saa store Majoriteter, som de, hvormed andre modsatte Forslag ere blevne forkastede. Altsaa, naar man vil finde et Argument i Regjeringens Forslag og de Tanker, der ere gaaede derigjennem, saa vil det ses, at det er en noget underlig Betragtning, naar alle de Forslag, der have gjemt i sig, om end paa en dulgt Maade, denne Tanke, netop af Hensyn dertil ere blevne totalt forkastede, medens derimod de Regjeringsforslag, der gaa ud paa at nedbryde Ruinen og at afhænde Pladsen for en Pengeindtægt, ere blevne vedtagne. Jeg skal blot ganske kort nævne de Forslag, der saaledes ere fremlagte fra Regjeringens Side. Lehmann fremkom i 1862 med et Forslag, som skjulte Tanken om Ruinens fremtidige Fuldendelse. Det var ikke udtalt deri, Afstemningen over Forslaget var ikke i og for sig en Afstem­ning over, hvorvidt Ruinen skulde fuldendes eller henstaa som Ruin; men denne Tanke laa bagved, idet Lehmann udtrykkelig gjentagne Gange meget stærkt fremhævede, at det, som man først skulde være paa det Rene med, var, om man havde med en Ruin eller med en ufuldendt Bygning at gjøre, og ved det sidste forstod han ikke en Bygning, hvis Fuldendelse var opgiven, men en Bygning, hvis Fuldendelse stod paa nu eller, siden. Dette fremhævede han overordentlig stærkt under For­handlingerne, han fremhævede det for Finantsudvalget og saa stillede han Forslag om at faae en Sum Penge til at paabe­gynde forberedende Arbeider, dels til at bevare Ruinen mod fortsat Forfald til fremtidig Benyttelse, og dels til ellers at foretage Arbeider ved Pladsen. Paa dette Forslag altsaa, om hvilket man, hvis det var blevet vedtaget, kunde have sagt, at der deri forelaa en Anerkjendelse af, at Ruinen i sin Tid kunde være at fuldføre — det var ogsaa Meningen at faae en saadan Anerkjendelse og paa den letteste og mest lempelige Maade at faae en Anerkjendelse af, at Ruinen skulde fuldendes, hvortil man saa kunde holde sig — paa dette Forslag svarede Finantsudvalget — og Udvalget havde blandt Andre Fonnesbech i sin Midte, han var Ordfører — at efter vore Forhold var det aldeles urigtigt at tænke paa at fuldende denne Ruin, og Udvalget tilføiede, at enhver Plan om Bebyggelse af Pladsen maatte betragtes som urigtig, uhensigtsmæssig og ufuldkommen, saa længe Ruinen blev staaende. Dette var altsaa Finantsudvalgets Svar paa den Tanke, at Ruinen i sin Tid skulde blive at fuldende. Svaret var, at Ingen efter vore Forhold kunde tænke derpaa, og at man tvertimod maatte fast­holde, at Ruinen burde nedbrydes, inden der blev Tale om Bebyggelse. Denne Tanke, der saaledes fremkom i Finantsudvalget paa en saa bestemt og klar Maade, er den samme, som i sin Tid blev stærkt fremhævet af den kjøbenhavnske Komite, der blev nedsat af Kommunalbestyrelsen i Anledning af et Tilbud fra Ministeriet til Kommunalbestyrelsen om at overtage Pladsen og realisere den for Statens Regning. Denne Komite, som bestod af fem Medlemmer, erklærede i Aaret 1852, at den vilde tilraade Kommunen at overtage Pladsen med Ruinen, men paa den Betingelse, at Ruinen blev reven ned, idet man fremhævede mange Grunde, hvorfor det ikke vilde være hensigtsmæssigt at bygge, saalænge Ruinen endnu var paa Pladsen. Denne Betragtning blev senere gjentagen i 1854 under en fornyet Forhandling med Kommunalbestyrelsen, og denne Betragtning, som med saa stor Styrke fastholdtes af Kommunalbestyrelsen, fik nu en formel Tilslutning i Rigsda­gen, idet Folkethinget gjorde den Opfattelse til sin, at man ikke burde tænke paa at bebygge Pladsen, førend man først havde skaffet Ruinen bort. Dette var altsaa Svaret paa Lehmanns Tanke om, at Ruinen skulde gjemmes til fremtidig, Fuldendelse, og til dette Svar sluttede Folkethinget sig med 69 Stemmer imod 12, idet det er det Stemmeantal, hvormed Lehmanns Forslag blev forkastet. Det gik imidlertid der, som det pleier at gaa; naar Forhandlingen gaar en Minister eller Forslagsstiller imod, saa søger han gjerne mod Slutningen at redde saa meget ud af Nederlaget, som han kan, og Lehmann gik ogsaa ud af denne Forhandling med en Vending, som om Sagen kun var opsat for siden at tages for til fornyet Overveielse. Under denne samme Rigsdagssamling kom han ogsaa virkelig med et fornyet Forslag, hvori han havde opgivet Ruinens Bevarelse til fremtidig Bebyggelse. Han havde op­givet den Bevilling, han tidligere havde forlangt til at cementere Ruinen, for at den ikke skulde lide yderligere Forringelse. Der var dernæst ikke Tale om at bebygge Pladsen, saalænge Ruinen stod derpaa; men det var et rent Forslag om at regulere, beplante og anlægge Pladsen om Rui­nen, saaledes som den staar i dette Øieblik. Forslaget gik kun ud paa at lade Ruinen være, som den er, og lade den i Tidens Løb falde sammen, hvis den maatte det; men der var dog i dette Forslag det, at Ruinen ikke skulde ned­brydes, og at Pladsen skulde indrettes under Forudsætning af, at Ruinen blev staaende. Dette Forslag, som altsaa var ganske anderledes uskyldigt end det forrige, men hvori der dog. altsaa laa den Tanke, at Ruinen skulde beholdes, blev forkastet og det efter en Diskussion, hvori navn lig H. H. Kayser med stor Styrke og Kraft havde gjort gjældende, at man ikke burde bekoste en saa stor Sum — der var Tale om 10,000 Rd. — paa denne Plads under en Forudsætning, der var aldeles foreløbig, den nemlig, at Ruiner: skulde blive staaende. Efter at Kayser havde udviklet, at man ikke burde kaste Pengene hen til at pynte paa en Plads, som efter kort Tids Forløb vilde blive raseret, forkastede Folkethinget denne Bevilling med 47 Stemmer mod 29, efter at Lehmann i Forveien havde sagt, at han nu maatte henstille til Thinget, om det vilde ende denne Sag med en saadan Dødsdom over Ruinen, som den, Kayser havde udtalt. Det er altsaa to Regjeringsforslag, hvis Be­handling og Udfald dog i Sandhed ikke skulle tale for, at der har været et Folkeønske om at faae Ruinen vedligeholdt.
 Det næste Forslag var det,som i 1864—65 fremkom fra Tillisch og gik ud paa at søge en Bevilling til at forberede Salget af Pladsen med Bygning og Materialier. Pladsen med Bygning og Materialier blev vistnok i Folkethinget opfattet og kunde vel neppe opsattes anderledes end som den hele Plads med Bygning og Materialier, derunder ogsaa den saakaldte ufuldendte Bygning, Ruinen. Man gik meget villig ind paa at give denne Bevilling; det var netop det, man ønskede, at faae det Hele bort. At det virkelig i Folkethinget blev forskaanet saaledes, at man derved tænkte paa det Hele, fremgaar synes mig, temmelig tydelig af Finansudvalgets Betænkning derover, idet det deri siges, at det er et Forslag til Disposition over hele Pladsen; der bruges netop Udtrykket „hele Pladsen” i Betænkningen. Denne siger desuden, at da Sagen er kommen ind paa dette Stadium, at man tænker paa at reali­sere hele Pladsen, saa følger det af sig selv, at man ikke kan bevilge noget til Regulering og Beplantning og yderligere Anlæg; men havde Meningen været at beholde Ruinen, saa var der ikke noget til Hinder for at fortsætte Arbeidet med Veiene over Pladsen omkring Ruinen, saaledes som den stod. Da imidlertid Tillisch's Forslag kom i Landsthinget, mødte han der Lehmann, som naturligvis ikke kunde finde sig i, at hans Ruin blev nedbrudt, og under Angrebet af Lehmann, som den Gang heri blev støttet af Krieger, erklærede Tillisch, at han i det Hele ikke havde tænkt paa, at Ruinen ogsaa skulde rives ned. Det næste Aar kom det samme Forslag tilbage til Folkethinget, og saa blev det forkastet af dette. Nu var det jo nemlig givet, at Ruinens Nedbrydelse ikke skulde ligge i den Plan, hvorpaa Tillisch tænkte, og saa erklærede Folkethinget, at det ikke fandt Tidspunktet beleiligt til at realisere en saadan Plan. Det eneste Forslag fra Regjeringens Side, som klart og bestemt indeholder en Fuldendelse af Ruinen, er det Forslag, som Estrup fremkom med i Samlingen 1865—66, Forslaget om at overdrage det Hele uden Vederlag til Industri­foreningen for at faae det fuldendt til en Industriudstillingsbygning. Det er jo altsaa klart nok, at der deri laa den Tanke, at Ruinen skulde fuldendes, at der skulde gjøres en Kunstbygning ud af den, særlig en Industriudstillingsbygning. Dette Forslag om saaledes uden Bekostning for Statskassen at faae gjort en Kunstbygning af Ruinen, fandt nogen Tilslut­ning i Finantsudvalget, idet et Flertal af samme anbefalede Forslaget. Det blev under Forhandlingerne oplyst, at dette Flertal var 6 Medlemmer mod 5, idet Finantsudvalget den Gang bestod af 11 Medlemmer, og under Behandlingen i Thinget blev dette Flertal i Virkeligheden til et Mindretal, idet et af Flertallets Medlemmer, nemlig Winther, gik over til Mindretallet. Men uagtet dette Forslag, som altsaa var et Forslag til at fuldende Ruinen til Kunstbygning uden positiv Bekostning for Statskassen, idet Statens Tilskud alene bestod i Grunden og Materialierne i Ruinen — uagtet dette For­slag blev anbefalet af Regjeringen og støttet, i alt Fald tilsyneladende, af et Flertal af Finantsudvalget, blev det ikke vedtaget i Folkethinget, men dette forkastede Forslaget med 62 Stemmer mod 23. Jeg skal endnu kun tilføie, at de Motiver, hvormed Finantsudvalget ledsagede sin Anbefaling, ikke var Ønsket om at faae en Kunstbygning opført, men først og fremmest Faren for engang i Tiden at skulle komme til at betale en Kunstbygning. Tanken hos de Medlemmer af Finantsudvalget, som stemte for, at man saaledes hellere skulde give det Hele fra sig uden Vederlag, var den, at man havde den Risiko, at en Minister engang kunde komme og faae et Flertal i Folkethinget, for at gjøre noget ud af Ruinen, som vilde kræve Penge. Der laa altsaa heller ikke deri noget nationalt Ønske om at faae et monumentalt Bygningsværk opført paa Pladsen, men der laa et praktiskt, et finantsielt Ønske om hellere at flippe det uden at faae noget for Bygningen end at risikere at skulle endog anvende Penge derpaa. Det var den Hovedbetragtning, der gik igjennem Finansudvalgets Betænkning, saaledes som den nærmere blev forklaret under Forhandlingerne af Fenger som Ordfører og adskillige Medlemmer af Finantsudvalget; men det viste sig, at Folkethinget ikke delte den Frygt, fom saaledes havde betaget enkelte Medlemmer af Finantsudvalget, for at man skulde komme til at anvende Penge paa denne Bygning. Man havde i Folkethinget større Freidighed end i Finantsudvalget, og i Tillid til, at man nok engang skulde faae en Minister, der vilde anvende Pladsen paa den hensigtsmæssigste og for Staten mest fyldestgørende Maade, forkastede man altsaa dette Forslag med 62 Stemmer mod 23. Det er disse Forslag fra Regjeringens Side, som man har talt om, hvori der skulde ligge denne Tanke, at Ruinen nu eller i Fremtiden er at fuldende. Denne Tanke ligger ogsaa mer eller mindre skjult i disse Forslag, den ligger tydelig i eet af dem, nemlig i Forslaget om at bruge Pladsen til Industriudstillingsbygning; men den er i alle disse Tilfælde bleven forkastet i Folkethinget.
 Fra den Tid af, efter 1865—66, skete der meget aabenbart i dette Spørgsmaal en Svingning, idet Tanken om at nedbryde Ruinen spredte sig mere og mere selv i den Kreds, der tidligere havde ønsket at bevare den. De senere Forslag og Udtalelser fra Ministeriet gaa i en hel anden Retning end den, som var repræsenteret af Lehmann i 1862. Det vil saaledes ses, at et senere Ministerium, hvoraf Fonnesbech og Estrup vare Medlemmer, staar paa et andet Stade end dette rent kunstneriske, hvorpaa Lehmann stod. Saaledes fremkom der jo i Samlingen 1866—67 et Forslag fra Re­gjeringens Side om at overlade Ruinen til en Komite, der var nedsal af kjøbenhavnske Borgere i den Hensigt at faae en Kirke opført i den østlige Del af Byen, og dette Forslag, som blev bragt frem af Fonnesbech, gik ud paa, at Ruinen skulde overlades til en Kirkebygning, vel at mærke, ikke til er Fort­sættelse af den ufuldendte Kirkebygning, der stod paa Marmorpladsen, men til en ny, der skulde opføres enten paa Frederiks Kirkeplads eller i Nyboder. Gjennem dette Forslag gaar utvivlsomt klart og tydelig den Tanke, at Ruinen ikke længer var at fuldende; thi naar den skulde anvendes i Nyboder, kunde den aabenbart ikke fuldendes der, hvor den stod, eller fuldendes paa en med det Overleverede stemmende Maade. Dette Forslag kom imidlertid ikke til Afstemning, da Fonnesbech tog det tilbage igjen, inden det var kommet under For­handling i Thinget; men i den følgende Samling, nemlig 1867—68, indbragte A. Hage et Forslag, som klart og tydelig gik ud paa Ruinens Bortfjernelse, altsaa et rent finantsielt Forslag. Han gjorde det, idet han motiverede det ved Hen­visning til Thingets Standpunkt overfor Forslaget om Industri­ bygningen. Han sagde, at Thinget havde der viist, at det ikke vilde skjænke Grunden bort, men vilde have Penge ud af den, og efter at Thinget havde viist dette, sagde han, finder jeg det rigtigt at give Thinget Lejlighed til at stemme formelt for Salget af denne Plads, at stemme for, om den skal sælges til den Høistbydende ligesom de andre Statseiendomme. Dette Forslag blev vedtaget og kom altsaa til at udgjøre en Del af Finantsloven for 1868—69. Men forend det blev vedtaget, blev det accepteret af Finantsminister Fonnesbech, idet han udtalte, at han derved vilde anse sig for bemyndiget til at sælge Frederiks Kirkeplads med den derpaa værende Ruin. Efter denne Udtalelse fra Ministerens Side blev Forslaget vedtaget. Det vil ses, at dette Forslag aldeles utvivlsomt hvilede paa den Tanke, at Ruinen skulde ned­brydes, det blev stillet netop for at faae denne Tanke udtrykt og afstemt. I den følgende Samling 1868—69 kom det samme Forslag ind paa Finantsloven fra Regjeringens Side, som Folkethinget havde vedtaget, nemlig A. Hages Forslag i den foregaaende Samling, idet Ministeriet nu selv havde op­ført dette Forslag paa Finantsloven og havde opført det i for­mel Henseende paa en klarere og bestemtere Maade, end dette var sket i A. Hages Forslag; thi han havde kun sat en vis Sum, saavidt jeg tror 20,000 Rd., til at betegne den Indtægt, man skulde have ved Salget af Frederiks Kirkeplads, men ikke særlig og udtrykkelig udtalt i selve Forslaget, at den Sum skulde komme ind for Frederiks Kirkeplads. Det var noget, der fremgik af hans Motivering og af hans mundtlige Forklaringer, men del fremgik ikke af selve den Position, han vilde tilføie Finantsloven, hvorimod der i Regjeringens Forslag var sagt med tilstrækkelig Tydelighed og Bestemthed, at Frederiks Kirkeplads skulde sælges tilligemed de andre Bygninger, der paa Finantsloven saavel i dette Aar som tidligere og senere henstilledes til Realisation. Paa denne Finantslov blev Frederiks Kirkeplads stillet sammen med en Række andre Bygninger, som den har fulgt i de følgende Finantslove: Christiansborg Slots Vaskerhus, Meutegaarden paa Jægersborg, det kongelige Høfmagasin, Fæstningens, Materialgaard i Kjøbenhavn, og hvad det altsammen hedder, Bygninger, hvis Bortsalg til Statskassens Fordel og ikke til kunstneriske Formaal er tilstrækkelig utvivlsom. — Det var altsaa den sidste Afstemning, som Folkethinget traf i denne Sag, og det vil nu ses, hvad der ligger i den Paastand, at Tanken om Ruinens Bevarelse altid har ligget til Grund for alle Regjeringens Forslag. Den vil ikke sige Andet, end at de Forslag, hvori denne Tanke har været antydet, ere blevne forkastede, og kun de Forslag fra Medlemmer af Thinget eller Regjeringen, hvori man havde opgivet Tanken om at bevare Ruinen, hvor der altsaa ligger Tanken om at nedbryde Ruinen — kun disse Forslag ere blevne vedtagne. Det er nu heller ikke rigtigt, at der selv forud for denne Tid, jeg her sidst har talt om, hvor man ogsaa fra Regjeringens Side havde opgivet Ruinen — det er heller ikke rigtigt, at det altid i tidligere Tider fra Regjeringens Side er blevet hævdet, at man helst vilde bevare Ruinen; det er oplyst, at Regje­ringen i alt Fald i 1852 krævede af Arkitekt Nebelong en Plan, der gik ud fra, at Ruinen skulde nedbrydes, noget, som han rigtignok besvarede paa den Maade, at han meget indtrængende fraraadede dette af Hensyn til de 50,000 Rd., som det skulde koste at rive Ruinen ned. I det Forslag, som Folkethingets Finantsudvalg stillede i 1850 om at afhænde Ruinen, blev der ikke fra Regjeringens Side modt med nogen Erindring om, at Ruinen burde bevares. Forslaget blev mod­ taget uden videre fra Regjeringens Side, uagtet der deri ganske tydelig laa, at Ruinen skulde bort, idet man endog vedtog, at Lønningen for Forvalteren ikke skulde vare mere end det halve Finantsaar. En anden Minister, rigtignok Marineministeren­ som maaske ikke i disse Spørgsmaal regnes for saa kompetent som andre Ministre, nemlig Steen Bille, foreslog i 1853, at man skulde overlade Ruinen til den engelske Ingeniør som den Gang havde Bygningen af Dokken under Arbeide. Det Forslag, jeg tidligere har omtalt fra Tillisch's Side om at sælge Pladsen med Bygninger og Matarialier, gik heller ikke, i alt Fald ikke tydelig og klart ud fra, at Ruinen skulde bevares, og endelig i 1865—66 kom der ganske anderledes Udtalelser fra Regjeringens Side, saa var der ikke længere denne Kjærlighed til Levningen af dette storartede Kunstværk, som man tidligere havde talt saameget om, men fra denne Tid as stillede man sig ogsaa fra Regjeringens Side ganske anderledes kjølig overfor det kunst­neriske, som med saa stor Overdrivelse var kommet frem fra anden Side. Det vil saaledes erindres fra det, jeg har dokumenteret, at Estrup, da han havde denne Sag under Behandling i Anledning af Industriforeningens Forslag, udtalte, at han ganske vist ikke vilde sælge paa egen Haand som Indenrigsminister, men at noget andet var, hvad han vilde gjøre, efter at Rigsdagen for sit Vedkommende havde givet Samtykke, eller han befandt sig under et Tryk fra Rigsdagens Side. Det var en Udtalelse, der forekommer mig meget bestemt og klart at vise, at det var hans Tanke, at hvis Rigsdagen trængte paa, hvis den for sit Vedkommende havde givet Samtykke eller endogsaa øvet et Tryk paa ham, saa var han villig til at vige for dette Tryk. I samme Samling erklærede han i Landsthinget, at naar han ikke vilde sælge som Indenrigsminister, var det ingen­ lunde, fordi han nærede nogen sær Forkjærlighed for denne Ruin, der stod paa Frederiks Kirkeplads. Man ser altsaa, at det er en hel anden Betragtning, der kommer frem fra Re­gjeringens Side. Et andet Medlem af det samme Ministerium, Fonnesbech, erklærede sig udtrykkelig i en Skrivelse fra Finantsministeriet til Indenrigsministeriet, altsaa fra Fonnesbech til Estrup, for at nedbryde Ruinen. Da Estrup vilde sælge de Grunde, som laa Østen for Pladsen, særskilt for sig, fraraadede Fonnesbech et saadant Salg , idet han anbefalede et Salg med Nedbrydelse af Ruinen, saaledes som det ses af den paagjældende Skrivelse, der er fremlagt af den ærede Defensor. Det kom ogsaa frem under de Forhandlinger, jeg nylig har omtalt. Den Gang Fonnesbech modtog A. Hages Forslag, sagde han: „Jeg anser mig herved bemyndiget til at sælge Pladsen med Ruinen.” Det var altsaa den samme Tanke, han havde udtalt i sin Skrivelse til Estrup, nemlig at Ruinen burde ned­brydes, forinden man foretog noget Salg. Naar forøvrigt Estrup vilde sælge en Del af Pladsen og ansaa sig for beret­tiget til at gjøre det uden Rigsdagens Samtykke, saa var det, fordi han gik ud fra en Betragtning, der ikke deltes fra Rigsdagens Side, nemlig at denne Del af Frederiks Kirkeplads kunde sælges for sig uden at præjudicere noget. Han gik ud fra, at han kunde scelge, hvad der laa Østen for Ruinen og dog alligevel rive Ruinen ned med samme Virkning, som om man begyndte at rive den ned, inden man solgte; han fremhævede meget stærkt, at der ikke ved et saadant Salg skete nogetsomhelst, der foregreb den endelige Beslutning om det Hele. Det var denne Betragtning, som Estrup havde for sit eget Vedkommende, men den deltes ikke af Folkethinget, fordi Folkethingets Standpunkt var det, der blev udtalt i 1862, nemlig, at det var nødvendigt at faae Ruinen bort først, inden man med Nytte og fuldt Udbytte kunde gjøre Pladsen indbringende ved Bebyggelse, altsaa det samme Standpunkt, som Kjø­benhavns Kommunalbestyrelse havde udtalt i 1852 og 1854, men der laa slet ikke i dette Forslag nogensomhelst Villie eller Tanke om at bevare Ruinen eller om at præjudicere Spørgsmaalet om, at denne Ruin skulde nedbrydes, men, som bemærket, dette var ikke Folkethingets Standpunkt, og det forkastede ogsaa hans Forslag om det delvise Salg.
 Jeg har nu viist, hvad Betydning der ligger i det, at Tanken om Ruinens Bevarelse og Fuldendelse skulde gaa igjennem alle Regjeringens Forslag og gjennem alle de Udtalelser, der kom fra Regjeringen. Det vil ses, at det er en Udtalelse, som er forbausende, naar man sammenligner den med, hvad der virkelig foreligger; men endnu ubegribeligere er en anden Udtalelse, der fremkom fra den Side, der her har taget Ministeriet i Forsvar, nemlig den, at der gjennem Rigsdagens Forhandlinger fra Rigsdagens Side skulde være udtalt et Ønske om at bevare Ruinen eller fuldende den, at det oftere skulde være udtalt af vægtige Stemmer paa Rigsdagen og aldrig være underkjendt ved nogen Afstemning i nogen af Rigsdagens Afdelinger. Hvad nu det Sidste angaar, at det aldrig skulde være underkjendt ved no­get Votum, saa behøver jeg blot at henvise til de Afstemninger, jeg nu har refereret. Denne Tanke om at bevare eller fuldende Ruinen er forkastet ikke blot ved en enkelt men ved en Række Afstemninger, der strække sig over et meget betydeligt Tidsrum, idet alle de Afstemninger, der ere faldne i Folkethinget, netop hvile paa, at Ruinen skulde bort, og der er ikke en eneste Afstemning, som anerkjender det Ønskelige i, jeg vil ikke sige at faae den fuldendt, men ikke engang at faae den be­varet. Altsaa, naar Nogen har paastaaet, at Tanken om at bevare og fuldende Ruinen aldrig er bleven forkastet ved en Afstemning af Rigsdagen, saa maa jeg sige, at den er bleven forkastet ved en Mangfoldighed af Afstemninger; men endnu besynderligere stiller det sig, naar man siger, at Ønsket om at bevare Ruinen er gaaet gjennem alle de Forhandlinger, der ere førte i Rigsdagen. Den høie Ret, der nu har hørt den vidtløftige Oplæsning af disse Forhandlinger, vil utvivlsomt have faaet Indtrykket af, at der aldrig i disse Forhandlinger har været et eneste Medlem, der har ønsket Ruinen fuldendt som Kirke; det er aldrig af et eneste Medlem paa Rigsdagen udtalt som noget ønskeligt. Ganske vist har der, da der var Tale om at fuldende den paa anden Maade til Industriudstillingsbygning og ogsaa ved enkelte andre Afstemninger, været et lille Mindretal, der har fulgt Ministeriet; men under selve Forhandlingerne er det sandelig ikke vægtige Stemmer, der have udtalt sig for denne Sag. Alle de vægtige Stemmer have staaet paa den Side, der har seiret, og det viser netop, at disse Stemmer vare de vægtige, naar de have behersket Afstemningen. Heller ikke er det særlig noget Partistandpunkt, der her har gjort sig gjældende, ikke nogen enkelt Del af Rigsdagen eller noget enkelt Parti, tvertimod. Det var fra alle Sider disse Stemmer hør­tes, og da igjen fortrinsvis fra den Side, hvor man pleier at se Repræsentanterne for Kunst og Videnskab. Jeg skal blot minde om, at blandt de Mænd, der i Rigsdagen stærkest og med største Bestemthed have udtalt sig for Ruinens Nedbryd­ning og Bortfjernelse, har Ingen øvet større Indflydelse paa Afstemningen end H. H. Kayser, og han blev støttet af saadanne Medlemmer som Bille, Ploug, C. V. Rimestad, Hagerne, Thune og Brygger Jacobsen, vistnok Mænd, i hvilke man ikke pleier at se Vandaler. Alle disse Mænd have mer og mindre stærkt og indstændigt — undertiden endogsaa paa en temmelig energisk Maade — udtalt sig for at gjøre Eiendommen i Penge paa den hensigtsmæssigste Maade, det vil sige ved at nedbryde Ruinen. Det eneste Medlem, der, saa vidt jeg kan se, har udtalt en Slags Forkjærlighed for Ruinen, er et Med­lem, der i Reglen ikke regnes til den Side, som repræsenterer Kunst, Videnskab, og Dannelse. Det er Tscherning, som en­gang har udtalt, at hvis Ruinen lod sig fuldføre paa en billig Maade, kunde der være Grund til at fuldføre den, eftersom det da kunde siges, at der var Trang til en Kirke i denne Del af Byen, og han udviklede — det fremgaar ikke ganske klart, om det ogsaa er hans egen Dom — at efter hvad han havde hørt af Folk, der vare kompetente i den Ret­ning; skulde det være et meget værdifuldt Stykke Ruin. Det er det eneste Medlem i Folkethinget, som har udtalt noget, der kunde ligne et Ønske om at fuldføre Ruinen som Kirke. Et andet Medlem af Rigsdagen, Krieger, har ganske vist i Landsthinget udtalt, at han vilde beklage, om Ruinen blev nedbrudt, men det er, tror jeg, ogsaa de eneste vægtige Stemmer, som med noget Skin as Grund kunne anføres for den Anskuelse, at Ruinen burde bevares. Det er altsaa kun tvivl­ somme og tvetydige Udtalelser af Tscherning i Folkethinget og Krieger i Landsthinget, som kunne anføres til Grund for Ruinens Bevarelse, medens alle andre Medlemmer, der have havt Ordet, ere gaaede i modsat Retning og ved Begrundelsen af deres Mening have behersket Afstemningen. — Naar man saa vil sige, at hvis det virkelig havde været Meningen, at man ikke vilde gjøre andet ved denne Plads end at bringe en Pengesum ud af den til Fordel for Statskassen, vilde det ikke have varet 25 Aar, inden man fik en Afgjørelse af Sagen, saa er det klart, at man her maa gjøre en Forskjel. Naar man siger „man”, maa man vide, hvad det er for et „man”, der er Tale om. Det er ganske vist, at Rigsdagen, saaledes som godtgjort, bestandig har ønsket at faae Pladsen, realiseret til Statskassens Fordel, efter at Ruinen var fjernet; men Rigsdagens Villie var jo i og for sig ikke tilstrækkelig til at gjennemføre dette Ønske over for Regjeringens Modstand. Altsaa fra Regjeringens Side er der et „man”, som gaar i en anden Retning. Det virkelige Forhold er, at i en Række af Aar stode to forskjellige Stramninger mod hinanden, den ene kom­mende fra Folkethinget og den anden fra Ministeriel med Kunstakademiet i Baggrunden, og naar Pladsen altsaa ikke tidligere er bleven realiseret til Fordel for Statskassen, saa er Grunden den, at det Ønske, man fra Rigsdagens Side havde om, at det skulde ske, ikke har kunnet trænge igjennem paa Grund af den Modstand, det mødte fra Ministeriet, en Modstand, der støttede sig til Kunstakademiets Motiver. Denne Modstand fra Ministeriets og Akademiets Side blev imidlertid, efter at den havde udhalet Sagen i en meget lang Aarrække, omsider brudt, idet Landsthinget og Regjeringen sluttede sig til Folkethingets Standpunkt. Naar jeg i Anklageskriftet har omtalt Kunstakademiets Indflydelse som en Indflydelse, der agerede udenfor de konstitutionelle Faktorer, saa skal det ikke vare nogen Bebreidelse imod Akademiet. Det er vistnok over­ ordentlig naturligt, at Kunstakademiet fra sit Standpunkt har gjort, hvad det kunde, for her at bevare et Grundlag, hvorpaa der kunde opføres noget i Kunstens og Arkitekturens Interesse. Det er høist naturligt og forklarligt, at Kunstnere og Arkitekter søge at faae saa meget som muligt realiseret af Kunst og Arki­tektur; det er noget, som man ikke kan fortænke dem i, og hvis der altsaa er begaaet nogen Feil, ligger den ikke hos Akademiet, men hos Regjeringen, der har ladet sig paavirke af disse kunstneriske Motiver. Men iøvrigt skal jeg bemærke, at hvad der nu foreligger til Afgjørelse, er ikke et Spørgsmaal om Kunst. Det er ikke et Spørgsmaal om Kunst, der skal afgjøres, men et Retsspørgsmaal, og det kan ikke have nogen Indflydelse paa Afgjørelsen deraf, om Rettens høitærede Med­lemmer maatte staa Kunstakademiet nærmere, end de staa den Side, der nærmest repræsenterer det Finantsielle. Kunstspørgsmaalet er afsluttet, og Spørgsmaalet er da, hvilken Indflydelse har denne Kunstbetragtning havt paa de Faktorer, der have den kompetente Afgjørelse af Sagen. Spørgsmaalet her er: hvad har Repræsentationen villet; men Spørgsmaalet er ikke: hvad kunde man have ønsket, at en kunstforstandig og æsthetisk udviklet Repræsentation skulde have villet i Stedet for det, den virkelig har villet. Imidlertid vil jeg dog efter den Maade, hvorpaa denne Kunstbetragtning er kommen frem under hele denne Sags Behandling, ikke anse det for rigtigt, helt at forbigaa det Spørgsmaal, uagtet det ganske vist nu er et tilbage­lagt Standpunkt. Det vil nemlig vise sig, at der dog heller ikke fra Kunstakademiets Side, hvor naturligt det end kan være, at dette holder sammen i saadanne Spørgsmaal, er nogen saa fuldstændig klar og enstemmig Anskuelse af, at denne Ruin er et Kunstværk, der bør fuldendes. Ganske vist foreligger der fra Kunstakademiets Side i 1851 og 1852 enstemmige Erklæringer baade fra Akademiets andre Medlemmer og fra dets Arkitekter, der udtale sig for at bevare Ruinen og mulig fuld­ende den i Fremtiden; men naar der foreligger saadanne en­stemmige Erklæringer, viser det kun noget, der jevnlig og naturlig vil gjentage sig for saadanne Autoriteter og Institu­tioner, at den Anskuelse, der i Øieblikket har Overvægten, vil tage de afvigende Meninger med sig, idet man har en Sky for at sætte ind i saadanne Erklceringer et Minoritetsvotum, hvor dette kunde se ud, som en Mangel i den rette Interesse og Begeistring for de Kunstspørgsmaal, der ligge for. Ser man derimod bort fra den Disciplin, som har fundet Udtryk i selve Kunstakademiets Afgjørelser in pleno, har det viist sig, at der er ikke saa ganske faa Kunstnere og Arkitekter, der have udtalt sig paa en noget anden Maade. Det er saaledes bekjendt, at den Mand, der mest har beskjæftiget sig med dette Spørgsmaal, Professor Hetsch, i Virkeligheden foretrak at rive Ruinen ned og bygge en firkantet Kirke op paa de Fundamenter, der findes under Jorden. Og det var ikke blot Hetsch, der særlig havde denne Opfattelse, men den var allerede tidligere kommen frem fra Nebelong, idet det første Forslag, denne gjorde til en Kirkes Opførelse paa Pladsen, gik ud paa at rive den runde Ruin ned og bygge en firkantet Kirke op af andet Materiale end Ruinens. Altsaa den Tanke, der først var udtalt af Nebelong, at skulde man tage Hensyn til Kunsten, maatte man først have det bort, der stod, for at gjøre Plads for en firkantet Kirke, er ogsaa Hetsch's Tanke, og det er den samme Tanke, Arkitekt Klein forsvarede i 1866, og som tillige i Rigsdagen har fundet saa ivrig og dygtig en Forsvarer i H. H. Kayser, til hvem ogsaa andre Medlemmer af Rigsdagen sluttede sig. Det er fremdeles en Betragtning, der ikke først er kommen frem i den Tid, der ligger efter Forfatningens Indførelse; den samme Betragtning blev gjort gjældende i 1820 af Overbygningsdirektor Hansen, at nemlig de Bygningslevninger, der findes paa Frederikspladsen, vilde ikke komme til at spille nogen Rolle under et eventuelt Byggeforetagende, idet det nærmest og alene vilde være de Bygningsdele, der findes under Jorden, som vilde komme i Betragtning. Og hvad der ved Siden deraf har nok faa megen Betydning, er dette, at i Kunstnernes og Arkitekternes Motivering af deres Ønske om at faae Ruinen bibeholdt til eventuel Fuldførelse, er det ikke Kunstbetragtninger, der gjøre sig gjældende, men deres Skjøn fremtræder som et rent Flertalsvotum uden Motiver. Den Gang Arkitekterne skulde motivere deres Skjøn, efter at de af Kunstakademiet vare blevne opfordrede til at afgive deres Erklæring, gave de ikke en Udvikling af, hvilken Betydning denne Ruin havde for Kunsten, og i hvilken Henseende det kunde forsvares at sige om den, at det var et Kunstværk, men de gjorde opmærksom paa, at den stod der som et mindeværdigt Vidnesbyrd om en national Kunstbestræbelse her hjemme. De udtalte, at den var Vidnesbyrd om et Opsving i vort Fædre­lands Kunstbestræbelse, der selv i sit Fald havde Krav paa Ærbødighed. Det synes mig nu at være en Motivering , der fremhæver det Nationale nok saa meget som selve det Teknisk­ kunstneriske; men ser man nøiere til, forholder det sig noget besynderligt med dette „Opsving”. Thi hvorledes forholder det sig i Virkeligheden med Planen til Marmorkirken? Teg­ningerne til Bygningen og det Arbeide, der er udført, skyldes to franske Arkitekter, som bleve indkaldte med det Formaal for Øie at bygge denne Kirke; men hvorledes det kan siges at være et Opsving i vort Fædrelands Kunstbestræbelser, at man indkalder to franske Arkitekter til at udføre et Kunstværk, som efter sin Tendens og sit Formaal skal være en Efter­ligning af det romerske Pantheon, er ikke ganske let at se. Men Arkitekterne forlade ogsaa snart denne Betragtning og gaa over til den mere materialistiske: Hvad er Ruinen værd? Del er i denne Erklæring, det kommer frem, i at det ikke kan betale sig at rive Ruinen ned og sælge en saadan Plads til Byggegrund, naar man tager Hensyn til, at Staten allerede i Leie faar 225 Rd. Jeg skal tilføie, at naar man fra Kunstneres og Arkitekters Side, selv fra deres, som have holdt paa principalt, at Ruinen skulde rives ned, og at der skulde bygges en firkantet Kirke i Stedet, senere ser, at de samme Arkitekter slutte sig til Forslaget om en rund Kirke, er det ikke meget afgjørende; det viser kun, at man hellere vil have noget end intet; men det viser ikke i og for sig, at det er heldigere at fuldføre Kirken, saaledes som det nu er paatænkt. Det vil findes meget forklarligt, at man fra den Side hellere end rent at opgive Sagen foretrækker noget mindre heldigt, og det saa meget mere som den rigtigere Betragtning, den, som fra de dygtigste Kunstneres Side blev betragtet som den principale, nemlig at rive Ruinen ned og bygge en firkantet Kirke i Stedet, havde i praktisk Henseende sine Misligheder, fordi man derved gik glip af Pieteten mod det Overleverede, mod det i sit Fald Ærbødighed krævende Hensyn til Opsvinget i Fædrelandets Kunstbestræbelser, som skulde ligge i denne Ruin. Og ser man bort fra Kunstnernes og Arkitekternes snævrere Kreds, tror jeg ikke, at man udenfor denne Kreds vil finde nogensomhelst Begeistring og Interesse for Ruinens Bevaring og Fuldførelse. Hvad selv det store Publikum angaar, tror jeg, at Publikum udenfor Kjøbenhavn allerede for 100 Aar siden har glemt, at der var noget til som Marmorkirken, og det store kjøbenhavnske Publikum har sandelig ikke tænkt paa at fuldende denne Ruin; thi det er bekjendt nok, at i det almindelige Publikum var det Sagn det raadende, at man havde standset med at bygge videre, fordi Kirken var i Færd med at synke, et Sagn, som er aldeles urigtigt, men som utvivlsomt er den almindelige folkelige Forklaring. Kommer man udenfor det brede Publikum til de Dannedes Rækker, har jeg paavift, hvorledes man der ikke havde Spor af Interesse for denne Bygnings Fuldendelse. Jeg har viist, hvorledes det netop i Kjøbenhavns Kommunalbestyrelse af Mænd som Algreen-Ussing, Møllerup, L. N. Hvidt, H. H. Kayser og Holm blev stillet i Spidsen — og deri bleve de fulgte af Kjøbenhavns Kommunalbestyrelse — at Ruinen burde nedbrydes, og jeg har viist, at det senere hen under Rigsdagens Forhandlinger hovedsagelig er den Side af Rigsdagen, som stærkest og skarpest har udtalt sig for Ruinens Nedbrydelse, der ellers nærmest pleier at støtte Kunst og Videnflab. Hvis der altsaa kunde anføres noget i den Retning for Ruinen, er det noget, fom aldrig har øvet nogen Indflydelse paa Publikum. Men den Indflydelse, som disse Kunstbetragtninger have øvet til at standse en nyttig og hensigtsmæssig Anvendelse af Pladsen, er bleven brudt og har ikke, saaledes som jeg allerede har antydet det, holdt sig længere end til ved det Lag 1865—66. Siden den Tid hører man ikke noget om, hvad Kunsten kræver paa det Punkt. Hvorledes den almindelige Stemning var den Gang, fremgaar ikke blot af, hvad jeg allerede har fremført om Regjeringens Opfattelse og Udtalelser, men kommer ogsaa frem paa anden Maade. Jeg behøver blot at minde om den Avisartikel fra „Dagbladet”, som den høie Ret har hørt, og som utvivlsomt udtrykker, hvad der den Gang var det dannede Publikums Mening om denne Sag. Den daværende Lærer i Arkitektur ved Kunstakademiet, Klein, udtaler deri, at alt, hvad man har argumenteret for Ruinens Betydning som Kunstværk, beror paa lutter Misforstaaelse, er den bare Humbug; han udtaler, at det i kunstnerisk Henseende ikke har nogensomhelst Betydning for fremtidige Byggearbejder, hvad der staar af Ruinen, men at dette snarere vil være til Besvær end til Hjælp. Det synes at tyde paa, at der ikke mere i Kunstakademiets Holdning er den enstemmige Sammenslutning, som den Gang man med Thorvaldsens Minde traadte i Skranken for at faae denne Ruin bevaret til de kommende Tider. Men ogsaa dette bestyrker, hvad jeg for sagde, at der skete et Omslag ved det Lag 1865—66, som gjorde, at ogsaa de Kredse, som tidligere havde holdt paa Ruinens Fuldendelse og Bevaring, nu enten vege til Side eller ogsaa gik over til Modpartiet, og dette forklarer igjen, at de følgende Forslag paa Rigsdagen saa glat kunde vedtages og vinde Tilslutning hos Regjeringen, saaledes som Tilfældet var med det Forslag, jeg har nævnt, af A. Hage i Samlingen 1867—68 og med Fonnesbechs Forslag 1868—69, som gik over fra Finantsloven for 1869—70 til de senere Finantslove, indtil Positionen gik ild efter Afhændelsen i 1874. — Inden jeg forlader den historiske Del af Sagen, vil jeg dog endnu gjøre opmærksom paa, at gjennem disse Udtalelser fra Rigsdagens Side og gjennem disse Afstemninger gaar der ganske vist i de fleste Tilfælde, i alt Fald i Begyndelsen, en Frygt for, at det skulde blive Statskassen, der kom til at betale Fuldendelsen af Kirken. Det er det, der gjør sig gjældende ved Afstemningen 1862, men i Afstemningen 1866 om Industriforeningsbygningen er det ikke Tilfældet, der var det ikke Statskassen, som skulde betale Fuldendelsen. Det, der skete i Rigsdagen, er altsaa ikke blot det, at man forkastede at give noget af Statskassen til denne Ruins Fuldendelse, men man har ogsaa forkastet at give noget af Statskassen til denne Ruins Bevaring som Ruin, og man har endelig i Rigsdagen forkastet at overlade det til Private uden Vederlag at gjøre noget ud af den. Man har altsaa hverken selv villet bidrage Noget til Ruinens Fuldendelse eller til dens Bevaring eller villet tillade, at Andre uden Vederlag modtog den for at gjøre Noget ud af den. Det er de tidligere Afstemninger, og disse Afstemninger finde deres naturlige Afslutning i et Forslag, som gaar ud paa, at der ikke skal ske noget Kunstnerisk med Ruinen, men at den skal gjøres i Penge. Den Berettigelse, man saaledes har villet hævde for Ministeriet paa Grund af, hvad man har kaldet denne Sags historiske Gang og Stilling, opløser sig i lige det Modsatte, idet dens historiske Udvikling bestemt og tydelig viser, at man ikke har villet give Regjeringen nogensomhelst Bemyndigelse til at gjøre andet ud af denne Plads end Penge. Sagens historiske Gang er det bedste Bevis for, at Rigsdagens Mening med Finantslovspositionen 1869—70 var den, at Pladsen og Ruinen skulde gjøres i Penge. Det er derfor ganske naturligt, at man ikke har nøiedes med dette historiste Argument, som i Virkeligheden viser sig at være af en mere end problematisk Natur, men har anført et andet Argument; man har troet at kunne forlade Finantslovens Standpunkt for at føre Sagen ind paa et helt andet Omraade, nemlig paa det administrative.
 Jeg vil her erindre om, at efterat Ashændelsen var sket, udtalte Finantsudvalget enstemmig, altsaa uden nogen Partideling, at Ministeren herved havde overskredet Finantslovens Bemyndigelse. Det er sikkert, at en saadan Udtalelse i 1874 under en saa stærk Partimodsætning, som da fandtes her i Landet, at en Handling, der kunde overvinde denne Partimodsætning og frembringe det Særsyn af en enstemmig Indstilling fra Finansudvalget, som førte til en lige saa enstemmig Beslutning — nei, der var dog een Stemme imod, men den førte dog hele Folkethinget sammen mod en eneste Stemme — er et Vidnesbyrd om, i hvor høi Grad man var paa det Rette med sig selv om, hvad Menin­gen var med Finantslovspositionen, og hvor klart det stod for alle Thingets Medlemmer, at der her var sket noget, som var et Brud paa de Aftaler, der vare trufne, og den sande Mening af den Bestemmelse, som var optagen paa Finantsloven. Siden hen gik det imidlertid, som den ærede Defensor under Dokumentationen har gjort opmærksom paa, saaledes, at ogsaa dette Spørgsmaal blev et Partispørgsmaal, idet man ved Afstemningen over Rigsretstiltalen delte sig i Venstre og Høire; men at den sjeldne Samdrægtighed ikke har kunnet holde sig lige over for den stærke Partideling selv i et saadant Spørgs­maal, svækker ikke det Argument, der ligger i, at Folkethinget ved den første Afstemning var enigt i sin Opfattelse af dette Spørgsmaal. Men da man nu begyndte at forsvare Mini­steriet, er det forklarligt, at man ikke blev staaende ved den historiske Begrundelse men søgte en anden Grund, som man fandt i Administrationens Selvstændighed og Uafhængighed. Denne Betragtning af Administrationens Stilling kom frem paa en ret ejendommelig Maade; det var nemlig det Udvalg, der ifølge Forslag fra Finantsudvalget var blevet nedsat til at undersøge Sagen, som drog det frem, idet dette Udvalg mærkelig nok blandt andre Spørgsmaal ogsaa spurgte Ministeriet, om det ansaa sig berettiget til, asset fra Finantslovspositionen, at følge denne Plads. Jeg siger, at det var for saa vidt et noget mærkeligt Spørgsmaal, da alle vare enige om, at Regjeringen havde tilstrækkelig Bemyndigelse til at sælge Pladsen, nemlig paa Finantsloven. Hvad Meningen var med dette Spørgsmaal, fik man at se af Finantsministeriets Svar. Dette Svar gik nemlig ud paa, at det skulde for­staa sig af sig selv, at Ministeriet godt kunde sælge en saadan Grund uden særlig Bemyndigelse ved Lov. Det var sket saa ofte i den tidligere Tid, at det var underligt, at nogen vilde spørge derom. Denne Betragtning blev saa yderligere ud­viklet af Udvalgets Mindretal; det blev til et almindeligt konstitutionelt Princip, at Ministeriel saaledes kunde sælge alle Statens Eiendomme, der ikke ere Domæner, uden at be­hovs Samtykke dertil nogetsteds fra, og dette gjentager sig i den Betænkning, der blev afgiven af Udvalgets Mindretal over Statsrevisionens Indstilling. Det vil imidlertid ses, at hele denne Diskussion lider af en vis Skjævhed. Dersom Folkethingsudvalgets Spørgsmaal skulde have varet stillet korrekt, skulde det ikke være gaaet ud paa, om Ministeriet ansaa sig berettiget til at sælge Pladsen uden Bemyndigelse, men gaaet ud paa, om Ministeriet ansaa sig berettiget til at anvende denne Plads til et kunstnerisk Formaal uden nogen Bemyndigelse; det skulde være gaaet ud paa, om Ministeriet ansaa sig berettiget til at afstaae af Statens Grundeiendomme til Kirker og lignende Formaal, hvad det fandt for godt, uden nogen Bemyndigelse fra Rigsdagens Side; thi saa vilde det have truffet Sagen, truffet Kjærnen i det Forhold, der forelaa til Afgjørelse; men naar man derimod spurgte Ministeriet, om det ansaa sig berettiget til at sælge Pladsen uden nogen særlig lovlig Bemyndigelse, saa er det et Spørgsmaal, der ligger helt udenfor Kjærnen i denne Sag. Thi Sagen er den, at Pladsen ikke er solgt til Fordel for Statskassen men afstaaet til et kunstnerisk Formaal, den er afstaaet til en Kirke. Dersom Ministeriet havde turdet svare, at Administrationen heri Landet efter vor Forfatnings almindelige konstitutionelle Grundsætninger kunde afstaa Statseiendomme til kunstneriske Formaal, til kirkelige Formaal uden nogen Bevilling, ja, saa vilde der være ført et Forsvar for Ministeriets Handling her. Men en­ hver kan se, at selv om det lod sig godtgjøre, at Ministerret kunde sælge overstadige Statseiendomme, saa er det slet ikke noget Argument i den Sag, der her foreligger. Selve dette Spørgsmaal, om Administrationen er berettiget til at sælge, skal jeg ikke her komme vidtløftig ind paa, fordi jeg tror det ligger udenfor denne Sags Afgjørelse — man kunde meget vel antage, at Administrationen var berettiget til at sælge uden at det vilde have nogensomhelst Betydning for Afgjørelsen af dette Spørgsmaal, om Ministeriet kan afstaa Grunde til Kirker og kunstneriske Bygninger — men jeg tror ikke, det er en An­skuelse, som vil finde Tilslutning i noget vidt Omfang, det er en Anskuelse, som ikke kart eller i alt Fald ikke er bleven for­muleret med nogensomhelst Begrændsning, men som ganske i Almindelighed udtaler, at et Salg af Statseiendomme er en administrativ Sag. En Anskuelse, der ganske i Almindelighed siger, at en Minister paa egen Haand er berettiget til at realisere alt uden Undtagelse af Statens Eiendornme, en saadan Anskuelse tror jeg ikke vil finde nogen synderlig Til­slutning hos nogen, der har en udviklet Opfattelse af det konstitutionelle Livs Forhold og Forholdet mellem de forskjellige Faktorer i vor Forfatning. Det Bevis, man har søgt at føre for denne Sætning — en Sætning, der altsaa gaar saa vidt, at ingensomhelst Statseiendom er sikker, hverken fast eller rørlig — rammer derfor i Virkeligheden ikke Sagen. Det er et Bevis, som ogsaa har en vis historisk Karakter, men som lider af samme Feil som andre historiske Beviser, jeg nu har havt under Behandling. Man har nemlig gjort opmærksom paa, at der under den frie Forfatning mange Gange er blevet solgt Statseiendomme uden nogen formel Bemyndigelse enten i en særlig Lov eller paa Finantsloven. Den ærede Defensor har fremlagt en Liste for os over disse Statseiendomme, der saaledes skulle være blevne solgte uden Bemyndigelse; men selv om denne Liste var rigtig, selv om der virkelig var 40 Eiendomme, der vare blevne, solgte uden Bemyndigelse, saa vil det ikke være noget Bevis for, at Administrationen overhovedet var berettiget til at sælge Statseiendomme, idet der for disse Eiendomme gjør sig en hel særlig Betragtning gjældende, nemlig den Betragtning, at Rigsdagen helt igjennem ligefra første Samling i 1850 bestandig, saa stærkt som den har formaaet, har krævet, at disse Eiendomme bleve realiserede, fordi de vare, hvad man kaldte „tærende Aktiver”, som i Statens Haand ikke kom til den Nytte, som de kunde yde ved at blive realiserede. Der har til visse Tider fra Regjeringens Side været en tilsvarende Iver for at imødekomme Rigsdagens Ønsker, medens der til andre Tider har maattet øves et Tryk, man har maattet trænge stærkere paa for at sætte Ministeriet i Bevægelse; men der har aldrig været Tvivl om, at det var Rigsdagens Ønske med Hensyn til disse Eiendomme at saae dem realiserede, ligesom de mange Steder ere blevne opførte paa Fortegnelser og lignende som Eien­domme, der vare bestemte til at realiseres. En Del af dem gik over fra den tidligere Forfatning til den nuværende som Eiendomme, der vare bestemte til Realisation; men med Hensyn til dem allesammen gjælder det, at Rigsdagens Standpunkt er det: Lad os faae disse Eiendomme gjorte i Penge for at faae noget ud af dem, medens Regjeringen snarere har Holdt tilbage; men lige overfor en saadan politisk Stilling vil det dog være klart, at man ikke kan drage Slutninger til, hvad Regjeringen i og for sig ifølge al­ mindelige konstitutionelle Principer skulde være berettiget til. Regjeringen har uden Frygt og Risiko, uden Fare for, at der vilde blive gjort Ansvar gjældende mod den, kunnet gaa frem paa en friere Maade, end det maaske i og for sig var korrekt; men det ligger i det Tillidsforhold, der paa dette Punkt har bestaaet mellem Regjeringen og Folkereprcesentationen. Mini­steriet kunde være fuldkommen sikker paa at faae Decharge bag­efter, idet der efter Rigsdagens Opfattelse ikke kunde gjøres for meget i denne Retning, da Folkethinget bestandig trængte paa at faae gjort jo mere jo bedre. Altsaa tror jeg, at naar man vilde sige, at der i disse Salg, der her foreligge, laa en Praxis, saa vilde det være en meget misforstaaet og skjæv Opfattelse af Begrebet Praxis. Der foreligger i Virkeligheden ikke andet, end at Ministeriet med større eller mindre Rede­bonhed har søgt at imødekomme Repræsentationens Ønske; men deraf kan man ikke slutte noget om Grændserne imellem Repræsentationen og Administrationen. Dertil kommer des­uden, at denne Liste ikke er rigtig netop med Hensyn til de største og vigtigste af disse Eiendomme, der her ere opførte som solgte administrativt; netop med Hensyn til dem gjælder det, som jeg har dokumenteret, at der er særlig Bemyndigelse. Jeg gjør ikke Fordring paa, at denne Dokumentation skulde være udtømmende, jeg har ikke tillagt dette Punkt saa stor Betyd­ning, at jeg har offret megen Tid derpaa; men det er i alt Fald med Hensyn til de Eiendomme, for hvilke der er opført de største og betydeligste Summer, saaledes, at de ikke ere solgte uden Forhandling med Rigsdagen. Der har netop været Bemyndigelse for Regjeringen til at afhænde, en Be­myndigelse, der ikke altid er given under strængt formelle Former, men som i de vigtigste Tilfælde aldeles utvivlsomt er given, dels ved Finantsudvalgets Indstillinger og dels ved For­handlinger i Thinget, som have sluttet sig dertil. Den sidste Liste, der er fremlagt, og som opregner en Række Eiendomme, der ere solgte uden Hjemmel enten i særlige Love eller i Finantsloven og tillige uden kongelig Resolution, har jeg havt særlig Grund til at undersøge noget nøiere, men jeg har fundet, at der med Hensyn til alle de Eiendomme, som have nogen Betydning, er paa en eller anden Maade, mere eller mindre direkte, givet Bemyndigelse gjennem Rigsdagen til deres Afhændelse. Dette gjælder saaledes, hvad der er anført om de to Pakhuse ved St. Annæ Plads og den danske Manufakturhandels Pakhus paa Christianshavn tilligemed Bankhæftelsen. Disse Eiendomme være allerede ved den første Rigsdags samling i 1850 opstillede til Bortsalg, og naar man ikke stillede den kongelige Maltmølle op til Bortsalg, saa var det, fordi Finantsudvalget underhaanden var blevet enigt med Ministeren om, at den skulde sælges. Naar man dernæst gaar over til det følgende, de forrige Konsumtionsskriverboliger ved Portene, saa forholder det sig med dem paa en ganske anden Maade, idet disse Boliger tabte deres Betydning, den Gang Loven af 7de Februar 1851 ophævede Konsumtionen. Dermed faldt Konsumtionsskriver-Embederne bort, og dermed faldt ogsaa Bygnin­gernes Benyttelse i det Øiemed, hvori de hidtil havde været anvendte, bort, og saa var jo intet naturligere, end at de bleve solgte, efterat de havde tabt den Bestemmelse, de tidligere havde havt. Hvad angaar Parcellerne af det kongelige Porcellænsfabriks Grunde paa Christianshavn, saa har jeg doku­menteret, at Ministeriet der har solgt netop i Henhold til Folkethingets Opfordring og for at imødekomme dette. Ganske stemmende med den af Thinget udtalte Anskuelse har Mini­steriet søgt at saae disse Parceller solgte. Med Amtstuegaarden i Nyborg forholder det sig saaledes, at Embedet blev nedlagt i Nyborg, idel Amtmanden flyttede fra Nyborg til Svendborg, og derved blev Boligen ledig. Den havde altsaa ikke længere nogen Anvendelse og følgelig blev den solgt; men deraf kan man aabenbart ikke slutte, at Administrationen ganske i Al­mindelighed skulde være beføiet til at sælge Statens Eiendomme, fordi den har kunnet anse sig berettiget til at sælge Ting, som have tabt deres Betydning for Administrationen i en og anden Branche. Hvad Hovedgaarden Sødal angaar, da har jeg oplyst, at denne Eiendom blev overtaget, af Statskassen for Gjæld, men det, at Administrationen sætter en Eiendom til Auktion, som den har overtaget for Gjæld, tror jeg ikke er noget mærkeligt, og navnlig indeholder det ikke noget Bevis for, at Administrationen overhovedet kan realisere Eiendomme. Det vil altsaa ses, at denne Fortegnelse er i høi Grad urigtig. I Stedet for den lange Række af Exempler paa slige Salg, der her skulde foreligge, er der meget faa Exempler derpaa, og jeg vilde endda med Hensyn til dem — det er kun de mindre betydelige i pekuniær Henseende — tilføie, at jeg ingenlunde kan indestaa for, at der ikke ogsaa med Hensyn til dem kan foreligge en eller anden Hjemmel, som jeg ikke har kunnet op­dage. At jeg ikke har kunnet opdage en saadan, vil findes saa meget mere undskyldeligt, som der her foreligger fra Mi­nisteriet, altsaa fra den Autoritet, hos hvem man skulde vente fuldkommen Sagkundskab, en Fortegnelse, hvoraf i det mindste Halvdelen er komplet urigtig. — Men, som sagt, selv om man skulde kunne godtgjøre — jeg veed ikke, hvorledes det skal kunne godtgjøres, eller hvad der skulde kunne anføres til Støtte der­for selv om det skulde have noget paa sig, at Ministeriet kan sælge Statens Eiendomme efter eget Forgodtbefindende, naar den har Lyst dertil, uden at spørge Folkerepræsentationen derom, saa er dette ingen Afgjørelse af det andet derfra aldeles forskjellige Spørgsmaal, om Ministeriet ogsaa kan anvende Statens Eiendomme til et eller andet vilkaarligt Formaal, som det finder hensigtsmæssigt, nyttigt eller skjønt, uden at det indhenter Folkerepræsentationens Samtykke, altsaa i Tilfælde, hvor der ikke kommer noget Vederlag ind for de Aktiver, som udgaa af Statsformuen. Det, som jeg i denne Sag maa fastholde, er, at lige saa lidt Berettigelsen for Ministeriet kan syges i den historiske Udvikling, lige saa lidt kan den syges i nogen almindelig administrativ Bemyndigelse for Ministeriet til at foretage den Slags Transaktioner; en admi­nistrativ Bemyndigelse af den Art tror jeg ikke, at nogen har paastaaet er tilstede. Jeg tror, at vi aldrig i vor konstitutio­nelle Praxis have havt noget Exempel paa, at der er afstaaet Grunde eller Statseiendomme eller Pengeydelser til Kirker uden Folkerepræsentationens Samtykke. Det er klart, at hvis man her vilde tale om Praxis, maatte man vise ikke blot, at Sta­tens Eiendomme vare realiserede paa en hensigtsmæssig Maade, uden at Repræsentationen havde gjort Indsigelse derimod, men man maatte godtgjøre, at Eiendomme vare anvendte til upro­duktive Øiemed, til kunstneriske og kirkelige Formaal, uden at det havde mødt nogen Modsigelse Jeg tror imidlertid, at man skal lede og lede forgjæves om Exempler paa Sligt.
 Efter hvad jeg saaledes har anført, maa jeg anse denne Rigsretstiltale for tilstrækkelig begrundet. Jeg tror, at det herved er godtgjort, baade at den paagjældende Transaktion har medført et betydeligt Tab for Statskassen, og at dette Tab er paaført den paa en retsstridig Maade, idet de forskjellige Veie, ad hvilke man har sygt at ville hævde denne Berettigelse, ere glippede. Det er ikke lykkedes enten ad den ene eller anden Vei at hævde den konstitutionelle Bemyndigelse for Ministeren til at handle paa denne Maade. Tvertimod, den Bestemmelse i Finantsloven, i Henhold til hvilken Eiendommen er afhændet, nægter tydelig og klart en Afhændelse paa den Maade, hvorpaa den nu er sket, og det vil vistnok erkjendes, at en Finantslovs Bestemmelse, der er vedtagen af Folkethinget og Landsthinget og stadfæstet af Kongen, er bindende, ganske vist ikke bindende paa den Maade, at Ministeren i det givne Finantsaar skulde paadrage sig Ansvar, hvis han ikke realiserede, men dog bindende paa den Maade, at naar en Eiendom i et givet Finantsaar er henstillet til Salg, altsaa med alle Lovgivnings­faktorernes samstemmende Villie, saa kan den ikke realiseres paa anden Maade end ved Salg, saa er den tryg for Statskassen, saa længe den staar i Finantsloven. Saa megen Betydning tror jeg, man maa erkjende, at en Finantslovsposition har, at selv om den ikke lægger nogen bestemt Forpligtelse paa Ministeren til at opfylde denne Position, saa har den dog den ne­gative Betydning, at den, saa længe den staar paa Finans­loven, forbyder Ministeriet at gaa en anden Vei. Det er sik­kert, at Ansvaret herfor først og fremmest paahviler den Minister, som har ledet Forhandlingerne fra først af, nemlig Finantsminister Krieger, men Folkethinget har ment, at et Medansvar ikke kunde undgaas ogsaa for de Ministre, der have fortsat denne Retshandel, saaledes at naar det erkjendtes, at denne Handel var retsstridig, var et Misbrug af Embedsmyndigheden, saa vilde de følgende Ministre, der have fortsat denne Tilstand, ikke kunne undgaa Ansvar derfor. Det er ganske vist, at der­ som man antager, som det er paastaaet af et Mindretal i et af de nedsatte Udvalg, at der efter Kriegers Svar den l9de Juni 1874 forelaa en bindende retsgyldig Forpligtelse for Statskassen, saaledes at de følgende Ministre ved Domstolene kunde søges til at opfylde denne Forpligtelse, da vilde dette have en betydelig Indflydelse paa de følgende Ministres An­svar, men jeg tror ikke, at det forholder sig saaledes. Jeg tror ikke, at der ved den Skrivelse, som Krieger den 19de Juni sendte Etatsraad Tietgen, er foregaaet en virkelig bindende, retsgyldig Afgjørelse af dette Spørgsmaal, som vilde forhindre de følgende Ministre fra at komme bort fra denne Retshandel igjen. Jeg skal i den Henseende fremhæve, at der ikke den 19de Juni var erhvervet kongelig Resolution paa dette Salg, uagtet en saadan utvivlsomt maatte være nødvendig for en saadan Afhændelse. Saalænge Retshandelen ikke havde faaet kongeligt Samtykke, saalænge var den vistnok ikke forbindende for Statskassen som en retsgyldig Forpligtelse; men selv under en modsat Forudsætning vilde det sikkert have paahvilet de følgende Ministre at henvende sig til Folkerepræsentationen for at indhente dens efterfølgende Samtykke, et Samtykke, som meget vel kunde være givet til Retshandelen, efter at den en­ gang var sket, selv om man vilde have forbeholdt sig at gjøre Ansvar gjældende lige overfor den Minister, der var den op­rindelige Ophavsmand dertil. Men dernæst v il det ogsaa ses, at i et Forhold som dette, hvor man paastaar at ville give Statskassen en stor Gave, samtidig med at man tilintetgjør en Værdi paa mellem 3 og 400,000 Kr., vilde det have været af stor Betydning med Hensyn til Retshandelens Opløsning, om det var kommet til at staa paa det Punkt, at vedkommende Giver ikke havde noget andet Middel end igjennem Domstolene at søge at fremtvinge Modtagelsen af Gaven; dette vilde have sat hele dette Forhold i et eiendommeligt Lys, som ikke vilde have været uden Interesse, og at Folkethinget maaske havde afslaaet denne Disposition, naar dets Samtykke blev begjært, anser jeg for aldeles utvivlsomt, det kan der neppe være noget Skin af Tvivl om, naar man ser de Forhandlinger, der ere førte, og naar man betænker, at, efterat Folkethinget havde besluttet Realisationen og havde faaet Landsthingets og Regjeringens Samtykke, og der var kommet et Resultat tilveie, er netop den Side af Rigsdagen, som man pleier at betragte som den, der er mindst tilbøielig til at yde store Ting til Videnskab og Kunst, — sikkert nok med Urette betragtes den saaledes — bleven Majoritet i Folkethinget. Dersom man nu tænkte sig, at Ministeren kunde sige: Idet jeg foretog en Disposition, hvorved Statskassen i Stedet for 540,000 Kr. fik 200,000 Kr., maatte jeg gaa ud fra, at Rigsdagen med stor Glæde vilde samtykke i en saa værdifuld og uventet Gave som den, der her er givet, saa siger jeg: Enhver, der har det mindste Kjendskab til den politiske Stilling i Landet, maa være fuldstændig sikker og overbevist om, at et saadant Samtykke aldrig var blevet givet og navnlig ikke givet det Ministerium, som den Gang regjerede her i Landet.
 Hermed skal jeg slutte, idet jeg i Henhold til min Fremstilling i Anklageskriftet, til den i Sagen skete Dokumentation og til det nu givne Resumé, skal have den Ære at nedlægge følgende

Paastand:

 At de forhenværende Ministre,
 1) Extraordinær Høiesteretsassessor, Dr. juris, A. F. Krieger.
 2) Overkammerherre, Lehnsgreve L. H. C. H. Holstein-Holsteinborg.
 3) Kammerherre, Geheimekonserentsraad C. A. Fonnesbech.
ikjendes Straf efter Straffelovens § 141 og § 143 samt til pligtes in solidum at erstatte Statskassen det denne ved Afhændelsen af Frederiks Kirkeplads m. v. p aaførte Tab med 340,000 Kroner. Ligeledes paastaas de Anklagede paa lagte at udrede denne Sags Omkostninger, derunder Salær til mig.
 Saaledes indlades Sagen til Rettens Paakjendelse.

 Formanden (Mourier): Inden jeg giver Ordet til For­svareren, skal jeg udsætte Mødet et Kvarterstid.

Mødet udsat Kl. 111⁄2.



Mødet gjenoptaget Kl. 11.40 M.

 Formanden (Mourier): Forsvareren har Ordet.

 Forsvareren (Klubien): Høie Rigsret! Naar jeg nu som de Tiltaltes Forsvarer skal stride til den Del af mit Hverv, der bestaar i at paavise det Uholdbare i den reiste Anklage, har jeg en Følelse af, at den hele Dokumentation og ikke mindst den, der har fundet Sted fra Anklagens Side, har udrettet en væsentlig Del af, hvad der vil kunne paahvile mig, faa at jeg for saa vidt gjerne kunde indstrænke mig til at nedlægge den Frifindelfespaastand, hvortil det forekommer mig, at den hele Dokumentation konkluderer. Jeg har derhos en Følelse af det samme, som den ærede offentlige Anklager udtalte, at den høie Ret maa være noget troet, jeg har en Følelse af, at den høie Ret, som har hørt de samme Ankeposter varierede, mere eller mindre forskjellig men dog i Hovedsagen paa samme Maade, af tre Folkethingsudvalg, to Statsrevisions-Opfattelser og en offentlig Anklager, og som har hørt, hvad der saaledes er fremkommet, imødegaaet i to klare og udkommende Minoritetsbetænkninger og i to fortrin­lig oplysende Skrivelser fra Finansministeriet, virkelig ikke har megen Tale fra min Side behov. Men jeg kan ikke skjønne rettere, end at det vil være min Pligt alligevel i nogen Tid at lægge Beslag paa den høie Rets Opmærksomhed; hvor lidet tvivlsom end Sagen forekommer mig at være, er det nødvendigt for mig at paavise de faktiske og retslige Misfor­staaelser, der have været nødvendige for overhovedet at komme til en Beslutning om Anklage i denne Sag og til at be­grunde den.
 Jeg kan vel undre mig, ikke over at Folkethinget kunde ønske nedsat et Udvalg for at undersøge denne Sag og samle et Materiale til dens Bedømmelse, men jeg kan undre mig over, at man, efter hvad der saa kom til at foreligge og kom til at foreligge gjennem gjentagne Behandlinger i flere Aar, saaledes at det Skridt, der til Slutningen førte til Anklagen, paa ingen Maade kan siges at være overilet, er kommen til at reise denne Anklage. Fra de Anklagedes Standpunkt kan jeg imidlertid ikke beklage det; der vilde dog maaske være blevet tillagt de stærke Paastande, der ere fremsatte i denne Sag, nogen Betydning, der vilde dog maaske være ikke Faa, der vilde mene, at her dog maatte være noget mindre forsvarligt, noget, som i alt Fald kunde misbilliges, noget, som i en eller anden Retning var mindre korrekt, selv om man maatte finde, at det vilde være urimeligt at misbillige det, fordi det jo dog fremgik af alt, hvad der er oplyst, at der var handlet i den fuldstændigste gode Tro, fordi der dog i alt Fald maatte være en tilstrækkelig Undskyldning, hvis der var noget ukor­rekt, i den Nødvendighed, der var for at gribe et gunstigt Øieblik, og i den smukke og værdige Løsning, som nu frembød sig, af en Opgave, som tidligere havde været for tung for dem, der havde forsøgt at løfte den. Det er væsentligt den offentlige Anklagers Fortjeneste, at det nu vil stille sig klarere, endogsaa populært klart for den, der ser paa denne Sag, at her intet er at misbillige; de fantastiske Forestillinger om Værdier, der have dannet en nødvendig Baggrund for enhver Kri­tik, der er kommen til Orde i denne Sag, er det jo den offent­lige Anklagers Fortjeneste — en Fortjeneste, som han forøvrigt ikke synes at sætte saa høit, som han burde — at have bragt til at forsvinde. Han har rammet en forsvarlig Pæl ned igjennem Forestillingen — og det var den populære Opfattelse, den, man begyndte med i denne Sag — om, at Salget, saaledes som det forelaa, skulde give Etatsraad Tietgen en betydelig Kapital ihænde til at anbringe i Kirken. Jeg skal senere komme til at vise, hvad Skønsforretningen i saa Henseende i Virkeligheden gaar ud paa, men jeg skal her strax udtale, at det ikke vil være undgaaet Dommernes Opmærk­somhed, at de 268,000 Kr., som Skjønsmændene have ansat som Værdien af de Byggegrunde, Etatsraad Tietgen har over­taget, kun ere ansatte som Værdi under Forudsætning af, at han kunde slippe med det halve Gadeanlæg, medens For­holdet er dette, at Tietgen har paataget sig Forpligtelsen til at bekoste det hele Gadeanlæg, og jeg skal senere paavise, at det simple og korrekte Udtryk for Resultatet af Skjønsforret­ningen er, at Tietgen har betalt Grunden nogle Tusinde Kroner for dyrt. Der bliver altsaa intet til at bygge Kirken for. Herved tror jeg ganske vist, at der er meget vundet, og havde dette staaet ganske klart fra Begyndelsen af, tvivler jeg meget paa, at man overhovedet var kommen til at tale om Competenceoverskridelser.
 Men naar man nu vilde reise denne Anklage, er det dog sikkert en noget let Maade, man har taget det Spørgsmaal paa, hvem man skulde drage til Ansvar. Man har her det Særsyn, den Besynderlighed, at man retter et Søgsmaal for den Competenceoverskridelse, der altsaa stal være begaaet der­ ved, at en Staten tilhørende Gjenstand er solgt ved en Rets­handel, mod tre successive Finantsministre, som man kumu­lativt vil gjøre ansvarlige. Jeg har forgjæves i Anklage­skriftet søgt efter den rationelle Begrundelse heraf, og jeg har ligeledes forgjæves ventet at høre noget derom fra den offent­lige Anklagers Side i det Foredrag, han nys sluttede. Det er ganske vist ogsaa et Spørgsmaal, der har ligget over hans Kræfter, hvilket paa ingen Maade siges af mig for at yttre noget nedsættende om disse; thi det har i og for sig været en Umulighed at begrunde dette. Det er en Feil, Anklageordren har begaaet, som er fuldstændig uhelbredelig. Anklageordren, har sat et kumulativt Ansvar, hvor der ikke paa nogen Maade kunde være Tale om andet, end en Tvivl om, hvem der var den Ansvarlige. Hvis der virkelig, som den offentlige Anklager nys sagde, havde været en Tvivl tilstede, en Tvivl, som kunde bygges derpaa, at der ikke var erhvervet nogen kgl. Resolution forud for den 19de Juni, saa kunde det henstilles som tvivl­somt, om det var Krieger, eller om det var Grev Holstein, der var den Skyldige, men saa kunde man høist komme til Retten med en Anmodning om at faae en af disse Herrer dømt; men hvorledes man kan komme til at gjøre Ansvar gjældende over for dem begge paa en Gang, og tilmed at tage den tredie Finantsminister med, med Hensyn til hvilken denne Tvivl om, hvem der havde afsluttet den egentlige Retshandel, ikke kan faae fjerneste Betydning, for den Finautsminister, der kun har understrevet Skjødet, det forstaar jeg ikke. Det, for hvilket der her kræves Straf og Erstatning, er jo nemlig det, at Stats­kassen paa ulovlig Maade, til stort pekuniært Tab for sig, skal være bleven stilt ved et værdifuldt Aktiv. Det maa vel være den, der har afsluttet denne Retshandel paa en for Staten bindende Maade, som skulde straffes, og hvis det er Finants­minister Krieger, der har gjort dette, og hvis han har forladt Ministeriet saaledes, at Staten havde en Sælgers Forpligtelser, Tietgen en Kjøbers Ret, hvor er det saa muligt at finde et Ansvar for de efterfølgende Ministre? Det kan jo dog aldrig være noget, som skal være strafbart, at opfylde en Forpligtelse, som Staten har paalaget sig; det kan dog aldrig være Noget, som man skal være forpligtet til at gjøre endog under Ansvar af Straf efter Loven, at bryde Statens Ord og at tvinge Kjøberen til at anlægge en Proces, der er haabløs og derfor uanstændig. Nei, Spørgsmaalet maa jo strax stilles paa: var Statskassen bunden ved hvad Finantsminister Krieger havde foretaget? Kommer man til at besvare dette Spørgsmaal bekræftende, kan man kun gjøre Ansvar gjældende mod Krieger; kommer man til at anse det for tvivlsomt, kan man gjøre allernativt Ansvar gjældende mod Krieger og Holstein; kommer man til at besvare det saaledes, at Krieger ikke har præjudi­ceret sin Eftermand, at Staten ikke var bunden men først var bleven det, ved at Kjøbekontrakten blev underskreven af Holstein, saa er Krieger fri, saa er Ansvaret Grev Holsteins. Thi det er jo dog vel ikke strafbart at gjøre Forsøg paa at afslutte en Retshandel, naar man i Virkeligheden ikke afslutter den men har forbeholdt sin Eftermand fuld Frihed saavel til at undlade at gaa videre som tilsat føre Sagen videre ad den Vei, der er anvist, at forelægge Sagen for Rigsdagen og gjøre dens Afslutning afhængig af den. Jeg tillader mig at spørge: Naar man ikke vil lade Finantsminister Kriegers Accept af 19de Juni af Tietgens Tilbud vcrre bindende for Staten, hvor bliver saa Finantsminister Kriegers Ansvar af? Og jeg skal tillade mig at vise, hvor stærk en Logik, der har været i, hvad der her er sagt, thi det har hverken været Affatterne af An­klageordrerne — hverken den første eller den, der blev den endelig gjældende — eller den offentlige Anklager muligt at undgaa Selvmodsigelse. Det er ganske vist Finantsminister Krieger, som man naturlig maatte lægge Ansvaret paa, det tror jeg at kunne gaa ud fra, og saa længe man taler om ham, siger man, at han har accepteret dette Tilbud, at han har bragt det til den foreløbige Afslutning — det vil vides, at Ordet „foreløbig” i den Forstand meget vel kan bruges, uagtet Afslutningen er endelig bindende. Man gaar altsaa ud fra en Accept med den sædvanlige Følge deraf, at der er udgaaet en juridisk bindende Retshandel. Men naar man saa kommer til Holstein og Fonnesbech og taler om den vi­dere Udførelse, de skulle have gjort sig skyldige i, hvad kalder man saa det, Krieger har gjort? Det kalder man den af Krieger indledede Retshandel, og saa beklager man sig over, at de have videre udført og fuldbyrdet det Tab og den Skade, „man” var i Begreb med at paaføre Staten. Dette vil sige: Krieger har nu, da man taler om Holstein og Fonnesbech, kun indledet en Retshandel, ikke afsluttet den; han har ikke tilføiet Staten et Tab, men han har kun vceret i Begreb med at tilføie Staten et Tab; men skyldig bliver man da vel ikke, fordi man har indledet en uheldig Rets­handel, og skyldig bliver man da ikke til Erstatning og heller ikke til Straf, fordi man har været i Begreb med at tilføie et Tab, som man i Virkeligheden ikke tilføier, idet man træder tilbage, inden der bevirkes noget Tab. Saaledes staar Sagen altsaa, og hvad enten man, fom det første Anklageudkast, bruger den ciceronianske Vending: Krieger har aftalt, Holstein har afsluttet, Fonnesbech har fuldbyrdet, eller man, saaledes som man senere har gjort det mindre ciceroniansk men derfor ikke mere logisk, siger: Krieger har accepteret Tietgens Tilbud, Fonnesbech har fortsat og videre udført den af Krieger indledede Retshandel og derved paaført Staten det Tab, som Krieger var i Begreb med at paaføre det — saa ser jeg ikke, hvorledes dette kan bestaa for den almindelige Logiks For­dringer.
 Det man mener, at Holstein skulde have gjort, var jo — det udtalte den ærede offentlige Anklager — at han skulde have forsøgt de til Raadighed staaende Retsmidler, for at befri Statskassen for denne Retshandel; men stod der saadanne Retsmidler til Raadighed? Var det muligt at sige til Tietgen: Vi ere ikke bundne, og kunde en Proces herom vindes, saa vilde dog den retslige Stilling være denne, at Fi­nansminister Krieger ikke havde efterladt sin Efterfølger en bindende Aftale, men kun havde efterladt ham Forhandlinger, ikke Forpligtelser, og saa maatte Ansvaret falde bort for Finansminister Krieger. Og nu det Andet, som Anklageskriftet fordrer, at man skulde have gjort, nemlig et Forsøg paa at henvende sig til Rigsdagen, for at opnaa dennes Samtykke til Retshandelen, — det vilde dog vel være Fonnesbech, der skulde have gjort dette, ikke Holstein, idet der, da han under­skrev Købekontrakten, ikke var nogen Rigsdag samlet. Altsaa skulde det vel nærmest være heri, at man skulde se Fonnesbechs strafskyldige Delagtighed i den strafbare Gjerning, at han den 5te Januar 1875 underskrev et Skjøde, som han ubetinget ved Dom kunde tilpligtes at underskrive, uden at han i Forveien havde gjort noget Forsøg paa at faae Rigsdagens Samtykke til den allerede fuldstændig afsluttede Retshandel. Det maa vel være det, der menes med at benytte „de konstitutionelle Midler.” Men i selve Anklagelsesskriftet har den ærede offentlige Anklager udtalt og i Dag yderligere fremhævet, at det vilde være en aldeles fortvivlet og haabløs Gjerning at komme med denne Retshandel til Rigsdagen og bede om dens Samtykke. Intet var klarere, end at man ikke paa nogen Maade kunde faae Rigsdagens Samtykke til, hvad der saaledes var foregaaet. Jeg skal tillade mig at spørge, hvorledes det skulde kunne blive strafbart for en Minister, der ikke har gjort noget, at han ikke søger Indemnitet for en Minister, som han heller ikke tror, har gjort noget, men som nu adskillige Aar efter bliver erklæret for at have gjort noget, der var strafbart? Det er dog vistnok, med et mildt Udtryk, en høist besynderlig konstitutionel eller strafferetslig Theori, at det skulde medføre Ansvar for en Minister, at han ikke søger Indemnitet, ikke for sig, men for en af sine Forgjængere, for sin umiddelbare Forgjænger, for en fuldstcendig afsluttet Rets­handel, som han endogsaa anser for at være i høieste Maade lovlig. Det vilde, set fra Kriegers Standpunkt, ganske vist have taget sig besynderlig ud, om Fonnesbech havde gjort ham den Tjeneste at indbringe Forslag til en saadan Indemnitetsbeslutning og derved ligesom fra Regjeringens Side angivet ham som en Person, der havde gjort sig skyldig i noget, der medførte Ansvar. Nei, har man ikke andet at lægge Fonnesbech til Last, undrer det mig rigtignok i høi Grad, at det ikke har været tilstrækkeligt til at fri ham fra at blive bragt under Anklage, at den ærede offentlige Anklager og hans Parti dog skyldte ham nogen Paaskjønnelse, fordi han i Virkeligheden er den eneste Minister, der nogensinde har været tilbøielig til at gaa ind paa at blive af med Mar­morkirken. Det er haardt, naar man indtager den Stilling — og det er dokumenteret, at den Stilling indtager Fon­nesbech — saa at blive med indtaget under det Søgsmaal, der er fremkommet her. Endnu maa jeg maaske bemærke, at fordi man ikke søger en Indemnitetslov, er Sagen jo ikke skjult for Repræsentationen. Den kommer frem paa sin fuld­stændig naturlige Maade, den bliver, hvad ogsaa denne Sag tilstrækkelig udviser, behandlet regnskabsmæssig af Stats­revisionen, kommer derefter til at foreligge for Rigsdagen til Beslutning, og derved altsaa, at en Minister ikke fremkommer med en Indemnitetslov eller paa anden Maade gjør Rigs­dagen opmærksom paa, at en af hans Forgjængere vistnok har begaaet noget ulovligt, gjør man sig ikke skyldig i nogen Fordølgelse, der lader sig opfatte som Medskyld. Jeg har søgt meget særligt, men søger virkelig forgjæves efter over­hovedet at forstaa det kumulative Ansvar for de tre Ministre, og jeg tror virkelig, at den ærede offentlige Anklager maa gjøre sit Valg. Han maa fortælle, hvem det egentlig er, han vil have offret; han kan faae i det allerhøieste een Minister offret, men han kan ikke faae en hel Hekatombe. Det er ikke muligt, og for saa vidt han ikke pnfler at trceffe et Valg, paahviler det mig fom Forsvarer at udtale, at jeg kan ikke være med til denne Fiktion om, at der skulde være tre An­svar her, og i det følgende maa jeg derfor gaa ud fra Forholdet, som det er, at er der begaaet noget urigtigt, noget straf­bart, er der nogen, som har Ansvar derfor, saa er det Krieger, og han agter heller ikke at unddrage sig det. Saaledes stiller Sagen sig for mig. Det er nemlig mig indlysende, at naar Etatsraad Tietgen efter de mundtlige Forhandlinger, der ere gaaede forud for hans Skrivelse af 30te Mai, gjør Krieger et bestemt Tilbud, som med Modifikationer, ligeledes baserede paa mundtlige Aftaler, blive accepterede den 19de Juni, hvorefter Tietgen samme Dag siger: Jeg vedtager det Hele og anser altsaa den Sag for at være i Orden, saa er det en definitiv afsluttet Handel, der forelaa, da Krieger fratraadte, og at hans Efterfølger kan ikke, hvor lidet han end ønsker at unddrage sig derfor, komme til at faae nogetsomhelst Ansvar. Jeg tror nu ogsaa, som allerede bemærket, at Anklagemyndigheden i denne Sag nærmest sigter paa Krieger. Det er i saa Henseende be­tegnende, at naar der nævnes disse særdeles graverende Om­stændigheder, som Retten ikke maa overse, naar Ansvaret skal bestemmes, glemmer den offentlige Anklager aldeles, at der er to andre Tiltalte foruden Krieger. De skjærpende Omstændig­heder knytte sig udelukkende til Kriegers Ansvar. Han omtales som den, der har drevet den afgjørende Del af Forhandlingerne, som den, der har understrevet Accepten paa Tietgens Tilbud, som den, der paa den sidste Dag af sin Funktionstid har truffet en indgribende og extraordinær Foranstaltning til Skade for Statskassen, fom den, der har foregrebet sin Efterfølgers Handlefrihed, ja, endogsaa som den eneste Minister, om hvem det kunde formodes, at han havde Mod til ad den Vei at for­gribe sig paa Statens Eiendom. Det er altsammen Udtalel­ser, der ikke lade sig forene med den Betragtning, at Krieger kun havde overgivet sin Eftermand Forhandlinger, men ikke en afsluttet Retshandel. Jeg skal altsaa ikke fastholde Fiktionen om det tredobbelte Ansvar, men gaa ud fra, at det er Krieger, som har det Ansvar, der maatte findes at være i denne Sag. Jeg tror, han kan boere det alene, og der er for hans Vedkommende, som sagt, ikke nogensomhelst Tanke om at ville skyde det over paa nogen af de efterfølgende Finansministre; men jeg har dog ligeledes Bemyndigelse af disse til at udtale, at det Ansvar, der maatte befindes for dem, ere de fuldstæn­dig villige til at bære. Der skal ikke blive Tale om i denne Sag at forsøge paa at flyde over fra den Ene til den Anden; det er vel en Forventning om, at noget saadant kunde ske, der har medført, at man retter sin Anklage baade imod Krieger og imod Holstein og Fonnesbech. Man kunde, forekommer det mig, have forsvaret en Anklage for de to førstes Vedkom­mende, man kunde have paaberaabt sig, hvad den offentlige Anklager jo ogsaahar gjort,at man ikke selv kunde afgjøre, naar den Retshan­del var bleven bindende, men man maatte saa have stillet Ansvaret alternativt. For saa vidt imidlertid Krieger maa hævde for sig Ansvaret i denne Sag, skal jeg udtale at han dog ikke kan hævde for sig at have „taget Initiativet” til den indgaaede Retshandel, saaledes som det er udtalt i Anklageskriftet. Det er dokumenteret, at det ikke er Krieger, men Tietgen, der har den Ære, der i saa Henseende maatte tilkomme Nogen.
 Det er altsaa Krieger, der har gjort, hvad der i denne Sag maatte være at dadle. Den offentlige Anklager har fremhævet, at der i dette Navn ligger nogen Garanti for et nøie Kjendskab saa vel til Forfatningens Grundsætninger overhovedet som særlig til Repræsentationens Standpunkt og Villie i denne Sag, og jeg skal indrømme, at et saadant Kjend­skab har været tilstede. Der er neppe mange her i Landet, der have et nøiere og mere indgaaende, paa en uafbrudt Del­tagelse i det offentlige Liv i de forskjellige Stillinger som Folkerepræsentant og som Medlem af Regjeringen bygget Kjendskab til vor Forfatning, dens Anvendelse og dens Ud­vikling end Ordføreren i den grundlovgivende Rigsforsamling har, og saa vist som det er Tilfældet, faa vist forekommer det mig at have sin Betydning for den, der vil yde Krieger fuld Retfærdighed, at det ingenlunde — en saadan Erklæring kan jeg afgive paa halls Vegne — er falden ham ind, at hall ikke skulde have været berettiget og fuldt kompetent til at afslutte den Handel, hvorom der er Tale. Om hans bona fides kan der ikke tilstedes nogen Tvivl, og jeg tillader mig at tro, at hans Evne til at drage Grændsen for sin Competence er ret betydelig. Denne Competence var jo i dette Tilfælde bestemt dels ved de almindelige Regler for Administratio­nens Handlefrihed og Administrationens Selvstændighed og dels ved det simple Faktum, at ingen særlig Lov havde indført en mere begrændset Handlefrihed paa dette specielle Omraade, og jeg mener nu, som jeg udtalte, at Kriegers Evner til at bedømme dette maa vel siges at være mindst lige saa store og maaske mere uhildede af Lyst til Overgreb og Magt, end deres, som have nægtet hans Competence. Gjaldt det kun om at hævde Straffrihed i denne Sag, saa maatte det jo i Grunden være tilstroekkeligt at paavise, at en samvittig­hedsfuld Undersøgelse kan føre til det Resultat, at Administra­tionens Competence ikke er overskreden, hvad da ogsaa den Statsrevisor, der jo fra sin tidligere Stilling er særlig kyndig i hele Administrationens Gang, har antaget, og om end den høie Ret nu maatte komme til et andet Resultat, forekommer det mig, at den hele Tvivl, der saaledes med Føie maa siges at omgive dette Spprgsmaal, maa sikkre den Straffrihed, der kun har gjort sig skyldig i en under disse Omstændigheder undskyldelig Misforstaaelse og ikke i en bevidst og vitterlig Lovovertrædelse. Det er et Forhold, til hvilket der vilde kunne findes Analogi i det private Fuldmagtsforhold; man kan ikke uden videre gjøre en Fuldmægtig ansvarlig for, at han misforstaar en utydelig Instrux og tror sig berettiget til at handle, hvor man ved en nøiere Undersøgelse af Sagen mener, at der dog er mest Grund til at tro, at han ikke var berettiget til at handle. Den utydelige Instrux, som Fuldmægtigen jo ikke har givet sig selv, dækker ham under alle Omstændigheder for Strafansvar.
 Men jeg tør vel iøvrigt paastaa, at den hele Paastand om, at Krieger ved at afslutte den omhandlede Retshandel skulde have overskredet enten Administrationens almindelige Competence eller nogen særlig for dette Forhold lovbestemt Competence, er aldeles utvivlsom urigtig, hvad enten man, saaledes som man jo ved de tidligere Forhandlinger navnlig fra Finautsudvalgenes Side har været tilbøielig til, har villet se en Competenceoverskridelse deri, at Administrationen overhove­det skulde savne Bemyndigelse til at sælge en Statseiendom af denne Beskaffenhed, at altsaa Bemyndigelse til at sælge maatte søges i Finantsloven, hvis Position man derhos opfatter ikke blot som Bemyndigelse men som et Paalæg om at sælge paa en vis Maade, eller man, hvad den ærede offentlige Anklager synes at være mest stemt for, vil se Competenceoverskridelsen deri, at man, som jeg tror, han sagde, ikke har solgt men, har anbragt Statens Grunde i et Kunstværk. Det er jo den ærede offentlige Anklagers særlige Vending, men, saa vidt jeg veed, har der ikke været Spor af denne Maade at se Sagen paa under de tidligere Forhandlinger, hverken i Folkethinget eller i Statsrevisionen. Det var et Punkt, der kom frem i den sidste Udvalgsbetænkning, der foreligger, om hvilken det er givet, at den ærede offentlige Anklager er Forfatteren. Hvad enten man altsaa ser det paa den ene eller anden Maade, saa tror jeg, at det er aldeles urigtigt, at der her skulde fore­ligge nogen Competenceoverskridelse. Det undrer mig imidler­tid ikke paa nogen Maade, at en saadan Paastand er kommen frem og er bleven forfægtet paa de Stadier, denne Sag har gjennemgaaet; thi det hører engang med til det konstitutionelle Liv, at de engang afstukne Competencegrændser, saaledes som de ere givne i Forfatningen, aldrig tilfredsstille Repræsen­tationen, forsaavidt der er hjemlet Administrationen et Omraade, indenfor hvilket den kan bevæge sig med nogen Frihed. Repræsentationen er idelig beskæftiget med at indsnævre det Omraade, som forfatningsmæssig tilkommer Administrationen. Theoretisk er man fuldstændig paa det Rene med, at Admini­strationen bør have sit Omraade, at der er noget, der hører Administrationen til, og at det her bør være Administrationen, der har Afgjørelsen efter sit Skjøn og under sit Ansvar, det vil være urigtigt at binde Hænderne paa den, man bør give Administrationen nogenlunde frie Hænder for ikke at tilintetgjøre Følelsen af dens Ansvar. Theoretisk er man enig derom, og theoretisk tror jeg ogsaa, det er indrømmet, at Administrationen har ganske andre Chancer for at administrere godt, end et Finantsudvalg har for at administrere, naar det tager Administrationen ind under sig i de 6 Maaneder af Aaret, og jeg tror, at man theoretisk vil være tilbøielig til at sige, at et Finantsudvalg har stor Udsigt til, naar det vil administrere i stor Detail, saa at komme til at administrere sket. Men praktisk stiller Sagen sig selvfølgelig ganske anderledes, praktisk er enhver Session en fortsat Bestræbelse for at indskrænke Administrationens Handle­ frihed, at binde dens frie Skjøn og lægge alle Afgjørelser, der blot have nogensomhelst Betydning, over til Repræsentationen. Denne Bestræbelse fra Repræsentationens Side medfører selvfølgelig en Tendens til ikke let at indrømme, at der er noget Gebet, hvor Administrationen kan handle selvstændig. Jeg synes, at dette er naturligt, og det er i hvert Fald i Virkelig­ heden Tilfældet. Det fører til, saaledes som de høie Dommere ville have hørt baade under Dokumentationen og det Foredrag, den ærede offentlige Anklager nys har holdt, at postulere, at naar blot en enkelt Rigsdagsmand har sagt et Ord i et af Thingene, saa er det en Bemyndigelse, saa foreligger der en konstitutionel Hjemmel for Administrationen, saa handler Ad­ministrationen ikke længer under sit eget Ansvar, men saa handler den ifølge en Bemyndigelse, som siges at ligge i Forhandlingerne; den offentlige Anklager behøver aldeles ikke et Votum for at tale om en saadan Bemyndigelse. Man nævner blot en Sag i Finantsudvalget eller i Thinget, der er En eller Anden, der staar op og mener, at det kunde være meget godt, om det skete, og saa har Ministeren efter Anklagerens For­mening en konstitutionel Hjemmel. Det er ikke nødvendigt, at dette ster i begge Thing; der er flet ikke Tale om Nødvendigheden af, at det sker i Landsthinget, den konstitutionelle Hjemmel er tilstede, saasnart der blot i Finantsudvalget har været for­ handlet derom, og man derved, som det hedder, har sikkret sig Overensstemmelse med Repræsentationen, med Rigsdagen. Det er ganske vist, at den ærede offentlige Anklager kan paavise, at Administrationen i mangfoldige Tilfælde paa denne Maade har bragt Sager paa Bane i Rigsdagen, i hvilke Administrationen virkelig var berettiget til at handle selvstændig og efter sit eget Skjøn; men det ligger jo i Sagens Natur, at Regjeringen Regjeringen kun, hvor de er haardt nødvendigt, finder Anledning til bestemt at afvise en Indblanding fra Repræsentationens Side, som det dog gjælder om at komme godt ud af det med, og det ligger jo derhos ogsaa i den menneskelige Natur, at Administrationen selv i mangfoldige Tilfælde, hvor den var berettiget til selv at handle, og hvor den var berettiget til at handle uden at adspørge Rigsdagen, foretrækker at bringe Sagen paa Bane i Repræsentationen for derigjennem at sikkre sig imod, at der skal komme Kritik bagefter. Regjeringen bøier altsaa hyppig af ligeoverfor Fordringen om at raade med paa Administrationens Omraade; den anerkjender vel ikke Repræsen­tationens Fordring som statsretslig berettiget, men den accep­terer den som en Indflydelse, der kan være mere eller mindre i sin Orden, fordi det Hele jo er et Maskineri, hvis enkelte Dele ikke kunne sætte sig op mod hinanden, man maa søge at arbeide saa vidt muligt i Harmoni med med hinanden. Det er jo ogsaa undertiden ret behageligt, at man kan være fri for Ansvar; det er ret behageligt, at man undertiden kan lægge Ansvaret over paa Andre, og dette har ogsaa ført til, at mangen en Minister er kommen til Re­præsentationen eller til Finantsudvalget med Tale om, hvad der skulde gjøres i det eller det Tilfælde, hvor han i Virkeligheden statsretslig taget var fuldt berettiget, ja, maaske egentlig for­pligtet til at handle paa eget Ansvar. Jeg skal ikke opholde mig ved de forskjellige Forsøg, som den ærede Modpart har gjort paa at paavise. „Bemyndigelser” fra Rigsdagens Side. Jeg tror, at naar man skal bevise, at Administrationen ifølge den gjældende konstitutionelle Praxis har maattet søge Bemyndigelse til at handle paa en vis Maade, saa skal man bevise noget andet end det, at Ministre ofte have fundet sig i, at Repræsentationen har beskjæftiget sig med Administrationsanliggender eller endog selv har bragt saadanne paa Tale i Rigsdagen, forinden de have ordnet dem med mere eller mindre Hensyntagen til den Stemning,, der har været i Rigsdagen. Med Hensyn til det specielle Punkt, der her foreligger, nemlig Salget af en fast Statseiendom, maa jeg udtale, at jeg ikke forstaar, at den ærede Modpart ikke kan se, at det har været saavel Repræsentationens som alle Regjeringers Forudsætning, al den gjældende Ret her var den, at udenfor Domæner var Regjeringen kompetent til at sælge. Selv om man i mange Tilfælde har sørget for at sikkre sig Rigs­dagens Samtykke til saadanne Salg, vil den virkelige forfatningsmæssige Fordeling af Statsmagten ikke derved være kommen til at undergaa nogen Forandring. Administrationens Competence vil vedblive at være den samme uden alt Hensyn til, hvorvidt tidligere Ministre maatte have været villige til ikke at staa strængt paa deres Myndighed. Repræsentationen faar ikke Ret til at give eller nægte sit Samtykke, hvor Administrationen forfatningsmæssig har sit Omraade, hvor ofte end Repræsentationens Indflydelse i Virkeligheden har været admitteret paa dette Omraade. Dette venter jeg selvfølgelig ikke, at Repræsentationen skal indrømme Rigtigheden af; det kan man maaske heller ikke forlange. Naar jeg taler om Repræ­sentationen her, sigter jeg kun til Folkethinget. Man lever selvfølgelig her i en Forestilling om at være berettiget til alt; man tror, at man kan forhindre alt, at man har Ret til at bestemme Administrationens Gang indtil i dens sidste Detailler. Hvis man imidlertid ønsker at beholde denne Forestilling, saa maa man holde den indenfor sit eget Om­raade, og man maa navnlig ikke gaa til Domstolene med Forlangende om at faae Straf og betydeligt Erstatningsansvar frem netop paa Grundlag af, at en saadan Forestilling skal være overtraadt. Man maa ikke komme og gjøre disse For­langender om at blive tagen med indenfor Administrationens Omraade til Retskrav; man maa, naar man engang ikke er bleven tagen med — og det er virkelig ikke i noget stort Omfang, at der fra Repræsentationens Side kan føres Klage herover — indstrænke sig til at være misfornøiet. Man har jo mange Former og Maader, hvorpaa man kan vise sin Misfornøielse, dem kan man benytte, men man skal ikke gaa til Domstolene; thi der faaer man at vide, hvor Competencegrændsen er lagt, og det vil ikke være til Gavn for dem, der have havt Fordel af det Vage og Ubestemte, for dem, der have havt Fordel af den naturlige Gjæstfrihed, der blev vist paa den anden Side af Grændselinien; thi det er sandelig ikke Ad­ministrationen, der har havt sin Gang paa den anden Side af Grændselinien. Det er i sin Orden, at Repræsentationen har en stor og rig Indflydelse paa Administrationens Gang; det har netop været det, der skulde sinde Sted ifølge det konstitu­tionelle System, at Regjering og Repræsentation sagte gjensidig at lempe sig efter hinanden og komme til Overenskomst paa ethvert Gebet, det være rent administrativt eller ikke. At den skarpe Grændse altsaa viskes ud under det konstitutionelle Livs Gang, er høist naturligt, og denne Udvikling kan maaske føre videre; den kan maaste engang føre til Erobringer, der endnu ikke ere skete, men man bryder en saadan Udvikling, naar man bestandig gaaer til Domstolene og siger: vi fordre Straf og Erstatning; thi her er En, der er gaaet over Hegnet. Naar Grændselinien da skal drages — og den maa drages i Overensstemmelse med Forfatningens Bestemmelser — saa vil det sikkert vise sig, at det ikke er Administrationen, der har været paa den gale Side. Vil man ikke holde dette for Øie, tror jeg, man handler uklogt og upolitisk; men dette er det unægtelig ikke min Sag at anke over. Men bringes Tvisten for Retten, ville Kompetencegrændserne blive korrekt dragne og blive skarpt paaviste, og dette er da Repræsentatio­nens egen Skyld. Har den virkelig levet i de Forestillinger, vi her hørte fra den ærede offentlige Anklager om, at Regjeringen trænger til Bemyndigelse fra Repræsentationens Side saa godt som til alt, hvad den vil foretage, men til Gjengjæld ogsaa kan have faaet Bemyndigelser i snesevis, uden at der foreligger nogen Lov, at Forholdet mellem Repræsentationen og Admini­strationen, er saaledes, at naar der i vor Forfatning udtrykke­ligt staar, at der udfordres en Lov til noget, vil en saadan dog være ufornøden, naar et Finantsudvalg har sagt: Det skulle vi ikke have videre imod, saa ere saadanne konstitutionelle Regler noget, der mulig kan blive gjældende i Fremtiden, men de ere ikke stemmende med vor nuværende Forfatning. Ligesaa sikkert det er, at det er forfatningsstridigt, om Regjeringen i fuld Over­ensstemmelse med Finantsudvalget men uden særlig Lov havde solgt en Domæne, selv om den var solgt i Kraft af en Posi­tion paa Finantsloven, ligesaa vist er det, at det ikke karl gjøre Salg af en Statseiendom, der ikke er en Domæne, strafbart, at man ikke forud har indhentet en Bemyndigelse, der da endog blot kunde bestaa i, at man meddelte Finansudvalget, at man agtede at sælge denne Eiendom og havde faaet det Svar, at Finansudvalget ikke havde noget derimod og ikke engang fandt Anledning til desangaaende at lade foretage nogen Af­stemning i Thinget. Det er de korrekte og rigtige statsretlige Betragtninger, man vil faa at høre, naar man vil grunde Straffeansvar og et stort Erstatningsansvar derpaa, at Admi­nistrationen skal være gaaet udenfor sin Competence.
 Det er forklarligt, at man i sine Angreb paa den Rets­handel, der her foreligger, ikke har staaet fuldstændig paa det samme Standpunkt i de Forhandlinger, der have fundet Sted. Jeg har allerede omtalt, at man begyndte med at ville se det strafbare deri, at der var solgt paa en anden Maade, end man mente, Finantsloven paabød, at der skulde sælges, idet man altsaa mente, at Salg af en saadan Eiendom overhovedet ikke kunde finde Sted, uden at man havde faaet en Hjemmel — en Hjemmel som man fandt i Finantsloven, og som man kaldte „givet og modtaget”, hvorved man iøvrigt ikke forstod givet og modtaget som Bemyndigelse, men forstod givet som Bemyndigelse og modtaget som Forpligtelse. Skjøndt jeg tror, at den ærede offentlige Anklager mere lægger Vægt paa sin særlige Maade at pointere det strafbare i Sagen, vil jeg dog blive nødsaget til at undersøge Regjeringens alminde­lige Competence, særlig med Hensyn til Statseiendomme, idet jeg hævder den Paastand, at den foreliggende Handel i en­ hver Henseende ligger indenfor Administrationens almindelige Myndighed. Ja, hvis det kunde tænkes, at Kirkepladsen var en Domæne, og dette er da ogsaa en Paastand, som har havt sine Talsmænd — saa vilde man kunne sige, at her var et Ansvar; men hvis var da dette? Det var ikke alene Regjerin­gens men det deltes af Repræsentationen; thi er Eiendommen Domæne, saa kan Bemyndigelsen til at sælge den ikke gives paa Finantsloven, saa skal den gives i en særlig Lov. Plad­sen er imidlertid ikke nogen Domæne, har aldrig været det og har ingensinde været behandlet som saadan; man har fra alle Sider været enig herom og navnlig var man enig herom, da Domænerne skulde drages ind under Monarkiet; da kjæmpede man seirrigt for, at Eiendommen ikke var nogen Domæne, og man beholdt Kirkepladsen under Indenrigsministeriets Besty­relse. Hvad er da dette for en Eiendom? Det er en Eiendom, som fra gammel Tid har staaet hen med en særlig Bestem­melse. Den har ikke skullet tjene Statens finantsielle Fornø­denheder, ikke paa nogen Maade; den har dels af privat God­gørenhed og dels as Staten været bestemt til at tjene som Sognekirke, en Plan man ikke fik fuldført, fordi man begyndte for stort paa den, og denne Bestemmelse har Lovgivnin­gen senere opretholdt. Jeg skal henvise til Plakat af 11te Januar 1805, ifølge hvilken den ufuldendte Kirke i Grunden lige til vore Dage har staaet med en Menig­hed, der ventede paa den, naarsomhelst den kunde blive fuldendt. Det var ikke Meningen med denne Eiendom, at den skulde tjene til at give Staten Indtægter, og den Omstændighed, at den stod uforandret endnu i 1848—49, medens man sluttede med at bygge paa den i 1770, viser tilstrækkelig, at der ikke var Tale om at tillægge denne Plads nogen finantsiel Betydning, men at den Bestemmelse, der oprindelig var given den, ikkun var skudt ud og kunde leve op paa et hvilketsomhelst Tidspunkt. Dette er noget, man ikke kan und­lade at tage i Betragtning, naar der spørges om, hvad Administrationen efter 1849 kunde gjøre ved en saadan Plads, og dette vil jeg faa Lejlighed til atter at komme tilbage til, naar jeg skal besvare den Del af den ærede offentlige Ankla­gers Paastande, at det skulde ligge udenfor Administrationens Myndighed at give en Mand Tilladelse til at fuldende denne paabegyndte Kirkebygning, hvad der i hans Sprog udtrykkes saaledes, at Regjeringen var uberettiget til at anbringe en Staten tilhørende Grund i en Kirke. Mit Svar vil selvfølgelig blive, at den Grund, der nu skulde være bleven an­bragt paa denne Maade, alt forlængst var anbragt saaledes. Det forekommer mig ikke at være Etatsraad Krieger, der har anbragt Grunden i denne Kirkebygning, men hvis dette er en Synd, da er den begaaet, den Gang man d. 30te Oktober 1749 lagde Grundstenen til Marmorkirken.
 Men hvorledes Anklagen nu end stiller sine Anker, saa samle de sig dog i en Paastand om, at Administrationens Competence er overskreden. Jeg finder da Anledning til at Fremhæve, at der er en Paragraf i Grundloven, nemlig § 11, som man ved denne Leilighed har godt af at blive mindet om. Den lyder saaledes: „Kongen har med de i denne Grund­lov fastsatte Indskrænkninger den høieste Myndighed over alle Rigets Anliggender og udøver den gjennem sine Ministre.” Hvad betyder denne Paragraf, der er Grundlaget for Regjeringens Myndighed lige over for Folkerepræsentationen, og dermed ogsaa for Svaret paa Spørgsmaalet om, med hvilken Ret Administrationen har handlet? Denne Paragraf har den store Betydning, at den indeholder Hævdelsen af det gamle traditionelle Monarki som Grundlaget for hele vort konstitutio­nelle Liv. Kongens Myndighed er det positive; Magten hviler hos Kongen, der udøver den gjennem sine Ministre paa ethvert Omraade, hvor der ikke kan paavises Indskrænkninger. Disse Indskrænkninger ere givne i Forfatningen. Naar altsaa Folkerepræsentationen spørger Regjeringen: Hvor er din Competence? saa er man berettiget til at vende Spørgsmaalet om og sige til Folkerepræsentationen: Hvor er Eders Competence? Viis os Bestemmelser i Grundloven, der forhindre os fra at handle, som vi i dette Tilfælde have gjort; viis os en Paragraf i Grundloven, der indskrænker Kongens og hans Ministres Ret til at tage saadanne Bestemmelser som den, der her er tagen i et offentligt Anliggende. Saaledes bliver man nødt til at stille Sagen, og det er den ærede offentlige Anklager, der skal svare, hvor Repræsentationen har sin Ret til at forhindre Admini­strationen fra at ordne et Anliggende, som den har arvet fra gamle Tider med en Opgave, som man ikke hidtil har kunnet løse, ordne den paa en saa heldig Maade, som man ikke nogensinde havde ventet skulde tilbyde sig, og ordne den saaledes, at Staten kom ud af den pinagtige Stilling, i hvilken den havde været i 100 Aar, ikke at kunne faa noget ud af dette paabegyndte Foretagende, som derimod nu kunde faa en smuk og værdig Afslutning. Det er et Spørgsmaal, jeg retter til den ærede offentlige Anklager. Jeg staar i saa Henseende, saavidt jeg kan se, paa en fastere Grundvold end han, naar han bygger paa sine 100 Spalter af Rigsdagens Forhandlinger, der stalde have givet Repræsentationen en Ret til at fordre, at dette Forhold ikke maatte ordnes paa en fornuftig Maade.
 For mig stiller det sig altsaa saaledes, al den almindelige Competence er aldeles uomtvistelig. Det er Regjeringens Ret og Pligt at skjønne over, hvorvidt en Statseiendom, som den foreliggende, bør bevares til fremtidig Anvendelse, eller hvor­vidt den bor sælges. Det er dens Ret og Pligt, naar den kommer til det Resultat, at der kan være Tale om at sælge, at afgjøre, hvormeget der stal sælges, om den kan sælge in totum eller kun in tantum uden at tilsidesætte Statens Inter­esser, og der er ikke nogen Berettigelse til at paastaa, at Spørgsmaalet om Salg af, hvad der tilhører Staten, skal afgjøres rent ftnantsielt, skal afgjøres udelukkende efter pekuniære Hensyn, efter Hensyn endog til det rent øieblikkelige pekuniære Resultat. Det er nemlig kun ved at se paa det rent øieblikke­ lige pekuniære Resultat, de 200,000 Kr, og stille dem op i Sammenligning med de 540,060 Kr., at Anklageren kommer til et Understud af 340,000 Kr. Jeg har ikke nægtet, at det er fuldstændig i sin Orden, at den administrative Myndighed ogsaa med Hensyn til saadanne Salg udøves i Harmoni med Rigsdagen, og jeg har allerede omtalt, at vor konstitutionelle Historie vidner om, at man i stort Omfang har taget Rigs­dagen med paa Raad, forinden man har handlet. Selve Marmorkirkens Historie i Rigsdagen forekommer mig at have givet et Exempel paa, hvor stor Indflydelse man i Virkelig­ heden har tillagt Rigsdagens Ønsker, idet man gjentagne Gange har meddelt Rigsdagen de udarbejdede Salgsplaner, førend man vilde skride til Afhændelsen, og det en Afhændelse, som man aldeles utvivlsomt var berettiget til. Saavidt er man imidlertid ingensinde gaaet i sine Fordringer, at man har forlangt i Folkethinget eller Finantsudvalg at bestemme Vilkaarene for den enkelte Salgskontrakt eller at faa den ligesom en Traktat forelagt til Ratihabition. Men maa man indrømme, at Administrationen har Ret til at sælge, til at afgjøre, om der bør finde Salg Sted eller ikke, er det en Selvfølge, at Administrationen ogsaa maa være berettiget til at afgjøre, hvorledes den overhovedet vil sælge. Det kan ikke gaa an at sige, at den er berettiget til at sælge, men kun maa sælge rent finantsielt. Skjøndt jeg tror, at den offentlige Anklager egentlig mente, at Administrationen ikke engang var berettiget til at sælge rørlig Eiendom, hvilket jeg iøvrigt aldeles ikke forstaar, skal jeg nærmest holde mig til faste Stendomme og saa sige, at det med Hensyn til saadanne Salg fra Statens Side vil være Administrationens Pligt at varetage alle de forskjellige Interesser, som den skjønner det nødvendigt og hensigtsmæssigt at tage Hensyn til ved Salget. Administrationen staar virkelig ikke paa samme Maade som en Kommis i en Butik, blot udleverende, naar der kommer nogen og byder paa Varerne; men Administrationen er pligtig til at undersøge, hvorvidt ikke den og den Interesse vilde blive utilbørlig tilsidesat ved det og det Salg, til at overveie, om det ikke vilde være nød­vendigt at tage visse Forbehold med Hensyn til Handelen, at paalægge visse Servituter o. s. v., for at ikke de Interesser, som den anser det for hensigtsmæssigt at holde paa, skulde blive kompromitterede, altsaa overhovedet berettiget til ved Salget at tage alle fornuftige Hensyn. Dette har Administrationen ogsaa altid gjort, hvad enten der har været Tale om at sælge rørlige eller urørlige Ting. Hvis der var Tale om at sælge et Pantserskib, for at jeg skal gaa ind paa de rørlige Ting, som den offentlige Anklager nævnede, er det vel dog en given Sag, at naar Administrationen finder et Pantserskib uan­vendeligt for os, vil den være fuld berettiget til at følge, og den vil være berettiget til at vrage den Høistbydende som Kjøber, naar denne tilfældigvis var en Magt, som vi kunde vente at komme i Krig med Dagen efter. Det blotte finantsielle Hensyn kan altsaa ikke her være afgjørende. Sælger Staten en Geværfabrik, er det endvidere Administrationens Sag at tage under Overveielse, om den ikke bør forbyde Vaabensalg til visse Magter eller paalægge vedkommende Fabrikant visse Leverancer til Staten enten i Almindelighed eller under visse Forhold, noget, der let kan faae Indflydelse paa det finantsielle Resultat, og for nu at tage de historiske og kunstneriske Hensyn med, har jeg tilladt mig ved Dokumenta­tionen at henlede Opmærksomheden paa Børsbygningen. Det vilde virkelig ikke have været berettiget, om Administrationen havde taget udelukkende finantsielle Hensyn ved Salget af denne Bygning, og der var heller ingen der forlangte det eller nærede den fjerneste Tvivl om, at Administrationen var fuldstændig kompetent til at sælge Børsbygningen for det mindre pekuniære Udbytte, den vilde give, naar der paalagdes Kjøberen strængere Forpligtelser til at bevare Bygningens Ydre. Har Administrationen altsaa Ret til at sælge, er det dens Ret som det er dens Pligt at sælge paa en fornuftig Maade, saavel som til at undlade at sælge, naar der ikke tilbyder sig en Leilighed, der skaffer alle berettigede Interesser deres Fyldestgørelse, og en Paastand om, at Administrationen kun skulde være berettiget til rent finantsielle Salg, er uden alt Fundament.
 Hermed er jeg saaledes naaet hen til en Undersøgelse af det her foreliggende Salg. Dette er nemlig et Salg, ved hvilket der maaske ikke er opnaaet det størst mulige, øieblikkelige pekuniære Resultat, der lod sig opnaa, naar der ved Afhændelsen kun var taget rent finantsielle Hensyn, og naar Salget derhos omfattede det hele: Pladsen og Ruinen, med fuldstændig frie Hænder for Kjøberen. Jeg siger „maaske”, og jeg kan ikke sige andet; Vished vil man ikke let kunne naae til i saa Hen­seende. Betingelsen for, at Staten skulde have kunnet opnaa et bedre pekuniært Udbytte, vilde imidlertid være den, at man havde tilsidesat ethvert Hensyn til Pladsens fra Fortiden overleverede og ingensinde opgivne Bestemmelse, at man havde undladt at tage ethvert Hensyn til den paa Pladsen staaende ufuldendte Bygnings kunstneriske Værd, dens Værd som en paabegyndt Kirke, der kunde fuldendes, en Kirke, i hvilken der allerede var nedlagt en betydelig Kapital, og ethvert Hensyn til en smuk, hensigtsmæssig og sømmelig Bebyggelse af et af Byens smukkeste Kvarterer nær op til de kongelige Boliger. Derimod er det Udbytte, der er naaet, saa stort, som man aldrig tid­ligere har troet det muligt at opnaa ved en Realisation af Pladsen, med Iagttagelse af disse Hensyn, et Udbytte, der fuldkommen svarer til Værdien af hvad der er overladt Kjøberen til fri Disposition som Byggegrunde, medens Staten desuden derved opnaaer en smuk og hensigtsmæssig Bebyggelse, opnaaer det Gadeanlæg, som nødvendiggjøres af Hensyn til Ruinen, hvad enten denne bliver staaende som Ruin eller fuldendes som Kirke, og endelig en Udsigt til at se Ruinen fuldendt, at se dens Fuldførelse fremmet for private Penge paa en smuk og værdig Maade, uden at Staten bidrager en eneste Skilling til dette Resultats Opnaaelse. Det er dette, der er Retshandelens Indhold, og hvad der har været talt om Disposition over store Midler fra Statens Side — saaledes som der endnu er Tale om i Anklageskriftet — til Anbringelse i en Kunstbygning, er kun grundet i de af mig omtalte fantastiske Forestillinger om Værdien af de Grunde, Etatsraad Tietgen har faaet til fri Disposition. For saa vidt der dernæst i Anklageskriftet tales om, at den Grund, hvorpaa Ruinen staaer, nu er bleven anbragt i en Kirke har jeg allerede tilladt mig at gjøre opmærksom paa, at det ikke er Krieger, der har anbragt Grunden i Kirken, og med Hensyn til Anbringelsen i den eventuelle Kirke af Ruinens Materiale gjælder det samme Svar. At der ved denne Afhændelse opnaaes et i alt Fald øieblikkelig mindre pekuniært Resultat, end der ved anden Afhændelse lod sig opnaa, har sin Grund deri, at Gadeanlæget er blevet større, end den offent­lige Anklagers Byggeplan gaar ud paa at indrømme; men jeg skal senere komme til at paavise, at den offentlige Ankla­ger er den eneste, der nogensinde har lagt en Plan til Be­byggelse af Frederiks Kirkeplads, efter hvilken man kun skulde lægge en almindelig Gade tvers igjennem Ruinen. Jeg tror nu, at naar man ser hen til Marmorkirkens Historie, vil man forstaa, at ingen Regjering til Dato har været villig til at gjøre det af med denne Bygning. Det skulde synes at være i Strid med den Indrømmelse, jeg gjorde, at Finantsminister Fonnesbech engang var villig dertil, men jeg tager her Ordet Regjering i en mere omfattende Betydning. Samtidig med, at Fonnesbech var villig til at lade Ruinen nedrive — dog ikke for Indtægtens Skyld, men for derved at opnaa dels hvad han ansaa for en smuk Bebyggelse og deels en smuk Kirke — var det imidlertid saa heldigt, at saa holdt Folkethinget sin beskyttende Haand over Ruinen. Der er saa meget i denne Sag, som peger hen paa, at det har været høiere Magter, der have skjærmet denne Kirke. Det er Folkethinget, der reddede Kirken, da der var Tale om at overgive dens Materialier til Bygningen af en anden Kirke, og det forekommer mig rigtigt, at Fortjenesten bliver hvor den er.  Grundstenen til Kirken blev lagt den 30te Oktober 1749. Det var den tredie Dag af den store Jubelfest, som da feiredes i Anledning af den oldenborgske Stammes trehundredaarige Regjering i Danmark. Stenen lagdes, som det hedder, til taknemlig Ihukommelse af denne Begivenhed. Den lagdes, som Jardin oplyser, og som jeg har tilladt mig at lade doku­mentere, i en Have, som af den kongelige Prindsesse Charlotte Amalie var skjænket netop til Kirkens Opførelse, og Sjællands Bistop Herslev indviede Stedet ved en Prædiken over Texten: „Denne Sten skal vorde et Guds Hus.” Jeg nævner det ikke saa meget, fordi det kan være min Opgave eller ligger for mig at betone denne Side af Sagen, der i Aarenes Løb og navnlig i den senere Tid synes at være traadt tilbage for de kunstneriske Hensyn, og det er i al Fald vist, at det har været de kunstneriske Hensyn, der have beskyttet Ruinen over for de senere Aars Angreb; men det har dog den store Betyd­ning, og det skal ikke blive uomtalt i denne Sag, at det er fra dette Ord, der blev talt ved Indvielsen, at Impulsen til den Fuldførelse af Kirken, som nu vil blive forsøgt, kommer til at udgaa. Kirken, der var bestemt til Sognekirke for det nye Kvarter, der reiste sig Øst paa, var oprindelig projekteret i en beskednere Stil; der blev ikke begaaet den Forbrydelse strax at projektere den større, end man kunde fuldføre den. Der var heller ikke oprindelig Tale om at bygge den af Marmor. Den oprindelige Plan var et Værk af Eigtved, hvis Betydning som Bygmester vil kunne ses af Palæerne paa Amalienborg, men han kom kun til at lægge en Del af Fundamenterne. Da op­stod Tanken om at reise Kirken i en større og mere pragtfuld Stil som et varigt Monument om Jubelfesten og tillige som det første større Kunstværk, der skulde indvie den vaagnende Interesse for Kunsten, som førte til Stiftelsen af Kunstakade­miet i 1754. Jeg nævner dette, fordi det vil findes forstaaeligt, at ogsaa dette Moment har kunnet give Kunstakade­miet særlig Interesse for denne Kirke. Man indkaldte, dog ikke alene for at bygge Kirken men som Lærere i det nystif­tede Akademi, i Slutningen af Aaret 1754 to franske Kunstnere, Sally og Jardin, og Jardin fik den Opgave, foruden at være Lærer ved Kunstakademiet og grunde en Arkitektskole her i Landet, at bygge Kirken. Det var nu blevet bestemt, at den skulde være af Marmor, idet det var Kongens Ønske tillige at give de nyopdagede norske Marmorbrud nogen Beskjæftigelse og Udvikling, men det har maaske skadet Kirken mere end alt Andet, at den herved kom til at kaldes Marmorkirken. Planen til Kirken blev nu udført af Jardin, han udarbeidede forøvrigt fire Planer, af hvilke den ene blev approberet, og det skal ikke nægtes, at det varen meget stor og luxuriøs Plan, hvis Ud­førelse vilde have gjort denne Kirke til en af de største og pragtfuldeste Rundkirker, der have existeret. Kirkens Høide var 132 Alen. For at have en Ide om, hvad det vil sige, ville de høie Dom­mere blot behøve at tænke sig, at Frelserens Kirketaarn indtil den runde Kugle kunde staa inden i den Kuppel, som skulde spænde over Marmorkirken. Derhos skulde Kirken efter Planen udstyres meget rigt, med en Uendelighed af Søiler saa vel ind­vendig som udvendig samt med en Uendelighed af Billedstøtter, og den runde Form skjultes udvendig derved, at Kirken ved Udbygninger til alle fire Sider med kolossale korinthiske Søiler fik Udseende af et græsk Kors. Det er altsaa ganske vist, at det var en meget stor Plan, man saaledes begyndte paa, selv om Landets Finantser den Gang havde været i bedre Forfatning, end de vare. Der var fra Kongens Side henlagt 40,000 Rd. Kurant aarlig til denne Kirkebygning. Disse an­vendtes samvittighedsfuldt indtil 1770, da der var brugt om­trent 800,000 Rd. Kurant til Kirken, og da kom Struensee. Kirkebygningen standsede nu; men hvad der allerede var udført paa denne Kirke, manede stadig til Fuldendelse, saafremt en saadan var mulig for et overkommeligt Beløb. Herom kunde man have godt Haab, netop fordi Jardins Plan var kolossal og saa rigt udstyret, at man kunde staa af paa Høiden, paa Kolonnerne, paa Statuerne og meget andet og endda faa et Kunstværk, der vilde være enestaaende her i Norden og være en Prydelse for enhver By. Impulsen til, at Tanken om Fuldendelsen endelig atter blev greben, gav Kjøbenhavns ulykkelige Ildebrand i 1796, da blandt Andet Nikolai Kirke afbrændte, og da der nu blev Tale om, atter at opføre denne Kirke, og Sognets Beboere i den Anledning indgave et Andragende om at maatte lade en Kollekt gaa omkring, kom man til at tænke paa Marmorkirken, paa, at det maaske var bedre at fuldende denne og altsaa lade Nikolai Kirke ligge. Danmark eiede den Gang en virkelig genial Bygmester, Harsdorff, hvis Navn er naaet ned til os med stigende Berømmelse. Han greb med Begeistring den Plan, at fuldføre Jardins Bygning paa en mere beskeden Maade, og efter at han havde studeret Opgaven i alle dens Detailler, indsendte han en Model, som endnu har sin Plads i Kunstakademiets Sam­linger og senere har været Udgangspunktet, tor jeg nok sige, for de dygtigste Forslag til Fuldførelse, der siden den Tid ere fremkomne. Planen var selvfølgelig i allerhøieste Grad beskeden i Sammenligning med Jardins Plan. De 132 Alen vare nu sunkne ned til 49 eller 58, eller for at bruge det gamle populære Maal: Rundetaarn maatte nu troede i Stedet for Frelserens Kirketaarn. Alle Udbygningerne skulde bort, kun den rene Rotunde blive tilbage, de inderste Arkader fuldføres og over disse skulde spændes en Kuppel, der ikke skulde naa op i Skyerne men i det høieste hæve sig 58 Alen over Jorden. Den høie Ret vil vide, at Finantskollegiet varmt talte denne Marmorkirkes Sag og indstillede, at Byggearbeidet maatte be­gynde efter Harsdorffs Plan, medens den Mand endnu levede, der „endnu netop havde Kræfter” til dette Arbeide. Dette blev imidlertid desværre ikke Tilfældet, thi et Par Maaneder efter døde Harsdorff. Hans Dattersøn har i et lille Skrift om Marmorkirken fortalt, at der kom Bud fra Overhofmar­skallatet til den dødssyge Harsdorff, at Kronprindsen, den senere Frederik den Sjette, havde approberet hans Plan til Udførelse, og at den Bevægelse, dette Budstab satte ham i, ud­slukkede hans svage Livslys. Dermed laa Sagen selvfølgelig hen og den var i den Grad knyttet til Harsdorffs Person, at ikke engang Forestillingen med den kongelige Resolution kom til­bage til Finantskollegiet. Saa meget har dog Harsdorffs Plan bevirket, at den har været til uvurderlig Beskyttelse for Ruinen i de følgende Tider derved, at den havde viist, at det dog ikke var en større Sum, der skulde anvendes, for at bringe noget virkelig smukt ud af Ruinen, end at man kunde gaa ud fra, at et Land som Danmark, om det end ikke strax havde havt Evne til at anvende denne Sum paa Fuldførelsen, dog engang vilde faae baade Lyst og Evne til at gjøre det. Harsdorffs Efterføl­ger var hans Elev, den senere Overbygningsdirektør Hansen, som den ærede offentlige Anklager har stillet i Spidsen for sin Dokumentation, idet det er ham, Resolutionen af 1820 skyldes. Han havde ikke faa lidt at bygge i Kjøbenhavn; han byggede Christiansborg Slot, Slotskirken, Raad- og Domhuset og Frue Kirke, men han havde ikke nogen Interesse for Mar­morkirken, og skjøndt, saaledes som jeg har om talt. Kirkens Fuldførelse ved Plakat af l805 stilledes hen som noget, der stadig paatænktes, blev der dog ikke i de nærmeste Aar der­efter gjort noget derved. Hansen skal have faaet Ordre til at indsende Planer, men han interesserede sig, som sagt, ikke for Sagen, og det skete derfor heller ikke. Det har været dokumen­teret, at Kancelliet siden varmt interesserede sig for Marmor­kirken og i 1812 fik henlagt en Kapital, som med Renter og Rentes Rente skulde være i Stand til dermed at fuldføre den. Der kom en kongelig Resolution om, at Kapitalen skulde hensættes mellem Statsmidlerne, men det skete ikke, idet den i 1813 blev overgiven Magistraten til Bestyrelse, og da Ulykkerne væltede ind over Kjøbenhavn og voxede Byen over Hovedet, fik Magistraten i 1819 Tilladelse til at anvende Kapitalen til Reparation af Frelserens Kirke, som man ikke paa anden Maade kunde faae Midler til at faae istandsat. Det har sin Interesse at fremhæve dette, idet det altsaa skyldes Kjøbenhavns Magistrat, at man ikke kom videre med Kirken, ligesom det ogsaa i vor Tid er Kjøbenhavns Kommunalbestyrelse og de til Kjøbenhavn knyttede Rigsdags­mand, der stærkest have taget Ordet for at blive af med Marmorkirken, ved at faae den reven ned. Jeg antager, at dette i alt Fald maa sikkre imod, at man i denne Sag kommer til at tale om kjøbenhavnsk Indflydelse, som skulde have bragt denne Sag frem til det Standpunkt, hvorpaa den nu staar. Det er ikke de kjøbenhavnske Interesser, der have holdt paa Marmorkirken; man har endog efter mit Skjøn mærkværdig manglet Blik for, hvad det i Virkeligheden betyder for Kjøbenhavn, om den Plads, der ligger derude, bliver ordnet paa en smuk og hensigtsmæssig Maade, eller om man skaber et Slags Fattigkvarter derude med Baggaarde og Bagbygninger indtil 90 Alens Dybde. I 1819 resolverede allsaa Hans Majestæt Kongen, at nu vare Pengene brugte til andet Formaal, og der kunde altsaa ikke længere tænkes paa, at Marmor­kirken kunde blive færdig. Rentekammeret skulde derfor snarest muligt tage under Overveielse, hvorledes Pladsen og dens Rudera — der staar i Reskriptsamlingen „Renter”, men det er en Trykfeil for Rudera — kunde anvendes. Denne Resolution ses ikke at have været velkommen i Rentekammeret, det maatte mindes om at opfylde den, inden det endelig fremkom med sin Betænkning, hvorefter saa Resolutionen af 1820 faldt. Det vil ses, at Rentekammeret med blødende Hjerte gik til at tale om Ruinens Nedbrydelse, at det med smukke Ord talte den forladte Kirkes Sag, og at det ogsaa for saa vidt opnaaede noget, som den kongelige Resolution, der der­efter faldt, ikke kunde siges at være Kirkens Dødsdom, ikke kan danne det „retlige” Udgangspunkt, som den ærede offentlige Anklager vil finde deri, saa at man senere kun i Kirkebyg­ningen kan se en „afdød Kirke”, saaledes som Tscherning kalder den, der kun ved et særligt Mirakel kunde komme tillive igjen. Saaledes kan Sagen ikke opfattes, thi den Resolution, der blev given, var kun den, at Hansen for det første maatte tage Marmor derude fra til Slottet og Slotskirken, og da Slottet og Slotskirken ere blevne opførte, og der allsaa er taget alt det Marmor, som Resolutionen berettigede Hansen til at tage, saa er der ikke Tale om, at den kongelige Resolu­tion af 1820 kan have nogen Betydning for hvad der endnu staar. Hvis man vil betragte Resolutionen af 1820 som den første Dødsdom, der er udtalt over denne Ruin — der er jo udtalt 3 Dødsdomme, Frederik den Sjettes, Kaysers, og ende­lig Folkethingets — altsaa, hvis man her har Ruinens første Dødsdom, saa maa jeg bemærke, at man ikke dør af en Døds­dom men kun af Exkutionen af en Dødsdom. Nu vil jeg spørge, er da denne Exekution sket, staar ikke denne haardnakkede Ruin derude endnu i dette Øieblik, og blev den ikke staaende efter Resolutionen af i 1820? Den maa altsaa vcere ble­ven benaadet, men er den benaadet af Frederik den Sjette, saa er det vel det retlige Udgangspunkt og den retlige Stil­ling, at man ved Benaadningen igjen har faaet Ret til at leve. Altsaa kan man ikke som den ærede offentlige Anklager tage det retlige Udgangspunkt fra den Resolution, som skulde indeholde en ikke exekveret Dødsdom, men maa derimod tage det fra den Benaadning, der har fundet Sted. Jeg gaar altsaa ud fra, at Mar­morkirken gik ud af denne Krise med fuldstændig Ret til at leve det forladte Liv ude bag den høie Mur, som den har sort i lange Tider. Jeg skal ikke indlade mig paa med Be­stemthed at afgjøre, hvad der i Virkeligheden har bevirket, at Dødsdommen ikke blev fuldført. Akademiet siger, at det skyldes Thorvaldsens Intercession. Det vil erindres, at Thorvaldsen netop i 1819—20 var her paa sit første Besøg som den berømte Kunstner, altsaa omgiven af alle de Hensyn, som dette med­førte, og det kan meget vel være, at han allerede den Gang har udtalt sig paa samme Maade, som Lehmann har givet ham Vidnesbyrd om, at han senere har udtalt sig til ham, nemlig, at denne ufuldendte Bygning var noget af det bedste, vi havde her, „det eneste”, der var værd at se her i Kjøbenhavn. Det var ganske vist et stærkt Udtryk, men det var en Udtalelse, som vidner om, at Thorvaldsen, der dog havde set meget, og hvis Kunstforstand ikke kan betvivles, ikke delte den Mening, som er fremsat af den ærede offentlige Anklager. Det har imidlertid ikke væsentlig Betydning, enten Ruinens Beva­relse skyldes Thorvaldsens Forbøn eller ikke; jeg kan godt tænke mig, at Ruinen har forsvaret sig selv. Det er meget muligt, at Hansen veg tilbage, da han skulde lægge Haand paa Ruinen, thi han var jo Kunstner; det kan være gaaet ham, ligesom det gik den, der blev udsendt for at dræbe Cajus Marius, at han ikke turde lægge Haand paa ham. Det er ogsaa tænkeligt, at Hansen har faaet en praktisk Lære om, at det ikke var saa nemt at faae Stenene i Ruinen fra hverandre i en saadan Form, at de kunde bruges til noget, saa at det altsaa ikke kunde betale sig at begynde derpaa. Vist er det i alt Fald, at det, man tog bort, indskrænkede sig til de Partier, som efter Harsdorfs og andres senere Planer ikke skulde benyttes til selve Kirken. De ydre Mure og de fuldendte Arkader bleve stavende, og vor Arkitekturskole har igjennem Aarrækker viist dem levende Interesse. Der er neppe nogen Elev i Arkitektur­stolen, som ikke paa en eller anden Maade i sine Studier har maattet beskjæftige sig med Marmorkirken. Den var tillige Gjenstand for modne Kunstneres Planer, Kunstnere, som Hetsch og Hornbeck, og den blev, som sagt, staaende rolig og uanfægtet ude bag sin Kirkemur. Ingen tænkte paa at fuldføre den i Øieblikket, thi det var daarlige Tider, der kom over Landet. Der var imidlertid heller ikke nogen, som tænkte paa at rive den ned eller at ville forhindre den fra at blive, hvad den var bestemt til, og saaledes gik den altsaa over til vor Tid, til den frie Forfatnings Tid, da først Lorentzen og senere de kjøbenhavnske Rigsdagsmand fik Øie for den og begyndte at interessere sig for dem Det vil imidlertid ses, at den Inter­esse, der nu blev viist for Ruinen, ikke har ført til noget, der i Virkeligheden er en Dødsdom, thi det kan ikke nytte noget, at en Folkethingsmand afsiger en Døds­dom, naar Ministeren svarer: „Jeg skal vide, at skaffe Ruinen Fred for dem, der kunne have Lyst til at rive den ned.” Den Dødsdom, der senere siges at skulle være udtalt af det danske Folkething, vil heller ikke faae nogen Betydning, fordi Folkethinget ikke kan udtale nogen Dødsdom. Den lovgivende Magt kan udtale en Dødsdom, som Administrationen er for­pligtet til at exekvere, men den maa komme frem som en Lov, altsaa tilveiebragt paa regelmæssig Maade som enhver anden Lovgivningsakt, ellers er den ikke bindende for Administrationen. Disse Opførelser paa en Lifte, som vise, at Rigsdagen vil finde sig fuldkommen tilfreds med, at Regjeringen, hvis den af andre Grunde ønsker at afhænde, foretager en Afhændelse, ville aldrig kunne være noget tvingende Paabud paa Administrationen. I Aaret 1869 skulde man efter den offentlige Anklagers Me­ning have gjort det af med Ruinen; da var man naaet til det samme Standpunkt, siger han, hvorpaa Sagen tidligere stod, men hvilket var dette Standpunkt? Jeg kan ikke finde det. Er der nogen, der har taget et fast Standpunkt, saa er det Ruinen, den har urokkelig beholdt sit Standpunkt. Trods alle 5 Finantslove staaer den endnu, trods det, at den skal være solgt, staar den endnu den Dag i Dag paa samme Maade, som den har staaet igjennem en Aarrække.
 Der maa da og være et forunderligt Liv i denne Ruin, der maa være en Styrke hos den, som er forbausende, den maa have talt sin Sag overordentlig godt igjennem hele denne Række af Angreb, man har gjort paa den. Den er et Vid­nesbyrd om, at den ideale Magt dog. Gud ske Lov, har noget at sige; den ideale Magt, et virkeligt Kunstværk har, kan man ikke saa let faae Bugt med Denne Magt er følt uden for Kunstnernes Kreds af det gamle Kancelli, af det gamle Rente­ kammer, og den er følt i de senere Aar af Mænd som Sponneck, Simony, Ørsted, Bang, Lehmann, Tillisch, Estrup og Krieger, Mænd af de forskjelligste Retninger og Interesser. Men lige over for dem, der ikke have været modtagelige for den Bøn om fortsat Liv, der ligger i et saadant Kunstværk, eller i alt Fald for dets Bøn om dog ikke at forhindre andre fra i kommende Tider at gjøre noget ud af det, om ikke, for at opnaa en for Statens Finantser uvæsentlig Indtægt, at tilintetgjøre noget, som Efterverdenen dog maaske faar Lyst til at fuldende — lige over for dem stod Ruinen heller ikke værgeløs, thi der var, som sagt, ingen, der kunde rive den ned med Udsigt til at faae noget for den. I Aaret 1852 blev der spurgt Stenhugger­ mester Becher, der virkelig ikke var en Sinke, men som i sit Fag nød stor Anseelse, hvad det vilde koste at rive Ruinen ned. Den ærede offentlige Anklager kan ikke sige, at hans Svar gik ud paa, at det vilde koste 50,000 Rd. at rive Ruinen ned, thi han sagde: Udgifterne ved at rive Ruinen ned og gjøre Pladsen ryddelig ville være 50,000 Rd.; hvad der kommer ind ved Materialet, naar det bliver solgt efterhaanden, kan jeg derimod ikke sige, det har man altsaa Lov til at sætte, som man vil. Men det, der skulde til, for at faae Ruinen bort, var altsaa en Kapitalanvendelse; den danske Rigsdag maatte bevilge 50,000 eller 40,000 eller, om man vil, maaske kun 20,000 Rd. til at rive Kirken ned og føre Stenene bort. Ja, det var der ingen Minister, der vilde forlange, og det var der vistnok heller ikke noget Folkething, der vilde bevilge. Man kan nok have Lyst til at sige: Bort med Kirken; men betale for at faae den bort — betale for at begaa, hvad mange med mig vilde have kaldt en Vanda­lisme, det tror jeg ingensinde, man har været villig til. Den ærede offentlige Anklager maa ikke tro, at det i og for sig er nogen lille Sum, som de i denne Sag udmeldte Skjønsmænd tro, at Kirkens Nedrivning vil koste. Jeg tror, at de i denne Henseende ikke ere komne høit nok op, men de sige, at hvis der skal være Tale om at nedrive Kirken, maa Salget foregaa fra selve Pladsen, og de antage, at dette ikke kan gjøres paa mindre end 2 Aar. Det vil altsaa sige, at man skal lade hele Marmorpladsen ligge rolig hen i 2 Aar blot til Ned­rivning og Salg af Sten. Det er altsaa dette, de tænke sig, og i saa Fald mene de, at man af Materialet omtrent kan faae ud, hvad Nedrivningen koster; men dette forudsætter dog, at man virkelig kan faae Stenene solgte i de 2 Aar. Jeg kan godt tænke mig, at uran i Virkeligheden ikke faaer Brug for dem i 2 Aar, og saa ligger Pladsen fremdeles hen som Op­lagssted for disse 215,000 Kubikfavne Sten, der skulle sælges efterhaanden i smaa Partier. Men vil man rydde Pladsen, vil man sikkert gjøre den Erfaring, at det vanskelig kan ske billigere end for den af Becher beregnede Betaling af 9 à 10 Mk. for Læsset. Jeg tror ikke, man faar et Læs Sten fort bort billigere, og det bliver da c. 21,000 Rd. for Bortkjørsel af Stenene. Jeg kan saaledes ikke se andet, end at det er en meget betænkelig Ting at indlade sig derpaa; jeg tvivler om, at Staten vilde gjøre det, og jeg tvivler om, at en Privat­mand, der saae sig godt for, vilde gaa ind paa at tage al den Hasard, der er forbunden dermed. Det bliver naturligvis noget helt andet, naar man har en god samtidig Anvendelse for Stenene. Det er klart, at Aird kunde betale noget for dem, fordi han var forpligtet til ellers at skaffe i dyre Domme Granitsten til sine Kjedelhuse og Bassiner, som han nu tilbød at sætte af Marmorsten, og vilde man tillade ham at lægge disse aldeles uprøvede Marmorsten i Vandværkerne, saa blev det hans Fordel. Det er altsaa meget rigtigt, som Finansministeriet siger, at naar man kunde paavise en sam­tidig Brug for Stenene, saa var der en Mulighed for, at det kunde betale sig at nedrive Ruinen, men ellers ikke.

 Jeg skal foreslaa den ærede Ret at standse her for i Dag. Jeg har saa meget tilbage at udtale, at det vil være umuligt for mig at ende mit Foredrag i Dag; Klokken er nu næsten 2.

 Formanden (Mourer): Jeg skal altsaa afbryde Forhandlingerne for i Dag og beramme næste Møde til imorgen Kl. 9 Formiddag, da Forsvarerens Foredrag vil blive fortsat.
 Efterat det Thingbogen Tilførte var oplæst, og Thing­bogen underskreven af de tilstedeværende Medlemmer af Rigsretten, blev Mødet hævet Kl. 2.



Hentet fra "https://da.wikisource.org/w/index.php?title=Rigsretstidende_2den_Sag_(1877)/6te_Retsmøde&oldid=49145"