Sakuntala/Andet Optrin
ANDET OPTRIN.
(Máthavjas, Kongens Fortrolige, kommer ynkmodig ind.)
Mathavjas (sukker). Fortvivlede Skjæbne! Jeg er ødelagt ved at være Ven med denne jagtbesatte Konge. „En Antilope! et Vildsviin! en Tiger!“ saaledes gaaer det, imens man, selv ved Middagstid, i den sommer-tynde Skygge paa de Skovstier, maa stryge fra Krat til Krat. Skident Vand af Bjergstrømmene, som smager bittert af affaldne Blade, det faaer man at drikke. Man spiser til ubestemte Tider, og Maaltidet bestaaer meest af Kjød, der er stegt paa en Pind. Naar saa alle Ledemod ere mere af at løbe bag efter Hestene, saa kan man ikke engang have sin Nattero. Nei, i den tidlige Morgenstund vække de Slavindesønner af Fuglefængere mig op med deres Jagtskraal. Men dermed ere mine Lidelser endnu ikke tilende; ak nei, paa Bylden har der sat sig en Blegn. Igaar nemlig, da Kongen kjørte fra os, kom han paa sin Jagt efter en Gazel ind i den hellige Lund og fik til min store Fortræd Øie paa en Enebopige, som hedder Sakuntala. Og nu falder det ham ikke ind at tage til Staden. Inat har han ikke lukket et Øie, blot for at tænke paa hende. Hvad skal man gribe til? Jeg vil først see efter ham, om han er færdig med sin Paaklædning. (Gaaer videre og seer ud.) See! der kommer jo min kjære Ven, omringet af sine javánske Vaabendragerinder, som holde hans Bue, pyntede med Krandse af Skovblomster. Nu vil jeg blive staaende her og tee mig som en Krøbling, om jeg endda paa den Viis kunde faae Ro. (Støtter sig til sin Stav. Kongen træder ind med Følge, som beskrevet.)
Kongen.
35.Vel sandt! det bliver ei let at vinde min Elskte;
men Mod jeg fatter ved hendes Stemning at see:
Har Elskovsguden end ei fuldbyrdet sin Gjerning,
gjensidig Attraa alt føder Kjærlighedslyst.
(Smilende.) Hvor dog en Elsker kan bedrage sig ved at tænke sig det elskede Væsens Sindelag efter sine egne Ønsker! Som nu her:
36.At hendes Blik var ømt, endogsaa
naar andensteds hun slog det hen,
At hendes Gang ved Hoftens Tyngde
blev sagtnet som i Elskovsspøg,
At vredt hun svared sin Veninde,
der hende bød: „gaa ei herfra!“ —
Det Alt skal gjælde mig? Ak Alting
vil Elskeren tilegne sig!
Mathavjas (i Samme Stilling som før). See, Kjære! Mine Hænder vil ikke løfte sig; kun med Tungen kan jeg ønske „Seir for Kongen!“
Kongen. Hvoraf kommer den Lamhed?
Mathavjas. Hvoraf kommer det, naar Du slaaer En Øiet tilvands, at Du saa spørger, hvorfor han græder?
Kongen. Jeg forstaaer Dig ikke, tal tydeligt!
Mathavjas. Hør, min Ven! Naar et Vétasa-Rør giver sig til at lege Pukkelrygget, er det saa Røret selv eller den rivende Strøm, som er Skyld deri?
Kongen. Saa er det den rivende Strøms Skyld.
Mathavjas. Og med mig er det Din Skyld.
Kongen. Hvorledes det?
Mathavjas. Som Du har slaaet Dine Kongepligter af Hovedet, og det i saadan en Udørken, bliver Du til et reent Skovmenneske. Mine Ledemod ere saaledes rystede ved Dag ud og Dag ind at jage Vildtet op, at jeg i Sandhed ikke længer er Herre over mine egne Lemmer. Derfor vil jeg ydmygst bede Dig om at give mig Orlov blot; en eneste Dag, for at jeg kan faae udhvilet.
Kongen (for sig). Saaledes taler han, og mit eget Sind har Lede for Jagten, naar jeg gjenkalder mig Kanvas' Datter.
37.Jeg nænner ei min Buestreng at spænde
og lægge Pilen an paa Antiloper,
Som, mens de dele Bolig med min Elskte,
har hende underviist i Uskyldsblikke.
Mathavjas (iagttager Kongens Ansigt). Min høie Herre taler med andre Tanker i Hovedet. Saa har jeg staaet og grædt for den vilde Skov.
Kongen (smilende). Hvad andre Tanker? Jeg stod og tænkte: Min Vens Ord bør jeg ikke være overhørig.
Mathavjas. Lev længe da! (Han vil gaae.)
Kongen. Nei bi, min Ven! Jeg har ikke talt ud.
Mathavjas. Befal, Kjære!
Kongen. Naar Du har udhvilet Dig, maa Du hjælpe mig med Noget, der ikke koster Anstrængelse.
Mathavjas. Er det med at spise Kager?
Kongen. Jeg skal nok sige Dig, hvad det er.
Mathavjas. Nu var der saa god Leilighed.
Kongen. Hvem er derude?
Dørvogteren (kommer ind og bøier sig). Befal, høie Fyrste!
Kongen. Raivátakas, kald paa min Hærfører!
Dørvogteren. Strax! (Han gaaer ud og kommer tilbage med Hærføreren.) Der staaer Fyrsten og seer hid, utaalmodig efter at udstede sin Befaling. Træd nærmere, min Herre!
Hærføreren (betragter Kongen). Hos vor Konge er Jagten, skjøndt den lastes, bleven til idel Fuldkommenhed; see her!
38.Med Armen barket ved hyppig Gnidning af Buestrengen,
mod Solstik hærdet, af Svedens Draaber ugjennemtrængt,
Skjøndt magret, efter dets Muskelspænding ei synlig magret
sit stolte Legem han bærer, Bjerg-Elefanten lig.
(Træder hen til ham.) Kongen være seirrig! Nu ere Skovens vilde Dyr opsporede. Hvorfor tøver Du?
Kongen. Min Iver er kjølnet ved Mathavjas' Forestillinger mod Jagten.
Hærføreren (sagte til Mathavjas). Bliv Du kun ved med Dine Indvendinger, min Ven! Jeg vil holde mig til Fyrstens Tilbøielighed. (Høit.) Den Taabe snakker, som han har Forstand. Er ikke Du selv et talende Vidnesbyrd? See, min Konge!
39.Ved Magring smekker og let
man hærder sit Legem til Manddom!
Saa seer man Dyrenes Sind
bevæges af Angst og af Vrede!
Og Skyttens Roes, naar hans Piil
sit Maal, det urolige, rammer! —
Med Uret kaldes det Synd;
hvad Glæde kan lignes ved Jagten?
Mathavjas (forbittret). Gaa Du Din Vei Sveddriver! Vor høie Herre er kommen til Fornuft. Du stryger dog saalænge fra Skov til Skov, indtil Du falder i Gabet paa en gammel Bjørn, der er forsulten efter Menneskenæser.
Kongen. Tappre Hærfører! Vi staae i Nærheden af et Enebo; derfor kan jeg ikke give Din Tale Medhold. For idag
40.Lad Bøflen vælte sig i Kærets Vande
og pidske dem med sine Horn;
Lad sammenklynget i de svale Skygger
Gazelleflokken tygge Drøv;
Lad Skovens Vildsviin uforstyrret rode
i Sumpen efter Musta-Græs,
Og lad en føie Stund min trætte Bue
udhvile sig med fraspændt Streng!
Hærføreren. Som Herskeren finder for godt.
Kongen. Kald da Jægerne tilbage, og paalæg mine Mænd, ikke at volde Andagtslunden Forstyrrelse.
41.Thi see: i Eneboernes Sjæl, den milde,
der ulmer skjult en uudslukkelig Ild;
Sol-Stene lig, der taale med Haand at røres,
udspye de Ild, naar fremmed Ild slaaer imod.
Hærføreren. Som min høie Herre befaler.
Mathavjas. Gaa nu, Slavindesøn! Der ligger Dine Lovtaler over Jagten! (Hærføreren gaaer ud.)
Kongen (med et Blik til sine Vaabendragersker). Bringer mit Jagttøi bort, og Du, Raivátakas! gaa til Din Post.
Følget. Som Kongen befaler. (De gaae ud.)
Mathavjas. Saa! Nu har Du gjort ryddeligt for Fluer. Kom nu med til Steenbænken, under den Thronhimmel af skyggefulde Træer, og sæt Dig ned, — at ogsaa jeg kan komme til at sidde.
Kongen. Gaa Du foran!
Mathavjas. Her, her, Kjære! (De gaae derhen og tage Sæde.)
Kongen. Mathavjas! Du har ikke høstet Øines Frugt. Thi den Gjenstand, der mest fortjener at sees, har Du ikke seet.
Mathavjas. Staaer da ikke Du, Kjære! for mine Øine?
Kongen. Sin Ven finder jo Enhver smuk. Men jeg taler om Blomsten i den hellige Lund, om Sakuntala.
Mathavjas (for sig). Nei, det vil jeg ikke høre Noget om. (Høit.) Hør, bedste Ven! Synes Du, det gaaer an, at Du forelsker Dig i en Enebopige?
Kongen. Min Ven! En Puru-Søns Hjerte staaer ikke til en forbuden Gjenstand:
42.Gudindefødt, af Moderen forladt,
optoges hun i Kanvas' Faderarm —
Lig en paa Arka-Busken hængende
nedfalden Blomst fra Navamallika.
Mathavjas (leende). Du er dog ligesaa klog, som den, der blev kjed af Dadler og fik Lyst til den sure Tamarind, naar Du for saadan en Tilbøielighed kan forsmaae alle Dine Perler af Hustruer.
Kongen. Du har ikke seet hende, siden Du kan tale saaledes.
Mathavjas. Fortryllende maa jo rigtignok det være, der kan vække Beundring hos en Mand som Dig.
Kongen. Min Ven, hvortil mange Ord!
43.Har Bráhma hende som Billed malet og kaldt til Live,
Hvad eller, samlende Skjønheds Mønstre, ved Tanken frembragt?
Ja, Laksmi[1], atter til Verden født, jeg i hende skuer,
Naar ret jeg mindes vor Skabers Almagt og hendes Skjønhed.
Mathavjas. Hvis saa er, maa hun jo gjøre alle andre Skjønheder til Skamme.
Kongen. Ja, det er min stadige Tanke:
44.En Blomst, som Ingen end har lugtet til,
En Løvsprings-Qvist, som ingen Negl har brudt,
En Perle, for dens Øie boret er
Og Honning, for dens friske Saft er smagt,
Og gode Gjerningers urørte Frugt
Er denne lydeløse Skjønhed lig.
Hvem Skjæbnen da vil finde værdig til
Det unge Liv at nyde, veed jeg ei.
Mathavjas. Saa skynd Dig og red hende, at hun ikke skal falde i Hænderne paa en Eneboer, hvis Haar glindser af Ingudi-Salve.
Kongen. Men hun lever i Afhængighed, og hendes ærværdige Mester er ikke hjemme.
Mathavjas. Siig mig: hvad Stemning imod Dig laae der i hendes Øiekast?
Kongen. Af Naturen ere Enebopiger tilbageholdne; alligevel —
45.Naar jeg saae op, drog hun sit Blik tilbage,
og altid fandt hun Paaskud for et Smiil:
Blufærdig hæmmende sin Elskovs Udbrud,
hun ikke røbed, ikke dulgte den.
Mathavjas. Hun skulde kanskee, saasnart hun saae Dig, have sat sig paa Dit Skjød?
Kongen. Men da vi skiltes, røbede hun med al sin Undseelse dog tydeligt sine Følelser. Med Eet siger hun:
46.„Jeg har saaret min Fod paa et Kúsastraa“,
og listelig,
Da hun neppe sin Fod havde flyttet frem,
hun stille stod;
Og hun dreied sig om, for sin Kjortelflig
at vikle løs
Af den tornede Green, hvori Kjortlens Flig
hang ikke fast.
Jeg seer nok, at Du har gjort Andagtsskoven til Din Lystskov.
Kongen. Min Ven! Jeg er bleven kjendt af nogle af Eneboerne. Tænk derfor efter, under hvad Paaskud jeg igjen kunde besøge Lunden.
Mathavjas. Hvad andet Paaskud? Du er jo Konge.
Kongen. Ja hvad saa?
Mathavjas. „Bringer mig Tiende af Eders Riishøst!“ — saa ikke videre.
Kongen. Du Daare! En anden Løn tilfalder mig for at beskytte dem. og den er at agte høiere end Dynger af Ædelstene; thi
47.Forgjængelig den Skat, som lægges ned
for Kongens Fod af Kasterne!
Skovbrødre give ham af deres Bod
en Tiende, som ei forgaaer.
Bag Skuepladsen. Til Lykke! vi have naaet Maalet.
Kongen (lytter). Efter den dybe, høitidelige Røst maa det være Eneboere.
Dørvogteren (træder ind). Vær seirrig, vær seirrig, Konge! To unge Eneboere staae ved Indgangen.
Kongen. Før dem da ufortøvet herind.
Dørvogteren. Det skal skee. (Gaaer ud og kommer tilbage med de tvende Eneboere.) Her, her, hellige Mænd! (Begge betragte Kongen.)
Første Eneboer. Hvor hans Skikkelse, skjøndt straalende, indgyder Tillid! Dog, saaledes maa det være, da denne Konge er Viismænds Lige. Thi
48.Ogsaa han har taget Sæde
i et saligt Enebo;
Ogsaa han, ved at beskytte,
daglig sig forhverver Bod;
Ogsaa han, den Selvbetvinger,
prises af Gandharva[2]-Par
Høit med Hædersnavnet „Viismand“,
kun at „Konge“ føies til.
Anden Eneboer. Gáutamas! er det Gud Indras' Ven, Dushjantas?
Første. Hvem Anden!
Anden. Derfor
49.Hvad Under, at Helten, hvis Arm er lang som en Byports Bolt,
Alene behersker det Hav-blaabræmmede Jorderig:
Selv Himmelens Guder, naar mod Asurer de værge sig,
Forvente jo Seiren af Kongens Piil og af Indras' Lyn.
Begge (træde hen til ham). Vær seirrig, Konge!
Kongen (staaer op fra sit Sæde). Jeg hilser Eder, hellige Mænd!
Begge. Hil være Dig! (De frembære Frugter.)
Kongen (bøier sig ærbødig og modtager Gaven). Jeg venter paa Eders Befaling.
Begge. Det er Eneboerne bekjendt, at Du opholder Dig her; derfor bede de Dig —
Kongen. Hvad befale de?
Begge. „Paa Grund af den hellige Viismand Kanvas' Fraværelse anfægte Raksháserne[3] vore Offringer; derfor være Du med Din Vognstyrer i nogle Nætter vort Eneboes Beskytter.“ Det er deres Begjæring.
Kongen. Jeg føler mig hædret derved.
Mathavjas (sagte til Kongen). Just nu kommer denne Bøn Dig meget beleilig.
Kongen (smiler). Raivátakas! Siig min Vognstyrer, at han skal bringe Vognen samt min Bue herhid.
Dørvogteren. Som Kongen befaler. (Gaaer ud.)
Begge (med Glæde).
50.Dit Tilsagn er Dig værdigt, høie Drot,
som gaaer i Dine Fædres Spor!
Ja, i Betryggelses-Mysterier
indviet er Kong Purus' Æt.
Kongen (bøier sig for dem). Gaaer foran, hellige Mænd! Jeg kommer strax efter.
Begge. Vær seirrig! (De gaae ud.)
Kongen. Mathavjas! Glæder Du Dig til at see Sakuntala?
Mathavjas. Ja før, saa Glæden løb over; men siden jeg har hørt om de lede Raksháser, er der ikke levnet en Draabe.
Kongen. Frygt ikke! Du skal jo gaae ved min Side.
Mathavjas. Og saa kan Du vel forsvare mig med Din Kasteskive?
Dørvogteren (træder ind). Vognen staaer rede og venter paa at føre Kongen til Seir. Men Karábhakas er kommen fra Staden med Ærinde fra Dronningen.
Kongen (ærbødig). Sendt af min høie Moder?
Dørvogteren. Ja!
Kongen. Saa før ham ind!
Dørvogteren. Strax! (Gaaer ud og kommer tilbage med Sendebudet Karábhakas.) Her er Kongen; træd nærmere.
Sendebudet. Seir, Seir for Kongen! Dronningen, Din Moder, lader Dig sige: „Fjerde Dagen herefter holder jeg Festen for min kongelige Søns Sundhed og Lykke; den Dag maa min Søn hædre mig med sin Nærværelse.“
Kongen. Paa den ene Side Eneboernes Hverv, paa den anden min ærværdige Moders Befaling. Ingen af Delene tør jeg unddrage mig. Hvad er herved at gjøre?
Mathavjas. Bliv Du som Kong Trisánkus hængende midtveis.
Kongen. Sandelig! jeg er i Stor Tvivl.
51.Ved Pligter kaldet til tvende Steder — mit Sind er deelt,
Som Flodens Vande, naar Strømmen bryder sig paa et Skjær.
(Efter nogen Betænkning) Min Ven! Dig har min Moder antaget som Søn. Reis derfor Du tilbage; fortæl, at jeg med hele min Sjæl er optaget af Eneboernes Hverv, og forret Du en Søns Pligt mod den høie Dronning.
Mathavjas. Du troer vist, jeg er bange for Raksháserne?
Kongen (smilende). Store Brahmán! Hvor kunde man troe Sligt om Dig?
Mathavjas. Og saa vil jeg reise, som det sig en Konges Broder egner og anstaaer.
Kongen. Ja vel! For at forebygge Forstyrrelse i Andagtslunden vil jeg sende hele mit Følge bort med Dig.
Mathavjas (bryster sig). Saa er jeg da nu bleven Kronprinds!
Kongen (for sig). Den Gjek er ubetænksom; han kunde engang sladdre i Fruerhuset om min Kjærlighed. Til ham faaer jeg at sige saaledes: — (tager Mathavjas i Haanden; høit.) Hør, min Ven! Af Ærefrygt for de vise Mænd er det, jeg gaaer til Eneboet; der er, sandt at sige, ikke Noget om min Forelskelse i Enebopigen Sakuntala.
52.Tænk: jeg! og hun, som voxed op
for Elskov fremmed blandt Gazellekid!
Et Ord, der faldt i Spøg, min Ven,
Tag det dog ikke for alvorlig meent!
Mathavjas. Vist ikke!
(Alle forlade Skuepladsen.)