Sakuntala/Første Optrin
FØRSTE OPTRIN.
(Kong Dushjántas, med Piil og Bue i Haanden, paa Jagt efter en Gazel, kommer kjørende med sin Vognstyrer.)
Vognstyreren (betragter Kongen og Gazellen). Ædle Herre!
6.Seer jeg Dig med strenget Bue
og den sorte Antilope,
Tykkes mig, jeg seer Gud Sivas
jage med Pináka-Buen.
Kongen. Langt har allerede denne Gazel draget os med sig, men endnu farer den afsted:
7.See, yndig dreiende Halsen
sit Blik den fæster paa Vognen,
som følger dens Spor;
For Pilen sky, med sin Bagkrop
i Kroppens fremmeste Halvdeel
den trykker sig ind;
Med Græs halv tygget, som Munden
af Mathed gispende taber,
bestrøer den sin Vei —
Alt mens i flyvende Spring, see!
i Luften meer end paa Jorden
den farer afsted.
(Med Forundring.) Men hvorledes? Jeg sætter efter Gazellen, og nu kan jeg neppe øine den længer.
Vognstyreren. Ædle Herre! Grunden var hullet, saa jeg maatte sagtne Vognens Fart ved at holde Tøilerne stramme. Derved har Gazellen vundet saa langt Forspring. Men nu, da Du igjen kjører paa jevn Grund, vil Du ikke have vanskeligt ved at indhente den.
Kongen. Saa giv løs Tøile!
Vognstyreren. Som min ædle Herre befaler. (Han udtrykker ved sine Bevægelser Vognens Hastighed.) See, see!
8.Da Tømmen slappes, de stolte Heste — med fremstrakt Hals,
Med dukket Øre, med ubevægelig Flagredusk,
End ei berørt af den tætte Støv, som de reise selv, —
I Løbet stævne som avindsyge paa Dyrets Fart.
Kongen (med Glæde). Isandhed, de Heste løbe Solens og Indras' Gangere forbi. See!
9.Hvad der var nys som en Punct,
vider sig pludselig ud;
Hvad der i Midten var deelt,
trækker sig sammen til Eet;
Hvad der var bugtet og snoet,
retter sig ud for mit Blik:
Her fra den rullende Vogn
Intet er fjernt eller nær.
Vognstyrer, nu skal Du see den falde! (Lægger en Piil paa Buen.)
Bag Skuepladsen. Konge! Fæld den ikke, fæld den ikke!
Vognstyreren (lytter og seer ud). Ædle Herre! Nogle Eneboere træde imellem, just som Antilopen er kommen Dig paa Skudvidde.
Kongen (hastig). Saa hold Hestene an!
Vognstyreren. Ja! (Hen holder stille med Vognen.)
En Eneboer (træder ind, selv Tredie, med opløftet Haand). Konge! Den Gazel er fra vort Enebo: fæld den ikke, fæld den ikke!
10.Lad ei, lad ei Din Piil slaae ned i vor Gazels
Den spæde Krop, som Gnisten i en Bomuldshob!
Hvad er de vildsomt flygtende Gazellers Liv
For slig en hvas, en fjærbevinget Piil, som Din!
11.Velan da, o Konge! tag Pilen tilbage,
tag Pilen tilbage fra Strengen!
Betrængte til Frelse Du bærer Dit Værge,
men ei for at ramme den Skyldfrie.
Kongen. Jeg har alt taget den tilbage. (Han gjør det.)
Eneboeren. Det var Dig ligt, Du Stjerne i Purus' Kongeslægt!
12.Dig, hvis Byrd er af Purus' Stamme, var dette værdigt;
Søn Du faae, med de samme Dyder, en Verdenshersker!
De to Andre (med opløftede Arme). Ja, en Søn, en Verdenshersker!
Kongen (bøier sig ærbødig). Jeg modtager Forjættelsen.
Eneboeren. Konge! Vi gik ud for at hente Ved; det er den hellige Kanvas' Enebo, som Du seer dernede ved Ganga's Bred. Hvis Du Intet har at forsømme, saa træd ind og forsmaa ikke en gjæstevenlig Modtagelse; og derhos
13.Ved selv at see de Andagtriges milde
Gudstjeneste mod Vanfreds Magter værnet,
Du kjende skal, hvorlangt Din Arm, forskrammet
af Buestrengen, raakker med sin Vælde.
Kongen. Er Husets Fader hjemme?
Eneboeren. Han har overdraget sin Datter Sakúntala at modtage de Fremmede, der ville gjæste ham. Selv er han for Øieblikket paa Valfart til Maane-Dammen, for at sone en fjendtlig Skjæbne, der truer hende.
Kongen. Velan! Jeg vil besøge hende. Hun vil da bevidne den store Viismand min Ærefrygt for ham.
Eneboeren. Kom, lad os gaae videre! (Gaaer ud med de to Lærlinger.)
Kongen. Vognstyrer, sæt Hestene i Løb! Ved Synet af det hellige Enebo ville vi luttre Sjælen.
Vognstyreren. Som min ædle Herre befaler. (Han udtrykker atter ved sine Bevægelser Vognens Hastighed.)
Kongen (seer om til alle Sider). Vognstyrer! Selv om det ikke var os sagt, kunde vi strax vide, at disse Enemærker høre til en Andagtslund.
Vognstyreren. Hvorledes det?
Kongen. Seer Du ikke: her
14.Under Træet ligge Riiskorn,
tabt fra Papegøiereder,
Og i Græsset glindser Stenen,
blank af Ingudi at knuse,
Og saa trygt Gazeller trippe
uden Frygt for vore Stemmer,
Og af vaade Bastdug-Kjortlers
Dryp er Badeveien strimet.
Og see!
15.Med kunstig ledet Vand, af Vinden kruset,
de Træers Rødder vadskes,
Og Farven, lys af unge Skud, fortones
ved Offerrøgens Dampe,
Og ligefor, paa Lundens aabne Grønning,
hvor Kusa-Straa er meiet,
De smaa Gazelle-Kid saa uforsagte
gaae langsomt om og græsse.
Vognstyreren. Ja, Alt passer til Stedet.
Kongen (de de ere komne lidt videre frem). Andagtslundens Beboere maae vi ikke volde Forstyrrelse. Hold kun stille her; jeg vil stige af.
Vognstyreren. Nu holder jeg Tømmerne an; stig af, ædle Herre!
Kongen (staaer af). Vognstyrer! I ydmyg Dragt skal man betræde en Andagtslund; tag derfor Du mine Smykker og min Bue. (Rækker ham dem.) Og hør! Medens jeg aflægger Besøg hos Eneboerne, maa Du faae Hestenes Rygge badede.
Vognstyreren. Ja vel! (Gaaer ud.)
Kongen (gaaer videre og seer sig om). Her er Eneboets Port; jeg vil træde derind. (Føler en uvilkaarlig Trækning i høire Arm[1], idet han gaaer ind.)
16.I denne Bolig er Lidenskaben
betvungen; men min Høire hæver:
Hvorfra skal her, hvad der varsles, komme?
Dog, overalt har Skjæbnen Porte.
Bag Skuepladsen. Her, her, Veninder!
Kongen (lytter). Tys! Jeg hører Stemmer tilhøire for Hækken; der vil jeg gaae hen. (Gaaer speidende fremad.) See! det er Enebopiger, som komme hid med Vandkander, efter deres Kræfter, for at vande de unge Blomstertræer. (Betragter dem.) Et yndigt Syn!
17.Naar ikke let i Fruerhuus man træffer
Slig Skabning som en Eneboerindes,
Da maae jo Havens Slyngeplanter vige
I Yndighed for Skovens Slyngeplanter!
Jeg vil stille mig her i Skyggen og vente paa dem. (Hen staaer stille og iagttager dem. Sakúntala med sine to Veninder, Anasúja og Prijámvada, træder ind, beskjæftiget med at vande.)
Sakuntala. Her, her, Veninder!
Anasuja. Elskede Sakuntala! Vor Fader Kanvas maa have Lundens Træer kjærere end Dig, siden han har paalagt Dig, der er spæd som Blomsten paa en Mállika, at fylde deres Vandgruber.
Sakuntala. Det er ikke blot, fordi vor Fader har paalagt mig det; nei, jeg selv elsker dem som en Søster. (Hun vander Træerne.)
Kongen (i Skjul). Saa det er Kanvas' Datter? Ufornuftigt handler den hellige Kanvas, at han paalægger hende sit Eneboes Pligter.
18.Vil den Vise hærde dette kunstløs-
tryllerige Legem til at øve Bod,
Sandelig! hans Idræt er at skjære
Offerqvas med Eggen af et Lilieblad!
Her, i Skjul bag Træerne, kan jeg betragte hende uden at forstyrre. (Han skjuler sig.)
Sakuntala. Kjæreste Anasuja! Prijamvada har snøret min Bastkjortel, saa den trykker mig; vil Du løsne den!
Anasuja. Ja! (Hun løsner Kjortlen.)
Prijamvada (leende). Skjænd paa Din Ungdom, der bringer Barmen til at svulme; hvorfor vil Du skjænde paa mig?
Kongen (i Skjul). Hun har Ret.
19.Hyllet i en med Knuder om Skuldren fæstet,
Barmen blufærdig dækkende Bastdugskjortel,
Ei hendes unge Legem sin Pragt udfolder —
Retsom en Blomst i Hylster af visne Blade.
Og dog — saa lidt Bastkjortlen passer til hendes Alder — den klæder hende ligefuldt:
20.Selv overgroet med Mose-Urt
er Lotosblomsten yndig,
Og selv den dunkle Maaneplet
Fuldmaanens Glands forhøier,
Og selv i Bastdugskjortlen er
end skjønnere den Ranke;
Thi Hvad er ei et Smykke for
saa yndefuld en Skabning?
Sakuntala. See Késara-Træet, hvor det vinker ad mig med sine Qviste, som Vinden bevæger. Jeg vil besøge det. (Hun gaaer derhen.)
Prijamvada. Bliv staaende der et Øieblik, min Sakuntala!
Sakuntala. Hvorfor det?
Prijamvada. Jo, naar Du staaer hos Késara-Træet, saa seer det ud, som om det blev omfavnet af en Slyngplante.
Sakuntala. Ikke for Intet hedder Du Prijám-vada, „den sødttalende“.
Kongen (i Skjul). Var det sødt talet af Prijamvada, saa var det ogsaa sandt talet; thi Sakuntala's
21.Læber er røde som unge Skud,
Armene bløde som Rankens Grene,
Og som en lokkende Blomsterflor
Ungdom svulmer i alle Lemmer.
Anasuja. See, Sakuntala! Her staaer Mangotræets Valghustru, den hvidblomstrende Mállika, som Du har givet Navnet „Skovmaaneskin“. Den glemmer Du ganske.
Sakuntala. Nei, saa maatte jeg glemme mig selv. (Træder hen og betragter Mállika'en.) See, min Veninde! i en yndig Stund har Træet og Slyngplanten holdt Bryllup: Skovmaaneskin staaer i sin Ungdoms Flor med friske Blomster, og det frodig knoppende Mangotræ indbyder til Glæde. (Hun bliver staaende og seer paa den.)
Prijamvada (smilende). Veed Du, Anasuja! hvorfor Sakuntala seer saa opmærksom paa den Skovmaaneskin?
Anasuja. Jeg veed ikke; forklar mig det.
Prijamvada. Hun tænker som saa: „Skovmaaneskin har fundet sig et Træ, der passer for den; maatte ogsaa jeg faae en Brudgom, der passer for mig!“
Sakuntala. Det er snarere Dig selv, som har de Tanker. (Hun hælder med sin Vandkande.)
Kongen (i Skjul). Turde jeg troe, at hendes Moder var af en anden Kaste, end den hellige Eneboer! Dog, bort med alle Tvivl!
22.Vist hun blive tør en Krigers Brud,
da mit ædle Sind begjærer hende;
Thi ved alle Ting, hvor Tvivl har Sted,
Sjælens Drift er Hjemmel for den Gode.
Alligevel vil jeg efterforske, hvem hun er.
Sakuntala (urolig). Ak, en Bi, som vi har jaget op ved at stænke med Vandet, flyver fra Mállika-Blomsten ind imod mit Ansigt. (Hendes Bevægelser udtrykke, at hun bliver forfulgt af en Bi.)
Kongen (i Skjul, betragter hende længselsfuld). Selv hendes Angst er fortryllende:
23.Hvorhen, hvorhen Bien end sværmer paa sin Flugt,
Derhen, derhen kastende sky et Sideblik,
I Nødens Stund, medens uroligt Brynet gaaer,
Skjøndt elskovsfri, lærer hun Elskovs Øienspil.
Du, o Bi, er at misunde!
24.Hyppig rører Du ved hendes
frygtsomt blinkende Øienvig,
Summer sødt for hendes Øre,
retsom hvisked Du Løndomsord,
Drikker af den hulde Læbe,
mens hun jager Dig med sin Haand:
Jeg forsmægter i min Fersken,
Du, o Bil Du er lykkelig.
Sakuntala. Den paatrængende Skabning lader mig ikke i Fred; jeg vil gaae tilside. (Hun stiller sig et andet Sted hen og skotter efter den.) Nei, ogsaa her kommer den efter mig. Saa hjælp mig dog, Veninder! hjælp mig mod den Voldsmand, den slemme Bi, som overfalder mig.
Begge (smilende). Hvor kan vi hjælpe Dig? Kald paa Dushjantas: Andagtslundene staae jo under Kongens Beskyttelse.
Kongen (i Skjul). Nu har jeg en Leilighed til at vise mig. Frygt ikke — (Afbryder sig, afsides.) Men derved bliver det bekjendt, at jeg er Kongen. Vel! saaledes vil jeg sige —
Sakuntala (staaer atter paa et andet Sted). Nei, ogsaa her forfølger den mig.
Kongen (træder hurtig frem).
25.Mens Purus' Ætling er Jorderigs Hersker,
en Hævner over Voldsmænd,
Hvo øver Vold mod uskyldige Piger
fra Eneboerlunden?
(Enebopigerne studse ved Synet af Kongen.)
Anasuja. Ædle Herre! Her øves ingen Misgjerning. Det er vor Veninde, som er bange for en Bi, der overfalder hende. (Viser paa Sakuntala.)
Kongen (hilser Sakuntala). Er der Velsignelse med Eders Bod? (Sakuntala. staaer taus af Forvirring.)
Anasuja. Rig Velsignelse nu, da vi modtage saa udmærket en Gjæst. Kjæreste Sakuntala! Gaa til Hytten og hent Velkomstoffret af Korn og Frugter; Vandet her kan tjene til Fodtvæt.
Kongen. Ved Eders venlige Tale har I viist mig Gjæstevenskab nok.
Prijamvada. Saa tage min Herre dog et Øieblik Sæde paa den skyggesvale Bænk under Saptapárnen, for at forjage sin Træthed.
Kongen. Men ogsaa I maae være trætte efter Eders Arbeide.
Anasuja. Min Sakuntala! Det er vor Skyldighed at sidde ved vor Gjæsts Side. Lad os sætte os her. (Alle tage Sæde.)
Sakuntala (for sig). Hvorfor har vel Synet af ham opladt mit Hjerte for en Følelse, der staaer i Strid med Andagtslunden?
Kongen (betragter dem). Lighed i Alder og Skjønhed gjør Eders Venskab fortryllende.
Prijamvada (til Anasuja). Hvem kan denne Fremmede være, som ved sit frie, fornemme Væsen og sin vennehulde Tale synes at røbe fyrstelig Værdighed?
Anasuja. Jeg er selv nysgjerrig, min Veninde! Jeg vil fritte ham, (Høit.) Min Herres venlige Tale giver mig Mod til at spørge: hvilken Kongeslægt prydes med min ædle Herre? hvilket Riges Indvaanere sørge over hans Fraværelse? og hvorfor er han, i sin feireste Ungdom, draget ud til Bodslundens Besværligheder?
Sakuntala (for sig). Ængst Dig ikke, Hjerte! Nu udsiger Anasuja Dine stille Tanker.
Kongen (for sig). Skal jeg strax give mig tilkjende? eller skal jeg skjule, hvem jeg er? Velan! saaledes vil jeg svare hende. (Høit.) Hulde Pige! Det er mig, hvem Kongen af Purus' Slægt har sat til at vaage over Lov og Ret; for at erfare, om de hellige Handlinger forrettes uden Anfægtelse, er jeg kommen til denne Andagtslund.
Anasuja. Vel beskjærmede ere de Fromme ved Din Nærværelse. (Sakuntala udtrykker Kjærligheds Undseelse.)
De to Veninder (bemærkende begges Stemning, afsides). Kjæreste Sakuntala, hvis vor Fader idag var her tilstede —
Sakuntala (fortrydelig). Hvad da?
Veninderne. Med det Bedste, han eier i Livet, vilde han gjøre vor udmærkede Gjæst lykkelig.
Sakuntala. Lad mig i Fred! I har andre Tanker med Eders Ord. Jeg vil ikke høre paa Jer. —
Kongen. Tør nu ogsaa jeg gjøre Eder et Spørgsmaal om Eders Veninde?
Begge. Ædle Herre! Som en Gunstbeviisning optage vi Din Begjæring.
Kongen. Det er Alle bekjendt, at den hellige Kanvas har levet i ubrødelig Bod og Forsagelse. Hvorledes kunne I da kalde Eders Veninde her hans Datter?
Anasuja. Hør da, ædle Herre! Der er en mægtig Kongeviismand ved Navn Visvámitras, af Kúsikas' Æt.
Kongen. Ja vel, og han?
Anasuja. Viid, at ham skylder vor elskede Veninde sin Tilværelse. Men hun blev udsat, og som den, der har opfostret og pleiet hende, er den ærværdige Kanvas hendes Fader.
Kongen. „Udsat“? det Ord har vakt min Nysgjerrighed. Fortæl mig Alt fra første Begyndelse!
Anasuja. Saa hør da, ædle Herre! Da fordum hiin Kongeviismand øvede sin strenge Bod ved Godávari's Bred, ængstedes Guderne og udsendte Huldgudinden Ménaka, at hun skulde friste ham til at glemme sine Løfter.
Kongen. Ja, Guderne føle denne Frygt for andre Væseners Andagt.
Anasuja. I de Dage, da Foraaret stiger ned paa Jorden, saae han hendes berusende Skikkelse, og — (Hun standser rødmende.)
Kongen. Jeg fatter — Visselig! hun er født af en Apsarás.
Anasuja. Ja, Herre!
Kongen. Hvor var det muligt Andet?
26.Hvor kunde vel af et jordisk Liv
en saadan Skabning fødes?
Det straaleglimtende Lyn ei op
fra Jordens Tillie stiger.
(Sakuntala staaer med nedslagne Øine.)
Kongen (for sig). Min Længsel har lysere Udsigter! Alligevel, siden jeg har hørt hendes Veninde spøge med, at hun ønskede en Brudgom, er mit Sind fuldt af Tvivl og Ængstelse.
Prijamvada (seer smilende paa Sakuntala og vender sig derpaa mod Kongen). Det synes, at min ædle Herre endnu har Noget paa Hjerte. (Sakuntala truer ad hende med Fingren.)
Kongen. Du skjønner rigtigt. Af Lyst til at høre om hendes fromme Vandel maa jeg gjøre end et Spørgsmaal.
Prijamvada. Tal frit ud! Enebofolk kan man spørge uforbeholdent.
Kongen. Om Din Veninde ønsker jeg at vide,
27.Om ikkun til sin Brudefærd hun holde skal
det elskovshindrende Skovboerløfte,
Hvad eller boe for stedse hos de søsterligt
i Blikket hende lignende Gazeller?
Prijamvada. Ædle Herre! Selv i de hellige Pligters Opfyldelse staaer en Enebopige under fremmed Villie. Men vor Mesters Hensigt er at bortgive hende til en Brudgom, der kan passe for hende.
Kongen (for sig). Saa er mit Ønskes Maal ikke fjernt:
28.Hjerte, giv trøstigt Længselen Rum!
Den sidste Tvivl er nu hævet:
Hvad i Din Frygt Du tog for en Ild,
er en Ædelsteen, man tør røre.
Sakuntala (fortrydelig). Anasuja! jeg gaaer bort.
Anasuja. Hvorfor?
Sakuntala. Jeg vil fortælle vor ærværdige Moder Gáutami, hvordan Prijamvada sidder og fører løs Tale.
Anasuja. Nei, min Veninde, Du har ikke Lov til at gaae bort efter eget Lune og forlade vor udmærkede Gjæst, uden at der er viist ham Gjæstevenskab. (Sakuntala svarer ikke og reiser sig for at gaae ud.)
Kongen (vil standse hende, men tvinger sig; afsides). Ak, hos en Elsker svare Legemets Bevægelser slet ikke til Sjælens. Thi jeg,
29.Jeg vilde følge den Vises Datter,
Men Blyhed standsed mig uvilkaarligt;
Det er, skjøndt ikke jeg veg af Stedet,
Som var jeg gaaet og vendt tilbage.
Prijamvada. (stiller sig iveien for Sakuntala). Du har ikke Lov til at gaae.
Sakuntala. (med rynkede Øienbryn). Hvorfor ikke?
Prijamvada. Du skylder mig endnu at vande to Træer. Kom nul Naar Du har udløst Dig, saa kan Du gaae. (Hun drager hende med Magt tilbage.)
Kongen. Hulde Pige! Jeg seer Din Veninde saa angreben af at vande Træerne; see engang,
30.Hvor Skuldrene hænge, hvor Hænderne brænde
af Kanden at løfte og løfte paany;
End stedse hun drager saa hæftigt sin Aande,
at Barmen, den svulmende, bæver' derved;
Om Kinden er knyttet af perlende Draaber
et Øren-Siríshia fangende Net;
Haarfletningens Baand rev sig løs, og med Haanden
hun holder tilbage de flagrende Haar.
Derfor — tør ikke jeg gjøre hende gjældfri? (Hen rækker dem sin Fingerring; Begge læse hans Navn paa seglet og betragte hinanden.)
Kongen. Tag mig ikke for Anden, end jeg er. Det er en Gave fra Kongen; deraf see I, at jeg er en af Kongens Mænd.
Prijamvada. Men da maa denne Ring ikke skilles fra Fingeren. Paa min ædle Herres Ord er hun alt gjældfri. (Med et skalkagtigt Smiil.) Min Sakuntala! Du er udløst af vor ædle Herre — eller Konge —, som har fattet Medynk med Dig. Gaa nu kun!
Sakuntala (for sig). Ja, havde jeg blot Magt over mig selv. (Høit.) Hvor kan Du sende bort eller holde tilbage?
Kongen (betragter Sakuntala; for sig). Mon hun skulde være stemt imod mig, som jeg er stemt imod hende? Dog, lysere Udsigter har nu mit Haab;
31.Thi blander hun end ei sit Ord med mit,
saa laaner hun mig Øre, naar jeg taler,
Og vender hun sit Blik end ei mod mig,
saa fængsler anden Gjenstand det ei heller.
Bag Skuepladsen. Eneboere! Eneboere! Kom at beskytte de Dyr. som fredes i Lunden. Kong Dushjantas er herude for at adsprede sig med Jagten.
32.See! paa de med vaade Bastdugskjortler
rundt behængte Træ'r i vor Andagts-Lund
Falder Støvet, reist af Hestes Hovslag,
aftenbrunlig tykt, lig en Græshop-Sværm.
Og see!
33.Med sin Tand i voldsom Tørning
boret i den faldne Træbul,
Hildet i et Tøir af seige
fod-omsnørte Slyngeplanter,
— Vanfreds Billed i vor Bodslund —
splittende Gazelleflokken,
Bryder vognsky Elefanten
ind i Eneboerskoven.
(Qvinderne lytte og røbe Ængstlighed.)
Kongen (for sig). Ulykkeligt! Mine Mænd, som lede efter mig, bringe Forstyrrelse i Andagtslunden. Jeg faaer at gaae dem imøde.
De to Veninder. Ædle Herre! Den Tummel i Skoven har sat os i Angst. Tillad os at gaae til vor Hytte.
Kongen (urolig). Gaaer, hulde Piger! Jeg vil drage Omsorg for, at Eneboet ikke skal lide Overlast. (Alle reise sig.)
De to Veninder. Ædle Herre! At der ikke er viist Dig gjæstevenlig Modtagelse, — det skamme vi os ved at bruge som Opfordring til et nyt Besøg.
Kongen. Tal ikke saaledes! Nei, Synet af Eder har været mig en Velkomst.
Sakuntala. Ak, Anasuja! Paa Naalen af et nys udsprunget Kusa-Straa har jeg saaret min Fod, — og min Bastdugskjortel hænger fast ved en Kuraváka-Green. Vent dog paa mig, indtil jeg faaet den løs igien. (Efter at have betragtet Kongen, saalænge hun har Paaskud til at tøve, gaaer hun ud med sine Veninder.)
Kongen. Ringe Længsel føler jeg efter at drage til Staden. Jeg vil opsøge mit Følge og lade det leire sig i Nærheden af denne Andagtslund Thi at afdrage mit Sind fra at sysle med Sakuntala, det er mig ikke muligt
34.Fremad mit Legem gaaer, min Sjæl
gjenstridig — flyer tilbage,
Som Flaget paa en Fanestang,
der bæres frem mod Vinden.
(Han gaaer ud. Alle have forladt Skuepladsen.)
- ↑ For Mænd et lykkeligt Varsel.