Samaritanen

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag København


Luftslotte.djvu Luftslotte.djvu/4 148-149

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1949. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1925.


SAMARITANEN

Kom der kun én — hvorfor kom der ikke flere?“

„Herre, tilgiv dem, de gik til Livet — det biede dem alle.“

„Og du?“

„Mig biede intet, Herre — derfor kunde jeg komme og bede.“

„Bede? jeg troede, du vilde takke.”

„Nej, Herre, bede.“

„Og bede om hvad?“

„Herre gør mig atter spedalsk."

„Jeg fatter dig ikke.“

„Herre de andre løb til Livet, jeg løb med — Herre, da de andre kom på Pladserne, løb andre dem med åbne Arme i Møde — mig, Samaritanen, ingen — så kom jeg tilbage.“

„Og nu?“

„Nu beder jeg dig gøre mig spedalsk igen“.

„Du taler i Vildelse — vil du den Forbandelse igen?“

„Ja, Herre, jeg vil den velsignelse.“

„Velsignelse?“

„Ja, den Forblindelsens Velsignelse, den bedrageriske Drøm, at det er naturligt, jeg er ene, fordi jeg er spedalsk, at jeg er afmægtig i Livet, fordi jeg er spedalsk — det søde Bedrag, at Verden derude var mig åben og god, var jeg blot ej spedalsk. Herre, giv mig min Sot tilbage, jeg forgår i Helbredelsens Smærte.“

❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧