31
vi Forholdet ganske som vi havde ventet det: paa den ene Side stikke enkelte Sætninger frem som Hieroglypher[1], der stundom ere Gjenstand for en from Veneration; paa den anden Side dvæler han ved sin egen Erfarings enkelte Phænomener, som nu snart igjen potenseres til Sætninger, og ere da at subsumere under den foregaaende Classe, snart mere afvindes den Side at være oplevede, uden at man derfor med Rette kan, saalænge disse forblive i deres Pebersvende-Stand, deraf drage nogen videre Følge. Vil man nu maaskee sige, at den af os skildrede Livs-Anskuelse er et Standpunkt, man kun efterhaanden kan nærme sig til, og at det er ubilligt at gjøre saa store Fordringer til en saa ung Mand som Andersen, saa ville vi, hvad det Sidste angaaer, medens vi gjerne indrømme, at Andersen er en ung Mand, dog erindre om, at vi kun have med Andersen som Roman-Digter at gjøre, og anticipando tilføie, at en saadan Livs-Anskuelse
- ↑ Dette Standpunkt er meget gængs, og man kan som oftest kjende de derhen hørende Species paa en Tilbøielighed til, endogsaa naar Talen er om den Ubetydeligste Gjenstand, at gaae ud fra en "Grundsætning."
