Side:Af en endnu Levendes Papirer.djvu/48

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Gå til: navigering, søg
Denne side er blevet korrekturlæst

32

er for en Roman-Digter af den Classe, til hvilken Andersen hører, conditio sine qua non; og, hvad det Første angaaer, gjerne indrømme en vis Aproximation i sin fulde Betydning, men dog ogsaa i Tide sige Stop, inden vi faae den hele vor Betragtning annullerende Consequents paa Halsen, at den egentlige Livs-Anskuelse indtræder først (denum) i Ens Dødsstund, eller vel endog paa en af Planeterne. Spørge vi nu, hvorledes en saadan Livs-Anskuelse kommer istand, da svare vi, at for den, der ikke tillader sit Liv altfor meget at satte ud, men saavidt som muligt søger at fore dets enkelte Yttringer tilbage i sig selv igjen, maa der nødvendigviis indtræde et Øieblik, i hvilket der udbreder sig et besynderligt Lys over Livet, uden at man derfor i fjerneste Maade behøver at have forstaaet alle mulige Enkeltheder, til hvis successive Forstaaelse man imidlertid nu har Nøglen, maa, siger jeg, indtræde det Øieblik, da, som Daub bemærker, Livet forstaaes baglænds gjennem Ideen. Har man nu ikke bragt det hertil, ja mangler man endog aldeles Forstand paa, hvad dette vil sige, saa kommer man til parodisk at stille sig en Livs-Opgave, enten derved, at denne allerede er løst, om